Winter wonderland [Tag: Minerva]

Den unge ædle røde hingst bar sig elegant af stod. Hans højstillede naturlige holdning gav ham et stolt udtryk, mens han selvsikkert skridtede over det smukke hvide landskab. Himmelen var grå, mat og trist; men humøret blev ikke tynget af den grund. Han havde kurs mod skovene. I denne kolde tid var der ikke megen føde at finde i bjergende. Det var som om de var gået i vinterhi, mens alt dyreliv enten var gået til eller havde lukket sig inde for at sove vinteren over. Primært var det fugle han så flakse rundt i bjergtoppene, men ellers var der rimelig tomt.

Lupë var der selv mest for at tale med Djange. Selvom han aldrig svarede ham, så vidste han bare at han var i nærheden når han talte til ham. Det kunne han bare mærke.

I skovbunden var der både rødder, gamle blade og var man heldig; små skud som lå og ventede på varmen under den tyngende sne. Han nåede skovbrynet, nærmest bjergendes fødder. Endnu havde han ikke syntes at spotte nogen på sin vej over engen, og uberørt forsat han ind i skoven med mulen i jorden.

Et stykke inde i skovens tætte favn havde den grålige Minerva fundet en plet, hvor der var tilpas fredeligt. Efter hendes ankomst til landet havde hun søgt fladt, sikkert terræn for at komme sig ovenpå den knæskade hun havde pådraget sig ved sin ankomst i bjergenes højder. Endnu var hun noget forvirret over hvor hun egentlig befandt sig i verdenen og meget andet end landets navn kendte hun ikke. Et sagte fnys forlod den grå hoppe, som hun prøvede at rokere lidt rundt på hendes spinkle krop for at aflaste hendes forknæ - hun var ikke yderligere begejstret for den hindring hendes skade havde vist sig at være.

Omkring hende var der egentlig stille; de fleste levende væsner holdt sig i bero og sneens kølige kappe dækkede de fleste overflader i hendes omgivelser. Det hvide underlag fik ydermere den grå hoppe til at skille sig ud fra omgivelserne, og alt i alt var situationen langt fra optimal for Minerva. Hun valgte dog at forblive på den plet hun havde fundet, hvor hun følte sig nogenlunde skjult af træernes tætte stammer, og vinden blev bremset af skovens mur. Da hun havde fundet en nogenlunde behagelig stilling undslap hun da et mere afslappet prust, inden hun lod sine slanke ører tippes rundt, lyttende; for selvom her var stille, betød det ikke at dette mystiske land var helt forladt af liv.

Der gik lidt tid inden en dump lyd af hove der brød sneens overflade ramte hendes ører. Hun rykkede hovedet en anelse op og spejdede frem for sig, søgende efter den der vandrede i hendes nærhed. Hun gav sig dog ikke til kende, for Minerva var nok ulig mange andre, og søgte sjældent selskab. Årvågent stod hun med blikket rettet imod de dumpe hovtrin, og snart dukkede en rødlig skikkelse op i hendes synsfelt.

[1]

Ubevidst havde den unge røde hingst bevæget sig længere og længere ind imellem skovens træer. Mindst lige så ubevidst hans færden var, lige så ubekymret var han omkring at kunne finde tilbage. Andromeda var hans hjem, her især Enophis og Foehn, og han havde jo aldrig kendt til andet. Det var først da et lavt volume prust ramte hans ører. Op hejste han sit hoved, mens han knejste let hingstet i nakken. Opmærksomt og søgende så han fra side til side, spejdende efter hvor denne lyd egentlig var kommet fra. Han besluttede sig hurtigt. Det må være i dén her retning. Selvsikkert trådte han frem, mens det opmærksomme og nysgerrige blik, blev mere selvfedt og drenget. Han fandt det altid spændende at støde på andre sjæle i landet.

Træ efter træ passerede han, mens han snoede sig igennem smidigt hvor der ingen stier syntes at være. Målrettet var han, lige ind til en skikkelse mellem træerne lyste op i det lyse og meget afslørende landskab. Et langbenet væsen med en mægtig hårpragt. Ak ja, en hoppe. Enten tog han fejl, eller også var det en hoppe; en fremmed. Han løftede let selvsikkert det ene ikke eksisterende bryn, mens hans to forskelligt farvede øjne let gav hende et betragtende blik, fra top til hov.

Selvsikkert gjorde han sin entre da han smidigt og overskudsagtigt smøg sig om det sidste træ der stor i vejen, hvor han galant stoppede halvt bag det så kun hans forben, bringe, hals og hoved tittede frem ved siden af stakken.

"Er det en lukket fest?"
Spurgte han med sin charmerende stemme, mens hans blik nu blev meget alvorligt og forsøgte sig at være så lidt anmassende som overhoved muligt; afventende på hendes svar.

I starten var skikkelsen utydelig - som en formløs sjæl, der strøg rundt mellem de massive træers mørke stammer. Jo tættere denne fremmede kom, blev hans struktur og former dog mere tydelige for den grå Minerva, og af og til fik hun et glimt af en ganske flot sammensat hingst.
Hun forblev tavs og lod blot sine klare, blå øjne søge imod denne fremmed, der skridt for skridt nærmede sig - og da han trådte an, smøg sig om et stort træ der befandt sig imellem den slanke hoppe og ham, og med charmerende og lidt for selvsikre toner spurgte han hende, om dette var en lukket fest. Et skeptisk blik gled hurtigt over den grå hoppes øjne, inden hun hævede sin slanke og velansatte hals.

,,Hvis det var, ville du så vende om og gå den anden vej?"

Hendes toner kom ud med en skarp og nærmest afvisende tone. Minerva var en hoppe, der bar rigtig mange facetter, og den der lå yderst hos den grå hoppe, var hendes til tider snerpede, reserverede karakter. Hun gemte på langt mere, men holdt det for sig selv det meste af tiden. Hun drejede en anelse på sin forpart, for at så mere direkte foran denne fremmede der havde fundet hende, men hun kunne ikke skjule de smerter, som hendes forknæ forvoldte hende. Bevægelsen blev derfor knapt så elegant og smidig som hun normalt kunne præstere, og da hun lagde vægt på højre stod det klart at hun var halt. Hendes ører forblev reserveret lagt i nakken, alt imens hendes blik nu hvilede direkte imod den fremmedes tofarvede øjne.

[3]

Okaaay sååh... snerpet alligevel. Lupë hejste hovedet en anelse og rynkede kort på mulen af hendes reaktion, før et drenget og fornøjet smil atter gled over hans mule. Han fandt det faktisk lidt sjovt hendes afvisende attitude. Challenge accepted! Selvsikkert løftede han det ene bryn og kastede let hovedet, så noget af hans lange røde man faldt over på den anden side af hans hals.

"Vende om? Nah. Jeg ville nok bare banke på igen, ind til nogen åbnede."
Lød hans stemme selvsikkert, mens et charmerende smil prydede hans kønne hoved, med den fine mule han så tydeligt havde arvet fra sin mor.

Hun er skadet?! Det slog ham nu at hun overhoved ikke var fit for fight. Hun var jo skadet? Hendes bevægelser afslørede det tydeligt og straks løb et bekymret blik over hans to forskelligt farvede øjne. Oprigtigt og utrygt gled hans ører let tilbage ubekvemt, før han ufortrødent trådte et par ekstra skridt frem.

"Du er skadet..."
Konstaterede han beklagende, før hans øjne mødte hendes blå. Bekymring var at syne i hans blik, som langsomt blev en smule alvorligt, uden helt at smide den drengede aura, endnu.

Han virkede ganske ukuelig, denne fremmede rødlige hingst. Noget den grå Minerva i en anden tid og i et andet land nok havde fundet attraktivt, men lige nu var det ikke det mest velansete i hendes verden. Hun fnøs lydløst ved hans kommentar og kneb øjnene en anelse sammen. Hans smil, der havde en ganske særlig charmerende karakter over sig, fik dog hverken den grå hoppe til at smile eller føle sig glad, og hun forblev i øjeblikket tavst imens et intensiveret blik blev sendt imod ham. Hun ønskede ham ikke nær, og faktisk trak ensomheden mere i hende nu, så længe hendes skade påvirkede hendes færden og væren.

Han konstaterede hurtigt det, der frustrerede hende mest, og en mærkværdig bekymrende mine viste sig nu hos den fremmede. Hun forstod ikke, at han overhovedet bekymrede sig om en, han ej kendte til, og så snart han tog et par skridt nærmere hendes grå skikkelse, veg hun et pinefuldt skridt bagud alt imens hun udsendte en markerende brummen. Ikke nærmere.

,,Du kan ikke hjælpe mig. Jeg vil foreslå dig at fortsætte din vandring, i en retning væk fra mig."

Sagde hun køligt - men havde man et skarpt ører, og lyttede godt efter, lå der en undertone og rumsterede under hendes reserverede klang. Hun ønskede nok, hvis hun skulle være helt ærlig, hjælp og nærhed, men det var en følelse som hun ikke ville kendes ved. Nærhed havde i hendes fortid ikke skabt andet end svigt, og på baggrund af de oplevelser hun før havde haft, havde hun skabt denne mur omkring sig, en aura der fremstod snerpet og reserveret. Denne aura klyngede hun sig nu også til, som en form for sikkerhed - ganske enkelt af frygt for at blive svigtet på ny.

[4]

Okay, okay. Ikke tættere. Han forstod, klart og tydeligt. Selvom det frustrerede ham en smule, accepterede han det lige så vel. Blot sammenlignet med hans egen far, var han jo trådt langt over grænsen, hvis denne hoppe havde været hans far. Indikerende trådte han et enkelt skridt tilbage, mens han roligt sænkede det kønne hoved en anelse. Blot for at understrege at han respekterede afvisningen. Han rankede sig op på ny, mens han stille tillod sig at undersøge hendes knæ med et blik. Roligt og selvsikkert, bevidst om at han havde studeret hendes skade nærmere, lod han si blik glide op i hendes øjne igen.

Hendes ord lød temmelig beklagende i hans ører. Han vippede let lyttende med de røde øre. Diskret skiftede bekymringen til en snert af foragt og fornærmelse. Han rynkede let på de ikke eksisterende bryn over hendes ord.

"Min vandring?"
Hans charmerende stemme lød næsten anklagende, mens han næste udfordrende til en diskussion løftede det ene ikke eksisterende bryn.

"Det her er mit hjem og har altid været det."
Fastslog han så med en rolig stemme. Hvad bildte hun sig ind og komme her og bestemme hvad han skulle og ikke skulle? Når han oveni købet bare ville hjælpe? Han havde da godt tænkt tanken at dette var en klassisk hoppe-træk, hvor de siger ét og mener noget andet.

"Så.. jeg kender hver en egn, hvert et træ, hver en sten og græstot. Skal jeg stadig bare smutte videre?"
Hans stemme startede ud en smule fór selvsikkert og drenget, mens han sluttede af en snært af irritation over hendes konklusion. Hvorpå han nu gav hende en ærlig chance for at lade ham hjælpe hende, i stedet for bare at sende ham væk, som var han et usselt væsen.

Han stoppede nærmest symmetrisk med hendes tilbagetræden, og gemt under hendes skeptiske ydre, blomstrede en anerkendende følelse frem; han var fintfølende, denne ukuelige sjæl, og det var en egenskab som Minerva tillade stor værdi. Det ene øre blev lænet en anelse frem, ikke så langt at det direkte vippede imod den røde hingst, men næsten halvvejs dertil. Hun betragtede ham direkte, indgående - selvom hun var en meget privat sjæl, så var hun ikke bange for at være direkte. Hun lyttede til hans ord, der blev sagt med toner der nu lænede sig op af det anklagende, og det stod den grå hoppe klart, at hun havde fornærmet ham. Som sådan generede det hende ikke - i hendes tid havde hun efterhånden fornærmet en del - men lige nu stod hun på fremmed grund, og ved nærmere eftertanke var det måske ikke smart at skabe fjendskaber, når ej hun havde en base hun kunne kalde hendes egen. Hingsten foran hende fortalte, at dette land var han hjem, at han kendte hver en sten, hvert et træ der befandt sig i landet her. Hun kneb sine øjne en anelse sammen alt imens hendes sind overvejede hvordan hun skulle gebærde sig overfor ham, og derfor opstod der en hul tavshed efter hans ord var nået til ende. Først efter et stykke tid rømmede den grå hoppe sig på ny, og med ganske feminine toner svarede hun ham.

,,Det står dig frit for."

Sagde hun lavmeldt. Hendes stolthed forbød hende direkte at bede om hjælp, især nu hvor hun have afvist det. Hun lod dog sit hoved sænkes en anelse, som en form for accept af, at han befandt sig med den afstand han nu havde til hende. Hun 'rynkede' brynene en anelse, hvorpå hendes toner atter blev spundet sammen til ord.

,,Hvad er det her for et land?"

Spurgte hun nu direkte. Hans forklaring om, at han var født her - at det var hans hjem - kommenterede hun med vilje ikke på. Der lå en ganske simpel grund bagved denne handling; hun var stadigt meget frustreret og nedtrygt over, at hun ikke længere befandt sig i sit eget hjem, og derfor var det vel misundelse der fik hende til at lade det faktum at hingsten boede her ligge.

[5]

Stilheden banede sig vej, før hoppen rømmede sig en smule. Svaret irriterede og samtidigt morede den unge hingst. Hopper! Han himlede kort med øjnene, med et overbærende, kækt og skævt smil. Ikke engang ved så tydeligt et spørgsmål tog hun en beslutning. Men Lupë så sit snit. Hun ønskede ikke hans selskab, men ønskede heller ikke direkte at han smuttede sin vej. Fint så! Drenget bredtes et selvsikkert smil sig på hans mule, et smil der ikke afholdtes fra afsløringen af at hendes reaktion fornøjede ham. Underholdte ham. Især fordi hun også tilkendegav en vis form for accept af hans tilstedeværelse nu. Hans ører vippede let opmærksomt imod hende da hun havde haft sænket hovedet en anelse.

Nysgerrig blev hun også nu. Han rankede sig en smule op, knejste let overlegent i nakken. Overskudsagtigt trådte han et skridt til siden ved at krydse forbenene, før han skilte dem ad igen. Selvsikkert og lidt drengerøvsagtigt tillod han sig at læne sin skulder let op af den døde bark på det træ han havde smøget sig rundt om.

"Andromeda kalder vi det."
Præsenterede han stilfuldt med den charmerende stemme, indbydende.

"Landet hvor fortabte sjæle bringes til."
Han lød næsten gådefuld, mens et selvsikkert glimt i hans øjne virkelig understøttede hans fortælling.

"Når du først er her, kan du aldrig komme tilbage."
Tilføjede han stille. I grunden vidste han ikke om det var muligt, men han bekymrede sig heller ikke? Han var født her og elskede landet, både for dets gode og dårlige sider. Både hans far og mor var bragt hertil til landet i tidernes morgen. Men det var ærligt ikke noget Lupë bekymrede sig så meget om.

Den elegance der lå over den rødlige hingst havde hun godt bemærket, men i den situation som den grå Minerva befandt sig i, gjorde at hun ikke havde overskuddet - eller i dette tilfælde lysten - til at anerkende det yderligere. Hun havde accepteret at han var i hendes nærhed, og nok erkendt at hun egentlig nok havde brug for hans hjælp. Heldigvis for hende lod denne hingst til at vide en masse om landet, og efter han med smidige bevægelser havde flyttet på sin ædle krop, fortalte han hende, at landet hun befandt sig i blev kaldt Andromeda. Det lød fjernt, fremmed - og da han snakkede videre faldt der nærmest en skygge over den grå hoppes krystalblå øjne. Landet hvor fortabte sjæles bringes til. Når du først er her, kan du aldrig komme tilbage.
De ord rungede dystert i den grå hoppes indre og hendes smalle ører blev med ét trykket nærmest fjendtligt i nakken. Et sagte fnys, der bar på en blanding af frygt og foragt forlod hende, inden hun skævede omkring sig. Det måtte være et trick, og vejen hjem måtte være lige i nærheden..
Hun forsøgte at flytte på sin forpart, men smerterne afholdt hende fra at tage et reelt skridt. Hun bed sig frustreret i underlæben, inden hun lagde blikket direkte imod denne fremmede igen, inden hendes stemme med nærmest dirrende undertone begyndte at forme ord igen.

,,Det er noget du spøger med, ikke? Du mener vel ikke, at dette land er så isoleret, at der ikke er en vej ud?"

Det måtte der være. Det kunne ikke være sandt, at hun var fanget her, isoleret fra alt hun havde kendt. Nok havde hendes tidligere tilværelse budt på svigt og sorg, men ikke desto mindre var det hendes liv, og hun havde lært at leve med det. Lært at finde tryghed og glæde blandt det, der skabte smerte. Hun 'rynkede' sine bryn en anelse, inden hun dog lod sine ører slippe deres næsten fjendtlige position og lod den glide frem til en mere neutral stilling, alt imens hun betragtede den charmerende, røde skabning foran sig.

[6]

Det var som om en mørk skygge omfavnede den grålige hoppes blik. Det så fjernt ud. Gad vide?... Den unge hingst nåede ikke at gruble ydereligere over det, før hoppen tydeliggjorde sine følelser. Hun virkede utryg ved situationen da hendes fnys lød imellem dem i den kolde luft. Kort havde Lupës kønne hoved nikket kort tilbage, mens ørerne lidt hurtigt havde vendt bagud; som om der havde været kraft på hendes fnys og det havde ramt ham fysisk. Lige så hurtigt hans reaktion havde været synlig, lige så hurtigt havde hans ører atter været gledet frem. Stille kneb han øjnene en smule, da hans små dirrende stemme lød.

Spøger med? Virkelig? Hendes utrygge mine burde give ham en form for alvor over sig. Dette var ikke helt tilfældet. Kort havde han nok set en kende bekymret ud, før han let havde løftet det ene bryn selvsikkert. Tror du ikke på mig, eller hva'?

"Altså... jeg kender endnu ikke en eneste der har forladt landet endnu?"
Hans charmerende stemme lød overlegen, mens hans øjne var roligheden selv.

"Jeg er selv født her... opvokset her."
Tilføjede han selvsikkert, med et let drenget smil. Hans øjne gnistrede charmerende, mens han forsøgte at få det til at lyde som en god ting.

"Den eneste jeg kender, som har forladt landet, er min far. Altså, efter at han døde, du ved..."
Lupë trak lidt på det sidste du ved, men ellers havde hans stemme lydt selvsikker og rolig; som var landet det mest naturlige i hele verdenen.

"Nej, der er vidst ingen vej ud. Hvad jeg ved af. Så du kan vel lige så godt få det bedste ud af det?"
Charmerende lød hans stemme, mens han ved sidst bemærkning selvsikkert skubbede sig fri af støtten til træet, mens han finjusterede den sidste kommentar med et drenget blink med det ene øje. Gnistrende af liv og drengerøvsattitude funklede hans to forskelligt farvede øjne, som indgående søgte hendes blå.

Bag de krystalblå øjne rasede en storm på fuld tryk. Den Grå Minerva kunne næsten ikke tro det, som var blevet hende fortalt, og bare tanken om at hun var fanget her, i dette fremmede land, gjorde hende nærmest dårlig. Selvom hendes fortid ej havde båret på meget godt, så havde Minerva altså fundet tryghed i det kendte. For hende var dette land, uanset hvor godt og frodigt det var, fremmed, og i hendes sind kunne hun slet ikke overskue at skulle tilvænne sig en ny tilværelse.
Hun kæmpede for at holde disse følelser, frustrationer tilbage; især da den rødlige hingst fortsatte hans ord, fortalte hende at ingen han kendte havde forladt landet, med undtagelse af hans far, som var gået bort. Hun kneb atter sine øjne lidt sammen, imens hun betragtede den røde.

,,Det gør mig ondt med din far."

Startede hun ud. For hende var det et faktum, der kunne rive hendes tanker ud af malstrømmen i hendes sind. Det gav hende noget i nuet at hæfte sig ved, selvom det var en tragisk ting. Hun brummede sagte, inden hun tippede det ene øre en anelse tilbage igen.

,,Det må være dejligt for dig at være i det land, hvor du er født. Det er præcis dét jeg ønsker. Hvis døden er vejen ud af dette land, er det måske min eneste mulighed for at komme hjem"

Det lød barskt, men de uklare tanker som fór rundt i Minerva's hoved gav hende ikke lov til at finde en mere holdbar løsning. Den grå hoppe ville aldrig kaste sig selv i døden, men lige nu virkede det på en eller anden måde logisk at overveje dette. Hun fnøs sagte, inden hun skiftede vægten en anelse imellem hendes ben, for at aflaste hendes forknæ så godt som muligt. Hun tillod i første omgang ikke at deres blikke mødtes, men efter lidt overgav hun sig og lod de blå øjne mødes med hingstens tofarvede.

,,Hvis ikke der er en vej ud, er jeg fortabt.."

Sagde hun stille. Og dét var sandheden. Hvis den grå Minerva ikke kunne komme hjem, ville alt der havde formet hende have været forgæves. Den måde hun havde udviklet sin personlighed på, den måde hun havde tillagt sig vaner og manérer på. Sorgen begyndte at blande sig i hendes blik, og kort efter måtte hun bryde øjenkontakten imellem de to. Hun kunne ikke bære det, ikke lige nu.

[9]

Nu var den rødlige hingst ikke ligefrem idiot. Ak, selvom at selv en idiot ville have kunnet se det fortabte i den lyse hoppe foran ham. Det var tydeligt hvordan hans besked ikke lige faldt i den bedste jord hos hende. Lupë spidsede kort ørerne da hun kondolerede over hans fars død. Stille lod han et sagte og forsigtigt smil blive sendt i hendes retning, med et par venlige øjne; uden at give den faktor meget mere opmærksomhed. På trods af at hun stadig undveg hans blik.

Det er præcis dét jeg ønsker! Lupë bed sig fast i disse ord, mens han blot selvsikkert stod der og overværede hvordan følelserne startede en lavine inde i hoppen. Det formodede han i hvert fald. Hendes fnys var en ret god understregning, og næsten forskrækket blev den unge hingst da hun så i hans øjne. For første gang sådan rigtigt.

Så smukke... Var det eneste der løb igennem Lupë, mens hun angrede sine ord om at være fortabt; før hun atter brød kontakten.

Næsten skuffet løftede han det ene bryn en smule irriteret over at hun sådan forsvandt igen. Stille gik det dog op for den unge hvor stort dette alligevel var for hoppen her. Stille tog han et enkelt skridt nærmere hende og sænkede hovedet en anelse. Gnistrende glimtede hans øjne, stadig lidt drengerøvsagtigt, men nu med en snert at hjælpsomhed.

"Kom med mig."
Hans charmerende stemme talte roligt og betryggende, før han vendte sig om for at skridte væk fra hende. Han regnede ikke med noget, men ville heller ikke bare efterlade hende. Få skridt tog han, før han stille stoppede og vendte hovedet spørgende imod hende. Kom bare... Han gjorde et lille indbydende nik med hovedet, mens hans øjne roligt hvilede på hende og et let smil prydede hans mule.

Tankerne startede pænt i kø, men hurtigt blev det til et mylder af modsige tanker og følelser der rumsterede i sindet på den grå Minerva. Hendes blik, som hun havde fjernet fra den rødspættede hingst, blev da også en anelse mere stift, som kaos begyndte at sprede sig i hendes indre. Kunne det virkelig passe, at hun aldrig ville se sin hjemstavn igen? Kunne det virkelig passe, at hun var kommet til et fremmed land, som lå isoleret fra den verden hun kendte? Kunne det bare være en dårlig drøm, som hun ventede på at vågne fra? Nej, faktum var at dette var virkeligt. Hun var virkelig, hingsten var virkelig, landet var virkeligt. At landet var umuligt at forlade, var et faktum hun ikke kunne hverken be- eller afkræfte, og det lod heller ikke til den ungdommelige hingst kunne. Det var et faktum, der måtte henkastes til et uvisse for nu.

Hans stemme rev hende tilbage til nuet og hendes sind blev tvunget til at blive tavst igen. Hun skævede indirekte til ham, med et diskret blik, i det han bad hende følge ham. Hun kneb sine øjne sammen og hævede afvisende hovedet af hans gestus, som egentlig var ganske barmhjertig. Han stod ej stille særligt længe, og kort efter han havde bedt hende komme med ham, vendte han sig og begyndte at skridte væk fra hende. Først vendte hun blot hovedet en anelse bort med et afvisende fnys; men ved nærmere overvejelse vidste hun også godt, at det ikke var holdbart for hende at blive der hvor hun var. Hun kendte på ingen måde til landet, vidste ikke hvor hun skulle finde mad og vand. Så hun valgte at følge ham.

Hendes skridt havde langt fra den samme ynde, som de plejede, men så man efter kunne man godt gennemskue, at hoppen var vant til at færdes med dansende bevægelser. Hun haltede fortsat, og hendes skridt var derfor korte og ujævne, men frem kom hun. Hun søgte ikke helt hingstens side, men fulgte efter på respektabel afstand.

,,Hvor fører du mig hen?"

Spurgte hun så, da hun havde indhentet ham tilstrækkeligt. Hendes blik var rettet fremad, og kun et øre hvilede halvt imod ham, lyttende. Hun spurgte, fordi hun gerne ville lære, men også af håb om at han ville nævne noget hun kunne genkende. Noget hun måske havde hørt om engang for længe siden og noget, der måske kunne hjælpe hende til at finde hjem til den flok, hun blot en dag forinden havde forladt.

[6]

Det morede ham en smule for stædig hun var; og så alligevel ikke. Hun tog imod hans gæstfrihed, dog med en smule stædighed. Roligt smilte han drenget for sig selv, over hendes opførsel da hun først fulgte med ham. Haltende dog. Hopper.... Han smilede let, og lagde an til en kort fnis; som blot blev kvalt og blev til et stille sagte prust. Beroligende og imødekommende.

De tog nogle skridt imellem træerne, og selvom det faldt ham naturligt at gøre en leg ud af at slange sig imellem træerne, hurtigere og hurtigere, så bremsede han sig selv. Han kunne både skimte hendes handicap ud af øjenkrogen, samt høre det på hendes skridt. Hvorhen? Han drejede let det kønne hoved, mens blev i fart. Stille smilte han selvsikkert og drenget, dog med et beroligende blik, før han atter rettede blikket og hovedet frem, for at se udgangen af skoven.

"I sikkerhed."
Hans charmerende stemme talte beroligende. Mest for ikke at virke som en bagmand der var ude på at gøre hende noget ondt.

"Så du kan komme dig."
Tilføjede han, mens de snart nåede skovbrynet og sneen på engen op til bjergendes fødder.