This cake is dry [Azazael]

8

Azazael skulle lige til at bakke lidt for at bruge lidt ekstra kraft på at vælte ham, men uden ret meget held. Idét han troede han ville ramme hingsten, havde han flyttet sig, og Azazael skvattede over sine egne ben da han forsøgte at fange balancen igen og skvattede. Han var meget hurtigt på benene igen og nøjedes med at stå og skule surt op mod hingsten.

”Jeg er ikke dum, du er dum!”

Det var måske ikke helt rigtigt, men Azazael var ikke gammel nok til at vide hvem der var dumme og ikke dumme. Han var ikke uintelligent, men han havde smidt alt fornuft fra sig så snart hans temperament var begyndt at skinne igennem. Et temperament han havde fra sin mor.

”Min mor kan tæve dig”

Xenon måtte kvæle en hysterisk latter over den unges fald og efterfølgende olme skulen. Den lille var ikke ligefrem kvik, selvom han mente at han ikke selv var dum. Xenon rystede afvisende på hovedet og gik igen hen til ham, mens han så ned på ham. Et bredt smil var på den mørke mule, men det var svært at tyde hvilken karakter det havde. Morede han sig reelt eller var det blot hån? Man vidste aldrig med den gyldne, men han morede sig gevaldigt.

" Du er dum, for du ligger dig ud med mere end du kan klare "

Fnyste han blot inden han igen skubbede til føllet. Xenon var lidt hård ved den lille, men han skadede ham ikke. Det var simpelthen for at understrege en pointe. Føllets temperament blussede op og den gyldne hingst var da heller ikke overrasket over det. Han kendte hans mor, og han kendte ligeledes selv til at have temperament og en ting var sikkert: Man tabte hovedet når først man lod det overtage. End ikke den gyldne hingst havde lært at beherske det helt endnu.

" Ja, din mor kan tæve hvem som helst, men det er kun få der er dumme nok til at blive hængende når hun har gjort det klart.. "

9

Azazael skulede surt mod den gyldne hingst. Hvad vidste han dog om det? Azazael kunne klare hele verdenen, hvis det skulle være – mente han selv. Der var ikke nogen der skulle komme og sige sådanne ting til ham. Ørerne gled en anelse bagud da han blev skubbet til igen. Denne gang snappede han igen ud efter den meget større Snokrates.

”Hah! Du er bange”

Lo den lille hingst. En latter der tydeligt angav hans meget unge alder. Barnlig og underholdt. De samme ord man kunne bruge til at beskrive den unge hingst i det øjeblik. Det var sådan han tydede hingstens ord. At han var bange for hans mor. Ikke at han kunne bebrejde hingsten, for selvom Azazael havde oplevet hans mors kærlighed utallige gange, havde han ligegledes oplevet hendes vrede – og så gjaldt det om at holde lav profil og gemme sig bag sin søster.

Reaktionen på den unges snap kom prompte og han fik igen tacklet det unge føl, men denne gang lidt mere hårdt en ellers. Xenon gjorde dog en dyd ud af ikke at skade ham, men han måtte godt mærke alvoren i hvad han egentlig forsøgte at lære ham. Hvis han forstod det ville han måske leve til at se sig selv vokse op. Det var ikke alle der fandt sig i sådan en opførsel, og normalt ville Xenon nok heller ikke, men hvad der havde fået ham til ikke at give hingsteføllet et lag tæsk lå nok til dels i at han ikke ville ligge sig unødigt ud med Ava, men han så noget i den lille. Xenon pressede noget af sin vægt ned på ham.

" Nej, men jeg ved hvem jeg kan klare og hvem jeg ikke kan klare. Og hvis du kan lide at leve, så er det noget du bør lære inden du får dig selv slået ihjel. "

Xenon trykkede lidt ekstra til føllet for at understrege sin pointe. Han gav en anelse efter igen så han ikke blev mast under hans vægt, men blev stadig liggende i knæ så han ikke lige sådan kunne smutte væk. En svag klukken kom fra ham.

" Og det er derfor de heltemodige er de dumme. Springer uhæmmet ud i situationer de ikke kan klare og kommer galt afsted fordi de skal prøve at bevise de er bedre end alle andre, når det modsatte faktisk er tilfældet. "

Det var en stærk hentydning til de lysvogtende heste på Leventera og hvor de ellers befandt sig. Han havde selv stået overfor en som ikke anede sit levende råd om hvad Xenon var i stand til og blot havde draget til konklusioner. Den gyldne lod nu den lille slippe og han rejste sig nu op og de blå øjne stirrede målrettet ud i skoven.

" Ikke sandt?, Ava "

7

Ava havde stået og betragtet de to hingste i noget tid. Azazael troede måske nok han kunne smutte på eventyr af sig selv, men han måtte tro om igen. Havde han ikke fundet den gyldne hingst havde han for længst fået besked på at vende snuden tilbage mod ildbjerget. Ava havde valgt at holde sig i baggrunden, for der var nogle ting man bedst lærte på den hårde måde, og hun vidste hun kunne træde til før det blev alt for slemt.

Det var ikke nogen hemmelighed at Ava, efter at have givet liv til to hoppeføl, også havde ønsket sig en søn. Men nu, hvor hun havde fået både en søn og en datter, kunne hun alligevel ikke lade være med at være skuffet over ham. Allerede fra første dag havde den lille røde hoppe virket stærkere. Efter at have stået og betragtet de to hingste, kunne hun også vurdere at hun havde mere potentiale end mørklingen.

Som Xenocrates henvendte sig til hende, trådte hun frem fra sit lille skjul, der alligevel ikke havde holdt hende helt skjult – kun lige godt nok til hendes egen søn ikke havde opdaget hendes tilstedeværelse.

”Jeg kunne ikke have sagt det meget bedre selv”

Hun havde selv stået ansigt til ansigt med nogen, der enten så hende som en udfordring, eller mente de havde ret til at invadere hendes hjem. Skygge. Det var hvad hun var. En skygge. Og hendes artsfæller var ikke velsete i Andromeda. Engang imellem skulle man tro alle andre var ude på at drive dem væk. Det var jo ikke nogen hemmelighed at vogterne ville bekæmpe dem. Skyggerne var ikke ude på at udslette vogterne, men ønskede jo bare at erhverve de ting, der tilhørte landet og ikke vogterne eller lyset.

”Du kunne blive en glimrende babysitter, Xenocrates. Det er lige før du giver mig en pause fra dagens opdragelse”

10

Endnu en gang endte Azazael med at ligge på jorden efter en takling, og vride sig for at komme fri, mens han gav nogle utilfredse brummelyde og ”brøl” fra sig, når han gav den alt hvad han kunne. Men lige lidt nyttede det. Ordene fra hingsten lyttede han heller ikke helt til, for han havde mere travlt med at prøve på at komme fri. Han gjorde sit bedste for at snappe ud efter hingsten da han lagde mere vægt på.

Lige så hurtigt som hingsten var væk, kom Azazael på benene igen. Han skulle lige til at kaste sig ind i den meget større hingst, men hans mors stemme stoppede ham. Ikke fordi hun havde bedt ham lade være, men det var tonen. Den var køligere end den han normalt hørte på. Det lød som om han ville få ballade. Derfor gled ørerne også ud til siden mens han gav sig til at smaske og nærmest skjulte sig bag den gyldne hingst, som om hans mor ikke ville kunne se ham hvis han bare stod der med lukkede øjne.

Ingen kunne skjule sig fra Xenon, end ikke Ava. Han havde godt opfattet hende for længe siden, men han havde ikke haft i sinde at forstyrre hende indtil han mente det var tid til hun kom og hentede hendes unge. Han måtte dog erkende at han nu faktisk var lidt overrasket over hun sådan uden videre gav ham ret i hans ord. Et blik blev kastet mod den lille hingst der ændrede total karakter efter Ava var trådt frem fra skyggerne. Han missede kort med de blå øjne da noget der lød som et kompliment forlod den sorte skyggehoppes mule. Kunne det dog være rigtigt.
Han trak på smilebåndet med et let grin, inden han igen så tilbage på den lille lort som rigtig stod og gemte sig. Han vidste dog godt selv hvor skræmmende mødre kunne være. Der var en kort eftertænksomhed at spore hos den gyldne og han lagde ikke skjul på den, men valgte dog at lade det ligge.

” En tiltrængt pause med alt dramaet i skyggeland, formoder jeg? ”

Lød det så fra ham i det han så over på hende igen med ophøjet ro. Hun vidste jo nok allerede at han godt vidste tingene ikke gik som de skulle. Der var ikke nogen hån at spore hos den gyldne. Det var nu egentlig blot en reel konstatering.

7

Ava sendte Xenocrates et halv-skarpt blik, som han nævnte dramaet blandt hendes brødre og søstre. Ikke fordi det var et ømt punkt, men fordi det var et emne han måske ikke burde tale alt for højt om, så længe han befandt sig på Foehn. Alligevel havde hun svært ved at forestille sig ham løbe direkte hen til vogterne for at sladre. Ikke at de nok ikke havde gættet det i forvejen, for rygter kunne spredes meget hurtigt, og hvis skyggerne ikke havde set den hvide ræv længe, havde andre heller ikke.

”De kan efterhånden gøre hvad de vil. Det er ikke kun helte der kan være dumme eller modige. Kan du forestille dig en svækling sige at jeg ikke har noget at gøre i vores broderskab fordi jeg ikke er en ”broder”?”

Hun gav et lille fnys fra sig. Det var nok det der havde givet dem dødsstødet fra Avas side. Det der gjorde hun ikke ønskede være en del af broderskabet. Ville Volontaire lede en flok tåber skulle han være så velkommen til det. Ava ville hellere tjene herren alene eller sammen med dem der ønskede at følge hende, end at være tvunget til at arbejde sammen med nogen der enten tænkte mindre om hende end de burde, eller som hun ikke kunne stole på. Skyggebærerne var splittet og de kunne snakke i nok så lang tid, men der ville aldrig komme samling på dem igen som på samme måde der havde været under skyggerævens ledelse.

”Men hvis Herren mener han er nyttig, må han være nyttig. Ellers stille jeg mig gerne forrest i køen til at tvære det lille insekt ud.”

Der var ikke nogen tvivl om Ava ikke længere var begejstret for hendes brødre og søstre. Der var nogle af dem hun holdt af, men også nogle stykker hun ikke turde overlade sit liv til. En hoppe er frivilligt lod sig underkaste det mandlige køn på trods af de alle, brødre og søstre, skulle forestille at være lige – og selvfølgelig hingsten der havde sat spørgsmålstegn ved hoppernes tilstedeværelse i broderskabet.

”Hvad siger du, ’Snokrates’ – Er du interesseret i rollen som babysitter? Du lader til at have styr på hvordan man begår sig her i livet. Og pjokket kan i den grad bruge en der kan lære ham en ting eller to om fysisk kamp…. Og hvis ikke jeg taget meget fejl, hvordan han kan bruge sine evner.”

(springer lige Azazael over denne gang ^^ )

Xenon sendte blot et slesk smil tilbage I retur til Avas skarpe blik. Sådan var han og det vidste hun nok også efterhånden. Han havde ikke i sinde at rende over og sladre til vogterne, det havde han ingen morskab i. Nej han var ganske sær ham Xenocrates. Avas ord var som benzin til det bål der drev ham og han kunne ikke lade være med at bryde ud i en latter over den stakkels idiot der måtte have ytret det til Ava, som naturligt nok ikke virkede særlig begejstret over den situation.

” Årh hvilket stakkels fjols, men mon ikke han er den første der ryger i en uundgåelig konfrontation mod vogterne. ”

Den gyldne hingst var ikke så dum, som han kunne se ud til at være. Han var ganske observerende og kunne snildt ligge to og to sammen uden brug af sine evner. Nok havde de hjulpet ham meget i starten, men jo mere han lærte sammenhængen mellem hvad folk sagde og gjorde at kende, så forstod han mere om hvordan de forskellige reagerede, og hvorfor de gjorde det. Dog kom hendes tilbud alligevel som en overraskelse for ham og han missede en anelse med øjnene i det han lyttede.

” Fysisk kamp er ubrugeligt hvis du handler hovedløst og uden at tænke. Hvis han har evner, så vil han ligeledes skulle kunne bruge sit hoved til at holde styr på dem. Det kan jeg lære ham, men det kommer nok til at tage lidt tid. ”

De to ting var selv det der havde været sværest for Xenon da han havde været et lille ”pjok”. Avas ord havde næsten været identiske med dem hans far havde fortalt hans mor første gang han havde forsøgt at lære noget. Han hentyd dog til at føllet var en anelse dumt, så det nok ville blive op af bakke.

” Fysisk kamp, Ava. Jeg kan lære ham meget lidt. Jeg kender en der ville være bedre, men siden han ikke er hans far, så antager jeg at i ikke just er på talefod.. Faktisk hvis det ikke havde været for dig så havde han nok tværet mig ud som et lille insekt den dag. En skam. Vi kunne ellers have lavet vis og fortæl til pjok: Se et klassisk eksempel på Dum Hest. ”

Xenon var varsom i sine ord, men han ytrede sandheden. Hans broder var bedre end ham på de parametre. Han besad ikke evnerne mere, men han var langt mere erfaren og desuden bygget som en tank, men idioten havde ændret fuldstændig karakter, faktisk efter han havde mødt den sorte hoppe.

9

”Ja hvilken stakkel…….. Må Herren straffe ham for hans mening….”

Selvfølgelig havde andre lov til at have meninger, men lige dén var måske ikke så populær hos Alduin eftersom de alle var der for at tjene ham, og at sige over halvdelen ikke hørte til i det fællesskab måtte være den værste mening man overhovedet kunne have i det fællesskab. Ava måtte smil lidt ved tanken. Kunne hun slippe afsted med det, havde hun nok selv sørget for han var den første der røg i en konfrontation mod vogterne, men eftersom de alle var koblet sammen af skyggerne og skyggerne havde adgang til deres sind, ville det ikke være så forfærdeligt nemt.

”Hmmmmm…. Tid ville jeg ønske vi havde noget mere af. Uden for fællesskabet er det begrænset hvor meget beskyttelse der vil være. Man kan kun håbe på han er lærenem.”

Ava vidste godt Xenon var en der hellere flygtede end blev for at kæmpe. Hun bebrejdede ham heller ikke – ikke når han stod over for hende, eller dem der var stærkere end ham. Nogle gange ville hun mene hans reaktion var bedre end andres. Nogen burde lære at stikke halen mellem benene. Så ville de spare noget tid og unødvendige skader.

”Så længe han er så lille tror jeg sagtens du kan. Taktik skal jeg nok smide på ham senere. Men for nu kræver det at han lærer at slå fra sig frem for at krybe i skjul”

Blikket lod hun falde på det lille pjok der stadig stod og gemte sig. Der var lang vej endnu. Han ville ikke tage skade af lidt fysisk modgang når han blev lidt for kæphøj eller overmodig. Man kunne vel næsten sige hun gav Xenocrates lov til at give ham tæsk når han ikke opførte sig ordentligt, for at sætte ham på plads, så længe det ikke gik for vidt.

Xenon lyttede til Avas ord og nikkede stille, som tog han den opgave han blev foreslået dybt seriøst. En lav brummen kom fra ham i det han så ned på føllet med en tænksom mine. Han vidste ikke hvorvidt denne lille fyr havde hoved til at kunne lære ting, men det havde han nu heller ikke selv haft. Han forstod hvad Ava mente. Han lignede kort en der ville sige noget, men klappede så i, dog kun for en ganske kort stund.

” Mon ikke det kan lade sig gøre. Han kan vel ikke være helt så dum som han ser ud. ”

Selvom der var undertone af Xenon sædvanlige drillerier, så var det faktisk en mere alvorlig tone der kom ud af den yngre hingst, mens hans blå øjne hvilede på føllet. Det blev stille igen, inden Xenons stemme igen lød.

” Så har du tænkt dig at fortælle din babysitter bare lidt om hvad du har planer om. Det ville gøre tingene langt mindre komplicerede..”

Den gyldne havde nok godt luret lidt at den sorte hoppe pønsede på noget, men hvad, hvordan og hvorfor lod han for nu være op til hende at fortælle. Xenon formåede dog ikke at holde sig seriøs i længere tid for nu og sendte nu Ava et meget åbenlyst elevatorblik. Han trådte nærmere, men vovede sig alligevel ikke helt tæt på endnu.

” Se hvis nu det ikke fungere med Pjok, sååååå, ja så ser du da ikke helt tosset ud.. ”

En åbenlys Xenon var åbenlys og fordi han ikke rigtig havde noget filter så havde han ingen hæmsko ved at sige som han gjorde. Han havde trods alt øjne i hovedet. Ava var kvik nok til at fatte hintet, selvom han egentlig bare sagde det for shits and giggles.

10

Der kom ingen irettesættende ord, da Xenocrates satte spørgsmålstegn ved mørklingens dumhed. Han var ikke et føl skabt af kærlighed. Ikke på samme måde som hendes Nymfe. Selvfølgelig kunne hun ikke undgå at holde af de to tvillinger, men de var sat i verdenen for at skabe flere små krigere på deres side – flere skygger, så de ikke ville ende med at uddø. De var ikke så mange, og vogterne avlede flere magikere til deres lille gruppe. Skyggefødte og dem opvokset blandt skyggerne og skyggernes fællesskab, Ville også være meget nemmere at påvirke i retningen af at hjælpe skyggerne.

”Ikke endnu. Måske hvis jeg beslutter mig for jeg kan stole på dig.”

At Ava ikke stolede på ret mange kom vel ikke bag på dem der kendte hende eller kendte bare lidt til hende. Hun havde været igennem mange ting siden hendes ankomst i landet, og mange af dem hun havde kaldt venner og familie, havde svigtet hende – ligeså vel som mange af dem hun ikke kendte, men som alligevel havde sagt ja til at hjælpe hende. Det var som om hvert lille håb blev trådt på af alle omkring hende.

Xenocrates’ kommentar fik hende til at give ham et elevatorblik tilbage, der endte ud i et blik der var mere eller mindre uimponeret. Selvfølgelig var der dem der var værre, men der var også andre hun langt hellere ville skabe en stærkere hær med.

”Du minder mig for meget om en hoppe jeg hader. Måske hvis jeg ikke havde andre muligheder.”

Xenon klukkede blot let af Avas ord, mens han blev stående på hans plads. De blå øjne hvilede på hendes og det varede da heller ikke længe før han åbnede sin mund igen for at tale.

” Du ville være et fjols hvis du gjorde ”

Lød det så fra ham. Det kunne for nogle godt være yderst foruroligende, men han fortalte blot Ava sandheden. Kunne hun stole på det var sandheden? Det var ikke til at vide. Han grinede let over hendes kommentar og vidste med det samme hvilken hoppe der kun kunne være tale om. Han havde nemlig selv lige været rendt ind i hende nogle dage forinden.

” Oh ja. Hun er heller ikke nem at elske. Se her den anden dag ville jeg blot aflægge min kære søster et besøg i Teylar, og åbenbart så er man pludselig ond bare fordi man bider lidt i hende. Tsk! Emsigt altså! ”

Xenon overdramatiserede det fuldstændigt som han nu var god til. Han bed godt mærke i Avas sidste ord, men tog blot dette som et kompliment. Det var trods alt ikke en blank afvisning.

11

”Det ved jeg”

Hun havde ikke stolet på ham på noget som helst tidspunkt. Heller ikke ved deres sidste møde, da han havde påstået han gerne ville joine skyggernes broderskab og dermed vende sin far ryggen. Hun stolede heller ikke på han havde hvad der skulle til, for i modsætning til de andre var hans instinkt at stikke halen mellem benene, når han stod over for nogen der var stærkere end ham selv, mens de andre ville dø for deres sag.

”Ond….. Det er et ord andre godt kan lide at bruge til at beskrive dem der ikke mener eller gør det samme som dem. Jeg er blevet kaldt ond – og det jeg gør er at forsvare mig selv, forsvare mit hjem, kæmpe for at få min datter hertil. Jeg ønsker ikke at dræbe andre så længe de ikke står i vejen for mig. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med hvad vogterne foretager sig, så længe de ikke blander sig – men jeg vil kæmpe for min sag, og når de insisterer på at holde på deres små nipsting jeg tilfældigvis skal bruge for at slippe min Herre fri fra hans fængsel, så må det være på den hårde måde. Jeg er ikke mere ond end de er. Vi kæmper bare for hver vores sag.”

Hun havde selv ligget svag og hjælpeløs på Chibale efter mødet med lyshoppen. Den hun næsten ville kalde sin ærkefjende. Det var hendes skyld hendes forhold var gået i vasken. Hende der havde medvirket til Lupës forræderi.

Xenon smilede blot af hendes kommentar med et lille grin. Han stod pænt og lod hende snakke færdigt, stadigt med det der sleske udtryk som han nok aldrig ville slippe af med, hvor meget han end prøvede. Han rømmede sig lidt og smilede blot af hendes ord. Han synes stadig det var dybt tåbeligt det de alle sammen havde gang i, men fred være med det. Han vidste han ikke ville få noget ud af at diskutere med hende omkring ham. Han hævede blot et øjenbryn for alligevel at gøre udtryk for at det hele var lidt fjollet.

” Hvorfor tager du ikke bare over og henter hende..”

Xenon spurgte med vilje lidt dumt, men det var da så simpelt som noget kunne være. Den gyldne hingst kunne da i dette øjeblik fortælle hende hvor hans niece befandt sig. Måske hvis hun spurgte pænt ville han rent faktisk fortælle det.