Where am I? (Åben)

"Lim"

Every flower is a soul blossoming in nature. Look deep into nature, and then you will understand everything better.

Skyggerne var ved at blive lange, og farvede den fortryllende himmel i sine varme og dybe farver. Rød og blå blandede sig sammen og skabte en lilla, hvor det mødtes på midten. Lims øjne var fæstnet mod himmelhvælvingen, mens hun betragtede naturens vidunder. Det var flot, smukt, betagende, ja hun kunne skam blive ved. Den unge hoppe tog sig selv i at betragte, hvordan solen på sin vej ned gjorde plads for månen og alle dens stjerner. Hun burde for længst være gået videre på sin færd, men hun fandt sig nu stående og betragte naturens vidunder ved siden af et buskads. Naturen blev svøbt i et tæppe af farver, som fangede den unge hoppe. Hun havde aldrig været så langt borte, og hun vidste end ej hvad der var sket. Hun var trådt igennem en portal og endt i en helt anden verden. Eller var hun? Hun var stadig forvirret, men fanget i omgivelsernes skønhed. Snart vidste hun, at de blinkende stjerner ville pryde nattehimlen og oplyse enhver vej for dem, som ville have forsvildet sig væk. Hun havde stået og betragtet det så længe, at det pludseligt gik op for hende, at hun burde vende snuden fremad og finde sig enten noget læ eller en rute på sin færd. Nu var solen næsten gået helt ned i horisonten og hun kunne se nogle få ildfluer, der dukkede op omkring hende. Et smil prydede hendes læber, som hun rettede sig op fra den dovne stilling. Det var på tide, at sætte i bevægelse. Et mildt brum blev sendt ud i den lune aften - måske hun var heldig at møde selskab?

Sunshine is delicious, rain is refreshing, wind braces us up, snow is exhilarating; there is really no such thing as bad weather, only different kinds of good weather.

1

Azazael havde haft nogenlunde nemt ved at forlade det askefyldte område og dermed undersøge nogle andre områder end dem han var vant til. Han var udmærket godt klar over hans søster var deres mors yndling. Det var vel også derfor hun havde sendt ham videre til en eller anden hingst, og givet ham lov til at gøre hvad end der passede ham – næsten da. Han var også godt klar over at han snildt kunne blive opdaget, og så ville der vanke en skideballe.

Mulen røg mod sky da han syntes at opfange en fremmed duft. Fremmed på mere end en måde. Den var ikke tainted med lugten af svovl som de fleste af dem han færdes i nærheden af. Ørerne gled en anelse bagud inden de nysgerrigt røg fremad igen. Han så sig kort tilbage inden han igen satte fremmed for at finde ud af hvor denne fremmede var. Han forholdt sig tavs. Det eneste der afslørede hans tilstedeværelse og hvor han bevægede sig rundt henne, var lyden af hans hove mod jorden.

"Lim"

Every flower is a soul blossoming in nature. Look deep into nature, and then you will understand everything better.

Frem fra skovens skygger og træer, lød en hovslag i den dunkle nat. Hendes hjerte galooperede, som hun så frem. En syngende nynnen formede sig over hendes læber, som hun bevægede sig frem og underlaget forandrede sig. Snart kildede det høje enggræs under hendes hove. Skoven var ikke langt borte og dermed også hendes hjem. Det ville ikke tage lang tid at nå tilbage nu. Et gisp forløste sig fra hendes mule, da hun pludseligt så en skikkelse. Hun stoppede med det samme. Hendes øjne blev flyttet i retningen af skikkelsen og snart opdagede hun, hvad der havde været gemt i det lange græs, som kildede under hendes bare hove. En hare, alligevel kom den tydelige glædeshilsen fra hende med et nik efterfulgt af et glædeligt smil, der prydede hendes brogede mule.

"Godaften og sikke en vindunderlig aften det er. Så du farverne der malede himlen så smuk?"

Hendes øjne lyste op med hendes ord. Hun vidste at haren ej ville give en lyd tilbage. Alligevel sank hun hovedet ned mod dyret. Den stoppede kort med at spise, inden den sprang tilbage igen.

"....Også er jeg alene igen..."

Sukkede hun, inden hun lod blikket glide rundt. Himlen var nu malet i mørke. Burde hun finde et sted at hvile sig? Hun nød at vandre, men der var stille. Selv fuglenes kvidren var døet ud. Alligevel var lyden af hovslag et sted i nærheden. Hun slog det en med, at være sin egen fantasi.

Sunshine is delicious, rain is refreshing, wind braces us up, snow is exhilarating; there is really no such thing as bad weather, only different kinds of good weather.

2

Azazael holdt sig meget ofte helt tavs. Han talte ikke med mindre han havde behov for det – eller selv følte et behov. Ofte følte han det når andre mente han skulle holde mund. Han havde tendenser til at gå imod alle andres ønsker. Være på tværs med vilje om man ville. Med undtagelse af meget få. Der var dem han ikke turde være på tværs af. De fulgte ham og de var overalt på Foehn.

Det ene øre vippede en anelse bagud, da hoppen han havde spottet, nærmet sig og iagttaget, begyndte at tale til et lille dyr han ikke helt kunne få øje på, men opfangede var væk på grund af lyden i græsset og stråene der bevægede sig længere og længere væk.

”Her er man aldrig alene”

Azazael forholdt sig stadig nogenlunde skjult i mørket. Hans sorte farve gjorde det nemt for ham. Det eneste der stak ud, var de blå øjne der lyste op i natten.

"Lim"

Every flower is a soul blossoming in nature. Look deep into nature, and then you will understand everything better.

Hendes øre var glede ud til siderne, da den brogede pludseligt hørte lyden af en maskulin stemme. Det gav et sæt i hendes krop. De blå øjne søgte efter at finde indehaveren. Det tog lidt tid inden et par blå øjne dukkede op midt i mørket. Stemmen havde båret præg af en hingst, men det var svært at se i mørket. Hopperne kunne også have dybe stemmer, men duften der kom mod hende bar mest præg af en hingst. Hendes øre gled med det samme fremad og hun trådte nærmere de lysende blå øjne. Hvor længe havde han lyttet med?

"Det må være skønt. Så er der ingen, som oplever ensomheden her..."

Sagde hun med en drømmende tone, inden hun lod blikket glide mod himlen, som nu var dækket af lysende stjerner. Det var sådan et eventyrligt syn, og hun var altid betaget af naturens skønhed. De blå øjne gled tilbage mod den mørke skikkelse.

"Jeg møder så sjældent fremmede, hvad er det her for et sted?"

Sunshine is delicious, rain is refreshing, wind braces us up, snow is exhilarating; there is really no such thing as bad weather, only different kinds of good weather.

3

Der kom ingen respons på hendes første ord. Ensomhed. Azazael kendte ikke til ensomhed. Men han var heller ikke alene på samme måde som så mange andre. Han bar skyggernes gave. Selvom han ikke havde dem med sig på samme måde om alle de voksne – de indviede i skyggernes broderskab, havde han alligevel en stemme med sig, der hviskede til ham. Fortalte ham til. Beordrede ham ting. Azazael fulgte glædeligt skyggernes ordrer, for han kendte sin skæbne. Han vidste, at når tiden kom, ville han blive indviet ligesom hans mor og far i broderskabet.

” Dii hofkiin, hin hahvulon”

Velvidende at hoppen ikke ville forstå et ord af hvad han sagde, fandt han et smil frem. Ikke et af de venlige, men et af de ulæselige. Et der hverken gav udtryk for hvorvidt han ønskede at gøre hoppen noget, eller om han havde tænkt sig at flytte på hendes grænser. Selvom Azazael stadig var ung, havde han alligevel en tendens til at prikke til andre. Skubbe dem så langt han kunne komme til. Finde deres grænser og fik han muligheden for det skubbede han dem også gerne ud over kanten. Det var hvad han fandt morsomt.

”Det her. Lige her. Det er Foehn.”

Azazael var ikke voksen. Han lignede mere et føl end en voksen. En plag – og alligevel kunne han af og til formå at sende kuldegysninger ned af ryggen på andre. Få deres flugt instinkt til at sparke ind. Selvom han af størrelse var nem at håndtere for nogle hingste, bar han alligevel skyggernes mærker, der for nogen gjorde det umuligt at afgøre hvordan de skulle håndtere ham.

”Hvem er du?”


Oversættelse
dii hofkiin: mit hjem
hin hahvulon: dit mareridt

"Lim"

Every flower is a soul blossoming in nature. Look deep into nature, and then you will understand everything better.

Det tog tid, men øjnene kunne efter noget tids tilvænning langsomt skimme en maskulin skikkelse. De blå øjne lyste op, men der var også andre farver på hingsten. Snart lød hans ord for hendes øre, men ikke et eneste ord forstod hun. Havde hun fundet en anden hest, som hun ej kunne tale med? Hun stod lidt og tykkede på ordene. Der var intet der gav sig, inden hun trådte endnu et skridt tættere på ham, for at se ham mere an.

"Du må undskylde... Jeg tror ikke, at jeg forstår hvad du siger?"

Prøvede hun med et mildt smil svunget over sin brogede mule. Et smil dukkede frem på den sortes mule, og hun slog et mildt slag med halen. Han måtte være en venlig en, når han smilte med det samme. Hun havde aldrig mødt andre udenfor sin flok. Den flok, som hun nu havde vandret langt bort fra. Hendes pilgrimsrejse havde ført hende hertil. Et besynderligt men interessant sted, som hun var nysgerrige fter at lære at kende. I hvert fald indtil hendes vandring ville sende hende tilbage til sin familie. Lettelsen skyllede ind under hende, da der blev svaret på et sprog som hun forstod. Måske der bare var mange sprog her?

"Fohen? Foehn? Her virker til at være smukt."

Hun så sig let omkring. Det var for mørkt til, at hun kunne bedømme omgivelserne helt, men solen havde reflekteret så smukt over området til aften, så det kunne ikke andet end være et smukt sted.

"Jeg er Lim, hvem er du?"


Sunshine is delicious, rain is refreshing, wind braces us up, snow is exhilarating; there is really no such thing as bad weather, only different kinds of good weather.

5

Smukt? Syntes hun der var smukt? Helt præcist hvad betød det? Azazael havde ikke set andet end Foehn fra det øjeblik han havde slået øjnene op og til han stod der og stirrede på hoppen. Foehn var noget han ville kalde for ganske normalt. Andre udefra ville måske kalde det dystert på nogle tidspunkter. Mørkt når askeskyerne havde lagt sig hen over øen, og når flager af svovl fløj rundt i vinden eller lagde sig hen over ryggen på Foehns besøgende. For ikke at tale om lugten. Lugten fra ildbjerget. En del af øen var mere eller mindre død - den del han selv og hans familie holdt til. Han undlod at svare på hendes kommentar, for han havde trods alt ikke noget at sammenligne det med.

"Azazael"

Et meget kort svar på hendes spørgsmål. Det var alt hvad hun burde vide. Hans navn. Han vidste trods alt heller ikke hvem han var endnu. Han havde endnu ikke fundet sin plads i livet. Han kneb øjnene lidt sammen mens han iagttog hoppen meget nøje. Hvad var hendes ærinde?

"Lim"

Every flower is a soul blossoming in nature. Look deep into nature, and then you will understand everything better.

Alt ved naturen fascinerede hende. Her var anderledes end de områder, som hun normalt bevægede sig rundt i - men det gjorde det ikke mindre smukt. Der var noget magisk over områderne, og det fascinerede hende som altid. Hun blev fanget af alt. Det var sjældent at der ikke var noget som behagede den unge hoppe. Hans svar var kort, men ikke mindre end enkelt. Azazael. Hvilket fornemt navn. De store runde øjne så mod ham med en blidhed ud over det sædvanlige. Den uskyldsrene sjæl trådte nærmere den mørke hingst. Det var ikke alle der fik givet et navn. Smilet trak sig dog ikke væk af det korte svar på hendes spørgsmål. Hun var nysgerrig af sjæl og sind.

"Hvilket smukt navn!"

Påskønnede hun ham med et mildt udtryk.

"Hvordan er det at bo der?"

Hendes store øjne betragtede ham nysgerrigt efter, at høre mere om dette sted.

Sunshine is delicious, rain is refreshing, wind braces us up, snow is exhilarating; there is really no such thing as bad weather, only different kinds of good weather.

1

"Smukt?"

Han overvejede ordene et øjeblik. Måske var han ung, men han var så sandelig ikke dum. Han trådte nærmere hoppen. Nok var han kun en plag og ikke lige så høj som hende, men for Azazael havde det ingen betydning. Han var ganske veltalende af sin alder. Stemmerne talte til ham, hviskede til ham. De bad ham om ting, fortalte ham ting, fortalte ham historier og lærte ham deres historie. Når ikke de hviskede i hans ører, lyttede han til andres stemmer. For Azazael var der sjældent stille. Han vidste udmærket godt hoppen ikke kunne høre dem, høre ham, høre Herren.

"Det siger du kun fordi du ikke ved hvad det betyder"

Azazael overvejede hendes spørgsmål. Hvordan var det at bo der? Han havde aldrig tænkt over det før hoppen spurgte. Det fik ham til at tænke. Egentlig kunne han ikke klage, men han havde heller ikke meget at sammenligne det med. Derfor kunne han heller ikke vide om det var godt eller skidt. For Azazael var det helt normalt.

"Døde områder, kogende små søer....... Fredeligt for det meste. Varmt om vinteren."

Han var født hen over vinteren. Født mens der stadig lå sne, men havde aldrig frosset. Han havde kendt til kulde, men aldrig på den ubehagelige måde. Der var stadig mad. Grønt græs, men ikke i nærheden af hans hjem på ildbjerget. Fredeligt, fordi ikke mange fik lov til at nærme sig, og dem der gjorde, var heldige hvis de slap uskadte væk.

"Hvorfor er du her? Er du her for at lege?"

Når Azazael snakkede om at lege, var det næppe som de fleste forestillede sig. Han var ikke en der rendte rundt for at lege tag-fat. Han var ikke en der brugte tid på at lege skjul. Leg for ham var hvadend der underholdte ham, og der var en lille del af ham der godt kunne lide at se andre lide.

"Lim"

Every flower is a soul blossoming in nature. Look deep into nature, and then you will understand everything better.

Hans ord kom tilbage som var det et spørgsmål eller en undre. For Lim var dette et smukt område - javist et anderledes et af slagsen, men det var smukt. Hun nød at betragte omgivelserne og studere alt omkring sig. Hun sugede alt til sig med sådan en kraft, at det burde snurre rundt i hovedet på hende. De store runde øjne betragtede Azazael som han kom hende nærmere. Hun havde aldrig skulle frygte noget eller mødt noget farligt, så hun trak sig ikke. For hvorfor skulle man også gøre det?

"Jeg ville ikke sige det, hvis jeg ikke mente det... Det har et smukt klang - hvad betyder det da?"

Nysgerrigheden flød over hendes øjne og mund. Hoppen var interesseret og ønskede at høre mere, men som altid var hun naiv og havde det med at blive fanget i sine egne tankespind. Snart fortalte han om området, og hendes små lodne mandelformede øre drejede straks frem og indfangede informationerne om området. Hun behøvede ikke at se rundt for at vide, at han talte sandt - ej heller her i mørket.

"...Her er anderledes, men anderledes er altid spændende - og alle områder har sin egen charme."

Hun strålede. Snart hørte hun hans andre ord. Lege? Hvilke lege ville han foreslå?

"Jeg er på min pilgrimsvandring og på et tidspunkt endte jeg her. Jeg er ikke sikker på hvorfor præcis, men mine hove førte mig til dette sted. Der må være en mening med det. Hvilke lege tænker du på?"

Sunshine is delicious, rain is refreshing, wind braces us up, snow is exhilarating; there is really no such thing as bad weather, only different kinds of good weather.

"Dæmon...."

Azazael spøgte ikke. Både ham og hans søster var opkaldt efter dæmoner. Præcis hvad meningen var med det havde han ikke selv nogen anelse om. Han var født og han var som han var - Normal i hans hoved, også selvom han vidste ikke alle kunne lytte til de hviskende stemmer som ham.

Azazael kneb øjnene eftertænksomt sammen. Han havde aldrig i sit endnu korte liv overvejet det syn på landet. Alt anderledes var spændende. Sådan havde han det jo også med de udefra kommende. Han havde sjældent opholdt sig i selskab med andre end broderskabets medlemmer og så selvfølgelig den mentor hans mor så fint havde sat på opgave at opdrage på ham. Han vidste udmærket godt at mellem ham og hans søster, var det søsteren der var hendes favorit.

"Pilgrimsvandring siger du? Hvis man nu deler mening med så mange andre og mener at der er en grund til alt der sker, kan jeg sagtens komme på en grund. Du er her, så jeg kan vise dig ildbjerget."

Han undlod at svare på hendes spørgsmål andgående hvilke lege han havde i tankerne. I stedet smilede han en smule hemmelighedsfuldt. Hvis han fortalte alle hvad han gik og tænkte på eller somme tider konverserede med stemmerne om, ville alle holde sig på en god afstand og i hvert fald ikke tale med ham.

"Har du nogen sinde stået og stirret ned i et bjerg der smelter?"

"Lim"

Every flower is a soul blossoming in nature. Look deep into nature, and then you will understand everything better.

Dæmon. Gad vide, hvad det var. Hun havde aldrig hørt noget om dæmoner, men det var sikkert noget venligt noget. Ordet klang i hvert fald fint i hendes brogede indre. Halen vippede lige kort, inden hun lagde hovedet på skrå.

"Jeg ved ikke, hvad en dæmon er..."

Svarede hun derfor ærligt. Nu havde hun også levet i deres egen idylliske verden indtil sin pilgrims rejse. Lim havde altid været fanget af alle naturens goder og set efter de positive ting i livet. Så hvorfor skulle hun også have oplevet andet? Det ville i hvert fald blive første gang, hvis det var tilfældet. Snart blev hendes øjne størrer.

"Kan du? Vil du vise mig det nu? Det lyder som et vidunderligt sted!"

Ivrigheden og nysgerrigheden var ikke til at tage fejl af. Hun rystede snart på hovedet.

"Nej, jeg har aldrig set sådan noget før. Hvordan kan bjerget smelte og vi stadig se på det oppefra?"

Sunshine is delicious, rain is refreshing, wind braces us up, snow is exhilarating; there is really no such thing as bad weather, only different kinds of good weather.

2

Inderst inde kunne Azazael ikke undgå at fryde sig en smule. Hvis ikke hun vidste hvad en dæmon var, kunne han sikkert bilde hende hvad som helst ind. Han undlod dog at kommentere på det. Han skulle jo nødig skræmme sit splinter nye legetøj væk før han overhovedet havde fået chancen for at lege med det.

"Hvis du har tid til det? Det kan godt tage noget tid at nå toppen, men hvis ikke der er nogen der venter på dig sååeh?"

Det var vel også en pæn indpakket måde at spørge om nogen ville lede efter hende hvis hun pludselig var væk på. Jo længere tid han havde med sit legetøj uden forstyrrelser, jo mere glædede det ham.

"Det er det indeni der smelter. Det holder jorden varm. Vandet varmt. Noget af det i hvert fald. Kom med, så skal jeg vise dig det"

Azazael gjorde et lille kast med hovedet inden han begav sig fremad. Ikke med direkte retning mod ildbjerget, for han var nok nødt til at smugle hende forbi de andre.

"Lim"

Every flower is a soul blossoming in nature. Look deep into nature, and then you will understand everything better.

Nysgerrigt stod ørene fremme, mens hun ventede på at høre, hvad en dæmon var. Hingsten glemte dog alt om dette, men skuffelsen varede ikke andet et split sekund, inden han foreslog at vise hende det! Åh, så måtte hun se det med sine egne øjne! Det ville jo være fantastisk! Halen slog ivrigt bag hende ved tanken om, at få lov at se det.

"Selvfølgelig har jeg tid! Jeg har mere end tid! Vil du virkelig vide mig det?"

Hendes store øjne strålede af iver efter at få lov til at få stillet sin nysgerrighed. Det var jo fantastisk! Så kunne de også gå den lange vej sammen, og han kendte sikkert en spændende vej! Og hvis hun var heldig, så ville han måske fortælle hende om alt på deres vej! Hun rystede snart på hovedet.

"Nej ... Ikke her.. Jeg er på rejse, så jeg vender først tilbage om et par år til min familie, når jeg skal hjemad igen."

Med det samme han gjorde tegn til hende satte hun i bevægelse ved siden af ham.


Sunshine is delicious, rain is refreshing, wind braces us up, snow is exhilarating; there is really no such thing as bad weather, only different kinds of good weather.