Victors and Victems (Trinse)

1

Et syn der både kunne vække gru hos nogen og fascinere andre, var at se i nærheden af vulkanen. Skygger smøg sig om en sort hoppes hove og ben, øjnene lyste kridhvide og den spinkle mule var delt i to. Den ene halvdel med kød og den anden halvdel bare knogler. Et Frankensteins monster sammensat af diverse lemmer ofret af skyggebærer til Alduin.

Der var stadig splid blandt skyggerne. N’zall havde tiltro til det nok skulle løse sig på et tidspunkt, men en lille del af hende havde håbet på det allerede var sket. Nogen måtte gøre noget snart. Der var så mange meninger om hvad der burde ske, hvem der burde tage skyggerævens plads og hvem der ikke burde. Skulle hun have stemt på sig selv? Nej! Det var tosset. Der burde ikke stemmes om hvem der skulle lede et broderskab, når det var en ypperstepræst de manglede til at levere Alduins budskab og opgaver.

Hvor længe hun havde stået der med sig selv som selskab, havde N’zall ingen anelse om. Men det var nok på tide at søge underholdning et andet sted. Ikke fordi hun fandt sig selv kedelig, og alligevel fordi hun ikke kunne andet end være enig i alt hvad hun stod og fortalte sig selv. Det var langt bedre at kunne konversere med andre. Lege med andre. Lege. Nok var hun en voksen hoppe, men engang imellem havde man bare brug for at lege med andre. Ganske vidst på en anden måde end når man så små føl tumle rundt, for der var intet mere tilfredsstillende end at drive et offer til vanvid. Sådan et offer måtte hun snart finde igen.

Den grå hingst Apeiron havde haft en dejlig sommer. Han havde brugt den i selskab med sin elskede mage og deres elskede datter, der efterhånden var vokset op og var blevet en smuk plag. Han havde aldrig nogensinde troet, at hans hjerte ville kunne blive så varmt og fyldt med kærlighed, som det gjorde, når han så på de to hopper. Da han først var ankommet til dette land i sin tid, havde alt føltes fortabt, og han havde været i tvivl om, om han nogensinde ville finde sin plads i livet igen - men denne havde han i sandhed fundet nu, og han kunne ikke være mere lykkelig.
Men livet kunne ikke altid være en dans på roser, og dette lærte Apeiron på den hårde måde, da han var ude for at samle føde til sig selv og sin familie. Han var pludselig blevet angrebet af et helt kobbel ulve og måtte flygte fra vid og sans! Desværre lod de ham ikke slippe, men startede jagten og fik presset ham hele vejen ud til kanten af Chibale, som han befandt sig på. Han stoppede op ved vandkanten og så sig fortvivlet omkring. Foran ham sneg det knurrende ulvekobbel sig tættere og tættere på ham med deres blottede tænder, og bag ham brusede det mægtige hav, der førte hen til det sted, han frygtede mest af alt: Foehn.

Han havde ikke tid til at tænke yderligere over tingene, da ulvene nu havde presset ham helt ud i vandet og kun var få meter fra ham. Han tog derfor en hurtig beslutning og vendte rundt. Han galoperede, så hurtigt han kunne ud i vandet og af sted mod Foehn. Han stoppede ikke med at løbe, før han ikke længere kunne mærke havets bund under sig og måtte svømme. Her så han sig tilbage og så til sin store lettelse, at ulvene ikke var fulgt efter ham ud i vandet. Men de havde heller ikke sluppet ham af syne. De stod stadig på bredden og vogtede, klar til at gå til angreb når han kom tilbage. Han klemte tænderne sammen og sukkede frustreret. Vandet var iskoldt. Han kunne ikke blive her og vente på, at ulvene endelig gav op og vendte om - det kunne jo tage hele dagen! Han så derfor modvilligt mod bredden i horisonten foran ham og tog en dyb indånding, inden han svømmede videre mod Foehn.

Han trådte op på bredden og bemærkede straks, hvordan sandet var anderledes her. Det havde nærmest et slags gråt lag støv over sig. Han sank mulen mod jorden og snusede forsigtigt til det. Det lugtede... brændt. Hvad var det for noget? Var det mon på grund af vulkanen? Han så sig frygtsomt rundt. Han havde virkelig ikke lyst til at være her! Men han havde intet valg... Han anede dog ikke, hvad han skulle gøre af sig selv, så i ren fortvivelse blev han bare stående på bredden og dirrede let af frygt og kulde. Han vidste, at det klogeste nok ville være at finde et sted at søge ly for natten og så rejse tilbage til Chibale i morgen tidlig, når ulvene forhåbentlig var forduftet igen. Men lige nu var han simpelthen så bange, at al rationel tænkning var forsvundet som dug for solen fra hans hoved. Derfor stod han blot her på den store, øde strand; et meget synligt og utroligt let offer for skyggerne...

1

Skyggerne havde advaret N'zall om en andens tilstedeværelse.  Med det ene lange ben foran det andet, fik hoppen bevæget sig i retningen af den fremmede, ubudne gæst. Han hørte ikke til på Foehn, det var både til at se og lugte. En lille munter latter slap fra N'zall, kun lige hørbar for hende selv. Perfekt!

Hun var stoppet på en god afstand for at se ham an, vurdere ham, og havde fundet ham et værdigt offer. Først da hun var helt sikker nærmede hun sig hingsten endnu mere. De mælkehvide øjne forlod ham ikke et eneste sekund. Et smil kunne anes omkring den halve mule.

"Vær hilset, fremmede" 

N'zall bød ham oprigtigt velkommen med en næsten sukkersød stemme, og tog en runde omkring hingsten i en tæt cirkel. Hun var generelt meget nærgående, selvom andre ikke burde tillade det. Men på trods af hendes halv-skræmmende udseendde, var der alligevel dem der var for nysgerrige til at gå deres vej.

"Hvad bringer en hingst som dig til vores rige?"

Han havde slet ikke hørt hende eller fornemmet hendes tilstedeværelse, før hun lige pludselig havde sneget sig ind på ham og dukkede op foran ham. Han stivnede af skræk og kunne ikke lade være med at stirre på hende, alt imens han skælvede over hele kroppen. Hendes øjne var helt hvide og lyste op, og halvdelen af hendes mule var blot et kranium! Han havde aldrig set en så skræmmende hest før, og der var ingen tvivl i hans sind; hun måtte være en af dem. Han kunne slet ikke skjule sin frygt. Den nærmest lyste op som en aura omkring hans skælvende krop.
Til hans store lettelse gjorde hun dog ikke andet end blot at hilse pænt på ham. Hendes stemme lød endda næsten overdrevet sød. Var hun virkelig åben og venlig overfor ham? Eller var det blot spil for galleriet? Han kunne dog ikke gøre andet end at være venlig og imødekommende og forsøge ikke at gøre noget forkert, så lettere skælvende lød hans stemme blidt:

,,Vær hilset, frøken. Mig en fornøjelse at møde dig."

Han bøjede respektfuldt nakken for hende og fulgte hende nervøst rundt med blikket, da hun begyndte at bevæge sig rundt omkring ham i en cirkel; meget tæt på, næsten helt op af ham. Han kunne ikke undgå at fornemme, hvordan der nærmest steg en kulde ud fra hendes krop. Hun måtte være iskold. Var hun overhovedet rigtigt i live? Det føltes slet ikke som at befinde sig ved siden af en rigtig hest af kød og blod!
Hun stillede ham nu et spørgsmål, og lettere nervøst og stammende fik ham fremstammet:

,,U-ulve, frøken... D-det var ikke min mening at trænge mig på, m-men de jagtede mig hele vejen ud i vandet og holdt øje med mig... Det var for koldt til at blive derude, så jeg var nødt til at svømme i land. D-det beklager jeg virkelig, jeg skal nok smutte igen som det første i morgen tidlig!"

8

”Fornøjelsen er helt på min side”

Fortsatte hun i feminine uskyldige toner. Om det så kunne tolkes som oprigtighed eller det kunne tolkes til noget andet, kunne man selv overveje. Hans tilstedeværelse bragte trods alt muligheder med sig. Hingsten lod til at være gjort af noget andet end nogle andre. Aldrig før havde nogen vist respekt over for hende uden hun selv havde krævet det – af fremmede vel og mærke. Kun hvis man talte dem med der med det samme frygtede hende og med det samme stak halen mellem benene, men denne hingst blev for at besvare hendes spørgsmål. Der var helt sikkert nogle muligheder!

”Ulve siger du. Smutte? Sludder. Kom”

Hendes stemme forblev sukkersød og feminin. Den passede på ingen måde til det skræmmende udseende, der kunne få hende til at ligne en der var vækket fra de døde. At lade hingsten fordufte så hurtigt ville være spild. Spild af underholdning for hende, spild af chance for informationer, spild af sjov. Det var ikke en venlig anmodning hun var kommet med, men i stedet en ordre. Hun kunne jo ikke lade hingsten fryse ihjel når han nu lige var kommet.

”Jeg fik vidst ikke fat i dit navn?”

Han smilede skævt til hende, da hun svarede, at fornøjelsen var helt på hendes side. Han kunne slet ikke forstå det. Hun virkede så sød og uskyldig. Så venlig og imødekommende. Hun levede overhovedet ikke op til alle de rygter, der løb omkring Skyggehestene. Så var det mon bare fordomme? Eller var hun ude på noget...?
Hendes næste ord kom meget bag på ham. Smutte? Sludder. Kom! Han havde forestillet sig, at Skyggerne ville blive enormt vrede, når man trængte ind på deres territorie, og derfor havde han skyndt sig at forsikre hende om, at han ville fordufte igen, så snart han kunne komme til det. Men hun reagerede helt omvendt, end han havde regnet med, og i stedet for at jage ham væk, bød hun ham med ind. Han stirrede en anelse vantro på hende. Han følte, at han blev lokket i en fælde og var på vej lige ind i løvens gab, men han turde alligevel ikke at sige nej - hun havde jo indtil videre kun udvist venlighed overfor ham, og han ønskede ikke at gøre hende vred. Han trådte derfor blot op på siden af hende og smilede taknemmeligt, mens han prøvede at skjule den tiltagende frygt, der bankede hårdt i hans indre.

,,Mit navn er Apeiron. Må jeg bede om dit?"

How can you run, when they are in your head?

34

”N’zall”

Navnet blev trukket en anelse ud og kunne måske lyde fuldkommen fremmed i andres øre. Stemmen var dog stadig sukkersød omend halvt hviskende mod enden. N’zall var ikke fortsat ligeud under sin præsentation af sig selv, men var i stedet trådt ind foran hingsten for at tage en tur rundt om ham i en lille tæt cirkel, der gjorde det muligt for hende at stryge sig hen langs hans sider som en kælen kat. Hendes skridt og bevægelser var mindst lige så indbydende som hendes sukkersøde toner.

Skyggerne slikkede sig op af hingstens ben og undersøgte ham, før de trak sig tilbage til deres bærer. N’zall havde fundet sin plads igen ved hingstens side og inviterede ham til at følge med hende igen. Vulkanen, der med sin røg dækkede en stor del af himlen med askeskyer, var ofte det der trak mest i andre, og det sted nogle blev lokket med, hvis de skulle ofres. N’zall havde dog ikke i sinde at ofre denne hingst. Nej. Der var andet han kunne bruges til, og indvendigt bar hoppen et lusket, men tilfreds smil, der ikke kunne ses for omverdenen.

”Jeg ved dit hjem ikke er her, Apeiron, så fortæl mig. Hvor holder du til henne?”

N'zall... Det var et meget specielt navn, som han aldrig havde hørt mage til før. Det stammede helt sikkert fra fremmede tunger, hvis sprog han ikke kendte til. Men det var meget smukt på sin egen mystiske og foruroligende måde...

Han stoppede op og stivnede fuldstændig som en statue, da hun nu trådte ind foran ham og begyndte at stryge sig op ad ham som en kælen kat i en tæt cirkel omkring ham. Hans skind dirrede under hendes krop, men det var ikke af velbehag... Nej, han var derimod rædselsslagen og rystede af skræk.
De mørke skygger begyndte nu at flyde fra hendes krop og op ad hans ben i stedet for. Han spærrede panikslagent øjnene op og mærkede trangen til at hoppe og danse rundt i et forsøg på at få dem væltet af sig, som var de små skadedyr, der ville forgifte hans krop, hvis de rørte ham... Men han stod dog blot helt stille og mærkede hjertet galoppere i halsen, indtil de endelig var færdige med at inspicere ham og atter trak sig tilbage til deres bærer. Han undslap et lille lettelsens suk og mærkede sveden pible frem på hans pande, trods hans krop var iskold.

Hun trådte derefter op på siden af ham igen og inviterede ham atter til at følge med sig. Han mærkede sine ben følge efter hende helt automatisk, skridt efter skridt. Han turde simpelthen ikke andet...
Han lyttede til hendes spørgsmål og bed sig nervøst i læben. Hvad skulle han svare? Han ville helst ikke fortælle Skyggen om Asira og Luthíen, for der var ingen grund til at give hende noget, som hun ville kunne ramme ham med... Og han ville aldeles heller ikke fortælle hende, at han regnede med at søge ind i flokken på Leventera - det ville jo nærmest være det rene selvmord! Han smilede derfor blot skævt til hende og forsøgte at se så naturlig ud som muligt.

,,Jeg er en strejfer og kommer derfor lidt rundt omkring. Men som regel holder jeg til på Chibale."

How can you run, when they are in your head?

38

”Hvad skræmmer dig, Apeiron?”

Det var ikke spor svært at fornemme hingstens frygt. Nej. Lugten af frygt sad i luften. Den var nærmest over alt på ham. Det kriblede helt indvendigt hos skrækhoppen, for bare tanken om at råbe ”buh” for at se om han ville løbe skrigende bort, var mere end bare fristende. Hun formåede dog at holde sig selv i skinnet, for hun kunne ikke lade ham stikke af allerede. Ikke med hendes lille plan.

”Chibale siger du? Jeg har aldrig været der. Men jeg har hørt om den.”

Det der for de fleste kunne beskrives som en fæl lugt for nogle, var meget normal for N’zall. Den blev kun kraftigere og kraftigere, som de nærmede sig et område hvor noget tåge krøb hen af jorden. Det måtte uden tvivl være noget så skræmmende at se på, hvis ikke man kendte til det. Hun kunne jo lige så nemt have taget hingsten med hen et sted for at tage hans liv og ofre ham til Ham.

”Det her burde hjælpe på varmen”

Hingsten havde jo lignet en frossen pind da hun var stødt ind i ham efter hans tur gennem havet. Jorden var varm – ikke noget man kunne mærke gennem hovene, men i luften af sig selv. En termisk kilde varmet op af vulkansk undergrund.

”Pas på vandet. Det er varmt.”

Hun følte det var nødvendigt at advare hingsten. Det var jo ikke bare varmt, men kunne føles næsten koldt på grund af den høje temperatur. Der var andre steder knap så varme, men hvis ikke hingsten havde lyst til endnu en badetur, var der ingen grund til at søge længere væk.

Han lyttede nervøst til hendes spørgsmål og sank en klump i halsen, mens han bed sig usikkert i læben. Hvad der skræmte ham... Ja, hvad skulle han svare? Alt! Alt i hele verden skræmte ham, men lige nu var det i særdeleshed denne ø, denne hoppe og disse skygger! Han ville dog ikke risikere at fornærme hende, så han forsøgte at svare så uskyldigt som muligt og så derfor blot på hende med et lille, skævt smil.

,,Jeg må nok indrømme, at jeg finder skyggerne lidt uhyggelige..."

Han lyttede da til hendes ord om Chibale og nikkede let. Var det mon et tilfælde, at hun lige præcis aldrig havde besøgt Chibale - eller betød det, at hun altid holdt til på denne ø? Han var egentlig ret nysgerrig efter at kende svaret, men var ikke helt sikker på, om han mon kunne tillade sig at stille hende et privat spørgsmål på den måde... Han besluttede sig dog alligevel for at gøre det i et forsøg på at bløde stemningen lidt op og så derfor på hende med et nysgerrigt blik.

,,Har du nogensinde været uden for Foehn, eller befinder du dig altid her?"

En ganske ubehagelig og fæl lugt spredte sig nu i hans næsebor og fik ham til at rynke frastødt på mulen. Hvad i alverden var det for en lugt?! Den var han aldrig stødt på før! Den blev kraftigere og kraftigere og sveg mere og mere i næsen, da de nu ankom til et område, hvor noget uhyggeligt tåge krøb hen ad jorden. Han stoppede op og slog ængsteligt med hovedet. Det så mildest talt livsfarligt ud. Mon det var giftigt?!
Hoppen tog det dog helt roligt og fortalte, at det burde hjælpe ham med at få varmen. Han så en anelse skeptisk på hende. Skulle han virkelig træde ud i det dér?!

Det virkede det til... Hun tilføjede i hvert fald nu, at han blot skulle passe på vandet, fordi det var varmt. Og ganske rigtigt - da han skimtede igennem tågen, kunne han da godt se, at det var nogle små kilder i jorden, der afgav denne tåge. Så det var altså sikkert at træde ud i, så længe man bare holdt sig fra direkte kontakt med vandet?
Han tog en dyb indånding, inden han da trådte et par skridt fremad, så han nu stod midt i tågen. Den gled omkring hans krop, og han mærkede straks, hvordan han blev indhyllet i en behagelig, varm atmosfære. Hvis man lige så bort fra den underlige lugt, så var det faktisk rigtig behageligt. Han så overrasket på hende og smilede taknemmeligt.

,,Tak! Hvad er det her for noget?"

How can you run, when they are in your head?

2

"Synes du jeg er uhyggelig?"

N'zall lo mildt af hans indrømmelse. Hun vidste jo godt hvad han mente. Hun kendte udmærket godt til rygterne om hende og hendes slags, og nogle af dem var tilmed sande. N'zall gjorde ikke alle og enhver fortræd, som hun kunne forestille sig nogen påstod, og hendes udseende kunne med garanti overbevise de fleste om at dem der spredte rygterne havde ret. Hun var mere langbenet, mere spinkel og mere langhalset end de andre. Hun var ikke skabt af hen hoppe og en hingst, men skabt af ondskaben selv. Alligevel kunne man ikke ane ondskab i alle hendes handlinger.

"Jeg kan lide det her på Foehn, så jeg har ikke haft nogen grund til at søge andre græsgange. Hvorfor forlade et sted hvor man har alt hvad man skal bruge?"

Selvfølgelig var der dem med eventyrtrangen der ikke kunne stilles. Dem der opførte sig som nomader og konstant vandrede omkring. Men N'zall var skabt på Foehn og her havde hun både sit hjem, sin familie og den plads hun skulle bruge. Hun havde endda selskab fra dem der i ny og næ turde begive sig over til Foehn fra de andre øer og det var lige nok til at få tilfredsstillet sine behov når det kom til engang imellem at lege med et uskyldigt offer. Hun var jo ikke alene. Hun havde de andre skygger omkring sig hun kunne opsøge, hvis hun manglede nogle at tale med.

"Det er Vulkanen."

N'zall betragtede hingsten med et smil. Hun kunne sagtens lade det blive ved det. Et kort svar som godt nok besvarede hans spørgsmål, men som alligevel ikke ville udelukke flere. Hun fulgte ham og strøg sig hen langs hans side for at lede ham videre. Der var andre kilder. Større kilder, hvor vandet ikke var uudholdeligt, og det var der hun ville lede ham hen. Hun trådte også selv i vandet for at vise det var ganske ufarligt.

"De fleste ser på vulkanen og ser et fængsel. Et fængsel der indeholder ondskab som skal bekæmpes og udslettes. Men...... Vulkanen er meget mere end det. Den kan tage liv og den kan skabe liv. Jorden omkring den er på nogle tidspunkter mere frugtbar. Nok skal der sol og varme til at få ting til at gro, men der skal mere til. Meget mere. Vulkanen bidrager til livet. Den lugt her. Det er gasser fra jorden. Fra vulkanen. Det er den der giver os varmen her lige så vel som askeskyerne."

Hendes spørgsmål lød i hans ører. Synes du, jeg er uhyggelig? Pokkers... Så havde hun altså godt regnet ud, at det nok mest var hende, han var bange for lige nu. Hun begyndte dog straks efter at le mildt, hvilket fik ham til at håbe, at hun nok blot fandt det morsomt og ikke fornærmende. Han sank en klump i halsen og så på hende med et undskyldende blik.

,,Jaer, du ved... Det er ikke for at fornærme dig eller være ond på nogen måde, men du ved... Der går de mest forfærdelige rygter om Skyggerne og de heste, der bor her på øen, så ja... Det kan ikke rigtigt undgå at påvirke ens frygt."

Han skar en lille grimasse og håbede bare, at han havde formået at forklare det på en måde, der ikke ville gøre hende vred. For det måtte da være forfærdeligt at vide, at folk var bange for en, hvis man helt oprigtigt ikke var farlig. Men det var jo dét, der var problemet med sådanne rygter... Hvis de rent faktisk talte sandt, så var Skyggebærerne jo ikke til at stole på, og derfor ville han nok altid have den dér lille stemme i baghovedet, der frygtede, at hun snød ham og blot prøvede at lokke ham i fordærv, ligegyldigt hvad hun sagde.

Han lyttede da til hendes svar angående Foehn, og på en eller anden underlig måde kom det faktisk lidt bag på ham. Af en eller anden grund havde han aldrig rigtigt overvejet, at folk holdt til på Foehn, fordi de kunne lide det... For i hans verden var der da ingen, der frivilligt kunne ønske at bo sådan et sted? Men han hørte skam, hvad hun sagde, og tog det til sig. For hvorfor forlade et sted, hvor man havde alt, hvad man skulle bruge? Det havde hun jo fuldstændig ret i... Selv forlod han heller aldrig rigtigt Chibale - bortset fra i dag, hvor han pinedød var blevet nødt til det - fordi han havde Asira og Luthien dér og ikke kunne ønske sig mere. Måske det i virkeligheden var dét, der var grunden til, at hun kunne lide Foehn og ikke havde brug for mere? Familie...

,,Det giver meget god mening. Selv holder jeg også kun til på Chibale, fordi jeg har min familie dér og derfor ikke ser nogen grund til at færdes på de andre øer. Hvad med dig... Har du også familie på Foehn så?"

Det kom faktisk lidt bag på ham, at han pludselig turde spørge personligt ind til hende på denne måde... Men det var vel en god ting, var det ikke? For det måtte jo være et tegn på, at han trods alt, på en eller anden måde, var ved at bløde lidt op over for hende.
Han fulgte med hende videre ind mod vulkanen og hen til nogle andre kilder. Han så tøvende og en smule skeptisk på hende, da hun pludselig trådte ud i vandet... Hun var ikke rigtig klog! Han lukkede øjnene i og forventede at se hende blive kogt levende, men da han kort efter åbnede dem igen, var der intet sket. Hun stod blot ude i vandet og indbød ham til at joine. Han trådte frem til bredden og snusede undersøgende til vandet, inden han tog en dyb indånding og trådte ud i det med den ene hov. Det var varmt, men ikke for varmt, og der spredte sig straks en behagelig følelse i hans krop. Hurtigt trådte han derfor ud til hende med alle fire ben og mærkede det varme vand omslutte hans krop og indhylle ham i en afslappende og nærmest terapeutisk varme. Han sukkede afslappet og smilede varmt til hende. Det var noget af det mest behagelige, han nogensinde havde oplevet!

Han lyttede interesseret med til hendes uddybbende forklaring om vulkanen. Det var faktisk meget fascinerende at høre på, og han kunne ikke undgå at få en helt ny forhøjet respekt for vulkanen. For den var jo slet ikke så frygtelig og uhyggelig, som han havde forestillet sig... Han havde altid troet, at Foehn var en vissen og død ø, hvor intet kunne gro, og at vulkanen ikke kunne gøre andet end at udslette naturen og slå folk ihjel med sit lava. Han havde aldrig overvejet, at den rent faktisk også kunne skabe ting, eller at den indeholdt pragtfulde steder som f.eks disse varme kilder. Han så på hoppen foran sig med et mildt smil.

,,Det er i sandhed fascinerende at høre. Jeg må indrømme, at jeg nok har været lidt for hurtig til at falde for alle fordommene og bare konkludere, at vulkanen ikke kan andet end at skade folk og naturen, samt at Foehn ikke var andet end en død og vissen ø. Så jeg er faktisk glad for, at jeg trods de uheldige omstændiger var så heldig at støde ind i dig, miss N'zall. Du har formået at give mig et andet syn på Foehn, som jeg faktisk er meget taknemmelig for."

Han var overrasket over at høre sig selv sige disse ord - og endnu mere overrasket over at mærke, at han faktisk mente dem oprigtigt. Det var ikke længere fedtspil for galleriet. Han følte sig faktisk tryg ved denne hoppe og mente ikke, at de mange fordomme og grumme rygter passede på hende overhovedet. Det var faktisk lidt ironisk... Her havde han gået og været så bange for Foehn og Skyggerne så længe, og så skulle det vise sig faktisk at blive et møde, han brød sig meget bedre om end de fleste, han havde haft på de andre øer i Andromeda.

How can you run, when they are in your head?

2

N’zall tog det ganske roligt. Måske endda pænere end andre ”normale” ville have gjort det. Han var jo ikke den første til at være skræmt. Hun kendte godt til deres ry og derudover var der også hendes udseende. Halvdelen af mulen der manglede, så en smule af hendes kranium og nogle stykker af hendes tænder konstant var blottet.. Det var for mange rimelig skræmmende – men ikke over for hendes egen slags. Hun var ikke den værste når det kom til skræmmende.

”Nej, det onde ligger jo hos os som man siger. Men du kan være ganske rolig. Jeg kan ikke gøre mere skade på dig end så mange andre her i landet. På den måde er jeg ganske ufarlig. Og du ligner en hingst, der sagtens ville kunne klare sådan en hoppe som mig”

Smigre.. Den slags virkede meget ofte og stort set altid rigtig godt. Hun talte endda stadig sandt. Hendes evne var ikke fysisk skadende og selvom hun ikke var bange for at bide fra sig, så var hendes bid stadig ikke anderledes fra en hvilken som helst anden normals bid. Og N’zall var heller ikke en af de stærkeste. Faktisk lå hun stadig i den svage ende af skalaen – i hvert fald sammenlignet med de stærkeste.

Familie? Hmmm. De så sikkert meget forskelligt på hvad der var familie. Hun havde i hvert fald et meget anderledes syn på familie end alle andre. Hun var ikke født af en hoppe og skabt af kærlighed mellem en hingst og en hoppe, nej, hun var skabt af Alduin og diverse ofringer. Hendes brødre og søsters ofringer. Nogle af dem i hvert fald.

”Jeg har mine brødre og mine søstre her. De er min familie. Har jeg mage og unge endnu? Nej. Desværre. Hvem kigger på dette ydre og tænker: Det er lige noget for mig? Hvem ville frivilligt åbne op for en skyggebærer og hvem ville slå sig ned her, når der går så mange rygter om hvor forfærdeligt et sted det er?”

Hvis han havde familie måtte han være en hingst med følelser. Følelser kunne man altid spille på og der var den lille ting med ens hjerne – fodr den med de rette ord, og man vil altid tro på det bedste om andre. Sådan var det i hvert fald i mange tilfælde. Hendes sukkersøde stemme og tone fik det også kun til at lyde mere som om hun var en form for offer selv på grund af hvad hun var og hvad det havde af betydning for hende. Jo mindre farlig hun kunne få sig selv til at lyde og jo mere ”ens” hun kunne få dem til at se ud, jo bedre.

Hun måtte le en smule af hingstens skeptiske udtryk. Jovist havde hun nok heller ikke selv sat sine ben i noget boblende vand hvis hun allerede havde fornemmet varmen fra jorden. Men boblerne var der ikke på grund af varmen så meget som Co2 bobler. Vandet var alt for salt til at kunne drikkes, og derfor gik N’zall ikke til noget der var dybere end hendes bringe. Det høje saltindhold betød dog også det næsten var som om man kunne flyde ovenpå hvis man bare tillod sig selv at slappe af, og derfor lod hun også vandet bære noget af hendes egen vægt.

”Jeg må nu alligevel tilføje det ikke er et helt ufarligt sted. Foehn er stadig vores hjem. Vores tilflugtssted fra diverse rygter og dem der anser os for ondskabsfulde som skal jagtes væk. Det er her vi hører til og vi ønsker ikke stedet overrendt af fremmede der ikke hører til. Vi beskytter vores Herre og vores brødre og søstre. Også hvis det betyder det kommer til at gå ud over dem der anser sig selv for at være uskyldige….. Så det er vidst bedst, hvis det her er vores lille hemmelighed.”

Han lyttede til hendes ord om, at hun ikke ville kunne gøre mere skade på ham end så mange andre her i landet, og følte sig straks lidt mere rolig. Det måtte næsten betyde, at hun ikke havde noget af det dér sorte magi, der kunne slå en ihjel? Gad vide, om det også bare var et af de mange rygter så?
Han kunne ikke lade være med at smile en smule rødmende over hendes ord om, at han lignede en hingst, der sagtens ville kunne klare en hoppe som hende. Sandheden var jo, at han absolut ikke ville kunne gøre en flue fortræd, men for en sikkerheds skyld ville han nu gerne lade hende leve i den tro, at han var en stærk og erfaren slagsbror. Det boostede da også hans selvtillid lidt at høre, at han så stærk ud. Selvom han altid havde set sig selv som en meget svag og sølle hingst, så måtte han da indrømme, at hans nye liv med Asira og Luthien havde ændret noget i ham til det positive.

Han lyttede til hendes ord om, at hun havde sine brødre og søstre her, og at de var hendes familie. Mon hun mente rigtige brødre og søstre af kød og blod? Eller kunne det være de andre Skyggeheste, hun omtalte som sin familie? Det var jo i og for sig også ligegyldigt. Han kunne sagtens forholde sig til, hvis Skyggehestene så hinanden som familie - det var jo ikke meget anderledes end så mange andre flokke.
Hendes ord om, at hun ikke havde nogen mage eller unge, og hendes meget kritiske beskrivelse af sig selv, gjorde ham lidt trist til mode. For han forstod om nogen, hvordan det føltes ikke at have nogen selvtillid og ikke føle sig værd at elske. Han følte straks med hende og mærkede medlidenheden stige for denne hoppe. For han forstod godt, hvorfor hun tænkte sådan. Han var jo selv en af dem, der havde haft fordomme om Foehn og derfor aldrig ville have kunnet finde på at slå sig ned og finde en mage her. Han smilede dog mildt til hende og strakte mulen blidt og lettere trøstende frem mod hende.

,,Hvis det på nogen måde kan være nogen trøst, så synes jeg, at du er meget smuk på din egen unikke måde. Når man først kommer ind bag dit ydre og lærer dig lidt bedre at kende, så vænner man sig lynhurtigt til dit udseende, så det ikke længere virker så skræmmende, men blot er ganske smukt og fascinerende på sin egen måde. Jeg er sikker på, at du en dag nok skal finde en hingst, der vil elske dig, som den du er, og finde dig både smuk og tiltalende."

Han smilede venligt til hende og mente faktisk virkelig sine ord. For ja, han havde da også været skræmt af hende i starten og fundet hendes udseende lettere frastødende, men nu hvor han havde lært hende lidt bedre at kende og vænnet sig til det, så kunne han sagtens se den smukke og fascinerende hoppe, der var inde bag den uhyggelige fremtoning.
Han lyttede da til hendes forklaring om Foehn og nikkede forstående. Det gav meget god mening. Hvis Skyggehestene var jaget væk fra de andre øer, gav det ikke meget mening, hvis Foehn begyndte at få ry som en lille paradisø, hvor alle bare kunne komme rendende, som det passede dem. Så han forstod godt, at de stadig var nødt til at holde en vis facade oppe for at holde fremmede plageånder væk. Han smilede derfor blot bekræftende til det med, at dette var deres lille hemmelighed.

,,Det lover jeg!"

How can you run, when they are in your head?

1

Hingstens ord fik N'zall til at smile. Et smil, dder ikke kunne være nemt at tyde, hvis man overhovedet kunne, fordi det kun strakte sig over den ene side af mulen - den side knoglerne ikke var blottet. De glædede hende. Mere en han kunne ane, og højst sandsynligt også af en helt anden grund. Nogle hingste var lette at manipulere med - nogle hopper også, men det var hingstenes opmærksomhed hun fandt mest interessant og brugbar.

"Du aner ikke hvor meget dine ord glæder mig, hingst. Men nogle gange må man også bare lære at acceptere at der er visse ting man ikke kan lave om på. Jeg kommer aldrig til at se normal ud, og det vil helt automatisk minimere mine chancer."

Apeirons mule, der søgte i hendes retning, tog hun som en slags lille indbydelse, og trådte en lille smule nærmere, så hun selv kunne strække sin mule i hans retning også og være lige inden for rækkevidde. N'zall var meget forsigtig af sig, for hun ønskede jo ikke skræmme hingsten væk. Forskellige sjæle krævede forskellige tilgange og hingstens her, var meget anderledes end andre hun havde mødt.

"Og tak. Jeg håber hvad der sker her, kan forblive her."

Det var såmænd ikke kun fordi hun ønskede han kun skulle holde mulen lukket angående stedet over for andre, men også fordi det på en eller anden måde kunne knytte dem sammen med lidt hjælp af en hemmelighed. Stemmen var stadig sukkersød, og selvom øjnene var tomme og hvide, var det alligevel som om noget over hende virkede ganske ufarlig. Noget der delvist var rigtig nok og fuldkommen ved siden af. Hun havde evnen til at vise ham hvad han var aller mest bange for, men det ville kun give den modsatte effekt af, hvad hun ønskede. I stedet måtte hun bruge ord og hoppelist for at få hvad hun ville have.
Den halve mule søgte derfor kun nærmere i i håb om at skabe fysisk kontakt mellem dem. Det ville i hvert fald bringe hende et skridt tættere på hendes eget ønske.