Night time (Canicus)

” Du behøver ikke undskylde. ”

Lød det stille fra ham og han afbrød hende næsten. Han havde et let smil på sin mule, det var måske fjollet i sidste ende at være bitter over den slags. Han var trods alt voksen nu. Han trådte op på Leventeras sandede kyst nu, hvor han så stoppede. Han så på hende da han spurgte ind til hans planer og han trak en anelse på skulderne.

” For at være ærlig, så ved jeg det ikke. Jeg føler bare…. Bare at jeg på sin vis måske er for ung til at dedikere mig så indædt til broderskabet. Selvfølgelig bliver jeg, det er mit hjem, men jeg kan lide min frihed. ”

Brummede han så hudløst ærligt. Hendes berøring fik dog fokus væk fra emnet da det sitrede en anelse i ham. Han så på hende med munden hængende halvt åben, som havde hun helt stoppet tiden for ham. Han rystede sig let og trådte et skridt nærmere på hende. Det var forbudt for ham at tænke i de baner, for hun var forbudt område. Han trak mulen til sig igen bedst som han egentlig var begyndt at stryge hende over halsen. I stedet cirkulerede han en omgang omkring hende, inden han lod blikket glide ind over øen.

” Jeg tænker vi slår os ned her til solen står op. Vi vil jo nødig vække mistanke ”

Brummede han så og puffede til hendes skulder.

Hun lyttede til hans ord og smilede taknemmeligt. Det var pænt af ham at tilgive hende på den måde, for hun var udmærket godt klar over, at hun ikke havde været sød ved ham, da de var mindre. Så hun var virkelig glad over, at han tilsyneladende ikke var sur på hende over det.
De nåede nu frem til Leventeras kyst, og spændt trådte hun op på bredden sammen med ham. Hun så sig nysgerrigt omkring, spærrede øjnene op og udbrød et "wauuw!" Hvor var det bare smukt! Det var helt anderledes end Foehn! Dér var alting gråt og dødt, men her... Her eksploderede alt i farver og frodighed! Det var fantastisk! Hvis ikke det var fordi, at det var så mørkt, så var hun nærmest blevet blændet af alle disse forskellige farveindtryk!
Hun lod nu atter opmærksomheden falde hen mod Cinaéd og lyttede til hans ord. Et mildt smil faldt over hendes mule. Hun var utroligt lettet og glad for at høre, at han havde tænkt sig at blive her. Hun brummede blidt.

,,Jeg forstår godt dine tanker omkring at være for ung til at dedikere sig til Skyggerne. Jeg har også selv været meget i tvivl om, hvornår det mon er det rigtige tidspunkt at gøre det på. Men jeg er virkelig glad for, at du vælger at blive, og jeg håber, at de andre med tiden vil acceptere dig som et fuldgyldigt medlem af flokken, også selvom du ikke er Skygge."

Hun blev fanget af hans blik og følte sig helt opslugt i hans dybe, blå øjne. Hun fik nærmest et sug i maven blot af at se på ham. Hvad i alverden var det, der foregik?!
Han trådte nu et skridt nærmere hende, og hun mærkede alle hårene på sin krop rejse sig ved tanken om hans nærvær. Han lagde mulen mod hende og strøg hende blidt over halsen, alt imens hun lukkede øjnene nydende i og sukkede afslappet. Han var dog hurtig til at trække mulen til sig igen, som om han lidt havde fortrudt sin beslutning, og begyndte i stedet at cirkulere omkring hende. Et lille utilfredst, tøsefornærmet hvin forlod kort hendes strube. Hvorfor gjorde han det her mod hende?! Legede med hende på den måde... Han blev ved med at tænde hendes krop og få den til at længes efter ham, for så bare at trække sig igen. Kunne han ikke forstå, at hun ville have ham?!
Lettere dominerende trådte hun da frem og brød atter afstanden imellem dem. Hun sendte ham et forførende smil, inden hun da gned sin hals mod hans og begyndte at gnubbe hans ryg. Hvis ikke han selv kunne finde ud af at fastholde nærkontakten med hende, så måtte hun jo sørge for, at den blev etableret...

Hun lyttede da til hans ord og mærkede et lille stik af frygt vokse sig frem i hendes indre. Hvad ville hendes mor og bror ikke tænke, hvis hun blev væk hele natten? Og var der mon nogen, der ville mistænke, at hun var taget ud sammen med Cinaéd, hvis de begge to manglede næste dag? Hun skubbede dog hurtigt tanken fra sig igen. Hun var jo trods alt næsten voksen nu, og dermed gammel nok til at tage sine egne beslutninger. Hvis hun havde lyst til at forlade øen, så skulle ingen stoppe hende - og hun skulle ikke spørge om lov først.
Hun lod hovedet glide op langs hans hals og nappede ham tirrende i manen.

,,Det lyder som en god idé. Sååå, hvor skal vi hen først?!"

Canicus løftede let et øjenbryn og trak på smilebåndet over hendes reaktion. Bare vent til det bliver morgen tænkte han for sig selv, inden han måtte holde lidt igen for ikke at puffe til hende. Han nikkede i stedet stille til hendes ord og sendte hende et varmt smil. Han blev dog hurtigt afbrudt af hendes hvin og trådte en anelse overrasket et skridt til siden. Var det noget han havde gjort forkert?
Før han nåede at tænke længere, havde hun allerede indhentet den afstand han havde lavet med en attitude der ikke virkede til at kunne diskuteres. Han åbnede let munden for at sige noget, men den hang nu bare en anelse måbende over hendes blik og det stak da helt af da hun nu gned sig op af ham. Han bed tænderne sammen og han kunne mærke hvordan infernoet nærmest eksploderede i hans indre. Mulen gled nu over hendes ryg med en sirlig og nærmest dirrende bevægelse, inden han begyndte at gnubbe hende. Stakåndet fnyste han kort og tog kort en anelse ophidset fat i hende, dog uden at det ville gøre ondt. Hendes ord fik ham heldigvis revet ud af den tilstand han var i og han sneg sig et halvt skridt væk fra hende. Hvad var det lige der foregik.

” Jeg.. øhm.. Det.. Kom ”

Fik han febrilsk mumlet, inden han trods hans tidligere ord nu satte i trav længere ind på øen for at få rystet de andre tanker og impulser ud af hovedet. Han fandt hurtigt det lille vandløb som var oplyst af månen og han trådte nu ud i det for at følge det rundt. Så ville de trods alt ikke kunne spores så let. Her satte han igen i skridt og det kølige vand havde en beroligende virkning på ham. Han så tilbage på hende med de blå øjne der næsten sugede hende til sig. Årh. Det her havde måske været en rigtig dum idé.

Hun lukkede afslappet øjnene i og sukkede atter nydende, da hun mærkede hans bløde mule glide i sirlige bevægelser ned over sin ryg, inden han endelig begyndte at gnubbe hende igen. Hun mærkede sin krop syde og dirre under hans berøring, og trods de lige havde krydset et iskoldt hav, var hendes krop brandvarm. Mon hans røde skind var lavet af ild, siden han havde denne effekt på hende?
Det gav et overrasket sæt i hende, da han pludselig kom med et fnys og tog en anelse ophidset fat i hende. Det gjorde dog ikke ondt eller generede hende på nogen måde, tværtimod brød hun sig ganske godt om det. Det var blot kommet bag på hende og havde derfor udløst den overraskede reaktion fra hende.
Han fik nu fremstammet et lidt utydeligt svar til hende, inden han hurtigt satte i trav længere ind på øen. Hun slog legesygt med hovedet og luskede hurtigt efter ham, mens hun mest af alt følte sig som et snedigt rovdyr, der forfulgte sit bytte igennem skoven... Hun forstod ikke, hvor denne side af hende pludselig var kommet fra - men det føltes helt utroligt godt.

Hun fortsætte med at trave efter ham på lidt afstand, indtil de ankom til et lille vandløb. Atter måtte hun tage sig selv i at måbe over synet. De små vandløb, de havde på Foehn, var så grå og triste at se på... Men det her; det var så klart og blåt og skinnede nærmest op i månens lys!
Til hendes store glæde trådte Cinaéd nu ud i det, og det tog hende ikke mere end et splitsekund at følge efter ham. Følelsen af det kolde vand mod hendes hove var en dejligt nedkølende kontrast til hendes krop, der brændte glohedt. Cinaéd stoppede nu op og så tilbage på hende med sine lysende blå øjne, og som han stod dér i månelysets skær, omringet af det mørkeblå vand, tog han nok prisen for det smukkeste syn, Azula nogensinde havde set.

,,Hvor er det smukt..." hviskede hun, og hentydede i virkeligheden slet ikke til stedet.
Hun trådte op ved siden af ham og strakte prøvende mulen frem mod ham. Ville han mon tage imod hendes tilbud om kontakt igen?

” Jaer det er du.. Øhm Det.. ”

Fumlede han med ordene over hendes kommentar, mens han en anelse febrilsk nu smækkede forbenet ned i vandet så vandet sprøjtede op omkring ham, som en indiskret afledning. Hvor var det dog flovt. Da hun nu kom op på siden af ham med den fremstrakte mule, var det som om at hans hjerte kort stoppede. Det ville være ufatteligt uhøfligt at afvise hende, men han stod i den akavede stilhed blot og stirrede på hendes mule.
Canicus tog skridtet og stjal afstanden imellem dem inden han satte mulen mod hendes med en dyb brummen der fandt vej helt nede fra de gløder der langsomt blussede op. Han var millimeter fra at placere et slik på den, men nappede hende nu i stedet drillende i halsen, og travede afsted med høje knæløft i det lave vand, mens halen blev hævet højt. Måske var det hans måde at tirre hende tilbage på, ellers også forsøgte han simpelthen at kæmpe imod de impulser han havde med næb og klør.

” Kom ”

Brummede han begejstret, inden han hoppede op af vandløbet og satte mod en lille lysning. Solen var så småt begyndt at stå op på øen og det fik hans pels til næsten at brænde i morgensolen, især fordi den var blevet en anelse fugtig af hans plasken i vandet. Han fortsatte igennem lysningen og ud i det åbne på en lille forhøjning så man lige akkurat kunne se de andre nærliggende øer ude i horisonten. De havde gået langt fra Foehn, hvor solen nu stod op over vulkanen i det fjerne. Hvor længe havde de mon været væk?

Hun kunne ikke lade være med at fnise tøset, da han kom til at sige, at hun også var smuk, inden han fik det rettet til dét i stedet... Hun mærkede rødmen skyde op på sine kinder og kunne ikke lade være med at smile fjollet som en lille pige. Så var hun altså ikke den eneste, der havde tænkt, at den anden part var smuk... Det glædede hende at vide.
Hun kunne dog se, at han tilsyneladende blev pinligt berørt over situationen, da han nu en anelse febrilsk smækkede sit forben ned i vandet og så ud til at være lidt ude af sig selv. Da hun trådte op på siden af ham, var han tilsyneladende stadig for flov til at kunne gøre noget, og stod derfor blot akavet og stirrede på hendes mule. Det var her, hun besluttede sig for at gøre noget for at hjælpe ham ud af den akavede situation. Hun tog derfor mod til sig og hviskede blidt ind i hans ører.

,,Det er du også..."

Hun lyste op i et stort smil, da han nu trådte helt tæt på hende og lod sin mule berøre hendes med en dyb brummen. Hun mærkede sit hjerte slå 10.000 kolbøtter på samme tid, hvilket fik hele hendes krop til at snurre rundt. Hun udåndende blidt mod hans mule og nød blot fornemmelsen af hans nærvær og hans dejlige duft i sine næsebor.
Pludselig nappede han hende tirrende i halsen, inden han satte af sted i trav og bad hende om at komme med. Han plaskede af sted igennem vandet med høje knæløft og en højtløftet hale. Et syn for guder! Hun mærkede sin krop blive draget mod ham helt automatisk, og helt uden at tænke over det slog hun nu ivrigt med hovedet og udbrød et feminint hvin, inden hun begejstret satte efter ham. Irritationen over, at han atter havde brudt kontakten imellem dem, var fuldstændigt glemt og i stedet blevet erstattet af en ekstremt legesyge, da hun nu løb efter ham med en fjollet latter.

Hun fulgte efter ham op af vandet og hele vejen ud på en lille lysning, hvor hun nu stoppede op på forhøjningen ved siden af ham. Hun lod blikket glide ud over horisonten og sukkede afslappet. Hvor var det altså bare smukt herude! Tænk engang at hun havde ladet sig begrænse til Foehn hele sit liv, når resten af Andromeda var så stort og smukt...
Hun drejede hovedet og så forelsket på den smukke Cináed, hvis røde pels nærmest brændte op i morgensolen. Hun kunne næsten ikke tro, at solen nu var ved at stå op igen, og at hun allerede havde tilbragt hele natten sammen med ham. Men sådan var det jo med tiden; Den fløj af sted, når man var i godt selskab...

Hans hjerte hamrede i brystet og han sank en klump ved hendes ord. Heldigvis blev han reddet af at han jo selv havde afbrudt kontakten og lallet afsted. Hun fulgte heldigvis efter ham og hendes latter fik hans hjerte til at springe et ekstra slag over. Nu stod de her og så solen stå op. Han knejsede i nakken og lod en dyb maskulin brummen runge fra hans brystkasse og op gennem hans næsebor. Hendes blik sugede sig nu fast i hans, det der var i hendes blik, fik ham til at træde nærmere. Så tæt på. Han lukkede øjnene og var egentlig klar på at kærtegne hende, men han nøjes i stedet med at strejfe hendes mule ganske let. Det var forbudt. Han trak sig igen og sendte et stille smil til hende, inden han skridtede ned af bakken.

Det var som om tiden gik hurtigere med hende, som de nu begav sig omkring på øen. Mange gange var han tæt på at tage kontakten med hende, mens ilden langsomt blussede mere og mere op i ham, men han trak sig i sidste øjeblik hver gang. Han kunne om muligt godt mærke frustrationen hos ham selv og ligeledes hende. Snart stod de hvor de startede, ved kysten igen og stolen var på vej ned.

Han drejede hovedet og så på hende og over på Foehn igen. Han havde ikke lyst til at gå tilbage endnu. En brummen lød fra ham og tog et skridt hen mod hende og strakte mulen mod hendes hals.

” Hvad så nu ”

Hviskede han til hende. Der lå meget i hans ord. Hvad ville der ske når de tog tilbage, tog de overhovedet tilbage endnu? Hvad tænkte hun på? Hun kunne vel umuligt have undgået at mærke det samme som ham. Han skar en grimasse i det det kriblede i ham igen.

(Indsæt episk timeskip her, fordi jeg er for doven til at svare på det )

Et helt døgn var nu snart gået i den smukke ildhingst's selskab, og hun havde nydt hvert et sekund af det. De havde efterhånden vandret hele øen rundt og var nu tilbage ved kysten igen, hvor de stod og betragtede den smukke, røde solnedgang. Hun spidsede ørerne og vendte hovedet mod ham, da hun kunne høre ham brumme og træde et skridt imod hende. Han strakte da mulen mod hendes hals og hviskede ind i hendes ører. Hun brummede feminint og lagde hovedet mod hans hals, mens hun blot stod helt roligt og indsnusede hans fantastiske duft. Ja, hvad nu...? Hun vidste, hvad det fornuftige svar ville være. Hun burde tage tilbage til Foehn nu, inden nogen begyndte at stille alt for mange spørgsmål ved både hende og Cináeds fravær. Men hvordan kunne hun allerede afbryde dette eventyr...? Tiden var jo simpelthen fløjet af sted, og hun havde overhovedet ikke fået nok af denne ildhingst endnu! Hun mimrede let med mulen mod hans hals.

,,Jeg har ikke lyst til at tage tilbage... Jeg vil hellere blive herude lidt endnu. Lige nu føles det som om, at jeg kunne blive her for evigt... sammen med dig."

Hun trak sig lidt tilbage, så hun kunne møde hans øjne med et varmt, nysgerrigt blik.

,,Vi kunne udforske en af de andre øer?"

Årh hendes nærvær var så berusende. Han bed tænderne sammen og nussede hende lidt på skulderen inden han igen måtte se sig trække sig igen. Han kunne simpelthen ikke abstrahere fra det.
Hun ville være her, sammen med ham og det fik ham til st sende hende et anelse overrasket blik, selvom han måske burde have lugter lunten. Hendes forslag om at se de andre øer faldt derfor i god jord og han nippede hende let på skulderen.

“ Hvad venter vi så på “

Brummede han så fornøjet og var allerede på vej igen. Jo mere de var på farten jo færre tåbelige situationer ville han Rode sig ud i.

(Timeskip til ankomst på Enophis)

Snart var de ved en ny ø og denne gang var Canicus ved at være klar til at tage en god lang lur. De havde jo slet ikke sovet i meget længe nu. Han skævede tilbage på Azula i håb om hun følte de samme.

Hun bemærkede det overraskede udtryk i hans øjne og blev selv en smule overrasket over hans reaktion. Var det virkelig kommet bag på ham, at hun ønskede hans selskab? Hun havde jo nærmest ikke lavet andet end at forsøge at få hans opmærksomhed i de snart 24 timer, de havde brugt sammen! Ihh, den hingst var altså ikke alt for klog...!
Hun lyste dog op i et stort stil og trippede ivrigt efter ham, da han var helt med på idéen om at udforske de andre øer og bare spurgte, hvad de så ventede på!

Snart ankom de til en ny ø, der så ud til at være kæmpestor. Hun smilede forbløffet og så beundret frem for sig. Andromeda blev jo bare smukkere og smukkere!
Selvom alt i hendes krop skreg på at opleve nye eventyr og udforske øen med det samme, kunne hun dog efterhånden godt mærke, at det blev sværere og sværere at holde øjnene åbne efter næsten 24 timer uden søvn. Hun drejede derfor hovedet og mødte Cináeds blik med et blidt smil, inden hun gabte højt.

,,Hvad siger du til at få en god nats søvn og så udforske resten af øen i morgen tidlig, når det er blevet lyst igen?"

Hendes gab smittede og han måtte derfor ligeledes gabe stort og smaske en anelse træt inden han nikkede helt enigt til hende. Han trådte derfor hen til hende og så sig lidt omkring. Der var mere læ oppe ved klitterne. Mulen gled over hendes hende og han nussede hende forsigtigt i manen med en dyb brummen, inden han puffede hende blidt i den retning han havde udset sig for.

" Sengetid "

Hviskede han drillende, inden han nu selv stillede sig op i klitterne og dumpede ned på jorden med et bump. Hovedet lod han hvile i sandet, mens de blå øjne så ud over det mørke landskab. Her ville de kunne sove uforstyrret. Der var mange tankerne der afholdt ham fra at falde i søvn, mens han vendte og drejede sig et par gange. Mest af alt så drejede de sig om Azula og hendes nærvær. Han vidste at så snart han faldt i søvn ville han nok ende med helt automatisk at krybe helt tæt på hende. Hans krop skreg det jo trods alt til ham nærmest uafbrudt.

Hun kunne ikke lade være med at smile, da han ligeledes gabte højt og smaskede søvnigt. Så var hun altså ikke den eneste, der var blevet lidt træt. Han nikkede da til hendes forslag og trådte hen til hende for at lade sin mule glide over hendes. Hun mødte blidt hans bløde mule og sukkede afslappet, da han begyndte at nusse hende i manen. Lige så hurtigt som altid trak han sig dog væk igen og puffede hende blidt fremad, mens han udtrykte, at det var sengetid. Hun fnøs lettere utilfreds, men luskede derefter blot efter ham med et smørret smil om den mørke mule. Sengetid ja... Det kunne jo godt blive frygteligt koldt om natten på denne årstid, så hun måtte hellere putte sig tæt ind til ham for at holde varmen 

Hun fulgte efter ham op i klitterne og betragtede ham med et lille lusket smil, da han lod sig dumpe ned i sandet og hvilede hovedet mod jorden. Hun startede med at ligge sig ved siden af ham med en lille afstand imellem dem, så han forhåbentlig ikke ville fatte mistanke.
Hun lå og stirrede ud mod det mørke hav, mens hun kunne høre ham rumstere rundt i sandet ved siden af hende. Havde han mon lige så svært ved at falde i søvn, som hun havde? Det måtte være hendes tegn!
Da han atter lå stille ved siden af hende, kravlede hun derfor de få skridt hen mod ham og puttede sin krop ind mod hans, mens hun lod sit hoved hvile mod hans hals. Hun sukkede da nydende og afslappende og udsendte en lille dominerende brummen, der hentydede til, at dette ikke var til diskussion!

Der gik ikke længe før Azula kom ham i forkøbet og nu puttede sig op af ham. Canicus var tæt på at rykke sig, men hendes brummen fik ham til at blive liggende. Han holdt næsten vejret og mærkede en hed varme sprede sig i hans indre og det ville da bestemt ikke gøre det nemmere at sove. Han må længe stiv som et bræt inden han nu trak vejret igen og nogle dybe ryk før den blev normal igen.
Den lyse mule pande nu hvile i hendes pande som han kærtegnede, mens hjertet hamrede i hans brystkasse. En varm tunge afsluttede hans kærtegn som en form for godnat kys, inden han selv lagde sig til i en form for rævesøvn. Han endte dog med til sidst faktisk at falde i søvn, men det var stadig mørkt da han vågnede og han lå da og betragtede Azula, inden han igen faldt i søvn.

Det var først da solen stod højt nok til at finde vej til ham at han igen slog øjnene op. Han kunne godt mærke på sig selv at varmen ikke var forsvundet og han rejste sig nu derfor forsigtigt så han kunne få lidt styr på sig selv. Han tog et par skridt væk fra klitterne og stod nu og kølede af i den friske morgenluft, mens han med et kort støn fik strukket ud efter at have lagt i en mindre behagelig stilling for at være så tæt på hende som muligt. Morgen yoga om man ville det.

Azula sov trygt og godt i hans nærvær hele natten, mens hendes krop brændte glohedt trods den kølige natteluft.
Hun vågnede langsomt den næste morgen, da hun bemærkede, at noget manglede ved sin side. Hun slog øjnene op og lå blot og betragtede ildhingsten i noget tid, da han var gået lidt væk og nu stod og strak ud i nogle imponerende stillinger. Et lille smil hvilede om hendes mule, som hun rigtigt lå her og "udspionerede" ham. Hun kunne simpelthen ikke få nok af den krop!

Hun kom langsomt på benene igen og mærkede en helt ny følelse i kroppen. Det snurrede let i hendes underliv og gjorde hende ør i hovedet. Azulas brunst var først kommet meget sent, og derfor havde hun ikke prøvet at være i brunst - før nu.
Hun vaklede en smule døsigt ned mod Cináed og blev helt overvældet af hormoner. Hvad pokker skete der?! Når hun så på den smukke ildhingst, var det ikke blot hendes hoved og krop, der skreg efter hans nærvær - men også hendes æggestokke.
Hun brummede hilsende til ham og smilede drillende.

,,Sikke mange flotte kunster, din krop kan lave lige fra morgenstunden af!"

Canicus fik et mindre chok da hun pludseligt talte, og han ville egentlig vende sig om med en kæk bemærkning, men han blev ramt af en meget svag duft, som fik ham til at stoppe halvt i hans spor. Han havde ikke rigtig stiftet bekendtskab med den før, men den gik lige direkte ind og fungerede som tændvæske på de gløder der i forvejen lå og ulmede. Han fnyste derfor en anelse hingstet inden han nappede let til hende hals med et lille smil på den lyse mule, som nu vandrede undersøgende over hende, mens han snuste ihærdigt for at finde ud af hvad der helt præcist var med hende. Han strøg mulen over hendes halerod og kunne konkludere at den duft i hvert fald kom fra hende og det fik ham kort til at bakke væk fra hende. Det han følte i øjeblikket var der ikke noget morgen yoga der kunne dæmpe.

" Jeg foreslår vi tager bjergene "

Skyndte han sig så at sige, inden han nærmest allerede trippede afsted. Han havde svært ved at holde sig i ro og der skulle ske noget nu. Han nappede kådt til hendes man for at få hende ud af fjerene og han luntede nu ivrigt afsted mod bjergene som han altid gjorde når han følte han kom for tæt på.

(En masse trip trap og "hjælp pigelus" senere. )

Den friske bjergluft gjorde godt for den røde hingst der ikke havde sagt et ord siden de havde været på kysten. Han havde sørget for at være forrest så duften fra Azula ikke drev ham ud i farlige situationer. Selv de små bjergstier virkede mindre farlige, men de var kommet til et større plateau og Canicus var søgt ind hvor der var lidt spiseligt i et indhak hvor der var plads til dem begge. Han fandt de betagende at bjergene rummede så mange forskellige ting hvis man sammenlignede med den golde vulkan på Foehn.