Night time (Canicus)

Tid: Sen aften/tidlig nat.
Sted: Ved flokkens samlingssted på vulkanen.
Vejr: Køligt, blæsende, tusmørke.

Den rødbrune plag var efterhånden vokset op og blevet en smuk og elegant hoppe, der virkelig slægtede sin mor på i udseende. Selvom hun ikke lignede hverken sin mor eller far af farve, så var det tydeligt, at hun havde arvet deres elegante bygning og de isblå øjne. Dog var hendes ikke lige så lysende og seje som deres. Det var lidt uretfærdigt... Men desværre var det jo sådan, at det kun var hendes bror, der havde arvet Skyggerne fra deres forældre. Azula var blot en helt almindelig hoppe, der måtte ofre et eller andet af sig selv, hvis hun en dag ville blive et fuldgyldigt medlem af Skyggerne. Det var uretfærdigt!

Solen var gået ned, og himlen blev nu blot let oplyst af tusmørket. Der var faldet ro på vulkanbjerget, og de fleste var enten vandret ud i nattens skygger eller var på vej i seng. Azula kunne dog ikke finde ro denne nat. Hun var rastløs og følte sig på ingen måde klar til at sove. Hun besluttede sig derfor for, at hun ville være en af dem, der bevægede sig ud i nattens skygger denne nat! Godt nok var hun ikke nogen Skyggehest, og derfor ville hun havde sværere ved at forsvare sig mod farer, hvis der skulle ske noget i løbet af natten. Men alligevel var hun ikke bange. For det første havde hun nok et lidt andet forhold til frygt, end de fleste andre havde, og for det andet var det jo primært Skyggehestene, man skulle frygte på denne ø, og det var jo hendes familie, så dem var hun naturligvis ikke bange for.

Canicus, eller Cinaed som han gik under her i flokken havde egenlig brugt det meste af aftenen på at vandre hvileløst rundt i området.  Han var ikke helt inde i varmen her hos sine artsfæller og han følte sig tit og oftest udenfor. Hans adoptivmor så han ikke meget til og han følte sig egentlig meget ensom, men ensomhed var en ting han var vant til og havde affundet sig med. Dog var det kedeligt for sådan en ung hingst at være alene.   Han var vokset op her, med jævnaldrende som han dog aldrig havde kommet godt ud af det med eller fået lov til at lege med. Hvilket jo også havde gjort ham mere isoleret.
En skikkelse fangede hans blik og han drejede hovedet for at konstatere det var et velkendt syn der dog var på vej væk fra ham.   Den røde hingst vippede med ørerne og overvejede kort sin næste handling inden han valgte at trave efter hende.
Azula.  Hun var vokset op til at blive en køn skabning, og Canicus var blevet gammel nok til at indse dette. Nu hvor hendes moder ikke var i nærheden vovede han sig endelig tæt på.

" Azula "

Kaldte han stille da han kom tilpas tæt på. mest for ikke at overrumple hende med hans ankomst.

Hun var lige påbegyndt sin vandring ned ad bjerget, da hun hørte hovslag komme travende bag sig. Hun himlede svagt med øjnene. Selvom hun elskede sin bror meget højt, så var hun efterhånden blevet så gammel, at hun ikke gad have ham hængende som en anden hundehvalp efter sig hele tiden. Denne nat ville hun gerne have for sig selv, uden han skulle følge efter hende! Hun skulle derfor lige til at vende sig om og bede ham om at smutte, da hun hørte en stemme kalde hendes navn bag sig. Det var ikke Azazael... Det var en anden hingst, en stemme hun ikke lige umiddelbart kunne kende. Hun vendte sig om og så til sin store overraskelse, at det var Cináed, en af de andre unge hingste fra flokken. Selvom de var vokset op sammen, så havde hun aldrig rigtigt lært ham at kende, fordi hun var vokset op med, at han var uren og ikke en rigtig del af broderskabet, og at hun derfor gjorde klogest i at holde sig væk fra ham. Hendes første intuition var derfor at sende ham væk, men alligevel tøvede hun. Der var ikke andre fra Broderskabet til stede lige nu, og hun var jo voksen nok til at træffe sine egne valg nu, så hvorfor skulle hun? Desuden var hun nysgerrig på at lære denne unge, nydelige unge hingst at kende. Hun tog derfor en hurtig beslutning og smilede imødekommende til ham.

,,Godaften Cináed."

Det kom faktisk som lidt af en overraskelse at hun valgte at være imødekommende. Han trak derfor stille på smilebåndet og stoppede op ved siden af hende, dog med lidt afstand.  Han var fyldt godt ud efter hånden, men man kunne stadig godt se at han med tiden ville vokse helt ind i den store krop.  Han var en farvelade i forhold til hende, mens hans røde farve brændte i kontraster til det askefyldte landskab i forhold til hendes mere dybe farve, som han dog synes vældig godt om.  Han brummede roligt.

" Ville du have noget imod at jeg gør dig selskab på din..  gåtur? "

Det var trods alt et gæt. Han tog igen hurtigt et kig omkring for at sikre sig der ikke var nogle i nærheden. Han vippede kort med ørerne inden han vendte opmærksomheden mod hende igen. Modet forsvandt dog fra ham igen og han rømmede sig en anelse.

" Fjollet spørgsmål. Jeg vil nødigt skabe problemer for dig.  Glem jeg spurgte"

Han sendte hende et stille smil, inden han da begav sig ned af bjerget. Måske med et lille håb at hun enten ville stoppe ham eller følge efter.

Hun betragtede hans stille smil, der var enormt charmerende og gik lige i hjertet på hende. Han var altså virkelig en køn og interessant ung hingst. Hvorfor havde hun aldrig rigtigt lagt mærke til ham før? Hun skammede sig helt over den behandling, hun og de andre havde givet ham... Det måtte have været forfærdeligt!
Hun lyttede til hans spørgsmål og sendte ham et skævt smil. Det var hun faktisk glad for, at han spurgte hende om, for det ville være en god lejlighed til at lære ham lidt at kende, men uden at hun selv behøvede at tage initiativ til det. Hun fulgte hans blik rundt i omgivelserne og kunne se, at han ligesom hende også lige skulle sikre sig, at der ikke var andre i nærheden. Han var nok mindst lige så nervøs for dette møde, som hun var - hvis ikke endnu mere!
Hun skulle dog lige til at svare ja på hans spørgsmål, da han hurtigt skiftede mening og sagde, at han nødigt ville skabe problemer for hende, inden han da skridtede væk fra hende igen. Hun så tænksomt efter ham i lidt tid, inden hun da tog en hurtig beslutning og travede op på siden af ham igen.

,,Nej, vent! Jeg vil meget gerne have selskab på turen - og jeg er ligeglad med problemer!"

Han havde svært ved at skjule glæden da han hørte travtrin bag ham. Han drejede hovedet mod hende og sendte hende nu et smil da hun beskæftigede at hun ønskede hans selvskab.  Han stoppede da op og så nu ud over horisonten som kunne anes over trætoppene.  En tanke strejfede ham og han så nu igen på hende med hans dybe blå øjne. Endnu en fælles ting de delte, selvom de var i forskellige farvetoner. Han kunne ikke lade være med  at ligge mærke til hvor yndig hun var at se på, men han lagde det ganske hurtigt fra sig.

" Har du nogensinde været andre steder en her? "

Spurgte han nu søgende. Han havde længe haft lyst til at begive sig på eventyr igen. Han holdt sig ikke fra de andre øer som de fleste i flokken gjorde. Nej for han var selv født andet steds.  En svag brummen kom fra ham, som han

Hun kunne ikke lade være med at smile lettet, da han vendte hovedet mod hende og blot smilede uden at afvise hendes tilstedeværelse. Hun vidste, at hun nok ikke burde gøre det her, men hun kunne ikke lade være. Nysgerrigheden for at lære denne hingst at kende var for stor, og så var der også et eller andet dragende over ham, der gjorde, at hun simpelthen ikke kunne modstå det...
Hun stoppede op ved hans side og fulgte hans blik ud over horisonten. Foehn var smuk på sin egen måde, det var der ingen tvivl om. Selvom andre nok ikke just ville betegne askeøen som smuk, så var hun vokset op her, det var det eneste, hun kendte, det var hendes hjem... Så i hendes øjne var det smukt, men hun kendte jo heller ikke til andet.
Hun mødte hans blik i mørket og lod for første gang mærke til, at hans øjne var lige så dybblå som hendes egne. Hun blev nærmest draget ind i hans smukke øjne og kunne næsten ikke slippe blikket igen, før hans stemme dog lød i hendes ører. Hun rystede blidt på hovedet, inden hun da vendte sit blik mod horisonten igen og sukkede drømmende.

,,Nej. Jeg har tit tænkt på at forlade øen, men der er alligevel et eller andet, der holder mig tilbage... Jeg ved ikke rigtigt hvorfor, for jeg er enormt nysgerrig på verden uden for Foehn, men ja... Jeg har nok bare aldrig rigtigt haft modet til at tage det store skridt alene."

Hun drejede hovedet og så på ham med et nysgerrigt, brændede blik i de blå øjne.

,,Hvordan er der derude?"

Det glædede den røde hingst at hun valgte at berige han med noget selskab. Det var for ham tiltrængt og selvom jun var en del af “Eliten” så havde hun stadig tænkt sig at komme med ham.
Han lyttede eftertænksomt til hendes ord inden han fin en strålende ide, som dog var noget risikabel. Han sendte hende er kækt smil og nikkede så ud mod horisonten.

“ Kom med og se for dig selv, “

Foreslog han så imens han fortsatte sin gang ud mod kysten. Han drejede hovedet og så tilbage med hende med et lille snert af ‘i dare you’ i øjnene. Herefter lød en kaldende brummen.

“ Fordelen ved at være det sorte får. Ingen ved hvem jeg er eller hvor jeg kommer fra “

Hans ord lød i hendes ører. Kom med og se for dig selv. Hun mærkede sit hjerte springe et slag over. Nu?! Sammen med ham?! Åhhh, fristelsen var stor!
Hun nåede slet ikke at tænke mere over det, før han pludselig var på vej ud mod kysten, mens han drejede hovedet og så på hende med et udfordrende blik i de himmelblå øjne. Hun så charmerende tilbage på ham. Hun havde aldrig været bleg for at tage en udfordring op! Så hvorfor tøvede hun?! Med et kækt smil om den mørke mule travede hun op på siden af ham og lo let over hans næste ord. Hun vidste godt, at hun ikke burde gøre det her; altså rejse på ukendt eventyr med ham. Men alligevel kunne hun ikke holde sig tilbage. Hun var styret af dels en enorm nysgerrighed for at komme ud og opleve verden udenfor askeøen, og dels af en ustyrlig trang til at være sammen med ham.
Hun vendte hovedet og så på ham med et blændende blik, der brændte af nysgerrighed og gåpåmod.

,,Hvor skal vi hen?"

Canicus gjorde et let slag med det velformede hoved inden han nu trak på smilebåndet ober at hun rent faktisk turde at begive sig med ham på eventyr. Han mod nu blikket glide ud ober horisonten igen som knapt kunne Abra over trætoppene.

“Lad os starte på Leventera. Jeg er født der. Så kan vi tage resten på tilbagevejen “

Canicus gav hende ikke tid til at være uenig inden han ivrigt satte farten op så de hurtigt kunne nå kysten. Her stoppede han dog.

“ måske vi skal vente til det er lyst hvis du aldrig har krydset vandet før “

Brummede han så roligt og så nu i hendes retning inden han strakte halsen ud for at puffe let til hende.

Hun lyttede til hans svar og mærkede kort en lille tøven. Leventera... Det var dér, fjenden hørte til. Var det mon sikkert at begive sig derhen, og så endda midt om natten? Hun trak dog blot på skuldrene og tænkte pyt. Hvis Cinaéd var født derhenne, så kendte han jo til stedet og ville formegentlig beskytte hende mod dem, hvis der skulle ske dem noget. Og så havde hun jo endnu den fordel, at hun ikke havde arvet noget af Skyggemagien, og derfor ville ingen kunne genkende hende som fjenden. Og så måtte hun også bare indrømme, at tanken om at være sammen med Cinaéd lige nu var så stærk, at den overskred alt andet fornuft i hende... Da han satte farten op og løb mod kysten, var hun derfor ikke sen til at følge efter ham med ivrige skridt og et lille, livligt hvin.

Hun stoppede op ved hans side, da de nåede kysten, og lyttede til hans ord. Ikke tale om! Godt nok var det første gang, hun forlod øen, men hun havde bestemt ikke tænkt sig at vente, nu hvor de endelig var så tæt på! Hun mærkede hans puf og stivnede kort. Fornemmelsen af hans mule mod hendes skind brændte, men på en helt speciel og god måde, som hun aldrig havde oplevet før. Hun så ham dybt ind i øjnene i et kort øjeblik, inden hun dog smilede stort og charmerende og puffede igen.

,,Det kan du godt glemme alt om! Jeg er ikke bange for lidt vand!"

Et kækt grin kom så fra ham, og han trådte ud i vandet. Heldigvis var det lavvande så de ville kunne gå det meste af vejen uden at svømme for meget. Han vippede let med ørerne og kunne stadig mærke der hvor hun havde puffet til ham. Han var for en stund fjern, for han kæmpede med det væld af nye indtryk der forsøgte at overvælde ham. Han så tilbage mod hende og sendte hende et varmt smil, inden han vendte blikket ligefrem igen, men lod sig glide tilbage til hendes side.
De blå øjne hvilede på hende i længe mens han betragtede hvert et lille hårstrå på hende. Hun var smuk ingen tvivl om det. Så smuk at det kunne give problemer.

” Jeg har altid kunne se på dig og din bror lege, men jeg har aldrig rigtig haft en chance for at lære dig ordenligt at kende Azula. Er der noget spændende jeg bør vide? ”

Brummede han stille, mens blikket nu blev flyttet op i hendes. De kunne jo lige så godt holde snakken kørende.

Hun kunne ikke lade være med at smile stort, da et kækt grin nu lød fra ham, inden han trådte ud i vandet. Hun udtrykte selv en lille blid latter, inden hun ligeledes trippede ud i vandet med ivrige, nærmest legesyge skridt. Hun havde aldrig nogensinde prøvet at være ude i havet før, så fornemmelsen af vandet mod hendes hove var virkelig fascinerende. Det var både koldt, men forfriskende på samme tid!
Hun betragtede Cinaéds varme smil, inden han til hendes store fornøjelse med vilje sakkede en anelse bagud, så de kunne gå side om side. Hun mærkede sit hjerte slå et lille slag over ved synet af hans smil og fornemmelsen af hans krop så tæt på hendes. Hun havde ingen anelse om, hvad der skete med hende lige nu, men for første gang rasede hormonerne i hendes krop og gjorde hende helt rundt på gulvet. Hun havde aldrig haft det sådan her med en hingst før, og hun havde aldrig rigtigt lagt mærke til Cinaéd før - så hvorfor reagerede hendes krop pludselig som om, at han bare var det bedste og mest fantastiske i hele verden?

Hun mødte hans blå øjne og fik et helt sug i maven over hans blik, der hvilede så intenst på hende. Hun mærkede en lille rødmen skyde op på sine kinder, inden hun forlegent fjernede blikket igen. Hun kunne dog fortsat mærke hans blik hvile på sig og kunne ikke lade være med at skæve over på ham en gang imellem, mens et tøset smil blot hvilede permanent på hendes mule. Hun følte sig helt teenage fjantet og kunne slet ikke styre det!
Hun lyttede nu til hans ord og vendte atter blikket mod ham for at vise, at han havde hendes fulde opmærksomhed. Hun vippede let med de rødbrune ører over hans ord og tænkte sig lidt om. Hun ville virkelig ønske, at hun havde et eller andet super spændende at fortælle ham, som ville feje benene væk under ham og gøre ham imponeret, så han ikke ville opfatte hende som uinteressant og kedelig. Men faktum var bare, at hun virkelig ikke var en særlig spændende hoppe, og derfor havde hun ikke rigtigt noget at fortælle... Hun sendte ham et lettere undskyldende smil.

,,Jeg må nok desværre skuffe dig og sige, at der ikke rigtigt er noget spændende at fortælle om mig. Jeg er vokset op her på Foehn som en del af broderskabet. Min mor er Skygge, min far er Skygge, og min bror er min eneste ven... Min mening her i livet er selv en dag at blive en Skygge og tjene Herren, samt selv at få nogle Skyggeføl, der kan vokse op og holde broderskabet i live. Det er ikke just det mest spændende liv, men det er alt, jeg nogensinde har kendt til... Det er min skæbne."

Canicus bevarede det lille smil på hans mule, men det fadede langsomt væk i det hun gik i gang med sin beretning. Fordi hvor loyal han end burde være, så synes han ikke specielt godt om hendes fremtidsplaner af en eller anden årsag. De virkede utrolig fikserede og han kunne ikke lade være med at overveje om det var hendes eget valg eller fordi hun ikke vidste hvad der ellers var? Canicus havde jo på egen hov oplevet hvor indædt det broderskab var og det havde måske været med til at skubbe ham væk fra det.
” Måske vi kunne have været venner, men alt hvad Herren og broderskabet har lært mig, er at jeg ikke hører til ”

En snert af bitterhed fandt vej over hans tone. Han havde været villig til at ofre alt havde han bare haft en snert af velvillighed fra de andre. Hans adopterede mor var den eneste som havde haft bare lidt medfølelse. Han ønskede dog ikke at det skulle overskygge deres tur.

” Men det er ikke for sent for os Azula, for man er herre over sin egen skæbne når alt kommer til alt. ”

Brummede han så bare med et lille smil, inden hans mule blidt rørte hendes skulder. Han var dog hurtig til at trække den til sig. Ilden brændte heftigt i den unge hingst, som den havde gjort i hans far. Han kunne mærke den pulsere og nogle gange følte han sig meget sårbar på askeøen i det han stod i flammende kontrast til alt andet. Azula havde en eller anden effekt på ham lige nu, så ung og smuk.

Hun lyttede til hans ord og vippede lettere sørgmodigt de rødbrune ører ud til siden. Måske vi kunne have været venner... Ja, måske kunne de have været venner, så hvorfor var de ikke blevet det? Hun havde  været så opslugt af sig selv og sine andre venner, at hun slet ikke havde skænket Cinaéd en tanke. Selvom han også havde været på deres alder og havde manglet en legekammerat, så var det alligevel kun hendes bror og Saskia, hun havde leget med. Hun havde jo kendt dem lige fra fødslen af, og derfor havde det virket naturligt for hende at holde sig til dem og ignorere Cinaéd. Men det var jo fuldstændig forkert! Saskia var lige så meget en outsider, der var kommet udefra, som Cinaéd var - den eneste forskel var bare, at Saskia far var hendes onkel Ayin. Men alligevel burde det ikke være grund nok til at have holdt Cinaéd udenfor på den måde! Det var forkert...

,,Jeg er så ked af, at vi har behandlet dig på den måde, Cinaéd. Der er jo masser af de voksne Skygger, der er kommet udefra og alligevel er en stor del af flokken nu, så det er forkert at have behandlet dig som en outsider, bare fordi du ikke er født her."

Hun kunne godt fornemme bitterheden i hans tonefald, og hun bebrejdede ham virkelig ikke. Hun ville helt hundrede også have været bitter, hvis nogen havde behandlet hende på den måde!
Hun lyttede til hans næste ord og smilede mildt.

,,Det har du fuldstændig ret i. Og jeg er glad for, at vi kan lægge fortiden bag os og lære hinanden bedre at kende nu. Så hvad er dine planer, Cina? Vil du blive her i flokken og prøve at joine Skyggerne, eller vil du forlade flokken og gå dine egne veje i stedet?"

En lille del af hende håbede, at han ville blive her sammen med hende og forsøge at blive et fuldbyrdigt medlem af broderskabet. Men hun forstod udmærket også godt, hvis han hellere ville forlade dem og få sig et nyt liv. For sandheden var jo, at ingen af de andre rigtigt havde taget godt imod ham i broderskabet, så hun kunne ikke bebrejde ham, hvis han ikke ønskede at være en del af det længere.
Hans mule rørte nu blidt hendes skulder, og det fik det atter til at brænde mod hendes skind. Ikke på en ubehagelig måde, men på en så sensuel og rar måde, at det blot føltes varmt og behageligt, selvom det brændte. Det var blot en rar kontrast til det kolde vand. Han var dog hurtig til at trække den til sig igen, og hun mærkede straks, hvordan hendes krop længtes efter mere. Hun strøg ham derfor selv flygtigt over skulderen og sendte ham et varmt smil.