Bedazzled [Ava]

Xenon skød op i en latter inden han lod den dø ud til en skummel klukken i det hans tanker nu fokuserede på hvordan de fik luret den gyldne hoppe væk. Han grublede kort inden han dertil brummede.

” Volontaire… Ham der gav sit hjerte væk til min far for at beskytte hende. Bah. Giv hende en grund til at komme herover af. Noget værdifuldt. ”

Den gyldne havde hørt historien om hingsten. Hans mor havde været der, talt med ham. Xenon stolede ikke på nogle som indgik, handler med hans far. End ikke hans egen mor.

71

”Det ville være for stort et sats at bringe hende helt herover. Det ville gøre det langt nemmere, hvis han kunne komme med et tidspunkt og et sted i hvert fald. Men uanset hvad må vi være parate. Jeg tror det er nemmest at regne ud fra et sted der ikke er Foehn. Her er vi stærkest, så hvis vi går ud fra vi er på vores stærkeste og det viser sig at være et andet sted og vi er svagere, kan det ødelægge det hele.”

Ava lod blikket hvile på Xenocrates i lidt tid. Var det virkelig sådan det gik til? Nok havde hun været skygge i længere tid end Volontair, men hun havde kun meget kort mødt ham før den tid, og havde ikke haft så forfærdelig meget at gøre med sine brødre og søstre. Hun vidste hvem de var og nogle enkelte havde hun tilmed brugt tid sammen med, men hun kendte langt fra til detaljer om deres liv som skygge eller før de valgte mørkets vej.

”Jeg vidste de havde kendskab til hinanden, men ikke at han gav sit hjerte for at beskytte hende?”

Det var noget Ava ikke rigtig brød sig om. Især fordi hendes tiltro til andre var blevet langt mindre. Men han lod til at mene hans ord da hun snakkede med ham, fordi hun havde valgt ham fra og kastet ham til side til fordel for en anden. Hun havde nok selv valgt at gøre det samme, hvis en hun havde forsøgt at beskytte, lavede samme nummer.

" Jo vist. Jeg finder det bare pudsigt at man kan vende en ryggen så hurtigt efter man har ofret så meget. Men hvis du stoler på ham, så må jeg stole på din dømmekraft "

Xenon var ikke begejstret, men satte heller ikke spørgsmålstegn ved Avas opfattelse af hingsten, i og med hun kendte ham bedre og den gyldne aldrig havde stået overfor ham. Betragtet ham i skjul, men aldrig gået i dybden. Måske havde det været en fejl hvis han reelt vidste hvad den sorte var ude på. Han slog en tanke.

" Vi har brug for en i Teylar der kan stoles på. Måske en ung sjæl. "

74

Ava kneb øjnene sammen et øjeblik. Et eller andet sted kunne han jo have ret. Men kunne det ikke lige så vel være noget han sagde for at så tvivl? Måske var det ham der rent faktisk var ude på at infiltrere deres planer? Og så alligevel ikke. Det kunne det ikke være, når det var hende der havde indviet ham i sine planer, uden at han på nogen måde havde givet udtryk for sin holdning over for lyshoppen.

”Jeg er nødt til at stole på ham. Også selv hvis det strider imod min egen vilje. De andre valgte ham som Volin af Aljun. Det er ham der bestemmer. Det er ham der giver Herrens ord videre”

Der skulle ikke være nogen tvivl om Ava var bitter omkring de andres valg. Selvfølgelig havde hun haft nogen på hendes side, ligesom hende og Volontaire havde snakket om de begge kunne dele pladsen, for to hoveder kunne være bedre end et, og de var trods alt begge to meget stærke. Men selvfølgelig skulle der være de to nybegyndere, der intet havde gjort for broderskabets fremtid eller Herrens frihed, der skulle ødelægge det hele og påstå der kun kunne være en, og at det ikke var en hoppes plads at stå i spidsen – heller ikke selvom hun var langt stærkere end nogle af de andre og endda havde været i broderskabet i længere tid og dermed tjent Herren i længere tid end de fleste af dem. Kun den hvide skygge og tvillingernes far, havde været der længere tid end hende. Den ene havde stemt på dobbelt lederskab og den anden på hende. Deres ord burde have vejet mere end to rookies. Men nogle hopper var vel født til at underkaste sig, og nogle hingste vidste ikke hvad der var bedst for dem selv.

”Xenocrates…… Kan du høre dine egne ord? Der er ingen i Teylar der kan stoles på. Vi har allerede mistet en bror til dem. Må jeg minde dig om min skyggesøsters søn der brugte for meget tid hos lyselskerne? Men jeg er åben for forslag, hvis du kender nogen du tror kan klare opgaven”

Xenon lod være med at kommentere yderligere på Avas skyggebror. Det var ikke hans lod at blande sig. Derimod havde han andre idéer.

" Det skal naturligvis være nogle herfra, som de ikke har kendskab til endnu. En ung sjæl, men med hjertet på det rette sted. Et lille monster. Det er selvfølgelig en fordel hvis begge forældre er med på idéen. "

Sådan lagde Xenon ud med sin idé til den sorte hoppe, inden han trippede en anelse på stedet i det han begyndte at blive rastløs. Det var ikke som sådan lige Xenons bedste egenskab, det at holde sig i ro.

77

”Og du vil finde en fra Aljun som skal aflevere sit afkom til nogen i Teylar? Eller finde en udefra, som skal søge ind i teylar med føl og regne med hun vil lade dig bruge føllet? Jeg er ikke helt med på hvordan den idé fungerer”

Hun overvejede det et øjeblik. Det ville ikke være så nemt med et lille føl, og ellers kunne man jo også bare bruge moren, hvis det var for at få noget indsigt i vogterflokken. Det ene øre tippede en anelse bagud, for i et kort øjeblik overvejede hun hvorvidt hendes egne små monstre kunne bruges – eller. . . Et af dem. Azazael ville stikke for meget ud med hans tydelige skygge-aftegn. Men Azula. . . Ava stolede på hende, og hun ville ikke stikke lige så meget ud, hvis hun skulle søge til Teylar.

”Azula kunne være et godt bud, måske, hvis vi skal sende en…. Det lyder så forkert at kalde det spion, men det er vel hvad det er”

" Tænk over det. Det kunne være en mulighed. "

Han brummede stille og lagde så emnet ligge. Han var efterhånden ved at være ivrig for at komme afsted ud til N'zall, mens han dog godt vidste at denne her planlægning ikke bare kunne skippes. Han lod blikket glide rundt mellem skyggerne og vippede svagt med ørerne.
Han undrede sig stadig over deres adfærd fra en tid til en anden, for de talte et sprog han ikke forstod. Nogle kunne overdøve skyggebrødrernes tanker hvis de var tilpas stærke. Han så nu hen på Ava.

" Måske jeg skal finde N'zall til en start?"

80

”At sende min datter i fjendes klør? Eller er det noget andet du tænker jeg skal tænke over?”

Selvom Ava ikke var dum, var hun alligevel ikke helt sikker på hun forstod hvad det egentlig var han havde i tankerne. Hun havde i hvert fald tænkt sig at tænke godt og grundigt over, hvorvidt hun skulle sende Azula til Teylar. Hun ville være den af dem der passede bedst ind der, med mindre hun selvfølgelig skulle satse på hendes skyggesøsters afkom – Ikke den hvide skygges, men den røde. En af de svages. Det hele var trods alt Volontaires idé at de skulle gå efter hoppen, men den røde skygge var ikke en Ava stolede nok på til at indvie i selve angrebet. Hun havde vel stadig ikke vist sit værd, men det kunne da være en start for hende rent faktisk at gøre noget for broderskabet, hvis hun ville mene hendes plads var bedre tjent end Avas. Den hoppe vidste ikke hvad der var bedst for hende selv.

En tanke fik et smil til at vokse sig større og bredere til hun til sidst måtte slå ud i en latter. En latter uden anden forklaring end den hun selv lige havde tænkt sig til. Raikiris ord. 2 ledere ville skabe kaos, splid og anarki. Nej. Det var ham og den røde skygge, der havde sørget for kaos, splid og anarki. Hun måtte lige grine færdig, før hun kunne fokusere på Xenocrates' ord og svare ham.

”Jeg tænker det er en god idé, og jeg forventer du melder tilbage så snart du har et svar?”

" Begge dele på hver sin måde "

Brummede han let, inden han vippede let med ørerne over hendes latter. Han trak let på smilebåndet og klukkede let. Hun var i sandhed bindegal som ham selv. Okay måske ikke nær så meget, men på sin helt egen avaske måde. Han sendte hende blot et lusket smil da hun endelig kom tilbage til overfladen.

" Så må jeg hellere komme igang "

Klukkede han fornøjet inden han sarkastisk bukkede for hende, og herefter vendte rundt for meget målrettet at finde "hans" N'zall. For i hans mening tilhørte hun ham.

//Xen out

84

Xenons buk fremkaldte en form for tilfredshed hos Ava. Selvom det muligvis havde været sarkastisk, havde han alligevel gjort det. Han havde endda i sinde at gøre som hun bad ham. En fornemmelse Ava sagtens kunne blive vant til. Måske lå det alligevel til hendes familie at lede. Selvom hun skulle have stået ved siden af en leder i en fremmed flok, ville hun ikke have været helt uden ansvar selv. Men den plads havde aldrig tiltalt Ava, og havde det ikke været for de gamle traditioner, havde Ava sikkert endt med at tage Arc's plads. Arc selv, var nemlig ikke interesseret i flokken på samme måde.

"indtil vi ses igen, Xenocrates. Jeg håber for os du kommer tilbage med gode nyheder"

Hun fulgte ham med blikket som han begav sig ud for at finde N'zall. Ava selv havde en lidt anden retning at gå, hvis hun skulle klare den lille opgave hun havde pålagt sig selv.