Bedazzled [Ava]

Skyggedans, Aske og mørke. De tre ting var der meget af på denne gudsforladte ø, som sidenhen var blevet den gyldne hingst hjem. Han stod i skarp kontrast til alt det mørke, men det behagede ham fint. Babysitter var han blevet degraderet til, men han havde haft meget sjov med den lille lort, der var vokset sig stor og dødsens farlig. Hans job var næsten fuldført. Den gyldne havde trods alt ikke de store hæmninger selv, men var modnet en del i sin tid på Foehn. Det havde han været nød til.

[1]

22

Det var en afkræftet Ava, der var vent tilbage til Foehn. Afkræftet efter en længere periode væk fra øen end normalt, men også fordi hun havde måtte kæmpe med sig selv, med stemmerne, med skyggerne, for at nå sit mål. Hun havde altid været stædig, og selvom skyggerne nu sad i hendes sind, var det et traitmark de ikke kunne tage fra hende. Det var også den stædighed og viljestyrke, der gjorde hende til en god tilføjelse i broderskabet og ringen af skyggebrødre og skyggesøstre, der havde et fælles mål om at befri Herren, Alduin.

Selvom hovene ikke blev slæbt hen over jorden, var det alligevel tæt på. Det var ikke en knækket hoppe der bevægede sig hen over vulkansten, mos og mørke, men en udmattet hoppe, der ikke ønskede at tage kampen op med nogen som helst lige med det samme. Hun måtte lade op. Suge skyggerne til sig igen for at få sin fulde kraft tilbage.

Lugten af svovl var hun blevet vant til, og det var nok også kun derfor hun opfangede lugten af en anden i hendes omgivelser. Hun standsede og lod blikket glide rundt, uden at flytte hovedet. Lod ørerne lytte et af gangen, for hun ønskede ikke lade den anden vide at hun vidste han eller hun var i nærheden, hvis det var en der allerede havde fået øje på hende.

Lige meget hvordan andre ville have det, så kunne de aldrig gemme sig helt for Xenon. Han havde spottet skyggen af Ava (pun indended) og havde derefter ændret kurs for at følge efter hende. Normalt ville han komme brasende, men han fornemmede godt at det måske ikke var tidspunktet. Han var dog alligevel flabet nok til at træde frem så hun kunne så ham og skridte helt hen til hende.

" Hård aften? "

Brummede han så blot med en udefinerbar undertone. Måske var det et reelt spørgsmål eller måske vidste han det allerede. Man kunne aldrig helt vide sig sikker på Xenon. Den gyldne hingst gjorde ikke meget væsen af sig, netop på grund af at hoppen umiddelbart virkede til at trænge til at hvile sig. Pft. Man kunne hvile når man var død.

24

"Xenoctates..... Jeg synes nok noget lugtede grimt"

Hun undlod at svare på hans spørgsmål, men blev i stedet stående. Automatisk gled ørerne en anelse mod nakken, for selvom Xenon havde ageret barnepige for hende, ville der nok altid være en lille del af hende, der ikke brød sig om ham. Hans far var trods alt Rumpelstiltskin. En snedig gut der gerne snød andre og kunne forlange nogle forfærdelige priser. Hendes moster havde trods alt mistet en tvilling til ham før, på grund af en aftale deres far havde lavet med ham.

"Har du ikke et eller andet du skal?"

En kluklatter forlod Xenon over Avas kommentar og han trak blot på smilebåndet.

" Åh Ava, jeg har skam også savnet dig. "

Brummede han så blot, mens han slog et slag med halen og iagttog hende nøje. Lille Lort var ude og gøre verden usikker og Xenon havde derfor intet rigtigt at give sig til andet end at pine Ava med sin tilstedeværelse. Hvilket var et job han tog meget seriøst. Han holdt sig dog på afstand fra hendes tandsæt, selvom han var den hurtige af det to.

" Nej jeg er bange for det lille monster du har sat mig til at opdrage på har andre ting at give sig til, så du har fået æren af mit gode selskab "

26

Nogen ville måske blive fornærmet over ens afkom blev kaldt et monster, men ikke Ava. Tvært imod. Hun tog det gerne som en kompliment, for så var der mindre risiko for han ville risikere at overgive sig til fjenden hvis de skulle få fat i ham som de gjorde hvid den hvide skygges førstefødte.

"Det glæder mig at høre. Jeg får brug for alt den hjælp jeg kan samle sammen og nogle jeg kan stole på."

Hendes egen søn og datter var med garanti nogle hun kunne stole på. Hun havde sat dem i verdenen og hun havde taget sig af dem. Det var aftalen. Ayin havde givet hende hvad hun ville have, men det havde ikke ændret på noget. Han var stadig bare en skyggebror og der havde hverken været følelser eller forpligtelser forbundet med det. Det var ren og skær business.

"Skulle du ikke selv se at skaffe dig et lille monster som du ikke slår halvt ihjel? Jeg er sikker på der er masser af hopper der ville falde for...... well..... hvad end det er du tilbyder andet end gener med din tilstedeværelse. Der er trods alt mange der finder de rolige typer kedelige."

Xenon kom med det sædvanlige luskede smil over at Ava havde brug for hjælp. Han var naturligvis interesseret. Ava kunne stole på at han ville hjælpe hende. Han følte sig faktisk ganske hjemme i den rolle. Han sendte hende et sigende blik, i det han nu ønskede at høre mere om denne såkaldte hjælp.
Han nåede dog ikke så langt i og med at hun nu kom med et nyt spørgsmål, hvortil han sagtens forstod hvad hun hentydede til. Nej det lille problem var han blevet hjulpet af med.

”Pfft… Du har måske nogle forslag? Eftersom det nok er dig der får mest glæde af sådan et monster”

Xenon afviste det ikke. Det var en kløen han sagtens kunne tænke sig at slippe af med. Faktisk så tiltalte ideen ham rigtig meget. Han hentydede selvfølgelig til at hvad end der ville komme ud af sådan et møde, var noget der ville falde til Avas fordel.

28

"Forslag? Jeg kender ikke din type, Xenocrates. Mit bedste gæt er hvad som helst med en puls. Men jeg er nu sikker på du sagtens kunne finde noget at bruge et lille monster til."

Det var ikke særligt høje tanker hun havde om ham og det var ikke nogen hemmelighed. Langsomt trådte hun en anelse tættere på mens hun kneb øjnene en anelse sammen. Egentlig var hun ligeglad med hvem han havde tænkt sig kunne hjælpe ham med at skabe det perfekte lille monster, men der var et par undtagelser. Der var hendes egne døtre hun ikke mente skulle være offer for hans lyster eller ubehagelige selskab.

"Azula og Nymphadora er forbudt område. Men bortset fra det, er jeg ligeglad med hvad du finder på."

Tonen var alvorlig. Der skulle ikke være nogen tvivl om hun mente det alvorligt. Hun havde heller ikke tænkt sig at lade ham slippe godt fra det, hvis han rørte hendes piger.

Han sendte Ava et elevatorblik for ligesom at fortælle hende typen. Han lagde bestemt ikke skjul på at hun gik ind under den kategori. De næste ord kom ikke som nogen overraskelse og han kunne ikke lade være med at skære en grimasse.

” Jeg trækker grænsen ved familie, og selvom den ene ikke helt tæller, så du kan være helt rolig, min kære Ava. ”

Han sendte hende et uskyldigt smil og tøffede kort en runde omkring hende, mens han nu kom i tanke om at samtalen var startet med noget helt andet.

” Så omkring den hjælp. Hvad er det helt præcist det drejer sig om. ”

30

Ava himlede med øjnene i stedet for at svare. Der var ingen tvivl om de sagtens kunne skabe et monster. Et der måske endda var ude af kontrol. Hun endte med at ryste på hovedet af ham. Hendes døtre var trods alt hans niecer, men hun var ikke som sådan i familie med ham. Hun anså ikke rigtig sig selv for at være en del af hans familie på samme måde som hun engang havde gjort det.

"Illana"

Det var et ord. Et navn. Et navn mange vel kendte, og det ville undre hende hvis ikke han kendte til hende. Det var trods alt en der havde været meget rundt omkring og mødt mange. En af dem der havde været i landet i længere tid end hende selv.

Xenon sendte hende blot et lummert smil, men det smil døde ud så snart et særligt navn blev nævnt. Normalt så man ikke Xenon i sådan et humør, men per automatik lagde han ørerne ned i nakken og en snært at blottede tænder kunne anes i det han fnyste. De blå øjne slog næsten gnister. Han havde for nyligt haft et møde med sin søster, hvor denne gyldne skabning havde blandet sig. Magen til ubehøvlethed.

” Du har min fulde opmærksomhed ”

Lød det så dybt seriøst fra ham. Så seriøst at man måske burde være en anelse skræmt.

32

Hans reaktion morede Ava. Hvordan kunne det ikke? Det så ud som om han brød sig lige så lidt om hende som hende selv. Den vellidte hoppe var måske ikke helt så vellidt alligevel som Ava først havde gået og troet. Måske ville det ikke være helt umuligt at finde nogle der kunne hjælpe hende. Og ud fra hans udtryk, kunne hun med 90% sikkerhed stole på han ville gøre sit bedste.

"Jeg ønsker hende skaffet af vejen, men jeg er ikke i stand til at gøre det alene. Det gik ikke så forfærdeligt godt sidste gang. Den fejl begår jeg ikke igen."

Den kunne koste hende dyrt. Hun havde været heldig første gang, men nu vidste lyshoppen også, hvordan hendes lys kunne give hende en stor hjælp.

Selvom Avas ord var noget han helt klart kunne slutte sig med på, så var der ikke et smil at spore hos ham endnu. Han nikkede blot stille og konstaterende, mens han nu huskede tilbage på hvad han havde fået med fra det hurtige møde.

” Den magi hun besidder, er som du nok ved stærkt, men hendes sind, bah. Intet værd at skrive hjem om. Frygtelig naiv. Så hvad er dit forslag? ”

Xenon fastholdte sit blik på Ava, mens tankerne stadig kørte i hovedet på ham.

34

"Jeg ved ikke hvordan vi bedst muligt kan få hende ned med nakken, men jeg ved jeg ikke rigtig kan nærme mig. Ikke før hendes lys er brændt af. Alt hvad jeg ønsker, er hendes halskæde. Du kan gøre med hende hvad du har lyst til. Vi kan ikke gøre det alene. Vi får brug for flere. Mine to små monstre kan vi sikkert regne med, men er det nok? Selvom jeg er stærk har jeg ikke en chance mod hende før hun er svækket. Vi skal bruge en der kan kan undværes......... Mit bedste bud.. Raikiri"

Der var ingen tvivl. Hans kommentar omkring hendes plads i broderskabet bar hun nag over - det ville ikke komme til at ændre sig lige med det samme, hvis overhovedet nogensinde? Han var en skygge hun godt kunne undvære. Hellere ham end hendes egne unger. Hun ville heller ikke have så forfærdelig meget imod at ofre den gyldne hingst, men hun følte alligevel hun bedre kunne stole på ham end hendes skyggebror.

Xenon var bekendt med at der var uro iblandt skyggerne. Han havde trods alt haft en samtale med Ava før. Hvis hun mente at denne. Raikiri kunne bruges til lokkemad eller lignende så var det fint med ham.

” Det er dig der kender dine brødre og søstre bedst. Den eneste jeg har kendskab til, som stadig er her foruden dig, er N’zall, men det er længe siden jeg har beriget hende med mit selskab. Og det ville være et frygteligt spild at undvære sådan en køn skabning. Hvis der en dag kommer et lille monster, så har vi en mere. Nyt, ukendt blod. ”

Det var tydeligt Xenon lagde stort arbejder i de nuværende tanker om hvordan den gyldne hoppe kunne jordes på bedst mulig måde.