In the end [Raikiri]

Den sorthvide hoppe begav sig stille og roligt over den askefyldte ø. Halen svirpede hidsigt bag hende, mens små gnister sprang omkring hende. Hun var i et hidsigt lune grundet hendes hormoner, og et bagben blev ind i mellem sat bagud.
Hun stoppede nu op en anelse gemt væk i mellem krat og buskads. Hun havde længe vandret den samme rute, igen og igen for til sidst at ende ud tilbage hertil. Hun var rastløs og hun vidste godt hvorfor. En utålmodig skraben fik asken til at hvirvle op omkring hende, inden hun så fnyste. De mælkefarvede øjne kiggede nu ud igennem de lille buskads der kun lige var stort nok til at to knapt kunne bevæge sig rundt.

Kaos! Det var vist det ord, der bedst kunne beskrive, hvad der var kommet ud af fællesmødet mellem Skyggerne. Af et broderskab at være, var der godt nok ikke meget fællesskab. De kunne ikke engang blive enige om en leder... Men kaosset var for alvor brudt ud, da Raikiri var kommet til at udtrykke, at han ikke så Ava som en værdig leder af flokken, fordi hun var en hoppe. Det var godt nok ikke faldet i god jord hos de andre hopper i flokken! Men okay, han var godt klar over, at det var en meget provokerende udtalelse, så det var selvfølgelig fair nok, at de ikke havde taget det så pænt... Havde han fortrudt, at han havde sagt det? Hmm, både og... For på den ene side, så stod han ved sin mening og mente, at han var i sin fulde ret til at komme med sin ærlige holdning til at stemme på Volontaire i stedet for Ava. Men på den anden side, så var det selvfølgelig ikke fedt, at blive så upopulær allerede, når han endnu var så ny. Og så havde han jo også håbet på, at han ville kunne blive nogenlunde gode venner med Ava en dag og få hende til at stole på ham - men det kunne han vist godt slå en rød streg over nu. Ava havde aldrig hadet ham så meget som nu!

Han ville dog ikke lade dette slå ham ud! Han havde altid været en stærk og selvstændig hingst, der var ligeglad med andres meninger om ham, og dette gjaldt selvfølgelig også i denne situation. Dog havde han sørget for at holde lidt lav profil de sidste mange måneder og ikke rode sig ud i alt for mange problemer. Han ønskede jo trods alt ikke at blive smidt ud af broderskabet, allerede inden han rigtigt var kommet ind... Derfor bevægede han sig nu af sted igennem asken med en rank holdning, højtløftet hoved og et selvsikkert smil. Han var bundet til denne ø af skyggerne om sine lunger, så han måtte prøve at få det bedste ud af det.

Problemer var ikke andet end hvad den sorthvide hoppe havde i tankerne lige i øjeblikket. Et uvidende offer havde fundet vej ind på hendes lille vandrerute og hun betragtede ham diskret fra sit skjul. Han virkede dog en anelse fraværende, eller også var han bare til andet selskab. Hun havde dog endnu ikke i sinde at give sig til kende, men stod blot og spionerede. Hun slog et par diskrete svirp med den hvide hale, mens hun funderede over denne skabning hun havde mødt før.
Hun havde faktisk brudt sig vældigt godt om ham, altså i det omfang hun brød sig om andre og det havde da været en ganske sjov stund at lege lidt med ham. Hun iagttog hans aftegn og måtte konstatere at han ligeså var blevet en del af det broderskab der herskede på øen. Besynderligt. Tanken gled kort tilbage på sin hvide skygge, som hun havde haft meget sjov med. Han var dog ikke mere. Hvilken skam.

Han bevægede sig roligt igennem landskabet i den tro, at han var alene, da hans Skygger pludselig begyndte at tale til ham. Deres hvislende tunger hviskede til ham, at han blev betragtet af en anden sjæl mellem askens skygger. Han stoppede op og lod de blå øjne spejde frem for sig. Han kunne ikke lige umiddelbart se nogen, men han stolede dog på sine Skygger og var ikke i tvivl om, at de vidste ting, som han ikke vidste, og kunne se ting, som han ikke kunne se. Han klemte derfor lettere truende de blå øjne sammen, inden han lod sin dybe stemme lyde ud i luften.

,,Hvem dér? Kom dog frem og vis dig som en mand, i stedet for at stå dér og gemme dig som en kujon."

” - men jeg er ingen mand? ”

En lunefuld brummen kom nu fra hoppen i det at hingsten nu begyndte at kejle op. Hun maste sig nu på mest elegantvis ud igennem krattet lige foran hingsten og slog et par heftige slag med halen, mens hun blot lod sit blik hvile på den sorthvide Raikiri.

Myth vimsede let en runde omkring han, inden hun stoppede op foran ham igen.

” Er du? ”

Brummede hun så med udfordring gemt i de feminine toner som sang mod ham. Myth var i et vældigt humør i dag. Måske var det brunsten eller måske var det bare fordi at hun langsomt var glædet over i et stadie af ligegyldighed.

Han fik et overrasket udtryk i øjnene, da en hoppestemme pludselig lød i hans ører, efterfulgt af en lunefuld brummen. Ganske elegant maste den fremmede sig nu ud af krattet foran ham, og til hans store fornøjelse kunne han se, at det var en køn og slank hoppe. Han smilede charmerende til hende og brummede dybt, inden hans stemme lød i lettere sleske toner.

,,Det beklager jeg."

Hun begyndte nu at vimse en runde omkring ham, og ganske intenst fulgte han hende med blikket. Pludselig gik det op for ham, at han havde mødt denne hoppe før. Tordenhoppen med de fascinerende aftegninger, der havde slået gnister nærmest som rigtige lyn. Smilet om hans mule blev endnu større, inden hans stemme atter lød, denne gang i et charmerende tonefald.

,,Nå, det er dig? Det er stadig ikke lykkedes dig at komme væk fra Foehn, kan jeg se."

Han kunne ikke lade være med at slå en maskulin latter op, da hun stoppede op foran ham og lettere udfordrende brummede, om han selv var en mand. Han lod let sit blik glide mod hendes indbydende bagpart, tog en stor, dyb indånding af hendes sødlige duft af brunst og sukkede saligt, inden han sendte hende et lettere perverst smil.

,,Det kan vi jo finde ud af?"

" Hvem siger jeg har forsøgt? "

Brummede hun nu i lyse toner, mens hun cirkulerede en anelse omkring ham. Hun havde ikke forsøgt at søge væk for det var hendes hjem nu og til den dag hun ikke længere skulle være her mere. Myth vidste at når den dag kom ville hun møde døden med et smil. Raikiris næste ord fik hende dog til at himle let med øjnene. Pfft! Myth slog et slag med hovedet i det hun fulgte hans blik bagud, inden hun så på ham igen. Hun strøg sig kælende mod ham, inden hun dog ikke kunne lade være med at zappe lidt til ham. Han skulle jo nødig gå hen og tro det ville blive nemt for ham. Han kunne i hvert fald være sikker på at han ikke fik lov til noget før hun gav lov, men derfor betød det ikke at hun ikke kunne tirre ham. Det var en leg hun havde leget mange gange før. Hun stillede sig nu med fronten mod ham og hvælvede let i halsen.

" Ja så? "

Brummede hun så. Han måtte jo i gang med at bevise sit værd.

Han smilede stort og charmerende til hende.

,,Oh, så du kan altså godt lide det her?"

Han kunne ikke lade være med at smile et bredt og provokerende smil, da hans ord fik hende til at himle med øjnene og slå fornærmet med hovedet. Han elskede at ophidse hopper på den måde. For i hans øjne havde hun selv lagt op til det, og han var derfor mere end berettiget til at give hende sådan et svar igen.

Hendes næste træk kom noget bag på ham. For selvom hun lige havde virket lettere fornærmet og krænket over hans ord, strøg hun sig nu kælent op ad hans krop. Han så forvirret på hende, men brummede så blot spindende. Han sagde da bestemt ikke nej tak til lidt hoppekontakt...
Hurtigt gik det dog op for ham, hvad hendes intentioner havde været, da han nu mærkede et ordentligt zap støde igennem sin krop. Han veg til siden med et forskrækket fnys og stirrede vantro på hende. Var hendes aftegn rent faktisk rigtige lyn?! Shit, hvor vildt! Det store smil om hans mule blev endnu bredere. Han var nemlig heldigvis helt upåvirket af smerte, så hendes lille manøvre havde kun gjort hans fascination af hende endnu større!

Hun stillede sig nu op foran ham og poserede smukt for ham - det gjorde hun i hvert fald i hans hoved - mens hun blot brummede et ja så? Han så nysgerrigt på hende med et blik, der glimtede frækt.

,,Det er måske noget, du er interesseret i at finde ud af?"

”Selskabet kunne være bedre ”

Bed hun blot igen, med et sigende blik i hendes øjne. Han skulle bestemt ikke tro han kunne stå der uden at få noget retur. Et indiskret bagben blev viftet bagud for ligesom at understrege hvilket temperament der lå gemt i den fyrige hoppe.

Aha. Hun trak på smilebåndet da han modtog hendes zap for det nummer blev aldrig for gammelt og måske han så kunne lære at begå sig med bare lidt respekt. Et hoppet fnys kom fra hende og hun løftede hovedet. Han var virkelig ikke særlig skarp var han? Myth trak sig dog ikke væk fra ham, men brummede blot feminint.

” Du kommer ikke langt med den attitude, kære . ”

Hun trådte frem så de nærmest stod bringe mod bringe, hendes mule kun få millimeter fra hans, inden hun igen trak sig væk og daskede ham nu i hovedet med halen, mens hun gjorde et kast med hovedet i det hun afsluttede sin kredsen og igen stod med fronten mod ham.

”Nå? ”

Lød det så en anelse utålmodigt fra hende. Ingen tvivl om at hun ville zappe hans røv i laser hvis han forsøgte sig med blot at tro han kunne tage for sig med det samme. Hun skulle først og fremmest overbevises.

Han lo dybt over hendes kommentar om, at selskabet kunne være bedre. Selvom det kunne virke som en generel kommentar om Foehn, så var han ikke i tvivl om, at den var henvendt provokerende til ham - og han elskede det! Hendes lille spark med bagbenet fik også kun det mørke smil om hans mule til at blive endnu større. Han elskede hopper med temperament!

Selvom hun lige havde zappet ham, valgte hun dog ikke at trække sig væk fra ham, hvilket han var glad for. Det kunne måske virke lidt underligt, at man ikke ønskede afstand til en person, der lige havde påført en skade - men for Raikiri betød smerte ikke så meget. Faktisk var det kun med til at gøre ham endnu mere opstemt...
Hun kom nu med en provokerende kommentar om hans attitude, inden hun daskede ham i hovedet med sin svirpende hale for derefter at stille sig foran ham med en spørgende attitude. Det sved lidt, dér hvor hendes hale havde ramt ham som en pisk, men den brændende følelse føltes blot berusende i hans indre.
Han lagde let hovedet på skrå og brummede dybt og maskulint, inden han sendte hende et charmerende blik og et kæmpestort, nærmest dramatisk smil.

,,Hvilken attitude foretrækker du så, min kære? Sig hvad du vil have, og jeg skal fuldføre dine ønsker. Jeg er din."

" Hmmm "

Brummede hun nu, inden hun sendte ham et hoppet udtryk. Hvilken attitude. Tjoh det var jo op til ham selv at finde ud af, mens hun nu strøg sig kælent op af ham som en anden kat. Hun lagde ikke skjul på at hun havde noget i sinde og hun nappede en anelse hidsigt til ham, mens hun løftede hovedet og så på ham. Hun skubbede nu til ham, for at få lidt gang i ham. Hun ville bestemt gerne opvartes og han skulle ikke tro han kom langt uden.

" Jeg tror allerede du ved det. Min kære "

Myth lagde tirrende bagpartiet mod hans side inden hun igen flyttede sig, så hun stod skulder mod skulder. Mulen gled over hans skind og hun stoppede da, afventende.

Hun holdt nu endelig inde med sit zapperi og begyndte i stedet at gnide sig kælent op ad ham som en anden kat. Han brummede nydende i spinnende toner. Selvom han ikke havde noget imod smerte, så var det her naturligvis noget rarere...
Pludselig nappede hun dog en anelse hidsigt til ham, hvilket blod fik et bredt, skummelt smil frem på hans ansigt. Hun virkede en anelse utilregnelig og konfliktende i sin adfærd - men han kunne lide det.
Han mærkede da et skub fra hende, som om hun hundsede med ham for at få ham i gang. Smilet om hans mule blev endnu bredere, mens han blot brummede tirrende. Hvad end det var, hun ville have ham til, så var han så klar!

Hendes ord lød dernæst i hans ører og fik et charmerende smil frem på hans ansigt. Kunne det virkelig passe, at hun virkelig var interesseret i det, som han tænkte på...? Tja, hopperne blev jo trods alt altid lettere sindssyge i deres brunstperioder, så det var nok meget tænkeligt, at hendes hormoner havde taget over, og hun derfor ikke rigtigt var klar over, hvad det egentlig var, hun var ved at sige ja til... Men det gjorde skam ikke ham noget; han udnyttede gerne situationen til at få lidt runga dunga 
Han mærkede nu hendes bagparti glide tirrende ned langs hans side, indtil de stod skulder mod skulder. Duften af brunst spredte sig i hans næsebor og fik ham til instinktivt at udskyde en maskulin brummen, mens han mærkede et lille ryk i sit underliv. Han var så klar...

Hendes mule gled nu let over hans skind, inden hun da stoppede op og afventede hans reaktion. Han drejede hovedet og så på hende med et tændt blik, inden han tirrende nappede ud efter hendes skulder. Han lagde derefter mulen mod hendes pande og drejede bagkroppen en omgang rundt om sig selv, så han nu befandt sig foran hende. Herefter lod han mulen glide fra hendes pande og ned over hendes hals, mens han gned sin krop tæt op ad hendes og fortsatte hele vejen ned ad hendes side med mulen kørende blidt ned ad hendes ryg. Han stoppede op lige ud for hendes lækre mås og masserede blidt hendes kryds. Der var ingen skam i at blodgøre sin dame og varme hende lidt op, inden hun skulle have den helt store tur...

Da et lys endelig gik op for skyggehingsten kunne hun ikke lade være med at smile lumsk. Hun havde ham præcis hvor hun ønskede og måske synes han det virkede for godt til at være sandt, men hun havde længe gået og trippet efter noget spænding i hendes liv igen, efter alt dramaet havde lagt sig. Hun svirpede med halen og stillede sig an, mens han endelig havde forstået hvad det var han skulle igennem inden han kunne få lov. Hun gengældte kærtegnet hen langs han side og lod mulen tirrende køre op langs hans inderlår inden han nappede ham let i flanken, med et iltert fnys. Hun var helt elektrisk under hans berøring, dog uden zap eller andet sjovt for nu.

Hun måtte se sig selv overrasket da der gik relativt kort tid før hun ikke rigtig kunne være i sig selv mere. Først løsrev hun sig lidt og rystede sig og det virkede nærmest som om at hun havde snydt ham. Dette var dog bare et lille trick for at tirre ham endnu mere, og hun bakkede nu ind i hans bringe med halen flyttet af vejen. Benene stod spredt i det hun jo godt havde set størrelsen på ham. En lys feminin brummen kom fra hende og hun slog kort med hovedet med et lille hyl.

Han mærkede, hvordan det let sitrede igennem hele hans krop, da hun gengældte hans kærtegninger langs hans side. Hans krop eksplodere i et væld af små stød, da hendes mule nu tirrende gled op langs hans inderlår - denne gang var det dog ikke elektriske stød fra hoppen, men derimod blot små behagelige stød fra hans egen krop. Hun nappede ham nu let i flanken, og han mærkede hele sin krop spænde op i en følelse af opstemthed - han var så tændt!
Men bedst som hun lige havde fået tændt alt i hans krop, løsrev hun sig nu fra ham igen og rystede sig, som om det hele bare havde været et trick. Han mærkede blodet syde under sin ophedede krop og var fast besluttet på at tage denne hoppe med magt - hun skulle sgu ikke slippe godt fra at have kørt ham sådan op og så bare droppe det igen!

Men til hans store glæde behøvede han slet ikke at tænke videre på den tanke, da hun nu bakkede direkte ind i hans bringe med halen flyttet af vejen og benene godt spredt til side, som om hun bare sagde: Tag mig! Han brummede en anelse forvirret og stirrede bare skeptisk på hendes bagdel. Kunne det virkelig passe? Eller var det bare endnu et af hendes små tricks, der ville resultere i, at han endte ud med en ristet penis? En lys og feminin brummen forlod hende dog nu, inden hun kort slog med hovedet og udstødte et lille hyl. Hun virkede lige så klar og tændt som ham... Så oh well. Here goes nothing!

Han sprang op på hende og klemte sig fast med sine forben, dog i et forsøg på at være så skånsom som muligt. Han vidste jo godt, at han var en meget stor og tung hest i forhold til hende, og han ville da gerne gøre sit til at gøre oplevelsen behagelig for hende også. Hans krop trak sig sammen i små stød, da han var så tændt, og rent instinktivt udstødte han et par små, frustrerede fnys, fordi han ikke kunne få udløst sit behov. Men han holdt dog ud og blev blot prøvende stående i lidt tid for at være sikker på, at hun ikke bare zappede ham...

Snart mærkede hun hans vægt på hende og hun var heldigvis forberedt på det og stod derfor solidt plantet i jorden, mens hun mimrede med mulen. Det var dog som om at den sort-hvide hingst ikke kunne finde ud at hvad han skulle deroppe og hun rykkede en anelse på sig inden hun drejede hovedet rundt og bed ham i forbenet med et utålmodigt fnys. Kom i gang eller smut ned var det hun udstrålede, mens hovedet blev hævet og ørerne vippede frem og tilbage, mens hun tog et enkelt skridt bagud for at hentyde til at han godt kunne tage sig lidt sammen.

Selvom hun havde fire afkom så var det ikke siden de første to at hun havde stået i den her situation. Hun havde været ung, meget ung og hun kunne knapt huske det. Instinkterne lod hun derfor tage over og hun havde særligt udvalgt skyggehingsten her af sine helt egne grunde.