At night | Åben

”Det er også det jeg fortæller mig selv. Jeg kan stadig kun håbe på det er det værd. Men omvendt også. Hvis ikke der var nogle vogtere, ville jeg heller ikke behøve beskytte hende. Måske ville det have været smartere at søge væk fra Teylar i stedet? Det er aldrig til at vide. Men hvis skyggerne kommer efter vogterne er et jo egentlig lige så meget mig selv der nu har sat en målskive på min egen ryg og dermed trækker farer med mig hen hvor min datter er også”

Der var sikkert mange forskellige meninger om emnet. Selvfølgelig så han det som en stor ting at være vogter og han ville da også gøre hvad han kunne for at beskytte hans hjem, men om det gavnede ham i hans forsøg på at holde hans datter i sikkerhed var han ikke helt sikker på.

”Se frem i tiden. Må det være. Som sådan en dejavu følelse. Alt jeg ser, kommer ikke nødvendigvis til at ske, for fremtiden er ikke fastlagt og kan ændres. Men nogle ting føler jeg at jeg oplever to gange. Jeg har stadig ikke helt styr på hvordan det fungerer. Eller hvordan jeg fremkalder de syn hvis jeg overhovedet selv er i kontrol over dem. Det er rimelig nyt."

18

Der kunne lægges meget energi i denne snak, de to hingste havde åbnet, omkring hvorvidt vejen som Vogter ville give dem muligheder eller udfordringer. Den skimlede forstod udmærket de tanker, som den ibenholtsorte satte ord på; for dét at være vogter, gjorde dem også mere synlige og ønskelige for Skyggerne at jagte. Så vidt den skimlede havde forstået det, var de to modsætninger nærmest skabt til at søge at ødelægge hinanden, hvilket han synes var en skam.
Han lagde dog låg på dén snak, og hæftede sig i stedet ved det han synes var mest interessant, nemlig den evne som den ibenholtsorte havde erhvervet sig. Han brummede sagte, spandt de drømmende toner, inden han trådte den unge Titan en anelse nærmere med ædle skridt.

,,Tid.. Det lyder utroligt fascinerende, det at kunne se den mulige fremtid - sig mig, Titan, kan du se den fremtid der venter for du og jeg?"

Den drømmende hingst var nysgerrig. Det var nok den største drivkraft han bar; lysten til at vide, lysten til at udforske. Om den unge ville - og kunne - bruge sin evne i dette øjeblik kunne han ikke vide, men det afholdt ham ej fra at spørge.

[10]

Den skimles spørgsmål fik et eftertænksomt udtryk frem hos Titan. Han var selv nysgerrig på svaret, men på samme tid også en anelse bange for det.

”Jeg ved ikke hvor meget der er forudbestemt og hvor meget der kan ændre sig. Men hvis jeg fortæller dig du ville gå til højre, kan du vælge at gå til venstre og dermed vi den fremtid jeg har set været ændret. En småting. Men en ting er sikkert: Vi vil alle sammen dø på et eller andet tidspunkt, så den del ligger fast – men tidspunktet og måden kan jo ændre sig.”

Der var stadig meget han manglede at lære omkring det, og så længe havde han jo heller ikke set fremtid eller fokuseret på noget bestemt. Han havde ikke turde se i sin egen fremtid – ikke den nærmeste, men heller ikke langt væk. I stedet fokuserede han på den skimle for at se hvor meget han kunne opsnappe der.

”Jeg tør ikke se på min egen fremtid. Jeg er bange for hvad jeg ser. Men jeg ser nogle glimt af din. Jeg har set dig sammen med en skygge. Ikke en jeg har set, men som jeg alligevel synes at genkende…. Det giver ikke ret meget mening.”

22

Han lyttede meget intenst til de ord, som den ibenholtsorte udtalte. Det var et interessant emne, og tanken om at viden omkring fremtiden alene ville kunne få den til at ændre sig, var meget fascinerende. Han havde jo ret, for kendte den skimlede vandre sine næste skridt ville hans bevidsthed måske drive ham til at vælge en anden retning; og måske ville den ikke? Uvisheden ville blive til vished, men når den kun var begrænset, ville det så ændre på hans valg? Han brummede eftertænksomt, inden han nikkede bekræftende. Den sidste kommentar fik et lille smil til at tegnes om den mørke mule - for jo, alle trådte de ét skridt nærmere deres endeligt, hver gang deres hove ramte jorden.

,,Hvordan selv de små ting påvirker selve livets vej, er fascinerende. Tanken om, at selv de mindste og uforudsigelige ting kan ændre livets gang er skræmmende. Det er en stor gave, du bærer Titan, men jeg forstår godt at du ikke ønsker at se din egen fremtid."

Han lagde hovedet lidt på skrå bagefter. Han nævnte en skygge - en, som virkede fremmed og bekendt på samme tid. Han brummede atter eftertænksomt, inden han lod blikket glide lidt imod horisonten.

,,Jeg har mødt Skygger før, du sorte. Men kun to har haft betydning for mig."

Sagde han nærmest fjernt, inden han lod de mørkeblå øjne søge tilbage imod Tidvanderen. I det tavse sind var det det navn, som den skimlede havde tilegnet den ibenholtsorte hingst, som nok var den han hidtil var kommet bedst ud af det med - og den eneste, som han selv havde givet et navn.

[1]

”Meget skræmmende.”

Titan selv ønskede heller ikke risikere se sin egen død. Den var nok noget af det han var aller mest bange for. Og hvis han så den, kunne han enten gå og vente på den eller forsøge at undgå den og hvis han forsøgte at undgå den, måske endda træde i netop de spor der satte en kædereaktion i gang og til sidst endte med det syn han havde forsøgt at undgå. Nej. Han vidste han måtte være forsigtig, og især når det kom til fremtid.

”Ja, men jeg har kun mødt en”

Det var det der var forvirrende. Han havde kun mødt en enkelt skygge – hans søster. Men det lignede ikke hans søster, så hvor han følte han genkendte skyggen fra kunne han ikke regne ud. Der var mange ting han endnu ikke forstod omring hans evner, og flere ting han sikkert aldrig rigtig ville forstå, men en ting var sikker. Følelsen af at vide hvem skyggen var, eksisterede selvom han ikke umiddelbart genkendte den. Måske ville det blive tydeligere senere hen, eller også var det en følelse han havde, fordi han ville kende skyggen til den tid hans syn gik i opfyldelse.

1

Den skimlede Altaïr kunne ikke lade være med at skænke fremtiden en tanke - for den lille bid af puslespillet, som den sorte Tidsvandre havde delt med den skimlede, have vækket hans nysgerrighed. De to Skyggebærer, som drømmevanderen havde haft kendskab til, havde været den sorte mylady Ava, og hoppen han have viet sit hjerte til - Taia. Dog var ingen af de to hopper den mulige kandidat til den fremtid, som den ibenholdtsorte havde spået; For Taia befandt sig nu i en verden hinsides denne, og mylady Ava kendte Titan ganske godt. Derfor var denne mystiske skikkelse nu et mysterium som ville boltre sig i den skimlede sind, til den dag, hvor fremtiden ville blive til nutid.

,,Måske er det fordi at hverken du eller jeg kender denne Skyggebærer - endnu. Måske vil den fremmede være en kendt i fremtiden, og derved vil dit syn blive gjort til virkelighed."

Der var noget gådefuldt og tillokkende over fremtidens lunefulde mysterier. Den skimlede havde også en fjern anelse om, at hvis deres evner havde været byttet om, ville han have haft svært ved ikke at kigge ind i fremtiden ved hver lejlighed der bød sig. Lede efter gåder, leder efter svar. Han brummede sagte, inden han tyggede eftertænksomt. Måske var det meget godt, at hans evne ikke var blevet udformet på samme måde, som den sorte Titans - for han ville være bange for at tabe sig selv til fremtiden og dermed glemme nutiden.

Med et svirp med halen vendte han sin fulde opmærksomhed tilbage på den unge hingst, inden et spørgsmål gled over hans læber og brød stilheden på ny.

,,Har du mødt din søster, efter din forvandling fandt sted?"

Altaït havde tænkt sig at opsøge hende, selvom han vidste at den sorte hoppe om nogen nærede had til de, som var blevet velsignet. Dog ønskede han at snakke med hende igen; men i stedet for at snakke med hende, som han nu snakkede med Titan, ville han benytte sig af sin evne, og kontakte hende i drømmenes verden - en verden han for mange år siden havde præsenteret for hende, men ikke have haft mulighed for at vise hende. Det havde han dog nu, og han nærede et spinkelt håb om, at han ville kunne snakke med Ava uden Skyggernes tilstedeværen - og måske, ja blot måske, genopleve et af de mest glade minder han havde delt med den lille, sorte og tidligere eventyrslystende hoppe.

[1]

”Måske. Men jeg følte det. Måske møder jeg denne skygge inden du gør.”

Titan havde stadig ikke nogen anelse om, hvordan man egentlig brugte den evne. Det var som om det kom helt tilfældigt og andre gange slet ikke. Nogle gange kunne han selv kontrollere det, men det var langt fra hver gang. Denne gang havde han været heldig. Han vrikkede et par gange med det ene øre og lod det til sidst begge øre søge hele vejen rundt i de 360 grader for at lytte. Man kunne aldrig være forsigtig nok. Ikke at forsigtighed var noget han altid var gået op i, men nu var han også vogter, og det betød han ikke bare kunne få lov til at være i fred, hvis en skygge var ude efter hans halskæde.

Han endte med at ryste på hovedet som svar på hingstens spørgsmål. Nej. Han havde ikke set sin søster siden hans møde med lyset. Han havde ikke set sin søster siden han havde sat sine hove på Foehn sammen med hingsten foran ham, og en lille del af ham var heller ikke sikker på han ønskede det. Ikke endnu. Han var ikke klar til det. Og alligevel ville han jo gerne hive hende med væk derfra og samle familien igen. Han ville ikke tro på hun var fuldkommen fortabt. Han havde jo set hun stadig var derinde.

”Jeg tror det kommer til at gå endnu værre end sidst, med mindre jeg kan fange hende et sted der ikke er Foehn. Jeg har hørt rygter om hun har søgt i nærheden af Teylar et par gange. Hvad med dig…. Har du mødt hende siden den gang vi tog til Foehn?”

1

Der lå en næsten dragende mystisk over den fremtid, som den ibenholtsorte havde set. Hvem var denne Skygge, som var en kendt og måske ikke alligevel? Var det en, som allerede var Skyggebærer, eller en, som ej havde valgt mørkets sti endnu? Var det en ham eller hende og hvilken betydning ville denne Skygge have for den skimledes fremtid - og den sortes? Altaïr trådte et lille skridt til siden, ganske smidigt, alt imens han betragtede Titan, vogter af tiden. På sin vis beundrede Altaïr den måde han tacklede hans evne - hans gave - på. For den skimlede ville formegentlig tabe sig selv i fremtidens univers.

Han brummede med hingstede, drømmende toner da den ibenholtsorte fortalte at han ikke havde mødt sin søster siden de sammen havde betrådt vulkaneøen. Og da han spurgte om den skimlede Drømmehingst havde krydset veje med den sorte melady Ava, rystede han på hovedet.

,,Jeg har heller ikke set hende siden. Jeg har dog også hørt rygter om hendes færden, men endnu er det ikke lykkedes mig at finde hende. Dog har jeg til hensigt at opsøge hende, om end det kan ende galt - men måske har jeg en bedre chance hvis jeg opsøger hende dér hvor hun er mest i kontakt med hendes minder."

Han fortalte ikke direkte hvad det var for en evne han bar på - for som altid var der en vis mystisk over den skimlede Altaïr. Dog lå der en næsten bydende tone gemt blandt hans ord, og hvis Titan ville vide mere, da ville han fortælle - og hvis ikke, da ville han holde det for sig selv, indtil han måske fik en dag for at vise Titan, hvad han mente og besøge ham i hans egne drømme.

[2]

Titan lyttede meget opmærksomt og sugede alle ordene til sig. Han var meget nysgerrig nu. For hvordan kunne han vide hvor det var henne? Der lå mange spørgsmål gemt, og en lille del af ham ønskede også at tage med den skimle, og på samme tid ikke. Han ønskede ikke slås mod sin søster og han brød sig ikke om, hvad hun var blevet til. Han kunne ikke forstå, hvad der kunne drive nogen i hovene på skyggerne og hvem der kunne lade sig selv skade familie med sådanne evner som hun besad. Det var fuldkommet uvirkeligt. Især når hun selv havde gået så meget op i familie.

”Tror du det er muligt? Altså at nå ind til hende og forbi skyggerne i hendes sind? Hvis du skal opsøge hende der hvor hun er mest i kontakt med sine minder, så er et nok ikke på Foehn. Men hvordan får du hende væk derfra eller finder hende mens hun ikke er der? Jeg ved hun har været i nærheden af Teylar nogle gange, men kan kun forestille mig hun ikke er ude på at blive set af andre så tæt på flokken og så langt væk hjemme fra”

Han kunne ikke selv komme i tanke om nogen steder hans søster var mest i kontakt med minder. Det bedste gæt han kunne komme med var i nærheden af familie, men hun var da mere eller mindre udstødt fra sin familie. Hverken ham selv eller Leonora havde noget med hende at gøre, og hun havde ikke tilladelse til at komme ind i flokkens område. Det var heller ikke fordi det gik så forfærdelig godt med den anden del af hendes egen familie – hvordan skulle det kunne det, når de var her og hun var derovre, på Foehn og hos skyggerne…

5

Et særligt glimt nåede den skimledes øjne da den ibenholtsorte hingst gav udtryk for sin nysgerrighed. Han spurgte til, om han troede det var muligt - og dertil kunne den skimlede Altaïr kun svare ja. Han brummede med de mystiske, drømmende toner, inden han rettede sig en anelse op og placerede sig mere direkte foran den sorte Titan.

,,Hvorfor skulle det ikke være muligt?"

De dybe blå øjne søgte direkte imod de grønne øjne, som hingsten overfor ham besad. Det drømmende sind, som Altaïr bar, havde også en gådefuld og nærmest udfordrende side, som dog sjældent kom til udtryk. Det var kun når han følte sig tilpas nok i et selskab, at denne side kom frem - og oftest sammen med nogen af sit eget køn, som han kunne udfordre lidt i tankespil.

,,Placeringen vil jeg mene er ligegyldig, du ibenholtsorte hingst. Det handler ikke om hvor langt hun fysisk befinder sig fra Skyggernes hjerte, men hvor frigjort hendes sind er. Sig mig, du sorte Tidsvogter, hvornår er du tættest på dine minder? Hvornår er du fri af fysikkens begrænsninger?"

Han lagde det op som et spørgsmål til den sorte, for at få ham til at tænke lidt ud af boksen. Samtidig var det også en måde at få den sorte til at udforske idéen lidt, inden han præsenterede ham for den løsning han havde i sinde - nemlig at besøge den sorte Ava i hendes drømme. Dog var der én pointe som Tidsvogteren havde gjort klart for den skimlede måske kunne have en betydning; for hvis han skulle hende nær nok, til at søge ind i en drømmeverden, betød det at han selv skulle placere sig på Foehn, hvilket kunne betyde store fare for ham. Dog var det en risiko han var klar på at tage, for det nagede ham endnu, at den relation han havde haft til Ava var gået tabt - og hvis der var en mulighed for at få den tilbage, så ville han benytte sig af den.

[3]

Titan behøvede ikke tænke ret længe over svaret på spørgsmålet. Hingstens ”hvorfor skulle det ikke være muligt” tog han mere som et retorisk spørgsmål. Intet var umuligt som sådan. Man spændte bare oftest ben for sig selv ved at sige man ikke kunne.

”Når jeg sover. Når jeg drømmer?”

Der var nogle minder han selv havde været udsat for i drømme eller mareridt, som han ikke selv havde husket på og stadig ikke kunne finde ud af hvor stammede fra. Måske hans tid før Andromeda, før han var gammel nok til at huske alt, men alligevel huskede nogle bestemte ting der havde betydning for ham?

”Men problemet er…… Hvis hun ikke hun er frigjort kan det være skyggerne du kommer i kontakt med og endnu værre…. Hvis hun er frigjort, hvorfor er hun der så stadig? Ud fra hvad jeg har hørt, har hun ikke ændret adfærd til det der var bedre”

Den del kunne godt bekymre den sorte hingst. Hvis hans søster var frigjort, men stadig opførte sig som en der var fuldkommen under kontrol af ondskaben og skyggerne, hvordan kunne de så vide det ikke bare var hende? Hvordan kunne de så tale hende til fornuft?

”Jeg har en dårlig fornemmelse, Vandrer.”

8

De dybblå øjne, som den skimlede drømmevandre besad, hvilede endnu imod de smaragdgrønne øjne, som hingsten foran ham besad. Han ventede, på sin vis ivrigt og alligevel tålmodigt på hans svar. Den skimlede hingst havde altid været fascineret af andres tanker, mønstre og adfærd, og efterhånden var han kommet nær nok på den ibenholtsorte Titan, til at blive nysgerrig på ham også.
En brummen, skabt af drømmende toner forlod hans bug, da den unge Tidsvandere svarede på hans spørgsmål og anerkendende nikkede han graciøst imod ham.

,,I drømmene ja, du sorte. Og du har ret; det kan være det er Skyggernes underbevidsthed jeg møder og ikke hendes. Dog er det der, at jeg mener jeg har den bedste chance for at snakke med hende.”

Han trådte et skridt til siden, nærmest med en udfordrende mine. Dog inviterede han ej op til kamp, eller leg, men han inviterede den unge hingst til at fortsætte hans tankespind. For selvom den skimlede hingst var overbevist om, at han ville kunne møde Ava i hendes drømme, så var det sundt for ham selv at blive udfordret lidt på hans logik, inden han kastede sig ud i det – og det kunne være, at denne ibenholtsorte hingst kunne hjælpe ham med at gøre hans plan mere sikker. For om man ville det eller ej, så var det risikabelt at tage kontakt til en Skyggebærer, især hvis det foregik på Foehn, hvor de var stærkest.

,,I drømme har vi muligheden for at løsrive os fra vores fysiske jeg. Vi har mulighed for at flyve blandt stjernerne eller vandre på havets bund. Jeg tror på, du sorte Tidsvandre, at Ava kan slippe Skyggernes tag, i hendes drømme – og jeg tror at jeg kan hjælpe hende til det.”

Han slog en anelse med hovedet, inden han stoppede sine smidige bevægelser. Han stod nu skråt ved siden af den sorte hingst, så deres ansigter delvist pegede imod hinanden. Han stod også nærmere nu, end han gjorde før, men han lagde ikke op til at røre ham.

,,Jeg sagde ikke det ville blive let, men det er en risiko jeg er villig til at løbe. Ava stod mig engang ganske nært, og jeg har svært ved at acceptere, at det bånd vi delte er borte for altid.”

Man kunne sagtens kalde ham for en håbløs romantiker på mange måder. Den skimlede hingst bandt sig nemlig for alvor, når han valgte at knytte sig til nogen; uanset om det var venskab eller kærlighed. Hans kærlighed havde han mistet, hans elskede Taia, der bar ar efter ildens grufuldheder; ar, der gjorde hende smuk. Han vidste, at hendes sjæl var hinsides den verden han selv var bundet til, og han vidste at de ej ville betræde en fælles sti igen; men han nægtede at lade den plads, som hun havde i hans hjerte, blive givet til en anden. På samme måde nægtede han at slippe det tætte venskab, som han havde delt med den nattesorte Ava, hvis sind engang havde været frit og vidtfarende, som hans eget. Selvom hun havde valgt en sti, han ej kunne betræde, da nægtede han at anerkende at det var slut – og han ville blive ved med at prøve, indtil han enten selv måtte slippe livet, eller Ava engang for alle gjorde det klart for ham at alt håb var ude.

Han skævede til den ibenholtsorte Titan, inden et gådefuldt smil fandt vej til hans mørke mule.

,,Vil du hjælpe mig til Foehn?”
[1]

Titan nikkede til den skimle hingsts ord. Han havde nok ret. Det var dér han havde størst chance for at fange Ava, upåvirket af skygger – med mindre de sad så dybt de også havde gravet sig ned i underbevistheden. Der var stadig meget viden de ikke havde om disse skygger, og det var derfor svært at vide præcis hvad man skulle stille op, hvordan man kunne bekæmpe dem og om det var muligt at omvende hvad der var blevet gjort. Kunne man uddrive skyggerne igen, hvis de blev afsværget, eller måske lægge en form for blokkade, som kunne holde skyggerne fanget i kroppen uden de var i stand til at påvirke nogen? Var der overhovedet nogen chance for hans søster? Han håbede det da, men tvivlen sad også stærkt i hans tanker.

”Hvis der er bare den mindste chance for du kan hjælpe hende, er jeg med dig.”

Selvom det ikke ville blive let, ønskede Titan ikke give op. Det havde aldrig ligget i ham at opgive – end ikke da han havde været lille og overskred andres grænser. Det var ikke alle der havde gidet lege med ham, men det havde så sandelig ikke stoppet ham i at prøve – det havde ikke den gang, og modgang standsede ham heller ikke nu.

”Det kan du tro jeg vil, men ikke endnu. Vi mangler en.”

Der var intet aftalt. Som sådan manglede der ikke en tredje, men Titan havde set den tredje – han vidste denne ville dukke op for han havde set det ske. Det var stadig underligt at have den ekstra sans – hvis man da kunne kalde det det var sådan det føltes. Som at se og fornemme noget, der endnu ikke var sket.

”Han burde være her lige om lidt.”

2

Et diskret smil fandt vejen frem på den mørkegrå mule som den skimle drømmevandre besad. Den viljestyrke der lå hos den ibenholtsorte Titan fandt han fascinerende og samtidigt også forsikrende. Hvis den grå drømmevandre skulle drage mod Foehn og Skyggernes lunefulde domæne, havde han brug for en stærk allieret, og der var Titan et rigtig godt bud på flere måder. Han kendte sin søster, han kendte til Skyggerne, han besad en stålfast vilje og så bar han magi, som kunne manipulere med tiden; en nyttig egenskab, hvis de endte i en situation som var farlig for dem.

Den skimlede Altaïr hejste sit hoved en anelse med et taknemmeligt udtryk da Titan vedgav at han gerne ville følge ham til Foehn; men hurtigt blev hans udtryk ændret til en anelse undrende. Hvem manglede de?

,,Hvem er denne tredje der skal følge os på vores færd til Foehn?”

Der var fordele ved at være flere, men også potentielle ulemper. Den tredje var formegentlig ikke en, som Altaïr havde kendskab til, og det ville kræve at de stolede på hinanden hvis de skulle drage til Foehn og komme uskadte derfra. Dog stolede Altaïr nok på den ibenholtsorte til ikke at bekymre sig synderligt om det. Han skævede kort omkring sig, for at se om han kunne få øje på den sidste del af følgeskabet der skulle drage mod Vulkanens Ø.

[2]

Det havde ikke været længe siden at Mindraper havde fået en opgave. Det var en opgave han gruede for, men vidste var nødvendig at gennemføre. Skulle han selv vælge ville han helst være fri, men meget afhang af hans indblanding i noget der var langt større end hans ønsker og behov.
Den spraglede hingst var på vej retur fra hans møde med Leonora, og var egentlig på vej mod Teylar i søgen på den gyldne veninde. Han blev dog afbrudt af fornemmelsen at der var nogle andre i nærheden. Normalt ville han søge videre, men af en eller anden grund så satte han nu kursen mod de to heste.
Snart kunne han sætte ansigt på de to, om end han ingen anelse havde om hvad navn den skimlede bar. Titan vidste han dog udmærket godt hvem var. Mindraper var ikke nogen social hest og omgav sig faktisk sjældent med ret manges selskab, men disse to måtte han udholde.

"Jeg tager med jer. "

Var de få ord der kunne komme fra hingstens mund. Han fandt ikke en mere uddybende forklaring nødvendig. Desuden, så var det svært for ham at ryste den dystre fornemmelse af sig. For selv hvis det lykkedes at trænge igennem ind til Ava, så vidste han at skaden ville være uoprettelig, og den smerte var svær at skjule i de gule øjne.

245 Ord