At night | Åben

Nattens mørke havde lagt sig som en tæt kappe over landet. En kappe, som bad dets beboere om at gå til ro, finde hvile og vente til solens stråler på ny ville kaste lys over land. Én sjæl havde dog ikke valgt at hengive sig til søvnens drømmende verden; i hvert fald ikke på samme måde, som langt de fleste gjorde det.
En skimmel skikkelse, hvis krop var dækket af det reneste og nærmest funklende stjernestøv, vandrede i det usete, gemt af træernes tykke stammer og buskenes tætte grene. Hans skridt var lydløse, som et spøgelser der betrådte jorden - og hvis ikke man virkelig så efter, ville den skimlede Altaïr ikke være til at spotte.
Han havde længe vandret som en skjult ånd, både før han kom til Andromeda, og efter. Han havde været en, som kun blev set hvis han ønskede det og siden hans forvandling havde han for alvor holdt sig i det skjulte. Hvorfor? Han skammede sig ikke, han frygtede ikke andres dom. Men han nød det, nød at være en, som kun blev set hvis han ønskede det. Nød at vandre som et spøgelse, som et sagn.
Han havde nærmet sig Teylar, et sted han faktisk sjældent havde besøgt. Mange havde sluttet sig til flokkens fællesskab, og mange af flokkens beboere var Vogtere som ham selv. Måske var det derfor, han havde søgt flokkens grænser? For at se, om han kunne finde en, som havde været igennem det samme som ham selv.

[1]

Nok var natten faldet på, men Titan var ikke en der bare kunne falde i søvn. Siden han var lille, havde han besiddet en stor mængde energi der gerne lod ham køre et par dage i streg uden meget hvile, før han havde brug for en ordentlig nats søvn. Han vandrede derfor hvileløst rundt nær flokkens grænse. Han vidste godt det ikke var det smarteste at begive sig ud på eventyr i mørket, men han kunne ikke bare stå stille og lytte til et sovende land.

Kæden om Titans hals føltes stadig fremmed for ham engang imellem. Det var ikke altid han lagde mærke til den, men når stilheden hang over Andromeda, kunne han ikke undgå det. Der var ikke meget der trak hans opmærksomhed væk fra hans egen krop.

Med ét standsede Titan. Der var noget i luften. En lugt måske der både var fremme og kendt på samme tid. Han måtte knibe øjnene sammen for bedre at kunne se. Selvom hans øjne havde vænnet sig til mørket i takt med solen gik ned, var det alligevel ikke alle skikkelser der var lige tydelige. Og lige så hurtigt som Titan syntes at have set noget, var det væk igen.

10

Den gråskimlede hingst, hvis skikkelse let gik i et med landskabet i mørkets timer, bevægede sig smidigt og lydløst omkring i landskabet. Han holdt sig nær grænsen mellem åbent land og skov, og det var her hans årvågne sanser opfangede en andens tilstedeværelse.
Den, som Altaïr havde sanset, var ikke en sovende sjæl, som Altaïr egentlig gerne ville have mødt. Med den evne, som han var blevet velsignet med, kunne hun nu for alvor drage ind i andres drømme - noget, som han længe havde haft en vished om, at han kunne. Dog havde det ikke været muligt for ham at gøre fysisk; nej, det havde foregået i hans hoved, som en fantasi - men en fantasi han havde delt med andre. Men nu hvor han kunne, havde hans hjerte længtes efter at forsøge sig - og hans hjerte måtte vente lidt endnu.

Det var et glimt af guld der for alvor røbede den ibenholtsorte hingst. Han huskede ham tydeligt - en ung, stædig og ivrig sjæl, der ønskede at opleve alt som Andromede indeholdt. De havde delt noget særligt sammen - en rejse, der havde ført dem til øen Foehn og mødet med Skyggehoppen og selveste Lyset. Altaïr havde ikke set ham, siden deres veje havde delt sig efter den skæbnesvangre dag - men nu havde deres stier fundet hinanden igen.

Altaïr gjorde sig først til kende da han havde nærmet sig Titan så meget, at de ville kunne tale sammen. Han nærmede sig bagfra, og rømmede sig ved en højlydt brummen. Han forblev på acceptabel afstand af den prægtige unge hingst, som selv havde undergået lidt af en forvandling - og hvis Altaïr ikke tog meget fejl, stod han de nu begge overfor hinanden som Vogtere.

[2]

Titan var ikke sen til at dreje hovedet for at se mod den skimle vandrer. Han fik også meget hurtigt vendt røven rundt så han i stedet stod med fronten til hingsten. Han genkendte ham, på trods af de ændringer der var sket siden sidst. Ændringer der bragte et smil frem hos Titan. De havde begge været udsat for nogle prøvelser og overvundet dem. De var begge i live på trods af de havde besøgt Foehn og Titans søster, der ikke havde været vildt begejstret for det.

Præcis hvordan han skulle omtale den skimle hingst vidste han ikke helt, for han havde jo aldrig fået et navn, og af hvad hans søster havde fortalt dengang hun endnu ikke havde sluttet sig til mørket og skyggerne, var han ikke en der havde et.

”Godaften, rejsende”

Det var nok noget af det nærmeste han kunne komme på et navn. En beskrivelse af hingsten i stedet – eller hans situation. Rejsende var han jo, eftersom han ikke hørte til i flokkens område og derfor var rejst dertil af hvad end grund han havde.

11

Altaïr rankede sig en anelse, da den ibenholtsorte vendte sig og lod de sirlige grønne øjne blive vendt imod ham. Normalt var Altaïr ikke en, der viste sig fra hverken autoritær eller dominant side, men når han var i selskab med sit eget køn, fik han lidt større trang til at vise, at han også var en hingst. Egentlig havde han aldrig brudt sig om at begå sig med hingste, og havde ofte valgt at søge udenom deres selskab; men noget ved den ungdommelige Titan havde alligevel vækket hans nysgerrighed. Han rummede meget andet, end de hingste den skimlede tidligere var stødt på, og det gjorde at han havde vist sig værdig til den skimlede selskab.

,,Godaften, du ibenholtsorte. Og tillykke"

Sagde han med de drømmende toner han bar, hvorefter han nikkede sigende imod amuletten om hans hals. Det var dog ikke det eneste, som var forandret ved den slanke sorte - nej. Hans hove havde betrådt det reneste guld, som havde lagt sig omkring spidsen af hoven. Det så ganske prangende ud, og hvis ikke Altaïr tog meget fejl, så ville det udseende hingsten bar kunne tiltrække mange hoppers blikke. Han brummede en anelse mere hingstet, inden han lod det ene øre tippe lyttende til siden - for altid var han opmærksom på hvad der rørte sig omkring ham.

[3]

”Tillykke til dig også. Længe siden..”

Titan havde hverken set eller hørt noget til den skimle hingst siden deres sidste møde der ikke endte lige så godt som man kunne have håbet på. De havde fejlet deres forsøg på at tale hans søster til fornuft. Og alligevel ikke helt fejlet, for de havde gjort sig fortjent til en audiens hos Lyset, og det kunne man ikke kalde en fejltagelse.

”Var det hårdt?”

Han havde altid været en nysgerrig sjæl og det var ikke noget han bare lige kunne lave om på. Hans egen prøvelse havde han været så tæt på at opgive. Den var hård og han kunne ikke lade være med at undre sig over, om alle havde haft det lige så hårdt. Selvom han havde levet i flok med Vogtere siden han var helt lille, havde han jo aldrig rigtig haft noget med dem at gøre eller haft den helt store interesse i hvordan de blev hvad de var.

12

Den skimlede var ikke et sekund i tvivl om, hvad den ibenholtsorte hentydede til. Den opgave, som Altaïr havde været igennem, have på sin vis været 'let', i hvert fald hvis man anskuede den med fysik for øje. Dog havde den mentalt været hård, for det møde han havde haft med Tsavani og den unge Nymphadora, havde været et, som havde skabt frustration, vrede og sorg hos en ellers uskyldig sjæl. Altaïr træk en anelse på skuldrene inden han kortvarigt tippede sine ører tilbage. For hans indre øje gennemgik han kort den episode, med den unge sorte sjæl, og da han lod sin opmærksomhed vende tilbage imod Titan, kunne man næsten skimte ubehaget, som mindet vakte i ham.

,,Både og. Min opgave involverede Ava's datter, og de ord jeg bragte videre til hende, frembragte sorg og vrede. Det var ikke rart at se en, som jeg husker som nysgerrig, glad og eventyrlysten, blive nærmest bleg af sorg. Fysisk krævede min opgave ej meget, men følelsesmæssigt var det svært."

Han afsluttede sine ord med toner, der var en anelse mere sammenbidte end før. Dog lå det fortiden til, og Altaïr stod stadig ved det, som han var stedt ud for at udfører. Han skulle bede Tsavani om ej at genforene mor og datter - for at datteren skulle have lov til selv at vælge sin sti.

,,Og du, du ibenholtsorte? Var din opgave hård?"

[4]

Avas datter. Jo…. Sådan en havde hun jo, selvom Titan mere eller mindre havde glemt det. Han var jo onkel. Han havde mødt en af dem, for han mindes der var to, selvom hun ikke ville kendes ved den ene af dem. Det var derfor heller ikke svært at gætte sig frem til hvilken den skimle havde hentydet til.

”Det øøøh.. Det lyder ikke som en rar opgave”

Titan selv kunne slet ikke forestille sig den rædsel at skulle tage sig af sådan en situation. Generelt var han ikke en af dem der var aller mest i kontakt med sine følelser, og var måske til tider også en anelse socialt akavet. Han var ikke en man gik til hvis man skulle trøstes i hvert fald, for den slags duede han ikke til. Han havde knapt nok vidst hvad han skulle stille op med sin egen datter, da hun pludselig stod uden en mor.

”Titan… Bare kald mig Titan. Og ja, jeg vil nok sige den var til den hårde side. Jeg havde nær opgivet. Ikke hård på samme måde som din, men det tog mig længere tid end jeg først havde regnet med. Måtte efterlade Nyx hjemme, og det i sig selv var hårdt. Men at vandre rundt i bjergene og lede efter en rustning man ikke ved om er der eller ej…….”

13

Altaïr måtte nikke en anelse afmålt, da den ibenholtsorte besvarede hans ord. Noget i den skimlede sagde ham, at den unge hingst foran ham, ikke havde helt samme kontakt til følelsernes vold, som den skimlede - men han havde også selv været meget igennem og oplevet megen smerte, trods han for mange var en ukendt. De få, der havde stået ham nær, have han alle mistet, og den afgrund Altaïr havde stået overfor havde været så bred, at han nær ej havde undgået den. Det havde dog lykkedes ham at finde en måde at komme videre i livet på, selvom sorgen endnu var stor i hans hjerte.

,,Du har ganske ret - Titan - at opgaven ej var rar. Dog var den nødvendig og jeg fortryder ej at jeg fuldførte den. Det lyder selv til, at du har været ude på en rejse, langt hårdere end min egen - men sig mig, hvem er din Nyx, som du måtte efterlade?"

Fra den rejse de havde delt, huskede han ikke at den sorte havde omtalt denne Nyx. Var hun en elsket? Var hun familie? Altaïr brummede en anelse mere 'afslappet', inden han tillod sig at hvile på det ene bagben. De to hingste havde ikke haft behov for at kaste sig ud i magtkamp, at vise sig om måle hvem der var stærkest. Fordi de kunne behandle hinanden med høflighed, havde Altaïr ej længere det store behov for at signalere, at han, trods hans drømmende aura, var en hingst der kunne brugere mere end blot hans talegaver i forsvar.

[5]

”Hvis ikke jeg havde mødt Djanges søn, havde jeg helt sikkert opgivet. Det viste sig han havde fundet rustningen og gemt den.”

Titan nøjedes med at smile. På et tidspunkt under hans rejse, havde han frygtet han ikke ville vende hjem overhovedet. Ikke fordi han ville give op, men fordi han havde taget turen ned af bjerget på den forkerte måde og åbnet øjnene langt fra det sted de blev lukket.

”Nyx? Nyx er min datter. Hun var ikke ret gammel da jeg måtte tage af sted. Hun var for lille til jeg kunne tage hende med på sådan en færd.”

Og nu var hun voksen. Voksen og langt fra den lille uskyldige unge han havde efterladt. I det mindste var der nogen der havde taget sig af hende i den tid han ikke havde haft mulighed for det og for det var han taknemlig.

”Hvad med dig? Har du ingen familie?”

14

Den skimlede hingst, hvis krop var dækket af det reneste stjernestøv, kneb sine dybblå øjne en anelse sammen. Han var engang stødt på denne Djange, og huskede hans søn fra bjergene - men det undrede den skimlede, at Djange havde givet sin rustning til sit afkom - for af hvad Altaïr var bekendt, var Vogternes genstande meget vigtige. Selv havde han ikke en amulet, en rustning eller en anden genstand han kunne lægge fra sig - han var ét med stjernernes magi og støvet der havde forenet sig med hans krop, forlod ham hverken i blæst, regn, sne eller slud. Han brummede en anelse anerkendende til hans ord om Djange, men valgte ikke at spørge mere ind til det - i hvert fald ikke nu.
I stedet hæftede han sig ved de næste ord som den ibenholtsorte udtalte. Han fortalte at denne Nyx var hans datter og et mere vågent utryk gled over den skimlede. Han havde altid været særligt glad for unge sjæle, hvis nysgerrighed og lyst til at lære og opdage endnu ikke var blevet ødelagt af voksenlivets realiteter.

,,Jeg vidste ikke du havde en datter. Det må være dejligt at have en af eget kød og blod."

Han lod sine toner hvile et øjeblik, inden han rystede en anelse på hovedet. Han havde aldrig rigtig haft familie; for de, som havde kaldt sig hans mor og far, havde ikke næret ham den kærlighed, som han mente hørte til betegnelsen familie.

,,Desværre er jeg ikke beriget med en familie - men jeg håber at jeg en dag kan bære samme titel som du, Titan."

Hans ord var sande. Selvom den skimlede var en sjæl, som nød at være alene og vandre af egne stier, så ønskede han inderligt en familie. Og særligt med én sjæl, som han dog vidste havde forladt disse græsgange og var draget hinsides til de dødes verden.

[7]

”Det kom også som lidt af en overraskelse for mig selv”

Nyx var jo ikke ligefrem planlagt. Selvom han havde leget unghingst et par gange, var Lilith den første han nogensinde rigtig havde været sammen med. Den første og eneste gang havde været nok til at skabe hans datter. Han havde dog ikke haft nogen intentioner om at vende hverken datteren eller datterens mor ryggen. Han kunne meget godt lide Lilith, og selvom det måske ikke havde været instant love, havde han alligevel haft et godt øje til hende.

”Lilith, hendes mor, skulle have joinet mig i flokken sammen med Nyx, men hun nåede det aldrig. Jeg ved ikke hvad der skete og Nyx har aldrig fortalt om det og har ikke givet udtryk for at ville snakke om det heller. Måtte tage mig af hende fra hun var mindre end et år.”

Hun havde jo kun lige lært at klare sig med andet end sin mors mælk. Det var også kun derfor det kunne lade sig gøre. Titel? Det ene øre blev vrikket en anelse frem og tilbage og som Titan åbnede munden og skulle lige til at spørge om han mente Vogter, for det var han jo allerede, kom han i tanke om det højst sandsynligt var titlen som far. Et halvdrillende smil kom lige så stille krybende frem, mens han med latter i stemmen fik formet sit svar.

”Der er kun en måde….. Og det er ikke at håbe”

15

Den skimlede kunne ikke holde et lille smil tilbage, ved den historie han nu blev fortalt. Titan startede ud med at sige, at det kom som en overraskelse for ham, at han blev beriget med titlen 'far'. Han fortalte om hoppen Lillith, som skulle have tilsluttet sig Teylar sammen med den ibenholtsorte hingst og deres fælles datter; men Lillith havde aldrig nået flokken. Titan havde derfor stået tilbage alene med datteren, og vidste ej hvad der var hændt hoppen som han havde skabt et liv med. Den skimlede, stjernedækkede hingst brummede sagte for sig selv, inden han skiftede vægten over og hvilede nu på det andet bagben. På sin vis havde deres historier ligheder; dog var han aldrig kommet så langt med hans elskede Taia.

,,Jeg er da ked af, at du har mistet Lillith, men jeg er sikker på at din datter Nyx ikke kunne finde en bedre far."

Og dét mente Altaïr som et kompliment. Der var noget frit over den sorte hingst, som den skimlede fandt ganske rart at være i nærheden af, noget som de andre hingste han havde mødt ikke havde haft med sig. Hvis han kunne give Nyx den samme følelse, var Altaïr sikker på, at den unge hoppe ikke kunne ønske for noget bedre.
Et bredere smil tegnede sig nu omkring den mørkegrå mule; for den sorte's vittige svar gemte mange sandheder. Dog bragte tanken også et minde med sig, en sorg med sig, men for at bevare fatningen tillod den skimlede ej, at mindet kom for langt frem. Det var privat, og ikke noget han delte med hvem som helst - og det var blot en af de mange ting, som han holdt for sig selv.

,,Du har ganske ret, Titan. Det kommer nok en dag"

Sagde han med lidt mere livlighed i hans drømmende toner end ellers. Han valgte derefter at sætte hans beghov i jorden igen og bevæge sig en anelse frem imod den sorte Vogter foran sig.

,,Din amulet.. Hvilken magi besidder den? Hvis jeg da må spørge."
[8]

Titan gjorde et træk på skuldrende. Godt nok var det øv at have mistet Lilith, hvis man da kunne miste noget der aldrig rigtig havde været ens. Det var måske det der havde gjort de passede så godt sammen. Der var ingen af dem der var bundet af hinanden, men de havde det godt sammen.

”Mmmh, men jeg tvivler nu lidt. Jeg efterlod hende trods alt for at lede efter en skide rustning”

Måske var det ikke sådan man burde omtale noget givet til en af lyset, men for Titan var det en skide rustning, der havde taget en del af vigtig tid fra ham. Tiden, hvor hans datter voksede op, og tid som han aldrig ville få tilbage.

”Den kommer den dag du selv beslutter dig for det. Måske ikke præcis den dag, men sådan cirka. Og tro mig. Hvis du spekulerer på hvornår tiden er bedst til det, så er svaret aldrig. Det rette tidspunkt kommer aldrig, for man vil altid vente på noget der passer bedre. Mit råd; Spring ud i det mens du stadig kan. Du ved aldrig hvornår det er for sent”

Det havde han jo erfaret med Lilith. Havde han ventet på det rette tidspunkt havde det nok heller ikke været samme dag han mødte hende. Skulle han vente et år eller rigtig slået sig ned med Lilith, ville han ikke have haft Nyx.

”Tid”

Svarede Titan med et skævt smil. Det var ikke gået op for ham før nu, hvor ofte han egentlig talte om noget der havde med tid at gøre. Det var jo hele tiden. . . (pun intended xD)

17

De grønne øjne fangede på ny Altaïr's opmærksomhed, og da den ungdommelige hingst atter talte, lyttede han årvågent til hans ord. Han nævnte en rustning, som han skulle finde - den rustning, som Lyset havde sendt ham på jagt efter. Han brummede sagte, den skimlede hingst, inden han lagde hovedet let på sned.

,,Men hvis ikke du havde søgt ud for at finde rustningen, ville du ikke stå her som Vogter. Måske er det et egoistisk valg, men omvendt er det også et valg der har bragt dig i en situation, hvor du nu kan beskytte landet og dermed din datter."

Han tav derefter. Måske virkede Altaïr's syn på det en anelse kynisk, men han havde heller aldrig haft det bånd til nogen, som der blev skabt til et afkom. Han havde heller ikke selv haft båndet til sine forældre, så den skimlede så ikke noget galt i det - men forstod godt hingstens tvivl. Han lod dog emnet ligge lidt, og da hans næste ord omkring at han burde springe ud i forældreskabet nu, frem for at vente og det så måske var for sent. En skygge drev kortvarigt over hans dybblå øjne, for mindet om Taia bankede på atter engang. Men det var jo for sent... Tankerne nåede aldrig at blive formet til ord, men den skimlede mærkede et svig af sorg i hans hjerte. Dengang hans elskede Taia stadig var i live, burde de måske have taget springet. Men havde det gavnet ham? Ville han have kunnet være der for et afkom, uden den arrede hoppe? Han mimrede let tænksomt med mulen, inden han rystede sig en anelse.

Han hæftede sig ikke meget mere ved samtalen om forældreskabet, men lagde alt sin opmærksomhed i det spørgsmål han netop havde stillet den ibenholtsorte. Hans svar var enkelt; amuletten rummede magi, og denne magi omhandlede tid. Han spidsede ørerne en anelse i forundring, inden han atter lod sine drømmende toner lyde.

,,Kan du så se frem, eller tilbage i tiden? Eller måske endda rejse gennem den?"
[9]