Bamboozled [TittebumsebøvsebussemuZze]

Xenon var på en ganske særlig søgen efter noget selskab. Han kedede sig i tiden og havde en rastløshed over sig og det kløede frygteligt meget i hans sind. Han havde taget en anelse afstand fra Ava og hendes humørsyge i det han ikke selv følte han bidrog med noget brugbart i tiden. Ormen var ved at være tilpas stor og det var bare ikke det samme som hans best buddy Tittebøvs. Den gyldne tænkte tit på hans gode ven og undrede sig egentlig over hvad han gik og lavede. En tænksom brummen kom fra ham og han søgte nu efter ham.
Hvilket sammentræf! Titan befandt sig her, lige her. Den gyldne satte nu afsted i en ivrig galop og snart kunne han se den sorte hingst foran sig. Et kådt buk kom fra ham og han satte farten lidt op

" Tittebøøøøøøøøh"

Råbte han så kaldende og satte af et et stort spring mod sin kære ven, bror.

I et par dage havde Titan kredset rundt på øen fyldt med sand. Det var længe siden han egentlig havde tilbragt tid på øen og rent faktisk lagt mærke til øens omgivelser ud over sandet. Sidst han havde befundet sig på øen, var hans opmærksomhed fanget af noget andet, eller rettere…. En anden. En hoppe der havde taget turen med ham til lyset.

Denne gang var det lykkedes Titan at blive væk. Ikke fordi øen var så stor at man ikke ville kunne krydse den på en dag hvis man ønskede det, men simpelthen fordi sandbakkerne lå anderledes end hvad han havde husket. Vinden fra havet havde vel haft noget med det at gøre, og diverse storme.

En stemme fik Titans ører til at glide fremad og hovedet skød i vejret mens blikket gled i retningen af den gyldne hingst, som han var vokset op med.

”Yo bro!”

Titan kunne ikke lade være med at råbe tibage og kun et splitsekund senere sætte af for at tonse mod sin brother from another mother. Uanset hvor meget tid og afstand der lå mellem dem, ville han altid se Xenocrates som sin bror og bedste ven.

4

Den eneste der havde Xenon på en normal dag var hans 'elskede' Titan. Han havde trods alt også kendt ham siden de nærmest knapt kunne gå. Han stoppede dog halvt op da han afventede at Titan nu ville tackle ham og selvom det var noget han aldrig ville indrømme så var den sorte langt stærkere end ham når det kom til fysikken. Smilet var ikke til at tørre af hans ansigt, og selvom han havde bemærket hans nye halskæde og nok godt kunne regne to og to sammen, så var det ligegyldigt for ham.
Desuden så stod det jo flot til hans feminine side.

" Jeg vidste ikke du var begyndt at gå med smykker, Tittebøvs "

Drillede han så inden han hapsede efter hans øre, i hvad end position han ville ende ud i når Titan først havde nået ham.

Som Titan kom tættere på, blev det også klart at han ikke havde tænkt sig at standse, og som alle andre gange han var i selskab med sin bror, skulle han væltes. Ene og alene fordi Titan godt vidste han var i stand til det, for mellem dem, var han den stærkeste, men når det kom til flugt, kunne han ikke løbe fra eller følge med Xenon.

Da han var tæt nok på, satte han af for at kollidere med sin bror i et forsøg på at vælte ham. Underlaget var jo sand og ikke sten, så der kunne næppe ske det helt store alligevel. Zenobia var vel det sted der var mindst risiko for skræmmer, for der var ikke de samme store sten, som kunne findes på Foehn, i bjergene eller hvad end der kunne ligge gemt i græsset.

”Jeg vidste ikke du var begyndt at lugte, Xenomøgcrates”

Titans kommentar retur, var selvfølgelig på grund af lugten der sad i Xenons pels fra Foehn. Lugten af brændt og svovl var noget af det Titan huskede aller bedst fra hans sidste tur til den ”forbudte” ø. Selvom han ikke havde været langt inde på øen eller set ret meget af den, havde han alligevel dannet sig et indtryk af Foehn.

5

Ugh. Titan var blevet tyk, som han lå der og fladede ud oven på ham, traditionen tro. Den sortes kommentar om hans kropslugt fik nu Xenon til at gnubbe sig op af Titan som en anden desperat hoppe, mens han klukkede begejstret. Nu kunne han også lugte! Den gyldne lagde nu hovedet på sned og sendte ham et lumsk smil mens han nu overvejede sit næste træk.

" Din halskæde står godt til dine smukke grønne øjne "

Lød det nu overdrevent flirtende fra Xenon som tog tydeligt pis på ham. Desuden havde han jo kukkeluret lidt i hans hoved og fundet ud af han havde mødt en anden gylden sjæl der tydeligvis var lun på ham. Han kunne ikke lade være med at grine, mens han lå most ned i sandet.

”Du er bare misundelig er du. Fordi den ikke passer til dine”

Titan kunne ikke lade være med at grine, og lod en klat savl hænge fra mulen så den faretruende dinglede ned mod Xenon inden han fik den suget op igen for endnu en gang at true med den. Den endte også med at dryppe, men i stedet for at ramme Xenon, ramte savlet sandet. Titan kom derfor også på benene igen og rankede sig en anelse op.

”Du ligner dig selv, brormand.. Hvad sker der? Hvor bliver du af? Jeg har ikke set dig mega længe, mand!”

Selvom Titan havde været en anelse optaget af sin mission, havde han jo alligevel været rundt på 3 ud af de 5 øer i Andromeda, og ikke et eneste sted syntes han at have fået øje på Xenon.

”Jeg ved du har lavet damer, men der må da være andet?”

6

Xenon stak udfordrende tungen ud mod Titan og hans savlklat, der dog til alt held ramte ved siden af. Han klukkede næsten hysterisk, inden han nu selv endelig kunne komme på benene og se hans kære bror bedre an. Han rystede sig med et kækt smil, inden han så på Titan med et usædvanligt roligt udtryk i de blå øjne. Han havde savnet den rigtige sorte satan og ikke den dårlige kopi hans søster havde produceret.

" Babysitning for din kære søster, tro det eller ej. "

Lød det så fra ham. Inden han granskede Titan med blikket. Han hapsede så ud efter hans hals med et kækt smil.

" Jeg ser du har haft travlt.. Hvordan dælen kom de i tanke om at give dig sådan et fint hoppesmykke på "

Drillede han så. Det betød ikke noget for Xenon hvem Titan var blevet til. Vogterne kunne rende ham et vis sted, for han havde kun udestående med den gyldne hoppe, ikke Tittebøvs eller nogle af de andre der gik med dametøj.

”Babysitting? Sådan…. Virkelig? Hah! Gid jeg havde set det……. Jeg kan slet ikke forestille mig det. Tænk engang. Xenocrates er ved at øve sig i at blive far, hvaaaaaa?”

Titan gav ham et par drillende puf, mens han selv ikke kunne lade være med at grine af de billeder han så for sig. Xenocrates der legede lege-onkel. Der gik i hvert fald lidt tid inden han lige kom i tanke om, hvad det egentlig var der blev sagt….

”Vent…. Min søster? Jamen hendes unge er sku da voksen…. Har hun fået ny?”

Titan var ikke sen til at hapse tilbage efter den gyldne hingsts man, men han blev alligevel en anelse hurtigt alvorlig. Det havde ikke ligefrem været en behagelig situation at stå i, da lyset var dukket op for at bede ham finde det sted han kom til Andromeda.

”Måtte stå ansigt til ansigt med min søster i en kamp. Efterlade Nyx i flokken og vandre rundt i bjergene for at finde en falden vogters rustning”

7

"Hø, det kræver noget aktion for at avle små versioner af mig selv. Det finder man ikke meget af på Foehn "

Klukkede han så selvironisk, inden han dog måtte studse over sine ord. Nej det fandt man ikke meget af. Han nappede let efter Titan da han puffede til ham inden han dog løftede et øjenbryn. Han trak kort på smilebåndet.

" Tvillingerne? Et lille sidespring fra min kære brormand godt nok.. Men han er også kedelig så hvem kan bebrejde hende. "

Lød det fra ham som var det ingenting. Xenon kendte til mange ting, og tvillingernes faderskab var han også klar over ikke var hans brors. Det tog han dog ikke så tungt og havde heller ikke i sinde om at sladre til sin bror, men det kunne være sjovt at se hans ansigt.

" Pfft.. Betyder det så at du skal opføre dig all high and migthy nu? "

Drillede han så, men også med en vis form for alvor i stemmen. Han ville stadig have Titan var Titan. Han var det eneste stabile i hans tilværelse hvor trist et statement det nu var. Xenon var ikke afstumpet og var også i stand til at føle reelle 'normale' følelser. Han følte dem måske blot stærkere på grund af hans sind. Han havde savnet den han anså for sin rigtige bror, meget endda.

"Så kom hjem?"

Som Titan så det, så var Foehn ikke et hjem. Heller ikke hans brors hjem, for det var ikke der han hørte til, uanset hvor uenig han så ville være. Hans hjem var hvor de begge var vokset op: i hinandens selskab.

"Tvillingerne?"

Titan så undrende på Xenocrates. Hvad snakkede han om? Tvillinger? De eneste tvillinger han kendte til, var hans kusiner, Tauriel og Tára. De havde intet med hverken hans søster eller Xenocrates.

"Min søster har haft et sidespring? Virkelig? Er du helt sikker?"

Han havde lidt svært ved at tro på et. Nok som han havde oplevet hans søster og Xenons bror, men så igen. . . Hun havde heller ikke altid været skygge, og han kendte ikke så meget til den nye side af hende. Hvis sandheden skulle frem, så ønskede han nok heller ikke have så forfærdelig meget med den side at gøre.

"Hvad? Nej! Jeg er stadig den samme..."

Titan lo og nappede drillende ud efter ham, for at få ham ud af den alvorlige mine igen. Bare fordi han var vogter betød det jo ikke han var nogen som helst form for gud eller noget. Selvfølgelig kom titlen med nogle party tricks, men det var da ikke anderledes end hvad andre født med magi kunne.

1

Så kom hjem.
Ordene ramte noget i den gyldne hingst, som kort blev tavs og fik sig vristet sig en anelse fri fra Titan. Man kunne se han tænkte over noget, men Titan afbrød ham heldigvis hurtigt inden det hele blev for sentimentalt. Smilet var tilbage og han klukkede svagt, inden han dog blev lidt mere seriøs.

” Tvillingerne – og jeg er helt sikker. Men nok om din søster.. ”

Xenon snoede sig udenom at afsløre for meget om Avas aktiviteter, både for sin egen, men også Titans skyld. Han skulle ikke vide noget der kunne bringe ham i uføre eller fare for den sags skyld. Derfor lod han sig rive ud af den alvorlige mine og hapsede Titan med en latter.

” Det er jeg glad for.. Det ville ikke klæde dig at være sådan en kedelig sut.”

Lo han nu og nappede ud efter hans kind.

Titan havde skam ment sit forslag. Han manglede lidt sin bror. Der var selvfølgelig nok at se til i hans liv, men han kunne altid sætte tid af til sin barndomsven, som han anså for at være en bror. Det var lige meget at de ikke havde samme mødre eller fædre, Xenocrates var hans bror hele vejen igennem. Selv i det øjeblik kunne man vel sige Xenocrates var tættere på at være en bror end hans rigtige søster var en søster.

”Eeeeerh…. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige om det. Det ligner hende slet ikke….”

Ikke ud fra hvad han vidste om sin søster. Men hun havde også ændret sig meget allerede bare sidste gang han så hende. Hun var slet ikke til at kende. Han kunne kun håbe det ikke var for sent at få hende hentet tilbage fra Foehn og skyggerne. Væk fra mørket og ind i lyset, for han havde jo set hun var derinde et sted. . . Eller hun var.

”Hey!”

Titan måtte grine og vige til siden da Xenocrates nappede, og nappede hurtigt tilbage i hans retning. Han skulle da i hvert fald ikke tro han sådan lige kunne vinde bare fordi Titan var ved at gå tabt i et tankemylder. Hans fulde opmærksomhed var derfor også, i løbet af ingen tid, rettet mod hans bror.

”Det har aldrig været mig der var den kedelige….. Så vidt jeg husker var det dig der altid gjorde som de voksne sagde.. eller rettere… Din farmand..”

Sådan en havde han ikke selv haft. Han måtte dengang nøjes med sin søster og sin biologiske mors søster. Men en mor kunne man vel heller ikke sige han havde. Men selv med en moster og en søster der forsøgte at opdrage på ham, hørte han ikke altid efter. Der var altid noget mere spændende at lave eller udforske.

3

Xenon trak på skulderne. Han bekymrede sig ikke som sådan om hvad Ava foretog sig i den retning. Han var nu kommet på benene og sukkede en anelse dramatisk, inden han sendte Titan et lille smil. Han havde vel et eller andet sted ret.
” Hmmm. Givet du nu husker rigtigt, så tror jeg da heldigvis jeg er kommet til fornuft.. I det omfang jeg nu er i stand til at være fornuftig ”

Lo han så, inden han igen hapsede kækt ud efter Titan. Xenon var ikke kendt for at tage det bedste beslutninger, men der var altid en mening bag hans handlinger, hvor dumme de end måtte være. Han strakte sig let og kunne godt mærke at han var stødt sammen med den sorte Titan, som var langt stærkere på fysikken end ham.
” Så – Hvordan blev den mest uansvarlige hingst, næst efter mig selv, sat til at hente en falden vogters rustning? ”

Det var et oprigtigt nysgerrigt spørgsmål, som han fandt vældigt spændende. Titan kunne jo sagtens have byttet den væk for at få lov til et eller andet fjollet. Det havde han om muligt selv kunne finde på.

”Det vil sige måske en procent mere fornuftig end før?”

Titan drillede. Han ville ikke være sig selv, hvis ikke han gjorde , og han ville altid gå lidt mere til den over for dem han havde det godt med og anså som familie eller meget gode venner.

”Jeg tog til Foehn”

Det var måske den korteste udgave af historien, men der lå meget mere i den. Det var jo ikke bare fordi han tog til Foehn, for så mange andre før ham havde gjort det samme, og det betød ikke de var vent tilbage med lysets velsignelse. Titan skævede rundt et øjeblik for lige at se om andre skulle lytte med i nærheden, for han ville helst ikke lokke andre til at gøre det samme, hvis de havde et brændende ønske om at blive vogter. Hans søster var ikke til at spøge med.

”Jeg tog til Foehn sammen med en af min søsters gamle venner for at prøve på at overtale hende til at tage med hjem og forlade den gudsforladte ø. Men skyggerne ville ikke give slip og det endte ud i kamp. Indtil lyset blæste hende godt og grundigt igennem og bad mig finde et bestemt sted…. Dér gav han mig missionen at finde Djanges rustning… Hans søn havde åbenbart gemt den”

7

“ Sådan cirka “

Lo Xenon nu med selvironien liggende så tykt som tandsmør i hans toneleje. Det ville jo trods alt være underligt hvis ikke han kunne være sådan i Titans selskab. Han rettede dog opmærksomheden da han nu begyndte at svare på det spørgsmål han havde fået.
Taget til Foehn. Aha, det kunne enhver idiot da gøre. Den gyldne hingst missede med øjnene over hans lille fortælling. Han var skam interesseret, men også en anelse forundret.

” Pfft. Det havde taget mig fem sekunder om at finde den. Måske meget heldigt at jeg ikke vidste at den mægtige Djange var kommet af dage. ”

Der var både drilleri, men også en snært af alvor gemt væk bag den gyldnes ord. Han havde mødt bjerghingsten da han var meget lille. Næsten for lille til at huske det. Umiddelbart generede det ham ikke at han var død, men det undrede ham meget.