Kiindah (SB)

4

Aazael fnøs sagte og så mod Xenocrates med et mener-du-virkelig-det blik. Et der i den grad viste hans tvivl på at det han sagde var sandt. I Azazaels øjne havde hans mor altid været skygge. Selvfølgelig var hun ikke født sådan, men indvendigt var han sikker på hun altid havde været det. Ligesom ham. Og den spraglede var ikke. Sådan var det bare.

Et næsten lusket smil dukkede op ved hans ord. Hah! Som om han var spor farlig. Enhver der kendte Azazael kunne måske beskrive ham som værende overmodig og dumdristig. Men dem der virkelig kendte ham, vidste han bare var skingrende sindssyg og gerne udfordrede det umulige. Der var intet der var umuligt! Måske ville han ikke klare det første gang, men han ville ikke stoppe før han havde fuldført hvad han havde sat sig for.

Han måtte alligevel dukke sig som et par gule øjne gled i deres retning, for han havde et par aftegn, der ikke bare kunne afsløre ham, men også hvad han var. Hans mor havde flere gange advaret ham flere gange mod alle outsiderne, for nogle var ikke fan af ham og hans slags. Deres slags.

"Jeg kan sagtens jagte ham væk!"

Med de ord trådte han et skridt frem og var fuldkommen klar til at tordne frem fra sit skjul for at jagte den spraglede væk.

" SH! "

Tyssede Xenon nu en anelse febrilsk og snappede ud efter ham, inden hans opmærksomhed blev rettet mod Ava der skreg op. Han fulgte kort scenariet opmærksomt og en anelse frastødt da det ikke ligefrem var noget for ham. Da alt virkede til at være i den skønneste orden igen, vendte han blikket mod Azad og trådte et halvt skridt ind foran ham for at forhindre det der nok kunne sidestilles med ragnarok.

" Han er stærkere end mig, så jeg hverken kan eller vil redde din røv. "

Lød det så fra ham, mens han skrumpede en anelse da blikket igen vandrede over mod dem. Han bed tænderne en anelse sammen.

5

Det enorme tryk hun havde følt i sin egen krop forsvandt idet føllet kom ud. Hele hendes krop føltes lettere. Hun følte sig lettere og næsten som om hun kunne svæve et par cm over jorden. Hun mærkede den knap nok. Der var alt for meget elektricitet der summede rundt, og skyggerne der rev i hende.

Ava blev udmattet liggende i nogle minutter for lige at samle energi sammen igen. Så snart hun følte sig bare en lille smule som sig selv fik hun rettet sig op, dog stadig liggende, og så mod Mindraper med afventende blik, der stadig var præget af frygt og træthed.

"Er den.....?"

Hun kunne ikke til at nævne ordet død, og at spørge om den var i live var slet ikke en tanke der havde strejfet hende. Det var ikke dét hun havde haft i tankerne det sidste lange stykke tid. Det var ikke om hun var så heldig at føllet var i live eller om det overhovedet var der, men om det var dødt, hvis ikke det var fuldkommen pulveriseret. Hun havde jo ingen anelse om hvad der ville ske, hvis hendes føl var skyggefødt og lyset der havde blæst igennem kroppen på hende, havde taget den del med sig. Ville et føl overhovedet kunne overleve det? Ville dets eksistens ophøre eller bare være "normal"? Ville det overleve fuldkommen som det først havde været, halvt skygge og halvt normal som hendes anden søn? Hvis man da kunne gå så langt som at kalde ham normal.

Mind stod et øjeblik forstenet af alt den spænding der havde været i hans krop inden føllet havde bevæget sig. Blikket vandrede kort over mod et buskads og ørerne blev lagt truende ned, inden Ava talte til ham. Han brummede stille en anelse tabt for ord inden han gik hen til hende og strøg hende over kinden.

" Han har det fint "

Lød det varmt fra ham. De gule øjne blev rettet mod hans søn der nu var begyndt at rode rundt på jorden. Et lille varmt smil tegnede sig på hans mule inden han trådte et enkelt skridt tilbage så Ava selv kunne se på sin nyfødte.

Den lille var utålmodig efter at komme videre og var begyndt at rode rundt med de lange stænger han var blevet monteret med. Før han vidste af det stod han vaklende på sine ben, med et stadigt slørret syn efter det blændende lys. Han havde set det før, men havde ikke været andet end et lille foster og kunne derfor ikke erindre det. Synet ville hurtigt blive bedre når han havde vænnet sig til lyset udenfor sin mors mave.
Balancen skulle der også lige styr på og han snublede derfor over sin mors ben og dumpede derfor ned på jorden igen.

5

Et utilfreds blik blev rettet mod Xenocrates, da han endnu en gang gav sig til at tysse på selveste Azazael. Ørerne blev også kortvarrigt trykket ned mod nakken for at understrege utilfredsheden så han var sikker på Xenon opfangede den.

"Dine ord varmer mit hjerte, Snokrates... Men se lige hans størrelse? Styrke er ikke alt. Jo større de er, jo hårdere falder de. Jo større de er, jo lettere er de at ramme"

Azazael frygtede ikke den lille dyst der lå forude. Han frygtede heller ikke nogen modstand, og han var sikker på hans mor nok skulle træde til, hvis det kom til at se alt for sort ud. Nogen gange var hendes tilstedeværelse nok, for at forhindre andre i at nærme sig ham.

"For ikke at tale om jeg slægter min far på......"

Xenon tyssede blot på ham en gang til for at understrege at han skulle blive hvor han var og holde mund. Han forholdt sig selv tavs og holdt vejret en anelse. Den gyldne var urolig i det han havde en ret god idé om at den spraglede godt vidste at de gemte sig herude. Han sænkede igen hovedet og vippede ørerne ud til siden, mens han himlede med øjnene af Azad.

" Hvis du når så langt til at få et slag indført og at du slægter din far på er tydeligvis ikke noget fordel. "

Lød det så fra ham inden han alligevel sneg sig til at kig på hans såkaldte nevø. Xenon havde ikke rigtig forstand på føl, men han så da rimelig stor ud i forhold til at han havde været inde i Ava.

" Din mor bliver stik tosset hvis han opdager os.. Og det er ikke på ham.. "

6

"Han?"

Et lille smil kunne ikke undgås. Det var blevet til en lille hingst, og inderst inde kunne hun kun håbe på han havde sin mors styrke og evner. Men da det lille føl snublede over hendes ben, kunne hun alligevel ikke undgå at føle et lille stik af skuffelse, selvom hun ikke viste noget udadtil. Han så rimelig "normal" ud. Han havde ingen tydelige tegn som Azazael, men hun vidste også at ikke alle var født med synlige tegn. Rødlingen hendes skyggesøster havde sat i verdenen, forrædderen, havde ikke vist nogle tegn.

"Det undrer mig ikke han var værre end de andre med den størrelse"

Ligesom føllet, kom Ava langsomt på benene også, og fik rystet noget af skidtet af, selvom det ikke var det hele. Hun trådte en anelse tættere på Mindraper men blikket forblev rettet mod den lille hingst.

Ava åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen for ikke at afsløre sig selv. Han skulle jo have et navn, men hun kunne ikke så godt sige de andre startede med A med undtagelse af Nymfen, der halvt var opkaldt efter hans mor. Så vidt han vidste, var der kun en af dem med A, og det var en Ava ikke havde noget med at gøre, og som hun havde udstødt fra helt lille af.

"Hvad skal vi kalde ham? Hvad hed din far?"

Mind betragtede de to i stilhed og tog nu imod Avas nærvær og lagde nu hovedet over hendes hals for at betragte sønnen nærmere med en varm brummen. De gule øjne gled dog over på Avas blå da hun talte. Han sendte hende et smil, mens han stryg hende over skulderen.

" Jeg mødte ham aldrig, men Hazed Night. Det klinger ikke vildt godt. Hvad med din egen far? "

Lød det så fra ham. Han havde jo allerede en halvt opkaldt efter en af hans forældre. Nymfen. Han lod mulen glide over Avas hals med en roligt suk, mens hans gule øjne gled op og ned af sønnen. Det var nogle særprægede øjne han havde. Både gule og blå. Mind brummede stille.

" Se hans øjne. "

Lød det så fra ham, med ro i stemmen. Han synes ikke der var noget galt med dem, men det var et meget unikt karaktertræk.

Cain mærkede hvordan hendes mor forsvandt fra hans side og han fik sig selv samlet op igen og skulle lige finde fodfæste inden han fulgte efter. Han lavede et lille hop for at få strukket hans muskler ud, inden han var ved hans mors side og stirrede op på den anden ved hendes side. De tofarvede øjne så først op i et sæt gule og så et par blå, inden han nu lod mulen glide over sin mors mave for endelig at finde mad, som han glubsk smaskede i sig med den lille hale viftende tilfredst bag sig.

6

"Jeg er mere bange for hvis hun opdager os....... Jeg burde slet ikke være så langt væk fra broderskabets område........"

Godt nok var han voksen, men hans mor brød sig stadig ikke om at han bare strejfede omkring som det passede ham. Han vidste jo godt hun var bange for han ikke ville vende hjem igen, for andre fra broderskabet - og selv endda de stærke og gamle af dem, havde præsteret at fare vild og ikke dukke op igen, eller det der var værre. Selvfølgelig var han nødt til at forlade området i ny og næ, for han kunne næppe lære det hele inden for det enkelte "lille" område. Og han slægtede ikke kun sin far på, men også sin mor, selvom han intet kendte til hendes ulydighed i hendes unge dage. Der var bare så meget mere derude.

"Du har måske prøvet at få et slag indført selv før? Måske er jeg ikke lige som dig.. Måske er jeg hurtigere"

" Hun har nok at se til lige nu, så meget hun måske vil se igennem fingre med at du får lidt øretæver "

Lød det så fra ham. Ava var han ikke så bekymret for når det kom til ham selv. Nej broren var mere utilregnelig for det ikke skulle være løgn, for Ava kunne man regne med at hun var utilregnelig. Han så på Azad og fnyste blot meget lavt og tyssede igen på ham.

" Ingen er hurtigere end mig. Men jo det har jeg og det var din mor der fik mig ud af fedtefadet. "

7

"Korr... Men han ligner ikke en Korr... Min far var sort som natten. Kulsort... Vi skildtes ikke ligefrem som bedste venner heller..."

Det sidste hun havde gjort inden hendes ankomst i Andromeda, var at skændes med sin far, råbe af ham og direkte undlade at følge hans ordrer. Hvilket resulterede i hendes brors død og at muligheden for at vende tilbage blev ikke eksisterende.

Mindrapers ord fik Ava til at nærstudere den "lille" fyrs øjne. Der var den lille detalje hun ikke havde set før den spraglede havde gjort hende opmærksom på det. De var tofarvede. Og ikke på samme måde som hun havde set andre i Andromeda. Ikke det ene øje brunt og det andet blåt, men decideret tofarvede som i begge øjne havde to farver. Det gav Ava en lille smule håb, for måske var det dét tegn hun skulle holde øje med. Måske ville han alligevel have en lille del af skyggerne med sig.

"Kunne han måske have arvet.... magi.. fra mig?"

Ava fulgte hingsteføllet med blikket, og lod det die i fred. Hendes egen mule søgte den spragledes hals i stedet. Hvis ikke det var for ham, havde hun nok ikke klaret det. Ikke med sådan en stor krabat.

Minds mule gled tænkende over Avas hals, mens en lille brummen stadig lød fra ham. Han tænkte både på et navn, mens ligeledes også over Avas spørgsmål. Han havde ingen anelse om hvorvidt han havde. Han kunne vel måske håbe i det at hans liv måske ville blive nemmere for ham selv. Han så på Ava med et svagt smil.

" Det vil tiden vel vise. Vi kan håbe, men uanset hvad så ser han ud til at blive stærk "

Den spraglede hingst ønskede naturligvis ikke at hans søn ville være en skuffelse og derved ende som deres første datter. Hans samvittighed nagede ham hver gang han tænkte på hans voksne datter, men lige nu måtte tankerne blive på de to han stod med nu.

" Cain "

Kom det så stille fra ham . Inden han strøg mulen over hendes hals i en gengældende gestus.

Det sodfarvede føl havde travlt med at fylde sig med mad, inden han nu veltilpas smaskede og tøffede lidt rundt om sine forældre for at finde sine ben mere. Han var usædvanlig sikker på benene allerede og det hjalp kun at synet så småt blev skarpere og han kunne se sine omgivelser bedre. Dog veg han ikke langt fra sin mor, og stod derfor igen tæt ved hendes side og lod mulen en anelse søvnigt hvile mod hendes forben.