Kiindah (SB)

1

Mørke og kulde havde efterhånden sneget sig ind over Andromeda. Ikke fordi Herren var sluppet løs, men fordi årstiderne konstant skiftede, og de var på vej ind i den kolde og mørke tid. En tid Ava foretrak langt mere end nogen anden. Kulden generede hende ikke og i mørket kunne hun vandre næsten uforstyrret rundt. Det var kun de blå aftegn der gav hende bort.

Denne aften havde hun begivet sig væk fra flokkens område. Aljuns område. Hun havde fornemmelsen i kroppen af at noget skulle ske. På trods af hun før havde ventet både døtre og tvillinger, havde det ikke været lige så sikkert denne gang. Hun havde langt fra været sikker og alligevel havde der været et lille håb - og en frygt. En frygt for at hendes føl ville være dødt før det overhovedet ramte græsset. En frygt der havde samlet en bitterhed og vrede, der havde holdt hende sammen siden Illanas lys eksploderede foran hende.

Aljun var varm. Jorden var varm på grund af vulkanen, og derfor havde Ava ikke søgt væk fra øen. Hun havde søgt væk fra ildbjerget mod den mere sydlige del af øen, men stadig tæt nok på til hun kunne se ildbjerget tårne op bag en skov af birketræer. Rastløs havde hun vandret frem og tilbage på en lille sti hendes hove efterhånden selv havde gravet ned i de vulkanske småsten og grus. En vandren der føltes som om den havde stået på i timevis før Ava standsede og gav et højt skingert hvin fra sig.

Foehn var ikke et sted den spraglede hingst normalt satte ben på, men der var noget der trak i ham for at tage derover. Han begav sig nu afsted med langsomme skridt, mens ørerne vippede vagtsomt omkring. Han var på udebane her, selvom typerne var nogle han kendte, men i dag søgte han kun én. Han havde været på øens sydlige del da han hørte et hvin. Det fik ham til at øge tempoet igennem det askefyldte landskab. Kulden var heftig på denne tid af året, men det var intet der generede den spraglede lige nu.
Han ledte efter Ava og fandt hende snart i det han rundede et hjørne. Som altid stoppede han op på afstand af hende for at aflæse hendes lune og denne gang var det en anelse forpustet. De gule øjne så spørgende på hende, i det der faktisk ikke var ret meget at se på Ava. En lav brummen kom nu fra ham, mens han smaskede roligt.

1

Det var ikke fordi Azazael havde haft så meget at se til hele dagen eller dagen før den. Hans mor havde han heller ikke set meget til. Ikke at det var noget underligt, for det var ikke ret tit hun havde opholdt sig i selve broderskabets tilholdssted. Men på det sidste havde han alligevel set mindre til hende end normalt - taget i betragtning af hun, den gang han var lille, næsten ikke lod ham tage et eneste skridt uden at holde øje med ham. Og nu.... Nu kunne han næsten gøre hvad han ville uden det havde nogen form for konsekvenser. . . fra hans mor af. Noget han både brød sig rigtig godt om, og på samme tid ikke brød sig spor meget om.

Et hvin skar gennem luften og Azazael var ikke et sekund i tvivl om hvem det tilhørte. Med et spring frem, satte han af for at suse gennem landskabet i så høj fart han overhovedet kunne komme til det. Burde han have fundet Azula? Havde hun mon hørt noget? Hvor var hun overhovedet henne af? Han havde langt flere spørgsmål end svar, men for nu var der kun ét spørgsmål han skulle finde svaret på: Hvad hylede hans mor sådan op for?

Han kunne fornemme hende i nærheden da han var kommet længere sydpå øen. Det havde taget ham noget tid, og alligevel ikke alt for lang tid. Hun havde i hvert fald ikke flyttet sig endnu. Med en meget brat standsning havde han nær sat sig på røven, for hans mor var ikke alene. De lysende blå øjne blev knebet sammen til et par smalle sprækker, som om det ville hjælpe ham til at se tydeligere i mørket. Men han forblev skjult i det buskads han havde måtte krydse for at nå sin mors lokation. En form for jalousi bredte sig i kroppen på ham, for det var hans mor. Hans - og denne fremmede skulle så absolut ikke tæt på hende.

En være larm og tumult havde forstyrret Xenon i at lave absolut intet der var fornuftigt. Han havde derfor nu besluttet sig for at begive sig i den retning i det han jo havde kunne genkende alle tre implicerede. Det vil sige at den tredje holdt sig skjult. Xenon luskede stille afsted for heller ikke selv at blive opdaget af den spraglede hingst der delte Avas selskab. I stedet krøb han op på siden af Azad og tyssede stille på ham.

" Shhhh. "

Lød det så usædvanligt stille fra den gyldne hingst, hvis blik var fæstnet på hans egen bror. Ørerne var vippet en anelse utilpas bagud, mens han holdt sig umanerligt meget i ro. Xenon vidste at han ikke skulle på den spragledes dårlige side, mere end han var i forvejen. Han havde lært det da han var bare en lille skid.

2

Uvidende om alle tilskuerne omkring sig, stod Ava stille, som var hendes hove opslugt af jorden under hende. Hun havde ikke tænkt sig at lægge sig så længe hun stadig kunne stå på alle 4, for hun frygtede hvad det havde af betydning.

Hendes blik faldt på den spraglede hingst, hvis selskab havde bragt hende i den situation. Ikke alene ham, men det hele var startet med ham. Ørerne blev vendt bagud og blikket en anelse mere hårdt og advarende. Alligevel blødte hun en anelse op for at lade ham komme tættere på.

"Hvad hvis noget er galt? Jeg har været igennem det her et par gange før, og alligevel føles det forkert.... Hvad hvis det er dødt? Hvad hvis hun slog det ihjel?"

Normalt var den spraglede meget hurtig til at opfange andres tilstedeværelse, men Ava stjal alt fokus. Han bevægede sig tættere på hende og lagde mulen mod hendes hals med et stille suk, mens han tyssede på hende med en beroligende lyd. De gule øjne så mod hende, men han kunne ikke skjule hans egen bekymring, for det var en reel frygt at den lille ikke havde klaret angrebet.

" Jeg ved det ikke.. Ud det skal den, død eller levende.. Jeg er lige her.. "

Brummede han så, inden mulen strøg hende over halsen og han trådte et skridt bagud for at give hende lidt plads. Blikket gled kort rundt i det lille område de stod i, mens ørerne blev vendt bagud mod hvad end der gemte sig derude. Han vidste øen vrimlede med alle former for skygger. Han følte sig ligeledes meget udsat her med Ava, men han stolede på at hun havde valgt det sted hun fandt sikrest.

2

Xenocrates' ankomst kom som lidt af et chok for Azazael. Han havde været mere eller mindre opslugt af de to andre et lille stykke væk. Nok til han ikke havde holdt øje med sin egen ryg - en nybegynder fejl som han udmærket godt vidste han skulle passe på. Man vidste aldrig hvornår eller hvor fjenden kunne stå og holde øje med ham. Måske kunne en endda stå og holde øje med ham lige nu, som han stod der og holdt øje med de to andre.

Xenons tyssen fik Azazael til at snappe ud efter ham, for hvad bildte han sig lige ind? Det var jo hans mor. Han gjorde dog ikke mere ud af det, for hvis først de gav sig til at tumle rundt ville de med sikkerhed blive opdaget, og det var noget Azazael ikke selv var interesseret i.

"Hvad sker der?!"

Azazaels stemme var hviskende, men der var ingen tvivl om han ønskede et svar - og gerne et svar med det samme. Havde han kunne bruge lyd havde han nok hævet stemmen en anelse.

Xenon sendte ham et advarende blik og blottede kort tænderne inden han lod det være ved det. Han ønskede ikke at vække opsigt. De blå øjne hvilede på det to heste foran ham og han vippede kort med ørerne og hævede hovedet en anelse. Et lusket smil gled over hans mule, inden det døde ud. Den gyldne havde godt luret hvad der foregik. Han kunne fornemme det helt ind i knoglerne i det hans bror nærmest skreg af det. Han vendte derfor hovedet mod Azad for at give ham svar på tiltale.

" Du skal være storebror er hvad der sker. "

Brummede han stille. Hans bror ville ikke være her hvis det ikke var tilfældet. Den gyldne hingst stod stille og forsvandt næsten ind i sig selv i det tankerne blev fjerne. Han glemte et øjeblik hvad der foregik omkring ham.

3

Ava rystede på hovedet. Hun vidste godt han havde ret, men hun havde ikke lyst til at tage skridtet videre i sit liv. Hun var bange for hvad det havde af betydning og ønskede hellere at standse tiden fuldkommen. Og så alligevel ikke, for det var da ikke den mest behagelige følelse i kroppen. Med en klagende lyd måtte hun alligevel overgive sig og synke nede på jorden for at presse. Forbenene skrabede en anelse i jorden, som forsøgte hun nærmest at skubbe sig selv væk fra det helvede, liggende.

Kræfter var der ikke mange af. Skyggerne summede livligt rundt, men hendes egen energi var ikke på sit højeste. Den varme sommer havde dræbt en del af græsset og selvom efterårs regnen havde bragt en smule liv tilbage, var kulden efterhånden kommet til også. Naturens besynderlige vejr blandet med hendes egen bekymring havde ikke efterladt meget tid at æde sig fed og stærk til vinteren.

Mind forholdte sig i ro da Ava nu lagde sig ned og han gav hende nu blot pladsen hun havde brug for. Han vandrede let omkring hende, mens han holdt skarpt øje med sine omgivelser, og ind i mellem stak mulen frem for at stryg hende over skulderen, dog uden at komme for tæt på. Han løftede hovedet let og lod blikket glide ud mellem træerne. Han havde en underlig fornemmelse i kroppen, og følte sig beluret, men for nu kunne han ikke gøre noget. Måske var det bare skyggerne der spillede ham et puds. Det var i hvert fald hvad han forsøgte at fortælle sig selv.
Et øre var vippet i retning mod Ava, som han brummede opmuntrende til. Han kunne ikke gøre så meget andet end bare at være der og håbe på det bedste.

3

"Pfffh! Med ham der? Virkelig? Na-ah... Han er ikke værdig skygge"

Ikke tale om man burde blande sig med pøblen på den måde. Selvfølgelig kunne de gå som tidsfordriv, men ligefrem at avle med dem? Næ-nej. Den gik ikke. Storebror..... Han tyggede et par sekunder på ordet. Storebror. Ad. Skulle han virkelig være storebror til sådan en halvling? Det var noget andet med Azula og hendes manglende evner, for hendes far var trods alt skygge som hans mor. Skygge som han selv havde i sinde at blive. Han agtede at følge i sine forældres fodspor. Både fordi han var opdraget og oplært til netop det, men også fordi han ønskede at kæmpe. Stemmer havde hvisket til ham siden han var spæd og i hans hoved var det næsten som en bedste ven. Uden dem ville han kun føle sig halv.

Xenon vendte tilbage til overfladen idet han nu så hen på Azad med et lumsk smil. Han kendte vel kun den halve sandhed. Han morede sig over hans utilfredshed, men sænkede hovedet en anelse da hans brors gule øjne gled over området som en radar. Et stille puf mod Azad opfordrede ham til at gøre det samme.

" Jeg har en sjov historie til dig kæreste. Jeg har kendt din mor fra før hun blev skygge, og af de to der, så var det ikke hende jeg havde set ende som en. Han endte i Teylar, men lad dig ikke narre af det. Han er farlig. "

Hviskede han så. Xenon frygtede ikke sin bror, men var bekendt med hvilken styrke han havde og at til trods for hans tilhørsforhold så var han ikke bange for at bruge den hvis han fandt det nødvendigt. Han var ikke sukkersød god som resten af den flok dødbidere, så det holdt ham ikke tilbage. Den gyldne fulgte Ava opmærksomt med blikket, mens han alligevel havde et halvt øje på Azad.

" Han ville ikke være her hvis det ikke var ham. "

4

Ava ænsede knap nok Mindrapers tilstedeværelse da først hun havde lagt sit fokus mod det helvede hun befandt sig i. Enten havde hun fuldkommen glemt alle de andre gange, eller også var det en slem krabat denne gang.

Det var som om hun lige fik et lille pusterum, hvor hun rent faktisk havde tid til at fornemme omgivelserne bare en lille smule. Det var ikke fordi der var noget tæt buskads lige omkring hende, eller nogen som helst form for dækning der kunne skjule hende fra hvad end der kunne dukke op. Næsten hvem som helst kunne spadsere forbi og hun ville være fuldkommen blottet og med garanti ikke engang lægge mærke til hende. Men med Mindrapers tilstedeværelse, følte hun sig alligevel sikker nok.

Det var som om tusind tanker fløj rundt på samme tid og der alligevel slet ingen tanker var alligevel. Som om Avas hoved blev fuldkommen tomt. Tomt for tanker. Tomt for stemmer. Både de hviskende og hvad end der kom af lyde fra hendes omgivelser. Ingen fugle. Ingen insekter. Ingen vind i blade eller græsset. Det var som om alt foregik i slowmotion som hun gav slip og overlod sig selv fuldkommen til instinkterne, og alligevel var det som om det ikke var helt nok. Det var ikke noget hun kunne klare alene.

"Tag det!"

Hun nærmest råbte ordene af Mindraper og forventede nærmest han forstod hvad det var hun mente. Ørerne var smækket ned i nakken, men ikke fordi hendes vrede var rettet mod ham. Det var hende selv. Det var føllet. Det var lyshoppen og alt i hendes omgivelser. Det var livet selv hun var vred på, for at have sendt hende igennem sådan et helvede.

Minds blik blev rettet mod Ava igen i det hun skreg af ham. Han stod et øjeblik meget forvirret og stirrede på hende med et lige så forvirret udtryk i de gule øjne. Tag det? Den? Hvad? Han havde jo egentlig godt bemærket at dette tog lang tid, men det var først da han i sin forvirret gik lidt omkring hende at det gik op for ham hvad det helt præcist var at hun mente. Oh. Den spraglede hingst så en anelse forfærdet på Ava, og trådte meget varsomt hen til hende og prikkede tøvende til føllet med mulen.
Han fulgte dog op på Avas ordre og tog nu fat i føllets forben og trak. Da først føllets skuldre kom fri gled det nu ud som om at intet var hændt.
Den spraglede hingst bakkede nu tilbage og holdt vejret en anelse, dog til hans store lettelse så han nu så småt små bevægelser og sukkede derfor tungt af lettelse.

Et skarpt lys blændede den lille ny i det han blev rykket ud af sin mor. Han havde lagt godt gemt væk i hende, men var nu i denne verden og allerede så han stærk ud. Han var et stort føl og det var intet under at hans mor havde haft problemer. En let virren med kroppen kom fra ham og han slog de tofarvede øjne op med et gisp i det han nu trak vejret for første gang. Alt var stadig slørret omkring ham, men hans mors duft ramte ham med det samme i det han lille kaldende lyd kom fra ham.