Kiindah (SB)

7

Xenons tysseri hjalp ikke længere på Azazael. Ikke efter den udmelding, og Azazael brød ud i et lille grin.

"Hah!"

Det kom måske ud en anelse for højt og han skyndte sig at bide tænderne sammen, men han kunne ikke rigtig undertrykke latteren. Han gjorde dog sit bedste for at holde den så lav som overhovedet muligt, og dukkede ligeledes hovedet igen for at undgå at være alt for synlig.

"Hahaha! Du er blevet redet af en hoppe........"

Der lå en form for hån i Azazaels tone. Man skulle skam ikke tage fejl af nogle af hopperne kunne være nogle stride rappenskralder, men ligefrem at blive reddet af nogen og så endda hans mor? Det fandt han altså lidt for underholdende til at lade det gå forbi uden kommentar. Godt nok var han også selv reddet ud af fedtefadet nogle gange, men det var hans mor og derfor hendes job at sørge for at han blev ikke havnede i den slags problemer.

Xenon bed tænderne sammen og næsten smed sig ned da Azad nu larmede en tand for mig. Han hvæste lavt af ham, men forholdt sig nu meget stille. De blå øjne stirrede på ham med et irriteret udtryk, mens han blottede tænderne advarende.

" Og du bliver slået ihjel af en hvis du ikke tænker dig om "

Hvislede han så lavt, inden han bakkede en anelse væk fra stedet for ikke at blive opdaget. Måske kunne han kaste Azad for løverne og så forhåbenligt selv nå at smutte uden at blive opdaget.

7

Ava opfangede meget hurtigt en lyd. En velkendt stemme der kom fra et sted et stykke væk, der hverken var tæt på eller langt væk. Hun havde ikke opfanget nogen stemmer eller andre lyde før nu, der havde vidnet om andres tilstedeværelse. Stemmen tilhørte Azazael. Hendes yngste - eller nu anden yngste. Selvom Azazael og Azula var tvillinger, var det Azazael der var født sidst.

Det ene øre var blevet vippet i retningen af Azazaels lyd. Hvis han var i nærheden behøvede hun ikke tænke sig om ret længe for at vide han nok ikke var alene. Hvis han var alene, havde han været henne ved dem nu. Øjnene kneb hun en anelse sammen inden hun rettede blikket mod Mindraper igen.

"Vi er ikke alene"

Mindraper opfangede selv en lød og havde allerede pustet sig op med en ilter fnysen. Halsen blev knejset og de gule øjne rettet skarpt mod det buskads han havde haft øjnene på i længe. Et par skridt tog han derfor imod det, inden han afsluttede med et advarende fnys. Han skævede tilbage på Ava med et anspændt udtryk

" Ven eller fjende? "

Lød det så spørgende fra ham. Det var henvendt til hvorvidt Ava ønskede vedkommende tæt på eller om han skulle drive dem bort. Eller forsøge that is. De mandelformede ører var lagt fladt ned i nakken, mens en rynke kom til syne på hans mule i det han svagt lod sine tænder vises. Han havde ikke i sinde om at lade nogle gøre Ava og deres søn fortræd.

Cain stoppede med at die i det han kunne fornemme at stemningen blev en anelse anspændt. Han lagde hovedet let på sned, inde han lod de tofarvede øjne glide op på hans mor, inden han duttede til hende med mulen. Han var allerede for stor til at kunne krybe ind under maven på hende, så han blev i stedet stående hvor han var og afventede lidt hans mors gøren. Han var trods alt så lille at han ikke ville kunne stille noget op eller sågar forstod hvad det egentlig var der overhovedet foregik omkring dem lige nu.

8

"Slap af, Snokrates..... man kan jo nærmest høre dine knogler sådan som du ryster...."

Azazael var ikke færdig med at drille, men han havde alligevel sænket stemmen en lillesmule igen for ikke at lade andre lytte med. Hvis Xenocrates lod til at mene det var en farlig hingst, var der måske noget om det. Men han havde sin mor på sin side, og ikke tale om han ville indrømme det, hvis han var bare den mindsgd smule bange. Hans mor ville vel ikke lade noget ske med ham, selvom han var far til sådan en afskyelighed.... En bror uden en skyggefar. Han var trods alt familie og det var den fremmede ikke. Det måtte da tælle mere sådan. Azazael lod blikket hvile på Xenocrates i nogle overvejende sekunder. Skulle han gå derhen?

Busted.
Xenocrates spærrede de isblå øjne op, mens han stirrede olmt på Azad. Den store idiot. Han tyssede på ham og blottede tænderne en anelse. De kunne flygte eller give sig til kende. Den gyldne hingst rystede sig kort, inden han nu bed Azad i skulderen med et lavt fnys.

" Du bliver her! "

Hviskede han ud imellem tænderne, inden hans attitude ændrede sig i det han nu trådte ud fra sit skjul, hen mod sin bror. Et bredt lusket smil fandt vej til hans mule, mens han dog holdt sig på god afstand af Ava. Mødre skulle man ikke spøge med og slet ikke en så farlig som hende. Opmærksomheden var skarp rettet mod de to, inden han tillod sig et blik på føllet.

” Jamen ser man det. Min kære bror er kravlet ned fra sin piedestal for at mænge sig med pøblen, men sikke dog en anledning. Heldigt han har arvet sin mors udseende. ”

Lød det så, mens han kunne fornemme hvordan broderens udtryk blev mere og mere mørkt jo længere hans gule øjne hvilede på ham. Så længe det kunne tage opmærksomheden væk fra Azad så måtte Xenon tage de tæv det måtte give. Han skævede kort over på Ava for at forsøge at aflæse bare lidt. Hun måtte vel vide hvem der var lige bag ham.

10

Ava, der skulle lige til at svare, nåede det ikke før Xenocrates var kommet frem fra skjulet. Hun havde en lille anelse om han også ville have været der, men troede alligevel ikke han ville komme frem, når hans bror var i nærheden. Azazael ville hun kunne have kaldt en ven og fellow skyggebærer som bare var ude på at beskytte, men Xenocrates kunne hun ikke finde nogen undskyldning for.

”Lidt af hvert ser det ud til”

Ava følte sig ikke truet, men havde alligevel næsten ondt af Xenocrates. Hun vidste jo godt hvorfor han var kommet frem, og der var da også en lille følelse af taknemlighed gemt væk derinde et sted, men hun skulle passe rigtig godt på, hvad hun gjorde som det næste. Det tog hende ikke mere end et par lynhurtige sekunder at tænke sig om, og hun strakte derfor halsen mod Mindraper for at give ham et lille puf.

”Vær nu ikke for hård ved ham”

Nok holdt den spraglede hingst til i Teylar. Nok havde Lyset vist sig for ham, men det betød ikke at han ikke gemte på de gamle dyder dybt inde. En der kunne ruske op i dem var hans bror. Den lille sleske orm, men stadig hans bror. Mind var sjældent rasende, sjældent opfarende eller udadreagerende, men hvor vovede han at bryde ind i en af de små stunder han kunne nyde med Ava. Udtrykket blev mørkere for hvert sekund de gule øjne hvilede på den gyldne hingst, og Avas ord var fjerne for ham.
Et grynt var alt der kom som svar, inden han sad i flæsket på sin bror, der med et ordenligt dunk nu lå på jorden i det den spraglede slog luften ud af ham, men Avas ord var alligevel nået frem til ham og han lod det så være ved det.

" Forsvind. "

Hvislede han til den gyldne, inden han kort skævede retur mod Ava og sønnen.

Der skete meget omkring føllet, som kort forvirret så til, mens det hele udviklede sig. Han stod tæt på sin mor og betragtede nøje de to hingste, hvoraf den ene til hans store begejstring blev most. Cain viftede ivrigt med halen og tog et lille skridt frem, mens en lille klukken kom fra ham. Igen igen!
Han var dog klog nok til ikke at spankulere derhen. Det var trods alt sikrest her hos mor.

4

Azazael så en anelse surt efter Xenocrates, som han bad ham blive stående og selv gik mod den lille forsamling, som om Azazael selv ikke kunne klare at stå ansigt til ansigt med sin egen mor. Hun ville da vel ikke lade nogen skade ham, med mindre det var Xenocrates eller hende selv? Han fulgte alligevel sin babysitter meget nøje med øjnene fra sit skjul. Han kneb dem sammen som Xenocrates havnede på jorden og selvom han havde fået besked på at holde sig skjult, trådte han alligevel frem så han blev synlig for resten af gruppen, og begav sig mod dem. Øjnene var stadig smalle og rettet mod den spraglede hingst. De kastede et enkelt blik ned på føllet men faldt mod den store hingst igen.

”Lad ham være”

Ordene var blevet en smule snerrende. Det var jo sådan set hans skyld, men det behøvede han ikke sige højt. De andre behøvede ikke vide det, selvom hans mor nok gjorde allerede. Den konsekvens måtte han tage senere, hvis det betød en omgang af hendes opdragelse.

Den gyldne hingst var vant til det, og havde efterhånden udviklet en uovertruffen faldteknik, og lad sig derfor blot hamre i jorden, mens han måtte kvæle en latter, mens han gispede efter luften der var blevet banket ud af ham. Latteren kom tilbage sammen med luften og de blå øjne stirrede op i hans brors gule, med et lusket smil.

" Jeg har også savnet dig, brormand "

Den spraglede hingst så dog ikke ud til at være i et spøgefuldt humør, og Xenons luskede smil blev da også afbrudt af Azads ankomst. Et diskret og skarpt blik blev sendt mod den sorte hingst, inden han forsigtigt skævede over mod Ava, da den spragledes opmærksomhed nu lå på Azad. Det fik ham dog også til at komme på benene i en vældig fart. Han trådte et enkelt skridt til siden for at blokere den direkte vej til Azad for hans bror.

[3]

6

”Mindraper!”

Avas tone var blevet skarpere som han fik sin bror i jorden. Det var nu ikke det hun havde ment, da hun sagde han ikke skulle være for hård ved ham. Faktisk havde hun slet ikke ment han skulle yde nogen form for vold, foran deres lille nye hingst. En lille uro voksede også i kroppen på hende, som Azazael kom frem fra sit skjul. Alligevel faldt en lille ro over hende, som Xenocrates gik imellem Azazael og den spraglede. Hendes blik faldt ned mod det ikke-så-lille lille føl, og gav ham et lille puf. Hun ønskede ikke tage ham med ind i den tummult der var opstået, men kunne heller ikke bare selv stå tilbage og kigge på.

Hun måtte gøre noget. Det var næsten med rolige skridt hun trådte nærmere de 3 hingste. Et enkelt blik faldt mod Mindraper, før hun rettede blikket mod de to andre hingste. Ligesom Xenocrates var gået mellem Azazael og den spraglede, gik Ava mellem Xenocrates og Mindraper. Mulen lod hun hvile mod Xenocrates’ hals i et par sekunder inden hun gav ham et lille forsigtigt puf, med taknemlighed i blikket.

Derpå vendte hun sig langsomt rundt, så hun stod med fronten mod Mindraper, og ørerne vippet om mod nakken.

”Jeg ved ikke hvordan du er opdraget, men jeg ser helst du ikke udøver vold for øjnene af din søn!”

[5]
Den lille ny så passivt til, mens det hele foregik, og gjorde sig nok klogeligt i at holde sig tættere på sin mor, som nu gav ham et puf. Han bevægede sig afsted ved hendes side, og fik nu møflet sig under hendes mave, så han kunne stå der og se til. Selv om han endnu ikke kendte sin mor eller hendes ry, så vidste han alligevel at her var det sikreste sted han kunne være lige nu.

[2]

Meget skete lige nu. Det havde ikke været Avas tone der havde fået ham til at stoppe, men ankomsten af endnu en. Xenon var blevet sendt et hårdt fnys der var henvendt mod hans kommentar, men den nyankomne havde fået opmærksomheden for nu.
Han så godt af hans bror blokerede vejen mod ham. Ikke at den spraglede havde tænkt sig at angribe ud af den blå luft, som han havde gjort ved sin egen bror, men udseendet på den sorte hingst det kom til Xenons forsvar havde sat noget i gang.

Først da Ava bevægede sig hen og tilmed rørte den gyldne lille slange, så var det som om at Mind kom tilbage til overfladen. Et væld af følelser spredte sig i ham og de gule øjne havde endnu ikke rykket sig fra den nyankomne. Den spragledes krop var spændt til bristepunktet, og det var da kun da Ava talte at et hidsigt fnys gav afløb for den damp der havde hobet sig op sammen med de følelser. Han sænkede hovedet en anelse, og lagde mulen mod hendes skulder med en lidt mere afdæmpet brummen. Sønnens mule tittede frem fra under Ava, og den store hingst pustede blidt til den, med den varme luft der forlod hans næsebor.

Han fokuserede på at få styr på det gemte temperament, og han ventede derfor lidt endnu før han åbnede munden. De gule øjne så dog op på Ava med et ”Du ved præcis hvordan jeg er opdraget” udtryk, inden han dog rystede på hovedet ad sig selv. Han ville ikke stå at undskylde for noget han ikke kunne lave om på, men han lod dog sig selv falde ned for at vise at han havde hørt det og forstået hvad hun mente.

Den spraglede hingst tårnede sig i ren højde og drøjde op over forsamlingen og man kunne synes det var lidt fjollet at Ava stod der som buffer mellem ham og de andre to hingste, men respekten han havde overfor Ava var tydeliggjort i at han troligt blev stående. Mulen hvilede han mod hendes pels på ryggen.