A new chapter - Foletråd

Nzuri befandt sig stadig på den sandede ørkenø. Det var ikke med hendes gode vilje, at hun ikke havde forladt den endnu; men hun havde simpelthen ledt så længe efter hendes søster og guldhingsten, uden at kunne finde dem. Det var lige før, hun var begyndt at tro, at de slet ikke holdt til her længere... For så stor kunne denne gudsforladte ø da ikke være?!
Men det var ikke længere Lumine, der fyldte den gyldne hoppes tanker... Nej, den lyse hingst med de fængslende blå øjne havde efterladt en lille "gave" til hende, da hun havde mødt ham for cirka en måned senere. Og det var alt, hun havde at tænke på nu; det, hendes liv ville handle om fra nu af.
Hun havde altid ønsket sig et føl. At finde en højtelsket mage og starte en familie sammen. Men det her var ikke engang i nærheden af det, hun havde drømt om... Han havde taget hende med magt og bagefter smidt hende fra sig som en brugt kludedukke, og nu havde han også efterladt hende alene med føllet; hun havde ikke set så meget som skyggen af ham siden den dag...

Hun ledte ikke længere efter Lumine, men havde brugt de sidste par dage på bare at vandre lidt fortabt rundt og lede efter et godt sted at føde sin kommende søn eller datter. Hun ønskede slet ikke at være på denne ø, men i hendes tilstand ville det ikke lykkes hende at krydse havet nu...
Hun huskede tilbage på den dag, hun havde mødt den lyse hingst, med et sarkastisk fnys. Dengang havde hun ønsket at vise Lumine, at hun ikke var nogen tør og kedelig hoppe, men at hun også var med på lidt sjov og ballade fra en hingst. Det var næsten helt tragikomisk at tænke tilbage på nu... Hun skulle aldrig have lagt op til noget med den hingst! Det var hendes egen skyld, fordi hun havde fristet og forvirret ham... Og nu måtte hun selv deale med konsekvenserne af sit valg. Og det dér med at finde Lumine og med stolthed vise hende, at hun ikke var nogen tør kiks... det virkede så uendelig ligegyldigt nu. Så dumt og åndsvagt; en så barnlig tankegang.

Smerterne tog til i hendes mave, og hun mærkede sveden pible frem på sin pande. Tiden var inde... Hun fandt et stort, ensomt træ midt i ørkenen og lod sig dumpe ned under dens lavthængende grene, hvis blade forhåbentlig ville kunne tilbyde hende lidt skjul og læ. Hun lagde sig om på siden og prustede hurtigt og smertefuldt, mens vandet gik. Og efter et par ulidelige minutter var smerten endelig forbi, og et nyt kapitel begyndte...

Sehzade blinkede langsomt øjnene åbne og så for første gang på den store, nye verden han pludselig befandt sig i. Det kom som noget af er chok pludselig at være på jorden hvor der var helt anderledes koldt og hårdt end hvor han hidtil havde opholdt sig. Langsomt så han sig omkring indtil han fik øje på en stor skikkelse der nærmest strålede varme. Den lugtede godt, velkendt og sikkert og, med en pludselig kraftig trang til st komme op og hen til skikkelsen begyndte han at kæmpe sig på benene.

Lettelsen var stor, da smerterne endelig opholdt, og den lille ny kom til verden. Hun rejste udmattet hovedet og så bagud mod den lille skikkelse, der heldigvis var i live og så ud til at have det godt. Hun smilede varmt og brummede kærligt, inden hun strakte sin bløde mule hen mod den lille og begyndte at slikke ham ren. Det var en lille hingst, og selvom han ikke var blevet skabt på en kærlig og ønsket måde, så havde hun intet andet end kærlighed til overs for den lille skabning - det var jo trods alt ikke hans skyld, at hans far var en idiot.

Med en lille kraftanstrengelse kom hun nu på benene og brummede opmuntrende, da den lille forsøgte at gøre hende kunsten efter. Det var svært ikke at træde ind og hjælpe, men hun vidste, at hun måtte holde ud og lade ham kæmpe den lille kamp selv - det var den eneste måde, han kunne blive stærk og overleve i denne barske verden.

Sehzade fik møjsommeligt samlet bagbenene under sig og med en kraftanstrengelse fik han skubbet sig op på bagbenene. Med et smil så han sig stolt omkring indtil han indså at han altså også skulle op på forbenene for at komme nogen vegne. De var noget mere genstridige end bagbenene og det tog ham fire forsøg før både bagben og forben var strakt under ham.

Da havde han så til gengæld også fundet ud af hvordan man gjorde og kunne - nogenlunde sikkert- tage de ganske få skridt der var hen til den dejlige varme og sikre skikkelse for at få den livsvigtige første næring.

Sehzade fik møjsommeligt samlet bagbenene under sig og med en kraftanstrengelse fik han skubbet sig op på bagbenene. Med et smil så han sig stolt omkring indtil han indså at han altså også skulle op på forbenene for at komme nogen vegne. De var noget mere genstridige end bagbenene og det tog ham fire forsøg før både bagben og forben var strakt under ham.

Da havde han så til gengæld også fundet ud af hvordan man gjorde og kunne - nogenlunde sikkert- tage de ganske få skridt der var hen til den dejlige varme og sikre skikkelse for at få den livsvigtige første næring.

De seneste par måneder var gået hurtigt, også selvom han ikke havde set - nej interageret med den gyldne hoppe siden deres første møde. Xenon havde fulgt nøje med fra sidelinjen i det sekund han havde fornemmet at hun ikke var alene mere. Han havde kunne sanse den særlige forbindelse til det lille kræ der havde vokset i hendes indre, og nu var på vej til verden. Han havde på sin egen måde sikret sig at ingen ville skade dem. Han havde holdt sig væk bevist. Om det var samvittigheden der nagede var uvist, men han havde intet positivt at kunne bidrage med.
Hoppen havde ikke opdaget ham, som han beskuede fødslen nøje fra en sikker afstand. Her kunne han holde øje med alt der nærmede sig, men da det stod klart at intet rørte på sig, så havde han nærmet sig og stod halvt i skjul bag træet og kunne se sin søn komme på benene for første gang. Med en lav brummen tilkendegav han sin tilstedeværelse.

Hun smilede varmt og stolt, da det lykkedes den lille at kæmpe på benene efter sin brave kamp. Og da han nu lykkeligt stavrede hen til hende og begyndte at die, fældede hun faktisk en lille tåre af ren lykke og lettelse. Lettelse over at han var sund og velskabt, og lykkelig fordi... ja, selvom det her ikke var forløbet på en måde, som hun havde drømt om, så havde hun jo altid ønsket sig et føl, og nu var han her; og han var helt perfekt. Hun havde vaklet lidt mellem nogle forskellige navne, men nu da hun så på ham, var hun ikke længere i tvivl.
,,Sehzade..." mumlede hun blidt og strøg ham kærtegnende ned ad ryggen. Hendes lille prins.

Det gav et lille sæt i hende, da hun pludselig hørte en brummen ikke langt derfra. Hun drejede hovedet i lydens retning og fik øje på ingen ringere end selveste den lille prins' far. Hendes ansigt gled over i en ubestemmelig grimasse, inden hun blot hævede et bryn og så uinteresseret på ham. ,,Nå, så besluttede du dig for at dukke op...?"

Sehzade så overrasket op da det gav et sæt i hans mor, hvorfor hoppede hun sådan? Var der noget farligt? Hurtigt drejede han så han havde siden mod hende og kunne følge hendes blik. Et øjeblik så han forvirret rundt indtil han fik øje på den store, fremmede hest. Hans mor virkede ikke bange eller vred men den havde forskrækket hende så han kunne ikke lade være med at sende hingsten et misbilligende blik inden han vendte tilbage til sin mad. Så længe mor var tryg kunne han også være tryg.

Han holdt dog stadig ørene vendt halvt mod den fremmede og halvt mod sin mor så han kunne reagere hurtigt hvis der skete noget. Hvis ikke der var en risiko ville hans mor vel ikke være blevet forskrækket?

Hvad der var ubestemmeligt for Nzuri, var mindst lige så ubestemmeligt for den gyldne hingst der stjal et øjeblik for at se det lille myr. Det var svært at løbe fra at det var hans og det fik ham til at skære en grimasse som kun kunne fortolke. Nzuris ord fik heldigvis fokusset over på hende og hans udtryk ændrede sig til det vanlige overskudsagtige og luskede.

“Jeg har egentlig aldrig været væk. “

Lød det så fra ham med et hemmelighedsfuldt toneleje.
Han skævede over mod den lille prins og havde ingen indvendinger over navnet. Ikke at han bekymrede sig over hendes mening, men det var nok bedst ingen vidste hvem der havde bidraget til hans eksistens. Han trådte tættere på den lille familie, dysfunktionel, men det var familie. De blå øjne betragtede den lille prins med et snært af stolthed, inden det blev vendt mod Nzuri igen.

“Hvis du vægter hans sikkerhed højt. Så fortæller du ingen noget som helst. End ikke tænk det. “

Der var noget ildevarslende over Xenons toneleje, men lyttede hun godt efter, så kunne hun fornemme den oprigtige bekymring der lå godt gemt væk.

Det løb hende lidt koldt ned ad ryggen, da hingsten i sit luskede og hemmelighedsfulde toneleje svarede, at han egentlig aldrig rigtigt havde været væk. Hun vidste, at han kendte denne ø som sin egen baghov, så det var sgu rimelig klamt at tænke på, at han måske havde gemt sig et sted i de mange sandbakker og luret på hende. Brrr... Forhåbentlig mente han bare, at han aldrig havde været langt væk, fordi han ikke havde forladt Zenobia. Man havde da lov at håbe...
Hun holdt skeptisk øje med hans bevægelser, da han nu trådte tættere på hende og den lille prins. Hun kendte stadig ikke denne hingst godt nok til at vide, hvad han kunne finde på, eller hvilke hensigter han havde, så hun måtte være på vakt. Nok var dette også hans føl, men hun var moderen, og hun ville beskytte det for hver en pris! Hun opdagede dog hurtigt det lille stolte blik, han sendte deres søn, og faldt straks lidt mere til ro igen. Han virkede ikke som en, der havde tænkt sig at skade hverken hende eller føllet... Men det betød ikke, at hun ikke stadig havde paraderne oppe.

Hun lyttede nu til hans ildevarslende ord, der atter fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen. Hun lagde straks ørerne i nakken og så misbilligende på ham. Var det en trussel?! Nej... Da hun tænkte lidt mere over det, havde hans ord haft en dybere betydning. Det var ikke en trussel mod deres søns sikkerhed. Det var en bekymring... Han prøvede at beskytte den lille prins. Hendes blik ændrede sig og fik en mildhed over sig, da hun nu så på ham igen. Måske var denne hingst slet ikke så ond og farlig, som han gik og så ud... Hun smilede nærmest kærligt til ham, inden hun ikke kunne lade være med at blinke charmerende og en smule prøvende.

,,Forstået. Farmand har måske ikke så godt et ry heromking?"

Sehzade så op da han følte sig tilfreds og mæt. Nu kunne han forsøge at regne ud hvad der foregik mellem hans mor og denne måske-farlige-truende fremmede hest. Hans mor skiftede mellem mistro og at være afslappet så han kunne ikke rigtig finde ud af hvordan han burde opføre sig. Prøvende lagde han ørene let tilbage og gloede på hingsten inden han skævede til sin mor for at se reaktionen. Var det sådan han burde gøre?

Xenon glemte for en stund N'zuri da han betragtede den lille prins noget mere indgående. Han kunne fornemme den uskyldige aura der omfavnede ham i et farvespektrum, som endnu ikke havde besluttet sig for hvilken tone den skulle blive til. Det simple spæde sind var svært at læse, for det skiftede og kopirede. Det kunne give en grum hovedpine at forsøge at fordybe sig i det, så heldigt for ham afbryd Nzuri ham med et adfærdsskift der fik ham til at se noget så forvirret i det sekunder det tog ham om at genvinde kontrollen. Han trak prøvende på smilebåndet, inden han rømmede sig.

" Jeg har før fortalt dig om at gå min egen vej og ikke mine forældres. Jeg har skabt mig en farlig fjende, men lige så farlige bekendtskaber. "

Xenon holdt sin forklaring simpel. Jo mindre hun vidste jo bedre.

Hun betragtede den lille Sehzade, der allerede tydeligt kopierede sin mors adfærd ved nu at lægge ørerne mistroisk af sin far, inden han så på hende og søgte hendes anerkendelse. Hun smilede varmt og rodede kærligt op i hans pandelok. Hun måtte huske sig selv på at opføre sig ordentligt og dannet fra nu af. Hun havde for første gang en lille søn at tage vare på, og det var hendes job at sørge for, at denne lille hingst voksede op og blev en veldannet, høflig ung mand med gode manerer og et venligt sind.

Hun kunne ikke lade være med at le mildt, da hun så det dybt forvirrede ansigtsudtryk på den gyldne hingst. Hun kunne godt forstå, at han blev lidt forvirret over hendes humørskift. Hun var heller ikke selv helt sikker på, hvad der egentlig skete i hendes krop lige nu... Kunne man mon blive ramt af en slags efter-fødsel-hormoner?
Hun vippede lyttende med ørerne til hans ord og trak bare accepterende på smilebåndet. Det var tydeligt, at han ikke ønskede - eller måske ikke kunne? - involvere hende i det, og det måtte hun acceptere. Det var jo på sin vis også helt okay, for selvom de nu havde et føl sammen, betød det jo ikke, at hun kendte ham særlig godt eller på nogen som helst måde havde ret til at blande sig i hans privatliv.
Og dog... Han havde selv valgt at blande sig i hendes liv ved at tvinge hende til at få føl med ham, så måske hun faktisk godt kunne tillade sig at kræve lidt mere af ham? Hun ændrede derfor hurtigt udtryk igen og så nu på ham med et blik, der indikerede, at hun ikke var helt tilfreds med hans svar.

,,Du synes ikke, jeg fortjener at få lidt flere detaljer end dét? Jeg mener... Det er trods alt ikke mig, der har valgt at få et føl med dig, så det mindste, du kan gøre, er da at fortælle mig, hvad det er, der kan bringe vores søn i fare..."

Xenon stod for en stund og stirrede på hoppen som var hun komplet gal. Sige noget mere, altså hvem regnede hun ham for at være. Han rystede dog stille på hovedet med en afvisende mine til trods for hendes anklager om hvorvidt hun ikke havde valgt noget som helst. Det var jo trods alt hendes egen skyld og hvis hun ikke havde været der, så var det aldrig sket. En dyb rumlen kom fra hans stemmebånd, mens han bandede under sit åndedræt.

" Dit sind er ikke stærkt nok. Det er en åben bog. Jo mindre du ved, jo mere sikker er i begge. "

Hingstens toneleje var en anselse anklagende, men det lå til hans personlighed. Han havde en sær måde at begå sig med andre, og man kunne undre sig over at det næste han gjorde var at ligge mulen mod hendes hals. Han kærtegnede hende næsten helt besidderisk, mens han godt kunne mærke en sær knugende fornemmelse i hans brystkasse. Hvorfor gjorde hun det her mod ham. Han trak med et frustreret fnys mulen til sig igen.

Şehzade slog tilfredst med halen da hans mor smilede til ham, det måtte betyde at det han gjorde var det rigtige! Altså måtte denne hingst være en dum hingst! Han kunne ikke helt følge med i hvad de snakkede om men baseret på sin mors ros og deres tone gik han ud fra at hingsten sagde dumme ting til Sehzades mor. Endnu en gang lagde han ørene tilbage af hingsten som endda vovede at røre ved hende!

Han trampede advarende i jorden og stødte hovedet mod hingstens skulder for at fortælle ham at det altså ikke var okay! Han skulle holde sig fra Sehzades mor og lade dem begge to være!