Hjemme igen | Leonora <3

Den gyldne vandrer var atter vendt hjem til Teylar. Efter at have vandret lidt rundt i Andromeda og fået opfyldt sin strejfetrang, havde han nu fået hjemve og var på vej tilbage. Et lille smil tegnede sig på hans lyse mule. Det var stadig så uvant og fantastisk en følelse at have et sted at høre til. Et rigtigt hjem... I Teylar sammen med Leonora og deres døtre. Da han i sin tid var ankommet til Andromeda, havde han aldrig forestillet sig, at han skulle komme til at føle kærlighed igen. Men nu stod han her; med både mage og afkom, som han elskede højere end livet selv. Leonora havde ændret ham. Hun havde reddet ham... Hun havde tøjlet hans rastløse og fortvivlede sind og havde givet ham en grund til atter at leve. Og derfor var han nu på vej hjem igen. For selvom han altid havde elsket eventyr og store åbne vidder, så var hans trang til at være sammen med sin familie større end noget andet. Den fyldte nu officielt mere hos den gyldne vandrer, end selve vandringen gjorde...

Han trådte ind over Teylars grænser og fandt atter sig selv smile. Selvom han ikke var meget for den indelukkede og klaustrofobiske fornemmelse, skoven gav ham, så kunne han alligevel mærke en vis gensynsglæde ved at se dette område igen. Ja, det var i sandhed blevet hans hjem. Han satte farten op til en rolig trav og luntede lykkeligt af sted mod et helt særligt træ. Der var kun én person, han havde lyst til at være sammen med lige nu, og han vidste, at hun som regel var at finde dér.

Leonora stod i midten af Teylar, nær det træ som hun efterhånden anså som værende hendes. Det træ, hvor hendes døtre var født under og havde tilbragt hver nat, indtil de var blevet selvstændige nok til at udforske Teylar selvstændigt og finde deres egne hvilesteder. På sin vis var det dejligt at de nu havde nået en alder, hvor de ikke længere var afhængige af Leonora, men hun savnede også deres nærhed; savnede deres uendelige spørgsmål, deres leg og deres kærlighed. Hun havde endnu et tæt bånd med dem og så dem ofte; af og til havde de også delt soveplads med den efterhånden lidt aldrende Leonora og hver gang havde hun glædet sig over hvor heldig hun var. Dog havde der også manglet en, en ganske særlig sjæl i den sidste rum tid; men selvom hendes mage Eagle Eye havde søgt bort for en stund, have hun ikke følt sig forladt. Hun vidste at han altid kom tilbage, også selvom det kunne tage lidt tid.

Hun stod stilfærdigt og betragtede omgivelserne omkring det store træ, som befandt sig i centrum af flokken. Et enligt træ, som havde valgt at vokse væk fra resten af skoven, som var en stor del af Teylars område. Dog var træet også det største som var i miles omkreds og de store rødder, som rakte ud i jorden ved træets fod skabte gode sovepladser for dem, som søgte træet læ.

Foråret havde for alvor meldt sin ankomst og græssets grønne farver havde så småt overtaget vinterens grå og afblegede nuancer. Det var en fryd for øjet og Leonora kunne også mærke at de længere dage så småt gav hende mere energi. Det var en rar følelse – men denne rare følelse erstattede på ingen måde savnet, som hun også bar; savnet til hendes mage. Dog var dagen i dag en lykkelig en – for netop som hun stod der i sine helt egne tanker, var selveste Eagle Eye på vej mod Teylars midte.

[2]

Som han kom nærmere og nærmere Teylars midte og Leonoras træ, kunne han ikke lade være med at smile indvendigt, da duften af hende blev tydeligere og tydeligere. Og ganske rigtigt dukkede hun nu op foran ham under det store, smukke træ. Han kunne slet ikke tage blikket fra hende, som han nærmede sig hende i en rolig skridt. Hun var så smuk, og han blev blot mere og mere forelsket i hende, for hver gang han så hende. Han brummede blødt og hilsende for at melde sin ankomst, inden han skridtede ind under træet til hende.

"Min kære Leonora."

Han strakte blidt mulen frem mod hende og strøg kærligt hendes pandelok væk fra hendes ansigt.

"Hvor har jeg savnet dig. Tak fordi du ville vente på mig."

Han kyssede hende blidt på panden og mærkede en varm lykkefølelse boble i maven. Han havde næsten ikke kunnet tænke på andet, end hvor højt han savnede hende og deres døtre. Han var så uendeligt taknemmelig for, at han nu havde en familie, der ventede på ham - nogen, han kunne glæde sig til at komme hjem til.

"Hvordan har I det, alle sammen?"

Her hentydede han både til Leonora, men også deres to døtre, som han endnu ikke var stødt ind i.

Det så nærmest ud som om den stjernedækkede Leonora var gået i dvale, som hun stod i træets skygge og betragtede sine omgivelser uden at rykke på sig. Kun hendes klare blå øjne bevægede sig en anelse, og af og til blev det ene øre tippet lyttende rundt. Hun så ikke efter noget bestemt, men nød blot at se det landskabet foran sig, som i øjeblikket var i rivende forandring.
Hendes døtre var indenfor flokkens grænser, i færd med at udforske og blive klogere på livet. De var blevet så store nu, at deres selvstændighed var vokset og lige i øjeblikket var så dominerende, at Leonora ikke kunne holde på dem. Selvom det var sørgsmodigt, var det også en god ting; de havde fået en god start på livet og hele Andromeda lå foran dem. Snar ville de sikkert også søge ud bag flokkens grænser og stifte bekendtskab med alle de forunderlige ting, som var at finde på de forskellige øer. Leonora kunne kun håbe, at de fortsat ville have base i Teylar, og at hun ville se dem oftere end hun havde set Seyé efter han var blevet voksen.

En brummen vækkede hende fra hendes nærmest trance-agtige tilstand. En brummen som hun kendte rigtig godt og som strakt fik hendes hjerte til at hamre hårdere af lettelse og glæde. En nærmest lydløs brummen forlod hendes egen mule, inden hun vendte sig rundt og lod de klare blå øjne falde imod den ravfarvede Eagle Eye, hvis krop var prydet med det reneste guld. Synet af hende fik et smil til at dannes omkring den sorte mule og det nåede hele vejen til de blå øjne. Hun satte uden tøven imod ham, for at mindske afstanden mellem dem hurtigst muligt.

Da de nåede hinanden, og den ravfarvede hingst strøg hendes lange pandelok til side, mimrede hun sagligt med mulen. Selvom hun havde haft megen nærkontakt med sine døtre, var det noget helt andet at mærke den intime kontakt, som lå mellem mager. Hun lænede sig en anelse frem imod ham og gengældte hans kys, ved at lægge mulen imod hans kind og kysse ham blidt. Hun havde virkelig savnet ham.

,,Vi har det alle godt, Eagle. Tvillingerne er begyndt at søge ud for dem selv, de er blevet så store. Det vare ikke længe før de drager ud på eventyr længere væk fra Teylar”

Sammen havde Tára og Tauriel altid været nærmest ustoppelige i deres søgen på eventyr, selvom de havde haft respekt for at de ikke måtte gå for langt væk. Ofte havde de sneget sig ”væk” om natten, eller ”ubevidst” leget fangeleg lidt længere væk fra Leonora, end de egentlig havde fået lov til. Dog havde de altid passet på, hvilket også var grunden til at Leonora havde ladet dem gøre det – der var ingen grund til at begrænse deres lyst på livet; og hvis hun altid holdt hoven over dem, ville de heller aldrig have lært, at der også var konsekvenser her i livet.

Hun lod snart sine øjne måde den ravfarvedes, inden hun med milde toner atter talte.

,,Hvordan har du haft det? Det er så længe siden.”

Der lå ingen bebrejdelse i hendes toner; for hun havde altid accepteret at han havde behov for at komme ud. Måske stammede tvillingernes eventyrlyst i virkeligheden fra ham. Hun placerede sig herefter ved hans side, der hvor hun hørte til og lod hendes mule søge hans på ny.

[3]

Han brummede varmt og nydende, da hun gengældte hans kys. Han nød sådan at mærke hendes kærtegn og varme krop mod sin igen. Det havde han godt nok savnet!
Han smilede varmt over hendes ord om tvillingerne.

"Det glæder mig at høre."

Han var lidt ked af, at han ikke havde fået brugt mere tid sammen med dem, mens de var små. Han ville jo gerne være en god fader, der var der for sine børn... Men på den anden side vidste han, at de var glade og i trygge rammer her i Teylar - og at de havde verdens bedste moder! Så forhåbentlig følte de sig ikke svigtet af ham. Han kunne ikke vente med at se dem igen og håbede blot, at de også ville blive glade for at se ham.

"Jeg har det også godt, min kære. Jeg har nydt min vandring, men alligevel ikke på samme måde som i gamle dage... Du og børnene har fyldt så meget i mine tanker. Og til sidst blev hjemveen så stor, at jeg ikke kunne tænke på andet end at komme hjem igen."

Han smilede skævt og sendte hende et kærligt blik. Det var underligt at stå og sige disse ord højt, for før i tiden havde der ikke været noget, der behagede den ravfarvede hingst mere end at drage på eventyr. Men nu måtte han vist officielt indrømme, at han havde ændret sig... Det vigtigste i hans liv nu hans familie.
Han smilede veltilpas og svingede roligt med halen, da hun nu placerede sig ved hans side og søgte hans mule. Han mødte hendes bløde mule og kyssede hende ømt, mens han blot nød at have hende tæt på sig igen.

"Hvad med Seyé? Får du set noget til ham?"

Selvom Eagle Eye ikke var Seyés rigtige fader, så havde han alligevel en stor interesse i at vide, hvordan det gik med den unge hingst. For han var trods alt Leonoras søn, og selvom Eagle Eye ikke havde været en del af Seyés liv før, så ville han det meget gerne i fremtiden.

De klare øjne hvilede imod de gyldne, som Eagle Eye besad. Hun var inderligt glad for at han var vendt tilbage til hende, til deres familie; og selvom det havde været hårdt at undvære ham, så ønskede hun at han skulle have opfyldt de ønsker han nu engang bar med sig her i livet – blandt andet at kunne vandre frit i hele landet og lære at dets mysterier og rigdomme.

Hun brummede mildt og lænede sit feminine hoved en anelse imod ham, da han fortalte at hans hjemve havde draget ham tilbage til Teylar og til hans familie. Det gjorde hende virkelig glad at de betød så meget for ham, at han hellere ville være hos dem, end at fortsætte sine vandringer.
Hendes ører blev tippet en anelse mere frem, da han spurgte indtil Seyé og et diskret vemodigt blik fandt vejen til hendes klare blå øjne. Det var så længe siden hun sidste havde set sin førstefødte.

,,Seyé lever et liv, som bringer ham langt bort fra Teylar. Han har samme trang til at vandre frit og undersøge landet, som du selv har, min kære. Sidste gang jeg så ham havde han det godt, så jeg vælger at tro på at han stadig er ved godt helbred og godt mod. Hvor han er, har jeg dog ingen anelse om.”

Hun vendte ganske kort blikket ud mod horisonten. Af og til ville hun ønske at hun kunne kaste sit blik ud over hele Andromeda og se sin søn; se hvad han lavede og om han havde det godt. Hun savnede ham inderligt – men han ville altid være i hendes hjerte, ligesom hun nok også ville være i hans.

Hun mimrede let med mulen inden hun vendte blikket tilbage imod den gyldne Eagle med et varmt og, som altid, diskret smil.

,,Fortæl mig om din vandring. Hvad har du oplevet?”

[1]

[1]

Han kendte hende efterhånden godt nok til med det samme at kunne se, hvordan hendes sindsstemning ændrede sig og blev mere vemodigt, da han spurgte ind til Seyé. Han fortrød straks sit spørgsmål, for han kunne godt regne ud, at han nok ikke ville få det mest positive svar, og han ønskede bestemt ikke at minde hende om noget smertefuldt og gøre hende ked af det. Men dog ønskede han også at være der for hende og vise hende, at hun kunne dele alt med ham.

Heldigvis var hendes ord dog ikke helt så triste, som han havde frygtet. Seyé var stadig i live og var formegentlig ved godt helbred og mod, men blot havde han den samme trang til at vandre og udforske landet, som han selv havde. Et lille stik af dårlig samvittighed ramte straks den kære Eagle Eye. Hun måtte have følt sig så alene... Alene med ansvaret for to føl, uden hverken ham eller hendes søn til at hjælpe hende. Han mindede dog straks sig selv om, at hun trods alt var en del af Teylar og derfor ikke var helt alene, og at han selvfølgelig også vidste, at hun vægtede hans liv, ønsker og trivsel højt og mange gange havde mindet ham om, at hun ikke havde noget imod, at han rejste. Men alligevel kunne han ikke helt lade være med at føle sig som en dårlig mage og fader.
Han lagde mulen mod hendes pande og strøg hende kærligt ned over næseryggen for at vise sin medlidenhed med hende, inden han lod sin dybe røst lyde i et kærligt og omsorgsfuldt tonefald.

"Det gør mig ondt at høre, min elskede. Men ja, jeg er også sikker på, at han har det godt og er glad for sit liv. Jeg forstår ham jo udmærket - hvordan det føles at være rastløs og vide, at det eneste, der kan få den skrækkelige fornemmelse ud af kroppen, er at vandre og opleve nyt. Og så længe han ved, at han altid har en tryg base at vende hjem til, så skal det hele nok gå."

Han lyttede til hendes spørgsmål om hans vandring og trak lidt på smilebåndet.

"Hvis jeg skal være helt ærlig, må jeg nok skuffe dig og sige, at jeg ikke har oplevet det store. Jeg kan godt mærke, at jeg har levet længe i Andromeda nu, og selvom landet da er stort og har mange forskellige nye ansigter at byde på, så er det begrænset, hvor mange nye steder man kan opdage, når man efterhånden har været over det hele. Jeg har ledt og ledt efter en måde at rejse væk fra Andromeda på, men det er simpelthen ikke muligt - vi er vist fanget her for altid.
Men så længe jeg har dig og vores dejlige familie, så er det også mere end godt nok. Derfor vil jeg blot blive her - nu og for evigt."

En mild og feminin brummen forlod den stjernedækkede Leonora da den ædle Ørneøje lagde mulen imod hendes pande. Hun helligede sig virkelig hans tilnærmelser og nød hver og en. Sommetider kunne hun stadig forundres over hvordan det egentlig skete, at den ravfarvede hingst fandt vejen til hendes indre, men hun var ham evigt taknemmelig for at han havde gjort det. Han havde været med til at samle hendes skrøbelige sind – og Leonora var nu blevet til den bedste udgave af sig selv, som hun kunne. Den førhen ødelagte hoppe, var ej at spotte længere.

Hun mødte hans øjne med et mildt blik. Hun var glad for at hun kunne ytre sig om både sorg og bekymringer, uden at han bebrejdede hende, men derimod blot støttede hende. Og igen strejfede tanken hende, at selvom hun havde mødt så ufatteligt meget modgang, så var hun også enormt velsignet. For hun havde ikke blot haft én kærlighed – men flere. Ahearn, som den første. Hendes søn Seyé. Eagle eje, hendes nuværende mage og hendes to døtre. Desuden havde hun haft et meget nært bånd med den lille Daphne, som hun ligeså havde anset som hendes datter. Alt i alt var Leonora blot taknemmelig.

,,Sommetider skulle man næsten tro Seyé delte dit blod, med den lyst til at søge eventyr han har. I minder meget om hinanden på det punkt.”

Der var en særlig nærmest leende tone i hendes ord. Og den ravfarvede havde så ganske ret; Seyé ville altid have en tryg base at vende tilbage til, så alt skulle nok gå. Også selvom hun måske ej ville se ham igen.
Hun lyttede opmærksomt til hans fortælling om hans vandring; en vandring der som sådan ikke havde budt på så meget nyt. Dog var der én ting hun studsede lidt over, nemlig at han havde søgt en vej ud af dette land – denne nye chance, som have redet Leonoras eget liv.

,,Hvis du havde fundet den.. Havde du så forladt landet?”

Hun blev nødt til at spørge. Det var ikke fordi hun frygtede at Eagle Eye ville forlade hende eller deres familie, men alligevel ville hun gerne være vidende om hvor langt hans eventyrlyst kunne drive ham. Hvis han forlod Andromeda – hvis det overhovedet var muligt – var det måske ikke sikkert han kunne vende hjem igen.

[1]

[1]

Han smilede ligeledes leende over hendes ord om Seyé og ham selv.

"Ja, jeg kan ikke benægte, at jeg selv har tænkt den tanke et par gange. Han minder mig så utroligt meget om mig selv i den alder."

Hendes spørgsmål fik ham dog til at ændre den leende tone til et lidt mere alvorligt blik. Han vidste ikke helt, hvordan han skulle reagere, eller hvad han skulle sige. Engang havde det været alt, han havde været optaget af - at prøve at finde en vej ud af dette land, der sommetider kunne føles klaustrofobisk og nærmest som et fængsel for ham. Og han ledte da også sommetider efter denne udgang, det kunne han ikke benægte. Men hvis han rent faktisk en dag fandt den, måske som en lysende portal lige som indgangen, ville han så rent faktisk tage den, velvidende om at han måske aldrig kunne komme tilbage igen?

Han stod stille i lidt tid og lod som om, at han så rigtig tænksom og tvivlende ud, men brast da atter ud i en varm latter og nappede kærligt ud efter hendes lange pandelok.

"Selvfølgelig ikke! Jeg har brugt det meste af mit liv her på at finde vejen ud, fordi jeg ikke rigtigt havde noget at leve for her - men det har jeg nu. Og jeg vil aldrig nogensinde forlade Andromeda - i hvert fald ikke uden jer."

Han sænkede mulen ned mod hendes og rakte atter ud efter hende i et ømt kys. Han elskede hende af hele sit hjerte - og deres døtre ligeså. Hvor meget han end ønskede at se, hvad der fandtes på den anden side af Andromeda, kunne det aldrig måle sig med dét, han havde lige her.

Den stjernedækkede Leonora lod sine blå øjne hvile imod den ravfarvede, imens hun lettere nervøst ventede på hans svar. Dog var hendes nervøsitet gemt dybt i hendes indre – en egenskab hun havde tillært sig i takt med at hendes før ødelagte sind var helet. Det eneste der afslørede, at hendes sind bar en nervøsitet for at miste hendes elskede mage, var nogle små rynker på mulen som kun lige kunne anes.
Ubevidst havde hun nok holdt vejret, for da den ravfarvede lod hans mule mødes med hendes og derefter lod hans maskuline stemme høres i en varm latter, slap hun luften ud i et dybt og lettet suk. Hun nappede efter ham, nærmest en smule irettesættende; men også glædeligt. Selvom hun ikke havde mistænkt at han ville forlade hende, så var hun alligevel lettet over at høre at han ikke havde det i tankerne.

,,Det er jeg glad for at høre, Ørneøje. Selvom jeg ikke kunne tro du ville forlade os, så er det alligevel en lettelse at høre.”

Hun gengældte hans kys, kort efter at hun havde nappet efter ham og denne gang imødekom hun ham med kærlighed og ømhed. Hun hørte sammen med ham, hendes hjerte var en del af hans og omvendt. Hvis han nogensinde forlod landet, var hun nødsaget til at følge med, for ellers ville hendes sind gå i tusinde stykker igen – og det var ikke sikkert hun kunne holde til det. Alderen havde efterhånden sat sine spor i den stadigt elegante krop; og hendes liv havde ej så lange udsigter som det engang havde haft. Dog var hun stolt over det hun havde udrettet – for hun havde skabt et liv og bragt en ny generation til denne fredelige verden; en generation der forhåbentligt aldrig skulle opleve de pinsler hun selv havde været igennem.

En bevægelse i øjnekrogen fangede kort hendes opmærksomhed. Hun hævede sin slanke hals og drejede blikket imod en skikkelse, som var på vej imod dem, og til hendes glæde opdagede hun den ene tvillinge-datter på vej imod Leonora og Eagle Eye. Hun udsendte en hilsende og moderlig brummen imod den efterhånden elegante skikkelse, som var vokset til en smuk, ung hoppe.

[2]

Tára var på vej tilbage til det store træ i midten af flokken, hvorunder hun var blevet født. Det var efterhånden længe siden at hun havde ligget tæt op af sin søster Tauriel, under dets vidtstrækkende grene. Ofte søgte hun tilbage til dét sted hendes liv var startet for at tilbringe tid sammen med sin mor, som altid var at finde i dets nærhed. Selvom det ikke var længe siden hun sidst havde set hende, så savnede hun hende altid når ikke hun var nær den stjernedækkede – og denne dag var ikke en undtagelse.
Hun bevægede sig med elegante skridt, men ej var det noget hun selv lagde mærke til. Det var blot hendes måde at bevæge sig på. Ofte havde den midnatssorte Tára været misundelig på sin søsters dansende bevægelser, drømt om at kunne bevæge sig ligeså frit og elegant; men ej havde hun lagt mærke til, at hun faktisk gjorde det. De to tvillinger lignede hinanden meget i statur og bevægelser; men det var som om Tára blot var for usikker til at indse det.

Da hun kom nær nok træet til at kunne se hvem der befandt sig under det, lyste hun nærmest op af glæde. For hun så ikke kun sin mor, men også sin far – faren hun huskede fra hun var lille af; som hun havde savnet og spurgt indtil, og som hun altid havde vidst ville komme tilbage en skønne dag. Da hun hørte sin moders brummen satte hun frem i en trav med høje knæløft, stor rummelighed og svæv – ja, hun dansede i samme stil som hendes moder kunne, hen imod hendes forældre. Ivrigheden drev hende af sted og savnet fik hende nærmest til at flyve! Først da var helt henne ved sine forældre bragte hun sine skridt til standsning og med en ydmyg ivrighed rakte hun sin mule hilsende frem mod sin far.

[1]

Tauriels fine mule hævede sig fra endnu en dags græsning og spænding lidt væk fra det hele... Men der var noget der trængte sig på. Det var vel tid til at se sin familie. Hun var i hjertet så dybt lykkelig for dem og på en måde følte hun sig stadig afhængig, selvom de sidste uger havde bevist at hun kunne klare sig selv. Tauriel var endda helt ivrig efter det - at bevise hun kunne, for det vidste hun. Der var en selvsikkerhed over hende, som hun kastede med sit ædle hoved og satte sin krop imod flokkens område. Lyden af travende hove fyldte tomrummet og en balanceret og smidig hoppe kunne ses, hvis nogen skulle kigge. Ung og modig - men nu med en ny mission.

At vende hjem. Tára var også savnet. Det var faktisk underligt at de to ikke hang sammen mere som magneter. Hun manglede nogen at grine med... Klarede søsteren sig godt?

Inden hun helt vidste af det, var hun landet i flokområdet - og velkendte stemmer brummede i nærheden. Hun vippede ørene mod træet, hvorunder hun var blevet givet til livet. Et lykkeligt sus mærkedes i maven. Hun sprang over stok og sten, før hun bremsede op i lette, frie skridt, med hovedet højt hævet - faderen var der! Faderen og moderen og Tára. Hun dansede lidt på stedet i glæde og satte mulen på Táras pels i et savnfuldt tryk. De var sammen.

[3]

Man skulle kende den stjernespækkede Leonora ganske godt for at bemærke de små nervøse rynker, der lige akkurat kunne anes på hendes mule og afslørede hendes usikkerhed. Men han bemærkede dem naturligvis med det samme, da al hans fokus lå på hende og betragtede hendes mindste træk. Han kunne derfor heller ikke lade være med at smile lidt over hende. Han fandt det et eller andet sted sødt, at hun tilsyneladende var lidt nervøs over hans svar, selvom hun virkelig prøvede at skjule det godt!
En lettelse løb derfor igennem hans krop på samme tid som hendes, da hun endelig slap luften ud i et lettelsens suk og nappede ud efter ham. Han slog en drillende, varm latter op og mødte hendes blik med et par drillesyge, men meget kærlige øjne - et blik, som ingen andre end hans Leonora nogensinde fik at se. For andre var den ædle Ørkenøje altid så elegant, nobel, seriøs og nærmest lidt reserveret. Men Leonora formåede virkelig at vække en side i ham, der var mere levende... Lidt som at være en ung, legende hingst igen.

Bedst som de stod dér og delte deres intime øjeblik, fangede han pludselig en bevægelse ud af øjenkrogen. Han drejede hovedet i samme retning som Leonora og spidsede afventende ørerne i selv samme retning. Kort efter lyste han op i et bredt tandpastasmil, som det gik op for ham, hvem der bevægede sig imod dem. Det var Tára, en af hans elskede døtre! Hun havde vokset sig noget større, siden sidst han så hende, og var nu en smuk ung hoppe, der bevægede sig med nøjagtig lige så meget elegance og ynde som sin moder. Han sendte datteren et blik, der var ved at sprænges af lykke, da hun ydmygt rakte mulen frem mod ham.

"Min kæreste Tára! Åh, hvor er det vidunderligt at se dig igen!"

Han lagde blidt mulen mod hendes og mærkede den varme damp sprede sig imellem dem, inden han rykkede nærmere og svang sin hals om hendes i et kærligt knus.
Ganske kort tid efter fulgte søsteren trop. Han så frem for sig med om muligt endnu større glæde i blikket, da hans anden datter nu kom dansede i lette og frie bevægelser imod dem - bevægelser som han også selv bar. Med samme kærlige og faderlige blik skridtede han nu hen mod hende og rakte søgende mulen frem mod hende.

"Og min kæreste Tauriel, så er vi alle samlet igen! Åhh, hvor har jeg dog savnet jer alle sammen!"

Den stjernedækkede Leonora rakte mulen hilsende imod deres fælles datter da hun nåede dem så nær at de kunne røre ved hinanden. Hun strejfede Táras mule ganske kort, inden datteren vendte opmærksomheden imod hendes far – en sjæl, som hun ej havde set meget til siden hendes fødsel. Leonora trak hovedet til sig med et mildt og nærmest lykkeligt blik; hvorefter synet af hendes anden datter, der kom dansende imod dem, blot fyldte hende med endnu større glæde. Hun hilste ligeså Tauriel an, der snart placerede sig ved siden af sin søster og begravede mulen imod hendes pels. Leonora trådte et lille skridt frem imod Tauriel for at puffe hilsende til den mere eventyrlystne af de to – om nogen lignede Tauriel sin far i sind. Hun smilede mildt og fyldt med kærlighed, inden hendes milde stemme lød.

,,Hvor er det godt at se jer begge. Jeg håber I har det godt?”

Efter hun havde stillet spørgsmålet til de to unge hopper gled en ganske speciel tanke igennem hendes sind. Den lykke hun følte nu, havde hun aldrig regnet med hun ville blive i stand til at føle. Den helhed hun følte, havde hun aldrig regnet med at være i stand til. At livet havde udformet sig som det havde gjort var hende et under, og sommetider var det stadig svært at forstå for den stjernedækkede hoppe at dette var virkelighed og ikke blot en drøm.

[3]

Det gibbede helt i den unge Tára da hendes far lagde mulen imod hendes og med sin varme stemme bekræftede at han også fandt det helt fantastisk at se hende igen. Hun lyste op et i ét stort smil inden hun hengav sig til det knus han tilbød hende. Hun havde virkelig savnet ham, selvom han havde været en figur i hendes liv hun havde hørt flere historier om, end hun havde oplevet ting med. Dog bebrejdede hun ham ikke for hans fravær – Leonora havde fortalt hvorfor han ikke var i flokken hele tiden. Det vigtige for hende var blot at han var der nu.

,,Det er så dejligt du er hjemme igen!”

Sagde hun begejstret, inden en skikkelse dukkede op ved hendes side og lagde mulen imod hende. Instinktivt vidste Tára godt hvem det var, så allerede inden hun drejede blikket for at se imod sin søster, afgav hun en nærmest trillende brummen inden hun lagde mulen hilsende imod sin søster.

Har du været ude på nye eventyr?

Lød stemmen tavs for de ældre, men ganske tydelig for Tauriels sind. De to hopper delte en meget særlig forbindelse; ud over at de havde delt deres moders mave og var på mange måder identiske, så delte de også et psykisk bånd som ingen kendte til. Hun smilede bredt inden hun vendte hovedet imod sin mor, som havde bevæget sig frem for også at hilse på Tauriel, og nu spurgte indtil om de havde det godt.

,,Jeg har det som oftest godt, kære mor – men ligenu er alt perfekt!”

Og med de ord hentydede hun helt klart til det faktum at de nu alle var samlet – eller, sådan følte hun det; for når alt kom til alt, manglede de et sidste medlem, nemlig Seyé.

[3]