A walk beyound the borders | Esperanza

Illana, den gyldne, havde valgt at søge ud på den anden side af Teylars grænser, for at vise sin søn hvad der lå på den anden side af flokkens grænse. På sigt ville hun gerne vise ham hele Leventera og de resterende øer, men endnu havde han ikke styrken til at vandre så langt. I hvert fald ikke uden hyppige og lange hvil. Et smil fandt vej omkring hendes mule da hun tænkte tilbage på de mange og timelange lurer den lille hingst allerede havde foretaget sig. Bedst var det, hvis han kunne lægge sig lige i den bagende sol. Af og til havde hun overvejet om det nu var sundt for en sådan lille og skrøbelig sjæl at være så meget i solens blændende stråler; men endnu lod han ikke til at have taget skade af det. Og hvis hans krop viste tegn på at have det for varmt, virkede det ret godt hvis hun stillede sig og skyggede for solen.

De havde nok vandret en lille halv time nord for Teylar; omkring strakte et langt, åbent område sig og i horisonten kunne Illana skimte en af de store floder, som kom fra den centrale sø på Leventera. Den bugtede sig hele vejen ud til kysten, og visse steder var den så dyb at man skulle svømme hvis man ville krydse den. Illana sendte en opfordrende brummen til den lille Alaric, inden hun satte frem i en svævende trav. Hun savnede at bruge sin krop, at udfolde sig fysisk; og selvom hun ikke kunne presse fysikken helt så meget, med en lille ved siden, var han dog adræt og hurtig nok til at kunne følge med – ja, af og til havde han endda så meget energi, at Illana helt opgav at følge med ham.

Længe nåede de dog ikke at nyde bevægelsernes frihed, inden Illana blev opmærksom på en anden tilstedeværelse. Lyset i krystallen begyndte at skinne klart, som det altid gjorde når det sansede enten nyt liv, en magiker eller en hest de ikke kendte. Illana sænkede gradvis sin fart og hævede den lange slanke hals. Og dér, et godt stykke fremme, skimtede hun en fremmed skikkelse af feminin karakter.

[8]

Den lille Alaric slugte alt han kunne med blikket; verdenen blev ved med at overraske ham, og selvom han havde set store dele af det hans mor omtalte som deres hjem, så blev han stadig forundret over alt. Ja, selv en stor sten kunne hidkalde hans opmærksomhed og nærmest tryllebinde ham i fantasiens verden. For ham kunne stenen blive til nærmest alt, ja den kunne nærmest blive levende – og hvis ikke det var for hans moders guiden, så var han nok ej kommet meget længere end det træ, han blev født under. Det var en forunderlig evne han havde arvet, evnen til at fordybe sig; og han kunne bruge timevis på at betragte og fundere. Dog havde han en ligeså stor eventyrlyst og nysgerrighed, og han havde allerede oplevet at være fanget lidt mellem to lyster – lysten til at blive og studere og lysten til at brage derud af og opleve.

Denne dag var han i gang med at opleve; og udenfor flokkens grænser virkede alt om end mere spændende! Han nærmest hylede muntert da hans mor lagde op til fart og spænding og med store bevægelser strøg han af sted ved hendes side i en springende galop, som nærmest kun et føl kan.

Han nød virkelig at bruge sine muskler som udviklede sig dag for dag. Han kunne mærke hvordan han blev stærkere og kunne holde til mere. Han nappede muntert imod sin mors flanke, men pludseligt sænkede hun farten, nærmest lige i det de havde fået rigtig fart på. Hun så søgende fremad for sig og Alaric selv forsøgte at spejde imod horisonten; hvad havde de mon fået øje på?

[6]

Esperanza
Sometimes darkness can show you the light.


Forundringen fortsatte for den unge Espernaza. Hun var stadig ikke helt overbevist om, at hun var levende... Ikke helt overbevist om at hun ikke bare drømte. Men så igen. Ville hun virkelig have fantasi til at tænke sig til dette? Og hvis det var et dødsrige, hvor var så de kære hun kendte, der var døde? Hun fnøs og den lange hals strakte sig imod græssets blødhed. Hun oplevede stadig sult og tørst... De to andre sjæle hun havde mødt opførte sig helt som var dette virkeligheden. Et magisk land... Man aldrig undslap.

Hun vippede ørene. Omgivet af smukke landskaber og et fantastisk udsyn i horisonten slappede hun mere af end i skovene hun havde været i før. Men før hun nåede at få stillet sulten helt, lød hurtige hovslag i nærheden og et par mindre, men mindst ligeså hurtige. Esperanza rejste hovedet højt og det blå øje skuede ud over omgivelserne. Hun fangede glimtet af en skikkelse - lys og fin. En hoppe uden tvivl. Et lille føl fik ligeledes hendes øje fanget nu. Esperanza trak på smilebåndet... Savnet til hjem var stort, men hun havde søgt sin fader og fået sin nysgerrighed stillet. Desværre ikke på den måde hun havde håbet... Faldet hun havde oplevet gav nu et sug i maven.

En dyb vejrtrækning senere glemte hun det og vendte fronten imod de to. Hun ønskede ikke at skræmme en hoppe med føl. Så hun vrinskede nysgerrigt og ungdommeligt i stedet for at nærme sig.

Illana, den gyldne, havde standset sine bevægelser helt imens hun årvågent betragtede den fremmede skikkelse. Hun bar sort og hvide farver, et spættet mønster og man og hale så lang, at den kunne røre jorden. Hun var en smuk skikkelse, det var der ingen tvivl om – og hun var en, som Illana endnu ikke havde mødt. Da den fremmede hoppe sendte et vrinsk imod Illana og hendes søn besvarede hun det med en mild tone, inden hun satte frem i en smidig og elegant skridt imod den spættede hoppe med Alaric ved sin side.

Illana stoppede op på høflig afstand af den fremmede hoppe og lod sin slanke hals formes til et graciøst nik. Da hun rettede sig op igen og lod de brune øjne søge imod den spættede hoppes blå begyndte Lyset i krystallen at skinne en anelse mere klart. Lyset kunne fornemme den ungdommelige energi, som den fremmede hoppe udstrålede og som altid blev Lyset fascineret af dem, som bar nysgerrighed i deres sind.

Illana rakte herefter den grå mule en anelse frem i en hilsende position, inden hendes milde toner lød.

,,Vær hilset, spættede hoppe. Jeg er Illana, Vogter af Lyset, og dette er min søn Alaric”

Hun drejede hovedet ned imod den lille hingst, som atter nærmest stod som frosset ved hendes side. Et smil bredte sig omkring den grå mule, inden hun puffede den lille hingst frem imod den spættede hoppe, for at han ligeså kunne hilse hende an. Det morede hende stadig hvordan han nærmest kunne blive overrumplet af andres tilstedeværelse – men ej på den måde, at han forsvandt ind i sig selv og blev generet. Nej, hvis man studerede den lille sjæl lignede den nærmest at han forsøgte at sluge alt til sig han overhovedet kunne, men endnu ikke kunne rumme det på én gang.

[10]

Den lille Alaric fulgte lidt mere resolut med sin mor imod den fremmede hoppe med det særprægede mønster. Han havde efterhånden mødt en del andre heste indenfor Teylars grænser og bar ej længere frygt i sit sind, når de stod overfor en ny. Dog blev han stadig lige så overvældet af alle de detaljer hans sind så gerne ville studere; alt fra den fremmedes statur, farver, mønstre, dufte, lyde. Hans ører var fikseret imod den sorte og hvide hoppe og hans øjne lyste nærmest op af nysgerrighed og fokus – og hvis ikke hans moder havde ’vækket’ ham fra hans studie af den fremmede hoppe, så var han blevet stående ved hendes side. Han fulgte sin moders eksempel på hendes opfordring og trådte en anelse nærmere den fremmede, for herefter at række den lille mule tilbydende frem imod den smukke hoppe.

[8]

Esperanza
Sometimes darkness can show you the light.

Esperanzas ører vippede helt beundrende som parret af mor og søn kom tæt på og standsede op. På afstand havde Esperanza fanget et glimt af hendes smykke - hun havde aldrig set sådan et før og blev helt betaget og fascineret. De virkede ganske fredelige og venlige i deres fremtræden og derfor blev Esperanzas skuldre afslappede og hun så ganske glædeligt på føllet, der stirrede en del på hendes aftegn. Hoppen talte. Så smukt og flydende at Esperanza vippede ørene en smule flovt tilbage. Der hvilede noget særligt over dem, det synes hun.
Men vent. Vogter? Af lys? Smykket lyste helt vildt op og Esperanzas nysgerrighed var tændt mere endnu.

"Goddag, Illana og Alaric. Jeg bærer ingen så fin titel , men kaldes blot Esperanza..." hun så deres fine muler og vippede sin egen frem imod deres på skift. Hun indåndede duften af dem og huskede den, samt den fine fornemmelse af at hilse.

"Vogter? Jeg er bange for, at jeg er helt fremmed for landet her endnu." sagde hun en smule pinlig.

Lyset i krystallen var nærmest pulserende og dets nuance forsatte med at være nærmest hvidlig. Hoppen foran Illana og Alaric bekræftede snart at hun var fremmed for landet, og Illana kunne nærmest mærke Lysets ivrighed for at lære mere om denne nye sjæl.
Den gyldne Illana smilede mildt inden hun nikkede hilsende til den spættede hoppe der nu præsenterede sig selv. Hun gik under navnet Esperanza, et smukt og på sin vis stærkt navn.

,,Ej blot, kære Esperanza. Alle levende væsner er lige, i mine øjne, uanset titler eller andet.”

Illana smilede en smule bredere inden hun trak mulen til sig selv igen. Den gyldne hoppe havde aldrig haft behov for at skulle hæve sig over andre sjæle, eller bruge hendes Vogter-titel til at fremme hende selv. Lyset var en del af hende, ligesom de andre Vogteres magiske egenskaber var en del af dem – men Illana så ikke sig selv som værende anderledes end den spættede hoppe foran sig.

,,Lad mig da byde dig velkommen til Andromeda. Må jeg spørge hvor længe du har vandret i landet?”

Illana havde efterhånden mødt mange nye; sommetider mødte hun dem som den første i landet, andre gange havde de stiftet andre bekendtskaber og tillært sig viden om landet førend de havde mødt Illana. Uanet fandt den gyldne hoppe det altid fascinerende og glædeligt, når der kom fremmede til Andromeda.

[11]

Alaric stod fortsat med nærmest store øjne og beundrede den sorte og hvide hoppe foran sig, hvis farver og mønster var så anderledes end dem han havde mødt. Der var så stor kontrast imellem det hvide og det sorte, og den unge hingst kunne på ingen måde blive enig med sig selv om, hvorvidt det var den sorte eller hvide farve som dominerede hendes krop.
Da hendes stemme begyndte at forme ord lyttede han så intenst at han nærmest fik hovedpine; men den unge Alaric synes endnu at sproget var umådeligt svært at mestre, så han brugte alt sin energi på at lære, forstå og tale.

,,E.. Ran.. Za.. Raaan-za.. Ranza!”

Blev han enig med sig selv om at hun måtte hedde. Selvom han godt kunne høre, at der var en forskel på hans udtale og hendes egen, så koblede hans sind dog Ranza op til at være hendes navn. Han smilede bredt og slog et par ivrige slag med halen inden han trådte den ukendte hoppe endnu nærmere. Nu hvor hun havde præsenteret sig selv, turde han godt nærme sig yderligere!

[9]

Esperanza
Sometimes darkness can show you the light.


Mulerne skiltes og der var imødekommenhed hos dem alle lod det til. I hvert fald fik denne gyldne hoppe Esperanza til at føle sit liv værdigt. Illana var nede på jorden hos hende, og hævede ikke sig selv op. Om end Espernaza fandt hende gudesmuk, klog og derfor en at se op til øjeblikkeligt. Der fandtes et glædeligt smil om de lyse læber og et lille glimt i de blå øjne af taknemlighed. Hendes første møde havde været en anelse dystert her, og hun troede hun var endt i et dødsrige! Men så kom den ganske charmerende hingst Chetan og ændrede det markant... Alligevel følte hun sig ikke helt i live - som om det stadig lidt var en gråzone i en drøm.

"Jeg er mistet fornemmelsen af tid en smule efter mit bratte fald tilbage i mit hjem... Men jeg har nok været her nogle uger - og stødt på et par andre sjæle. Men jeg har trukket mig en smule, for jeg er ufatteligt træt ovenpå det hele." sagde hun og lagde ørene lidt flov over sig selv.

De kom dog frem igen af det lille føls øvelse i at tale. Hun nikkede til ham og godkendte dermed det fine navn han fik sagt - Ranza. Hun havde en drøm om selv at få føl en skønne dag. Men hun var endnu så ung og uvidende om dem, at hun ikke havde dristet sig til at tænke mere eller søge en hingst.

Lyset som pulserede i krystallen om Illanas hals lod nu så småt sine stråler sprede sig og nænsomt søgte de frem imod denne Esperanza, som stod foran dem. Lyset kunne fornemme hendes uvished om landet, og på sin egen vis forsøgte det at give den spættede hoppe trøst og vished; om end Lyset ej havde en fysisk stemme, så kunne det dele sine følelser med den, som strålerne berørte – og da de varme stråler lagde sig nær den spættede pels, forsøgte det at skabe en ro omkring hoppen, for at fortælle hende at alt nok skulle blive godt igen.

Illana smilede mildt, inden hun trak anerkendende på skuldrene; hun kunne sagtens relatere til de ord, som Eperanza fremsagde. Selv var det mange år siden hun havde betrådt Andromeda’s land for første gang, men hun huskede det som var det i går.

,,Forståeligt, det er overvældende at blive revet væk fra ens tilværelse og ende i en ny. Selv brugte jeg også en rum tid på at finde mine ben i dette land; finde meningen med at jeg var kommet hertil. Selvom jeg anser Andromeda for mit hjem i dag, her jeg hører til, har jeg stadig ikke helt forstået hvorfor jeg blev udvalgt til at komme hertil. Og det spørgsmål vil jeg nok aldrig få svar på”

Illana brummede nu, inden hendes blik kortvarigt blev flyttet ned imod hendes søn, der så ivrigt var i gang med at betragte det særlige mønster, som Esperanza bar og snart nærmede sig hende for at undersøge det yderligere. En mild latter forlod hendes bryst, inden hun rettede blikket tilbage til Esperanza.

,,Hvis han bliver for meget, må du endelig sige til. Han har en meget stærk trang til at undersøge alt han finder fascinerende, helt ned til mindste detalje. Så sent som i går måtte jeg til sidst skubbe ham væk fra en større sten, dækket med mos. Han kunne have stået der endnu, tror jeg, hvis ikke jeg havde afbrudt ham”

Illana lod atter sin mule søge en smule frem imod den endnu fremmede hoppe, for at vise hendes interesse for hendes historie og færden; nye sjæle i landet bar ofte på meget mere end blot en vandring gennem portalen. Deres fortid, historie, skikke og kulturer interesserede Illana meget.

,,Hvordan kom du hertil, Esperanza?”

Spørgsmålet blev fremstillet på en meget mild, nærmest underdanig måde. Illana vidste godt at det for nogle var et meget traumatiserende øjeblik; det havde det været for den gyldne hoppe selv. Hendes vej til Andromeda havde ført hende igennem hendes værste mareridt og der gik lang tid før hun havde været klar til at snakke om det. Hun havde derfor fuld forståelse for hvis den spættede hoppe foran hende hellere ville tie end tale; og hun gjorde hvad hun kunne for at tydeliggøre at det var helt op til hende selv om hun ville dele den historie med den gyldne Illana.

[2]

Et skridt, to skridt, tre skridt. Små, forsigtige og på samme tid resolutte. Den lille Alaric nærmede sig nu Ranza, som han havde døbt hende i sit sind – kortvarigt blev hans opmærksomhed dog afledt af hans mor magi, som snart nærmede sig for at kærtegne den fremmede hoppe; men dog var hans mors magi mere vanligt for ham, end den fremmede hoppe og derfor vant hun hans opmærksomhed efter lidt. Han trådte helt hen ved hendes skulder, hvor han forsigtigt placerede mulen imod en af de sorte pletter på hendes skind. Han havde valgt at følge det sorte mønster og nænsomt placerede han mulen på en af de nærliggende sorte pletter, og fulgte dem så langt han kunne på hendes skulder og hals. Det blev som en leg for ham, at fange den næste plet og memorere mønsteret de skabte i hans sind. Han forblev tavs alt imens hans mule flyttede sig rundt på den fremmede hoppes skulder, men et øre blev hele tiden vippet i retningen af den, der talte, så han kunne fornemme hvis hans opmærksomhed var påkrævet andre steder.

[1]

Esperanza
Sometimes darkness can show you the light.

Lyset i smykket fra den gyldne Illana bevægede sig snart imod Esperanzas skind. Hun hævede hovedet en anelse og mærkede en svag nervøsitet - hun havde aldrig sådan oplevet magi før. Aldrig oplevet lysende stråler bevæge sig ud af et smykke på denne måde... Det var fascination, men også uro der vandrede igennem den unge hoppe. Spænding - men da lyset kærtegnede hendes pels, var det med en forsikring om ro. Tryghed. Varme impulser der bredte sig i hendes krop.
Det blev bedre. Verden synes et bedre sted faktisk. Men hun var et fremmed sted og savnet til sit hjem mærkedes under trygheden, der omfavnede hende i denne stund, så længe den nu ville vare. Det unge føl var omkring hende, imens dets smukke moder berettigede om hendes egne erfaringer med ... Andromeda.

Esperanza smilede flygtigt. Hvorfor... Ja hvorfor var man her? Hun troede absolut først at hun var i et dødsrige - men den teori begyndte at falme. Her burde være nogen hun kendte, noget hun kendte. Dette var i hvert fald ikke hendes fantasi eller dødsrige. Føllet duttede på hendes krop og hun sendte et legende blik - der var en eller anden form for ro i det. Hjemme havde der også været føl i ny og næ og de var noget af det mest fantastiske.

"Åh - Jamen det er længe siden jeg er blevet beæret med en sådan opmærksomhed. Virkelig? Han må blive en eftertænksom fyr en dag." sagde hun lyst og ganske legende. Hun kunne absolut godt lide den unge hingst. Hendes mule prustede kortvarigt imod hans fine pelslag - som en del af hans undersøgelses-leg, kunne Esperanza måske også undersøge ham lidt. Trygheden der nu var ved dem, prikkede til Esperanzas endnu naive sind. Nok havde hun oplevet noget så sort som det kunne være inden hun kom hertil. Men hun havde ikke ændret sig meget af denne grund.

Spørgsmålet ramte hende en smule og øjnene mindedes faldet, som knæene havde lyst til at give efter. Men lyset og føllet bevarede fokusset. Det faktum at Illana var så venlig, var også en del af det. "Jo..." tøvede hun en smule traumatiseret af oplevelsen. "Jeg klarede mig fint i min moders hjem. Men jeg var for nysgerrig, for ung og for naiv. Så jeg søgte min fader - men grunden til min moder var flygtet blev tydelig. Ser du, Illana - han ofrede mit liv. Et fald fra en klippe - og så var jeg her." hendes stemme var umildbar upåvirket - men kun fordi hun så på Alaric og fulgte med i hans leg efter hendes mønster.

Lysets bevægelser var så forsigtige, som noget kunne være. Nænsomme var de klare stråler, som godt kunne sanse den ungdommelige hoppes nervøsitet, som kortvarigt voksede i hendes krop. Dog forsvandt den, da Lysets lovning om bedring berørte hende – og da først den spraglede hoppe havde affundet sig med Lysets tilstedeværelse, lagde det sig helt nær hende og berigede hende med dets rene energi. Af og til måtte strålerne flytte sig en anelse, da den unge Alarics mule berørte enhver sort plet, som den kunne finde på den elegante hoppes krop.

Illana, den gyldne, betragtede opmærksomt den spættede hoppe foran sig, alt imens hun lyttede til de ord som hun responderede med. De første ord som forlod den ungdommelige hopper omhandlede hendes søn, og den gyldne Illana lod en mild latter forlade sit bryst på ny.

,,Det tror jeg du har ret i Esperanza. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, så er det noget han har arvet fra sin fader. Han var også en meget observant sjæl, som ikke handlede førend han var sikker i sin sag.”

Illana havde flyttet blikket imod Alaric, imens hun omtalte hans fader, Volontaire. En ganske særlig sjæl, som havde været igennem nok den største rejse i Andromedas land.
Hun rømmede sig kort, inden hun forsigtigt vendte blikket tilbage imod Esperanza. Det var tydeligt at hendes spørgsmål havde ramt noget i hende; og kortvarigt tippede Illana sine ører en kende undskyldende til siden. Dog valgte den yngre hoppe at svare og den historie hun bar på, var fyldt med svigt og grufuldheder. Tænk at ens egen familie ville gøre det mod en! Illana kneb sine øjne sammen inden hun rakte mulen imod Esperanza på ny for at udvide hendes medfølelse.

,,Din historie lyder barsk, kære Esperanza. Du bærer på en fortid, som jeg ej ville ønske for nogen.”

Derpå tav hun lidt. Hendes egen historie havde ligheder med Esperanza, dog var det ej kommet dertil at Illana havde måttet lade livet for hovene af hendes egen familie. Nej – hun var blevet forvist, dømt til at vandre alene til hendes dage måtte ende. En skæbne som også var barsk.

,,Mange jeg har snakket med har oplevet at være nået til livets ende i deres hjemland, inden de slog øjnene op her i Andromeda for første gang. Hvis jeg skal komme med et bud på hvad dette sted er, så er det en ny chance; en ny chance for at opnå et liv med kærlighed og meningsfuldhed. Et liv man til slut kan forlade uden savn og mangler. Jeg selv var udsultet, træt, opgivende da jeg mødte Lyset. Det ledte mig på en vej igennem et uendeligt mørke, hvor jeg til sidst havde lyst til at ende mit eget liv af ren og skær frygt. Jeg ved ej hvor længe jeg har vandret i dette ingenmandsland, men pludselig dukkede et lys op på ny. Da jeg fulgte det til ende, trådte jeg ud i dette land – Andromeda – og vidste ej mere, end du gør nu. Jeg mødte en hingst, ved navn Zekaryah – han var den første til at betræde Andromedas land, foruden Den Vise selv. Zekaryah førte mig på en færd rundt på øerne, hvor han fortalte mig alt han vidste om landet og dets historie. Og af hvad han fortalte mig, så ligger Andromeda i en verden mellem den du og jeg kommer fra, og døden. Den Vise, som er en ubeskrivelig energi og Andromedas frelser, hjælper dem som fortjener det hertil for at give dem en ny mulighed for at leve det liv, som på en eller anden måde var blevet dem frarøvet for tidligt.”

Illana stoppede herefter sin talestrøm, som bar på rigtig mange informationer. Hun huskede tydeligt hvor overvældende det havde været at komme hertil – og hun ville ikke overvælde den unge Esperanza med for mange informationer; for det var ej sikkert hun ønskede dem, eller kunne rumme dem. Dog ville Illana svare på hvad end den unge hoppe ville vide; for om nogen kendte den gyldne hoppe til landets historie.

[3]

Alaric’s leg blev om end mere interessant da Ranza’s opmærksomhed tilfaldt ham. Hendes varme ånde, som kom fra hendes mule lagde sig omkring hans lille og kærtegnede den næsten på samme måde som hans moders gjorde det. Han smilede bredt og førte sin egen – meget mindre – mule imod hendes for at gengælde pustet med et lille, forsigtigt et. Han nød at blive studeret, på samme vis som han studerede hende og ganske kort strakte han sin hals så langt han overhovedet kunne, uden at rejse sig på bagben, for at fremvise hvor flot han egentlig var! For selvom den unge Alaric ikke bar på den aller største selvtillid endnu, så var han bevidst om at han havde arvet sin moders elegance og sin fars prægtighed; det havde han i hvert fald fået at vide.
Da hans moders ord kaldte Ranzas opmærksomhed til sig, gled en nærmest trist mine kortvarigt over hende. Den unge hingst stoppede sin leg for at puffe opmuntrende til hende; han forstod ej alle de ord, som blev sagt, men han forstod godt alvoren der gemte sig i dem. Han skævede til sin mor, som snart begyndte at svare Ranza, og en ro faldt over den lille hingst på ny. Hans moders væsen smittede altid af på ham, og så længe hun ej viste tegn til farer, sorg eller utryghed, så var han glad og tilfreds. Han vendte derpå opmærksomheden tilbage imod Ranza, som han snart bevægede sig ned af flanken på, for at fortsætte sin memorering af hendes unikke og smukke mønster.

[2]

Esperanza
Sometimes darkness can show you the light.


Der gik så ganske mange ting igennem hendes sind i disse stunder. Lyset - hvad var det i grunden? Det gav en effekt, det var hende ret tydeligt at fornemme. Det var rart og hun stillede derfor ikke det største spørgsmålstegn ved det. Når det nu ikke gjorde hende ondt, ville hun gerne blive i den tryghed og beroligelse det afgav til hende. Hoppen leede og fortalte lidt om faderen til denne fine søn hun havde sig. Alarics forsigtige prust og hans dernæst flotte fremvisning af sin fulde højde og prægtighed gjorde Esperanza glad. Han var da noget af det mest bedårende hun længe havde set! Så flot en farve, med sorte ben mørkere mule og pelse omkring øjnene, samt en lille hvid stjerne. Esperanza tillod sig at dutte på denne, og løbe mulen hen til hans forben derfra - en del af hans undersøgelse smittede af på hende, så hun huskede ham nu meget tydeligt. Ikke bare et vedhæng til sin moder, som føl ofte kunne blive. Men sin egen karakter og skønne udseende. Hun rettede sig dog imod Illana.

For nu lød stemmen medfølende og Esperanzas blå øjne fandt den anden hoppes. Et lille stik af vemod gik igennem den spættede hoppes hjerte. Det værste var nok ikke engang at hun blev ofret. Det værste var, at moderen var vendt tilbage til faderens brutalitet og hun endte i hans klør... Esperanza følte hun havde svigtet sin moder. Nu var hun tvunget til et liv hos en hingst der havde påført hende så megen smerte - imens hendes datter var efter alle beviser: Død.

Hun modtog den søgende mule og lukkede øjnene, ved det smertefulde minde... Illana erkendte det. Og det fik Esperanza til at rykke sig tætter på den afstand hun egentlig havde taget fra mindet, i al sin forvirring over hvor hun befandt sig. Nu lyttede hun til den gyldnes fortælling om landet. En chance - mange før hende havde været ved livets ende. En hingst, lyset og Den Vise... Der var mange ting for Esperanza at forholde sig til, for dette var meget forandret fra det liv hun kendte og var tryg ved. Der var dog interesse - bestemt - fra hende alligevel. Andromeda... Hun forsøgte nu at memorere alle de ord hun hørte - præcis som føllet memorerede hendes pels. "En ny mulighed for livet. Skænket af Den Vise - energi og frelser i Andromeda... Lyset... Men Illana? Er der så også mørke?"

Hun havde set den hingst... Ham der stank af svovl og hun havde troet et langt øjeblik at hun var i et dødsrige, hvor alle kunne pine hende som de ville. På grund af den hingst, var billedet forstærket - lige indtil Chetan sagde noget andet. Han havde også hjulpet hende på vej - men hun havde slet slet ikke fået den enorme viden hun fik herfra. Illana måtte have været her meget længe - hun forekom Esperanza meget vis, og ja næsten som en der altid havde været til her - imellem livet og døden. Hun mærkede hvordan informationen slog hende lidt ud af kurs.