Overblikket..

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Som de irriterende insekter der danser over pelsen om sommeren, føltes det lidt ligeså da en kold brise ramte meget direkte på min bringe. En svag rynke på den lyserøde mule kunne anes, mens øjenlågende blokerede for de krystalblå øjnes udsyn. Det smukke udsyn over denne store ø, heroppe fra. Klippen var fast under mine hove, trods det alligevel føltes som om klippekanten under mig, kunne smulre og styrte sammen, når som helst..

Foehn var en af dy øer, som Zekaryah ikke havde besøgt ret meget. Han havde for tanke, at det oftest var bedst at have så stor et kendskab som muligt, det ville hvert fald give ham en gevaldig fordel. Og han havde endnu også fundet sit favorit sted. Den mørke hingsts pels var ej tyk, fordi han havde opholdt sig meget i ørkenen, og solens varme havde gjort det unødvendigt at besidde en alt for tyk pels. Så nu kulden fra vinden vislede imod hingsten, gjorde det ondt; men han bed smerten i sig, for ej var den ligeså stor, som den smerte han havde oplevet, da han kom til landet. Hingsten fnøs ganske kort, og trak sig let sammen. Hans muskler var brugte, og var det eneste der holdte den store hingst varm; han søgte mod klippeområdet, for at finde en grotte, hvorved han kunne stå i læ for vinden for en stund. Zekaryah skævede opmærksomt omkring, her virkede dødt, men han nægtede simpelthen at tro, at han var det eneste liv her i området!

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Dæmpet udstødes at fnys fra min mule, da jeg fornæmmer en duft. En fremmed sjæl vandrede her ved klipperne, nær min placering. Med ét kom de krystalblå øjne til syne, og et spejdende og ihærdigt blik flakker vildfarent, søgende; søgende efter nogen, efter noget?

Med et jog en stemme igennem Zekaryah, en slangende stemme, bidende og brændende, men hvad den sagde var kun Zekaryah klar over. Han fnøs kort, og skævede omkring, han bed mærke i en fornemmelse for ikke at være alene, men ingen anden hest lod sig komme til syne. Zekaryah stoppede op, og stampede rungende i jorden, hvorefter han lod et dæmpet vrinsk lyde, for at give sig selv til kende.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

De ledlagte sørgmodige øre, lå over nakken, mens øjnene atter spejdede ihærdigt og vildfarent ud over landskabet. Med et rungede et dybt, kortvarigt vrinsk. Hurtigt gled begge øre helt frem, lyttende, opmærksomt; for et kort sekund. Inden de atter nu gled en smule afvendtende tilbage. Med faste, præcise og bestemte fine hovslag imod klippen under mig, trådte jeg en fin serie skridt under mig, og da, en smule længere nede, kom en mørk, kraftig; stolt, skikkelse til syne.

Den sidste hov blev sat fast i jorden, inden alle mine muskler blev spændte, mens jeg roligt stod, afvendtende af denne... Hingst. Duften af hingsten var fremmed, ugenkendelig. Roligt blev jeg stående, stift, i den smukke ståstilling, jeg havde påtrådt mig.

Lyden af hove mod den hårde overflade, havde afsløret den fremmede hingsts tilstedeværelse. Zekaryah kneb sine øjne let sammen, og så da en hingst komme til syne.. Han ejede kønne farver, men var ikke nær så kraftigt bygget som Zekaryah selv; denne fremmede var måske mere adræt bygget, hurtig måske. Zekaryah trak på skulderen, og gjorde et nik til hilsen; han vidste, at specielt hingste var gode at have bag sig; og det vidste de hviskende, brændende slanger også. Zekaryah gjorde et smæld med halen, mens han gjorde tilnærmelser den fremmede.

,,Goddag"

Hilste han med sin dybe stemme, mens han afventede betragtede hingsten, spændt på at se hans reaktion; høre hans reaktion: Var den fremmede en ven eller fjende.. Det kunne hvert fald analyseres ud fra hans svar; men det egentlige svar måtte kun tiden vise!

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hingsten for mit udsyn stod prægtigt og stolt placeret dér. Om denne hingst i fremtiden ville eksitere eller ej, stå bag mig eller imod mig, var blot få af de ting der spankulerede rundt i mine tanker nu. Denne fremmede så da ej ud til at virker yderligere truende.

Gestus fra denne hingst blev løssluppet, da et respektfuldt og hilsende nik kom fra denne hingst, samt en hilsen med hans dybe stemme.

"Goddag Hr."
Hilste min hæse og intense let fra min lyserøde lettere rynkede mule, i en fattet og respektfuld tone. Et skuende, tilbageholdt blik i mine krystalblå øjne så til på denne hingst, mens ørene stadig var en tand tilbagetrukkede; afvendtende.

Zekaryah fulgte hingsten med blikket, han betragtede ham roligt og kortfattet, hvert et aftegn, hver en mimik; præcis som han altid gjorde, når han mødte fremmede. Han skulle jo huske dem, han skulle prente alt nødvendigt ind i hukommelsen; hukommelsen på slangen.
Hingsten kastede let med hovedet, og lyttede til den fremmedes klang fra hans melodiske stemme. En hilsen. En høflig hilsen havde den fremmede hingst udtrykket sig med, og det passede Zekaryah ganske udmærket, at hingsten havde en høflig fremtoning; men aldrig ville Zekaryah stole på den fremmede, det advarede slangen ham imod; præcist som alle andre, nok ville advare imod at stole på slangen.

,,Mit navn er Zekaryah, hvem har jeg æren af at møde?"

Præsenterede han sig selv overfor den fremmede, mens han opmærksomt vippede med ørerne, indtil han ventede svar.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hingsten foran Djange så ej ud til at være en fjende, men ingen chancer skulle tages. Diskret lød et svagt smæld med den mørke hale Djange besad, mens hans øjne missede sig en anelse anskuende sammen, da den fremmede slog ud i en dyb rolig tone. Lyttede gled det ene øre en anelse frem, inden det gled automatisk på plads igen, bagud, dog ikke direkte lagt mod nakken.

”Zekaryah..”
Gentog Djanges hæse og intense stemme navnet, mens han så stift som han stod der, nikkede hilsende og respektfuldt i nakken, så den rigtig knejsede. Djange holdte fortsat hovedet hejst efterfulgt af hilsenen, med næseryggen holdt lodret, og de krystalblå øjne stift holdt på hingsten.

”.. Mit navn er Djange.”
Afsluttede Djange sin sætning med den intense og hæse stemme, der småsang da hans navn blev fremsagt.

Zekaryah kunne ikke bedømme, hvorledes den fremmede hingsts sind ville være; hvorledes han ville være ven eller fjende, men den store, mørke hingst agtede at finde ud af det. Zekaryah var en godt hestekender, fordi han havde mødt mange på sin vej, de fleste kunne han bedømme nogenlunde godt fra starten af; andre, andre bedømmelser var gået fejl. Men disse havde hingsten skubbet væk fra sin hukommelse.

,,Djange, det er min ære at møde dig. Er du kendt her i området, eller er du ligesom de fleste sjæle jeg er stødt på, ny?"

Spurgte Zekaryah med sin dybe, rustikke stemme, præcist som han altid havde haft den. Og hingstens bredde skuldre hvilede der sig en roligt aura, en stolt aura. Hingsten var dog opmærksom på alt. På hver lille detalje. Han var opmærksom på hingsten, og på området omkring dem. Præcist som han moder i sin tid havde oplært ham i at være.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange forblev i sin stive, stolte og afventende stilling. Nogen ville føle den truende, nogen irriterende, andre undrende? Måske ville en fremmed en dag forstå Djange til punkt og prikke? Trods det ej var sket endnu. Djange lod det ene øre glide kun lige akkurat frem så han kunne tydeliggøre hingstens stemme, da han nu talte atter. Djange inskød et svagt, men markant nik over hingstens gestus om ære i at træffe Djange, på den måde gengældte han blot denne sætning. Djange missede da let skeptisk og anseende med de krystalblå øjne, mens den lyserøde mule let påtog sig endnu en rynke.

”Ukendt i området må jeg stadig præsentere mig selv som..”
Lød Djanges stemme da hæst og intenst, efter hans øre gled på plads bagtil, efter hingstens spørgsmål.

”Jeg formoder at De også er en ny sjæl på disse kanter?”
Fortsatte Djange med den intense og hæse stemme der spillede fra hans lyserøde mule, beklædt med den svagt sete rynke; mens Djange spærrede sine krystalblå, tomme og en smule kolde, øjne en anelse op. Djange udviste tydeligt respekt her, ved at vise interesse for denne hingst, som hingsten viste ham selv.

Om Zekaryah fandt den fremmede, såkaldte Djange som en fjende, var ikke helt klargjort for hans indre, men han var på vagt, for hvert et uforusigeligt træk, den kønne hingst kunne finde på at foretage; præcis som han altid var. Det behagede ham dog, at det var en hingst han skulle støde på; hingste var trods alt ofte stærkere end hopper, og dermed mere nyttige. Han brummede svagt for sig selv, og lyttede til ordene.

,,Det er første gang jeg betræder denne ø's jord. Men jeg har betrådt de andre øgruppers jord. Så ny i området, ja, det er jeg vel stadig."

han knejsede dybt i nakken, og skød brystet ud. Han vurderede ham med sit tomme blik, inden han skævede omkring, en vandren ville være en god måde, at udløse en samtale på, men endnu blev Zekaryah stående.

,,Har du mødt mange her i området?"

Spurgte han så, med sine dybe, maskuline stemme.

.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange forholdte sig i den stillestående, stive og stolte tilstand. Hans blik holdte han meget direkte på denne hingst, og som tidligere lod Djange svagt kun det ene øre glide en anelse ud, for at lytte til hingstens tale. End ikke ændrede Djanges krystalblå øjne sig, ikke en snært af interesse eller nysgerrighed viste sig i øjnene, kun det tomme og kolde, afventende blik forblev.

”Jaså..”
Lød Djanges hæse og intense stemme svarende, mens et kortvarigt og stift nik blev tilføjet til slut. Han var ej tilhænger selv af at føjte rundt på alle Ø’erne, han havde set hvad han ville, hvad der kunne bruges på afstand, hvorefter han havde forholdt sig der. Et hjem er kun sikkert, hvis man virkelig kender det. Da hingsten atter talte, trådte Djange fast frem, ét skridt med hver hov. Han stod præcist som før, inden han atter talte, med det fastholdte blik i hingstens øjne.

”Det kan jeg ikke prale af. Jeg har så’men stødt på en del sjæle, passeret, observeret; men konfronteret, været i kontakt med, endnu ikke.”
Svarede Djange hingsten med den hæse og intense stemme, der talte utroligt rent ud af posen. Mens den lyserøde mule atter rynkedes en smule skeptisk. Han så ikke denne hingst som en fjende, men heller ej en ven.. endnu.

"Har De da?"
Afsluttede Djange let, med den hæse og intense stemme, mens han kort missede skeptisk med øjnene.

Hurtigt og nærmest usynligt for omverden veg den store hingst blik sig tilbage, som for en skygge over hingstens skuldre; som var den lyn hurtigt væk igen. Zekaryah slog køligt med halen, og fnøs dæmpet, da erindringerne om skyggernes greb om hingstes koder kom frem i hovedet på hingsten igen. Farlige Sirener. Lokken Sirener. Hingsten slog med hovedet, og kneb sin mørke, fuldstændigt fjerne øjne sammen, da blikket atter faldt over Djange.
Djange var en særpræget hingst; han besad en utrolig udstråling; men en udstråling der var meget modsat Zekaryahs, den var ikke ligeså opmærksomhedsfangende som Zekaryah altid havde fået at vide, at hans selvsikre og stolte aura besad. Han brummede let; Djange besad en let elegance; dog hingstet. Udstrålede had, fordærv, og en utæmmelig tomhed af mur, blottet for omverden; den klædte hingsten. Gjorde ham kostbar at se. Lokkende. Ulæselig; Og for Zekaryah havde havde disse sjæle altid været mest interessante; Sjæle der ikke var som åbne bøger ved første øjekast.

,,Ligesom Dem kender jeg ikke synderlig mange; Jeg er stødt ind i enkelte, men observeret tonsvis.”

Hingsten kastede svagt med hovedet, og gjorde et nyk, da skyggerne endnu formede sig for hans indre øje. Slangeformede skygger; skygger der fordrev hingstens inderste syndelige sider; udfordrede hans sanser, og prøvede ham af; Ville den store hingst falde for de lokkende ord, eller blive en del af dem i stedet.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange observerede hver og én bevægelse ved hingsten Zekaryah, lige fra automatiske blink med øjenlågene over de mørke øjne, til åndedræt fra hingstens store brystkasse. Djange forblev stående rankt og stift, mens hans øre fortsat lå tilbage. Djange måtte indrømme at denne hingst havde noget over sig, om det var noget han brød sig om, var han endnu ikke sikker i sin sag omkring. Djange missede svagt med de krystalblå øjne der stift så i hingstens mørke øjne. Djanges øjne var stadig kolde, ret tomme og intetsigende; nogle ville sige uforudsigelige, nogle truende, nogle døde. Djange rynkede svagt på mulen og åbnede da mulen let.

”Men sig mig Zekaryah, kender du til om her er stiftede flokke, eller områder der er farligere end andre steder, her på disse Ø’er?”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, mens han missede en smule med øjnene og rynkede svagt skeptisk over den lyserøde mule. Anseende som han kastede blikket fortsat i hingstens mørke øjne. En smule udfordrende kunne Djange godt tydes som, skønt han ej ønskede at lægge op til noget specielt?