En nat under de lysende stjerner

Illana, den gyldne, hævede uforstående hovedet, da den spraglede Mindraper trådte imellem den gyldne selv, og den spraglede hingst, som lod til at udfordre Mindraper; hvorfor han valgte at skærme af for Illana, var ej til at tyde, især ikke ovenpå den hilsen de to lige havde haft. Illana vippede ørene frem og tilbage, inden hun veg et lille skridt bagud. Hun gjorde det af en simpelt grund; hvis de to hingste skulle fare på hinanden, ønskede hun ikke at stå i vejen, men derimod kunne komme på afstand og afværge hvad der måtte komme. Dog valgte den ukendte spraglede at springe væk, vælge vejen væk og ikke se sig tilbage. Illana vendte uforstående hovedet efter ham; hvorfor true, for dernæst at forsvinde? Illana trak vejret tungt et par gange, inden hun vendte hovedet imod Mindraper. Hun lod sine øre forblive bagud en lille stund, inden de blev vippet fremad imod hingsten med de slangegule øjne.

,,Kendte du den spraglede hingst, eller var han lige så fremmed for dig, som mig?”

Spurgte Illana uden at se direkte på Mindraper. Hun lod sit blik hvile imod hans bringe en lille stund endnu, inden hun hævede det og lod sine unikke øjne møde hans atter engang.

,,Dine hensigter er dine hensigter – Men jeg må sige dig, Mindraper, at jeg tvivler på det er så nemt at udføre dem, i en verden, hvor du er bragt til for frelse.”

Illana sagde ej, at den spraglede hingst ikke ville kunne udføre, hvad han ville. Ikke at hun håbede, han ville; for dette kunne den gyldne hoppe kun ane konsekvenserne af; men ligeså ville hun heller ikke lyve for den spraglede. Hun tvivlede ærligt på at han ville kunne sætte sig op imod en magt, der havde bragt ham hertil – Og ærlig som hun var, gav hun udtryk for dette.

Hans forventninger blev opfyldt og han frydede sig indvendigt over hingstens forsvinden. Han så nu på den gyldne hoppe som var trådt bort fra ham. Han vippede med ørerne, så de nu ikke længere lå helt i nakken. Hans krop var stadig spændt, men ikke længere i forsvar. Intensiteten fra de gule øjne var der stadig, men et mere hemmelighedsfuldt glød var der over dem. Han løftede hovedet og spejdede kort efter hingsten som nu var ude af hans synsfelt.

" Nej, og det er ikke et kendskab jeg har i sinde at få. "

Konstaterede han blot tonløst med sin hæse stemme, der dog efterhånden var begyndt at bløde op til en blød og maskulin stemme, som slet ikke passede til hans dunkle personlighed. Hans fokus forsvandt kort over hoppens hudløst ærlige konstatering. Han nikkede let og var et kort øjeblik betænkelig, men han vidste at han havde mange odds imod sig.

" Blot at jeg kan blive hvad jeg var igen, dette ville måske være nok. Hævn, er normalt ikke min hensigt, men dette lys frarøvede mig min identitet og den har jeg tænkt mig at få tilbage, på den ene eller anden måde.. "

Hoppen fik meget ud af den normalt tavse og hemmelighedsfulde Mindraper, der dog ikke afslørede hvem eller hvad han havde været i sin tid. Hoppen virkede fredelig og ikke naiv, hvilket var rart, for der var intet være en gode naive heste. Han skuttede sig kort og udstødte et meget lavt fnys. Han rystede sig og lod blikket spejde omkring for at kunne finde en smugle læ. Varme var der intet af, men læ kunne måske gøre udslaget. Han så kort på den gyldne hoppe og afventede hendes reaktion.

Illana, den gyldne, lod endnu engang sit blik drage lidt længere ned af stranden et kort øjeblik. Den fremmede hingst var helt ude af syne nu; væk. Og den gyldne spekulerede på, om hun mon nogensinde ville støde på ham igen. Et kort vindpust ramlede ind i den gyldne hoppes side, hvilket gav en kuldegysning lov at passere igennem hendes gyldne krop; den spinkle og elegante. Derpå lod hun sit fulde fokus finde den guløjede Mindraper igen, som lod til at have sluppet aggressionerne en smule. Hun lod et sagte prust forlade sin mule, inden hun søgte hans blik. Hun kunne ikke finde ud af, om dette blik der mødte hende gang på gang, skræmte hende eller fascinerede hende. Nok lidt af begge dele. Hans ord, som derpå fyldte luften imellem dem, lyttede den gyldne intenst til.

,,Hvordan kan dette lys frarøve dig en identitet? Hvordan har lyset gjort dig til noget, du ikke var førhen, men som du ønsker at være igen? Hvad er det, der er forandret ved din sjæl, så den der står foran mig nu, ej har samme identitet, som da han var i landet udenfor dette?”

Selv havde den gyldne ikke oplevet, at noget var ændret ved hende, fra hun trådte ind i landet og så til nu. Kun en oplevelse var hun blevet rigere; men det var alle. Og en oplevelse burde ej ændre en sjæls identitet. Illana hævede hovedet lidt, inden hun lod et lille smil pryde sin mule. Hun stillede sit spørgsmål af to grunde; både fordi hun ønskede at høre denne hingst meninger, få ham til at uddybe og vise sig selv, men ligeså at hun ikke kunne forstå, at han tolkede dette lys som noget dårligt. Illana prustede sagte, dæmpet, alt imens hun lyttende betragtede ham. Spraglet, flot, hingstet, uhyggelig, skræmmende. Alt på en gang.

Hoppens spørgsmål var ikke provokerende for hingsten, men han havde ej i sinde at besvare dem så detaljeret som hun anmodede. Han lod hans blik vandre som han tænktsomt stod og vendte hendes spørgsmål i hovedet. Han var stadig bitter, og der ville nok gå længe før han blev sig selv igen. Han så nu atter på den gyldne hoppe foran ham. Hendes lille smil og venlige ydre. Mindraper var opdraget til at hade dette med forbehold. Mindraper var født ind i det, men generne fra hans far hang ved. Dog havde opvæksten også en finger med i spillet hvad angik hans adfærd. Hingsten der havde trænet ham. Alt i alt var han ikke den voldelige type og han havde endnu ikke strejfet tanken om at gøre hoppen harme.

" Du gyldne hoppe. Disse øjne er skabt til andet end de formål at få mig til at se. Mere har jeg endnu ikke sinde at fortælle en ganske fremmed. "

Dette var hans svar som hoppen fik at gruble over. Det var kort og egentlig ikke ret behjælpeligt. Mindraper så ud over vandet og mindedes at han selv engang var bosat på en ø lignende den her. Et svagt smil gled over hans mule. Smilet var ikke venligt, men nærmere grumt og en svag klukken lød fra ham i et ganske kort sekund. De gule øjne var stærke og intense, men hvorfor så tomme var der ingen der kunne sige. Måske manglede han blot noget eller nogen til at fylde dem ud.

Illana, den gyldne, vippede en smule tænksomt med ørene, da hun hørte ordene fra hingsten som besad de slangegule øjne. Han ville ej fortælle den gyldne hoppe, omkring hans eksistens, om hvordan den var blevet til noget andet, en den nu var, og i stedet kom ham med en kommentar omkring hans øjne; hvor mere end blot den umiddelbare mening var gemt. Illana nikkede kort; hun forstod at denne hingst, der trods hans ord allerede var lydt, ej ønskede at fordybe sig i emner, der omhandlede ham selv. Selvom det nagede den gyldne’s nysgerrighed, trak hun emnet tilbage. Hun lod sit hoved hoves en lille smule, da den spragelde hingst vendte de gule øjne væk fra Illana og derimod ud over havet. Hans udtryk blev ændret, det gik den gyldne ej glip af; men den ændring som hans udtryk foretog sig, var den gyldne ikke helt tilfreds med. Han så lumsk ud, han virkede lumsk, men alligevel fremstod han som en sjæl, der var reel nok bag de gule øjne, der nemt kunne jage andre væk. Illana trak vejret tungt en enkelt gang, inden hun stillede sig den spraglede lidt nærmere.

,,Selvom dette land lader til at have rigdomme større end steder jeg førhen har kendt til, og selvom mit sind ej kan kræve mere, er vinden nu endnu kold. Fryser du, Mindraper, eller har du det tilpas her i vidnen?”

Spurgte den gyldne hoppe, uden at se direkte på ham. Hendes stemme, var mild og alligevel målrettet. Ej krævende, spørgende og høflig. Hendes spørgsmål kunne ligeså svares så simpelt, som det var sagt; men det kunne også afgøre hvorledes de to sjæle skulle blive; fortsætte sammen, eller gå hvert til sit.

Mindraper, den spraglede hingst vippede øret med hoppen i det hun talte til ham. Han vendte fronten mod den gyldne og tog et par skridt mod hende. Hans skridt var lange, elegante, men også med ganske overordnet ro. Han var ej frembusende, og beherskede sig utrolig meget. Han var ikke en disse typiske mørksindede heste der sprang på alt og alle. Ville man frem, så måtte man kontrollere sit temperament og være høflig. Hingsten var ikke ude på at udradere alt godt. Niks. Han ville blot skabe harme hos heste han fandt irritable og for naive. Han gjorde somregel ikke nogen noget medmindre de gjorde ham noget.

" Læ ville være godt, du gyldne, men hvor? Jeg har endnu ikke set noget læ på denne ø udover klitterne, hvor man må ligge sig i det kolde sand. "

Illana, den gyldne, lod sit blik lande I den spralgede hingst’s blik. De gule øjne mødte Illana, hvilket fik det til at trækkes helt ned i ryggen på hende. Slangernes øjne, og alligevel ikke. De gule øjne, Mindraper’s øjne. Illana prustede dæmpet inden hun lod sin krop afspændes helt; selvom kulden rasede omkring dem, lod hun alle trækninger forsvinde. Hun følte sig ikke utilpas overhovedet, ved denne spraglede hingst, selvom hans øjne kunne få det til at gyse ned langs hendes ryg, når hun så dem, og selvom de mindede om de gule slanger, så havde Illana skam intet imod hans nærvær. Hun accepterede hans skridt, der bragte ham nærmere på den gyldne og derpå lod hun sit blik flakke kort. Læ. Men hvor?

,,Selv kom jeg lidt længere inde fra selve landet af, på min vej herud. Jeg fandt det mere roligt lidt længere inde, hvor vinden ikke hersker ligeså stærkt, som herude. Så, Mindraper, du spraglede hingst, vil du følge mig lidt længere ind i landet, væk fra den åbne strand, for at finde læ?”

Spurgte den gyldne hoppe med en oprigtig stemme, der både var mildt og feminin. Hun vidste ikke, om denne spraglede hingst ønskede hendes selskab så meget, at han ville følge hende længere indlands, men det var da et forsøg værd. Selv frøs den gyldne hoppe nu, og ønskede ej længere at være et offer for vinden, men derimod søge læ og varme.

Hingstens øjne mildedes et kort sekund, men blev så tomme. Han havde lært at abstrahere fra følelser og overhovedet at udtrykke hans behov. Dog var det ikke altid han gjorde det, for når man havde brug for noget, så skulle man ej være afvisende. Han manglede varme og ville derfor tage imod hoppens tilbud om at finde læ.

" Led du blot vejen, du gyldne. Så vil jeg gøre dig selskab. "

Mindraper skridtede dog med klitterne, og med to store kraftfulde spring, så var han let og elegant oppe på den mindre skrænt hvor han kom fra. Han var vant til disse stunt hvor han kom fra, så selvom han var svækket, så lå rytmen der stadig. Han kastede let med hovedet og så nu afventende på den gyldne hoppe.

Illana, den gyldne, lod sin elegante krop drejes rundt, da den spralgede hingst satte frem. Han havde accepteret hendes anmodning om at søge indlands, sammen, for at finde læ. Illana lod sit blik følge ham. Fyrrigt sprang han op af en af klitterne, for at få bedre udsyn. Selv søgte den gyldne ikke helt samme vej, men valgte at søge mod en åbning mellem to klitter, hvor hun kunne komme igennem, og ud på den anden side, hvor sandet langsomt blev til solid jord atter engang. Den gyldne travede med elegante skridt, lange og rummelige, hvilket faldt hendes helt naturligt. Hun skævede et kort øjeblik tilbage, for at se om den spraglede hingst var med, hvorefter hun lod blikket søge fremad igen. Med et enkelt slag med hovedet sprang hun an i en kort galop, med pænt opspring. Vinden jog på hende, hvilket fik hende til at ønske at arbejde mere, for at hendes muskler kunne få varme, og sprede den til hele hendes krop. Det varede ej før den gyldne hoppe, som bevægede sig gennem nattens fritvandrende skygger, var nået længere ind på den solide jord, med den spraglede hingst. Illana, som ikke var helt stedkendt, vidste dog ej hvor der var læ at finde; så hun søgte imod en klynge træer der var at ane i horisonten, godt gemt af mørket. Mon ikke disse træer, kunne give de to sjæle læ for natten?

Hoppens bevægelser var ubesværede, elegante og yndefulde. Mindraper betragtede hende skjult, som han satte af fra jorden og forsøgte at indhente hende ved at accelerere med bagpartiet og gøre rygsøjlen smidig. Hans korte ryg fik ham hurtigt op i fart, og han var nu side om side med den gyldne hoppe, med de yndefylde gangarter. De gule øjne spottede en klynge træer, og tilsedynladende den samme som hoppen. Hans hove trampede taktfast i den golde jord, ørerne var vendt fremad, den tykke hale hang efter ham som en fane, og hans åndedræt var rytmisk. Et flyvende chancement satte ham en anelse op i fart, og han kunne mærke hvordan varmen vendte tilbage til hans korpus.

Han stoppede næsten brat op ved træerne og fandt hurtigt at det gav læ. Han rykkede sig en anelse, så den gyldne også kunne komme til. Han prustede tilpas over løbeturen, men kondien var ikke som den havde været, så hans flanker pumpede som en damplokomotiv. Han rystede sig let og så igen på den gyldne hoppe med sine gule øjne. Der var ikke megen følelse at spore i dem, men ej var de heller fjendtlige. Det var et mysterie hvad hingsten tænkte og følte. Han afventede hoppens næste træk, og et kort øjeblik virkede han en anelse tøvende. Nærhed og fællesskab var ikke noget han havde været vant til.

Illana, den gyldne, lod sin hals søge fremad. Hun lod derpå sin ryg løftes let og hendes elegante bevægelser finde endnu mere rummelighed og elegance, på vejen imod den lille klynge af træner, som hendes egne øjne, men ligeså Mindraper’s gule havde spottet. De to sjæle, som vandrede ved siden af hinanden, nåede snart derhen; den spraglede hingst lidt før den gyldne. Alt imens han havde indtaget fronten, havde Illana betragtet ham. Hans bevægelser viste klart kvalitet, og hans krop muskler, der i sandhed vær ham værdige. Da han gjorde plads, så den gyldne også kunne komme i læ, trådte hun ind og indfandt sig ved hans side. Selvom denne spraglede hingst, i første omgang havde virket til at være en, der bar på en masse aggressioner, men den spraglede hingst virkede langt mere plaget af noget indvendigt, nu, hvor de havde tilbragt lidt tid sammen. Han var ej den, der viste følelser udad til og det fik den gyldne til at tænke på, hvad det da var, der fik ham til at holde sine kort tæt, men alligevel søge læ med den gyldne. Illana lod et dæmpet prust forlade sin mule, inden hun lod sit blik søge Mindraper’s, der så ganske tomme og intetsigende ud; dog intense. Om det skyldtes den gule farve, eller blot udtrykket, var Illana ikke helt sikker på, men i hvert fald gemte der sig langt mere bag dem, end han gav udtryk for. Illana, der nu havde fået læ, lod derpå sin mule begynde at snakke igen.

,, Mindraper, disse øjne, som du bærer, er de skænket dig af dine forældre?”

Spurgte Illana så, høfligt og nysgerrigt på samme tid. Nok havde den spraglede tidligere afvist spørgsmål, der bød ham til at snakke om sig selv, men alligevel valgte den gyldne at stille ham dette. Et meget simpelt spørgsmål, der kunne svares med ét ord, hvis han da ønskede, eller med flere, hvis dette faldt ham ind.

Hingsten løftede hovedet og så udover horisonten, som dog var ganske mørk på den golde ø. Han så på den gyldne hoppe der endnu engang spurgte ind til hans øjne. Han lod det gule blik vandre op mod himlen og han vippede kort med ørerne. Aldrig havde han mødt sin far. Hans mor var sort som natten, hvid som sneen og med øjne uden pupiller, samme var hendes forældre. En fortabt sjæl og et spøgelse. Mindraper vidste ikke rigtig hvad han var.

" Mmmh... Min tvillingebror havde øjne, så gyldne som din pels.. Min moder besad ej pupiller, men blot en hvid tåge.. Min fars øjne har jeg aldrig beskuet. "

Forklarede han blot ret kortfattet. Selv ønskede han ikke at uddybe for hoppen. Ikke lige nu. Han sænkede sit blik fra himlen og så nu på den gyldne hoppe som stod ved hans side. Vinden var bidende, selvom det kun var ganske lidt der trængte igennem træerne læ. Derfor rykkede han nu en del tættere på hende, så der kun var ganske få centimeter i mellem dem. Hans fremgangmåde var langsom og forsigtig af almen respekt og årvågenhed. Han prustede kort og vidste endnu ikke hvordan han skulle forholde sig.

Illana, den gyldne, lod sit blik drage over den spralgede hingst. Hans farver og udstråling var så usædvanlige, at den gyldne havde meget svært ved at finde ud af, hvilken oprindelse han var. Han var ej en steppehest, dem havde den gyldne set. Han var ej en hest, der stammede fra samme hjemstavn som de gyldne; for der var de mest specielle farver, blandt andet den som den gyldne havde. Måske stammede han fra menneskestammer, eller måske fra et land, hinsides det, som normale havde tilgang til, lidt ligesom med dette land? Illana skubbede sine tanker væk, da den spraglede lod sit sind samles om Illana’s spørgsmål og svarede det. Han svarede kortfattet, men alligevel lå der mange informationer gemt i hans ord, omkring ham, sågar hans familie. Hans moder, med øjne som et spøgelse og hans bror, med øjne så gyldne som den gyldne hoppe’s pels. Det lod til hans familie var anderledes; men hvorledes vidste Illana ikke. Da han rykkede hende nærmere, lod hun sin mule strækkes en smule imod ham, for at imødekomme ham; trods hans aura, der lod til at skubbe andre fra sig, bød hun ham alligevel velkommen hos hende.

,,Selv har jeg ej beskuet min faders øjne selv, Mindraper. Faktisk har jeg kun beskuet ganske få øjne med oprigtighed i mit forrige hjem. Kun min moders, hvis jeg elskede at beskue. Dybe, intelligente. Hun lærte mig alt fra kærlighed til hvordan livet hænger sammen”

Sagde den gyldne sagte, men oprigtigt. Hun vidste nok, at dette ej ville interessere den spraglede, men alligevel følte hun for at give en bod historie om sig selv, til denne endnu ’fremmede’ hingst, som Illana ej vidste meget om. Derpå lod hun sin mule puffe forsigtigt imod hans hals, der kun var få cm fra hende. Hans tæthed varmede, hvilket var rart; meget rart.

Hingsten mærkede hoppens nærhed. Han mødte kort hendes mule med et svagt pust, hvorefter han inhalerede duften af hende. Han brummede let og en anelse maskulint. Hendes duft, feminin, ikke brunstig, men blot feminin. En duft han ikke havde været vant til at inhalere. Han huskede sin moders duft, men forbandt den ikke med hunkønsvæsen. De gule øjne så ind i hendes og han trak mulen til sig og lyttede til hende. Stadig var udtrykket tomt.

" Min moder sørgede ej for min opdragelse. Det første oprigtige øjne jeg har beskuet er dem den gyldne hoppe ved min side besidder. "

Lød det fra hans efterhånden mere opblødte stemme, som var mere ren og maskulin. Den bar præg af han var ung, men veludviklet. Han mærkede at hun puffede på hans hals og han stillede sig nu helt op af hende, og mærkede strakt varmen fra hendes gyldne pels. Han hævede hovedet og så ned på hendes lyse man. Han mimrede kort med mulen, men stod så ellers blot og iagttog hende med et mere dæmpet udtryk i de intense gule øjne, som næsten lyste i natten. Musklerne spillede kort under hårlaget som strejfede hendes og Mindraper udstødte en maskulin brummen, som lod han sin mule stryge over hendes hals, inden han blot stod og stirrede intenst ud i luften som var der intet hændt.

Illana, den gyldne, lod sit blik glide over den spraglede hingst; han lod til at have fralagt sig den lidt rå og distancerede attitude, som han havde mødt den gyldne hoppe, da han havde fortalt hende om hans hævngerrige plan om at genvinde den identitet, som Den Vise eftersigende skulle have frarøvet ham ved hans ankomst til dette spektakulære land. Illana lod sit blik løbe over hans krop, alt imens han fremsagde sine ord. Hvis de øjne, den gyldne besad, var de første, som var ham oprigtige, måtte Illana sande, at han nok ikke havde mødt mange reelle sjæle, hvilket var en skam. Da hans mule derpå rørte den gyldne, drejede hun hovedet en anelse og puffede forsigtigt til hans maskuline kæbe.

,,Det er jeg ked af, du spraglede; ked af at mine da skulle være de første.”

Hun kommenterede ej på hans ord om sin opdragelse; det var hans liv og hans fortid, og kun hvis den spraglede selv ønskede at fortælle den gyldne om det, ville hun lytte. Ikke hvis hun selv spurgte, da hun ikke mente at hun kunne tillade sig at spørge indtil noget som ikke vedrørte hende. Kulden, der endnu rakte ind imod de to sjæle, var aftaget, nu hvor Mindraper havde trådt den gyldne nærmere og afskærmet for den kulde, der sneg sig ind igennem træernes læ. Hun prustede dæmpet og lod sit blik møde hans gule, der havde ændret en smule karakter. Der måtte gemme sig meget bag disse øjne, det var Illana sikker på.