En nat under de lysende stjerner

Illana, den gyldne, havde indfundet sig i nærheden af en uendelige strand, der strakte sig rundt om hele øen; dog havde den gyldne hoppe kun set en brøkdel af alt den skønhed der fulgte kysten rundt. Den gyldne hoppe havde trådt an ved det bølgende hav tæt ved skumringen, og natten lå forude nu; ventende ude over det blå hav, på at den kunne komme snigende ind over stranden og dække landet i det dæmpende tæppe af mørke, der skulle bede alle sjæle om at gå til ro. Dog havde Illana en helt anden mening med tilværelsen, denne aften. Den gyldne hoppe, som indtil nu kun havde set dette smukke land i dagslys, ønskede at mærke hvordan natten påvirkede hende; hvordan stjernes små lys ville nå ned til hende, alt imens hun var vågen og kunne opleve dette. Illana lod sit hoved løftes en anelse og trak da vejret ind; stilheden og stemningen var overvældende. Kun de evigt tilbagevendende bølger brød den ellers totale stilhed, der havde lagt sig over hende og stranden ligeså. Det var nærmest magisk; at stå på dette sted, hvor den gyldne stod, og kunne høre, se og føle landet omkring. Illana lod da sine øre vippes ud imod det tiltalende, blå hav, der denne aften var roligt som søerne indenlands. Bølgerne der væltede ind over sandet, var en store og voldsomme, men blide og kærtegnende. Illana lod da sin hals søge en anelse frem og ned, inden den gyldne hoppe begav sig helt ud i det bløde sand; hendes hove sank med det samme i og denne følelse af sand om hovene, gav den gyldne hoppe et smil på mulen. Hun var sikker på, at denne nat, ville blive noget specielt.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Nedlagte øre, et koldt blik i de krystalblå øjne, og en næseryg holdt fuldstændig lodret foran sin krop. Sådan en anstrengt holdning bar Djange sig ad med, som hans sprintede af sted. Hans ben duellerede under ham, om at være forrest, mens græsset under ham end ikke kort fik lov at strejfe hans hove der susede af sted. Det var sidste gang Djange havde befundet sig på denne ø, ingen bjerge, ingen bakker, intet! Han måtte tilbage, bide i det sure æble, gennem vandet, tilbage til Enophis. Dagen her var spildt, og kulden havde taget fat om ham nu og da, efter mørket var faldet på. Dundrende fortsatte han, og snart blev græsset til sand.

Det var koldt, bidende koldt. Vinteren havde sit greb om denne lille flade ø, der ikke rigtig indeholdte noget spændende. Dette kunne afholde de fleste heste og det passede en spraglet skikkelse ganske udemærket. Mindraper hed han, i sandhed en bitter sjæl der havde fået alt sin styrke drænet af den der havde bragt ham til dette land. Han hævede hovedet og lagde ørerne i nakken da lyden af rytmiske hovsport nærmede sig hastigt. De gule slangeagtige og farlige øjne rettede straks sin opmærksomhed mod en næsten ligeså spraglet hingst som ham selv, men han intensioner var ikke rare. Han blottede tænderne og hvælvede i halsen med et bittert og olmt fnys. Denne hingst som kom nærmere var ikke velkommen i hans personlige rum, som fyldte en hel del. Dog ville de ej kolidere, så Mindraper stod blot og så meget utilfreds og advarende ud. Det burde få den almene hest til at holde sig bort fra ham.

Illana, den gyldne, som var på sin vej ud i det bløde sand, ned imod de uendelige bølger, der drev ind over sandet, for så at forlade det igen; og gentage dette fra nu og til alt evighed, lagde ej mærke til andet i øjeblikket. Hendes fokus lå helt og holdent i skumringens smukke belysning, stilheden og landet omkring hende. Dog gjorde den gyldne hoppe fejl af, at vælge de indtryk hun ønskede og ignorere resten; for det kom som et pludseligt indtryk at der var andre sjæle på denne strand, andre, der ligesom den gyldne selv, havde søgt herned til natten. Illana lod sin elegante krop spændes ganske kort, i dét hun drejede om sig selv for at havde fronten imod de sjæle, der havde indfundet sig på og ved stranden. Et stykke forude så den gyldne hoppe to sjæle. En hingst af lyse, næsten sandede farver, med et strejf af sort, kom galopperende med højt tempo igennem det bløde sand, der stod omkring ham, som skumsprøjt fra havet. Men ligeså stod der en sprælsk hingst i farver, der matchede de grå fra bjergene og de brune nuancer fra jorden. Højst mærkværdig så han ud; og Illana lod sit blik flakke forundret fra den ene til den anden. Dog var de endnu på så lang afstand, at den gyldne hoppe havde svært ved at bedømme, om de havde kurs mod hinanden, eller hende; hun forholdt sig der, hvor hun havde placeret sine hove, og så ganske opmærksomt til.

Vinden bar en anden duft med sig og den spraglede hingst gule slange øjne skriftede fokus for hingsten der kom stormende til den gyldne hoppe som stod og iagttog dem. Han hævede hovedet og stirrede blot ligeså olmt på hende med de hemmelighedsfulde øjne, der bar på mange bevidnede grusomheder og andre sære fænomener fra den verden han kom fra. Han fnyste hult, som vinden tog fat i hans man der ikke gik til andet end midt på halsen.
Hans blik flakkede fra hingsten til hoppen, og han besluttede sig for at trave et stykke mod hoppen. Hans gang var taktfast og mekanisk, hans muskler spillede under hårlaget selvom der ikke længere var meget at prale af. Han var svag, ynkelig og lige til at kaste bort. Hans skridt blev trampende ved tanken og Den Vise var ikke i god jord hos hingsten der blot endnu var en drengerøv.
Han stoppede få meter fra hoppen og stirrede blot tomt på hende. Hans ører var bagudvendt mod hingsten, og hans holdning spændt som en flitsbue. En hul fnysen lød atter fra ham, som han hvælvede i halsen. Hoppens gyldne hårlag var næsten lysende og hingsten fandt hende pæn, men dette gjorde han ej udtryk for. Han stod blot forstenet som en statue.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange holdte fokus, han kunne dufte havet og mærke den bløde ujævne bund under hans hove der bragede af sted. Men en skarp duft mødte Djanges næseborer. Han rynkede en anelse irriteret på den lyserøde mule, da en hingst stod ham i vejen, og så nu og da også yderst advarende ud. Djange var ej ude på problemer her til aften, blot træt og vred på det hele her. Djange missede øjnene en smule advarende sammen, mens han skød panden frem, og ej sænkede tempoet. Måske denne hingst ville forstå hintet af at han blot ville passere?

Skønt som det nu hele var..! Blandede endnu en duft sig, med den fremmede hingsts, havet; en hoppet duft. Djange havde dog for travlt med sin gode fart, til at skulle undersøge dette nærmere. Gule øjne lyste fra denne fremmede hingst, Djange holdte fortsat sin holdning, ørene tilbage, endnu.

Illana, den gyldne, som befandt sig i det bløde sand, der krøb op langs hendes koder, slugte hendes hove og kravlede så langt op af hendes ben som muligt, lod sit blik forholdes imod de to sjæle af hingstelige karaktere; den ene mere spraglet end den anden. Illana fornemmede godt, efter nogen tid, hvordan den ene lod til at være mere aggressiv anlagt end den anden; og pludselig kom denne, meget grålige og brunlige hingst imod Illana, alt imens den anden, som bar hvide aftegn, holdt sig lidt i baggrunden. Om disse to hingste kendte til hinanden eller ej, kunne den gyldne hoppe ikke tyde, og at begge hingste lod til at have ørene vendt den forkerte vej, på denne aften, gjorde vel den gyldne em smule utryg. Dog var dette ej at spore i den gyldnes fremtræden, da den mest spraglede hingst kom til hende. Hans adfærd tydeligt hingstet, men med en tør og hul genlyd fra et fnys, der havde vist en snært af sindet på denne hingst. Illana vippede ørene fremad, imod denne specielfarvede hingst, hvis øjne hun nu mødte. Gule, ja gule som slangernes egne, var de. Illana kunne mærke hvordan hendes sind straks vendte i en smule foragt, men ligeså forundring; for hvordan kunne en sjæl bærer øjne af slange-type? Illana lod sit sind samles let igen, inden hun med et høfligt og sigende nik gjorde sin hilsen parat.

,,Godaften, du fremmede vandrer, hvis øjne er beslægtet med slangers selv; hvem er herren og hvor længe har han vandret i dette land, som jeg ligeså har vandret i?”

Spurgte den gyldne hoppe med en meget feminin karakter; Hun var let alt skelne fra andre sjæle, blot på stemmen. Den havde en mildhed, en kærlighed og en feminin tone, som hun kunne have den. Derpå lod Illana blikket flakke en smule imod den anden hingst, som ligeså havde sin kurs langs denne strand, imod de to sjæle; ville han slutte sig til dem, eller passere?

Hingsten hævede hovedet med en vis stolthed og snerpede mulen sammen. Hoppens høflige ord stødte ham omtrent ligeså meget som hvis de ikke havde været. Hand slanke men solide ben bar ham nu ned i det bløde sand og hans koder sank i. Hans øjne var blot lige så tomme og bar på en hemmelighed der måske overgik hoppens fantasi.
" Hvem nævnte noget om slanger.. For slanger er ej min relation du gyldne hoppe, som forventer info om mig uden at præsentere sig selv."
Lød det var hingstens unge stemme, som dog bar præg af ikke at være blevet brugt ofte. Dette gav en hæs og hvislende stemme. De gule øjne kneb sig sammen og stirrede ind i hoppens. Hans blik blev dog afbrudt af lyden af hovslag fra hingsten der kom nærmere. Han så kort på hingsten og spændte i hele hans muskulatur og udstødte en høj fnysen i form af en advarsel om ikke at komme for tæt. Derefter vendte han fokus tilbage mod den gyldne hoppe.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hingsten der førhen stod Djange i vejen, stod ej i vejen længere, men stod nu ved en anden skikkelse. Djange missede øjnene skeptisk sammen, da hingsten fnøs højlydt og advarende! En gnist blev pustet til, og Djange skulle ej have megen mere modstand, før hans vrede og irritationer flød over. Hingsten vendte atter opmærksomheden imod denne; hoppe, måtte det vøre ud fra den duft Djange kunne skelne fra hingstens her. Djange kastede iltert med hovedet, mens ørene han holdte hård i nakken, truende, advarende, mens han nærmede sig, men ikke imod dem!; Næ nej, passere var hans mål.

Illana, den gyldne, kunne sagtens fornemme på denne spraglede sjæl, at hans sind ej var præget af venlighed, af milde følelser, men derimod af arrighed, vrede? Illana lagde hovedet en anelse på sned, inden hun lod sine øjne knibes en smule i, hvilket gav dem et mere intenst udtryk. Hun lod sit blik hvile et ganske kort øjeblik i de gule øjne, som denne hingst havde; som tog det ilde op at den gyldne forbandt dem med slangerne selv. Derpå drejede hun sit blik et øjeblik imod den hingst, der endnu var på vej imod dem. Hvad hans hensigt med hans færden var, kunne Illana dog ikke greje, men faktum var, at han var på vej. Illana havde dog en lidt gruelig fornemmelse af, at dette kunne ende i sammenstød, når den anden spraglede hingst kom tæt nok på. Derpå vendte Illana igen blikket imod den spraglede, der krævede et navn af den gyldne, før han selv ville give sit.

,,I så fald, du spraglede herre, vil jeg da give mit navn, eftersom det kræves; Mit navn er Illana. Jeg er ganske ny i dette land, og kender ej meget til dets rigdomme og beboere”

Sagde den gylden hoppe med den milde stemme, uden nogen antydning af undren, aggression eller frustration over, at denne spraglede hingst tog det som en fornærmelse, at den gyldne hoppe havde sammenlignet ham, spurgt ind til ham fra start.

,,Ej mente jeg at din relation var til slangerne; blot mente jeg, at dine øjne, de gule øjne, lignede nogen som en slange kunne have båret, du spraglede. Ej var det for at fornærme din eksistens, men blot for at udtrykke en mening, som sad i mit sind”

Sagde Illana da afsluttende, inden hun atter engang skævede efter den spraglede hingst, med hvide aftegn, som endnu var på vej imod de to.

Den anden hingst holdning var nærring til ilden der ulmede i Mindrapers eget indre. Hans ører la gemt i manen og hans mule mimrede en anelse, for at vise tænder. Om denne hingst valgte at passere eller ej var ikke et ordenligt argument for at komme så tæt på. Dansende og med den tykke hale piskende bag ham placerede han sig mellem hingsten i hoppen og kastede advarende med hovedet for at markere at adfæren af den forbipassende var yderst upassende. Han slog i jorden i protest og fnyste olmt. De gule øjne var intense og skar igennem luften som et projektil. Alt i mens lyttede han til hoppens tale.

" Illana, du gyldne. Jeg er Mindraper, og er blot ankommet til øen, og din tankegang er mig en gåde.. Selv mener jeg ikke der er noget usædvanligt over disse øjne som jeg besidder. Jeg har set værre end hvad der befinder sig på denne ø. Den vise mente at jeg kunne finde frelse her, men det har blot gjort mig mere opsat på at gøre det modsatte, som jeg nu er sat i verden for."

Hans stemme var rusten, men død alvorlig. Mens han snakkede så han end ikke på den gyldne hoppe som han fandt ganske nydelig, men hans gule øjne var fæstnet på den næsten ligeså spraglede hingst som sig selv. Hvad ville hoppen mon sige til hans kringlede præsentation. Hans mørke motiver. Ville hun flygte?

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Mørket havde som sagt trukket sig på, og en svag fornuft luftede i Djanges tanker. Brat stoppede Djange op i en glidende bevægelse hen over sandet der stod som en sky om ham, for et kort øjeblik, men iltert som hans temperament var lige nu, satte Djange i samme bevægelse af med forbenene, for da at fægte vildt med den, mens hans iltre og temperamentsfulde ansigt kun udtrykte vrede; da hans hoved vildt blev kastet om sig, med hårde faretruende fnys, mod disse sjæle! Advarende, blev hans tænder i samme serie blottet, fra den lyserøde skeptisk rynkede mule.

Illana, den gyldne, lod sit fokus forblive ved denne spraglede hingst, Mindraper, der nu havde givet sig til kende. Han hentydede til at hans sind ej brød sig om dette sted, eller for den sags skyld det, der havde bragt ham hertil. Dét som Illana så som det uopnåelige lys, det fuldendte lys; så denne Mindraper som noget der havde kastet en forbandelse på ham. Illana lod sit hoved vippes let på sned; dog kunne intet anses i den gyldne’s udstråling; hun så hverken ud til at frastøde hans tanker eller syntes om dem. Hun lod sin gyldne krop flyttes en anelse til siden, da den anden hingst nu var kommet dem så nær, og lagde ud med en trussel imod de to sjæle. Illana flappede et øre let bagud, i dét hun flakkede blikket fra den ene hingst til den anden. Illana udtrykte dog hverken panik eller angst, selvom den fremmede havde truslerne på sin side; for den gyldne hoppe havde den evne, at hun havde let ved at bevare fatningen, selv i pressede situationer. Hun lod sit gyldne hoved hæves en smule og flyttede fokus helt over på den fremmede, der gjorde sine anmærkninger. Hun havde en fornemmelse af, at denne Mindraper alligevel ej ville lytte til hendes ord, nu hvor de havde fået selskab, og derfor holdt hun dem for sig selv.

De gule øjne var stadig fæstnet på hingsten som stod og skabte sig ondsvagt. Mindraper havde ikke i sinde at bekæmpe hingsten, men blot gøre opmærksom på at han ikke bryd sig om hans attitude eller nærvar. Han trådte nærmere den gyldne hoppe, som han instinktivt skærmede af for den spraglede hingst. Han gjorde det ikke bevidst, men det lå dybt inde i ham, selvom det ikke var tillært adfærd. Hans ører lå i nakken og tænderne advarende blottet i takt med hele hans krop var spændt og i forsvarsposition. Han piskede kort med halen og stampede resulut i jorden med en bestemt mine.

Den gyldne hoppe ved hans side var ganske uskyldig i denne duel, men Mindraper vendte aldrig en fremmed hingst som denne ryggen og stod derfor stædigt naglet til jorden. Vinden rev i hans man og vinden var iskold. Det var snart tid til at finde læ, og gerne inden knoglerne frøs til is i dette vejr. Det ville være vanvid at søge mod andet land nu, så denne flade ø måtte være et sted for dem alle. Mindraper var særdeles utilfreds med dette og håbede at hingsten var dum nok til at svømme sin vej.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Sand virvlede da Djange med stødende hove lod sig lande igen på forbenene. Han stod for et kort øjeblik, og såtil på denne hingst adfærd, hingstede ønskede blot at Djange forsvandt fra hans åsyn. Djanges kolde øjne gnistrede iltert, inden han sprang vigende til siden, fra hingstens position, og farerede de sidste 20-30 meter mod bølgernes brusen mor sandet. Djange var godt klar over hvor koldt dette var, men endnu mere forsikret var han dog omkring at dette var ikke stedet for ham! Et sidste målrettet blik blev kastet fremad, som han da holdte med de kolde krystalblå øjne, førhen han farerede videre ud i det dunkle, kolde vand, så langt øjet nu rakte.

[OUT]