En nat under de lysende stjerner

Han beskuede den gyldne, med hans gule øjne som hoppen så ind i. Hans blik var fyldt med intensitet, men bar på mange ufortalte hemmeligheder og gruopvækkende minder, som der dog ikke vækkede noget betydelig traume. Nej. Han var opdraget til at være en maskine der kunne nedslagte alt på sin vej, men Mindraper tyede sjældent til fysisk vold, nej han drev mere psykisk terror. Han smilte let ved tanken og derved blev hans ualmindeligt rene tænder blottet i et skævt 'smirk'. Dette falmede dog hurtigt, som hans facade blev bygget op omkring ham. Hans opførsel overfor hoppen var en facade der gemte hans indre. Men hans facader var som spaltninger af hans egen gennemsyrede onde personlighed. At interaktere med andre var en nødvendighed, så derfor var der facader der kunne håndtere dette. Så hvorvidt hans såkaldte følelser var falske er ikke nødvendigvis tilfældet. Den gyldne hoppe udtrykte sin sympati for ham og han så atter på hende.

" Føl ej sympati. Det vil falde på et tørt sted. Jeg fortryder det ikke, og det gør mig intet. Reelle øjne.. Det gør blot individet heldigt, for der er mindre sandsynlighed for at et individ som mig vil gøre det harme "

Hingsten talte en anelse i gåder, da hans svar var kodede og fortolkningen var op til den enkelte hest. Han løftede hovedet og så ud over horisonten. I et splitsekundt blev pupillerne smalle i de gule øjne og intensiteten steg i takt med at øjnene blev opspillede. Hingsten troede kort han havde spottet noget i horisonten, men dette var blot nogle grene og løst græs der havde viklet sig sammen i en kugle og nu trillede over den golde jord. Han fnyste kort for at køle sig selv ned atter engang, men intensiteten blev siddende i øjnene. Hans ører blev vippet bagud og han skævede kort til hoppen ved hans sidde. Igen afventende.

Illana, den gyldne, hvis sjæl havde fundet læ ved siden af den meget spraglede hingst, der var beklædt med nuancer fra både jord, sten og natten, lod sit blik glide imod de slange-gule øjne, som sjælen besad. Mindraper lod til at være en hingst, hvis årvågenhed aldrig svigtede ham, uanset hvilket tidspunkt på dagen det var. Nu, hvor denne dag var gået på held og mørket havde fundet sig til rette omkring dem, virkede hans endnu mere udstående med sine øjne, end tidligere, hvor mørket kun var begyndt. Illana lod et sagte prust forlade sin mule, inden hun lyttede til hans ord. Det var ikke fordi hans ord imponerede eller gjorde indtryk på den gyldne, på en god måde; det virkede et øjeblik som om, det kun var hendes reelle opførsel der holdt denne hingst fra at udøve mere ondsindet opførsel overfor hende. Dog lå der også en undertone i hans opførsel, der viste tegn af en beskyttende og betænkende hingst; han havde søgt Illana’s nærhed for varme og ligeså gået imellem hende og den anden fremmede, de mødte da de endnu befandt sig på stranden; så hvorfor sige, som han gjorde? Illana valgte dog at prøve at vride sit sind, for at se det fra en anden synsvinkel. Der gik lidt, inden den gyldne da lod sin stemme bryde stilheden, der havde lagt sig imellem dem, ligesom mørket, og derpå svarede hun.

,,Et reelt blik, kan være mere end blot heldigt; for mig er øjnene en portal til sjælen. De kan vise mere end ord, mere end handlinger; de kan vise hvem du er, hvem jeg er, hvis ejermanden blot lader modparten se og tolke. Og ligeså er villig til at vise”

Illana’s ord var ej mens som en irettesættelse; det var blot hendes mening, hendes filosofi omkring øjnene. Hun havde valgt at dele dette med den spraglede, for at lede emnet væk fra hans lidt ligegyldige tone, der tydede på hævn og en mere ondskabsfuld side; for denne side, ville der altid være tid til. Dog havde den gyldne hoppe alligevel set noget i denne hingst, som hun syntes om, hvilket var grunden til hun forsøgte at få hans meninger, hans syn på tingene. Måske var der noget, der rent faktisk behagede denne hingst, trods hans utilfredshed over at være her?

I et kort øjeblik stirrede hingsten på hoppen med et skiftet udtryk. Han trak hovedet til sig og fnyste en anelse. Hendes ord, meninger var ved at tirre hingsten. Han ønskede ikke at hoppen skulle se og tolke ud fra hans øjne eller se hans indre, som nok efterhånden var ved at rådne op. Han blik veg bort fra den gyldne hoppe og hans øjne lyste næsten i mørket, grundet de skrigende kontraster. Hans muskler blev spændte som han forsøgte at beherske sit iltre temperament, og det hjalp. Hans sind var atter roligt og han stod mere afslappet end før ved den gyldne hoppes side, men hendes ord var ej glemt.

” Jeg ønsker ej at folk får kendskab til min sjæl eller benytter mine øjne som en portal til dem. Sjælen er gemt væk for en grund. ”

Konstaterede han blot i en skarp tone, som var meget defensivt anlagt. Han beskyttede sit sind, selvom det var omverden der krævede beskyttelse fra den. Beskyttelsen var hans facader, og disse facader var hoppen tæt på at krakelere på grund af hingstens træthed. De gule øjne vandrede mod horisonten der langsomt tog solens farver. Han så på den gyldne, hvis hår lag snart ville funkle med disse farver. Et syn der ville være imponerende. Selv slog hans øjne ud i solens farver, da lyset fra den ramte dem. Han lod blikket vandre inden han så på hoppen, inden han så blot skridtede fra hende med ørerne i nakken, holdningen fjendtlig og tænderne svagt blottede.

//Out

[Illana out]