Som det skal være..

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen fulgte let med Djange, og deres hove lød klirrende imod det hårde underlag de betrådte. Djange holdte fortsat sine øre bagud, både fordi han altid gjorde det, men også en anelse lyttende på Illana der så småt var bag hende. Djange lyttede da til hoppens stemme, mens de drog imod grotten. Hendes beundrende stemme gav Djange en form for lettet følelse, for hvis ikke hun havde fundet, skulle han heller ikke lige foreløbig være anspændt over uvelkommende indtrængende. Det slog ham dog at han nu ikke var det eneste der kendte til hans hjem, men denne hoppe også! Han kunne selvfølgelig håbe på at hun ikke selv kunne finde der hen igen. Men på den anden side, vidste han også at skulle hun komme uanmeldt en dag, ville han blot jage hende væk. Djange fnøs let, da han stoppede ved grotten da han kastede et direkte blik på Illana.

”Det er større end man tror; jeg har endnu ikke været på yderligere udforskning. Jeg ved bare, at når man er gået langt nok ind, deler grotten sig i to gange.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, en smule gådefuldt. Som ville han skræmme hende lidt væk, gøre hende utryk med sagen; eller ville han? Skønt Djange standhaftigt trådte frem få sekunder efter han havde holdt den direkte kontakt i hoppens øjne, med hans kolde og lidt tomme, inden han trådte ind i den mørkbelagte grotte.

Illana, den gyldne, lod sine hove træde hen over den hårde undergrund, alt imens hun lyttede til de klappende lyde som deres hove afgav. Rytmen ja, den var uregelmæssigt, da de to sjæle skridtede med forskelligt tempo. Illana prustede fornøjet, inden hun lyttede til Djange’s stemme, der nu brød den klappende stilhed. En stor grotte, endnu ikke kortlagt af Djange selv; ja, så måtte den være stor. Illana spidsede forundret ørene, hvorefter hun lod mulen søge en smule frem for at puffe til hans skulder, hvis han tillod det. Derpå lod hun sin mule ord, med den karakteristiske stemme.

,,Det lader til at det er en grotte, som er ganske stor, du sandfarvede Djange. Har du forsøgt dig med at vandre af den ene eller anden vej, når grotten deles, eller har du endnu ikke gjort det?”

Spurgte Illana med en nysgerrig stemme, alt imens hendes blik røg fremad på den massive grotte og dens åbning, som de to nu nærmede sig ganske kvikt. Hvad der ville vente i grotten, var Illana ikke sikker på; men ej heller lod Djange til at være helt sikker på, hvor stort hans hjem egentlig var, eller om det overhovedet kun var hans hjem? Måske boede der nogen i den anden ende af grotten, som Djange selv, endnu ikke havde udforsket alt?

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen Illana var ham nær, og da hun søgte nærmest om tilladelse til en fysisk kontakt, vej Djange an smule hurtigt, mens hans hoved drejede sig anspændt og så sig meget direkte på Illana. Mens han kort og meget tilbageholdt blottede tænderne. Advarende, mens den lyserøde mule var rynket skeptisk. Helst skulle ingen komme for tæt på, nej!

Hoppen fulgte da ellers roligt med, og det var blot en markering inden Djange fortsatte som intet var hent, i den stive og ranke holdning. Illana talte nu, og tråds de stadig nedlagte øre, lyttede Djange. Hendes lange sætninger, fik Djange til at rette fokusset frem, ind i det mørke, som de betrådte. Skønt han stadig havde megen af sin opmærksomhed på denne; stadig fremmede hoppe.

”Kun til venstre har jeg vandret. Medførende af flere timers vandring, ud af en tunnel der syntes aldrig at ende. Men jeg må se på det, jeg har endnu ikke været her længe og er derfor ikke så bekendt med grotten endnu.”
Svarede Djange med den hæse og intense stemme, mens hans tomme og lidt kolde blik så meget direkte frem i mørket de nu var begivet sig ind i. En let rungende lyd fra deres hoves klikken lød omkring dem i grotten, og Djange blinkede et par gange hurtigt efter hinanden med de krystalblå øjne, for at kunne stille bedre skarpt her i den meget snart mørke grotte, hvis de da fortsatte.

Illana, den gyldne, som vandrede ind i grottens åbning ved siden af den sandfarvede Djange, lod da straks sin mule trækkes tilbage, da han afviste hendes tilnærmelse; ikke røre, blot se. Illana prustede kort og undskyldende, inden hun med et bekræftende nok lod blikket rettet ligeud igen. Grotten åbnede nu sit gab over de to sjæle, som med klappende hovtrin trådte derind. Selv havde Djange lagt fokus væk fra den gyldne for at kunne se grotten; den store og mægtige grotte, der rummede så megen mystik allerede. Hans ord lod Illana mærke til; han havde endnu ikke udforsket det, han kaldte for sit hjem. Selv ville Illana ikke føle sig hjemme på ét bestemt sted uden at kende det til fulde, men det var bare en forskel på de to sjæle. Illana, som endnu var ved hans side, prustede forundret hvorefter hun lod sit blik glide over på ham igen; grotten havde slugt de to heste for alvor. De mørke skygger som klippeloftet kastede på de to, dansede over deres rygge og forsøgte at lægge sig om dem, som et tæppe. Dog lod Illana sig ikke gå på af disse skygger; for hun havde lært, at skyggerne i dette land ikke ønsker at frarøve hende lyset, men derimod blot se det, røre det og dermed lade hende danse med dem. Illana smilede kort sig selv, hvorefter hun lod stemmen komme frem og bryde stilheden der herskede mellem deres trin.

,,Det lader til du har nogle timer til gode i denne grotte, Djange. Og må jeg spørge dig, og du vil bruge nogle af disse timer i mit selskab, udforske noget at det du ej har set endnu, eller ønsker du blot jeg skal blive her, i den del af grotten jeg kan se, førend vi når til den todelte vej?”

Spurgte Illana med oprigtighed. Grotten virkede enormt spændende, og hun kunne let fordybe sig i den i timer - Men ej ville hun, hvis ikke Djange tillod det, hvilket hun langt fra var sikker på.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen, Illana virkede yderst nysgerrig måtte Djange ærligt konstatere. Djange rynkede svagt på mulen, skønt ingen af de to sjæle kunne se det. Blot ane hinanden kunne de nu, da mørket allerede nu havde omgivet og slugt dem. Men der var længere ind, meget længere, hvis man ønskede det. Illan gav derpå hurtigt udtryk for hendes nysgerrighed over at udforske grotten, men nej! Dette var jo Djanges hjem, hoppen måtte nu gerne se, men udforske, og så sammen med ham. Hm.. Det var risikabelt. En sjæl ud over ham selv der skulle vide af dette sted. Nej, hoppen her var utrolig betryggende at være i selskab med, spændende, men også ret så middelmådig. Men nej! Nej nej nej!

“Illana, jeg må her sige nej. Grotten her kan være til farer for bade De og mig. Den risiko vil jeg ikke stå med.”
Startede Djanges stemme forklarende med den hæse og intense klang, en smule advarende. Som ønskede han at skræmme hende en smule, forinden han konkluderende og vel vidende alvorligt afsluttede med en endnu hæsere klang i stemmen, den sidste sætning. Nej, udforske sammen. Det måtte blive en anden god gang, hun var trods af alt stadig en fremmed, og ingen kan stole på en fremmed! Djange stoppede derpå op, hvorefter han kastede de tomme og direkte blik imod hoppens skikkelse, han stadig kunne anes silhuette.

Illana, den gyldne, lod sit blik forblive imod Djange's skikkelse, der efterhånden kun lige kunne anes, selvom han var så lys. Skyggerne have i fællesskab med mørket slugt de to sjæle, dækket dem med deres tæppe af vævede skygger der hverken kunne ses eller høres. Illana prustede dæmpet, alt imens hun afventende så på Djange. Hans udtryk blev da snart ændret, selvom det var svært at se - Men der kom en nærmest advarende sætning fra den sandfarvede hingst. Det var farligt at gå derind; og ej var det noget han ville dele med den gyldne. Illana trådte ét skridt fremad og dernæst til siden, for at kredse om Djange. Det var ikke fordi Illana ønskede at provokere ham, men hans ord og advarsel fik alligevel den gyldne hoppe til at undre sig.

,,Selvom jeg er en hoppe, Djange, betyder det ikke at du skal stå med ansvar for mig, hvis vi begav os længere ind. Hermed ikke sagt at jeg ikke respektere dine ord, for det gør jeg; blot ville jeg gøre opmærksom på, at ansvaret for min egen eksistens ligger på mine egne skuldre"

Sagde den gyldne hoppe med et kort smil, inden hun forlod sin kredsen omkring den sandfarvede Djange. Han havde vist hende sit hjem, guidet hende gemme bjergene sikkert; og det satte hun pris på. Men aldrig havde Djange skullet stå med ansvaret for Illana, hvis de to kom i farer, nej det var den gyldne selv. Dog måtte hun prise sig heldig med at Djange ville vise hende dette sted, og det var hun sandeligt. Derpå nikkede hun let til den sandfarvede hingst.

,,Jeg er beæret over du har vist mig dette sted, Djange. Det har i sandhed været en oplevelse at vandre hertil, se bjergene og dit hjem."

Sagde Illana med den oprigtige stemme. Hun kunne efterhånden sanse at se to sjæle efterhånden havde opnået en del sammen, på dette første måde, og måske var det tiden til at den gylden skulle vende tilbage til lavlandet? Dog valgte hun endnu ikke at gå; for hvis Djange gjorde tegn til at ønske hendes selskab lidt endnu, blev hun gerne.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Mørket var trængt og her var ingen hjælp at hente, hvis først man blev væk i dette uendelige mørke. Klaprende hove imod grottens underlag lød, da Illana så vidst flyttede på sig. Djange stod stille, i den stive og ranke holdning, med de nedlagte øre. Skønt ingen kunne se dem her inde i mørket alligevel. Hoppen talte nu, og Djange rynkede en smule irriteret på den lyserøde mule. Selvfølgelig var det Djange der havde ansvaret for denne hoppe! Det var jo trods af alt hans hjem, så skete der noget her med hoppen, ville Djange ikke have det godt med sig selv, over at have ladt en anden sjæls liv i farer, ved et uheld? Hoppen talte færdigt, og Djange tav blot. Han lod blot et lav meldt fnys undkomme hans mule. Mens han holdte det kolde og tomme blik på Illanas silhuet der bevægede sig tilbage på plads. Hoppen gav nu og da udtryk for hvor beæret hun var over at have set hans hjem. Det gik op for Djange at det nok ikke havde været smart. Han kunne nu blot håbe på hun ikke ville drage her hen i tide og utide. Djange nikkede respektfuldt, skønt hoppen nok kun kunne ane hans bevægelser.

”Det behager mig at De nød synet af bjergendes land.”
Svarede Djanges hæse og intense stemme roligt og kort, en smule afsluttende, inden han vendte rundt omkring sig selv, den anden vej rundt end hen imod Illana. Før han roligt, i den stive og ranke holdning trådte frem og skridtede ud imod åbningen.

”Lad mig føre dig tilbage til engen Illana.”
Lød Djanges hæse og intense stemme lidt kort, helt klar afsluttende. Ej indbydende, men heller ikke afvisende. Blot, informerende.]

[OUT]

Som det nu engang skulle være, da takkede Djange af for denne gang; dette møde mellem de to sjæle var afsluttet for denne gang. Illana smilede let for sig selv, hvorefter hun fulgte Djange afsted, ud fra hulen og med kursen imod lavlandet. Solen strålede endnu over de to, på deres vej, og Illana vidste, at dette ej var sidste gang hun hverken satte hov i disse bjerge eller snakkede med den sandfarvede Djange.

[Illana out]