Som det skal være..

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den kolde vind var som totur i Djanges våde pels. Han var efterhånden godt og vel på engen, og turen fra den førhen besøgte Ø, havde været ulidelig; natten lang. Men Djange befandt sig nu endelig på en Ø der havde hvad han behøvede. Den friske morgenluft, gjorde Djanges trætte hoved en smule klarer, især da han kunne se bjergende langt ude i horisonten, vidste han hvor han skulle begive sig hen. Med de nedlagte øre, og den lidt sunke hals, i forhold til hvor højt den plejede at være stillet, fortsatte Djange standhaftigt, men ustabilt videre. Han var gennemkold, behøvede læ; Hvile.

Illana, den gyldne, befandt sig på det åbne område, hvor græsset herskede, ganske få kilometer fra bjergenes høje tinder, der stak op så langt øjet rakte; hendes pels skinnede let i morgensolen, som havde overvundet disen, der ellers havde beklædt denne ø, fra den tidlige morgen. Hendes mule befandt sig lige over græsset, søgende efter de bedste portioner af det grønne, alt imens hendes ører lod til at søge et fast fokus, men ej rigtig kunne. Der var så mange lyde og indtryk, at selvom den gyldne hoppe efterhånden havde set en del, var det hele stadig så nyt og overvældende. Natten, havde den gyldne tilbragt alene; men hun håbede på, at denne dag der kun lige var begyndt, ville bringe selskab til hende.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Ivrigt drog hingsten i galop, mod skov, mod læ. Trods han vidste at det var bjergende der var hans kald. Han behøvede læ, ikke mere vand lige nu, og over engen som lå fremme for ham, kom han nu lettere udmattet af sted i galop. Han pinte sig selv, tvang sig selv til at bære den tunge stolthed som han egentlig ikke magtede lige nu. Men på plads kom den, som den skulle, og snart var han til at kende igen. Nedlagte øre, højtstillet hals, lodret næseryg. Mest af alt en stiv holdning, mens han drog af sted over engen; mod skoven.

Illana, den gyldne, hvis pels lod sig oplyse af solen, rykkede pludseligt hovedet op fra det grønne græs. En sjæl bevægede sig af sted over det åbne område; spraglet med nuancer fra sand, natten og sneen på samme tid. Illana kunne, med let sammenknebne øjne, genkende hingsten; det var den hingst, der havde mødt hende og Mindraper på stranden for ganske kort tid siden. Ham, der havde valgt at true, men valgte at forlade dem, i stedet for at gøre virkelighed af sine handlinger. Dog havde Illana ikke fralagt sig nysgerrigheden for denne sjæl, nej. Hans hidsige sind havde gjort hende nysgerrig. Den gyldne hoppe udsendte et dæmpet vrinsk, for at gøre sig til kende overfor denne spraglede, faktisk ret flotte hingst; og ej vendte hun fokus tilbage på græsset, men beholdt det på denne hingst, hvis reaktion hun afventede.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

I sine egne tanker drog Djange en smule hastigt af sted i den ranke og stive holdning, han var kold; læ måtte han finde! Med pludselig, som hans krystalblå øjne havde udset sit et spot at ramme, lød en blød tone igennem luften, et vrinsk. Djange pressede i samme øjeblik ørene hårdere ned i nakken, inden han stoppede brat op, og vendte en halvfems grader omkring; hvor han da fik øje på den gyldne hoppe fra tidligere. Hoppen der var med den forvildede og adfærdsvanskelige hingst! Djange kastede en smule afvisende og advarende hovedet i vejret, inden han stoppede fuldstændig op, og så med lidt vrede blikke imod denne hoppe. Hoppen havde egentlig intet gjort, men skulle han være ærlig, var han ikke i humør til endnu en af de langt snakkende heste omkring. Dog slog det ham, at hoppen her måske kendte stedet bedre end ham selv, og i den stive holdning, af højt holdt hals, lodret holdt hoved, et skeptisk og afventende blik i de krystalblå øjne, en samlet parade med alle fire ben placeret helt lige ud foran hinanden, stod han nu der; ventende på hun, måske ville nærme sig.

Illana, den gyldne, hvis krop blev belyst af de tidlige sol, havde fundet fokus ved den spraglede hingst hun huskede fra det brusende vand ved stranden; hans attitude var endnu fjendtlig, ja, selv hans blik som hvilede på den gyldne hoppe fra afstand af, var fjendtligt. Det kunne den gyldne mærke, selv inden hun havde fundet hans blik med sine egne, brune øjne. Hun betragtede ham nogen tid, inderligt og studerende; for da han havde stillet sig op med en afventende mine, var den gyldne ej sikker på, om hun ville nærme sig. Eller om han ville lade hende. Dog valgte hun den konklusion, at hun ej ville miste noget ved at prøve; se, denne hingst havde allerede valgt hende fra én gang, og det værste der kunne ske, var vel at han gjorde det igen. Dog havde Illana det i baghovedet, at hun ved sidste møde med denne hingst, havde haft den spraglede Mindraper ved sin side, som ej var der nu. Var hingstens adfærd da for farlig at komme nærmere? Illana, begav sig trods tankerne, af sted imod denne hingst, hvis kulør var ganske speciel og smuk. Han havde sandets farver, med sort og hvid spredt ud ligeså og et par øjne, så blå, at de i sandhed kunne fange fokus fra alt omkring dem. Den gyldne bevægede sig med fine og naturligt elegante bevægelser, af sted imod denne hingst, der lod til at have en attitude, der ville kræve underkastelse; dog havde den gyldne ej en underkastende fremtoning nej; hun var neutral. Hun standsede op med fin afstand til denne hingst og afgav da et høfligt, og ligeså respektgivende nik, hvorpå hun lod blikket mødes med hans. Ville hingsten godtage hendes nærvær eller jage hende væk?

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Om hoppen var skræmt eller interesseret var egentlig Djange ligegyldigt, men hoppen nærmede sig, så Djange gik ud fra hun ønskede kontakt til ham. Den stive holdning holdte Djange, højtstillet knejset nakke, lodretholdt hoved, samlet parade, mens de kolde og tomme krystalblå øjne spillede granskende over den gyldne skikkelse der nærmede sig; truende ville mange tolke ham som, især med de nedlagte øre. Han var vel også mest af alt ret blusende i temperamentet lige nu, men som hoppen nærmede sig, stod han mere og mere stille.

Et kort slag med halen om sin bagpart slog han, så små piskende lyde lød i få sekunder, mens hun atter kom nærmere. Djange var afventende, mon hoppen ville åbne mulen, eller forblive i stilhed.

Da hoppen undlod et nik, hilsende, respektfuldt; glibbede det dybt i Illana. Som han altid havde været opdraget til, og som han altid havde gjort sig meget i; respekt, lod han et stift nik, fra den stive og ranke holdning, byde ind. Hans øjne forblev kolde og meget direkte søgende efter hoppens mørke øjne. Snart fandt han fokus, og kontakt til hendes øjne, og blev da stående stift, som før.

Illana, den gyldne, stod nu foran denne hingst, med farver som sandet, sneen og natten på én krop. Hans holdning var tydelig, fjendtlig, dominant, men alligevel rank og ædel. Hans udtryk viste klart, at denne gyldne hoppe ej skulle ham før nær; for da ville hun blive jagtet på porten. Hun overholdt derfor en passende afstand til denne sjæl, hvis fjendtlige attitude lod en hilsen falde tilbage imod den gyldne hoppe, hvis sind havde fundet fokus på ham. Han var en smuk, ædel hingst, det var han, og Illana’s øjne havde i sandhed fundet vejen over hans krop, uden at være granskende. Derpå lod hun sit blik fanges af hans, der lod til at søge dem direkte; og han fik lov at se. Lov at se, hvad der gemte sig bag hendes øjne, blanke og mørke, dybe og åbne. Han kunne se hvad han ville, læse hvad han ville; hvis han da turde. Illana blottede gerne sin sjæl; også gerne for andre af tvivlsom karakter. For Illana var respekt en dyd, mens underkastelse ej skulle fremstå. Derimod mente Illana, at det at åbne sit sind for en anden, var en erklæring på, at hun var villig til at lytte, lærer, se, dele og tale; på en respektfuld, høflig og dybsindig måde. Derpå lod hun et dæmpet prust falde, som udtryk for at hun ej følte sig presset; og lagde magten til at styre ordet til denne hingst. Hun ville hellere lade tingene ske i hans tempo, frem for hendes eget, da hun på denne måde ej ville provokere denne allerede hidsigt anlagte hingst. Men ville han snakke med hende?

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange lod sine krystalblå øjne holdes I hoppens mørke, dybsindige og åbne øjne. Djanges lyserøde mule forblev en anelse rynket, skeptisk. Mens hans øre holdtes tilbage, afventende. Hoppen lod i det mindste til at vise gensidig respekt, hvilket han ej kunne komme uden om, at bryde sig om. Han krystalblå øjne var direkte, søgende dybt, trods han intet søgte; andet end kontakt til sjælden foran ham. Hans øjne forblev da tomme selv.

Et prust fra hoppen lød, og Djange så sin tørn til at rent faktisk kommunikere med denne hoppe. Trods hun tidligere havde gjort den spraglede hingst med selskab. Den hidsige og adfærdsvanskelige sjæl, der havde stået i vejen for Djanges egen vrede den dag. Djange var efterhånden faldet lidt ned igen, siden mødet med hingsten, samt hoppen der var til stede. Han var jo på Enophis igen. Den våde pels pinede Djange inderligt her i kulden, men opdraget godt er man vel.

”Goddag..”
Lød Djanges stemme så en kort stilhedspause efter hoppens prust, med den intense og hæse klang han besad. Mens han forblev rank og stift stående, hvor han var, og da forventede at blive stående for en stund, lidt endnu.

Illana, hvis gyldne krop skinnede let op i denne sol, lod sit blik forblive rettet imod denne hingst, hvis attitude talte for, at hans sind ej var til skue for alle; at han havde et sind, som var hans eget og havde gemt det bag et hidsigt ydre, der gerne jog andre væk, om det da så var muligt. Dog lod denne sandfarvede hingst sin stemme komme til udtryk, efter at den gyldne havde hilst ham an. En fast stemme, intens og hæs. Illana lod skam straks mærke til alle de finesser der lå gemt i den, bare på det ene ord, som han udtalte. Illana lod sin krop rankes en lille smile, inden hun lod blikket mødes hans igen. Et hårdt blik, blev hun mødt af, men det skræmte hende ej. Hingstens pels var våd; og Illana vidste godt, at en våd pels, selv på denne skønne morgen hvor solen var fremme, var for koldt. Hun mimrede let med mulen, hvorefter hun lod hans verbale hilsen blive svaret.

,,Goddag, du sandfarvede hingst, med hvide aftegn som sneen, beklædt af sorte plamager fra natten; mit navn er Illana. Og, tillad mig at spørge dig, inden vi når længere, vil du ikke følge mig fremad så din krop ej vil fryse til, med den våde pels?”

Spurgte Illana med en dæmpet stemme. Den var hverken overgearet eller at for betænksom; den var ærlig, oprigtig, mild, men alligevel tænkende og funderende. Hvorfor begive sig i vandet på denne årstid, det kunne den gyldne ikke begribe; men det havde han gjort. Og nu havde Illana lagt op til en dans, på hans præmisser, hvis han da ønskede det. Blot kunne den gyldne ikke lide, at en anden sjæl skulle stå stille i denne kulde, med våd pels, når muligheden for at bevæge sig og genvinde varmen var der.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen valgte hurtigt at tale. Djange lod det ene øre glide svagt ud til siden, blot for at understrege at han jovist lyttede til hoppens stemme. Hoppens stemme var mild, men en smule irriterende for Djange. Den mindede ham om en dum og naiv hoppe han havde haft med at gøre førhen for et års tid siden. Han rynkede let skeptisk på den lyserøde mule, men da slog Djange tanken ud af hovedet, og hans øre ged på plads igen da hun færdiggjorde sin sætning, som lagde op til om de skulle bevæge sig. Djange respekterede denne hoppes form for omsorg, eller måske medlidenhed, men hans krystalblå øjne udviste blot tomhed, trods de så meget direkte i hoppens brune.

”De kan kalde mig Djange..”
Konstaterede Djange først, med den hæse og intense stemme. Da det havde irriteret Djange en smule, hvordan hoppen skulle beskrive hele hans udadtil udseende for ham. Han var udmærket bevidst om hvordan han så ud, og det samme var hun selv. Men, her fik hun da hans navn, og lad nu det ligge.

”Jeg vil drage imod bjergende, så det er den vej jeg sætter kurs imod.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, uden nogen bestemt følelse i. Ikke forklarende, ikke afvisende, ikke imødekommende, ikke inviterende, ikke undskyldende. Nej, blot ord var det, information om hvor han ville gå hen, når nu hun ønskede at bevæge sig med ham. Djange vendte roligt en kvart omgang for sig selv, før han trådte stolt og roligt frem, i den efterhånden oplyste vinterdag.

Illana, den gyldne, lod godt mærke til de trækninger der gled over den spralgedes udtryk, alt imens hun talte. Det lod ikke til, at denne hingst var en der nød at lytte til sagte ord; det bemærkede den gyldne skam godt, og det tog hun med i sine overvejelser omkring denne hingst. Hans våde krop, der stod anspændt, lod dog ej til at fryse; eller, det var ikke synligt. Men Illana havde på fornemmelsen, at han frøs, trods hans ydre ikke lod det vise. Hans ord, der beskrev navn og gøremål, lyttede Illana til. Hans navn, Djange, ville nok ej blive glemt af hendes sind. Det var specielt, ligesom hingsten selv. Da han lod sine skridt bærer ham imod bjergene, lod Illana sit hoved hæves en smule, inden hun da satte efter ham i en rytmisk og elegant skridt. Hun nåede snart hans side, på denne lyse vinterdag, hvor hun da lod tavsheden herske. Hans attitude overfor hende, burde vel egentlig gå hende på; dog gjorde den ej. Hun vidste at hver sjæl var unik og individuel, og at denne sjæl, ej lignede den gyldne meget. Dette respekterede hun dog, og hun respekterede hans grænser og derved lod hun sin stemme tie, selvom hun sagtens kunne finde på mange ord at udveksle med denne hingst.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange holdte sine præcise og standhaftige skridt betræde det hvide underlag under dem, fremad, med kursen mod bjergende. Hoppens hastige skridt, lyttede Djange på, da han holdte ørene hårdt bagud i nakken. Hoppen nåede snart hans side, og Djange gjorde sig forberedt på endnu mere snak. Men hoppen lukkede ej mulen op. En smule undrende rynkede Djange på den lyserøde mule, inden han kastede de krystalblå øjnes blik op i himmelen. En smule takkende, for denne hoppe forstod. Forinden han kastede det hårde og direkte blik på hoppens gyldne ansigt.

”Hvad er så Deres navn Frøken?”
Lød Djanges stemme hæst og intenst spillende fra hans mule, mens han missed en smule med øjnene, anseende. Dog høfligt afventede han svar, stadig med samme holdning.

Illana, den gyldne, der nu fulgte den spraglede hingst, som betrådte det hvide underlag, der havde dækket jorden under dem, lod sit blik glide rundt; stedet var umådeligt smukt, bjergene der tårnede sig op foran dem, var fantastiske. Den gyldne var endnu fascineret af, hvordan det kunne være muligt for så store sten, at placere sig der, hvor de to sjæle nu var på vej hen. Derpå lod Illana sit blik glide over den sandfarvede Djange, der nu så imod den lyse himmel der hvilede over dem. Den solrige dag var kun begyndt, og allerede nu lod Djange’s pels til at være blevet mere tør, end da Illana så ham første gang. Efter nogen tid lod Djange sit blik slås imod Illana, som vel egentlig, lidt uforberedt, fik et mindre chok. Dog var det ej tydeligt udefra, da hun formåede at kontrollere sig selv nok til, at reaktionen kun foregik i hendes sind. Efter blot få sekunder vendte hun ørene fremad, med et mildt blik. Djange’s spørgsmål viste tydeligt den gyldne, at han ikke havde været forberedt på snak tidligere; han havde ikke hørt at den gyldne allerede havde givet ham hendes navn, men det generede hende ej. Sådan var han blot.

,,Mit navn er Illana, du sandfarvede Djange.”

Sagde Illana med den milde stemme, hvorefter hun smilede kort til ham. Hun lod så blikket søge fremad imod bjergene, som snart ville indhylle dem i en ganske speciel stemning.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppens præsentation af hendes navn, virkede bekendt. Havde hun allerede sagt ham det? Djange slog tanken ud af hovedet ved at knibe de krystalblå øjne lidt hårdt sammen over sig selv, så det mest af alt, udefra så ud som om at solen havde blendet hingstens øjne for en kort stund. Djange slog blikket, atter på hoppen; Illana.

”Illana, begiver De Dem ofte i bjergpasset?”
Lød Djanges stemme hæst og intenst. Høflig var hingsten jo, uden tvivl. Men man skulle ikke tage fejl, kommer man for tæt på, vil man blive jagtet væk på livet. Djange rynkede let på mulen, og lod sig den ulejlighed at kaste de krystalblå øjnes blik frem, for at skimme efter den rette sti, han skulle betræde for at ende hvor han var begyndt at bosætte sig for alvor her den sidste tid. Djange rettede let på kursen i en glidende bevægelse over sneen, som end ikke ville bemærkes, inden Djange direkte kastede blikket på hoppen og i hendes mørke øjne igen.