Sandets hvisken

Tiden smuldrede stille foran en. Dage blev til uger, uger til måneder, måneder til år. Snart havde man ikke styr på de små oplevelser der tiden forinden havde været med til at ændre ens sind. Nogle erindring var dog brændt ind i sindet for evigt, og det var nok disse der overskyggede alt andet.

Det var med et ganske afbalanceret sind en gylden hoppe stille dansede hen over den evigt strakte eng af sand. Hoppens nøddebrune blik var som beroliget af det ensformige landskab, og for en kort stund var den gyldent farvede hoppe i sit as.
Sunrise Saint var noget af en ganske speciel hoppe. Hendes unge liv havde formet sig ganske dramatsk, og det havde givet adskillelige ar og flænger i hendes sind, og havde givet hende karekteristika derefter. Lige så saglig som hoppen i samme øjeblik virkede, kunne hun det næste eksplodere i et farverigt væld af følelser. At den gyldne hoppe prøvede at holde sig tilbage, og bund og grund var en ganske godhjertet person kunne til tider stilles spørgsmålstegn ved. Men den spinkle skabning var trods sit af og til hårde ydre, fyldt med flere kraftfulde følelser end de fleste.

Det var længe siden at Saint havde set noget lig denne ørken agtige slette. Roligt stoppede hun op og betragtede det der var noget helt nyt for hende, det land som hun havde valgt at tage hold i for en stund. Vinden fik sandet til at hvirvle omkring hende i drømmeagtige mønstre. Det hvislede når der rejste sig og faldt igen, og alt virkede på en måde magisk, for smukt til at være sandt. Hele stemningen gav den ellers urolige hoppe en underlig let følelse i sit indre.

[/size]

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Sandet her smulrede under Diegos hove, som for hvert skridt han tog, blev han trukket to tilbage. Det var yderst hård at træde i dette sand, varme sand. Diego hejste hovedet højt, opmærksomt, hvor de brune øjne, der sprudlede energisk af liv så sig frem. Denne Ø, var uendelig. Han kunne ikke erindre hvornår han sidst havde været stødt på vand, eller vandets grænse op til Ø’en, siden han tog hertil tidligt i morges. Diego mimrede let på den hvide mule, og en svag brummen forlød sig en smule eftertænksomt og undrende, inden han syntes at se liv?

En gullig skikkelse i sandet, langt fra ham. Kun en lille plet i det store billede for hans øjne, men en hest var det. Diego stoppede brat op, og vippede ørene nysgerrigt imod hesten. Diego smilede svagt, og slog hovedet ivrigt op, glædeligt over andet liv her. Diego undlod et kortvarigt, men tilkendegivende vrinsk, drenget og ungt, uskyldigt, men imødekommende!

Den spinkle shilouette, de lange ben med den lettere kraftige bygning omkring dets øvre del, de kraftige fint rundede hove, hele hoppens gyldne væsen var bygget til ørken områder som disse. Der hvor hun kom fra havde hun været van til samme terræn, og hun elskede at der hvor hun havde valgt at befinde sig var et sted som dette. Et sted der virkede som det der engang havde været hendes hjem. Hvis der hun havde været havde været hendes hjem, for Saint havde aldrig fuldkommen følt sig hjemme på noget sted.
De dansende små skridt hoppen tog førte hende lettere glidende hen over sandet, og det var tydelgt hun ikke var en der blot besøgte ørken landskabet, hun var en sand ørkenvandre.

I sin salighed over den stille hvislen fra sandet havde hoppen ikke sin sædvanlige årvogenhed, og hun lagde ikke mærke til den anden tilstedeværelse der var i området. Roligt førte hun blot sin krop frem efter, direkte mod den anden der nu befandt sig i landskabet, som var hendes krop en negativ pol, og den andens krop en postiv og hun ikke kunne modstå den tiltrækning deres kroppe havde af hnanden. Uden selv at vide det dansede hun blot stille nærmere den ukendte.
En lys vakte hele hoppens krop til live fra den magiske, døsige atmosfære der havde lagt sig som et tykt tæppe over hendes sindstilstand. Et vrinsk havde lydt, ikke specielt højt, ikke specielt lavt, men ganske hørligt for hoppens ører! Den afslappede lettere kærløse holdning blev straks lettere stiv. Ørene gled ned i nakken, hendes brune blik forvandledes til et koldt hvirvar af tomme følelser, tomme ord der ikke blev sagt. Kort virkede det som om det var panik der havde grebet den gyldne Saint. Først da hun spottede kilden til lyden og slappede blot en anelse af i de spændte muskler opdagede hun at hun var stoppet op.
På kort tid registrerede hoppen flere ting; Det vrinsk der stadig hang i luften havde lydt ganske underligt, næsten sødme agtigt udskyldigt. Den anden var en hingst, brændende rød i udseende, og havde noget underligt skødesløst og klodset over sin fremtræden, i hvert fald af hvad hun opfattede på afstand. Den røde skabning stirrede på hende og var langt tættere på end hvad hun ønskede.
Trods trangen til at bakke og bevæge sig væk fra den fremmede blev hun stående, uden rigtig at forstå hvor hendes krop ikke reagerede. Det var som om noget i luften holdt hende fast hvor hun stod.

[/size]

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Uden megen vind på denne Ø, bar en duft sig vej gennem fra denne hest mod Diegos sanser. En sød duft, en hoppet duft. Diego spidsede ørene og smilede svagt beundrende. Dette havde han nu aldrig set før. Hans øjne holdtes på hoppen der dansede sig vej over det sandede landskab, der pludselig blev smukt som havde Diego aldrig forestillet sig før, at sand kunne være? Diegos smil falmede, og i stedet mimrede hans mule en smule, mens han betragtede; beundrede denne skabning der nærmede sig. En svag boblende følelse inderst inde, kunne han fornemme. Hun var nok det smukkeste han havde set længe, eller nogensinde før? Det var ubeskriveligt hvorfor, udover hende unikke farver og aftegn over hendes langbenede krop der dansede smukt af sted.

Diego sank let hovedet, imødekommende, da det sættede i hoppen, over hans vrinsk. Selv med de nedlagte øre, var hun smuk. Det var ikke til at forstå! Diego rystede let på hovedet af sig selv, og så blot afventende og observerende på hoppen, som fandt frem til at stå stille på et bestemt sted, der midt i sandet, stadig et stykke fra ham. Diego nikkede let hilsende, inden han hejste hovedet en smule igen, hvor en svag brummen lød. Hendes ynde, og reaktion havde fået ham til at tie. For hvad skulle man egentlig sige?

Den anden virkede på mange måder allerede som en vis kontrast til hende selv. Både i udseende med hendes gyldne farve til kontrast med hans ildrøde, så var der den udstråling hingsten havde, han virkede på en måde uvidende, eller Saint ville nok nærmere kalde det naiv, hvor Saint vidste at trods hendes alder var hun ganske påpasselig og måske en smule ældre end hun enlig var. Alligevel var det som om hun kort fik et glimt af noget der mindede hende om sig selv.

Det var som om det prikkede stille i hele hoppens krop og hun ønskede kort at hun kunne bakke og kæmpede virkelig for det. Noget ved den anden holdt hende dog fast, og hendes lettere kolde brune øjne var som neglet fast til den røde hingsts væsen foran hende. Kun et enkelt skridt tilbage fik hoppen sin krop til at tage. Det skridt hun havde taget væk fra den fremmede, blev dog hurtigt ændret så hun trådte frem igen. Hele hendes krop reagerede ikke på tilbagetrækningen.
Med sammenknebne øjne og sammenbidte tænder lukkede hun et let suk ud, i et forsøg på at styre den frustration der byggede sig op i hendes indre. Alligevel blev hun igen blot stående, og betragtede den røde skabning, med et forsøg på at slappe mere af i sin krop.

[/size]

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Diego betragtede hoppen, med den mimrende mule. Svagt lagde han hovedet på skrå, så lidt at det næsten ikke kunne anes, mens hans øre vippede lyttende frem imod hende, da hoppen først tog et skridt tilbage, men så alligevel frem igen? Diego stod for en stund og betragtede hoppen, som før. Det var som om tiden stod helt stille, men alligevel virkede det som om der ikke var tid nok til at undre sig, kun nyde øjeblikket.

Efter en stund, uden nogen bevægelser, handlinger, yderligere tegn, hvor hingsten blot havde stået med en svag eftertænksomt mine i sit indre, trods det opmærksomme og unge sind forblev udenpå, holdt på hoppen. Diego strakte mulen frem, og slog svagt med hovedet spørgende en enkelt frem, hvor et svagt brum, alla fnys undlod fra Diegos hvide mule. Han ønskede kontakt med hoppen, men noget sagde ham, at han helst skulle holde munden lukket, hvis ikke hun blot ville drage videre, dansende…

Stemningen var ganske speciel, på en måde ganske skrøbelig. Atmosfæren lå tyk og kvælende omkring Saints krop, og hun havde kort fornemmelsen af at måtte snappe efter vejret for at få den oxygen hun havde brug for. Udefra ville det dog nok se ganske komisk ud, sådan som de to heste stod og stirrede på hinanden, hvordan den ene viste en tydelig interesse og uskyldighed, mens den anden gyldne skabning næsten viste afsky i sit nøddebrune blik. Afskyen skammede dog fra noget underligt som Saint ikke selv helt kunne sanse sig frem til, for det var noget hun for længst havde valgt at låse ude fra hendes bevidsthed, noget der kun fik lov at forme hende fra hendes aller dybeste sindslag.
Stille begyndte noget at undre det gyldne væsen. Af en eller anden grund havde Saint en fornemmelse af at der lå tusinde ord på sinde i den røde hingst, så hun forstod ikke hans mund forblev lukket. Noget sagde hende at når han engang åbnede munden ville der komme alt for mange overrumplende ord ud på en gang, ord der ikke var gennemtænkt nok. Allerede da begyndte en let irritation at boble op i hoppens indre over dette andet rødlige væsen som hun end ikke havde noget navn på endnu. Men en stirren var af og til alt der skulle til for Saint at tage beslutninger om hvad hun syntes om en anden. Et fnys forlod hendes mule da hun igen prøvede at forstå hvorfor hendes krop ikke ønskede at bakke.

Følelsen af at være naglet til jorden fik Saints krop til at dirre let. Hun hadede følelsen af at være tilbageholdt, og når der var noget hun følte sig tvunget til ønskede Saint næsten altid at gøre det modsatte. Kun at have en vej var aldrig en mulighed for hende, hun ønskede flere muligheder, flere måder at gøre tingene på. Men i denne situation virkede det som om en konfrontation var den eneste mulighed.
Da den røde hingst rigtig rørte på sig gav det et sæt gennem hoppens spinkle krop. Det var dog som om den ene bevægelse ændrede den meget specielle atmosfære der lå omkring dem en smule, og Saint begyndte at mærke rastløsheden røre på sig i sin krop. Hun havde brug for at der skete noget, havde brug for at løsne sin krops spændte muskler en smule. Af denne grund tog hun først et lille skridt frem, hele hoppens udtryk blev pludselig forskræmt mens hun stirrede ned på den hov der blev sænket fra skridtet. Det var som om hun var bange for at sandet ville sluge hendes hov og hive hende ned, men intet skete. I en energisk bevægelse satte Saint frem i trav og førte sig elegant og besværfrit over det løse sand, lige direkte mod den anden, mod den positive pol som trak i hendes negative sammensætning.

[/size]

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Diego forholdt sig roligt i dette sand, der omsnævrede om hans hove, som om han sank meget meget lidt, for hvert sekund han stod her? Han var helt tydeligt ikke en skabning der hørte til i denne form for verden, dette miljø, denne natur. Hans slanke bygning, med de lange og robuste ben, var skabt til et hårdere tærren. Et tærren der viste ingen nåde, når det kom til forhindringer som flodkrydsninger, stejle skråninger, eller store ting der skulle forhindres over. Dette sand var ej noget for Diego, heller ikke hvis det stod til hans psykiske mening, frem for kun den fysiske. Diego kunne pludselig mærke hvordan den smukke stilleståenhed, der havde ligget mellem dem, blev brudt for Diego, da hoppen så pludseligt rørte på sig efter Diegos handling.

Alligevel stod Diego med det sprudlende nysgerrige blik, og de lyttende observerende øre, mens han holdte fokus på denne gullige hoppe. Hans hvide mule mimrede svagt, da han betragtede hoppen der bar sig frem. Den energi hun bar over sig, var noget specielt måtte han indrømme. Der var bare noget over hende? Det havde han allerede sat sig for, uanset hvordan denne hoppe nu end viste sig at være..

Et skridt, blev hurtigt til mange, og hoppen var nu, før Diego vidste af det, i flyvende; såvel smukt dansende på vej lige direkte imod Diego. Diego stoppede mimren med mulen, tav lidt i blikket, der så en smule uvidende ud inden han hejste hovedet en smule. Opmærksomt, over denne hoppe der var på vej imod ham. Tilmed kunne det se ud som det skræmte ham lidt, fordi det måske ikke lige var dét Diego havde forventet af denne hoppe, efter så langt tids stirren på hinanden.

Sandet hvirvlede omkring hoppens krop, og i hendes øjnes synsfelt opfangede hun den konstante bevægelse der skete omkring hende pga. den lune vind. Det var som om hele naturen var i live på denne ørken ø, og Saint følte hun havde en bestemt samhørighed i dette landskab, hun vidste det var her hun ville høre hjemme, her hun ville være at finde! Trods trangen til at kigge ned, var det som om hun ikke rigtig kunne, hendes blik var stadig fast rettet på den røde skikkelse foran hende, der stille dannede en mere genkendelig form.
Noget ved den røde farvestrålende pels og de lyse aftegn vækkede en underlig følelse af at have set den fremmede før i Saint. Hun vidste ikke hvad det helt præcis var, og alligevel gjorde hun det. Hun vidste at det var den uskyld der lyste fra hingstens blik der forbandt ham med noget andet, at det var hans måde pludselig at kunne se næsten forskræmt ud på der fik hende til at mindes noget. Alligevel var det noget hun ikke vidste, noget hun i hvert fald gemte væk.

Da hun kun havde få meter igen begyndte det at se ud som om den gyldne hoppe skiftede mening, og hendes retning ændrede sig pludselig som ville hun slå en cirkel rundt om hingsten. Da hendes krop var cirka en meter fra hans, og deres skuldre var side om side stoppede hun dog brat op i hendes trav, som havde hun ramt en usynlig væg der tvang hende til at skulle stoppe. Sandheden var dog den at trods hun kort havde været overbevist om at hun kunne havde viljestyrken til at bryde den tiltrækning hendes indre havde af hans, indså hun at hvis hun var nået forbi ham havde det blot været for at ville vende om igen.

Nu hvor hendes nøddebrune øjne stirrede ind i et par tydelige mørke øjne virkede han pludselig langt fra så komplet i sin opførsel som Saint troede. Den nærhed der pludselig næsten var mellem dem fik hendes spændte krop til at dirre svagt, og kort skræmte den anden hende en smule. Allerede nu kunne hun se noget sløret og uundgåeligt i sin fremtid, men skyndte sig hurtigt at skubbe tanken væk, denne ville blot svække hendes forsvar.
Facaden som lå over hoppens ansigt fik hendes nøddebrune øjne til at få et koldt glimt, hendes øre til at ligge skarpt ned i nakken og hele hendes krop til at spænde, som var hun klar til at afværge et angreb fra den anden. Mens hendes øjne kort gled ned over hingstens krop, inden de igen blev draget af hans blik kom der dog en lille ændring i udtrykket. Noget blev mistroisk, eller måske det nærmere var irritation der sås i hoppens blik. Men trods så meget tydede på at en spydig replik snart ville flyve ud af hendes mund blev hun stående stille uden et ord. Stille virkede det som om den skrøbelige atmosfære listede sig ind som en let tåge på dem igen.

[/size]

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Diego veg en smule for hoppen der kom tromlende, med en fart der ikke kunne anses at skulle sænkes. Hvert og et trin blev undersøgt, observeret; beundret. Diego mimrede svagt den hvide mule, en smule overrasket, da hoppen så pludseligt stoppede brat op ved Diegos side. Den varme vind var efterhånden blevet noget han havde vænnet sig en smule til, men sandet derimod der virvlede i vinden, var ikke noget Diego helt kunne vende sig til. Den kløe der hurtigt opstod, som sandet havde lagt sig som et tyndt støvlagt tæt ved huden, under pelsen.

Diego så en smule undersøgende på hoppen, dog end så han ikke engang at vende på hovedet, ikke en eneste bevægelse turde han tage. Han stod som forstenet, der i sandet, hvor kun hans brune, mørke øjne sprudlede nysgerrigt, mens han betragtede den levende skikkelse ved hans side. End ikke havde han forestillet sig hende så tæt på. Hun havde en smuk duft, en meget genkendelig duft. En syrlig duft, som nyrevne citronskræller. Diegos hvide mule mimrede svagt, mens hans øjne granskede hende stille. Hans ene øre lyttede han nu, en smule opmærksomt imod hende. Han kunne høre hendes åndedræt, trods hoppen stod helt stille. Det var helt utroligt, uventet at hoppen skulle stå her, så tæt på, skulder mod skulder. Diego ville røre hende. Hendes smukke gullige pels så så fin ud, tynd og præcis som den lå dækkende over hendes smukke former.

Han følte et trang, som var svær at modstå. Som om noget trak i ham, for at bare lade mulen strejfe hendes pels, bare et kort øjeblik! Men det var for overvældende; Diego ville ikke ødelægge dette øjeblik, som havde ændret sig noget siden de stod så langt fra hinanden og bare betragtede hinanden. Han fornemmede hvordan en masse tanker måske fyldte denne hoppes sind, men at hun blot lukkede dem ude nu i hans nærvær. Diego ønskede at høre hende tale, men på den anden side ville han ikke skræmme hende væk. Han ville så gerne røre hende, men ikke gøre hende sur. Han ville tale til hende, men ønskede ikke hun skulle vige fra ham så. Hun var som den smukkeste isskulptur, man ville omfavne, men den så ville smelte. Men ville tage med sig, men man så ville knuse den, man ville kommunikere med, men intet svar ville få.

Et dilemma som ligeså sås uopnåeligt at kunne løse..

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel, die another day

[/color][/size]

Sandet hvirvlede omkring, og fik hele scenen til at virke en smule eventyragtigt. Det lavede en slags væg mellem dem og resten af den tilsandede omverden. Atmosfæren blev igen en smule intim da Saint stod helt stille. Hendes krop var dog stadig lige så anspændt som før. Hele hendes krop rystede, og hendes vejrtrækning eskalerede gradvist. Hun brød sig bestemt ikke om at være så tæt på et andet væsen, og det var længe siden hun havde været det. Lysten til at trække sig væk var overvældende, og overfaldt hende i bølger der forsøgte at få hendes ben til at rykke sig frem, til siden eller andre veje, bare væk fra den andens nærhed. De vars å tæt på hinanden at ønskede den anden at røre hende, ville han intet kunne have gjort imod det.

Den gyldne hoppe brød sig ikke om stilheden fra den andens side. Trods det irriterede hende hvad han gjorde, var det dog nøjagtigt det samme hun gjorde. Hele hendes krop var placeret helt præcist og fast, som var hun viklet fast til sandet af usynlige slyngplanter. Det eneste der bevægede sig ved hende var den svage rystelse anspændtheden gav hendes krop. Han stille krop gjorde hende urolig, for hun følte han var ubeslutsom, en smule naiv måske. Hun havde ønsket noget skulle ske når hun kom tæt på, så hun ville blive løsrevet fra det der fastholdt hende ved den anden, men intet skete. Uanset hvor meget hun prøvede at bilde sin hjerne ind at den anden var et skændsel mod heste racen ville hendes ben ikke lystre.
Det eneste hun kunne fokusere på var det røde hun kunne se ud af den ene øjenkrog, den røde hingst der stod der, helt stille, og alligevel så ufatteligt fokuseret. Det virkede som om alt det hun ikke ville, ville han, det strålede langt ud af ham! Normalt var hun måske blevet en smule smigret selv om hun ville have skjult det, men det gjorde hende bare endnu mere modvillig mod at være i nærheden af denne anden i dette øjeblik.

Saint blev igen hurtigt rastløs, hun mærkede hvordan hendes krop ønskede bevægelse, om denne så bare var at trippe på stedet, alligevel var der noget der holdt hende tilbage. Hun havde på fornemmelse at bevægede hun sig ville det også gøre at den røde hingst ville turde at gøre det samme, dette ville måske medføre nærkontakt og så vidste hun godt at hendes tænder ikke ville vige fra at snappe efter den andens køb. Saint var sjældent voldelig, men nærkontakt var noget af det værste hun kendte til overfor specielle individer, og hun var vis på at denne hingst var en af de væsner hun ikke ville kunne tøve med at skade.

Alt var så stille, så nervepirrende stille, så stille at stilheden blev til larm.

[/size]

What you see depends on what you’re looking for

[/color][/size]

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Længslen og faren der måske lå bag, ved at berøre denne guddommeligt smukke skabning ved Diegos side, var pinefuld. Diego ønskede inderligt at åbne mulen, men han lod være. Han ønskede ej at skræmme hende væk, og noget sagte Diego, at skulle de have haft været kommunikeret på en anden måde; med ord, havde de nok allerede haft gjort det. Det undrede Diego hvordan hoppen ej flyttede sig ud af flækken, at hun intet sagde. På den anden side var det noget helt særligt. Aldrig havde Diego forestillet sig sådan et møde? Diegos hvide mule mimrede let, og hans øjne sprudlede nysgerrigt, skønt han holdte sig selv tilbage. Han rykkede da nu stille på sig, men ej nærmere hende, han trådte få skridt tilbage i det varme sand. Forsigtigt. Som var det en forskræmt fugl han skulle nærme sig, uden at gøre den forskrækket.

Med få skridt, trådte Diego tilbage, hvorefter han stod ved hendes side atter. Nu med deres hals mod hals, frem for skulder mod skulder. Diego kunne skimme hendes ansigt i øjenkrogen. Et smukt slankt ansigt, så fint, så skrøbeligt så det ud. De aftegn hun bar, var noget helt særligt, og han ønskede helt inderligt at bare, høre hendes stemme. Men han forblev atter tav. Kun hans øre vippede svagt lyttende imod hende, forsigtigt, hvorefter han blev stående, uden at dreje hovedet.

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel, die another day

[/color][/size]

Hver lille bevægelse, hver ændring i vinden og i lugtene omkring dem var den gyldne hoppe opmærksom på. Det eneste der bevægede sig på hende var hendes ører der prøvede at opfange hver en lille hvislen fra naturen, og specielt de små lyde som vejrtrækningen fra den røde hingst. Hendes øjne lå stålfast på den anden, overvågende, næsten stirrende. De fleste ville nok kalde hoppens kolde øjne for en smule skræmmende, men det virkede som om den hingst hun havde ved sin side ikke lagde mærke til dette, men på en måde var forblændet. Hun fornemmede det i hans saglige måde at betragte hende på, og alligevel den dristige forsigtighed man kunne se i deres mørke. Det skræmte hende, helt ind til benet. Følelsen bevægede sig ind mod hendes indre i bølger og gav hende kuldegysninger trods den behagelige lune temperatur. Hun indrømmede dog ikke dette for sig selv, prøvede blot at bilde sig selv ind at det der bevægede sig følelsesmæssigt i hende selv var en truende kvalme over den anden.

Det gav et svagt sæt i hendes spændte krop da hingsten tog et par skridt. Hun blev selv stående, mens hun prøvede at betragte hver af hingstens bevægelser, i et forsøg på at finde ud af hvad han gjorde siden han godt kunne træde tilbage, længere væk fra hende. Hvert øjeblik kæmpede hun mod den uforklarlige magnetiske kræft der holdt hende fast hvor hun var, men det virkede som om intet ville få hende til at komme væk, hun måtte skræmme den anden så han ønskede at gå.
Kort blev hoppens mule åbnet. Det brune over hendes mule blev skilt og hun var klar på at sige noget, alting. Ingenting var dog hvad der kom ud, for hun havde for denne stund mistet ordenes brug, i stedet måtte hun lukke munden igen i en irriteret grimasse over hendes fejlforsøg.

[/size]

What you see depends on what you’re looking for

[/color][/size]

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen spændte tydeligvis op da Diego rørte på sig. Hun så ej komfortable ud i Diegos øjne, men alligevel forblindede den smukke skønhed der lå over hende, Diegos sind. Hans mørke øjne betragtede hendes nøddebrune, mens den hvide mule forblev rolig, uden et snert af et smil. Han turde helt og enkelt ikke at røre på sig, og slet ikke nu efter at have flyttet på sig. Den varme luft omkring dem, var som en tæt atmosfære der holdte sammen på dem, som var de uadskillelige, uanset hvor meget de begge, eller en af dem ønskede at flygte. Diego så da på hoppen, betragtende, med de livlige, men forsigtige og unge øjne, da hun åbnede mulen. Som ville hun sige noget. Men, intet skete.

Diego begyndte så småt at gruble, da hoppen lukkede mulen med en lettere irriteret grimasse. Hvad mon hun ville have sagt, hvad ønskede hun at han skulle vide? Blot længslen efter at hører hendes stemme var uligelig, han ønskede så inderligt at høre hendes stemme. Bare ét ord, én lyd. Diego forblev da ellers stille, inden han spørgende og en smule forsigtigt nikkede mulen så stille og forsigtigt frem, at så det ud som om han fortrød det da han blot havde startet bevægelsen. Han rørte hende ej, end ikke et strejf. Men det var nu heller ikke hensigten. Han ville nærmere understrege, om hoppen her var okay? Om hun måske ville sige noget? Hans hvide mule mimrede stille, og da han stoppede bevægelsen lød et meget dæmpet og kvalt brum fra hans strube, i den unge og drengede tone han nu besad og gjorde brug af. Frygten for at skræmme dette smukke væsen på afveje, var ulidelig. Dét ønskede han ikke!

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel, die another day

[/color][/size]

For første gang i sine unge dage oplevede den gyldne hoppe ørkenens varme som noget ubehageligt. Det virkede som om den lugt den røde hingst udskilte blev forstærket i den svage varme, og omslugte hende som en usynlig tåge der ville kvæle hende med dets væsen. Kort måtte hun skære en grimasse, for det der var så forfærdeligt ved denne kvælende lugt, var at den tiltalte hende. Selv denne lugt fortalte Saint at hun ikke kunne flytte sig, det var som om den var blevet bragt gennem hendes vejrtrækning ned til hendes ben hvor den havde sat sig fast i hendes system og forhindret hendes muskler i at flytte sig. Mange gange havde Saint følt sig fanget, men dette var noget helt andet, dette var ikke fysisk tilfangetagen, der var ingen som havde fat i hendes krop, ingen der bed efter hende og fik blod til at gydes over alt. Dette var hendes sind der var fastholdt, selv hendes øjne kunne hun ikke flytte fra den andens. Denne røde hingst havde hende bundet til jorden. På en eller anden forfærdelig måde havde han fundet noget at bruge mod hende der gjorde at trods den irritation hun følte mod den andens røde væsen var hun ikke i stand til at gøre noget for at slippe væk.

Den lette gestus den anden sendte Saint forstod hun ej hensigten af. Hun blev stående, stille som en statue og stirrede på ham. Kort var det som om Saint forsøgte at stirre så meget og direkte tilbage på hingsten at hun håbede han ville skrumpe ind under hendes blik, men intet skete. Det var da hun indså at trods hendes stædighed, trods alt den styrke hun normalt havde til at holde sig selv oppe, ville det ikke være nok til at føre hende fysisk væk fra den anden, i hvert fald ikke på lige dette tidspunkt.
Med en dyb indånding besluttede hoppen sig for at hun lige så godt kunne indse en samtale i det lange hele ville være uundgåelig. At hun selv skulle starte samtalen havde hun ganske vidst en del imod, men kunne dette føre til hendes flugt hurtigere, var hun skam ikke tilbageholdende. Da hun endelig ville tage talens brug i kraft skete der dog noget underligt. Kort mærkede hun et stik af noget dybt i sig selv, generthed? eller var det en frygt for at det hun ville sige ikke ville falde i hingstens smag? Uanset hvad det i virkeligheden var, og hvilken uro det kort skabte i hoppens sind besluttede hun sig at fæstne sig ved tanken om at grunden blot var at hun nu skulle bryde en stilhed hun enlig brød sig om, og at hun ikke ønskede at føre en samtale med den anden.
"Hvem er de fremmede?" En del ville nok blive overrasket over den ganske klokkeklare klang i hoppens stemme. Den var lys og syngende, bølgede flydende op og ned i tonegange. Når man kendte den gyldne Saints sind var hendes stemme noget helt underligt at forholde sig til, men den var så ren som et føls, på en måde med en uskyldig klang der aldrig helt havde hørt hjemme i hendes sindsstemning. Da ordene endelig var sagt blev hoppen en smule irriteret på sig selv, hvorfor talte hun overhovedet? Hvorfor valgte hun at henvende sig til denne røde hingst, denne tåbe? Spørgsmålene var mange, men på hvert spørgsmål var der et klart svar, som hun hurtigt afveg for sig selv.

[/size]

What you see depends on what you’re looking for

[/color][/size]