Blæsevejr

Vinden rev voldsomt i de omkringliggende træer, og det blæste voldsomt op, samt vindstødende var kraftige nok til at kunne vælte et føl omkuld hvis det var fanget på det forkerte ben. Dog stod den slanke, men stærke hoppe solidt på hendes muskuløse lange ben, som bar hende sikkert omkring i dette nye land. Hendes nyfundne isblå øjne så sig omkring, men var lettere sammenknebne i vinden så der ikke ville flyve diverse ind i dem. Øjnene stod i skarp kontrast til hendes sorte pels. Hun havde kun set en enkelt hest, men havde fået færten af flere ind i mellem. Hun håbede snart at hun kunne finde nogen, så hun kunne finde ud af hvad dette var for et sted. Hendes holdning var spændt og en anelse dansende som hun bevægede sig frem. Hun udstødte en lav vrinsken, som blev opslugt af vinden. Hun så op på træerne som rykkede voldsomt frem og tilbage og bevægede sig derfor ud på et mere åbent område. Sølvtrådene i hendes man hvirvlede omkring hendes hals og halen piskede i flere retninger. Var der noget der havde vovet sig ud i blæsevejret?

Illana, den gyldne, hvis krop var omringet af den kraftige vind, blev en smule overrasket af det syn der mødte hende. Hun havde stået i læ f de største træer hun kunne finde i skovbrynet for en stund; blæsten var ekstrem hård denne aften, hvilket den gyldne ikke var særligt begejstret for. Men selv i dette umiddelbare perfekte land, fandtes der vel dårlige dage; og dette var en af dem. Den gyldne blev mødt af synet af en sort hoppe, der begav sig af sted ude på den åbne eng, hvor vinden herskede over alt. Hun lod ej til at være synderligt påvirket, trods hun så ud til at være spinkelt bygget. Dog, ved nærmere eftersyn, så den gyldne at den fremmede hoppe lod til at være en anelse mere solidt bygget end den gyldne selv, hvilket nok gjorde hende mere modstandsdygtig overfor disse vinde, der rev i alt de kunne. Illana kunne se på den fremmede, at der blev givet lyd fra sig; dog kunne lyden ikke nå Illana selv, da vinden slugte den. Derpå prøvede den gyldne selv at kalde, men var det kraftigt nok til, at den fremmede sorte kunne høre det?

En svag, ganske svag lyd blev opfanget af de mandelformede sorter ører som hoppen besad. Hun vendte sig omkring og stirrede med de isblå øjne på en gylden hoppe som stod i skovbrynet. Hendes udtryk havde den samme intense glød som hendes afkom, men mere afbalanceret. Myth valgte at skridte mod denne gyldne hoppe blot for at have noget selskab i dette land, hvor hun skulle tilbringe en del af hendes liv. Hun nåede den gyldne og stod så atter stille.

" Vær hilset du gyldne hoppe, vil du have noget imod hvis jeg gør dig selskab her i blæsevejret? "

Hendes stemme var mild og lys som hun anmodede om hoppens tilladelse til at stille sig under træerne. Hendes hvide man piskede omkring hendes hals og hun håbede inderligt at den gyldne ville accepterer hendes anmodning.

Illana, den gyldne, lod sit blik forblive ved den sorte hoppe, der vandrede på solide ben, ude i det blæsende virvar af småting, der fløj med luften. Overraskende nok lod det til, at den fremmede hoppe hørte Illana; for snart var hun på vej imod den gyldne hoppe i en balanceret skridt. Da hun nåede frem til skovbrynet, hvor den gyldne hoppe stod, hilste hun an i en høflig anmodning. Med et smil rykkede den gyldne to skridt til højre, for at antyde ved hjælp af handling, at der var plads til denne fremmede, at hun var velkommen. Derpå lod Illana sit blik betragte denne hoppe kort. Sort som natten og hvid som sneen. Fascinerende udseende. Illana lod derpå sin stemme komme til udtryk.

,,Godaften du vandrer af natten; mit navn er Illana. Dit selskab er skab helt fint, og jeg vil med glæde gengælde det denne nat, hvor vinden hersker værre end nogensinde før.”

Sagde den gyldne hoppe med en ganske fornøjet stemme. Hun var allerede nu nysgerrig omkring denne sjæl og hendes herkomst; for hun var ej lig noget andet, den gyldne hoppe havde set her.

Myth strakte mulen frem og inhalerede duften af den gyldne hoppe ganske nøjsomt. Hun stillede sig så an ved hendes side og lod de isblå øjne glide nysgerrigt over hende. Den gyldne hoppe var smukt bygget og ganske harmonisk i udseende. Hendes farver ville bryde når solen brød frem.

" Du kan kalde mig Myth, og fortæl mig du gyldne Illana. Findes der andre skabninger her på øen så imødekommende som du? "

Myth var nysgerrig, og stadig præget af at være ung, men også med en masser erfaring på bagen. Hun smilte svagt og man skulle ikke tro Myth havde været en del af alt den ondskab. Men hun mente at ondskab ej var noget man kunne fødes ind i. Hun valgte blot at holde sig til hvor man var født ind. Hun lod kort øjnene vandre udover horisonten og de søgede kort efter noget som hun egentlig havde opgivet skulle være fulgt hende hertil. Hun trak på skulderne og vendte fokus mod den gyldne.

Illana, den gyldne, hvis krop havde fået selskab af en sælsom sort hoppe, med man så hvis som sneen og ligeså aftegn, der havde samme hvide farve; en lidt mere solid hoppe end den gyldne selv, med øjne så blå som isen over det dybe vand. Denne hoppe havde en ganske speciel udstråling, og Illana var sikker på, at denne hoppe var en af nattens tilhængere; en sjæl, der havde valgt natten frem for dagen. Illana lod sit hoved glide let på sned, inden hun rakte mulen fremad imod denne sort hoppe; ligeså lod den gyldne hoppe duften fra den sorte sætte sig i sindet, gemt. Hoppens ord var ganske direkte, hvilket den gyldne straks lod mærke til. De sjæle hun havde mødt indtil nu, havde ej været sjæle der selv tog samtalen på sig; men i stedet havde ladet den gyldne føre. Hun smilede let for sig selv, inden hun gav sig i kast med at besvare den sorte sjæl, som kaldte sig Myth.

,,Du sorte Myth; du specielle Myth, der findes mange skabninger som vil tage imod dig, ligeså åbensindet som jeg har valgt det. Men ligeså vil du finde sjæle, der ej vil byde dig velkommen med åben favn; men i stedet søger en langsom modtagelse”

Sagde den gyldne hoppe oprigtigt. Hun havde oplevet begge dele; og lige dele fandt hun lige prisværdige. Der var klart stor forskel på de sjæle, der var fælles i dette land. Men selvom der var forskel på hvert enkelt individ, havde de alle fællesfaktorer, som havde bragt dem til dette land. Dog vidste den gyldne ikke hvad disse faktorer var; men det agtede hun at finde ud af, med tiden.

Hoppennikkede til hendes ord og var et kort øjeblik fjern, som hun stod og undersøgte omgivelserne, imprinterede dem i sit sind, så hun ville kunne finde vej næste gang hun mødte dette sted. Hoppen havde i sin tid i landet, blot vandret omkring for at få sig nogle sanseindtryk. Den gyldne hoppe virkede mere velintegreret end hende selv. Hun kunne stadig ikke slippe indtrykket fra hvor hun kom fra. Hendes udtryk var dødt, og hendes pupiller var egentlig blot til skue, samt farven var et forsøg på at give dem liv. Engang havde hendes øje blot været en hvid plamage og det eneste hun havde signaleret med der var intensiteten, som dog også lyste ud af de isblå øjne. Dog mere voldsomt end hvis det havde været hendes oprindelige.

" Disse heste passer blot på dem selv. Mine sønner var opdraget efter de principper. Stedet var ikke til at de kunne opforstres åbne og ligeså imødekommende som dig, du gyldne. De måtte vælge den mørke sti, som jeg selv var blevet opdraget til. "

Konkluderede hun. Hun tænkte tit over at onde sjæle egentlig internt var som en ganske almindelig åben sjæl som den gyldne. En strengere rangorden og mindre dialog, men i bund og grund så var opførslen internt meget kærlig og omsorgsfuld. Hendes sønner havde altid vogtet hende som hun havde vogtet dem da de blot var små. Ja selv hendes moder og fader var kærlige overfor hinanden og hende. Myth havde altid været mere åben, men holdt sig diskret. Men hun følte hun kunne stole på den gyldne, med de reelle øjne.

Illana, den gyldne, lod sit blik glide over den sorte hoppe, der bar aftegn fra den hvide sne; som havde den lagt sig i spindelvævs tynde strenge over hendes ryk og filtret sig som sølvtråde ind i hendes lyse man. Illana lod et lille smil pryde sin mule, da hoppen fremsagde hendes ord; denne hoppe der stod ved den gyldne’s side, havde sønner. Gamle nok til at have været igennem en opdragelse, gamle nok til at kunne vælge en sti, som den sorte hoppe selv. Illana, som nu indså, at denne hoppe ligeså kunne have været den gyldne’s egen mor, af alder, lod sit blik møde hendes blå. Fascineret var den gyldne, over flere ting. Denne hoppe, med den mere solide krop end den gyldne selv, lignede ej en der var meget ældre. Det var dog tydeligt fra hendes adfærd at hun havde erfaring; ligesom den gylden selv - Bare på andre områder. Derfor slog det Illana lidt, at denne hoppe havde formået at sætte to afkom i verdenen og opfostre dem, og samtidig bevare et så ungdommeligt udseende. Hendes ord omkring de, der valgte at gemme sig selv væk fra omverdenen, fængede den gyldne hoppe. Hun omtalte en sti, hende og hendes sønner havde været nødsaget til at tage; om det så havde været på grund af deres omgivelser eller andet, det vidste Illana ikke, men alligevel lå der en aura over denne hoppe, der talte for at besidde et ærligt, kærligt og tænkende sind. Illana prustede sagte, inden hun med den milde stemme, begyndte at udtale sig.

,,Jeg bebrejder ej dem, der vælger at passe på deres sind og ej vise det åbent for andre; så misforstå mig ej, når jeg siger, at disse sjæle ej vil tage imod dig med åbent sind.”

Sagde den gyldne, for at udlægge hendes mening med hendes ord, hvorefter hun fortsatte med sin tale.

,,Du siger du har sønner; tillad mig at spørge ind til disse, og hvorfor de ej er i din nærhed? Er de gamle nok til at vælge egne veje, eller er i blevet skilt fra hinanden, uden i selv ville?”

Myth så på den gyldne hoppe med sine isblå øjne, der kunne virke gennemborene på grund af kontrasterne, men dette var de langt fra. De var dog tomme, ikke at hendes holdning var afvisende, men blot at hun ikke var vant til at udtrykke sig der igennem. Den gyldne hoppes ord var fornuftige, og Myth nikkede blot, men hendes sidste ord mindede hende om tingene der var hændt. Dér for første gang kom der et fortvivlet udtryk i de isblå øjne, bekymret som kun en moders øjne kunne se ud. Dog blev de hurtigt tomme igen og hun tog et dybt åndedrag og et lang suk efterfølgende.

" Du gyldne hoppe.. Jeg kan mærke du er en reel sjæl og derfor vil jeg fortælle dig dette, blot du lover aldrig at benævne det for en anden.
Før jeg kom hertil var jeg ej i et dødeligt legeme.. Min moder er en fortabt sjæl, mens min fader er en levende død. Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg var, men jeg har levet længe.. Mine sønner, ja deres fader skænkede mig dem og siden så jeg intet til ham, men han var som jeg, så jeg ved ikke hvad mine sønner er heller... Jeg ved ikke.. Mindraper forsvandt for kun et par dage siden.. .. Den anden hævdede et flokmedlem at have taget livet af, også kun for et par dage siden.... Selv ankom jeg for nogle dage siden.. Jeg ved ikke rigtig hvor jeg står.. "

Hoppen stolede på den gyldne og fortalte hende derfor dette. Måske var de ret spinkelt håb om at det selv samme lys som tog Myth også havde taget blot en af hendes sønner med sig.

Illana, den gyldne, lod sit blik glide over denne sælsomne sorte hoppe, der havde aftegn som tynde spindelvæv over sin krop, lys man og hale, som havde sneen lagt sig over hende; hendes udtryk, der før var solidt og en smule distanceret, blev nu mere fortvivlet, som lå der en tvivl eller sorg i hoppens sind. Dog varede dette kun kort, og efterfølgende kom hoppens stemme til udtryk med ord, der vagte opsigt hos den gyldne hoppe. Denne hoppe, Myth, var moderen til den spraglede Mindraper, som Illana havde mødt ganske få dage forinden at hun var stødt på denne sorte hoppe, med det unikke udseende. Illana lod sit hoved glide let på sned. Som Myth havde udpeget, var Illana en reel sjæl, og ej ville hun omtale de ord, som Myth havde foræret hende til nogen andre - Men den gyldne agtede da at fortælle Myth, at en af hendes sønner var ankommet ganske få dage før hende selv.
Illana lod efter en kort pause sin mule begynde at forme ord, som skulle informere denne hoppe, omkring den nuværende situation.

,,Myth, du sorte hoppe af natten; dine ord vil forblive hemmelige i mit sind for andre sjæle, men, tillad mig at sige dig, at din søn Mindraper er et bekendtskab af mine. For ganske få dage siden mødte jeg ham i dette land; fortvivlet var han, vred og hævnivrig, men ej overfor min eksistens. Han er en bemærkelsesværdig hingst, din søn, så lad ikke dit sind bekymres; han er her, i god behold, blot med et sind der søger en udvej herfra”

Sagde Illana med oprigtig stemme, hvorpå hun på ny søgte Myth’s blå øjne; Mindrapers moder. Den spraglede, sære hingst’s moder.

Den sorte hoppe blev overrasket over at høre at den ene af hendes sønner var i landet. Hun brummede svagt og så nu på den gyldne hoppe. Han havde ej krummet et hår på hende, hvilket Myth fandt overraskende og det sås på hendes holdning. Men hun var samtidigt bekymret, men igen lettet, så et væld af følelser pulserede igennem hendes krop.

" Du gyldne. Jeg er glad for at høre at min søn er i god behold, men jeg må advare dig. Jeg ved ikke om han stadig besidder de kræfter som han gjorde dengang. Han er opdraget til at pådrage andre harme. Dette var flokkens motiv, harme mod alt godt. Det sidder dybt derinde og derfor er jeg overrasket over at du siger.. Men Mindraper vil tilbage til landet hvor han kom fra.. Han er stædig som sin mor, og giver ikke op.. Så vogt dig for ham du gyldne. "

Hendes stemme var rolig og oprigtig. Hun ønskede ikke at den gyldne skulle skades af ham. Hun brummede svagt og lod de isblå øjne glide rundt og hun rykkede et skridt tættere på den gyldne hoppe og drog et lettet suk. Hendes holdning blev en anelse mere afslappet, som hun nu afventende den gyldnes reaktion.

Illana, den gyldne, som stod ved den sorte hoppe, lod sit blik løbe over hende, alt imens hun snakkede. Hun fortalte om Mindraper, som Illana havde mødt; om at han var farlig. Om at den flok, hvorfra de kom, havde til formål at skade det gode. Illana trak et øre kort bagud; på en måde utilpas, men ligeså undrende. Og disse evner, som hun omtalte, at Mindraper havde, var det mon hans tabte identitet? Illana prustede kort, og lod stilheden herske imellem de to for en stund. Derpå lod Illana sit blik mødes med Myth igen.

,,Mindraper lod ej til at være en, der søgte at gøre mig harme, Myth. Han trådte endda imellem mig og en fjendtligsindet hingst, da vi mødte sådan en. Men, de ord som du udtaler, Myth, dig der kender ham bedst, vil jeg klart tage med mig.”

Sagde Illana med en forandret tone. En nærmest opgivende, for en kort stund. Illana kunne ej se, hvordan sjæle med en sådan karakter kunne finde vej til dette land, der lod til at være afskærmet for alt ondt. Hvordan kunne en, hvis motiv var at skade, kunne komme hertil, blandt dem som den gyldne selv, der indeholdt godheden? Illana svingede let med halen, inden hun da nikkede kort og eftertænksomt til Myth.

Hoppen vippede let med ørerne og iagttog hoppens næsten opgivende tonefald. Hun strakte mulen mod den gyldne og strøg den hurtigt, men blidt over hendes hals i en form for opmuntring, inden hun trak den til sig. Et svagt smil prydede hendes hvide mule. Hun forholdte sig optimistisk. Hoppen virkede til at være af godt sind.

" Jeg vil ikke tage modet fra dig du gyldne, men Mindraper har blot ikke vidst af andet.. Ligesom jeg selv fra fødslen af var midt i en krig mellem godt og ondt. Jeg er opdraget til at være på de ondes side, da mine forældre var det. Det er den sociale arv der går igen. Dog.. Min fader var i starten en god hest.. han blev ond for min mors skyld.. Han elskede hende højt.. Ligesom jeg.. Den Mindraper du beskriver.. Jeg kender ham, men ikke i den sammenhæng at han ville beskytte en hel fremmed. Derfor vil jeg blot advare dig.. Men jeg vil også berolige dig med at han ikke er typen der tyer til fysisk harme.. Så måske du kan være rolig hvis han ikke har sine kræfter mere.. "

Den sorte hoppe forsøgte at berolige den gyldne der virkede lettere eftertænksom. Hun forstod dog hoppen, for det ville være underligt for hende hvis der kom nogle og fortalte om sin opdragelse, søn osv. Som endda var noget ondt. Hvordan skulle man stole på individet. Hun smilte svagt og lod blikket glide mod himlen hvor hun drog et tungt åndedrag.

Illana, den gyldne, hvis sjæl befandt sig side om side med denne sorte hoppe, lod forundret ørene vippes fremad, da den ældre hoppe strøg hende over halsen; et stik jog gennem hende. Mindet, minderne om hendes moder, der havde gjort præcist det samme. Ej veg Illana dog, og ej viste hun dette tydeligt, at det på en måde gik hende på, at blive konfronteret med denne handling; hun blev et øjeblik smidt tilbage til hendes helt unge år, som det lille føl, hvor hendes moder havde guidet hende på denne måde, men ligeså trøstet når hun trængte. Illana trak vejret tungt og lod mulen mimre let, inden hun mødte blikket fra Myth igen, der trods hendes ord om ondskaben og en opdragelse derefter, lod til at være en kærlig hoppe.

,,Det er ej fordi mit mod forlod mig, med hensyn til din søn. Hans opførsel overfor mig, var bemærkelsesværdig. Han var distanceret, men opmærksom; han valgte at træde imellem mig og en fremmed, af ukendt årsag, han valgte at følge mig og lytte i et godt stykke tid, selvom han ligeså ønskede at vandre alene.”

Sagde Illana sagte. Det var tydeligt, at Myth havde opfanget den opgivende tone der havde luret i den gyldne; dog på lidt forkert grundlag. Se, den gyldne følte en opgivende fornemmelse, i forhold til det faktum, at ondt kunne finde vejen til det sted, hvor hun troede at hende og hendes lys var sikkert; andet havde dog vist sig at kunne lade sig gøre. Illana puffede let til Myth med et lille smil.

,,Myth; jeg har forståelse for at nogen vælger andre veje end jeg selv, og at du og din søn har valgt den vej I har .. Men må jeg spørge dig om, hvorfor du tror, du er havnet her? Er det for det bedre, eller er det værre, at være kommet hertil, hvor jeg selv føler mig frelst?”

Mythsmilte skævt. Måske fordi hun havde fejlfortolket hoppens signaler. Det skete. Hun nikkede til hoppens ord og det skæve smil blev retter ud. Hun løftede hovedet og skuttede sig kort. Hun så på den gyldnes øjne. Hun fandt disse øjne med pupiller, spændende.. Hun skulle selv vende sig til at hendes nu også besad dette. Hoppen ord ramte hende på det forkerte ben. Hvorfor hun var kommet hertil? Om det var bedre. Dette fik hende til at tænke på hændelsen blot før hun kom hertil i et lysglimt. Hoppens holdning blev stiv sammen med hendes blik. Hun trak kort vejret næsten hyberventilerende inden hun fik sig samlet sammen og rømmede sig.

" Du gyldne. Jeg... "

Hendes stemme forsvandt og hun var nu tavs og blikket fjernt. Hun vippede med ørerne og blinkede kort. Hun bakkede et skridt så hun stod med bagdelen mod træerne. Det var her man kunne se at hoppen stadig var ung, og at der havde været mange traumer i hendes liv, som hun forskød. Men den seneste havde været voldsom for hende. Sådan en tvangshandling som denne hingst havde udført på så voldsom vis havde hun aldrig været udsat for. Lyset reddede hende fra en grum skæbne som forræder, og udstødt til evig tid. Hun var overbevist om at lyset havde bragt hende til et bedre sted. Men hun kunne ikke sige det til den gyldne hoppe..