En eftermiddag på Foehns grunde..

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange undlod et svagt fnys, da han lod sin mule feje sneen væk over det grønne græs derpå lå under det tykke lag. Sneen her på Foehn var så fin, så hvid, så ubetrådt. Ikke som på Enophis, og slet ikke i bjergene på Enophis. Isen var glat på de skrå klipper, så til en afveksling var det helt igennem befriende at kunne mærke andet end blot isglat is under sine hove. Djanges mule fandt frem til et par totter, som han dæmpet bed til sig. Græsstråene under hans lyserøde rynkede mule bristede, mens han atter ledte videre efter mere i den tykke sne. Hans øre var som altid lagt langt ned i nakken, mens de krystalblå og tomme øjne så utroligt skuende og vildfarent omkring sig. Enhver fare kunne snige sig ind, men Djange var vågen, alle hans sanser var klar på at opfange og videresende besked til hans hjerne hvis en fremmed skulle komme nær.

Denne lille sorte hoppe var stadig paf efter at være kommet til dette land. Hun var endt på en af øerne og gik lige på tidspunktet let hen over en eng med et fint lag pulversne. Hendes skridt var lange og elegante, imens holdningen var rank. Hendes små mandelformede ører var fint rejst og de turkise øjne spejdede nysgerrigt ud over denne eng.
Kort efter stoppede Liberty op, hun syntes at kunne fornemme en fremmed duft i luften. Hendes fintformede næsebor inhalerede denne lugt. Det lugtede som en hingst, men hun var ikke helt sikker, han var vist ikke helt tæt på.
Hun fortsatte sin selvsikre gang, imens hun udstødte et feminint og venligt vrinsk, som kom dybt nede fra struben.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

I sine egne tanker, som da for så fint igennem Djanges indre, brød et feminint og lydhørt vrinsk igennem luften. Det gav et set i Djange, som hurtigt var på! Hurtigt blev hans hoved hejst højt på den højtholdte hals. Hans hoved holdte han straks lodret, mens ørene lå ned. Hans krystalblå øjne spejdede hurtigt og vildfarent omkring sig, og hurtigt kunne Djange skue en mindre sort skikkelse i den arme sne, længere ude på engen. Djange rynkede skeptisk over den lyserøde mule, og missede kort skuende de krystalblå øjne sammen, der ellers så meget og direkte imod hesten, koldt og tomt var blikket fortsat. Han kunne end ikke ane nogen duft, men de feminine træk sagde Djange at dette måtte være en hoppe. Med fremskudt bringe, vendte Djange sin front imod hoppens position før han fnyste meget dæmpet ud igennem de lyserøde næseborer, for da at træde meget standhaftigt og stift frem. Han holdte sin holdning, mens hans hove præcist trådte over jorden, med kurs imod hoppen. Nogen ville tolke ham som fjendtlig tilmed, men dette var nu ikke præcis det ham var. Eller hvad?

Liberty fortsatte sine selvsikre gang fremad. Efterhånden kunne hun, længere fremme, ane en anden hest. Hun kneb sine blå øjne sammen, men kunne ikke ane hestens træk, andet end nogle specielle farver, hun endnu ikke havde set en anden hest bære før nu. Hun vippede ørerne lidt forsigtigt bagud, slog med den tykke sorte hale og studerede hesten der kom imod hende. Hans bevægelser virkede stive og hans holdning var rank. Den lille sorte hoppe stoppede op og sænkede hovede og hals, så det var under ryggens linje. Hun underkastede sig ikke, men viste blot en venlig og respektfuld gestus. Da han var kommet nærmere, så hun vidste, han kunne høre det, prustede hun venligt.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen her, som efterhånden gav en anelse af kardemomme som duft, så ikke ud til at være ude på skræmmer. Truende kunne man i hvert fald ikke tolke hende som. Et dæmpet prust lød fra hoppen, og Djanges mule rynkede sig kort en smule skeptisk, forinden han stoppede brat i en samlet parade fra hoppen. Hans kolde og tomme krystalblå øjne var holdt fortsat direkte i hoppens isblå, mens hans øre lå hårdt ned. Da lod Djange sig til kende med et kort og hilsende nik, yderst respektfuldt, før hans hoved igen var holdt højt og rankt.

”Goddag Frøken.”
Lød Djanges hæse og intense stemme brydende på stilheden der snart ville opstå imellem dem, hvis ikke de begyndte at tale. Djanges øjne forblev kolde og tomme mens de så i hoppens øjne, hoppens øjne der sad på den yderst feminine og lille sjæl.

Hun fulgte hans bevægelser, som han nærmede sig hende med sine ranke skridt. Hun betragtede hans øjne, som han holdt hendes blik en smule fastlåst. Hans øjne var krystalblå, men hun kunne tyde en vis tomhed i dem, som om nogle havde revet sjælen ud af dem. Hun vippede ørerne venligt fremad, da han hilste på hende. Han havde en meget gennemtrængende og hæs stemme, som overraskede hende en smule. Hun havde forestillet sig den anderledes, men hun vidste ikke helt, hvad hun egentlig havde forventet. Han virkede anderledes end de fleste andre heste, hun nogensinde havde mødt, på trods af det det ikke var særlig mange. Hun smilede forsigtigt til ham. "Goddag," sagde hun med sin feminine stemme, hun rankede sig igen til sin normale ranke og elegante holdning og slog let med den sorte hale. "Hvem har jeg æren af at træffe?" spurgte hun så let efter og studerede hans træk. Der var noget ved ham, der fangede hende.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

For en gang skyld ikke en hoppe der stak halen mellem benene og løb sin vej! For en gang skyld ikke en hoppe som var snerpet og flabet. For en gang skyld en hoppe der kunne udvise respekt! Endelig! Djange missede da blot anseende med de krystalblå og tomme øjne, mens han lyttede til hoppens feminine stemme. Djange lod det ene øre glide svagt ud til siden, for det glad på plads bagtil igen hurtigt. Han gjorde det blot for at understrege at han rent faktisk lyttede til hoppen. Hoppen her var yderst respektfuld, høflig.

”Mit navn er Djange.”
Præsenterede Djange sig, med den hæse og intense stemme der spillede fra den lyserøde mule, førend han kort undlod et svagt fnys. En smule skeptisk var han anlagt, som altid; som mange også blindt tolkede som truende og farlig.

”Hvad er Deres navn, Frøken?”
Lød Djange stemme atter frem, hæst og intenst, mens hans blik kort og direkte granskede anseende over hoppens lille skikkelse, før de endte i hoppens øjne, tomme og kolde, igen. En sort hoppe, som ej var særlig stor, hverken lemmer eller selve krops bygning. Meget lille og fin var hun.

Liberty havde en vane for, at bide mærke i andre hestes kropssprog og bevægelser. Hun brugte meget af tiden under en samtale på, at studere andre hestes reaktioner og bevægelser, hvilket havde gjort hende lidt af en kender. Hun havde rimelig let ved at aflæse andre heste, men denne Djange, han var anderledes. Hun havde svært ved at aflæse hans signaler. Først skød hun ham som overlegen og elegant, men efter han høfligt og respektfuldt havde hilst på hende, kunne hun udelukke dette. Han ville ikke vise respekt, hvis han var en smart type, så det var ikke det. Nu var hun nået dertil, at han måske var sky eller endda genert, men endnu vidste hun intet med sikkerhed om denne fremmede hingst. Hun lyttede til hans stemme, da han svarede hende. Han fnøs en gang, hvilket fik hende til, kort at vippe ørerne lidt undersøgende bagud, inden hun rejste dem venligt igen. Hans ører lå dog ned, hvilket kunne betyde aggresion, men den måde hans ører lå på, virkede ikke truende, så hun smilede blodt mildt til ham. "Dejligt at møde dem, Djange," sagde hun med en venlig mine og nikkede roligt til ham. Hun fulgte hans kolde øjne, da han kort studerede hende, inden hun kiggede ind i dem. Hun var ganske opmærksom på, at hun ikke måtte virke truende overfor ham. Blot imødekommende. "Mit navn er Silent Liberty," sagde den sorte hoppe så som svar på hans spørgsmål.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Det overraskede ej Djange da hoppen kort lagde ørene reagerende på hans fnys. Han var vant til reaktioner der var meget værre. Hoppen her virkede oprigtig, som en hoppe der kunne have været fra en af hans egne. Dog var Djange ej overbevist endnu. Hun kunne snildt være en fjende, der fedtede sig ind, og før han vidste af det, vendte 180 grader og gik til angreb. Man måtte være klar på alt, altid! Hoppens feminine stemme lød gennem luften mellem de to sjæle, og en identitet blev så småt afsløret da hoppen anerkendte sit navn, samt udtryk for sin glæde over at have truffet Djange. En ære, det var nu noget Djange da rynkede mulen en smule over, mon der lå en dybere og mere snedig mening med det ord? Djange trådte da et enkelt skridt nærmere den lille sorte, Silent Liberty. Djange forblev stående i den ranke og stive holdning, med de nedlagte øre og det kolde og tomme blik.

”Goddag Silent Liberty.”
Lød Djanges stemme svarende, hilsende og respektfuldt, med den hæse og intense stemme, da han kort nikkede respektfuldt af den sorte hoppe, med de isblå øjne.

”Men sig mig, Silent Liberty, jeg har ikke truffet Dem eller deres duft den seneste tid, er De nyankommen?”
Lød Djanges stemme da hæst og intenst, en smule tonløst, mens han missede en smule skuende og anseende imod hoppen, som han atter så meget direkte i øjnene. Tanker for igennem Djanges indre sind, skønt hans blik stadig var koldt og tomt, uafslørende, holdt på hoppens øjne.

Efterhånden, som hingsten viste flere og flere bevægelser og tegn til Liberty, begyndte hun at få på fornemmelsen, at han måske var sky, men måske var han egentlig bare forsigtig. Det kunne hun ikke helt tyde, hun kendte jo ikke hingsten, men på en måde, gjorde denne kolde og følelsesløse attitude, at Liberty fik lyst til at lære ham bedre at kende.
Hun følte en stærk trang til, at få ham til at åbne sig, men hun vidste, at nogle heste enten var for vagtsomme eller for ødelagte, til at de på den måde kunne åbne sig overfor andre. I hvert fald ikke forløbeligt, og måske hørte denne Djange ind under denne kategori. Det kunne hun ikke helt afgøre.
Hun lod et venligt smil glide over læberne, da han hilste igen med et respektfuldt blik. Hun nød at møde andre heste, der ligeledes viste respekt, én af de ting liberty var opdraget med, som hun for én gang skyld ikke hadede og prøvede at fjerne fra sine vaner.
Da han fortsatte, genoprettede hun øjenkontakten og lod ørerne vippede nysgerrigt frem mod ham. Hun granskede kort hans spørgsmål. Det var meget en høflighedsfrase, sagde ikke så meget om denne hingst, andet end hans årvågenhed, som hun kunne mærke på hans opførsel. Vågen - på vagt.
"De har ret, jeg er lige ankommet, har end ikke set solen glide ned bag horisonten," sagde Liberty langsomt og slog roligt med hovedet, så den tunge pandelok gled væk fra øjnene. Hun fokuserede atter på hingsten. "Men hvad med dem, djange?" sagde hun eftertænksomt. "Har de været her længe, eller er de ligesom jeg, nyankommen?" spurgte hun oprigtigt interesseret, i at vide mere om denne mystiske hingst.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Denne lille sorte, som Djange måtte indrømme ej gjorde ham noget, og på en måde sagde ham noget, var han dog påpasselighed med. Hendes ord lød feminint imod Djange, hoppen havde tydeligvis ikke været her længe! Tværtimod. End ikke set solnedgangens lys endnu. Djange rynkede stille på den lyserøde mule skeptisk, mens øjnene kort blev misset anseende sammen imod hoppen, der med en så venlig aura stod der foran ham.

”Velkommen her til så, Silent Liberty.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, men kortvarigt og en smule tonløst og uden følelse. Ej indbydende og varmt, men heller ej truende og bortskræmmende.

”Dog ikke Silent Liberty, jeg selv har været her i en længere periode efterhånden. Et sted at bo, har jeg endda fundet mig.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, informerende og en smule intetsigende. Igen virkede han ikke synderligt indbydende, men heller ikke direkte afvisende. Han så fortsat i hoppens øjne, med de krystalblå og tomme. Hoppen her syntes ikke helt at virke som fjende, vel?

Liberty, der efterhånden var blevet nysgerrig, holdt sit fokus på Djange. Hun kunne ikke finde rundt i, om han troede hun var fjendtlig, eller om han var forsigtig, eller simpelthen bare havde svært ved at vise sine følelser. Hvis det sidste var tilfældet, kunne hun på en eller anden måde, dybt i sit inderste, følge denne hingst mere end han anede. Liberty havde store problemer med at nære dybe følelser for andre, på trods af et par forelskelser i hendes korte liv, var det aldrig blevet andet end den stadig høflige omsorg, man kan nære for en, man har stærke følelser for. Så snart nogle kom for tæt på hendes inderste, lukkede Liberty af, hvilket hurtigt skræmte eventuelle hingste væk. Denne hoppe havde adfærden af gode grunde, og hvis denne hingst havde det på samme måde, ville hun ikke ønske at presse ham, for hun kendte alt til problemet.
Hun var faldet lidt hen i sine tanker, da han atter talte videre, så hun spidsede hurtigt ørerne og lyttede interesseret. Denne hingst bød hende velkommen. Hun studerede hans fintformede lyserøde mule, da han talte. Hans ord var toneløse. Hun kunne intet spore i dem, hvilket gik hende på. Hun var lidt i tvivl, om denne hingst ønskede hendes selskab, men hun havde på fornemmelsen, at hvis ikke, ville han ikke have stået der endnu.
"Tak, Djange," sagde hun roligt, da han høfligt bød hende velkommen. Hun havde lagt mærke til, at han i løbet af samtalen havde nærmet sig en smule mere, men hun valgte, at blive stående.
Hun havde ikke selv så mange høflighedsgrænser, men havde lidt på fornemmelsen, at denne Djange måske ville reagere negativt, hvis hun pludselig trådte nærmere.
"Det lyder fornuftigt. Kan de så, Djange, sige mig, - er dette land, alt det det ligner eller mere?" spurgte hun langsomt. Spørgsmålet var måske underligt, men hendes forventninger til dette land, var meget høje. Lige fra første øjenkast havde hun fundet det fortryllende, og hun kunne slet ikke vente med, at komme ud og udforske denne nye verden.
Hoppen fangede igen Djanges blik. Hun brød sig ikke om tomheden i blikket. Når hun så ham ind i øjnene, fik hun mest af alt lyst til at gå nær ham, give ham nærhed og varme, hun kunne ikke helt beslutte sig hvorfor, men det var måske lige en tand offensivt, at fare frem og overøsle ham med kærlighed. Hun gjorde kort et lille skævt smil, af sin egen tankegang.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange missed kort de krystalblå øjne sammen, men denne gang ej skeptisk, blot af ren reaction da hun sådan takkede på hans velkomst; som han egentlig kun havde givet hende i henhold til hendes dybe respect hun allerede nu havde udvist. Hoppen talte nu og da, og spurgte ind til Ø’ernes goder, landets grunde. Djange holdte denne gang mulen i ro, for en gang skyld havde en sjæl formået ikke at lægge ud med at snage i hans tilværelse, hans liv og hans tidligere liv. Dette behagede Djange, skønt han intet viste. Blot observerede han kort over hoppens skæve smil der for en stund prydede hendes mule, mens hun ventede svar. Djange holdte nu blot det kolde og tomme blik fæstnet på hoppens isblå øjne, forinden han åbnede den lyserøde mule.

”Det kommer så ment an på hvordan De ser dette land?”
Lød Djanges stemme kort, hæst og intenst. En smule konstaterende over hoppens spørgsmål, mens han uden lys fnyste svagt ud fra den lyserøde mule, og missede atter øjnene en smule anseende sammen.

”Men jeg må sige at landet her i sig selv, er ikke noget jeg har set før. Så mange forskellige lande, i ét land. Mange fordele, mange ulemper ved de forskellige tærrener. Ingen af tærrenerne er som hinanden, men der er et tærren for alle og enhver der kommer her til.”
Lød Djanges stemme da fortsættende, hæst og intenst, imod hoppen. Forklarende, informerende var hans stemme. Dog ej yderligere fascineret, som så mange andre måske ville ha været. Det sjove ved Djange var som regel; lyttede man til ordene ville man møde en hingst der gjorde sig mange tanker og meninger, en åben og imødekommende ærlig hingst, hvorimod lyttede man til tonleget; stod der blot en afvisende hingst, som blot ønsker ingens selskab! Hvordan man så valgte at tolke ham, var en mindre gåde, for hvad var han egen taktik omkring kommunikation?

Liberty fæstnede kort sit blik mod jorden. Måske fordi Denne hingst satte en masse tanker i gang. Han gjorde hende usikker, med denne personlighed hun slet ikke kunne tolke, men også fordi hun syntes, at han på en eller anden måde mindede en smule om hende. Om det var denne afholdne attitude, eller om det var noget helt andet, vidste hun ikke helt. Kort efter lod hun roligt blikket glide op igen og kiggede ind i hans krystalblå tomme øjne. Den tomhed var ikke kommet af ingenting, det var hun næsten sikker på, men så alligevel ikke, og at spørge ind til dette, ville være yderst uhøfligt gjort af hende, så det ville hun ikke så meget som overveje.
Hun ventede hans svar, som kom, ligeså roligt og mystisk, som de andre svar. "Vidunderligt.. Jeg ser det, som meget mere end mine vildeste drømme. Det er spændende og giver mig lyst til, at gå på opdagelse, udforske enhver krog af dette mystiske sted," sagde hun i et langsommere og mere tænksomt tonefald, end hun før havde talt i. Måske fordi denne del stak lidt dybere. Stak ned i fortiden - fastlåst på et sted, som var alt for velkendt og mindst af alt... uinteressant.
Hun bemærkede, at han kneb sine øjne en smule sammen, men gjorde ikke notis af dette. Han havde flere gange kommet med små fnys og lignende, så Liberty tog det ikke, som en dårlig ting. Måske bare en del af hans væremåde, men det kunne hun selvfølgelig ikke vide.
Da han igen begyndte at tale, spidsede hun ørerne nysgerrigt.Han fortalte hende om de mange terræner, som både havde sine fordele og ulemper. Da han havde talt ud, nikkede hun samtrykkende. Hun tænkte igen over hans stemme. En smule langsom, nærmest opremsende, som når en vis hest, gav ud af lærdom og viden, hvilket faldt i Libertys smag. Hvis ikke Djange vidste rimelig meget om dette land, ville han i hvert fald kunne, få de fleste til at tro det omvendte. Han lød meget sikker i sin sag, og Liberty så heller ingen grund til, at han ikke skulle have styr på de ting han sagde.
"Det lyder spændende, jeg vil glæde mig til at se det hele," sagde hun så og smilede mildt til ham.
"Må jeg spørge, hvilket terræn de fortrækker?" spurgte hun så - af ren nysgerrighed, men også som en lille vejledning. Det var altid godt, at vide lidt om de steder, man skulle udforske, det vidste Liberty. Hun rettede sit blik mod himlen, kort, for blot at opdage solen, der tittede frem fra skyerne, som tidligere havde holdt den fastlåst. Hun nød de varme stråler, som gav hendes sorte skind en blank overflade.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen her, den lille sorte, syntes at være nok så eventyrlysten. Hendes måde at udfolde sig på var rar at høre på, frem for så mange andre. Hun talte ikke i de lange og ligegyldige formelle gåder, som nu og da irriterede Djange så grænseløst når humøret ikke lige var det højeste heller. Liberty syntes at have store drømme og forventninger, en masse eventyr hun ønsker at udforske, hvilket egentlig også altid havde ligget højt på Djanges ønsker; eventyr. Men som regel fyldte mange eventyr mange sjæle møder, mange sammenstød med nye og fremmede, hvilket Djange helst så bort fra. I hvert fald hvis det var selskaber han ikke brød sig om. Djanges tanker fór nu forvirrende rundt i hans indre, skønt hans sind stadig var tomt og koldt holdt på hoppen som før. Hun talte nu og da, så livsglad hun virkede, og alligevel irriterede dette ikke Djange? Det undrede ham nu og vel, og en rynke på den lyserøde mule slog sig. Men først da hoppen nu kom med et snagende spørgsmål, missede Djange med de krystalblå øjne, anseende på hoppens isblå øjne. Mens han holdte sin mule rynket. Dette var nu ikke fordi det rent faktisk irriterede ham så meget endda at hun spurgte. Men, det var blot hans sædvanlige refleks af snagende sjæle der spurgte ind til ham.

”Bjergende, er mit kald.”
Lød Djanges stemme kort, med den hæse og intense stemme, førhen han i et lidt mekanisk ryk så sig over skulderen imod bjergende, med den højtragende vulkan i midten.

”Her..”
Lød hans stemme hæst og intenst, før han hurtigt vendte hovedet tilbage imod hoppen, igen i et ryk, hvorpå han så meget direkte i hendes øjne igen, tomme og kolde, forblev hans.

”.. Eller på Enophis.”
Afsluttede Djange med den hæse og intense stemme der prydede den lyserøde mule. Han forventede ej at hoppen kendte til Enophis, eller Ø’en her for den sags skyld. Hun var blot lige landet her, som hun havde sagt så fint i starten.

”Men hvad med Dem, Silent Liberty? Hvilke tærrener foretrækker De?”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, spørgende, men alligevel tonløst. Som lød han, ja, som om det var ligegyldigt. Dog alligevel ikke direkte afvisende, men heller ej videre interesseret.