En eftermiddag på Foehns grunde..

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen smilte atter et mildt smil, over den hvide mule, på den lille sortes krop. Djange lod sig ej præge af dette denne gang, hun lod til nu blot at smile af og til, i hans selskab. Måske var det tryghed hun var begyndt at fornemme her når han stod her? Men tryghed hos Djange? Hvorfor skulle nogen ville føle sig tryg? Det gav jo ingen mening for Djange! Tankerne fór igennem hans indre, som de nu og vel gjorde af og til, men under dette nærvær med hoppen, havde gjort meget. Men der var tomt i Djange nu, ingen følelser af smerte, ingen eksplosioner, intet. Djange følte han kunne slappe af nu, skønt han blot rankede sig en smule mere op i den ellers så stive og ranke holdning han allerede besad. Da hoppen da talte. Hendes feminine ord der spillede ud, var en kompliment; og ikke en ligegyldig en af slagsen? Eller var det? Det var ment direkte imod Djange. Djange rynkede straks på den lyserøde mule, skeptisk. Mens de krystalblå øjne missede sig en smule sammen. Mon hoppen egentlig mente hvad hun sagde? Det var lidt det der nagede Djange. Skønt hun virkede så oprigtig og ærlig af sjæl, at han mest af alt ønskede ikke at være tvivlsom på hendes ord; men det var han vel? Han lod da rynkerne blegne, mens blikket stadig var en smule misset, anseende.

”Jeg takker Silent Liberty. Men må indrømme at De heller ikke er som alle andre her i landet.”
Lød Djanges stemme da hæst og intenst, igen tonløst. En smule overflødigt kunne hans stemme lyde når han talte, som om han var ligeglad. Men var han nu det? Eller mente han rent faktisk sine ord. Samt, hvordan de kunne tolkes, var også et helt spørgsmål for sig selv.

Imens hun stod og ventede på et svar fra denne Djange, lod hun sig selv nyde øjeblikket. Hun vidste ikke hvorfor, men af eller anden grund brød hun sig om Djange. Hun var begyndt at tænke mere over det han sagde, en at han ej smilte eller virkede varm og venlig overfor hende. Det var der nok, mange heste der lod sig præge af, når de mødte ham, det kunne hun godt forestille sig. Mange ville nok tage det som fjendtlighed, men det gjorde denne sorte hoppe ikke, hun vidste ikke helt hvordan, hun skulle tolke det, men måske var det afholdenhed, eller også havde han haft en dårlig oplevelse med tillid engang.

Djange rettede sig en smule mere op, rynkede på mulen og kneb sine øjne let sammen, som han havde gjort mange gange under deres samtale. Hun vidste ikke hvad dette betød, enten var det skeptisk, mistillid eller bare undren, men det sagde han ikke noget om, så hun undlod at tænke længere over hans motorik.
Da Djange tale med den tomme stemme, ligeså tom som hans øjne, rettede hun ørerne mod ham. Lyttede og betragtede hans tomme øjne. Som alle nadre her i landet? Hun ville ikke vurdere sig selv, som en der skillede sig ud eller lignende, så det forstod hun egentlig ikke.

Hun stod kort og studerede ham, smilede så roligt og kiggede på ham med et nysgerrigt blik. "Hvordan er de heste, som de har mødt, her i landet, så?" tonen var rolig og mild, men det var hendes stemme næsten altid, medmindre hun var oppe på mærkerne, så fik den et mere friskt og ungt pust, men nu var den blot afslappet. Hun vidste ikke, om Djange blot havde sagt det, for at gengælde det kompliment, hun havde givet ham, eller om han egentlig mente det, men det var heller ikke hendes problem. Hun ville stærkt gå ud fra, at denne hest var ærlig, indtil det modstatte var bevist.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den lille sorte, med de turkis blå øjne, som så fint stod der i Djanges nærvær, syntes Djange at fornemme en vis mistro til. Ikke direkte til ham, men til det han havde sagt. Det var faktisk altid at Djange sagde sandheden, var ærlig, uanset om sandheden gjorde ondt eller gjorde gavn. Men at sandheden tilmed blev til komplimenter, var rent ud sagt lidt af en sjældenhed? Djange pressede kort ørene i nakken, ved tanken, da Silent Libertys stemme feminint og roligt lød imod ham. Hvordan var de andre heste her? Jamen, kort sagt var der jo ingen af hestene her som sagde ham det store. Et kort suk, i form af fnys, lød fra Djanges rynkede lyserøde mule, mens han missede de krystalblå øjne lidt sammen. Han så da meget direkte i den lille sortes turkisblå øjne, inden han åbnede mulen.

”De er meget ens, taler meget ens, opfører sig meget ens.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, dæmpet, mens han for hver sætning, lagde vægt på ens. Han mente præcis hvad han sagde, og tankerne omkring de mange møder, virvlede vildfarent omkring i hans indre. Hans stemme havde atter været tonløs, og igen var det udefra set ikke til at vide om han havde ment det af irritation og vred adfærd, eller opstemt og glad. Tja, skønt, Djange denne gang rent faktisk godt vidste hvad. Men han ønskede helt grangiveligt ikke at præge denne hoppens sind, på de nye i dette land. Hun skulle selv have lov at bedømme, dette ville han ikke ødelægge for hende. For måske var han blot den eneste i hele dette land, som ikke satte pris på den over formelle og fine adfærd, som de så fint bar i dette land.

Hun vippede kort ørerne bagud og så frem igen ved lyden af hans fnys. Hun studerede hans rynker på mulen, da de viste sig kort efter. Den lille hoppes blik gled op til Djanges, da han kiggede meget direkte på hende og talte. Alle var åbenbart meget ens. Et eller andet sted lød det forfærdeligt, medmindre man brød sig om den måde, de nu var ens på, hvilket hun ikke vidste noget om. Hun kunne ikke rigtig forestille sig, at være magen til andre - tale eller opføre sig som andre.

Det lå heller ikke i hendes blod at være som alle andre, så hun glædede sig over, at Djange måske syntes, at hun var lidt anderledes end bare alle de andre. Hun smilede ved tanken men fjernede smilet, da det ikke passede til samtalen. Hun studerede ham kort. Hendes tanker kørte lidt rundt.

"Så er jeg glad for, at de synes jeg er anderledes.." hun sagde det eftertænksomt med et lille snert af glæde, hvorefter et lille smil synedes på hendes mule. "Jeg vil til enhver tid foretrække at skille mig ud, fremfor at blende ind i mængden," sagde Liberty med en varm stemme, som forstærkede ordene.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Silent Liberty syntes at virke glad for at være anderledes, hvorfor; var Djange dog ikke helt præcist sikker på. Han kunne ikke lige sætte hoven på, at det lige var præcis derfor Liberty var beæret over at Djanges inddelte hende som anderledes. Eller egentlig, for ham: Speciel. Djanges mule blegnede nu da svagt, mens hans blik fortsat kun var en anelse missende, mens hans så imod den lille sorte. Hun smilte, men kun kort. Det irriterede ham ej, selvom det i mange situation sagtens kunne ha slået en rynke over hans lyserøde mule, med sådan et smil, midt i sådanne en samtale. Hvad var der dog med ham? Det gav også et lille set i ham, pludselig, men hvorfor? Djange fokuserede da på hoppen, forsøgte at ignorere sine indre forstyrrende handlinger, tanker, stemmerne. Hendes måde at udtrykke sig på nu, forstod Djange, han var enig, og så alligevel ikke? For, hvis man ikke er som alle andre, ville man nemt kunne blive udstødt, være ladt til sig selv; hvilket Djange satte højt af sine prioteter, at være alene. Men var man ikke som alle andre, ville flere samtidig syntes at man er interessant, og så var fred pludseligt en fjern tanke at besidde. Djange slog tanken ud af hovedet, og nikkede da, lidt mekanisk, men dybt, bekræftende over hendes tolkning af at være anderledes. Dog holdte han sine tanker og ambivalente meninger for sig selv.

”Men Silent Liberty, bare vær’ som De er, så tror jeg det hele nok skal gå Dem godt her i landet.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, tonløst mens hans tomme og kolde øjne så i hendes turkisblå. Hans stemme kunne hurtigt tolkes som truende og en smule advarende, men samtidig opmuntrende og omsorgsfuld. Men hvad Djange egentlig mente, var ham selv en gåde lige nu?

Libertys tænkte kort over tingene. Det var spændende at være kommet til dette land. Spændende at træffe denne Djange, især fordi han slet ikke var, som nogen hun nogensinde havde mødt før. Han var sådan én, hun ville huske meget længe, måske endda for evigt. Det var nok også en af grundende til, at hun brød sig godt om ham, på trods af hans lidt tomme attitude. Han havde skabt en lille plads i hendes hukommelse, og når heste gjorde det, endte det tit med, at Liberty kom til at holde af deres selskab. Hun vidste ikke hvordan, denne Djange ville have det med dette, men hun ville heller ikke stå og snakke om det. Så mistede denne hukommelsesplads sin værdi, lød som en kliché og var egentlig ikke speciel mere. - Nej det var hendes, hendes helt egen lille hemmelighed, at hun måske ikke var den bedste til at huske nye heste.

Da Djange svarede hende, havde han kort forinden nikket. Hun lagde mærke til hans bevægelser. Djange virkede stiv i det, som om han var rædselsslagen for et eller andet, som om han var fastfrosset i en meget ubekvem stilling. Hun undrede sig over det, men måske kunne det lede til nogle af de tidligere tanker, hun havde tænkt. Frygt eller ubehag ved fremmede heste ellers var han bare en smule anspændt altid. Hun havde kun lige mødt ham og kunne ikke sige noget om dette, det vidste hun også godt, men gætteri var næsten altid spændende.

Hun smilede igen for sig selv, da hun lyttede til Djanges ord. Hun havde kort betragtet en græstot under sin hov, da han talte, men rettede så atter hovedet op og genfandt øjenkontakten - hun ville ikke virke uhøflig.
"Det er jeg glad for, at de siger Djange. Jeg håber det vil gå godt, men det ved ingen. Måske er jeg forduftet igen i morgen," sagde hun med en mild stemme efterfulgt af endnu et smil. "Hvis man da kan smutte.." tilføjede hun og studerede området kort. Det virkede uoverskueligt stort. "Det kan man vel, eller hvad?" spurgte Liberty så med en lettere bekymret klang i stemmen. Hun ville ikke lyde svag eller bange, for det var hun ikke. blot en smule forundret og ude af balance, på grund af denne omvæltning.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Et smil over den lille sortes hvide mule, var at se igen. Det gav en underlig tom fornemmelse i Djanges krop, og hun talte nu med den feminine og rolige stemme endnu engang. Djange lyttede da, og lod det ene øre glide ud til siden, bare for at understrege at han rent faktisk lyttede på hendes ord. Men da hun nu sagde, forduftet i morgen; gik det pludselig op for Djange. Hvis denne hoppe var væk i morgen, eller blot tanken om at han aldrig skulle støde på denne sjæl igen, de turkisblå øjne der så i hans tomme krystalblå. Det var som om hans øre nærmest sad fast, mens han stivnede lidt. Skønt han stadig trak været, og blikket atter var uændret, kæmpede han en brag kamp indvendig med de mange tanker, stemmer der fór forvildet i hans indre. Det kunne vel ikke lades af gøre kunne det?

Da hoppen atter åbnede mulen, forblev øret stadig let ud til siden, som kunne Djange ikke få det tilbage igen. Hun var nu en anelse grublende, spørgende; omkring hvorvidt man kunne forlade dette sted igen. Djange ville inderligt gerne svare hende, men han havde intet svar? Han kunne absolut ikke svare hende på dette, og hans egen spekulation tog selv til. Var han måske fanget her til evig tid! Hvad med hans gamle liv, hans gamle familie, hans gamle… bekendte. Havde han ladet alt dette ryggen, efter hans nysgerrighed havde taget over da det nye land havde stået for hovene af ham, indbydende? Djange begyndte at fortvivle, hvad ville der ikke blive af ham, hvis han skulle bo her resten af sit liv! Hans øjne forblev tomme og kolde mens de så på de turkisblå øjne, som var placeret så fint i den lille sortes ansigt. Der blev en pause, en lidt lang pause, mens der ikke så ud til at ære yderligere kontakt til Djange. Men med ét gled øret på plads.

“Silent Liberty…”
Startede Djanges hæse og intense stemme en anelse dæmpet, som var der nogen der lyttede med? Dog stadig tonløst, mens øjnene forblev kolde og tomme.

”… Jeg må erkende, at jeg ingen anelse har.”
Sluttede Djanges hæse og intense stemme, tonløst og stadig dæmpet. Mens hans øjne så fortsat direkte i hendes. Det hæse og intense stemme kunne godt lyde en anelse truende, faretruende, såvel som usikker? Djange vidste ingenting, og det irriterede ham faktisk! Hvilket da slog en rynke over den lyserøde mule.

Hun studerede Djange, der virkede lidt forvirret et øjeblik, måske enda panisk. Derefter gik det væk. Han havde stået kort, set meget forstenet ud, men det gjorde han også ellers. Han havde dog ikke bevæget sig, hvilket undrede hende en smule. Hun vidste ikke, om hun trådte ham over tæerne, eller hvad hun havde sagt, men hun havde på fornemmelsen, at han alligevel ikke ville fortælle det, så hun slog et par bløde slag med halen og prustede roligt og lidt afslappet.

Pludselig rettede Djange sit øre på plads igen, som var denne stivnelse pludselig ophævet. Han gav hende et lille chok med sin pludselige bevægelse. Hun smilede opmærksomt, rettede ørerne lige op, da han sagde hendes navn - nærmest hviskende? Hun kiggede lidt undersøgende ind i hans tomme øjne. Da han så afslutter sin sætning, slår hun et par lidt nervøse slag med halen. Hun havde troet, at han der havde været der længere end hende, havde svaret på hendes spørsgmål, og det skræmte hende lidt, at han heller ikke vidste det.

Hun nikkede roligt, for at bekræfte, at hun forstod hvad han sagde, før hun fortsatte. "Det er mærkeligt. Dette land. Jeg aner intet om hvorfor, jeg er her..." sagde hun så. Måske med en lidt vemodig stemme. Hun slog blikket kort ned, men kiggede så op på Djange. "Men enhver ny udfordring, gør mig stærkere, og jeg vil tage dette, som en udfordring," sagde hun så med en mere frisk tone - mere kampgejst.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange spærrede nu for første gang, sine krystalblå øjne lidt op, måske en åbenbarelse havde ramt ham. Hurtigt blev de igen lidt missende. Det slog ham, at ingen her vidst vidste hvorfor de var her? Dette land, som ingen nogensinde havde hørt om, søgt eller ønsket. Pludselig var de her bare, og om det så var en straf eller en befrielse var forskelligt fra hest til hest. Djange tryggede ørene lidt hårdere i nakken, da hun da vendte det lidt sørgelige, og ubehagelige ved den uvidenhed de begge bar omkring dette land. Djange så lidt fast på hende, hendes indstilling var præcis som han havde håbet på, en virkelig oprigtig hoppe, med hovedet skruet ordentligt på! Djange rynkede en smule på mulen, men denne gang ikke skeptisk. Rettere bestemt, mens han nikkede bekræftende af hendes lille ordspil, som hun sikkert havde hørt før fra sine forældre, eller fra hende selv som måske havde nævnt det førhen for andre, eller bare hende selv. Djange kastede nu for første gang blikket rundt, tiden var jo fløjet af sted. Mørkt var det ikke, men solen over himmelen, havde rykket sig et godt stykke, og skulle han nå tilbage til Enophis, skulle det være nu. Han rynkede kort på mulen ved tanken om at skulle forlade denne hoppe, og så nu?

”Tiden løber fra os Silent Liberty. Jeg må tilbage til mit hjem for nu.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst spillende. Tonløst, og langt fra undskyldende, og heller ej indbydende. Selvom det sagtens nu og da kunne tolkes sådanne også. Han så med de kolde og tomme øjne i hendes turkisblå øjne, den lille sorte. Han ønskede virkelig ikke at forlade hende. For hvad hvis han aldrig så hende igen?

Hun kiggede på himlen, hvorefter hun igen kiggede på Djange. Var det bare hende, eller var hans øjne meget opspærrede? Hun vidste det ikke helt, for kort efter var de ikke sådan mere.
Den lille sorte hoppe kunne ikke finde ud af hvorfor, men pludselig virkede han en smule hektisk. Hun slog et par bløde rolige slag med halen.
Hun så, at han studerede himlen, og hun fulgte hans blik. Det var et smukt syn, og hun holdt sit blik på et punkt i horisonten. Måske en smule drømmene, men hun trak hovedet til sig kort efter, da Djange begyndte at tale.

Han tog afsked med hende, hvilket gav et lille stik. Hun vidste godt, at de skulle skilles, men det virkede mere trist nu, hvor det var en realitet igen.

"Ja.." sagde hun eftertænksomt. "Jeg håber du vil have det godt, til vi ses igen," sagde hun med et mildt smil. Hun håbede på, at se Djange igen, og ligeledes håbede hun på, at han ville have en god tid indtil da. Hvornår vidste hun jo ikke.

Hun lod sit blik glide over hans øjne. Hun kunne stadig intet finde i disse kolde tomme øjne. End ikke skuffelse, som hun måske have en smule af i blikket. Hun havde nydt samtalen og vidste også, at denne djange var en hest, som ville kunne lære hende en masse nyttigt.
Hun så virkelig frem til at møde ham igen.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange kunne fornemme hoppens nedtryghed, lidt ærgrelse over at deres vejes skiltes her. Men mon ikke om deres veje ville føres ud på samme spor nu engang. Da hoppen da talte, lod han det ene øre glide ud til siden, blot for at understrege at han lyttede til hendes stemme. Den feminine der spillede fra hendes mule.

“… og du ligeså Silent Liberty.”
Overtog Djange hendes sidste sætning, ret hurtigt efter hun havde sluttet den. Han gjorde det i en nydelig glidende overgang, med den hæse og intense stemme der atter spillede tonløst, mens han indførte et respektfuldt og lidt mekanisk nik, fra den ellers altid stive og ranke holdning. Hans øre lå endnu endda tilbage, og det stak i ham. Igen, og igen og igen! Som var der noget dybt i ham, der pinte ham så grusomt, straffede ham for sit valg af at tage afsked, nu… Djange ønskede det ikke! Tvært imod, han nærmest frygtede at forlade hende, velvidende om at han måske aldrig skulle se hende igen?

”Farvel Silent Liberty.”
Lød Djanges stemme da hæst og intenst, en smule afskedende. Farvel; i stedet for vi ses. Djange valgte denne sætning, velvidende om at have levet i nuet, sagt ordentligt farvel, i stedet for at give falske forhåbninger om at hun nogensinde skulle se ham igen, hvis hun da håbede på det? En svag ærgrelse var da at se i den lille sortes turkisblå øjne. Det stak i Djange, men hans blik var atter koldt; tomt. Inden han trådte få skridt frem, som ville han berøre hende? Han strakte kort mulen frem, men kun få centimeter, før han nærmest fortrød, eller måske bare afsluttede; da han rynkede meget svagt på mulen og kastede et sidste tomt blik på hoppen; uden en snert af det kolde mere? Han vendte hurtigt omkring, og drog af sted i en dragende galop over den store eng, med kurs mod bredden, der grænsede op til havet der lå omkring denne, og alle de andre Ø’er.

[OUT]

Hun havde igennem deres samtale lagt mærke til Djanges signal. Han sendte det for det meste, når hun talte, hvis han ikke nikkede eller andet. Lod blot sit øre bevæge sig en smule. Hun gik ud fra, at det var hans måde at sige : jeg lytter stadig til dig, selvom jeg ikke bevæger mig ellers.

Da han igen talte, gengældte han hendes lykønskning. Hun smilede mildt til ham, da han gjorde det. Deres sætninger flød en smule sammen, og han nikkede til hende, en smule mere flydende end han plejede, eller var det bare hende? hun vidste det ikke. Hun følte en lidt melankolsk stemning imellem dem. Ikke på grund af, at han udviste nogle følelser, men hun syntes det lå en smule i luften.
Måske brød han sig om hende, det have hun indtrykket af, men man kunne aldrig vide. I hvert fald så han for første gang lidt usikker ud, blot i få sekunder, inden han sagde farvel til hende.

Hun smilede, da han sagde farvel, med et lille stik i hjertet. Hun havde dog følt noget i hans stemme, da han sagde ordene, så måske var han ved at åbne op. Bare en smule?
I samme øjeblik, strakte han mulen en smule frem mod hende. Kort troede hun, at han ville berøre hende kort, hun blev overrasket. Ikke af berøring, men af at denne meget afholdende hingst gjorde tegn til det. Han fortrød åbenbart også, mistede modet eller lysten, for hans rynkede mule viste sig, inden han kiggede på hende, med nye øjne syntes hun, men var ikke sikker?

Sekunder efter var han vendt om, galoperede ud mod horisonten.
Liberty kiggede efter ham, kunne mærke en knugende følelse, for hun ønskede at se ham igen, men forvirringen over dette sted, ramte hende hårdt nu.
Måske så hun ham aldrig igen, måske ikke.

Hun mumlede kort for sig selv, inden hun vendte om for at søge ly i skoven for natten.
"vi ses Djange..."

- Out