En eftermiddag på Foehns grunde..

Liberty lagde mærke til en forvrængning i denne særprægede hingsts ansigt. Hun følte kort, at hun havde begået en fejl og krummede sig indvendig. Hun kunne dog ikke helt finde frem til, hvad denne fejl var, og Djange havde tilsyneladende ikke til mine, at fortælle hende når hun overtrådte hans grænser. Denne meget blide hoppe besluttede sig derfor for, at træde forsigtigt i selskab med ham. Hun ville helst ikke ødelægge det smule af bekendtskab, som de nu havde stiftet, på trods af den noget høflige og fraseprægede dialog mellem dem, nød hun at lytte til ham.
Indeni tænkte hun på, hvordan hans liv havde været. Denne hingst der ikke var som alle andre heste, som ikke kastede sig hovedkuls ud i en dyb og personlig samtale. Måske var han ikke som alle andre, men dette så Liberty som en styrke. At være særpræget og skille sig ud, det var noget der krævede mod og styrke, og hun beundrede en sådan hest.
Hun havde dog også den fornemmelse, at denne hingst ikke skilte sig ud med vilje. Bestemt ikke. Han virkede i hendes øjne sårbar, hun vidste ikke hvorfor, men hun kunne forstille sig, hvor mange uhøflige heste, som ikke var fintfølende på samme måde som hende selv. Hvordan de havde trådt ham over tæerne, med bemærkninger han frastødte.
Hun måtte stoppe sig selv i denne psykoanalyse, samtidig med, at hun huskede sig selv på, at hun ikke kende Djange, og derfor ikke kunne analysere ham på denne måde.
I næste øjeblik lød hans rus stemme, som skar roligt gennem luften.
Liberty spidsede sine ører og lyttede til ordene.
Bjerge.. hun fulgte hans bevægelse og stirrede mod horisonten, hvor de store bjerge tårnede op, så de nærmest nåede skyerne. En vulkan prydede dem, og hendes blik blev fastholdt ved den. Den virkede på en måde fængende, men Liberty havde heller aldrig set en af disse fænomener før, så hun granskede den nøje, inden hun atter lod sit rolige blik falde på Djange.
Hun nikkede roligt, blot for at vise ham, at hun lyttede, til det han sagde. Da han nævnte ordet enophis, vippede hun ørerne ekstra fremad. Enophis.. hun tyggede en smule på det i tankerne, før hun roligt viftede med halen og hvilede et af sine slanke bagben.

"Jeg kender dog ikke meget af dette sted, men det ved de. Jeg vil glæde mig til at udforske disse steder, de må på en måde være specielle," sagde hun roligt og smilede mildt til Djange. "Jeg selv er lidt til enhver ting, men kan også godt lide bjergene - der er noget råt over dem, men det er også et fantastisk sted at søge stilheden," sagde hun med et lidt mere indadvendt blik i øjnene, hvorefter hun stille tilføjede "men skoven er også et af mine favoritsteder - på trods af den ensomhed, der er at søge der," afsluttede hun.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange forholdte sig i den stive og ranke holdning foran denne hoppe, lille sorte. Han så til, med de kolde og tomme øjne, mens hun let slog over i at hvile på et af sine ben. Hendes sorte ben, der var beklædt med kridhvide sokker. Hun var meget symmetrisk anlagt i udseendet, hvilket undrede Djange en smule. Hans lyserøde mule slog en meget lille rynke over sin undren, der ellers ikke kunne ses i hans tomme og kolde øjne der nu fokuserede på hoppens isblå øjne igen. Der hvor Djange kom fra, var der ingen der var ens, ingen med symmetriske aftegn, ingen med samme personlighed. Ingen var den samme! End ikke tvillingerne han huskede fra sine unge dage, der skulle siges at være ens. Skønt de var hver sin farve. Djange slog de mange tanker ud af hovedet, der havde kørt rundt på splitsekunder, inden hoppen havde åbnet mulen. Djange missede kort øjnene en smule anskuende og anseende sammen, over hoppens forundrede måde at udtrykke sig på. Hun var virkelig spændt på dette sted. Djange veg lidt ved tanken, psykisk. Mens han rynkede mulen endda. Hun virkede så oprigtig, lidt for oprigtig og glad. Var det mon noget hun blot spillede på, for at kunne snige sig ind på ham? Skeptisk så Djange til, forinden hun nævnte det at søge stilhed i bjergende.

Djange spærrede de krystalblå og tomme øjne op lidt pludseligt. Følelsesløst fra han blik, og utroligt stirrende over den kommentar. Hvad vidste hun? Hvad havde hun mon hørt? Eller endnu værre, ville hun måske snart være en forbudt indtrængen ved hans hjem, hans dejlige hjem, som han så skønt ned i al stilhed og bestemt i enerum! Djange pustede sig en smule op, mens tanker kørte rundt i hans indre. Han fnøs lidt langtrukkent, uden for meget lyd, men faldt så lidt ned nu, med blot det skeptiske udtryk på igen, da hun sluttede af med at holde af skoven. Det slog Djange at denne hoppe måske slet ikke var fjende, måske ikke spillede på noget, men at det blot var hans typiske måde at tolke andre på, der drog hans tanker og forestillinger.

”Ensomhed er hvad man gør det til, Silent Liberty.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, lidt dæmpet efter hans indre anfald. Dog undkom hans stemme og tone nu lidt snerrende imod den lille sorte, hvilket han ikke fortrød, men da heller ikke mente. Tvært imod. Djange havde jo en mening med denne sætning, som ikke var at være stødende, men bekræftende. Mon Liberty fangede dette, eller ville hun gå i forsvars’mode’ nu?

Den sorte hoppe lod tankerne føre sig tilbage. Før dette møde, før denne hingst, før dette land og før den yderst mystiske overgang fra én verden til en anden.
Hun studerede kort bjergenes tinder, imens hun tænkte på det liv, hun havde før alt dette. Normalt havde hun altid været fyldt med gåpåmod, været lidt af en vågehals og mindst af alt, var hun stædig og med en voldsom vilje.
Dette nye sted... det skræmte hende en smule? Hun kunne ikke forstå hvorfor, men efterhånden var det begyndte at gå op for hende. Det var ikke stedet eller hvad man kunne finde her, men nærmere denne verden og at stå på egne ben, overladt til sig selv.
Altid altid, havde der været én, der havde fortalt hende, hvad hun skulle gøre, hvad hun skulle tænke, hvad hun måtte. Pludselig var verden åben. Alting lå for fødderne og mulighederne var uendelige.
Måske hun en dag kunne opleve den store kærlighed, stærke venskaber og endda moderskabets gave. Lige nu vidste hun det ikke, men denne sorte hoppe var også kun treåring og hendes liverfaring var ej stor. Skønt den vise sjæl givet videre fra moren, hjalp hende igennem livet uden for mange dumheder og hjertesorger.

Hun vidste ikke helt hvorfor, men denne Djange fik hende til at tænke disse tanker. Blot hans nærvær kunne skabe dette følelsesmæssige kaos. Han var en forunderlig sjæl, det vidste hun, men hvordan han kunne sætte disse tankespil i gang, det vidste hun ikke. Det måtte være fordi, han ikke var som andre. Denne tilbageholdende attitude skabte en pludselig ændring i Libertys reaktion. Han gjorde hende tvivlende, så hun nærmest ikke anede hvad hun skulle svare. - ensomhed er hvad man gør det til, det sagde han.
Hun kunne mærke en knugende fornemmelse indeni, men trak mulen kort til sig. Hun vidste han havde ret. Igennem hele sit liv, havde hun oplevet ensomhed. Ikke den fysiske ensomhed, men indvendig havde hun altid været ensom.
- Malplaceret rettere sagt. Alt hvad hun havde gjort, var de forbudte ting. At skabe en selvstændig identitet havde været hendes mål siden.. ja, siden altid?
Liberty havde da haft venner - bare ikke den rigtige slags. Hun nød deres selskab og omvendt, men fortrolige var de ikke. Hun kunne ikke fortælle dem sine dybeste tanker. Ej heller forklare dem denne trang til at bryde ud. Ud af denne boks hun var sat i.

Måske dette land havde reddet hende fra at blive en død sjæl? Man kunne aldrig vide... Liberty rettede sit blik mod Djange. Vurderende. Havde han snerret en smule af hende, da han sagde det? Hun vidste det dog ikke helt. Faktisk var hun ligeglad, hvis han havde snerret, havde han sine grunde, og hun vidste bedre end nogle andre, at ensomhed er en ting, der rammer selv den stærkeste sjæl hårdt, hvis de har oplevet den.

"De har ret," sagde hun langsomt. Rettede blikket mod jorden, tænkte lidt og fokuserede så atter på hans blå øjne. "Men alting er hvad man gør det til. Hvis jeg ville føle mig ensom lige nu, kunne jeg. Hvis jeg ville føle mig truet, så kunne jeg. Jeg kunne også føle, at vi havde kendt hinanden igennem flere vintre, og bilde mig selv det ind, det kunne jeg også." sagde hun langsomt. Hun vidste ikke helt, om han ville forstå hendes pointe, hun håbede det lidt, for hun havde selv svært ved at forklare med ord, hvad hun egentlig mente med dette. Selv stod hun og krængede en smule af sit hjerte ud, i håb om at møde én, som endelig forstod...

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen lod ikke til at virke fraskæmt af hans toneleje i den tonløse, hæse og intense stemme der havde spillet mellem dem. Hun blev da for en kort stund stille, mens hun kastede de isblå øjnes blik, mod jorden. Djange rankede sig en smule op, skønt hans holdning allerede var rankt, stiv og højt holdt. Hans blik skuede bag de krystalblå øjne, imod den lille sorte. En sjov fornemmelse dybt inde, af tilfredsstillelse, det at værre fornøjet. Djange var ikke helt sikker hvorfor, og rynkede blot en smule på mulen over hoppens svar, langsomt, med hen feminine stemme hun bar. Hun gav ham ret, og en svag, fjern eksplosion i hans indre brød ud. Djange kneb øjnene sammen, inden de blev spærret lidt pludseligt op. Hans kolde og tomme øjne nærmest stirrede på hoppen, mens forvirrede tanker kæmpede i hans indre. Stemmer der fløj rundt, indre forestillinger om fysiske smerter ramte hingstens indre. Men lidt efter lidt fandt han atter fokus, da hoppen nu præsenterede sin pointe. Hun talte langsomt, og det var som om det pinte Djange. Som om for hvert og et ord hoppen lod undkomme fra den lyse mule, for hver gang blev han svagere. Det føltes som om han faldt mere og mere sammen, skønt udadtil set; stod Djange stift og rankt, som hele tiden, med det tomme og kolde blik i de krystalblå øjne, der fortsat var holdt på hoppen. Hun da op på Djange, og et svagt fnys undlod Djanges lyserøde mule, mens den rynkede en anelse skeptisk.

”Jeg forstår Silent Liberty. Det komplicerede er blot om man kan styre det? Det at have evnen; alt er hvad du gør det til.”
Lød Djanges stemme så yderst hæst og stadig intenst, dog dæmpet i denne omgang, mens han missede de krystalblå øjne sammen. Hans udadtil måde at udtrykke sig på, virkede en smule truende, som han fremsagde sin sætning, skønt han ej var det. Måske var det stemningen mellem dem. Måske var det tankerne i Djanges indre der forstyrrede en smule i hans virkelige verden. Måske var det bare et forkert tidspunkt, på det forkerte sted. Djange vidste det ikke, end ikke kunne han ikke selv finde ud af hvad det var med denne hoppe? Hvorfor følte han sådan indvendig i hendes selskab? Hans krystalblå øjne så fortsat meget direkte i hoppens isblå, mens han holdte den stive og ranke holdning foran den lille sorte.

I kort tid virkede det, som om denne hingst overvejede sit svar til hende. Hun havde en klump i halsen, ikke på grund af smerten, ved at mindes en fortid, som nagdede dybt. Mest fordi denne fortid pinte hende - den var skamfuld. Hun følte skam, når hun tænkte på den måde, hun var blevet holdt nede. Som et simpelt dyr, var hun blevet behandlet , som om hun var mindre værd og ej havde lov til egne holdninger. Siden hun blev plag, havde hun været i oprør. Dette hormonforstyrrende øjeblik, havde forstyrret den lille hoppe noget så grænseløst, og fra første gang hun havde svaret sin far igen, havde hun blod på tanden. En flamme var blevet tændt! Dybt inden i hende, var en lille flamme begyndt at varme. Ulme og flakke forsigtigt fra side til side, men som temperamentet og personligheden udviklede sig, var flammen blusset op. Olm og gnistrende havde den spoleret det sidste lille håb, om nogensinde at få et overbærligt forhold til den hingst, som kaldte sig hendes far. Den afstand denne flamme havde skabt, dette oprør havde skabt, det var den, der havde gjort hende stærk, og hun nægtede at stå her og være ynkelig og sårbar. Den glæde skulle han ikke have, han skulle blot have skyldfølelse. Vide, at det han gjorde var grusomt og forkert. At undertrykke andres personligheder, var som at frarøve dem deres sjæl, det vidste Liberty, for i noget af hendes korte liv, havde hun følt at hun manglede sin.
Måske havde denne hingst det på samme måde. Hun vidste det ikke, for han talte ikke så meget. De ting han sagde, hang sammen og var ej forkerte, men personlige ville hun ikke kalde dem. - og dog. Et eller andet sted, dybt under denne let sporadiske samtale, følte hun at hun måske forstod denne Djange en smule, blot en lille bitte smule. ikke noget betydeligt, men noget, hvilket hun var tilfreds med.
Hans svar gjorde hende i et kort øjeblik en smule forvirret. Hun troede først, at han påstod, at hun ikke kunne styre en sådan evne, men så tænkte hun hans ord igennem. Stemmen var fjern, som den hele tiden havde været, men nu var der helt klart en smule snerren. Hun vippede langsomt et øre bagud, blot kort imens hun lyttede.
Hun fik en trang til at rykke sig, for hun brød sig ikke om tonen, men det han sagde, var hverken ondt eller noget lignende, så Liberty valgte endnu en gang, at se igennem fingre med den lidt specielle tone og opførsel.
Hun nikkede langsomt, da han havde fremsagt sætningen. Han havde jo ret, det vidste hun.
"Det er korrekt," sagde hun mildt, men fortsatte en smule mere dystert: "En svagelig sjæl, med et knust hjerte, ville måske være til stor fare for sig selv, hvis den tænkte således. Alt er hvad man gør det til, men hvis man er dybt berørt eller såret, er alt andet ligeså," konstaterede hun. - Hun var sikker i sin sag, for hun havde selv været der. Mere usikker og ej lykkelig på nogle punkter overhovedet.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Det sitrede i Djanges indre, en smule ukontrolleret, skønt det stadig ikke sås udefra. Men havde man haft chancen af at se i hans indre nu, ville man have forladt hingsten lige på stedet. Djange missede kort anseende med de krysalblå øjne da hoppen kort vippede ørene tilbage, da han havde talt. Djange fik en svag følelse af bitterhed. Hvad bildte han sig ind? Djange rynkede da på mulen, og så blot til imod hoppen, direkte med det tomme og kolde blik, da følelsen af tilfredshed fyldte hans krop i et kort træk. Varmt blev det, i et splitsekund, før ragnarokket fortsatte i hans indre. Hans mule forblev rynket, og han lyttede. Hoppen gav ham ret, og med de få ord fnyste Djange lidt langsomt og stødende ud. Dog ikke imod hende, blot reagerende. Djange redede svagt situationen ved at trække en ligeså dyb vejrtrækning ind igennem de lyserøde næseborer igen. Den lille sorte kom nu med en ret så fastslående pointe, og billeder og stemmer fór igennem Djanges indre.

Han tomme og kolde blik, blev direkte goldt. Livløst. Han stod helt stille, end ikke så meget som en vejrtrækning var at ane, mens han stod der, og helvede brød løs i hans indre. Hvad var der dog galt med ham? Få sekunder gik, men det føltes som en evighed hos Djanges indre, før han i en dæmpet bevægelse rystede hovedet fysisk, for at slippe af med dette indre helvede det var braget løs! Han så nu direkte i den lille sortes, isblå øjne. Men han sagde intet, blot et bekræftende nik så til fra Djanges side af, mens hans øjne atter holdtes kolde og tomme fokuserende på hendes isblå øjne.

Liberty fik et lille chok, da Djange fnøs rimelig voldsomt ud, for kort efter at tage en meget dyb indånding. Et kort øjeblik troede hun, at han ville falde om lidt efter, men han blev skam stående, og hun åndede lidt lettet op. Hun vidste ikke hvad denne hingst havde gennemgået, og nogle gange skulle hun måske bare lære at holde mund. Hun havde slet ikke tænkt over, om hun måske bragte dårlige minder på banen for ham, som hun gjorde for sig selv. Hun kunne dog ikke ane noget på ham, før han pludselig blev mere fjern i blikket. Hun løftede kort et ikke-eksisterende øjenbryn og lagde hovedet på sled.
I dette øjeblik troede hun faktisk, at han ville dratte omkuld, og han stod kort uden, hun kunne høre vejrtrækning.
Hun kom med et lille sæt, da han et par sekunder efter rystede sit hovede og atter lagde fokus på hende.
Hun vidste ikke hvad der var sket, men da hingsten bare nikkede til hende og holdt øjenkontakten, gik hun ud fra, at han ikke var interesseret i at bringe det op, så hun kiggede bare mod himlen kort, før hun atter fokuserede på denne hingst.
"Ved de, om der er uvenlige heste, i dette land?" spurgte hun så. Langsomt, tøvende og nærmest forsigtig ved hvert ord. Uvenlige heste bragte fortiden op, og fortiden gjorde ondt. Liberty havde svært ved at forholde sig til, at det pludselig var blevet fortid, sådan ud i det blå.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den lille sorte så en smule, overrasket ud? En smule spørgende, måske forskræmt? Djange var ej sikker, men hun havde reageret lidt på hans indre kamp, som efterhånden lagde sig, men så alligevel ikke. Djange holdte da fokus på denne hoppe, med de fortsat kolde og tomme øjne. Men hoppen talte nu, og Djange lyttede til den feminine stemme. Han lod let det ene øre glide ud til siden, blot for at understrege at han lyttede til hende, før det automatisk gled på plads igen, tilbage. Uvenlige heste? Uvenlighed var jo så meget, men tarvelige heste. Hm, det var her vel, dog endnu ikke nogen Djange havde nydt af.

”Jeg må indrømme Silent Liberty, endnu ikke har jeg stødt på sådanne uvenlige sjæle. Men at der færdes nogen her omkring, ville ikke overraske mig.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, som han svarede hoppen. Dog ej snerrende denne gang, men alligevel heller ikke omsorgsfuldt. Ikke trøstende, men heller ikke stødende. Igen, tonløst, som han så ofte udtrykte sine ord. Ordene, ak ordene. Det sjove ved Djange var vel, at lyttede man til ordene, fik man en holdning, men lyttede man til tonefaldet, fik man en helt anden.

Hun vidste ikke helt hvorfor, men på trods af det meget specielle samtaleleje, denne samtale nu foregik i, så behagede det hende at snakke med én, som vidste mere om dette sted, end hende selv - nytilkommen og stadig forvirret over det meste. Hun lagde mærke til, at han lyttede til hende, hvilket gav hende en tryghed.

Liberty kunne intet finde, der var værre, end en uinteresseret lytter, så hans signaler gjorde, at hun fik mere lyst til at fortsætte denne samtale. - Mere mod på at lære ham bedre at kende, finde ud af mere om denne lidt mystiske hingst, som forekom hende spændende og på en eller anden måde venlig? Han smilede ej, udviste ikke varme, og normalt ville hun føle, at hun blev frastød, men det gjorde hun ikke. Hvorfor vidste hun dog ikke helt, men så længe det var således, ville hun gerne være i selskab med Djange.

Da hingsten igen begyndte at tale, lyttede hun med de små mandelformede ører spidset. Hun nød andres selskab, men var ikke tilhænger eller afhængig af dette. Dog på dette tidspunkt, følte hun sig mere afhængig af andres nærværd, end hun nogensinde havde følt før. Hendes indre fortalte hende, at det var på grund af denne omvæltning, dette skift i tilværelsen, gjorde hende ustabil og en kende usikker, hvilket hun normalt aldrig var!
Hans ord flød langsomt og den hæse stemme fortalte hende, at han ej endnu havde mødt uvenlige sjæle. Uvenlige sjæle... Klumpen i maven trak sig sammen. Hvis der var noget, denne hoppe ikke brød sig om, så var det uvenlige heste, som intet godt ønskede for andre. Selviske og fyldt med had. Heste som hendes far.

Hun kunne i et kort øjeblik mærke den lille flamme, der atter blussede op, blot ved tanken om denne hingst. Et eller andet sted, kynisk eller ej, ønskede hun inderligt, at hun aldrig skulle se ham igen. Nok kunne fortidens dæmoner jage hende, men fysisk var hun fri, nu ville hun blot vente på den dag, hvor hun også var fri i sjælen. Hvor fortiden ar var helet, men ej glemt - det vidste hun, de aldrig ville blive. Blot udbedret og fortiet, som hun selv ønskede sig det.

I samme øjeblik kiggede hun atter på djange. "Det er godt for dig, at du ikke har mødt sådanne sjæle," sagde hun eftertænksomt efterfulgt af et mildt, lille smil. Et kort øjeblik lod hun atter øjnene følge bjergenes omrids i himlen. Det var et smukt syn.

Hun kiggede ind i Djanges blå øjne endnu en gang. For hver gang hun gjorde et, affandt hun sig mere med denne tomhed. Hun tolkede ikke tomheden, som en dårlig ting, blot en specialitet ved denne hest, som hun endnu ikke kendte nogle grund til, og som hun måske heller aldrig ville finde ud af. Det passede hende fint. Lige nu var det sidste, hun havde brug for, at tale om følelser og fortider.

"Når nu uvenlige sjæle ikke har færdets på din vej, har du så mødt mange eller blot få heste, under dit ophold her?" spurgte hun med en nysgerrig undertone. Hendes eventyrlystne og unge sjæl tog lidt ved, det vidste hun, men hun følte ikke, at denne hingst ville tage det, som om det var en plage, så hun slog et lille slag med halen og kiggede ind i hans øjne med et godmodigt blik.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den lille sorte konstaterede da at han var heldig. Ligefrem heldig? Djange rynkede på den lyserøde mule skeptisk, mens hans øjne så en smule anseende imod hende, dog afventende da hun talte videre, med hendes feminine stemme. Djange mærke en svag optrapning i sit indre, måske endnu en eksplosion? Djange holdte ihærdigt fokus på Silent Liberty, i håb om at kunne lægge de forfærdelige tanker og forestillinger indvendig, lidt bag sig. Heldig? Hvad mon hun havde ment? Han havde da mødt masser af uvenlige sjæle, det måtte hun bestemt ikke være i tvivl om. Da hendes stemme atter lød, kneb Djange så småt de krystalblå øjne skuende sammen, mens mulen rynkede sig skeptisk. De indre tanker blev dæmpet, og stilheden omkring dem, som kun blev brudt når hinanden talte, blev pludselig omklamrende. Djanges øre lå fortsat ned, men hoppen sluttede nu sit sætning af med, i denne verden. Hun havde til syneladende kun ment denne verden. Djange lod sine øjne åbnes til normal størrelse, fra at have været sammenknebne, mens hans mule så småt blegnede for rynker. Stadig forblev han blik kold og tomt, kold og tomt; som hans indre var lige nu? Hvad var der blevet af alle de udbrud i hans indre? Var det bare forsvundet nu? Sådan lige pludselig?

”En del efterhånden. Nogle af sjælende har jeg også stødt på flere gange.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, som han svarede uden følelse; som han havde gjort under alle de andre talerhandlinger han havde gjord sig. Djange missede kort de krystalblå øjne sammen, det slog ham, at for første gang; i dette land, havde tanken strejfet ham, og han skulle bekymre sig om ikke at skulle få denne sjæl af se igen? Eller endnu værre, møde den selv samme sjæl, der blot havde ændret sig. Djange vidste ikke hvad det var, men han måtte ærligt tilkendegive for sig selv, at han brød sig om denne lille sorte. Det var lidt det hele ved hende, der bare gjorde at han brød sig om hende. Men en lille ting, som hendes måde at snakke på, kunne ændre så umådeligt meget. For alt i verdenen, hun måtte ikke begynde på den gådesnak, som de andre her i denne verden så så megen værdi i.

Hun slog et par bløde slag med halen, inden hun med spidsede ører lyttede til Djanges ord. Hans ru stemme, som på en måde var kraftig, fortalte hende at han efterhånden havde mødt en del, samt truffet nogle flere gange. Hun smilede let, da han sagde dette. Hun glædede sig til at komme ud i denne verden og møde nogle nye heste. Hun havde aldrig rigtig mødt nye heste før, så dette møde med Djange, var også et af hendes første igennem hele hendes unge liv. Derfor satte hun også pris på, at denne hingst ville bruge tid med hende, samt fortælle hende en smule om landet.

Efterhånden havde hun også affundet sig en smule med den lidt følelsesløse adfærd han udviste. Han var ikke ond, det var hun helt sikker på, og han svarede hende pænt på hendes spørgsmål. Han var måske ikke disideret et snakkechartol, men han var hverken uhøflig eller ligeglad, og det brød hun sig om. Hun håbede, at hun ikke havde givet ham et dårligt indtryk. Hun var trods alt en smule anderledes i sin væremåde, end denne hingst var. Meget åben og smilende, men det var ligemeget om han smilede, det ville glæde hende at se et smil, glæde hende at se lykke i dennes øjne, men hvis det var udenfor, hvad hans lyst var, eller hvis han ikke brød sig om denne adfærd, så lå det frit for ham, at opfører sig præcis, som han havde det bedste med,
det gjorde skam intet ved hende. Hun vidste, han havde et godt hjerte, det kunne hun bare fornemme.

Hun kiggede på ham med rolige øjne, inden hun svarede på det han sagde. "Det lyder spændende. At møde nye heste er lige noget for mig, så det vil jeg se frem til," sagde hun roligt, før hun tilføjede; "men nu har jeg jo også mødt dig allerede,". Ordene flød venlige og med en anelse respekt, ikke underdanig respekt, men respekt for at denne hingst ville bruge sin tid med hende. Hun slog et lille slag med hovedet i en blød bevægelse, så pandelokken fjernede sig fra de turkise øjne, inden hun fokuserede på hingstens krystalblå øjne, som nærmest lignede små tomme glaskugler med deres tomhed.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen virkede ikke til at afsky for denne sjæl Djange, som ellers teede sig en del overfor hende; tja faktisk alle. Men sådan var han vel bare? Djanges krystalblå øjne holdte da fokus på den lille sortes turkisblå, mens hendes feminine og rolige stemme atter lød. Djange forblev kold og tom i sine øjne, mens hans mule forblev, glat. End ikke én rynke. Hun fremsagde fint for Djange hvor vidt hun glædede sig til at blive sluppet løs i dette land. Djange fik en kort trang til at ville hakke ud efter hende, skræmme hende væk. Ikke for at skræmme hende væk fra ham selv, men for at få hende på rette veje. Hun skulle af sted, videre. For videre, kom man ikke sammen med ham, ved bare at snakke. Djange selv er langt fra socialt anlagt, hvilket denne hoppe var. Djange rystede dog tanken af sig, før han svagt missede med de krystalblå øjne, og lod det ene ikke eksisterende øjenbryn hæves en smule anseende. Hoppen her syntes om Djanges selskab. Sort på hvidt, som hun straks havde fremsagt. Djange lod da brynet blive sænket da han missede begge øjne lige meget sammen og nikkede roligt. Hendes iver efter at møde flere hende, skræmte Djange. Inderligt håbede hun ikke at hun skulle blive præget af de andre, deres måde at snakke på. Hun måtte for alt i verdenen forblive som hun var ligenu. Djange fnyste lydløst og roligt ud, mens hans øjne ikke var så skuende og missende mere.

”.. og forhåbentlig er dette ikke blot en engangsforestilling.”
Konstaterede Djange med den hæse og intense stemme, videreførende på hendes sætning. Dog igen, uden følelse. Både en smule udfordrende og truende, såvel som imødekommende og venligt kunne hans ord tolkes. Skønt Djange ikke engang selv vidste det, havde de lydt gennem luften, og han mente dem til fulde.

Hun lod roligt sit blik skimme arealet omkring dem. Mest fordi hun under samtalen havde glemt at være på vagt. Hun kendte ikke dette land, og det var derfor dumt at være vovemodig. Ingen grund til unødige chancer.

Efter at have skimmet området, og hun kunne konstaterer, at der ingen farer var, rettede hun igen opmærksomheden mod den specielle Djange, som i et kort øjeblik så en smule anderledes ud, end han havde gjort kort forinden. Hun syntes at han mærkeligt nok, så en smule mere åben ud. Hun vidste ikke hvorfor, måske spillede hun sig selv et puds, men der var et eller andet over hans udtryk, som ikke var ligeså hårdt som før, det syntes hun. fornemmelsen fik hende til at smile et lille smil, det gjorde hende glad, hvis Djange brød sig en smule om hende, men hvis ikke, var der alligevel ikke så meget at gøre ved det.
Liberty vidste godt, at når man mødte nye heste, kunne nogle med hinanden, imens andre slet ikke kunne. Det handlede om kemi, og selvom der ikke var specielle venlige ord, varme smil og mindst af alt latter mellem hende og Djange, så nød hun denne samtale. Måske også fordi Djange virkede sofistikeret og klog, hvilket hun syntes var store enskaber.
Da han svarede hende, tolkede hun svaret, som et venligt anliggende, og hun kunne ikke holde sit milde smil tilbage. Hun studerede hans blå øjne, men der var stadig intet at finde i dem. Hverken varme eller liv, hvilket skuffende hende en smule, men hvad havde hun egentlig regnet med? Hun havde lyst til at banke hovedet ind i et træ over dumheden, men det ville selvfølgelig ikke hjælpe, så hun blev stående med et venligt smil, inden hun svarede hingsten:
"det er det ikke, hvis jeg kunne få lov at bestemme," sagde hun med en lidt drillende men dog stadig roligt tone og et lille smil. Hun slog et par bløde slag med halen og hvilede nu over på det andet bagben.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Et smil?.. Over den lille sortes, hvide mule, prydede nu Djanges sind. Da missede han blot de krystalblå øjne en smule anseende sammen, mens de forblev kolde og tomme. En rynke slog sig også over den lyserøde mule, men hurtigt blegnede den ud. Dette syn, havde han da ikke regnet med. Det var efterhånden sjældent at smil i hans møder var på tale? Hvorfor skulle han selv smile, når ikke engang en blid tone kunne undkomme fra ham, og et smil fra modparten var helt igennem underligt. Det var nu sjældent Djange glædede andre end blot ham selv, og med denne hoppe havde han end ikke prøvet på at få hende til at bryde sig om ham. Heller ikke med hende her. Ingen. Hvorfor skulle han? Når han havde det så godt alene. Helst skulle ingen kunne li ham! For med sjæle der brød sig om ham, ville nysgerrighed og omsorg følge, samt sjæle der ville bekymre sig om ham og hans liv – det var jo ikke det han ville ha!

Noget gav et set i Djanges krop da hoppen med sin feminine, fine stemme talte atter, fortsat smilende, og han pustede stille ud lidt hurtigt og næsten lydløst da det fandt sted. Hans blik forblev tomt og koldt mens det fortsat så i den lille sortes turkisblå øjne. Eksplosionen der havde fundet sted denne gang i hans indre, strømmede nu i lange tråde ud i hans krop, en ulidelig smerte! Hvorfor? Hvorfor nu? Hvorfor ham? Hvad var det der skete med ham? Han forsøgte at fokusere på Silent Liberty kraftigt, men kun missede Djange med de krystalblå øjne, set udefra.

Djange spærrede da øjnene op til normalen, og det var som om at på et splitsekund, forsvandt al smerten, da det gik op for Djange hvad hoppen havde sagt.

”Det kan jeg forsikre Dem om, Silent Liberty, at det ikke er.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, dog tonløst – som sædvanlig; mens hans øjne forblev tomme og kolde, direkte seende i hendes turkisblå. Truende og udfordrende, måske stødende, såvel som venligt og imødekommende, næsten kærligt kunne denne tonløse sætning tolkes som. Men hvad var det egentlig han mente? End ikke han selv var sikker?

Liberty vippede let med ørerne og kiggede på Djange, som stod foran hende og kneb sine øjne en smule sammen. Hun havde stadig ikke fået respons på sin varme opførsel, men det afgjorde han også selv, og hun havde ikke et behov for det.
Hun bemærkede for første gang en lille rynke på Djanges lyserøde mule, som kort efter forsvandt. Hun undrede sig et øjeblik - hvad mon denne rynke betød?
Hendes hale svingede roligt frem og tilbage i bløde bevægelser, og hun kiggede opmærksom på Djange, da han kort spilede øjnene lidt op igen og svarede hende.
Hun smilede til hans svar. Nok var stemmen toneløs og nok stirrede han i hendes øjne, men hun tolkede ikke denne hingsts opførsel som vred.
I så fald var han da desideret dum at stå og ytre, at han ønskede at de skulle mødes en gang i fremtiden.

Liberty tog derfor denne sætning til sig med et lille mildt smil.
"Det glæder mig Djange, jeg har nydt at snakke med dem - de er ikke ligesom alle andre," sagde hun. hun holdt tonen i et venligt og blidt leje, så hun håbede, at han ikke ville opfatte hendes svar forkert.