Unknown Fighter

Unknown Fighter
Den gyldne hingst med de mørke aftegn kom galoperende med store spring igennem en eng, hvor græsset var højt og frodigt.
Han mørke ører var rejst fremad, hans galopspring var store og opadgående og hans øjne strålede af liv, som han bevægede sig hurtigt fremad igennem det høje græs.

Den tykke hale bevægede sig i vinden, imens hans tanker kørte på højtryk.
Han var lige kommet til dette land. Endte i en lysning i en tætbevokset skov. Han havde slet ikke haft tid til sunde sig, før han havde rejst sig, som et nyfødt føl, havde han taget sine første skridt på denne jord.
Hurtigt havde han observeret, at dette land var nyt. Slet ikke som det gamle. Han kunne også udelukke, at landskabet ville se således ud, for stormen i hans gamle land, havde raseret alting.

Han havde langsomt bevæget sig igennem skoven. For én gang skyld en smule usikker, men alligevel med mod på at finde ud af, hvad dette sted var for noget.
Han var kommet ud af skoven og havde vandret længe over en eng, før han var kommet hertil. De store åbne vidder, havde givet ham lysten til at springe af sted på denne energiske måde.

Han var slet ikke træt, og han følte nærmest, at for hvert galopspring blev der pumpet ny energi i hans muskuløse krop. Han havde altid lært at se positivt på tingene, og han ville have det bedste ud af dette sted.

Først skulle han bare lige se, om han var den eneste her...

When will the winter end?

Her kommet jeg gående. Midt på den frodige eng, hvor nattens mulm og mørke er brudt frem. Her virker så ganske stille og fredsommeligt, men jeg ved, at bag disse mørke skygger, som pryder henover himlen, vil der lurer gule øjne, der forsøger at skabe deres dødsofre, mens andre ikke kigger. Rovdyrene. De er til stede, bade dag og nat. Men i nattens løb, har de deres fordele. Deres syn, er lang bedre end vores, og hastigheden er også til deres fordel. Disse to faktorer blandet sammen, skaber en dødbringende slutning på vore liv, hvis vi da ej ser dem i tide.

Min røde krop, bevæger sig af sted med lette og fløjlsbløde bevægelser. Kærtegnende, og observerende. Jeg kan mærke hvordan det lange frodige græs, som endelig er kommet, smyger sig omkring mine spinkle og feminine ben. Himlen er mørk, ja. Men månens samarbejde med den stjerneklare himmel, skaber en stor belysning, der gør, at min silhouette egentlig er ganske let at se, for det øje, der søger selskab. For det øje, der ikke ønsker at se, vil jeg blot gå i et med mørket, da jeg jo ej er en lys hoppe. Min pels, passer godt ind i alle årstider, da jeg er rød, og dermed både kan tilhøre foråret, vinteren, efteråret og sommeren, af hensyn til farver.

Mit blik glider henover den åbne eng, idet mine sensitive øre opfanger lyden af galoperende hovslag. Jeg standser op, i en fin parade, mens jeg lader mit blik glide til siden, for at se imod retningen af lyden. En lys brun farvet hingst, kommer i fuld galop henover engen. Et kønt syn, det indrømmer jeg gerne. Ligesom Djange, har denne hingst nogle flotte aftegn, der igen, er meget unikke for hans væsen, og som gør at han skiller sig ud fra alle andre. Noget, som jeg altid er dybt fascineret af, forskellighed, og individer.
Mine lidt mørkere næsebor, udspiler sig en lille smule, inden vinden tager i min pandelog, så min hvide stjerne i panden, vises frem, og dermed afslører endnu mere af min eksistens. Jeg vælger at tage chancen, ved at sende et lyst vrinsk imod vedkommende, imødekommende, og ganske mildt. Jeg elsker selskab, og jeg er altid i humør til at møde nye. Om han så også ønsker selskab, det ved jeg ej, det kan tiden mig kun vise.

Som Dom galoperede kraftfuld af sted i store spring, var han i egne tanker. Måske lidt dumdristig på denne tid af døgnet, men sådan var han. Han ville hellere leve livet farligt, sådan var han også. Han nød at være lige på kanten, dette adrenalinsus som skabes, når man sætter ting på spil, om så det er at galopere på åbne marker i mørket, udsat og sårbar, eller om det handler om at være frembrusende overfor fremmede. Det er bare Dom, præcis som han ønsker at være.

I et kraftfuld spring, skimter Dom noget ud af øjenkrogen. Han drejer det meget udtryksfulde hoved i et hurtigt ryk mod lyden, spidser ørerne og bremser hårdt op. Denne gyldne hingst vendte i samme bevægelse sin muskuløse men også store krop, imod retningen hvor der i samme øjeblik lød et feminint og venligt vrinsk. Han vippede roligt ørerne lidt fremad og slappede af i de før spændte muskler. Han rankede sig en smule, satte et skævt og drenget smil på, hvorefter han satte frem i en dansende trav mod denne ukendte hoppe.
I mørket kunne han kun antyde hendes omrids, men jo tættere på han kom, jo mere kunne han se. En smuk, lille rød hoppe, med en hvid stjerne i panden. Hun så interessant ud, men virkede både feminin og blid, så Dom ville forsøge at være høflig, måske ikke alt for drillesyg, som han godt vidste, kunne skræmme nogle nye hopper, som måske ikke var vant til hingste, der var lidt drengede i sind.

Som han var et par meter fra hende, stoppede han roligt i en blød bevægelse. Han havde stadig sit skæve smil, som var charmerende, men på samme tid også venligt. Dom var en af de heste, som havde et glimt i øjet altid. Det plejede at vække interesse hos mange heste, men som Dom godt vidste, var det også yderst charmerende, og han havde nogle få gange spillet lidt på denne egenskab, men det var ikke noget han gjorde tit.

"Godaften du smukke hoppe," sagde han med sin dybe, men samtidig friske stemme.

A flying dancer

Mine milde, men mørke øjne, hviler på den hingst, der nu ser ud til at have opdaget mig. Han har set mig, og hørt mig. Men jeg ved jo stadig ej, om han vil søge mit selskab, ligesom jeg søgte hans. Mine røde øre, vippes roligt frem imod ham, dog stadig med en vis forsigtighed, som jeg nok aldrig nogensinde, vil kunne lægge på hylden. Min natur er blot sådan, at jeg er forsigtigt anlagt, og ej ønsker at træde over eller ind i andres grænser. Deres grænser er vigtige at overholde, og sker det, at jeg træde over disse, da fortryder jeg bittert og inderligt. Det er aldrig min mening, at gøre andre utilpasse. Derfor, er den forsigtighed altid over mig, samt en form for underdanighed.

Jeg er ikke længere i tvivl om, om denne hingst ønsker mit selskab. For nu kommer hans gyldenbrune skikkelse, i min retning, i en dansende gang. Jeg beskuer ham, det gør jeg skam, men dog uden at stirre. Nej, jeg beskuer, på en høflig og ej nedstirrende måde. Da han er kommet mig nær nok, og standser op med nogle meters afstand, kan jeg mærke hvordan jeg kort higer efter at komme ham nærmere, fordi jeg mangler en form for tryghed. Aquilino, som jeg havde det så fint med, kunne jeg sagtens stå tæt op af, men det har jeg ikke oplevet med andre. Og det respekterer jeg, at vi skal holde afstand. Man kan ej se på mig, at jeg gerne vil tættere på, da jeg ej viser det udadtil.

,,Godaften du dansende sjæl, der så galant bevæger dig over engen.” Smiler jeg mildt. ”Mit navn er Armonia, jeg er en ny, men ej heller en af dem der har været her længst”

Dette bliver min præsentation i denne omgang, for ej at kvæle ham med mine ord, og dermed skræmme ham væk. Det ønsker jeg ikke. For jeg ønsker selskab, sådan er jeg blot. En selskabelig hoppe, der kun klarer ensomhed i få dage af gangen.

Dom lod sit blik glide over denne smukke røde hoppe. Hun ser mild og tiltalende ud, hvilket gør hende mere spændende.
Han pruster venligt til hende, da hun svarer ham. Præsenterer sig, fortæller lidt om sig selv. Han bryder sig om denne imødekommenhed. Så slipper han for at udspørge hende, nu hvor hun selv meget åbent fortalte. Det kunne han godt lide! Han smilede skævt, vippede let med ørerne og lader mit drengede blik falde let ind i hendes blik. Ej ubehageligt, blot venligt.

"hyggeligt at møde dem Armonia," sagde Dom med en lidt frisk og charmerende stemme, dog dyb og speciel som den altid var. Han trådte lidt nærmere, da han havde fået et venligt indtryk. Han nærmede sig aldrig ukendte heste uden at være forsigtig.
"Jeg er i modsætning til dem, helt ny på disse kanter," tilføjede han så med et skævt smil. "Jeg har ikke mødt så mange heste endnu, og jeg aner egentlig heller ikke, hvorfor jeg er her," sluttede han så af og inhalerede kort hendes duft, så han kunne kende hende igen en anden gang.

Let there be light

Mine røde øre, vipper ganske blidt omkring, inden de atter hviler imod ham, lyttende og opmærksomt. Jeg er nysgerrig, jeg ønsker at vide, hvem denne endnu fremmede sjæl er. Jeg ønsker inderligt, at lære endnu en sjæl at kende. Men jeg ved, hvordan mine sidste møder har været, og hingstene på disse kanter er meget lukkede, og jeg tror det vil tage mig tid, at anskaffe et venskab, som er holdbart og ej skrøbeligt.

,,Velkommen til, Du fremmede sjæl” Siger jeg med en rolig og mild tone. Imødekommende.
,,Hvorfor De er her, det kan jeg ej svare på. For jeg ved end ikke, hvorfor jeg selv er her. Men jeg er beæret over muligheden for, at møde andre sjæle, og gå af andre stier”

Siger jeg med et mildt nik, og knejser blidt op i den knapt så muskuløse nakke.
Jeg har endnu ej fået hans navn, og det forventer jeg heller ikke. Det skal være helt op til ham, og det skal ej være noget jeg tvinger ham til. Jeg kunne aldrig finde på, at bede nogen om noget, som de ikke selv ønsker. SÅ vil jeg hellere selv trække mig, og lade dem bestemme. Da han træder mig nærmere, slipper jeg min knejste nakken, og sænker dermed hovedet. Strækker mulen en smule i hans retning, for at vise, at han gerne må komme mig nærmere, og samtidig fordi jeg inhalerer hans duft, som han inhalerer min.

Hingsten lod roligt de mørke ører vippe fremad mod hoppen, som hun talte frem. Stemmen var blid og imødekommende, og Dom syntes, at stemmen passede perfekt til hendes udstråling.
Hun talte på en måde, så Dom fik indtrykket af en kløgtig hoppe, hvilket han altid fandt bedst. Han brød sig ikke om, at snakke med heste som intet havde at byde på. Han kunne sagtens - var jo ikke grov eller fordømmende, men han kunne bedst lide konversationer med heste, der havde noget med ørerne.

Denne røde hoppe - Armonia - vidste ej heller, hvorfor hun var her eller Dom for den sags skyld. Han kunne mærke en lille klump i maven, men samtidig en lettelse. Han var ikke den eneste, der ikke kendte til grunden. Hvilket var skønt, for det fjernede meget af Doms usikkerhed.
Han smilede skævt, da hun udtrykkede sin glæde over at møde nye heste. Dom brød sig om hendes beskedne og høflige væremåde. Han syntes hun hvilede meget i sig selv, hvilket altid kastede et dejligt præg over fremmede heste.

Da hun accepterer hans nærvær, prustede han blot venligt, inden han laver en blid bevægelse med sit hovede, så den mørke pandelok vippede ud på siden af den brede næseryg. Han retter det ene øre mod hende og det andet ud til siden. Just in case.
Dom bed mærke i, at hun kaldte ham fremmed, hvorefter det gik op for ham, at han ikke havde fremsagt sit navn, selvom hoppen havde sagt sit. Indvendig forestillede han sig, at han bankede hovedet ind i et træ et par gange, fordi han havde været dum og på en måde uhøflig. Han fortsatte dog ufortrødent sin samtale med denne hoppe.

"Mit navn er Ventus Dominus, så slipper du for at kalde mig fremmed, det kan til tider, virke som et fjernt ord," sagde han og smilede kækt til hende.
"Når du heller ikke ved, hvorfor du er her, så gør det mig en smule mere rolig, måske er det bare sådan, det er meningen, det skal være," han afsluttede sætningen med en munter klang. Inderst havde han tænkt en smule dystert og trist, men han holdt det skjult. Brød sig ikke om det.
"Du lyder som en rar hoppe, Armonia. Jeg er i hvert fald beæret over at træffe dig," sagde han så og smilede, så de grønne øjne glimtede.

A great soul in my company

Allerede nu, kan jeg mærke, at denne hingst der er i mit selskab, virker langt mere udadvendt end dem, jeg før har mødt af hingste. Han virker til, ej at ville skjule noget, eller forsøge at gemme sandheden. Og det nyder jeg faktisk i dette øjeblik – at være sammen med en sjæl, som ej fordømmer mig, fordi jeg blot er åben i min tale og fremtræden. Det er rart med et enkelt selskab, hvor det hele virker så ganske stille og naturligt. Jeg har også nydt mine andre selskaber, det er helt sikkert, men der har jeg lavet fejl, som jeg måske ikke kan lave om på igen. Og dette, det gør mig inderst inde usikker, og ked af det, fordi jeg ikke kan genoprette den tillid der måske var skabt mellem mig og Jaidev. Men jeg gjorde det ej med vilje.. Eller med ond hensigt.

Min opmærksomhed ligger imod ham, ganske hvilende og troværdigt. Jeg stoler på, at han ej har lumske bagtanker med sit nærværd, og derfor er jeg heller ikke opmærksom på ham, på en usikker måde, da jeg ingen grund ser til dette. Jeg kan tage fejl – men det kan vi alle.
Han virker til, ligesom jeg, at respektere at vores afstand er blevet skærpet, blot en lille smule, og det fortæller også meget om hans væsen.

,,Ventus Dominus – det er i sandhed et prægtigt navn du bærer. Ej et, jeg før er stødt på” Og dette mener jeg ganske vidst som en kompliment.
,,Jeg tror, at denne verden rummer meget mere mellem himmel og jord, end vi kan se og høre. Jeg tror, at den rummer sandheder og hemmeligheder, som vi kun med tiden vil lære at kende, når vi accepterer at vi er havnet her, uden at vide hvorfor”
Smiler ganske varmt, da jeg har fremsagt mine ord, inden jeg atter lader mine ord flyde.
,,Jeg vil selv sige, at jeg gør alt med god mening, og ej for at træde over andre. Men til tider, kan selv en tænkende og fornuftig sjæl, lave fejl. Men jeg takker dig ydmygt, for de fine ord, Dominus”

Nikker jeg ganske blidt, og lader blikket hvile henover ham. Ej i hans øjne, da jeg før har oplevet, at dette ej var noget de ønskede at jeg gjorde. Derfor vælger jeg, at lade være. Men han vil få min øjenkontakt, hvis han da ønsker den, og søger den.

Dom kunne lide denne lille røde hoppe. Hendes væsen virkede ærligt, imødekommende og mindst af alt mildt. Det stak lidt i ham, hver gang han mødte disse hopper. Disse blide væsner, som aldrig ville gøre nogen ondt. De mindede om hans mor - på måder, han tit havde svært ved at håndtere.
Til tider fik han lyst til at søge samme tryghed hos dem, som han havde søgt ved sin mor. Dom havde ej heller følt kærligheden for en hoppe, andet end det familiemæssige kærlighedsbånd, som han havde med moderen. Han havde ikke prøvet mange ting, manglede at føle mange ting, og inderst inde var det nok godt for ham at prøve at stå på egne ben. Han havde jo altid haft sin bror eller sin mor, så han så dette som en mulighed, en mulighed for at blive en stærkere hingst.
En mulighed for, at kunne skabe noget med disse nye heste, som han mødte næsten hver dag.
Muligheder var der nok af, og han nød denne hoppes selskab, så han ville værdsætte det og mindst af alt, ville han vise hende det.

Da hun talte kørte han roligt et øre frem mod hende. Hun roste hans navn, og han smilede skævt til hende. Lyttede til hendes ord. Hun fortalte om dette land, og hans opmærksomhed var på sit højeste. Dette underlige sted fik hun til at lyde, som noget han aldrig selv havde troet. Når hun sagde dette, blev han måske ikke ligeså usikker.
Hendes ord gav mening, måske var der en større mening med, at han pludselig var endt her. Måske var der noget, livet ønskede af ham, som han endnu ikke selv vidste. Da hun smilede så varmt til ham, lød hendes ord endnu smukkere, men hendes sjæl virkede også utrolig smuk, i hvert fald hvad han nu kunne bedømme.
Da hun fortsatte, blev dette indtryk blot forstærket. Hun lød som en kløgtig lille én, med et stort og varmt hjerte.

Næste øjeblik troede han, at hun ville kigge ham i øjnene, men det gjorde hun ikke. han vidste ikke, om hun bevidst selv undgik det, eller der var tale om en respekt, men han smilede blot venligt, lod sine øjne falde i hendes, hvorefter han talte:
"Mit navn vil jeg ikke selv kalde noget særligt. Det er hvad min moder døbte mig, men at det er specielt, det værdsætter jeg, for jeg ønsker selv, at være special. Jeg vil helst ikke følge flokken," sagde han roligt, slog let med den mørke hale og fortsatte;"Med landet vil jeg tro, at du har ret Armonia. Der er noget mystisk over det, men jeg tror ikke, at man skal rode dybere. Den dag man skal vide svarene på alting kommer, hvis den bør komme." sagde han med sin dybe lidt hæse stemme. En smule mere eftertænksomt og dybsindigt end den før mere kække tone.
Han skiftede atter toneleje - tilbage til den frejdige hingst, som han nu engang var.

"Du lyder i sandhed, som en loyal og god hoppe. Jeg er glad for, at man møder så åbne og blide væsner som dig. Så er dette land i hvert fald ikke helt forkert til mig," sagde han med en dæmpet latter. "Enhver laver fejl, det er jo dem vi lærer af. Jeg vil dog mene, at der skal meget til, før du træder forkert i mit selskab. Lige nu kan jeg faktisk ikke forestille mig, at det kunne ske, men jeg kan forstå dig. Nogle sjæle er ødelagte, revet itu og derefter forsigtigt lappet sammen igen. Hvis man kommer til at rippe en smule i fortiden, går der rod i lapningen, og det kan være utrolig hårdt. Hvis man først møder sådan en sjæl, er det svært at handle 100% rigtigt i alle situationer," sagde han varmt og skiftede vægt på sine ben med en rolig brummen.

I know my mistakes - But I can't change them

Igennem mit, stadig korte liv, har jeg allerede nu erfaret rigtig mange ting. Men de fleste af de ting, som jeg har erfaret, er udelukkende pga. min moder. Hun lærte mig allerede fra barns ben, hvor vigtigt det er at hvile i sig selv, og stole på de instinkter der falder dig ind, ved første prioritet. Min moder fortalte mig altid, at hvis jeg var vis på noget, skulle jeg gøre det, og ej vente til tvivlen kom i vejen. Dette kan føre knobs med sig, men jeg kom altid helskindet fra alle situationer.
Som helt ung plag, var jeg meget på egne ben, hvis jeg ønskede det. Men når det hele blev for farligt, kom jeg altid farende tilbage til min kære moder. Og denne tryghed, og denne vished om at hun var der, gav mig en uendelig stor mulighed for at udvikle min personlighed i den gode og velmenende retning. Og dette, det takker jeg min moder for.

Jeg tror, at denne Dominus Ventus har meget imellem ørene, meget at sige og meget at gøre. Og dette nyder jeg hvert et øjeblik. Han virker ej til, at fordømme min eksistens, og han virker heller ikke til ej at kunne lide at have mig i nærheden, og det sætter jeg stor pris på.
Da han igen taler, lytter jeg ganske opmærksomt til ham, og med nogle små nik engang imellem, for at understrege at jeg skam lytter ganske meget.

,,Jeg er glad for, at du allerede nu, finder mig som en god og loyal sjæl. Det er også, hvad jeg ønsker at være. Men i visse situationer, kan jeg træde forkert. Og som du siger, er der mange omkring os, hvis sjæle er ødelagte og revet itu. Og desværre, har jeg allerede nu mødt nogle sjæle, som kæmper med mange ting i deres indre. Jeg vil altid gøre mit bedste, for at de skal føle sig tilpasse, og at mit selskab er behageligt for dem. Men selv for en tænkende hoppe som jeg selv, kan tankerne nogle gange svigte, og dermed træder jeg også forkert. Jeg forsøger skam at rette op på disse ting, det gør jeg. Men fejl vil ske, og når de først er sket, kan jeg kun håbe på, at de fremmede sjæle tilgiver mig, min fejltagelse, som skete i fortiden”

Siger jeg med et eftertænksomt udtryk i de ellers så milde øjne. Jovist, jeg ved jeg lavede en frygtelig fejl hos Jaidev. Men jeg ved også, at jeg i mit inderste, håber på at jeg kan rette op på dette. Et smil breder sig igen over min mule, da jeg ej ønsker at skabe en trygget stemning, for en, der er helt ny. Det fortjener han skam ej. Et mildt brum forlader min rødbrune krop, der står i den lette og rolige stilling.

Han lyttede, da denne lille røde hoppe svarede på hans spørgsmål. Han nikkede let, da hun talte frem. Øret gled en gang imellem lidt ud til siden, hvorefter det atter rettedes fremad mod hende. Dom plejede at være på vagt for det meste, på trods af størrelsen, var enhver sårbar, hvis man var uopmærksom.

Hun lød meget vis, hvilket Dom brød sig om. Hendes ord flød let og behageligt hos ham, som han lyttede til de ting hun sagde. Hun havde ret i hvert et ord, han ville gerne vide, hvor gammel hun mon var. Udseendesmæssigt så hun ikke specielt gammel ud, nærmere ung, men hun lød, som en ældre hoppe. Han kunne ikke vide det, og han kunne aldrig finde på at spørge.

"Dit ønske om at være det, er gået i opfyldelse efter min opfattelse. Jeg tror hvad du siger, vi træder alle forkert, og det er de lærestreger, vi får når vi gør således, der skaber vores erfaringer, som giver os muligheden for at leve et mere kløgtigt og vidende liv, hvorefter vi også ville kunne give dette videre til eventuelle afkom, som ligesom forældrene skal lære alting fra ny," sagde Dom eftertænksomt. Smilede skævt. Dom kunne lide føl, og når den rette hoppe kom, så ville han føre sine gener videre - bestemt.
"Disse sjæle som du har mødt, har tit høje forventninger. De forventer, at deres omgivelser kan tilpasse sig deres individuelle behov, blot uden at vide noget om deres ophav og deres minder. Det er en umulig opgave at stille en fremmed, så jeg ville ej skamme mig, hvis jeg ikke fuldførte den. Det vigtigste er at råde bod, når man har lavet en fejl, og hvis modparten ikke kan tilgive, vil jeg mener, at modparten ikke fortjener dit selskab," sagde han med en venlig stemme. Han brummede venligt og trådte roligt en smule nærmere.
Dom brød sig om nærhed, og denne hoppe virkede ikke sart, så han håbede, at det faldt hende naturligt, at stå tæt på en anden hest.

Pure at heart

Allerede nu, finder jeg det ganske behageligt at være i Dom’s selskab. Han virker så ganske ligetil, og han virker ganske vidst til, at have et sind der er rent, og godt. Det er noget der for mig, er ganske godt, at have. Så længe vi ej alle ejer det samme sind – men det er der jo ej heller nogen der gør. Der kan være ligheder, men ej vil vi være de samme, heller ikke selv om blod forbinder os, fra familierne. Jeg holder skam af alle selskaber, fortvivl ej dette, men afveksling fra lukkede og åbne selskaber, finder jeg meget berigende, fordi man lærer af begge slags, men blot ganske forskellige ting. Dominus, er den type selskab, som jeg vil kalde for ’åben’, da han taler frit, og ej virker til at ønske at gemme sig bag en facade. Men jeg kan jo ej vide det endnu, da han sagtens kan stå og være en, han ikke er. Men den fornemmelse, den har jeg ikke. Jeg tror, at han er ganske oprigtig.

,,Jeg er meget beæret over, Dominus Ventus, at De mener, at jeg lever op til det, jeg gerne vil være. Det gør mig glad, at en, stadig fremmed, kan have fået et så godt indtryk af mig – tak” Siger jeg oprigtigt, med et varmt smil på læberne, og et mildt nik.
,,Det er ganske sandt, at vi skal eftergive vores gener, til de føl, som vi måske er heldige at sætte til verden. Det er en stor opgave, men en opgave jeg med glæde vil påtage mig i fremtiden.” Smiler blidt ved tanken om, at have et føl ved sin side. Et føl, hvor min evige kærlighed vil kunne blive videregivet til.
,,Mange har ganske høje forventninger, det vil jeg give Dem ret i. Mange, har også de ganske forkerte forventninger af deres selskaber. Forventninger, skal være forskellige, fra selskab til selskab, da nogle ej vil kunne leve op til høje forventninger. Og hvis disse får stille nogle forventninger, de ikke kan leve op til, så vil de måske forbinde det med et nederlag – og dette kan skabe misbehag. Jeg giver Dem ret i, at hvis man råder bod, på sine forkerte handlinger, og den modsatte ej kan tilgive, så kan det til tider være bedst at forlade selskabet. Men andre gange, mener jeg også, at det kan være godt at blive hos den, der ej kan tilgive.”

Da han træder mig nærmere, bliver mit smil stadig på mine læber. Jeg er ej bange for nærhed, af et selskab, som jeg bryder mig om. Brummer i en lys tone, afslappet, og varmt.

Roligt slog den gyldne hingst med sin mørke hale. Bløde slag fra side til side, imens han stod afslappet og med et roligt blik på Armonia, som svarede ham. Samtalen faldt Dom naturlig, en ting han værdsatte meget, da mange samtaler let kan blive påtagede og prægede af klichéer. For én gang skyld følte Dom, at han talte med én, som havde noget at byde på. En der kunne lære ham noget og måske også omvendt.
Derfor mindede han også sig selv om, at han skulle værdsætte Armonias selskab. Han kunne ikke vide, hvornår han atter ville møde en hoppe, med denne afslappede og milde væremåde.

"Det er kun dig selv, som du kan takke for det," sagde Dom roligt, inden han kort efter lod øjnene studse omgivelserne, før han atter fangede hendes blik med sit skæve smil.

"Jeg tror, efter mit nuværende indtryk, at du vil være en aldelse god mor, men jeg forstår dig godt. Jeg ser også engang mig selv som far til et føl," sagde han roligt. Der lå en omsorg i hans stemme, ikke tydelig, for Dom var lidt en drengerøv, og det holdt han ved. Følelseløs var han dog ikke, han var meget omsorgsfuld især for sine nærmeste, som han ville beskytte med sit liv, hvis det kom til stykket.
"Igen kan jeg give dig ret Armonia, men min tålmodighed er nok ikke helt som din, det vil jeg ikke tro," sagde han med en dæmpet latter. "jeg er nok lidt mindre tålmodig på det punkt, men jeg vil mene, at jeg ikke er dum i selskab med heste. I bund og grund er det en vigtig evne at kunne læse andre, hvilket jeg også gerne vil indrømme, at jeg altid gør,"

Han smilede venligt til hende, nød at hun ikke havde afvist ham, da han søgte nærheden tættere på hende. Ja, han nød egentlig hendes selskab meget. Hun var meget ligetil, og alligevel var hun heller ikke som en han havde mødt før. Spændende kunne han vel nemt kalde hende.

Pure at heart

---

Jeg nyder ganske vidst hvert et minut med den kære Dom. Han virker så ganske let at tale med, og dette er virkelig en egenskab som jeg sætter pris på. Han er en hingst, som jeg håber på, at jeg vil kunne betragte som en ven, når vi når længere frem i dagene. En, jeg håber at møde flere gange, end blot denne ene. Men sådan har jeg nu haft det med de fleste jeg har mødt, men dog har jeg villet se dem alle, af forskellige årsager.
Jeg kniber mildt mine øjne i, da han igen taler, og deler med mig, at han også gerne ser sig selv som far, for et føl, ude i fremtiden. Det er ikke alle hingste, der ser føl som noget nyttigt, mange ser det egentlig som en pestilens, fordi de senere vokser op, og nogle vil blive unghingste, og dermed skabe rivaler til de gamle.

,,Jeg tvivler ej på, at du ligeså vil blive en god fader, kære Dom.”
Besvarer jeg ham, mildt og roligt, mens de varme øjne forbliver hvilende på ham, lyttende og opmærksomt.

,,Tålmodighed, er ej heller noget der kommer af sig selv. Ej noget, man er født med. Min moder gjorde meget i, at lære mig, at respekterer de forskellige sjæle her er. Og at for at lære dem at kende, krævede det, at jeg ganske vidst havde tålmodigheden til det, da jeg ellers kunne risikere at skræmme nogen væk” ler jeg ganske blidt, og holder et smil på læben.

Dom lod de smaragdgrønne øjne hvile med et roligt udtryk på Armonia, som udsendte så mange milde og venlige signaler til Dom. Hun virkede godt opdraget, og da hun gengældte komplimentet med faderskabsrollen, blev han stolt. Han viste det ikke, men indvendig steg selvtilliden en smule. Det var en opgave, som Dom altid havde ønsket at påtage sig med enormt mod og viljestyrke. At skabe et liv - at opdrage det - at lære det alt det skal kunne.

Da den lille røde hoppe talte frem om sin moder, gav hun ham et godt intryk. Han smilede, men indeni gjorde det ondt at høre. Hendes moder lød præcis ligeså fantastisk, som hans egen moder havde været. Han savnede hende og sin bror. Kort rystede han sit hovede, blot for at ryste tankerne og savnet af sig.
Han rettede sit blik mod hende "Du har ret Armonia, dog tror jeg, at nogle sjæle har en personlighed, hvor tålmodighed er mere ligetil end hos andre. Jeg er født utålmodig, vild og kåd. Tålmodighed ligger ikke til min personlighed, men som du siger, skal den tilvænnes. Noget min moder også forsøgte, men som var en rimelig stor opgave med to vilde hingsteføl," sagde han med et lille grin ligesom hende. Hendes latter tiltalte ham - blid og med et lille smil. Han nød at kunne grine, og ligeså nød han at møde andre, der ligesom ham kunne.