On my own

Den evige vandre

Jeg har længe vandret omkring i disse områder, hvor jeg er havnet, uden at jeg selv har ønsket det. Jeg er havnet her, af ukendte årsager, og til trods for at jeg søger et svar, så har jeg intet fået. Min muskuløse hals er vokset en del, siden jeg ankom til stedet. Men det er også blot det, jeg bruger tiden på. Træning. Vandring.. den evige vandre, det er nok det, jeg i sidste ende vil betegne mig selv som, for jeg stopper aldrig. Aldrig.
Men nu er jeg havnet et sted, hvor det hele er så langt fra det andet. Asken ligger tæt som skyer over vulkanens vrede sprutten, og alt levende liv der før var, på de andre øer, er nu i stedet overtaget af mørke skygger og døden. Her spirer intet liv. Intet liv overhovedet. Der er kun mig, som vandre omkring på disse ukendte og døde kanter.

Min grå hale svirper omkring min let hævede bagpart, jeg er opmærksom på disse kanter, da det slet ikke virker som et sted, der vil nogle sjæle noget godt. Men det er måske også derfor, at jeg alligevel er rolig i mit sind. Det her sted, er der da ingen der opsøger. Her, er jeg alene. Blandt de døde planter der ikke kan leve i vulkanens jord. Og de mørke skygger der omfavner alt lys, og dermed kvæler det.

Jeg går langs foden af den store vulkan, som drager mig imod dens kanter. Men jeg går ej derop, min fornuft siger mig, at det ikke er en god idé. Med et svirp med halen igen, slår jeg frem i en let og flyvende trav, af sted, videre hen over den døde ø, der er så modsat fra de andre øer. Her er jeg alene. Her er der kun mig, og ikke andre der kan irriterer mig, eller forstyrre mit i forvejen forstyrrede sind. Knejser nakken voldsomt op, og vipper ørene en anelse skråt bagud, for ikke at få vind ind i dem..

(reserveret til Illana)

Blæsten søgte at omfavne den gyldne hoppe, der havde vovet sig over på denne ø. Denne ø, der virkede så forladt og gold; især her omkring vulkanen, der strakte sig uendeligt imod skyerne. Uhyggelig, faretruende. Illana, der ellers havde været i den tro, at alt i dette land var idyllisk, magisk og fascinerende, måtte da sande, et lige netop dette sted lod til at indeholde en farer, som hun ikke havde kendt til før. Med en gysen satte Illana kursen væk fra foden af vulkanen, for at søge ned i mere sikkert område; men på sin vej, blev hendes syn forstyrret af en bevægelse fra en sjæl længere fremme; spraglet som nat og dag. Illana genkendte denne sjæl, som værende den specielle og dragende Volontaire, som Illana havde mødt da sneen endnu beklædte landet. Hendes tanker havde skam ej glemt ham, men faktisk tænkt på ham flere gange i de sidste par uger. Hun standsede sin gang og lod derpå blikket søge imod Volontaire, der så ud til at være irriteret over noget; hvad, det kunne Illana ikke vide. Hun forsøget sig med et kald, der blev båret af blæsten imod den spraglede Volontaire; men om blæsten bar det med nænsomhed eller slugte det ,det vidste Illana ej. Hun betragtede hingsten i en stund, hvorefter hun satte fremad imod ham i en rytmisk trav, naturlig og yndefuld, imod den spraglede hingst, der kunne skille sig ud fra både nat og dag, fra skyggerne og fra solen. Om han ville godtage hendes selskab denne gang, var meget uvist. Hun huskede godt hvor svært det havde været at få Volontaire til at søge hendes selskab, da han afviste hende ved første forsøg. At det da lykkedes de to sjæle at finde hinandens selskab, var måske mere held end forstand; men ville Volontaire gentage denne seance og byde Illana op til dans, eller ville han afvise hende igen?

My past is my curse

Ien kort bevægelse, slår jeg benet fremad, i en voldsom bevægelse, fordi jeg inderst inde er pænt irriteret, og så alligevel ikke. Det irriterer mig, at jeg tænker på en gylden hoppe, og det irriterer mig, at hun bliver ved med at vandre i mine tanker.
Hvorfor, kan jeg ikke bare glemme hende, og vade videre. Men der er blot et bump på vejen, for jeg kan tydeligvis ikke komme væk fra dette land, uanset hvor meget jeg end vandre omkring. Et øjeblik, bliver vinden omkring mig, overtaget af lyden fra et blidt og lyst kald, der ramler ind i mine mørke og sensitive øre. Det er et kald, jeg godt kan genkende, fordi hun er en af de eneste selskaber der indtil videre har sat sig fast i min hukommelse. Illana. Den gyldne hoppe. Langsomt, drejes mit hoved til siden, og længere fremme kommer hun nu dansende, i en let og yndefuld trav. Kaster mit hoved op, og ser omkring os. Hvorfor, har hun begivet sig hen på den her ø? Her, hører den gyldne hoppe ikke til, hvor farerne lurer alle vejne, for de, der ikke ser dem. Svirper med den mørke hale, overvejende. Knejser nakken voldsomt op, inden jeg sætter frem i en hurtigt og maskulin travgang i hendes retning. Jeg bryder mine egne regler i dette øjeblik, fordi jeg traver imod hende, og ikke væk. Men jeg kan ikke lide tanken om, at hun er i dette område. Uanset hvad. Svirper med den grå hale, og standser voldsomt op, ikke andet end en m. fra hende, med siden mod hendes front, for at afskære hende vejen, ind til dette gudsforladte land. Hende gyldne lys, skal ej ædes af de sjæle der vandre heromkring. Heller ikke af mig. Hun skal til de øer, hvor solen skinner, og hvor det gode besejre det mørke. Ej her. Kaster voldsomt op med hovedet, og slår et forben ud i luften, væk fra hende. Blot for at vise hende, at hun skal væk herfra. Nu. Lader de mørke øjne kort falde imod hende, skulende, for at se, om hun er skadet Men det er hun ikke. Ikke af hvad jeg kan se i hvert fald.

Illana, den gyldne, der havde bevæget sig imod den spraglede hingst, der var prydet af nat og dag, blev overrasket da hingsten pludselig slog imod hende med voldsom kraft. Hans sind og udstråling var tydeligt; han ønskede hende væk. Den aggressive udstråling fik den gyldne hoppe til at stoppe op; hvad ville Volontaire hende? Med små hovedslag gjorde Illana det klart, at hun ikke ønskede at han for i hovedet på hende. Hans reaktion da han så kom hende nær, overraskede Illana en smule. Han havde givet udtryk for, at han nærmest ønskede at jage den gyldne på flugt, men i stedet for at bærer hans handling helt ud, lod han et forben markere sig tydeligt, for at vise at han ikke ønskede at jage hende fra ham, men fra stedet. Illana lod en dæmpet hylen lyde, inden hun lagde vægten på sin bagpart, løftede forparten og drejede let om sig selv i en yndefuld bevægelse, hvorefter hun slog frem i trav, nogle meter den modsatte vej, af hvor hun før havde været på vej hen; nemlig derfra hvor Volontaire var kommet fra. Hans hentydning havde hun opsnappet til fulde og ønskede ikke at sætte sig imod ham. Han måtte have set noget, hørt noget, oplevet noget, der havde fået ham til at ønske både ham selv væk, men ligeså Illana. Da hun havde bevæget sig nogle meter fra den spraglede hingst, beklædt af nat og dag, lod hun blikket skæve om imod ham. Ønskede han blot at få hende væk, og selv blive, eller ønskede han at følge hende nu, væk derfra? Eller, i hvert fald på sikker afstand. Illana gjorde ej udfald til at fortsætte førend hun havde set hans reaktion. Hendes hensigt havde været at søge hans selskab, men ej kunne hun vide om hans indsigt var den samme. Volontaire var en hemmelighedsfuld sjæl, det vidste Illana godt fra deres sidste møde, og hun havde ingen idé om, hvad han tænkte om hende. Han havde været afvisende til et bestemt punkt, overfor den gyldne hoppe, og det var langt fra sikkert at han ønskede hende nær endnu engang, måske følte han det for risikabelt? Uanset hvad den spraglede måtte tænke, lod Illana ham afgøre, hvad der nu skulle ske.

My past is my curse

---

Det er tydeligt for mig, at den gyldne hoppe i første omgang fejltolker mine signaler. Men det er der nok heller ikke noget at sige til, når jeg i en sådan pludselig bevægelse, kommer travende imod hende, med stor hast. Men da hun har opfattet dem rigtig, og vender omkring, mærker jeg en form for lettelse, som jeg egentlig ikke vil føle. Jeg vil ikke føle en lettelse, over at have fået hende væk fra det her område. For det er en lettelse over, at jeg har beskyttet hende. Og den følelse, den vil jeg ikke eje igen! Svirper med halen, og ser bagud imod det mørke der hærger over dette sted. Vulkanens brummen, ramler ind i mine sensitive øre, men jeg tager mig ikke synderligt af det. I stedet udsender jeg en voldsom og hæs brummen, der er tydelig overfor rivaler, for at vise dem, at de aldeles ikke skal komme nær nu. Svirper med halen, og kaster hovedet op i en dominerende bevægelse. Ikke overfor Illana, men overfor for de sjæle og ondskaber der kunne være her. Da hun er travet et godt stykke væk, står jeg nu tilbage med nakken voldsomt knejst, og ørene en anelse bagud. Jovist, jeg lytter, meget skarpt og opmærksomt. Og samtidig er jeg i tvivl. Jeg er i tvivl om, om jeg skal træde imod den gyldne hoppe, og følge hende tilbage til der hvor hun hører til. Der, hvor hendes lys kan spire, og ej blive slugt. Eller om jeg skal jage hende helt væk, væk fra mig, og omgivelserne, og derved sørge for, at hun ej opsøger mig igen, eller dette område. Tygger mine kæber hårdt sammen, overvejende, inden jeg så ser skeptisk tilbage, imod skyggerne der hærger. Sætter frem i trav, i hendes retning, for derefter at indfinde mig ved hendes side. Mine muskler er voldsomt spændte, og det er tydeligt, at jeg er opmærksom på vores omgivelser, samt hende. Jeg skal ikke overraskes af fremmede, og det skal hun heller ikke. Et dybt brum forlader min strube, ud til omverdenen, inden det formidles en smule, for at hilse på hende, mens vi danser side om side, på vej mod udkanten af denne mørke ø.

Illana, den gyldne, der havde taget opstilling lidt længere fremme, så meget nøje på den spraglede Volontaire. Der gik ej længe, før han til Illanas overraskelse sprang frem ved hendes side, for at danse med hende, til et mere yderligt punkt på denne ø, som havde en helt anden stemning over sig. En faretruende stemning, som Illana ikke forstod sig på, og som hun allerede nu frygtede. Med små prust fulgte hun nu med Volontaire i den sælsomme dans, som de to udførte sammen. Det var ikke lige de to sjæle, man ville have forestillet sig danse sammen gennem den dunkle belysning; eftersom Volontaire var en hingst med et sind for sig selv og Illana en åbensindet hoppe. Dog, trods de var modsætninger, havde Volontaire atter givet Illana tilladelse til at være i hans selskab, og det lettede vel sindet på den gyldne hoppe. Hun beskuede let sin nyfundne dansepartner, der nu fulgte hende på vej; hans sind og udstråling var klar. Han ønskede ingen andre nær de to sjæle, end de skygger han vel ikke kunne undgå. Han var meget maskulin i sin opførsel, hvilket Illana kun så som noget positivt. Hun vidste, at sådanne typer, var dem der i sidste ende klarede sig godt på mange punkter, hvor de mere forsigtige hingste fejlede; hermed ikke sagt, at typer som Volontaire var bedre stillet end andre - for han var vel lige med andre i totalen. Men på bestemte punkter, lå han nok højere og omvendt på andre punkter, lavere. Illana slog let med hovedet af sin tankegang, hvorefter hun meget forsigtigt lod sin mule søge den nat og dag spraglede hingst, nu hvor de havde lagt vulkanen bag sig; hvor tæt måtte hun komme, i denne dans? Ville Volontaire tillade hende at komme nær, at røre ved hans spraglede skind, eller ville han afvise hende og blot ekskortere hende til et mere sikkert sted og derefter lade hende stå tilbage alene? Illana kunne ej vide det endnu; hvilket også var grunden til at hun forsøgte at søge ham. Måske, ja, måske ville dette kunne bringe de to tættere på at lærer hinanden at kende?

My past is my curse

---

Jeg ved ikke hvorfor, jeg igen tillader mig selv, at være i denne gyldne hoppes selskab. Det er ej godt for hverken hende eller jeg, hvis jeg skaber et bånd til hende, som så gør, at jeg ikke på samme måde har kontrol over mig selv samt mine handlinger. Men i dette øjeblik, vil jeg blot have, at hendes gyldne krop kommer væk fra dette gudsforladte og mørke sted. Hendes evige og milde lys, hører blot ikke til her, hvor skyggerne kan forsøge at kvæle det. Hos mig, er lyset kvalt, og kun en spinkel flamme spirer engang imellem op, i visse situationer. Jeg kan ikke blive mere kvalt, end det jeg allerede er. Og samtidig, så er jeg alene i dette område, hvor andre ikke kan pille ved flammen – kun skyggerne.
Danser langs hendes side, hvor jeg hele tiden holder min krop rank, for at udvise dominans overfor fremmede og uvedkommende. De skal ikke komme os nær. For jeg har i dette øjeblik, valgt at beskytte denne gyldne hoppe – noget der sjældent sker. Og jeg har en fornemmelse af, at jeg også ville springe imellem, hvis dette skulle til. Det vil jeg ikke for andre. Og det er netop det, der gør at det hele er ekstra farligt for mig, og hende. At jeg beskytter hende. Gør krav på, at jeg nu er hendes ledsager i disse minutter. Da hendes mule kommer mig nærmere, vippes mit ene øre i hendes retning, lyttende, inden jeg udsender et meget svagt brum, dybt, og kun tilegnet til hende. Blot for at gøre opmærksom på, at jeg ikke går. Ikke lige nu i hvert fald. Da vi kommer længere ud til kanten af øen, sænker jeg farten en smule, og betragter det mørke hav der omgiver øen. Der er lavvandet nogle steder ude i havet, og dette gør det netop muligt at svømme, samt gå til de andre øer. Standser helt op, da mine hove mærker sandet under sig. Mit blik flyver hen på Illana, hurtigt og granskende. Om hun stadig er i et stykke, og at de mørke skygger ej har rørt hende. Det ser sådan ud.

,,Du burde ikke komme til denne ø, lysbærer. Din flamme, skal ej uddø, med denne lysforladte ø, Illana.”

Min stemme kommer dyb og hæst ud, inden jeg kort ser bort fra hende, for derefter at kigge på hende igen, for at se hendes reaktion. I disse sekunder, er mine øjne i hendes, for at mærke hende ordentligt, og for bedre at kunne se hendes reaktion.

Illana, den gyldne, der bevægede sig af sted ved siden af Volontaire, trak ørene let tilbage. Ikke fordi hun var utryg, ved hverken Volontaire eller øen som så; men stemningen der fulgte nu, fik hende til at føle sig forfulgt. Som havde noget set sig ond på de to sjæle, der havde betrådt denne ø samtidig og nu ønskede dem væk. Om det var Volontaires attitude, der i bund og grund var ramme for stemningen, eller om det var øen der spillede hende et pus, vidste Illana ikke. Dog fik Volontaire hende gradvist til at slappe af igen, efter at have været anspændt. Hans attitude viste hende nu, at han ikke søgte at jage hende, men passe på hende. Danse forenet med hende, ved hendes side, alt imens han ville beskytte hende fra det, der så end måtte komme; om det var væsner som dem selv eller skygger, der truede denne ø, vidste Illana ikke, men det lod til at Volontaire havde en mere klar mening eller viden omkring, hvad faren var; og den var stor nok til at han søgte at få dem begge væk herfra, trods de hver især havde søgt øen i første omgang. Der var mange tanker der for rundt i hovedet på Illana, men da Volontaire lod sin fart dæmpes og en brummende lyd bekræfte Illana i, at han ikke ville søge fra hende, lod hun tankerne passere og forvinde fra hendes sind. De var ikke til nogen nytte nu, hvor hun havde et selskab som Volontaire. Da han standsede, standsede den gyldne hoppe ligeså, ved hans side. Hans stemme, der dernæst tog hendes fokus og jog stilheden bort, lyttede hun meget intenst til. Han frarådede hende at betræde denne ø; og med hans råd, måtte der ligge viden bag. Illana lagde hovedet en anelse på sned, hvorefter hun lod sin mule strækkes imod ham, forsigtigt.

,,Du spraglede Volontaire, der er pyntet med nat og dag. Jeg kan forstå din hentydning, og selv føler jeg at denne ø virker anderledes end de andre, som trygget af en usynlig fjende, der ikke vil give sig selv til kende. Men, Volontaire; nu hvor du råder mig, til at søge væk herfra, kender du noget til denne ø, eller er det blot en fornemmelse, der taler til dig? Ligesom en fornemmelse taler til mig?”

Illanas ord var oprigtige, de var nysgerrig, men ej direkte søgende efter Volontaire som sjæl. Illana havde erfaret, at han holdt sin sjæl for sig selv og ikke lod sin flamme vokse yderligere; hvilket hun respekterede. Dog ønskede hun at vide, hvad han kendte til, omkring denne ø. For hvis der var en fælles fjende her, var det bedre den var kendt end ukendt; og hvis den var kendt, ville Illana bedre kunne beskytte sit indre lys, der brændte i hendes hjerte og sind.

My past is hunting me

---

Det er tydeligt i min fremtræden, at jeg ønsker at passe på denne gyldne hoppe, der indtil for lidt siden, dansede ved min side. Men nu, nu står vi blot stille, i udkanten af denne ø. Væk fra vulkanens indre brummen, der er så dyb og inderlig, i en ganske ond mening. Jeg tror ikke på, at der på denne ø, lever liv, der ønsker andre noget godt. Hvorfor, skulle den så se så anderledes ud, fra de andre øer, der pryder dette land; Andromeda?
Mine øre vippes kort imod hende, da hendes mule begynder at komme mig en anelse nærmere. De indre lænker, river og flår, i forskellige retninger. Søgende væk fra hende, søgende tættere på hende, søgende forbi hende, og søgende ind i hende. Men det er ikke nemt at vide, hvilken en af dem, der søger mest og inderligt. Et brum forlader min rankede krop, inden mit blik atter falder ned på den gyldne hoppes spinkle krop. Hun er muskuløs, det kan jeg godt se. Men det er ikke altid muskler er nok. Man skal kunne kæmpe.. og ikke mange hopper ejer denne styrke, at kunne kæmpe, netop fordi det ofte ikke er nødvendigt for dem – som det er for hingstene. Men måske kan den gyldne Illana.. I en kort bevægelse, lader min mule rykke nærmere hendes, men ikke meget, inden lænkerne indvendigt river i mig, og dermed fjerner jeg min mule, og knejser nakken op igen. Lytter til hendes ord, da hun taler.

,,Jeg tror ikke på, at denne ø, rummer noget der i sandhed er godsindet. Jeg tror ikke på, at et lys som dit, burde befinde sig et sted, hvor det så nemt kan blive overfaldet, og forsøgt slukket. Illana, en fornemmelse i mit indre, siger mig, at kun sjæle der ikke ejer godheden, eller blot en smule, hører til her. Din sjæl, er ren og fin, og dit lys ligeså. Du burde ikke vandre på disse kanter – kun sjæle hvis lys, i forvejen kun er en simpelt gnist. De sjæle, der intet har at tabe..”

Besvarer jeg hende, med den dybe tone. Jeg siger egentlig nok lidt indirekte, at min egen sjæl hører til her. Men det er ikke sikkert, at hun opfatter dette. Men mit sind, og min sjæl, ejer kun en simpel gnist, som ikke mange overhovedet vil se, eller finde. Og som endnu færre, nok vil forsøge at slukke, netop fordi den udadtil, slet ikke er synlig. Ej heller for skyggerne, da den hun glimter ganske svagt. Men for Illana, er det en anden sag. Hendes lys er så stærkt, at det kan ses på stor afstand – og det lys, skal ikke ædes.

Illana, den gyldne, betragtede denne Volontaire med stor nysgerrighed. Hun var fascineret af hans sjæl, som hun også havde bekendt overfor ham, men hun undrede sig ligeså. Hans attitude fik hende til at føle sig tryg, en følelse som havde erstattet den frygt hun havde haft før, følelsen af at blive jagtet, da de to sjæle havde sat kursen væk fra den store vulkan, der med sin dybe brummen, viste at den endnu levede. Nu kunne hun derimod stå her, i udkanten af skoven, med Volontaire, der svarede hendes spørgsmål mere uddybende, end hun havde regnet med. Hun vidste godt at han ikke udlagde sig selv på nogen måde; at han i hvert fald ikke havde gjort det og havde givet udtryk for at han ikke ville - Men nu kom der noget, som Illana opfangede. Selvom mange måske ville have overset netop dette, der lå imellem de ord som Volontaire sagde, så hørte Illana det; han bekendte en smule om sig selv. Det var ikke nødvendigvis sandt, men han havde anerkendt noget om sig selv, og havde gjort det tydeligt nok til, at Illana kunne opfange det. Han mente, som han havde gjort det klart, at han hørte til her, mens Illana, der havde et lys så kraftigt, en flamme sig tydelig, ville være et let offer for den ondskab, der lurede; og som Illana alligevel ikke troede helt på. Her i dette land havde skyggerne vist sig at være mindre grådige, ja faktisk harmoniske, og de havde ej søgt hende eller hendes lys. Hun følte sig tryg om natten, hvor hun førhen havde frygtet de mørke timer; så hvorfor skulle denne ø være anderledes end de andre? Hvorfor skulle skyggerne her kunne kvæle et lys som Illanas? Hun prustede dæmpet, inden hun tilbød sin mule til Volontaire, en handling der skulle vise tillid. Hingsten havde en følelse, en mening, og selvom Illana ikke var overbevidst, valgte hun alligevel at lægge sin tillid i hans ord; øen her, var ej en for hende, ej en hun skulle betræde alene. Hun mødte derpå blikket på den spraglede hingst og åbnede da mulen, for at besvare hans ord.

,,Volontaire, dine ord er nødvendigvis ikke sandheden for alle, men jeg kan mærke, at de er sandheden for dig. Jeg tror på dig, du spraglede hingst, og jeg vil følge dit råd om at forlade denne ø, når du ej længere ønsker mit selskab. Men jeg vil dog påpege, at selv den mindste flamme, selv den, der er spærret inde bag lås og slås, kan slukkes.”

Sagde hun med den milde stemme og et lille smil på læben, inden hun forsigtigt forsøgte at berøre ham, med en venlig og sensitiv bevægelse.

,,Men, Volontaire, nok vil jeg give dig ret i, at mit lys er et nemt offer; men jeg forsikre dig, at jeg ej vil lade det slukke. Jeg vil beskytte det, med alt jeg kan, så længe jeg lever. Nok vil det blive svært, men jeg har en fornemmelse af, at det er min skæbne.”

Illana valgte at lade en abstrakt tanke blive luftet, til ære for denne hingst. Nok var han ikke typen der engagerede sig i andres meninger og holdninger, men noget sagde Illana, at Volontaire og hende ville få en speciel tilknytning senere hen; noget, der ville binde dem sammen, selvom han måske helst veg fra hende. Dog havde han vist, via sin opførsel og sin beskyttende aura, at han havde accepteret Illana på en anden måde, end ved deres første møde; og dette var måske blot et enkelt skridt på vejen imod en harmonisk dans, de kunne udfører sammen?

My past is my curse

---

Den gyldne hoppe, har allerede nu, sat et præg i mit ellers mørke og aflukkede sind. Jeg ønsker ikke, at nogen vandre rundt i mit sind, eller min fortid. Jeg vil ikke have, at andre kender til den fortid, som jeg aldeles ikke selv er stolt af. Jeg vil ikke have, at andre sjæle omkring mig, ved at jeg er en morder. En morder, der dræbte den hoppe, jeg elskede aller mest, blot pga. et nederlag. Jeg ved derfor også godt, at det er bedst, at jeg vandre omkring alene, og aldrig lader selskaber blive hos mig. Men jeg har en tanke i mit sind, som gør, at jeg desværre bare ikke rigtig kan skubbe denne gyldne hoppe fra mig. Hun har allerede nu, indpræget sig i mit sind, og der sidder hun fast nu, for altid, uanset hvor meget jeg end kæmper for at skubbe hende ud, og væk fra mig. Og dette, det er farlig både for mig, og for hende. Jeg risikerer at rive op i min fortid, vække de dæmoner der altid ligger og lurer i mit indre, og samtidig kan det dermed ende med, at jeg skader hende, ligesom jeg skadede min gamle mage. Det ønsker jeg ikke. Men jeg ved også blot, at de slumrende dæmoner der er i mit indre, blot ikke kan håndteres altid, selvom jeg ønsker det. Det virker til, at denne gyldne hoppe stoler på de ord som jeg har sagt. Hun lytter til dem, og det virker til, at hun har tænkt sig at forlade denne ø, når jeg siger, at jeg ikke længere ønsker hendes selskab. Det er godt nok. Da hun strækker mulen imod mig, ser jeg en anelse skeptisk imod hende, men det skeptiske blik forsvinder, da hun jo taler, og jeg dermed skal svare.

,,Jeg betvivler dine ord, og så alligevel ikke. Men den lille flamme, der er tale om, er så svag at se, at den ikke kan ses for det blotte øje. Dit lys, det skinner så bravt, at selv solen bliver misundelig.”

Besvarer jeg hende med de dybe og hæse stemme, mens jeg fortsat kigger på hende. Men da hun så lader sin mule røre min, stivner jeg i nogle sekunder. Jeg ved i disse sekunder, ikke rigtig hvad jeg skal gøre. Stille op med hende, eller med mig selv. Jeg står egentlig bare ganske stiv, inden jeg kort rykker lidt med hovedet, lidt væk fra hende, mens ørene ryger i nakken. Men langsomt, drejer jeg mit hoved lidt derhen igen, og lader meget svagt min mule strejfe hende, for at gengælde. Alt river og flår i mig indvendigt, og jeg trækker derfor også min mule ind til mig igen.

,,Du skal også beskytte den. Den er en del af dig, en vigtig del, Illana.”

Vælger jeg så at sige, for at fjerne den stemning der er inde i mig selv. Jeg har ikke lyst til, at skulle bekæmpe mig selv, og den berøring, var bare noget, jeg ikke havde regnet med. Hun er desuden også den første, jeg har accepteret at lade mig røre af. Da Za ville røre mig, fik hun et meget bestemt nej. Mine øre vipper kort, tænkende, inden jeg igen lader dem vippe en smule skråt bagud, og ser en smule væk fra hende. En overspringshandling, for ikke at fæstne mit blik på hende. Hun skal ikke begynde at få en betydning for mig.

Illana, den gyldne, lod sine øjne følge meget nøje hver enkelt bevægelse denne hingst foretog sig; Volontaire, der havde afvist Illana første gang de mødtes, stod hende nu meget nær. Havde valgt at lægge sin opmærksomhed imod hende, tillade sig at bekymre sig nok til at ville beskytte hende, og få hende væk fra denne ø, der lod til at være beboet af noget ondt, noget utilregneligt, der selv prægede hingstens adfærd, der ellers virkede til at være ret sikker i sin færden og i sit sind; han havde sine egne veje og det havde han gjort klart fra start af. Alligevel lod det til at han veg en smule fra sin vej, idet han begyndte at tale. Hans ord, der vel gav et kompliment til den gyldne hoppe, varmede hende inderst inde og vagte nogle hidtil ukendte følelser, for denne hingst der bar farverne fra nat og dag. To modsætninger på én krop, hvilket vel egentlig passede meget godt til hans sind. Der var også modsætninger i hans sind; han ønskede tydeligt ingen nær, men alligevel havde han accepteret Illana tæt ved sig, og hvorfor det vidste hun ikke. Men hun var glad, ja beæret over at få lov at være ham så tæt, og få lov at udforske de små blindgyder der lå i overfladen af hans sind. Hans beskyttende aura, der havde taget over og søgte at sørger for Illana i denne stund. Illana ventede et øjeblik med at svare de ord, som Volontaire havde sagt; for hun var mere optaget af den kontakt de to havde, hvor ord ikke indgik. Hun havde søgt ham, søgt at røre ved hans mule og i første omgang havde han veget fra hende, hvilket fik hende til at stoppe sin bevægelse. Men da han gengældte hendes gestus, smilede hun oprigtigt og trak sin mule til sig i respekt, og som tak. Tak fordi at han havde ladet hende komme ham blot det nærmere; og hun var da så høflig at trække sig og give ham plads. Derpå begyndte hun at besvare hans ord, omkring lyset og hans flamme; ikke fordi hun ville diskutere det med ham, men hun følte for at sige sin mening, til denne sælsomme hingst.

,,Volontaire, det lys som jeg ejer, vil jeg beskytte med mit liv. Det er, som du siger, en del af mig, og jeg tror på, at det lys som bor i mit hjerte ligeså er et lys, som jeg på et tidspunkt skal give videre. Men, din flamme, du spraglede hingst. Uanset hvor usynlig den end måtte være, så vil den være der så længe dine ben endnu kan holde sig oppe. Og jeg vil ikke påstå noget, jeg ikke ved; men jeg har en fornemmelse af, at hvis du lader den, vil den kunne blomstre op til skue for øjet endnu engang. Dette land som omgiver os, har givet os hver især muligheden for en ny start. Spørgsmålet er bare, om din flamme er villig til at tage den? Eller, om du er villig til at tage den?”

Sagde Illana med et smil. Det var meget tydeligt i hendes fremtoning, at der ej lå noget negativt i hendes ord og hendes udtale, og at det hun sagde, ikke behøvede at være sandt. Måske var der noget for at Volontaire’s flamme var, som den var, og måske kunne det ikke ændres. Men Illana havde så meget respekt og fascination for denne hingst, at hun alligevel lod emnet lyde. For måske kunne hingsten bryde fra den vej, der første ham imod mørket og tage imod dagen ligeså, lade flammen vokse op og få et nyt liv, her hvor ingen fra hans fortid kunne dømme ham?

My past is my curse

---

Denne aften, har allerede nu været meget speciel for mig. Den er ikke som alle andre. Men den hoppe jeg er i selskab er, er heller ikke en hoppe, der er som alle andre. Hun er den første i dette land, der har fået lov til at berøre den krop jeg besidder. Den krop, der evigt og altid kæmper mellem det onde og det gode. Det mørke og det lyse. Ja, den evige kamp, der måske aldrig vil holde op, før jeg en dag tager mit sidste åndedræt, og træder til de evige græsmarker. Men denne gyldne hoppe, hun vækker tanker og følelser i mit indre, som længe har været væk. Ej forelskelse eller kærlighed, men en form for mindre ligegyldighed for min egen og andres tilværelse. Eller i hvert fald hende tilværelse.
Af en eller anden grund, så er hun bare trådt mit sind nærmere, om jeg så vil have det eller ej. Men hun har gjort det på en måde, hvorpå jeg ikke er sur på hende. Hun er ikke trådt for langt, og for hurtigt. Hun er trådt tæt, ja. Men måske er det også blot fordi mine egne grænser er rykket i hendes nærværd. Måske jeg lader hende komme tættere på, at grunde som jeg end ikke selv ved.
Men denne gyldne skabning, der for et kort sekund siden, rørte min mule med sin, har nu trukket den tilbage til sig selv, med en respekt for de grænser jeg stadig ejer og besidder. Måske ’frygtede’ jeg, hvis hun lod sin mule blive der for længe? Hvis en følelse blev vækket, eller den ondsindede flamme ville blusse op? Smælder med den mørke hale bag mig, inden jeg overvejende drejer mit blik tilbage på hendes gyldne skikkelse, der ikke står langt fra mig. Hun taler nu, og bryder den stilhed der før blev besat af vores berøring. Men berøringen er ovre, og nu tager ordene i stedet til. Og ordene, de er tydelige fra hende. Hun ønsker vitterligt at høre min mening om det hun siger, om den flamme jeg har. Hun har grejet det jeg før sagde, og fundet ud af den lille og spinkle flamme jeg før talte om, er den flamme der tilhører mig.

,,Illana, du gyldne hoppe. Jeg er sikker på, at dine ord er ment som en opmuntring, og måske endda en opfordring til at tage imod den chance du taler om, er blevet mig givet. Men jeg er ikke en hingst, der søger en ny chance. En ny chance, er ikke hvad jeg har brug for, eller har fortjent. En ny chance, er for de sjæle der har bragt livet noget godt, og ej taget livet fra andre, Illana. Den flamme jeg besidder, er slukket af bestemte årsager, og den skal ikke bryde frem, til store flammer, da dette i sidste ende kan få katastrofale følger.”

Min stemme er mørk, og i et kort øjeblik virker jeg måske distanceret. Men jeg siger ikke disse ord, for som sådan at skræmme hende, men så alligevel lidt. Hvis denne gyldne hoppe kan ligge afstand til mig, af frygt, så behøver jeg ikke koncentrere mig om at skulle finde en løsning på at bryde det ’bånd’, der er ved at opstå for mit vedkommende. Hvorfor jeg fortæller hende så meget, og alligevel så lidt, det ved jeg ikke. Jeg fortæller ikke direkte at jeg har myrdet en, og jeg fortæller heller ikke hvad de katastrofale følger kunne være. En gådesnak måske, som alligevel ikke er så gådefuld som jeg ønskede. Måske har jeg nu røbet for meget om mig selv, overfor denne gyldne skabning. Men ordene, dem kan jeg ikke trække tilbage. Mine øre vippes kort omkring, inden de falder imod hende igen, opmærksomt. Dernæst drejer jeg mit hoved, så mine øjne rammer imod hendes, i en kort stund, af forskellige årsager. Jeg ønsker at se hendes reaktion, se om hun går igen ved disse ord, og samtidig ønsker jeg blot at se hendes øjne, læse i dem. Se bag om de gyldne og varme øjne, der besidder en stor visdom.

Illana, den gyldne, der havde trukket sig en smule tilbage, for at give plads til Volontaire og hans sjæl, betragtede ham nu. Ikke direkte og snagende, blot forsigtigt. Hun beskuede hans muskler der lå under hans spraglede pels, hans hårlag der så fint var mønstret af sort og hvid, der kæmpede om de dyrebare pletter på hans ryg, flanke, hals. Hun beskuede hans træk, hans ansigtstræk, der gav ham udstråling og liv. Han var en flot hingst, ædel af udseende, især nu hvor hun fik lov at kigge efter. Et udseende, der nu ikke matchede hans sind så godt. I første øjekast var Illana ikke i tvivl om, at hans farve og krop passede godt til hans sind. Men nu, hvor hun kunne se den skønhed han bar, havde hun vel ændret sin mening. Volontaire var en meget speciel hingst, der måske kunne virke malplaceret i dette land - men Illana vidste, at ingen kom hertil bare for sjov. Der var noget for ham i dette land; måske ikke en ny chance, men måske en udvikling i vente, der skulle kunne ændre ham på den ene eller anden måde. Eller måske var han vigtig for opretholdelsen af dette land? Måske var han bragt hertil for at udrette noget, der skulle kunne holde balancen i landet kørende? Illanas mange tanker blev afbrudt da han begyndte at snakke, med den ru stemme der klædte ham så godt. Hans ord lyttede hun intenst til; som alle de andre han havde sagt.
Men de ord han nu fremsagde, fortalte den gyldne hoppe mere om denne spraglede hingst, end hun havde forestillet sig. Hans ord bød ham ej en ny chance i dette land, fordi han ikke fortjente det. Fordi han, den spraglede hingst, havde været årsag til enden på en andens liv. Illana reagerede i første omgang ikke, da hun vejede hans ord meget nøje. Hun overvejede det, han havde sagt om at tage livet fra en anden. Hun overvejede hans ord omkring hans flamme, der kunne betyde katastrofer, hvos den brød frem fra det ’fængsel’, den vel var sat i. Hun sænkede derpå hovedet en smule. Hun vidste godt at han vågede over hende nu, mere intenst end før; for det han lige havde fremlagt for hende, ville vel få alle andre til at vende sig i afsky og gå væk; men Illana gik ikke. Hun søgte meget langsomt hans mule i et kort øjeblik, hvorefter hun lod ham møde hendes blik. Og i hendes blik var der ikke afsky, ikke nysgerrighed og ikke vrede. Der var medlidenhed og en form for forståelse gemt i hendes blik, som han kunne se, hvis han kiggede efter. At han havde været grunden til, at en anden havde mistet livet, som han indirekte havde afsløret, var ikke i sig selv grundlag nok for at den gyldne skulle ændre syn på ham. Der kunne være mange årsager til dette; måske havde han været tvunget? Måske var det et uheld? Eller måske havde han endt en andens liv i koldt blod. Illana mimrede let med mulen inden hun da begyndte at snakke med den milde stemme, som hun ejede.

,,Volontaire; jeg kan forstå at din flamme er en, du holder i skak af en årsag. Og jeg vil ikke spørge yderligere ind til hvad den årsag må være - Men jeg må sige dig, at mine ord omkring en ny chance ikke skal ændres, af din udtale.”

Hun snakkede dæmpet, men oprigtigt og med en ømhed, som ingen havde hørt før. Så nænsomt, ja nærmest kælende, bugtede hendes toner sig af sted, til den spraglede hingst. Hun søgte ikke at få ham til at kunne lide hende; hun søgte blot at udtrykke sig oprigtigt, ærligt som altid.

,,Men, Volontaire. At ende en andens liv, er en alvorlig sag. Jeg skal ikke være den, der dømmer dig; lad ingen være dem, der skal dømme dig, for du har allerede dømt sig selv og straffet dig selv, for det der må være sket. Jeg har nu en forståelse for dit sind, for din flamme, som jeg er taknemmelig for at du viste mig. Og lad mig nu vise dig, et side af mig; min moder, den hoppe der gav mig liv, blev jeg beskyldt for at tage livet fra. Om det passer, ved jeg ikke; for aldrig har jeg gjort hende harme. Mit liv blev ødelagt, jeg blev forvist fra det, af denne grund, Volontaire. Og jeg mener at det er af denne grund, at jeg er kommet her. Jeg siger ej, at det du har gjort, eller det jeg måske har gjort, skal glemmes eller sammenlignes. Min pointe er, at alle har noget de fortryder. Og hvis man fortryder det nok; ja, så tror jeg at en ny chance er fortjent, uanset hvor slem ens fortid da end er. Alt sker af en grund, Volontaire. At du og jeg står her, har nok en grund. Og måske har grunden til din færden her, noget at gøre med det du har udrettet; også selvom det så har forsaget at du er, som du er. Ikke at det er negativt på nogen måde, følg mig ret; og jeg forventer heller ikke at du skal forstå mine ord. Men jeg tror på, Volontaire, at fortiden er med til at skabe fremtiden, selvom vi nu er isoleret fra fortiden.”

Illana’s ord var måske mystiske og kunne måske virke provokerende overfor den spraglede hingst; måske afskyelige. Men Illana havde en fornemmelse af, at de to havde opnået en form for kontakt, der var helt unik. Derfor delte hun hendes fortid med ham, selvom han ikke direkte havde delt sin med hende. Men Volontaire havde gjort uret i sit tidligere ’liv’, som Illana vel også havde gjort. Måske alle havde gjort noget uret forend de var kommet hertil - Og i så fald, ja, så var Volontaire ikke alene i sin sag. I hvert fald ville Illana lytte og være der med ham, så længe han ønskede hende der.

My past is my curse

---

Denne gyldne skabning, denne lysbærer der star så flot foran, og lytter intenst til de ord min hæse og ru stemme fremtoner, star blot der, med en opmærksom mime, men ej med frygt i sindet. Da hun står i nogle sekunder, og lytter til de ord jeg før fremsagde, er mine forventning at hun om et kort øjeblik vil vende mig ryggen, og vandre bort fra mig – og det vil jeg ikke bebrejde hende. Hvem vil være i selskab med en morder? Mit selskab, er ikke et selskab der byder hendes lys ind, for jeg fortjener ikke den form for lys i mit liv. Jeg tog selv et lige så kraftigt lys væk fra denne verden, et lys, der skulle have delt sig, og have formet et nyt liv, hvor mine gener skulle have været. Men jeg dræbte dette lys, det stærke lys, og den sjæl, som mit hjerte var blevet givet til. Hende, lyset, og min hjertenskær, hende dræbte jeg. Men Illana, den gyldne hoppe, overrasker mig endnu engang. I stedet for at vende ryggen til mig, for forsvinde så hurtigt som hun kom, tager hun i stedet sin mule nær min. Jeg mærker hvordan hendes mule lander imod min, der ganske svagt dirrer. I et kort øjeblik, er jeg stiv i kroppen, nok fordi jeg inderst inder er chokeret og overrasket over lige præcis denne reaktion. Til trods for, at jeg lige har fortalt indirekte, at jeg tog et liv fra en anden, så lader hun sin varme og milde sjæl, træde endnu tættere, og lade sin gyldne og milde mule, ramme imod min. I nogle sekunder er jeg nok det, man kan kalde for konfus. Men da mit blik rammer ind i hendes, ser jeg en ømhed, og en medlidenhed, jeg ikke har set i mange år. Disse blikke, jeg modtager fra hende, er så milevidt forskellige, fra de blikke jeg før har modtaget af andre sjæle, der blot ønskede mig bort – og af ganske god grund. Jeg er en morder, og dette vil jeg aldrig nogensinde kunne løbe fra.
At jeg så alligevel forsøger, det er en anden side af sagen. Men jeg kan ej løbe fra den fortid, der bliver ved med at jagte mig. Men dette hindrer mig ikke i at forsøge, selv den dag i dag. Mit blik er fortsat fæstnet i hendes, og i nogle sekunder, ses noget andet i mine øjne. De er ikke blot tomme, og uigennemskuelige, nej. Nu er der en anden følelse, der langsomt viser sig, med en lille gnist. En samhørighed med denne hoppe, denne lysbærer, er at finde i mine øjne, som om en accept er bundet til mit blik. Og jeg ved godt, at jeg nu har et endnu større problem med at skulle skubbe denne sjæl fra mig, for ikke at skade hende. Jeg accepterer hende i min nærhed, en accept som ingen andre har fået siden hændelsen, og siden jeg begyndte at flygte nat og dag, i et spinkelt håb om at kunne løbe fra mig selv. Denne gnist af samhørighed og accept, forsøger jeg at slukke, men den forbliver der. Da jeg langsomt tager mulen til mig igen, skal jeg kort overveje de træk og ord jeg har gjort mig, til hende. Om jeg fortryder det, det ved jeg endnu ikke. Men for hendes skyld, og sikkerhed, der fortryder jeg det, at jeg fortalte noget om mig selv, som kan virke som en invitation til videregående selskab og bekendtskab mellem os. Jeg ønsker jo ikke at skade hende, og jeg tror heller ikke at jeg nogensinde kommer til det. Men det troede jeg ej heller, at jeg ville gøre med min forhenværende hjertenskær.
Da Illana åbner munden, og begynder at tale, lytter jeg som altid ganske opmærksomt. Men jeg har aldrig været typen, der stod med ørene klistret frem, blikket mod mit selskab, og kroppen ligeså. Nej, jeg viser min opmærksomhed en anelse mere diskret. For mine øre vipper stadig engang imellem, lyttende til omverdenen.
Det er tydeligt for mig, da hendes ord ankommer til mine øre, at denne gyldne og varme skabning, ikke har ændret mening om at jeg ligesom andre, har lov til en ny chance, nærmest har krav på den. Det er nok ikke ligefrem mange, der vil synes at en ny chance skulle være blevet mig givet. Men netop det gør, at denne gyldne lysbærer, der er så ren af sind, er så unik og speciel.

,,Jeg vil aldrig kunne tro, Illana, at du i din fortid kunne have bragt harme over din moder, i hvert fald aldrig med en intention om dette. En ulykke kan være sket, hvor du desværre har været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Men dit sind er så rent og fint, at end ikke en sjæl som jeg, vil tro på at noget ondskab befinder sig i dig. Og jeg tror ellers på, at næsten alle bærer en ondskab, der før eller siden vil blive presset frem.. Illana, jeg ønsker at du dømmer mig, til den jeg er. For dit eget bedste. Vi er her nok alle af en grund, den kan være stor, og den kan være simpel. Måske er min grund blot, at jeg skulle havne et sted, hvor jeg ikke længere har muligheden for at flygte. Men Illana, du kan stadig nå at forsvinde. Jeg vil ikke skubbe dig fra mig, det kan jeg ikke længere. Men vender du mig ryggen, vil jeg ikke bebrejde dig.”

Besvarer jeg hende, med den dybe og mørke stemme. Til trods for at mine ord måske kan virke ’bløde’, fordi jeg siger at jeg ikke længere selv har styrken til at skubbe hende fra mig, så siger jeg det stadig med en stor maskulinitet, der ikke er til at tage fejl af. End ikke for uvedkommende, der ser os fra lang afstand. For jeg står stadig i denne majestætiske og maskuline holdning, med nakken knejst, og ørene der vipper opmærksomt. Jeg falder aldrig sammen i kroppen, og til trods for ’bløde’ ord, så bliver de fremsagt med den ru og hæse stemme.