Something has changed

Den stilhed der lå over de to sjæle, var ganske unik. De to sjæle, den ene hvis spraglede sind var ledt af mørkets vej og den anden der vandrede af lysets havde fundet et venskab i hinanden og sammen kunne de, når de var sammen, vandre af en middelvej, hvor de begge lod til at være tilfredse. De ord som Mindraper sagde, ramte skam Illana, et centralt sted i hendes sind. At hun var med til at få hans tilværelse til at være bedre, det var en kompliment der var langt større, end hun havde forventet nogensinde ville falde fra Mindraper’s sind. Hun smilede kort, inden hun lod sin mule puffe ganske blidt imod hans skulder.

,,Mindraper, det er mig en glæde at min tilstedeværelse kan gøre din placering i landet en smule mere solid, og lad mig gøre det klart, at du skam også er en ven set fra mine øjne af; en god en.”

Sluttede den gyldne hoppe, inden hun lod sine øjne glide over hans mærkværdige og spraglede krop igen. Det var et under, at nogen måtte se sådan ud, som han gjorde det, og hvordan det hang sammen, havde hun aldrig fået kortlagt til fulde. Om hun nogensinde ville forstå hans fortid eller ej, var hun sådan set heller ikke interesseret i længere; Mindraper var en ven, en ven hun skulle opleve mange ting med endnu, og så måtte fortiden ligge. Om den så end var mørk eller lys.

Mindraper var nok det man kaldte glad og det kunne ses på en meget, meget svagt smil gemt dybt inde i hans mundviger. Hans gule øjne var heller ikke nær så intense og gennemborende og hans holdning var afslappet i den gyldnes selskab. Hans mule søgte hendes skulder som han kort gnubbede. Hans berøringer var flygtige og sensitive som berørte hans en porcelænsfigur med største forsigtighed, for tænk hvis den skulle splintre. Mindraper havde faktisk, trods hans mørke sind aldrig været specielt voldelig og derfor var han heller ikke grov i hans håndtering. Men han gemte på mange grusomheder bag de gule øjne som intet røbede om disse ting som han havde udført i sit unge liv. Tanken om det fik ham kort til at stoppe hans tætte nærvær med hoppen, som var han bange for hans tanker skulle få hendes til at krakelere. Han rynkede på mulen, men fortrød ikke. Det var en del af hans liv. Han skød det fra sig igen, og begravede mulen i hoppens lyse man for igen at gnubbe hende i en venlig gestus, når de stod der, og havde erklæret hinanden for venner.

Den gyldne hoppe sitrede let da den spraglede hingst genoptog hans gnubben imod hendes skulder; det var en behagelig gestus imellem venner og hun ønskede ikke at den skulle stoppe endnu. Der var sket noget med Mindraper, noget med hans sind; han havde fået en ven og det smittede af i hans gule øjne, som slangerne kunne have haft og der lå ej helt den samme hårdhed og afvisende attitude længere, men derimod virkede han en smule inviterende overfor den gyldne hoppe, som ønskede han at beholde hende i sit selskab, og det skulle han skam få lov til. Da han holdt en pause med sin gnubben, fortsatte den gyldne uhindret med at gnubbe ham oppe i nakken, og da han genoptog sin i hendes man, prustede hun sagte, men tilfredst. Det at have en ven som Mindraper, var noget specielt, for det var ej sikkert at mange andre ville være så heldige; for Mindraper var speciel, det var der ingen vej udenom, og et var nok ikke alle, der kunne tackle dette. Ikke at han var besværlig, men han var en, man skulle forstå, for at omgås til fulde. Efter nogen tid stoppede Illana den gnubben de to havde opretholdt i nogen tid og da så hun ind i Mindrapers øjne, og smilede.

,,Mindraper, min ven, jeg har et spørgsmål til dig. Nu hvor dagen er ved at gå på held, vil du følge mig til et sted, hvor der kan hviles for natten?”

En dyb maskulin brummen lød fra hans strupe og det Illana genoptog hendes gnubben og Mindrapers mule vandrede over hendes lyse korpus. Han kunne fornemme at hun var en stærk hoppe som let ville kunne give ham et lag tæv og det var fint. For Mindraper kunne tøjle sig, selvom hopperne var i brunst, og dette gjaldt også nu hvor han ellers stod i nærkontakt med den gyldne. Nej han havde aldrig haft sådanne hensigter og havde derfor ingen afkom i denne verden. Måske kom der nogle, men ikke med hvilken som helst hoppe. Mindraper var kræsen og måske for kræsen. Han vippede med ørerne da hun igen talte. Han nikkede og brummede svagt.

" Det lyder fornuftigt, du bestemmer hvor. "

Han strakte hans mule mod hendes skulder og strøg hende derefter op over ryggen og ned af flanken, inden han trak mulen til sig og rykkede lidt på sig for at følge den gyldne hoppe, mens de igen begyndte at vandre mod et nyt sted.

Illana, den gyldne, nikkede glædeligt til Mindraper. Han havde accepteret at finde et sted for natten, hvor de to sjæle kunne hvile; hvor der ikke skulle tænkes på at holde varmen eller være bange for farer - Selvom farer i dette land, ikke var noget Illana kendte til. Da hun havde fået Lyset, var hun blevet advaret om såkaldte skygger, der ville tage Lyset fra hende; men ej havde hun mødt disse endnu og var blot glad for det. Hun prustede let, inden hun puffede imod Mindraper, som efterhånden var en sand ven i hendes øjne. De havde snakket meget, brugt meget tid sammen og efterhånden var den spraglede begyndt at åbne sig lidt for den gyldne hoppe, hvilket hun i sandhed brød sig om.

,,Mindraper, der et en klynge træer et stykke herfra, som danner en hule. De grene som træerne bærer, hænger nærmest nede ved jorden, det er ganske smukt og fascinerende. Der ønsker jeg at tage dig med, så vi kan hvile sammen for natten der.”

Sagde hun med den milde stemme, inden hun satte kursen imod dette sted, som hun kendte til. Hun havde fundet det nogle nætter forinden, faktisk, uberørt af andres hove. Fredeligt og diskret, sådan som den gyldne hoppe holdte af det om natten. Den elegante krop blev båret naturligt og yndefuldt af de lange, smalle ben som den gyldne hoppe besad, mens hun begav sig af sted, side om side med den spraglede, der havde valgt at lade hende lede vejen, til det hvilested de to skulle have for natten.

- Han smilte til den gyldne hoppe og nikkede til hendes svar. Hun ville lede dem op til et mere diskret sted at hvile for natten. Det passede ham jo fint, for han kunne ikke lide at være ude i det åbne når han forsøgte at holde sig skjult og man kunne måske være en anelse mere afslappet. Han knejsede let i nakken og skød brystkassen frem inden han fulgte hende i et roligt og afslappet tempo. Han førte sig en anelse frem fra en mere gallant side, som han endda ikke vidste han besad. Han hvælvede i halsen og trippede kort frem og nippede hende kådt i flanken, inden han så igen slog ned i en rolig skridt. Han så træerne og det var ganske diskret, som hun havde fortalt. Han vippede med ørerne og møffede så ind mellem grenene som hang nede ved jorden og stoppede nu afventende op for at se hvor hun havde tænkt sig at hvile, hvorefter han så ville gøre hende selskab for natten, efter at have tilbragt en hel dag i hendes selskab.
//out