Something has changed

Illana, den gyldne hoppe, der nu ej længere blot var en simpel sjæl, men en sjæl med en opgave, vandrede rundt i den tavse morgen. Natten derpå havde været oplevelsesrig for den gyldne hoppe, der nu bar en særligt smykke omkring sin hals. Et smykke der glødede kraftigt nok til at jage skyggerne væk omkring sig og hale tiden berige den gyldne hoppe med det lys, hun så længe havde søgt, selvom nattens tæppe havde lagt sig om hende. Med et lille prust standsede hun op i udkanten af skovbrynet og lod blikket glide over det åbne land. Det var stille, på denne morgen; og solen havde kun lige fået fat og havde indhyllet hele området i et særligt, gyldnet skær. Illana lod et sagte vrinsk falde til fordel for stilheden, der ellers havde hersket der længe; men nu agtede hun at søge selvskab for at få tankerne lidt på geled igen. Nattens oplevelse havde været meget overvældende for hende og hun havde brug for noget at fokusere på, før hun gennemtænkte det hele igen. Men var der nogen tilstede på denne smukke morgen?

Hingsten havde fundet ud af sit ly og bevægede sig målrettet igennem skoven. Hans ører var vippet bagud og attituden var fjendtlig. Han bar altid sådan en mine udadtil fordi han sjældent ønskede selskab. Duggen lå stadig omkring skovbunden, samt hvilede på de få blade der var sprunget ud. Noget fangede derpå hingstens gule øjne og han kunne mærke hvordan hele kroppen blev spændt og han blottede tænderne. Et unaturligt lys skinnede noget så kraftigt ved skovkanten og det fik strakt hingsten til at tænke på hvad der havde bragt ham her. Dog lød der et vrinsk som var ganske velkendt. Og det fik ham til at drage nærmere. Han fik øje på den gyldne, som havde ændret sig i det hun nu bar på dette lys. Han bevægede sig i en bue omkring hende, blot for ikke at luske op bagfra og derpå kunne stå med fronten mod hende. Hovedet var fjendtligt sænket og ørerne lagt i nakken, og de gule øjne var fæstnet mod denne halskæde. Han vidste ikke hvorfor den var der, og hvad det præcist var, men han brød sig ikke om fordi det mindede ham så meget om det der havde frarøvet ham sin identitet.

Illana, den gyldne, der stod og beundrede den stille eng, lod sine sensitive ører lytte til alt omkring sig; og opfangede snart en lyd, der kom snigende. En lyd af meget dæmpede trin, imod den knasende skovbund, der allerede nu var i gang med at blomstre op, med alverdens farverige små blomster og det grønneste græs. Illana slog let med hovedet og vippede ørene helt bagud. Hvor stammede lyden fra, og hvem udsendte den? Der gik ikke længe, for Illana fik øje på den spraglede Mindraper, der havde sneget sig ind på hende, med en rovdyrs adfærd, som fik Illana til at vige få skridt. Hans nedlagte ører og sænket hoved, fik Illana til at drage paralleller til et rovdyr, der søgte at nedlægge sit bytte. Derpå vendte Illana sine øre en smule ud til siderne, hvorefter hun gjord et nik med sit gyldne hoved, for at fortælle Mindraper, at hun ikke ønskede ham tættere, med den adfærd, men heller ikke væk.

,,Goddag, du spraglede hingst. Hvad bringer dig til disse kanter, på denne flotte dag?”

Illana valgte at lægge ud med et indbydende spørgsmål, for ikke at lægge op til at Mindraper skulle udløse sin negative energi. Hvor kom den pludselig fra? Sidste gang de havde set hinanden, havde Mindraper haft en positiv energi, som den gyldne ikke havde set ham med før. Men nu lod den til at være væk.

Mindraper var irrationel og han vidste det godt. Han kunne ikke bare antage at denne halskæde havde forbindelse til dette lys, men det gjorde han dog. Hoppen talte til ham, men de gule øjne var fæstnet til denne halskæde som kunne han dræbe den med blot sit blik. Hans mule var rynket, men tænderne var ej blottede. Hovedet var sænket og han stod blot som en statue. Han bevægede sig ej nærmere den gyldne hoppe i det hun ej ønskede dette, mens det afholdt ham ikke fra at stirre.

" Dén ting dér! "

Snerrede han næsten hæmningsløst. Hans snerren lød som slangens hvislen og halen piskede bag ham, som en klapperslange ville have gjort. De gule øjne havde et ildevarslende udtryk, men han gjorde ikke nogen fortræd udover halskæden som blev bestirret noget så grusomt. Stakkels halskæde. Dog synes Mindraper ikke det var synd for den, nej han stirrede videre som var han besat.Hvilket nu var dumt, for han anede jo intet om hvorfor den var der og hvordan det hele hang sammen.

Illana, den gyldne, lod sit blik fæstnes på Mindraper. Han lod til at være besat af den halskæde, som Illana bar om halsen, den der indeholdt en snært af det lys, som dette land indeholdt. En lille del af et unikt lys, som kun hun var blevet tildelt under særlige omstændigheder. Hun bemærkede godt hvordan Mindraper allerede nu lod til at hade den halskæde, som Illana var blevet velsignet med, den hun skulle passe på. Hun lod sin mule strækkes og et lidt irettesættende puf falde imod hans mule; hverken negativt eller direkte belærende, blot en smule irettesættende. Hans gule øjne håbede hun på at kunne fjerne fra lyset om hendes hals, nær hendes hjerte. Derpå lod hun sin mule komme med nogle ord, der skulle prøve at fjerne hans fokus på noget, han allerede nu havde fordomme om.

,,Mindraper, den ting, som du kalder den, er ej noget du skal spekulere over. Det er hverken noget der kan gavne dig eller skade dig; det er noget, som er blevet tildelt mig og noget, som jeg skal passe på.”

Sagde Illana sagte. Hemmelighederne omkring hendes halskæde var ej for Mindrapers øre, og hun vidste også, at den spraglede hingst ej ville forstå, hvis det så var. Dog håbede hun på, at han kunne fjerne sit fokus fra det, der ikke var vigtigt og lægge det på det, som var. Illana var nu i hans selskab; men det lod ikke til at han så hende, som sådan, hvilket hun ønskede at han gjorde.

Hoppens puf mod hans mule fik ham til at trække den til sig i et fornærmet brum. De gule øjne var giftige og hvilede intenst på denne halskæde indtil hoppen talte til ham. Hans blik bevægede sig op til hoppens med pure mistro plantet i dem. Han var ikke overbevist og lod kort blikket vandre ned mod den og fnyste mindre begejstret. Dog rettede han sin opmærksomhed mod den gyldne hoppe med en nu mere afslappet holdning og et neutralt udtryk i de gule øjne. Han trådte hende med rolige skridt for at vise han ikke ville hende noget ondt. Den mørke mule vandrede over hendes hals i en flygtig strygen inden han løftede den for ikke at røre halskæden. Han satte mulen mod hendes ryg, som han blot begyndte at massere med blide og sentitive berøringer med hans tænder, mens mulen i en venlig kærtegnen mimrede omkring området der blev masseret. Han brummede ganske lavt med hans maskuline stemme, men havde ikke bidt mærke i hun stadig var i brunst grundet dette mindre raserianfald han havde haft. Han missede kort med øjnene og vippede med ørerne.

Illana, den gyldne, lod forundret blikket hvile på Mindraper, der nu valgte at tvinge sit fokus væk og tiltale Illana med den venlighed, han havde vist hende ved deres sidste møde. Da han først trådte imod hende, vidste hun ikke, om hun skulle reagere eller blive stående; men hendes fornemmelse for den spraglede hingst vandt og hun blev stående, med en tilfreds mine, da Mindraper valgte at kærtegne hende, i stedet for at nedstirre hendes halskæde, som betød noget helt unikt for den gyldne hoppe. Da han begyndte at stryge hende langs halsen og dernæst ryggen, begyndte hun selv at gengælde denne gestus imod hans spraglede korpus, der endnu var hende fascinerende. Hvordan så mange nuancer og farver kunne samles på en hest, vidste hun ikke; men Mindraper var i hvert fald et resultat af en sådan undren. Hun prustede let og mildt, alt imens hun lyttede imod den spraglede hingst. Hun havde en fornemmelse af, at det svar hun før gav ham, ikke var tilfredsstillende nok, men i så fald måtte han selv spørge indtil det, som han ikke fandt dækkede i hendes svar; for Illana ønskede ikke at gætte sig frem til ting, hun ikke skulle gætte sig til. Mindraper var en speciel sjæl, som Illana ikke skulle grave i. Blot skulle hun følge ham, lærer ham at kende og langsomt bygge det bånd op, som de havde skabt. Da hun havde masseret hans skulder og starten af ryggen i lidt tid, stoppede hun dog og drejede sit gyldne hoved imod Mindraper. Ønskede han den tavse kontakt, eller var der noget, som han ønskede at spørge den gyldne hoppe om?

Hendes blide kærtegn fik hingsten til at blive afslappet i hans spraglede korpus som han nu besad. Han lod kort de gule øjne glide i med en ganske tilforladelig gestus overfor den gyldne hoppe. Han nød det og han gjorde det tydeligt overfor den gyldne hoppe. Da hun stå stoppede åbnede han øjnene og så spørgende på hende. Han var bedst vant med denne tavse kommunikation. En duft vakte hans opmærksom hed og duften kom fra den gyldne hoppe. Han rynkede svagt på den mørke mulen ved lugten af brunst, men følte godt at han kunne kontrollere sig selv, så derfor lod han blot sin mule vandre over hendes ryg, mens den stadig tildelte hende små kærtegn. Han strøg hende blidt over flanken og over hendes lår inden han kort med intense åndedrag snuste til hendes halerod. En meget testosteronfyldt brummen lød fra hans strube, inden han lod mulen genfinde placeringen på hendes ryg og fortsatte de tidligere kærtegn som var intet hændt. De gule øjne lod dog flakke omkring på hendes gyldne korpus og han lagde bånd på sig selv. Han var vel nogenlunde opdraget når det kom til stykket.

Illana, den gyldne, lagde hurtigt mærke til, hvordan Mindraper begyndte at slappe af, ved hendes berøringer og hendes nærvær. Det var som om Mindraper havde accepteret Illana, som et den af hans vennekreds og dem, som han lod komme til sig; men nu havde Illana dog en lille hemmesko om halsen, så at sige; for nu bar hun et lys, der vagte negative følelser i hingstens sind. Det lod dog til at han kunne abstrahere fra dem, hvilket Illana fandt positivt. Da Mindraper lod sine kærtegn søge længere ned, skævede Illana kort til ham; dog kunne hun fornemme på ham, at hans søgen ikke var at krænke hende, men blot kærtegne. Derpå strøg Illana ham over krydset selv, inden hendes blik vandrede fremad igen. Der var stille omkring de to, hvilket var dejligt; det gav Illana lov til at mærke efter, hvordan Mindraper var i de forskellige situationer og sammenligne dem. Han var en speciel hingst, det vidste hun.

,,Mindraper, du spraglede hingst. Jeg har savnet sig selskab. Må jeg høre, hvad du har brugt din tid på, siden vore sidste snak?”

Spurgte Illana på ny, eftersom at stemningen var faldet mere til ro, blandt de to sjæle; men ville Mindraper tillade at stemning forblev sådan, mens en samtale blev indraget?

Han var stadig mistroisk omkring denne halskæde, mens han ignorrede den egentlig under hendes kærtegn, som havde hans fulde fokus. Hendes stemme lød og hingsten stoppede endnu engang sine kærtegn og så blot på hende med det gule øjne, alt i mens hans mørke mule var placeret på hendes kryds. Hun var altid nysgerrig.

" Blot vandret rundt i landet kigget mig omkring.. Der sker ikke så meget. Der er ikke rigtig nogen værd at bruge tid på. "

Sagde han så blot roligt, men han udeladede dog at nævne at han egentlig havde mødt et par stykker. Men det var ej af interesse og den gyldne behøvede nu ej at vide det. Han var som sådan ikke ensom, hvertfald ikke i den gyldnes selskab, men han kunne mærke en følelse der mindede om hjemve. Han ville gerne hjem.

[/color][/size]

Illana, den gyldne, der stod med den spraglede Mindraper, nød godt af hans kærtegn, der blev placeret på hendes feminine krop. Mindraper var ganske opvartende, på den gode måde, hvilket egentlig fik Illana til at undre sig; hans moder havde talt om ham, som en man ikke kunne stole på. Som en, der havde valgt den mørke sti og ikke ønskede at betræde den lyse - Men alligevel var han så følsom og sensitiv sammen med den gyldne hoppe; når han ville. Illana prustede dæmpet og lyttede derpå til hans ord. Hans hverdag lød ikke så spændende, nærmest ensom, men han lod ikke til at klage over det. Hun smilede dog lidt af hans kommentar; for hvis der ikke var nogen, der var værd at bruge tid på, hvorfor var han så med Illana? Hun kunne snildt havde spurgt ind til det og startet en samtale her, men hun valgte at lade værre. Der lå noget i luften, der fortalte hende, at dette ikke var tidspunktet at ’ødelægge’ hyggen på, for da frygtede hun at Mindraper blot ville gå. Og hun ønskede ikke at han gik - Han var et rart selskab, det var han. Trods han var så anderledes end alle de andre, så var han en rar sjæl. Om han så ville det eller ej. Hun puffede derefter ganske let til Mindrapers mule og mødte hans blik.

,,Mindraper, du spraglede. Selvom du siger, at den hverdag ikke indeholder så meget, så har du vel fået set en stor del af landet efterhånden? Hvilke steder er dine favoritter?”

Spurgte Illana så, for at åbne op for en mere uskyldig samtale, om noget simpelt. Det kunne være at Mindraper ville føle sig fristet til at svare, og dermed give den gylden hoppe et indtryk af, hvor hun kunne finde ham fremover. Det havde været held i uheld, stort det alle gange hun havde truffet ham, og dette ønskede hun vel at ændre på. Men ville han deltage i samtalen eller udelade? Alt imens han besluttede sig, begyndte Illana atter at kærtegne hans spraglede krop, for at genoptage den sociale kontakt de havde, uden ord. Så kunne han altid putte ord på, hvis han ønskede at svare; i hvert fald ville Illana lytte med glæde.

Han mule holdte en kunstpause da hoppen snakkede til ham atter engang. Han lod sine tanker vandre omkring hendes spørgsmål for ej vidste han hvor hans foretrukne sted var. Han mimrede kort med mulen og rystede på hovedet og stod så og så overvejende ud i luften, inden han rystede på hovedet igen. Han fornægtede måske noget, men egentlig ikke kunne fornægte noget. Han drog et opgivende suk og så på den gyldne hoppe med hans gule øjne der ikke virkede nær så fjendtlige.

" Lige nu, du gyldne, er mit favorit sted, her i dit selskab. Mit favorit sted kommer an på hvad dagen bringer. Så mit favorit sted er hvor jeg på nuværende tidspunkt har det bedst. "

Han var oprigtig i hans tale for hoppen var godt selskab. Hun flygtede ikke fra hans små udbrud og kolde facader der var bygget op omkring ham som en mur. Han havde ikke noget sted han umiddelbart foretrak og det var fordi det kom an på om der var andre og hvem der var der. Da hun begyndte kærtegnet igen, gav det et gisp og et gip i ham, der dog var ganske diskret. Han vippede med de mandelformede ører og sænkede blot mulen og gengældte den sociale kontakt. Han opvartede hende, uden at være slesk på nogen måde. Han lod kort de gule øjne glide i og den mørke mule mimrede svagt af nydelse. Han kom med en sukken der symboliserede hans velbehag.

Illana, den gyldne, fornemmede godt hvordan Mindraper var tilpas i hendes selskab; hans anspændte krop var afslappet, og hun fik lov at berøre ham på kroppen ligesom han fik lov at berøre hende. Det var en specielt kontakt de to havde; for Mindraper havde hverken givet udtryk for, eller havde omdømme for, at være en hingst med kærtegn i sit sind. Han var en hingst, der var speciel fra det indre til det ydre, og hans opførsel kunne man aldrig regne med; men alligevel var der stort set altid plads til Illana, uanset om vinden var stærk, eller humøret dårligt. Hun smilede let ved hans ord, de rørte hende vel; en gestus hun ikke havde modtaget af nogen før. Hun puffede let imod hans mule inden hun mødte hans øjne, der hverken var helt kolde eller fjendtlige længere. De gule øjne, som en slange kunne have båret, men som Mindraper bar.

,,Jeg er beæret over den gestus, du har givet mig Mindraper. Og samtidig beundre jeg vel den holdning, som du har. At vælge et selskab, eller det som dagen nu bringer, frem for et bestemt sted, kender jeg ej nogen der gør. Ud over dig, du spraglede hingst. Jeg vil nu fortælle dig, se steder jeg helst befinder mig, om muligt. Nok har du ikke spurgt, men jeg vil gerne dele ud af min sjæl, til dig. Jeg holder af stranden, de uendelige banker af sand og hav; jeg holder af de lyse steder i skoven og vandhullerne med deres idylliske harmoni.”

Sagde Illana med den milde stemme, hvorefter hun genoptog den kærtegn hun havde delt ud af til Mindraper. Om han var ligeglad med hendes ord eller ej, var hun som sådan ikke interesseret i; hun følte blot for at fortælle ham det, som hun havde spurgt ham om, af høflighed og interesse for ham som sjæl. Nu vidste han i hvert fald, hvor han kunne opsøge den gyldne hoppe i fremtiden, hvis han fik lyst til det.

Mindraper lyttede til den gyldne hoppes ord. De gule øjne hvilte opmærksomt på hende, mens hun kærtegnede ham i en venlig gestus. Han lod sin ru mule stryge over hendes ryg og han lukkede kort øjnene og sukkede af velbehag. Han smaskede svagt og så på hende. Han rykkede på sig og tog et blidt tag i hendes lyse man. Han tog et skridt frem og gav den et blidt ryk. Der var stadig ikke megen følelse, men der var alligevel lidt varme i dem.

" Så lad os tage til stranden. "

Lød det fra hans ru stemme og han slap taget fra hendes man og lod sig skridte i retning mod stranden. Han afventede hvorvidt hun ville tage med ham og han kiggede tilmed tilbage på hende og brummede med en maskulin tone kaldende på hende. Hvis hun kunne lide stranden, så var der ingen grund til at stå oppe ved den mørke fugtige skov. Han så ud over engens efterhånden grønne græs og prustede svagt, og lod kort halen svirpe omkring hans bagparti.

Den gyldne hoppe, der stod sammen med den spraglede hingst, der havde vist nogle nye sider af sig selv, hver gang hun havde mødt ham, lod nysgerrigt ørene vende fremad imod ham atter engang, da han lod sin mule gribe let fat omkring hendes lyse man, der bugtede sig ned langs hendes hals. Han bad hende nærmest følge hende, som en dansepartner, imod stranden. Illana smilede ganske let og lod sine ben påbegynde den dans han havde budt hende op til. Hun nåede snart hans side, hvor han nærmest ventede på hende; og da hun var der, puffede hun let imod hans skulder, som tegn på at hun ville følge ham til stranden, uden tøven. Hans kalden, som han havde udsendt til hende, havde vækket nogle instinkter, der ligeså bad hende følge ham; for det var ikke kun at lyst at hun nu søgte dansen med den spraglede, men også fordi hun søgte selskabet i sig selv og den beskyttelse, det nærvær, som Mindraper havde tilbudt hende de sidste par timer; og som hun forundret havde modtaget og gengældt.
Illana skridtede nu side om side i en yndefuld skridt, mens hun nød Mindrapers selskab, og var ganske fornøjet over, at han havde føjet hende på denne måde; han ønskede at tage til et sted, hvor hun var tilpas og som hun syntes godt om; selvom han måske ellers ikke følte for at skifte sted at befinde sig.