En ravn på dybt vand - eller sand...

Illana, den gyldne, der bar lyset i et smykke om halsen, lod sit hoved sænkes en anelse imod jorden, da stilheden atter overtog luftrummet imellem de to sjæle; Seth sagde intet og den spændte tavshed berørte nu dem begge. Det var ganske tydeligt for den gyldne hoppe, at der her skulle trædes varsomt. Det var ikke en dans, men mere en balancekonkurrence, hvor den der faldt, faldt langt. Han bar på så mange unikke sider af sig selv, denne Seth, og selvom hans aura tydeligt fortalte Illana, at hun ikke var velkommen som sådan, så dragede han hende. Han var unik, så langt fra alle andre, med meninger, holdninger og en usynlig mur, der beskyttede hans indre - Og samtidig havde han manérer. Hun prustede dæmpet, da han afviste hendes spørgsmål og trådte fra hende. Det var en vigende handling, der tydeligt tegnede hans grænser op; Personlige meninger og holdninger, om andre, var ikke noget hun skulle bevæge sig ud i. Hun tvivlede dog ikke på, at Seth med glæde ville dele ud af sine meninger og holdninger om ting, eller hvis han havde negative følelser for en anden; men ting, der gik ham for personligt på, var et lukket land, som den gyldne ikke skulle snage i; og som hun ikke ønskede at snage i. Hun trak hovedet let til sig igen og lod det hæves til almindelig højde igen. Den gyldne pandelok gled let og elegant ned over den gyldne hoppe’s hoved, der var fintformet og meget feminint. Hendes store øjne, der var af en mørk gylden farve, søgte derpå Seth igen, efter at han afviste hende. Hun ønskede ikke at træde ham over grænserne, men hans afvisende aura forsvinder atter og erstattes af den ædle, ranke holdning og aura han bar tidligere ved deres møde. Derpå trådte den gyldne hoppe en anelse tættere, det der ville svare til et halvt skridt af hans, for at markere, at hun ønskede hans selskab endnu, men havde forstået, at de grænser han havde, var opridset tydeligt nu, og at hun nok skulle blive på den korrekte side. Og dog; lyset om Illanas hals var begyndt at gløde i en forskellig nuance, i forhold til hvad det havde gjort før. Det var vel en reaktion på lysten i den gyldne hoppe’s sind, til at udfordre Seth en smule. Ikke en udfordring på styrke, men derimod på sind. Han var en nu hingst, en klog hingst, men alligevel var der noget over ham, der fik Illana til at ville ’tjekke efter’. Hun drog en let og elegant bevægelser, da hendes krop satte fremad i en ædel skridt; med et kropssprog der for mange ville tolkes som forførende, selvom det nu ej var sådan, hun ville fremstå. Naturligt var hun bare en hoppe, der kunne bevæge sig på en sådan måde. Hun søgte hans blik, inden hun passerede ham i den yndefulde skridt og standsede et par meter foran ham. Hun gjorde et enkelt nik med det feminine hoved, hvorefter hun lod sit blik vandre imod horisonten; ville Seth følge hende, på en vandring, en dans ud i horisonten, sammen? Alt imens glødede lyset om hendes hals endnu i denne nuance; en lilla nuance, som var ganske ulig den. Denne nuance kendte Illana ikke rigtig til, da lyset ikke havde opført sig sådan før; men hun var begyndt at forstå den følelse der lå bag. Og hun ønskede at udforske den, ligeså meget som hun ønskede at udforske sit selskab.

Jeg kan sige mange ting om denne hoppe. Spinkelt bygget. Feminin. Fine linjer. Jeg er ikke i tvivl om, at hun, ligesom jeg selv, har modtaget mange af sine graciøse træk fra sine forfædre. Hun bærer en farve, der er gylden, men det er slet ikke ord nok til at beskrive det, for hun er ikke bare gylden. Nej, hendes gyldne farver indeholder et spil af forskellige gyldne nuancer, hvis skønhed ikke kan beskrives. Hun er desuden velformuleret, ved hvad der skal siges. Velovervejet. Høflig. Rolig, men ikke kedelig. Imødekommende, men ikke anmassende. Hun er den type, man ikke kan undgå at blive draget af. Hun har alle de korrekte egenskaber. På mig har de blot en ganske anden virkning, og den er absolut ikke positiv. Hun tirrer mig, og jeg er helt sikker på, at det er meget underbevidst. Det er naturligvis ikke noget, hun gør med vilje, men det er sådan set et underordnet faktum. Hendes rolige aura stikker til mig, om end jeg vil det eller ej, og det er, som om al hendes positive energi står og banker på foran mørkets port. Men jeg vil ikke lukke hende ind. Hun er ikke velkommen her. Og så kan jeg simpelthen ikke lade være med endnu en gang at kommentere, at hendes gyldne farve overhovedet ikke er et plus. I mit selskab ville hun være bedre stillet, hvis hun var lavstammet og havde hvilken som helst anden farve. Hvad hun ikke ved er, at hun er trådt ind i et selskab, der i sidste ende ikke vil gavne hende – det kan dog sandsynligvis afhænge af, hvis øjne der ser. Da hun beslutter sig for at træde tættere, efter jeg er veget fra hende, er det afsindigt tæt på, at jeg giver efter. Det, der forhindrer i mig, er, at jeg nok alligevel drages en anelse af hende. Bare en lillebitte smule. Dog er den dragelse absolut ikke nok til at holde mig tilbage anden gang. Jeg er ligeglad med, hvad hendes intentioner med det er, hun skal ganske enkelt bare ikke gøre det. I det hun træder forbi mig med sine yndefulde skridt, knejser jeg nakken højt op, lægger ørerne tilbage og snapper ud efter hende med et advarende hvin. Jeg ved, at jeg ikke rammer hende, men det er også absolut sidste gang, jeg holder mig i skindet. Et fejltrin mere, og så er jeg altså ikke sød længere. Men da hun så er trådt videre, vælger jeg, at jeg heller ikke vil hænge mig i hendes fejltagelse. Jeg bemærker, at hun gerne vil videre fremad, og derfor drejer jeg mig, så jeg kan bevæge mig op på hendes side – selvfølgelig med mindst en meters afstand mellem hun og jeg. Så lad gå. Så lad os da tage en lille tur. Jeg skæver ganske kortvarigt ned mod hendes lys. Mine ører vippes ud mod siderne, da jeg bemærker, at det har ændret nuance. Hvad det betyder, det har jeg absolut ingen ide om, men noget tyder på, at et eller andet i hendes aura har ændret sig.

[/color][/size]

Den gyldne hoppe, Illana, der havde nydt det selskab som den sorte Seth havde at byde, i nogen tid nu, betragtede ham ganske intenst. Stilheden lå over dem, og stilheden lod til at indeholde en masse tanker og velovervejelser fra begge sider af; Illana, der påtænkte hvordan det dog kunne være, at Seth lod til at reagere negativt på hendes måde at være på, hendes ord og handlinger og Seth der sikkert omtænkte det præcist samme, bare med en logik der sagde at der ikke var grund til andet. Idét den gyldne hoppe passerede ham, og han snappede ud med et hvin, trak hun bagparten så langt ind under sig hun kunne, hvorefter hun rykkede hovedet pludseligt op. Hun genfandt dog snart den yndefulde skridt og strakte sig fremad igen, med et eftergivende suk. Seth havde tegnet grænserne tydeligt op, og selvom Illana havde været tæt på at træde over dem, men blot havde strøget sig op af væggen imellem dem, så lod Seth til at straffe hende for dette. Illana vidste dermed at grænserne skulle omgås med endnu større omhug, end hun havde regnet med - Men sådan var det selskab, hun havde fundet i den sorte hingst; og hvis nogen kunne acceptere og respektere sådan noget, så var det Illana. Hun havde mødt andre af de såkaldt vanskelige hingste, og alle havde hun formået at finde en middelvej hvorpå de begge kunne færdes; hvilket hun håbede, at hun kunne formå med denne sorte ravn ligeså.
Lyset, der hang om hendes hals, skinnede endnu i den lilla nuance, som det havde fået, efter mødet med Seth, trods at Seth havde tegnet grænserne endnu tydeligere op. Illana havde forstået, at der bag denne farve, lå en nysgerrighed og fascination overfor sit selskab, og som hun havde sandet at hun ønskede at udforske. Hun lod blikket glide over på Seth, der havde ladet sit blik fanges af det lilla lys; han virkede en smule fascineret, måske nysgerrig selv, over hvorfor lyset havde indtaget den farve som det havde. Illana rykkede hovedet en smule op og lod derpå halsen hvælves på en feminin og naturlig måde; hun ville ikke indvie ham i hendes forståelse af lyset endnu, da hans sind lod til at være en smule afvisende overfor hende, eftersom hans handlinger havde været negative. Illana smilede da for sig selv, inden hun slog blikket fremad imod den sø hun havde sat kursen imod for ganske kort tid siden, og som Seth havde indvilliget i at følge hende til; selvom målet ikke havde været lagt fra start af, men blot var valgt efterhånden.

Om jeg vil kalde mig selv vanskelig, det er ikke et svært spørgsmål for mig at besvare, for vel er jeg ej. Lader man mig bestemme, så skal det hele nok gå mere eller mindre smertefrit. Spøg til side – jeg er klar over, at der er mange, der ikke er enige i de ting, jeg gør og siger, men det vil jeg lade være deres eget problem, ene og alene. Omvendt har jeg jo så opdaget, at jeg egentligt heller ikke er så vild med, at nogen åbenbart er i stand til at acceptere det meste og slå koldt vand i blodet konstant. Og det er da i hvert fald en af hovedårsagerne til, at jeg ikke bryder mig om den gyldne hoppe. Jeg er klar over, at jeg i disse minutter holder mig selv tilbage fra at lade hende mærke det, eller måske blot forsøge at få hende til at reagere en smule negativt. Se hende blive vred. Og jeg ved godt, at jeg ikke kan blive ved med at gå og vente på, at hun selv begår fejltrin, som jeg kan straffe hende for, og derfor er det efterhånden blot et spørgsmål om tid, før jeg lader bomben springe – med vilje, selvfølgelig. Jeg kan ikke lide hende, og det er jeg ikke bange for at vise hende. Jeg prøver ikke at forstå, hvorfor hun er så pleasende, som hun er, for det vil aldrig være noget, jeg vil kunne sætte mig ind i. Omvendt er det jo ikke fordi, at jeg ikke ejer empati overhovedet. Det gør jeg da, men det bliver så sandelig brugt i meget sparsomme mængder. Vi bevæger os i stilhed, da det lader til, at hverken hun eller jeg har noget særligt at ytre. Jeg kunne stille spørgsmål om, hvor vi var på vej hen, eller en hel masse andre ligegyldige ting, men det gør jeg ikke, netop fordi de, som jeg nævnte, er ligegyldige. Derfor bruger jeg i stedet tiden på at betragte hende. Når vi går her, side om side, bemærker jeg, at der størrelsesmæssigt ikke er så frygtelig meget forskel på os – hun er ikke en af de mindste hopper her, og helt sikkert heller ikke en af de bredeste, hvilket jeg egentligt heller ikke selv er. Jeg kan jo nok ikke komme udenom, at hun absolut er af en fin støbning. Men for pokker, så giv hende da en anden farve. Ganske kort rynker jeg på mulen, inden jeg retter mit blik fremad igen. Foran os ligger en sø, og det ville egentligt nok være det mest oplagte sted at stoppe heromkring.

[/size][/color]

^Stemning var anspændt over hovederne på de to sjæle, der havde fundet sammen i denne intense dans; fyldt med forskellige følelser, både gode og dårlige, fra begges sider af, fyldt med en forventning og en afventning. Illana prustede dæmpet, alt imens hun gik der, side om side med denne ædle Seth, på vej imod den sø hun havde fået øje på, der hvor hun ønskede at gøre holdt. Hendes lys, der hang om hendes hals, og som havde vakt både interesse og afsky hos forskellige sjæle, havde skiftet en smule farve. Ikke fordi Illanas interesse for Seth var faldet, men fordi hun havde tøjlet den lidt; der var ikke plads til hendes nysgerrighed i dette selskab i øjeblikket, for det lod til at Seth blev mere og mere afvisende overfor den gyldne sjæl, som havde han dømt hende og egentlig ønskede hende væk. Hun lod derfor sit sind holdes let tilbage og lyset var nu røget over i en mere orange tone, som kun Illana kendte betydningen af.
Det varede ikke længe før de to sjæle nåede frem til den sø, som Illana havde udset sig for stoppested på denne mindre vandring. Hun skævede imod Seth, med et lille smil, inden hun tillod sig at stryge mulen over det klare vand og drikke blot nogle få slurke, inden hun trak hovedet op igen og trådte et skridt til siden.
Der gik lidt tid inden den gyldne hoppe lod sin mule komme frem med ord igen; for ærligt, så var denne hingst en udfordring, langt større end nogen anden hun havde mødt. Hans vilje lod til at være stor, og den kunne hun ikke sætte sig imod, selv hvis hun ville.

,,Seth, du ædle hingst, fortæl mig om din rejse hertil?”

Spurgte hun indledende, men meget tydeligt lå det for, at hun kun ønskede et svar fra den sorte herre, hvis han selv ønskede at give det. Nok var hendes spørgsmål direkte, og nok skulle det være sådan for at indlede en samtale med Seth, især nu hvor det lod til, at han så sig mere og mere indædt på Illana; men tonen, ja, den sagde alt. Hvis han ville snakke med den gyldne hoppe, om hans rejse, kunne han og så ville han også få del i hendes rejse, hvis han ligeså ønskede at høre det. Men var han overhovedet nysgerrig omkring Illana, hendes sjæl og eksistens? Og ville han indvie hende blot en smule i hans egen, eller var han for egenrådig til dette?

Hvorfor jeg har ladet min tålmodighed række så langt, det er der flere årsager til, og den endelige årsag er endnu en smule uklar for mig. Det kunne måske være for at give hende en chance, men hvorfor? Det kunne måske være for at lade hende blive draget af mig, men til hvad nytte? Det kunne være for at lære, hvordan jeg skulle manipulere hende, men hvad skulle jeg få ud af det? Det, jeg vil, det tager jeg, når jeg vil. Og måske er det der, problemet ligger; måske ved jeg bare ikke rigtigt, hvad det er, jeg vil. Jeg bemærker godt, at hendes lys ændrer farve igen, og på et punkt frustrerer det mig en smule, især fordi jeg ikke er klar over, hvad betydning de forskellige farver har. Og hvis betydningerne er positive, er det her helt galt. Vi når til søen, og jeg stopper op samtidig med hende, mens hun selv får lov til at fortsætte fremad for at drikke. Jeg har aldrig været typen, der forsvinder ud af det blå uden årsag, og jeg er sikker på, at i dag heller ikke bliver en undtagelse. Især ikke, da hendes spørgsmål når frem til mine ører. Mine første dage i dette land var drevet af overophedet vrede. Vrede over at være endt her. Vrede over at være blevet fjernet. Vrede over ikke at kunne slå igen. Fuldstændig indædt over, hvad det var der udløste min rejse. Hvem det var. Jeg har stadigvæk hadet rettet mod en særlig hoppe. En hoppe, der ejer præcis den samme farve som hende, der står foran mig. Og så er det ellers der, jeg giver slip.

I en bevægelse, der ikke en gang så lidt som lå i overfladen af mit kropsprog, springer jeg til siden mod hende og smækker forbenene mod hende, mens jeg forsøger at placere mit tandsæt lige midt på hendes hals. Hvor jeg rammer hende, hvis jeg rammer hende, det er sådan set underordnet, for jeg har fået nok nu. Jeg orker ikke at tale mere. Jeg gider ikke holde mig i skindet længere. Nej, nu er det slut, og jeg er sikker på, at det vil føles godt at få lidt afløb.

[/color][/size]

Den gyldne hoppe, Illana, havde ikke taget meget fejl; hun havde sanset den intense stemning der lå over dem, som de havde vandret imod den ellers ganske idylliske sø, som de nu befandt sig ved. Dog var det smukke ved søen og den tolerance, som Illana troede der lå imellem dem, ikke nok til at holde Seth tilbage. I en bevægelse, der kom som et lynnedslag, blev Illana mødt af et par hove og et tandsæt, der fik fat i hendes gyldne skind, lige over den kæde der hang om hendes hals og som var fæstnet fast til det lys som hun bar om hendes hals; det lys der med et blev gråligt. En reaktion på shock og vel også skuffelse; for at han ikke kunne holde sine aggressioner tilbage længe nok til at komme væk fra den gyldne hoppe, skuffede. Hun havde vel et sted håbet, at denne noble hingst, som hun var ganske fascineret af, alligevel havde haft nok respekt til at holde tænderne for sig selv; og med sammenbidte tænder af smerte måtte hun erfarer, at hun lige på dét punkt havde taget fejl; selvom hun var blevet bekræftet, netop nu i, at han ikke brød sig om hende.
Illana gav et skingret hvin fra sig, inden hun trak den gyldne krop tilbage i et ryk, med hævet hals i forsvar, for at gøre det svært for ham at holde ved, nu hvor hun bevægede sig bagud.
Den gyldne hoppe, der nu var fanget i en sfære af skuffelse, angst og måske endda vrede. Hun var ganske uvant med en situation som denne; for aldrig havde hun været i nærkontakt med en, på denne måde. Det tandsæt som Seth havde sat i hendes hals, havde hun prøvet at sno sig ud af, og det havde efterladt et blødende sår ca. midtvejs på hendes gyldne hals. Den gyldne hoppe bakkede da flere skridt med hovedet højt hævet, et simpelt forsvar fra hendes side af, da hun ellers ikke vidste, hvordan hun skulle bærer sig ad. Hun var dog ganske opmærksom på Serh nu; for hvis han sprang efter hende igen, ville hun gøre sit for at undgå yderligere, smertefulde bid, som det hun allerede nu havde fået, og som langsomt farvede hendes gyldne pels rød, helt ned over kæden og ned imod hendes skulder.

Jeg ved, at hun er noget særligt i det her rige. Jeg ved, at hun er mig overlegen. Jeg ved, at der nok er nogen, som holder af hende – ikke at jeg forstår det, selvfølgelig. Og så ved jeg, at det her nok egentligt er rigtig dumt. På den anden side er jeg også klar over, at hun trods alt er en hoppe, og jeg en hingst, og med det er min pointe, at det er mig, der ved, hvordan man bærer sig ad i en situation som denne – ikke hende. Jeg ved, at jeg får en smule sværere ved at styre mig selv, når jeg endelig giver slip, men jeg plejer for det meste at være klar over, hvornår nok er nok, og selv i kamp har jeg efterhånden lært at holde fast i en smule af min kontrol. En kontrol, der i det her tilfælde sørger for, at jeg ikke søger mod hendes strube, selvom jeg allerede har fået blod på tanden; ikke kun bogstaveligt talt. Selvom vi er omtrent lige store – jeg er lige omkring de 10 cm højere – er hun absolut ikke tungere end mig, den spinkle gyldne hoppe, hvilket også betyder, at hun ikke har lige så meget trækkraft, da hun trækker sin krop bagud. Alligevel vælger jeg at slippe hende, for jeg er trods alt ikke et monster, og jeg er sikker på, at et kæmpe kødsår, lige der midt på halsen, ikke ville klæde hende særlig godt. Dermed ikke sagt, at jeg har tænkt mig at lade hende slippe bort, for jeg er helt sikkert ikke færdig her endnu. Da hun bakker bagud, danser jeg efter hende med meget fyrige bevægelser, inden jeg hæver mig i et lavt stejl for derefter at smække hovene direkte mod hendes skulder, hvor jeg vil forsøge at ramme hende et stykke under det sår, jeg lige har forårsaget. Samtidig med skal jeg da gerne benytte, at hun har sit hoved hævet, og derfor snapper jeg hårdt ud efter hendes nakke, men om jeg får fat, det afhænger sandelig af, hvor distraheret hun er af at forsøge at flytte sig fra mit slag mod hendes forpart. Respekt fra min side er noget, jeg tilnærmelsesvist vil kunne beskrive med ordet uopnåeligt. Jeg nægter, og det har jeg altid gjort, og så er det for mig fuldstændig ligegyldigt, hvor meget jeg skal trynes. Jeg afgiver den ikke. Og det er jeg helt sikker på, at den gyldne hoppe lige nu tydeligt mærker.

[/size][/color]

Den gyldne hoppe, Illana, trak vejret hurtigt allerede. Hendes adrenalin pumpede i hendes blodårer, der løb under det gyldne skind, nu hvor den sorte og ædle Seth havde valgt at slå sin energi løs på hende, i form af kamp. Det sår, han havde åbnet på hendes hals, blødte endnu og en tynd rand var dannet ned over hendes skulder. Hun havde veget og han havde sluppet, men freden varede ikke ved, for før hun vidste af det, var han på vej imod hende med stor kraft igen. Illana langede et par forben ud i et febrilsk forsøg på at få ham stoppet, med da dette ikke lykkedes hende, og hans hove var på vej efter hendes skulder inden længe, søgte hun at vige til siden med det resultat at hans hove snittede af på hendes skulder; og hans kæber fik fat i hendes nakke. Med et hvin prøvede den gyldne hoppe at trække sin hop lige bagud; men det gav kun et ryk i nakken på hende selv, der gjorde forholdsvist ondt og her stoppede hun fuldstændig. Hun rørte sig ikke; kun hendes hjerte der hamrede der ud af, fik den gyldne hoppe til at trække vejret. Det eneste der foregik i hendes hoved nu, var helt simple ting. Og kun én tanke; Beskyt Lyset. Hun vidste ikke om den sorte Seth ønskede at fratage hende det, hun var blevet givet, eller om han blot ønskede hende simple tæv, men aldrig havde hun været ude for fysisk kontakt på denne plan og derfor frøs hun nu; en slags forsvarsreaktion, der forhåbentlig skulle få Seth til at miste interessen for hende, for at slå på hende, når hun ikke gjorde modstand.
Den gylden hoppe stod nu blot der, stille, mens hun mærkede hvordan Seth havde fat i hendes nakke. Det var en ubehagelig stand hun var endt i; og hun ønskede at ende den hurtigst muligt - Men det måtte være op til Seth at give slip, eller forsøge at tage fat et nyt sted, forend hun kunne røre sig; men hvad var hans næste træk?

Da jeg så endelig står der med et godt greb om hendes nakke, og hun pludselig stopper med at bevæge sig og gøre nogen form for modstand, går noget af min rus af. Min vejrtrækning er hurtig og egentligt lettere hidsig, hvilket giver et klart indtryk af, hvordan jeg har det indeni lige nu. Men der er også en anden følelse i mig, som er værd at fremhæve lige nu. Og det er, at det her ikke får mig til at have det bedre. Det er jo ikke den rigtige gyldne, jeg slår på. Jeg får ikke hævn ved at gnave i hende her. Det ændrer jo selvfølgelig ikke rigtigt på, at jeg absolut ikke bryder mig om hende, og det er derfor, jeg ikke giver slip på hende. Jeg holder mit greb, jah, jeg strammer det endda en anelse. I en mere behersket bevægelse drejer jeg min bagpart, så vi kommer til at stå side om side, og jeg løfter mit ene forben og presser mit knæ ind mod hende gentagende gange, som om der er noget, jeg overvejer at gøre. Min hale smælder en anelse hidsigt om mig, og jeg giver et ganske lavt hvin fra mig, i det jeg hæver mig i et lavt stejl og lader mit ene forben svinge hen over ryggen på hende for derefter at glide ned fra hende igen, stadigvæk uden at slippe mit greb i hendes nakke. Jeg er egentligt ikke helt sikker på, om jeg har tænkt mig at gennemføre den plan, der er i mit hoved, da der så sandelig er en del af mig, der modsiger det noget så gevaldigt. Hvad ville meningen være med det? Give hende en lærestreg? Jah, det kunne man velsagtens kalde det for.

[/size][/color]

Dansen havde slået fejl. Det var der ingen vej udenom; og den gyldne hoppe måtte da bøde. Den sorte Seth havde set sig gal på hende, og hans greb om hendes nakke blev da heller ikke løsnet, selvom hun stod stille. Hun gav et kort hvin fra sig, den gyldne hoppe, da han drejede sin krop ned langs hendes og lod et knæ markere ved hendes side, som søgte han at springe på hende. Hun lagde ørene helt i nakken, så langt ned at det ene kørte imod hans mule, der indeholdt de tænder, han brugte til at holde hende fast med. Illana vidste, især efter hans smuttur forbi hendes ryg med det ene ben, at hun måtte fri fra hans greb og hendes hjerne arbejdede på højtryk. Hun forblev dog stille alt imens hun tænkte; tænkte på hvordan hun skulle beskytte Lyset og sig selv, bedst muligt. For hun vidste, at hvin hun lod sig skade yderligere, ville hun ikke være i stand til at kunne beskytte Lyset, på den måde det fortjente, og da ville hun fejle. Hun fnøs nu, bittert og i en tone som ingen anden nogensinde havde hørt den gyldne hoppe beklage sig på før; en nærmest vred tone blandet med forvirring. Hun havde faktisk aldrig været ude i denne slags følelser før og Lyset var nu gået hen og nærmest blevet sort, men endnu skinnende, hvilket afspejlede hendes frustrationer og begyndende vrede. Hun følte ej selv, at hun havde begået en så stor fejl i deres dans, at hun skulle straffes på denne måde; men en højere magt måtte da vel se sig enig med den sorte Seth, siden han endnu fortsatte, som havde hans hjerne slået fra.
Den gyldne hoppe kom da på én tanke; en hest er aldrig stærk, hvis det den holder fat i, trækkes nedad. Selvom det ville gøre ond, fik Illana da samlet sig til at trække hovedet nedad i et hurtigt ryk, hvilket gerne skulle befri hende fra det greb som Seth havde; og så snart bevægelsen var skudt i gang søgte hun fremad med sin krop, for at forhindre ham i at tage fat samme sted igen, hvis han da skulle slippe. I så fald, kunne han tage fat i hendes hals endnu engang, men det ville da være lettere for hende at håndtere, end det jerngreb han havde i hendes nakke. Men ville hendes træk lykkedes?

I takt med at kontrollen forsøger at sprede sig i mig igen og rusen går lidt af, mister jeg lysten til at bruge mere energi på at slå på hende, og derfor forsøger jeg ikke at holde fat på hende eller så meget som at forsøge at få et nyt greb, da hun rykker sig ned og frem. Nej, jeg lader hende ganske enkelt slippe løs, og allerede få sekunder efter samler jeg mig hingstet sammen og lader mine ører vippe ud mod siderne. Nakken er stolt knejst, men lige nu ser jeg alt andet end stolt ud. Nobel, velsagtens endnu, men der er intet, der fortæller noget som helst om, hvad der foregår i mit hoved lige nu. Jeg overvejer ganske kort, hvad hun har tænkt sig nu. Flygter hun? Giver hun mig en skideballe? Angriber hun mig? Jeg har set det meste, men man skal aldrig sige aldrig. Måske finder hun på noget nyt til min samling. Min pandelok ligger delt ud til forskellige sider efter vores lille uoverenskomst, og derfor er mit ene øje ikke dækket af hår lige nu. Derfor burde det være ret tydeligt for hende, at jeg retter mit blik mod hende for at inspicere det sår på hendes hals, jeg har forårsaget. Jeg indrømmer gerne, at det ikke ser pænt ud, men om jeg fortryder det? Svaret er et nej. Et meget stort nej, endda. Jeg bliver ikke overrasket, hvis hun undrer sig over, hvorfor vores anspændte dans endte, som den gjorde. Nu er det bare sådan, at jeg ikke behøver at have en særlig grund til det. I hvert fald ikke en, der er særlig synlig for andre. Til tider kan jeg endda finde på at lede efter bare den mindste lille ting, som jeg kunne påpege, hvis det endelig blev nødvendigt, men jeg deler egentligt ikke så gerne ud af mine gisninger om, hvorfor tingene gik, som de gjorde. Jeg lader stille mine ører rykke sig mod min nakke, og med et prust, der er præget af en let reserveret tone, fjerner jeg blikket fa hende. Jeg har ikke tænkt mig at røre mig, og jeg har heller ikke noget at sige til det, der er sket. Til gengæld føler jeg ikke for at gå. Nej, jeg har ikke behov for blot at vende ryggen til hende at gå. Måske er det fordi, at jeg et eller andet sted forventer, at hun heller ikke går, men hvordan skulle jeg kunne gennemskue det?

[/size][/color]

Den gyldne hoppe, der havde været udsat for noget umådeligt drastisk indenfor de sidste minutter, stod nu forpustet lidt fra Seth, der havde ladet hende slippe nu, hvor hun havde trukket sig frem og ned. Hun havde formået at skabe afstand imellem dem, og da hans blik ramte hende, vel imod det sår der lod en rødlige masse af blod glide langsomt ned over hendes hals, lod Illana sit blik stirre ind i hans, selvom han ikke så imod hendes øjne. Hun var vred, vel. Lyset om hendes hals var blevet sort, det havde afvist den sorte Seth; men selvom vreden boblede for første gang under skindet på den gyldne, gik der ej længe før hendes blik ændredes fra vredt, til skuffet og derefter til uforstående. Hun blev stående, den gyldne, og da hans prust der virkede reserveret forlod hans mule, udsendte hun et i lidt samme tone, og blev ligeså stående. Der var en underlig stemning over den gyldne, der fik hende til at blive stående. Som om hun ville redde det her ud, inden hun ville afslutte mødet med den sorte ravn, Seth. Hun trak vejret tungt, et par gange, inden hun lod sit blik mildnes lidt; på vej til tilgivelse. Hvordan hun kunne, vidste hun ikke - Og det lod heller ikke til at Lyset i første omgang var enig med hendes nu mildere blik, men gradvist blev det også mere klart igen. Illana var på dette punkt en sjælden en. Nok vidste hun nu, at Seth og hende aldrig ville blive venner; eller, man skulle aldrig sige aldrig, for måske ville skæbnen det anderledes, men Illana følte sig ret sikker på, at deres fremtid ikke var flettet sammen positivt. Men på trods af dette, ønskede Illana ikke at begå sig på et niveau, hvor tilgivelse ikke var muligt. Hun nikkede kort til Seth, som en slags bekendtgørelse om, at hun ikke ønskede fjendskab med denne sjæl, absolut ikke.
Der gik lidt tid, hvor Illana blot stod der og betragtede Seth og hans små trækninger i hans krop. Der var ikke meget at spore i hans sind, hans udtryk, andet end at han var reserveret. Og efter den tid, begyndte den gyldne hoppe at tale. Sagte, men alligevel klart.

,,Du ælde, Seth. Jeg beklager, hvad end jeg måtte have gjort for at drive dig derud, hvor du før var. Og samtidig vil jeg bede dig ganske klart om at holde dig fra at gøre det igen, om det så skal afholde os fra hinanden i fremtiden. Men, jeg vil lade dig vide at jeg vil tilgive dig, og jeg håber at du vil tage imod min undskyldning”

Som en afvigelse, næsten endda en sjældenhed, fra alle de andre gange jeg har slækket på kontrollen i et selskab, er årsagen til angrebet på hende faktisk meningsfuldt for mig. Der lå en håndgribelig grund bag mine bid og mine slag. Men til min skuffelse, en skuffelse der dog ikke kommer bag på mig, har det ingenting hjulpet. Måske har jeg givet hende en ledetråd om, at der ikke er nogen grund til at prøve at blive venner med mig, men det har ikke gavnet mig noget som helst. Jeg synes ikke, at jeg har det bedre nu. Det har ikke givet nogen forløsning. For Illana er jo ikke hende. Det er jo ikke Illana, der er den gyldne hoppe, jeg hader. Men ikke desto mindre var det hende, der blev straffet i denne omgang. Hende, der blev boksepude for mine frustrationer. I lang tid ligger stilheden mellem os, og den fungerer nærmest som en sjæl, der sætter en væg mellem os; giver os noget tids pusterum til lige at trække vejret og tage de rigtige valg. Valg som at gå. Som at skælde ud. Og det synes jeg, at hun får masser af tid til, og selvom hun tager talen i brug, er det et noget uventet budskab, hun deler med mig, men jeg er ret sikker på, at det ikke er atypisk for Illana. Da hun taler, vippes mit øre en anelse ud til siden, mens mit hoved hæves et par centimeter i et ganske kort ryk, som om hendes stemme lyder øredøvende i den totale stilhed. Mens jeg lytter, bider jeg tænderne sammen, og da hun er færdig med at tale, lader jeg stilheden træde tilbage mellem os. Lægge en dæmper på. Give mig tid til at fordøje hendes ord. Ord, der taler om tilgivelse. Og om en undskyldning.

,,Jeg vil gerne spørge dig, Illana; synes du helt oprigtigt, at du skal give mig en undskyldning? Føler du selv, at du har gjort noget forkert?”

Ja, for jeg føler da i hvert fald overhovedet ikke, at hun skylder mig noget som helst, og det skal da slet ikke være tilgivelse. Min stemme er en anelse lavere end sædvanligt, hvilket ganske enkelt skyldes, at jeg endnu ikke har samlet mig helt. Jeg er ikke færdig med at få styr på tankerne i mit hoved, sortere dem, velsagtens. Mens jeg taler, lader jeg mine store, mørke øjne hvile på hende med et blik, der ikke fortæller noget, men blot giver en ide om, hvilken sindsstemning der præger mig i disse øjeblikke. En lettere frustreret følelse ulmer sig op i min mave.

[/size][/color]

Den gyldne hoppe, Illana, der stod overfor den ravnsorte Seth tav. Hun tav længe, mens hun betragtede ham; mens han fordøjede hendes ord om tilgivelse og mens han tænkte over sine egne, som han derefter fremsagde. Om hun mente hun havde gjort noget forkert? Se, det var jo det. I princippet følte den gyldne hoppe ikke selv, at hun havde gjort noget galt. Hun havde fulgt dansens trin, som hun nu havde, fordi det var den vej der var lagt for hende. Den vej, som hun troede de skulle følge, for at komme helskindet igennem. Ja, hun havde søgt at stryge grænserne i starten, indtil hun fandt ud af, at grænserne hos denne hingst var meget følsomme og dernæst havde hun holdt sig på den rene sti. Men siden at denne hingst, der nok ej havde gjort sådanne, uden blot den mindste grund, nu havde angrebet hende, da måtte hun have trådt forkert. For ellers ville hans vrede nok ikke have ramt hende på denne måde, men nok blot være holdt til irritation; da det var ganske tydeligt, at han ikke brød sig om den gyldne hoppe. Hun søgte efter nogen tid det blik der lå i Seths øjne, det blik der udviste en blanding af alle mulige følelser. Men ikke fortrydelse.

,,Seth, du sorte, i mit sind handler andre ikke spontant negativt. Man handler altid med en grund, om end den er god eller dårlig. Derfor må en af os have trådt forkert, for at udløse den handling, der før skete; og siden det var dig der udførte den, må det have været mig, der udløste den. Om din grund så er god eller dårlig, kan jeg ikke vide og det skal du heller ikke fortæller mig - Blot beder jeg dig tage min undskyldning.”

Sagde hun med en måske lidt mere bestemt tone, end hun tidligere havde båret. Det var vigtigt for Illana, at Seth forstod, at hun ikke kunne forstå ham og heller ikke ville; Illana havde indset at han ikke var et selskab, hun skulle forsøge at gøre sig klog på eller bruge meget tid på. Lyset havde ligeså valgt; og valget var vel endeligt. Med mindre Seth da havde et ønske om at prøve at skabe en bånd med Illana, så blev dette bekendtskab nok aldrig til mere, end et bekendtskab. Dog ville Illana ikke gå, førend hun vidste, at hun ikke forlod selskabet med en uklaret misforståelse, eller vrede imellem dem, som endnu ikke var løst.