En ravn på dybt vand - eller sand...

Såret, hvor det rubinrøde blod stadigvæk løber en lille smule fra, klæder hende på ingen måde. Det ser helt unaturligt ud, fordi det stadigvæk ikke har brudt den harmoni, hun besidder. Jeg er klar over, at jeg er vanskelig at omgås, og det gælder især for de, der tror på, at der også findes noget godt i mig. Jeg tror aldrig, Illana har været i tvivl om, at hun ikke kan kontrollere mit temperament, men måske havde hun håbet på, at det kunne holdes i skak, hvis hun ikke begik fejltrin for at bringe det frem i mig. Langt henad vejen er det jo også korrekt nok, selvom det sjældent har nogen betydning i sidste ende, for når jeg vil noget, gør jeg det. Problemet her var bare, at hun ingenting kunne have gjort. Jeg var allerede fra starten godt klar over, hvordan det her ville udvikle sig. Da hun taler igen, lægges mine ører en anelse bagud, fordi jeg allerede er meget afvisende over for det, hun fortæller mig. Med et hårdt prust retter jeg blikket frem mod hende igen.

,,Jeg tager ikke imod din undskyldning, Illana. Jeg kan ikke se logikken i, at du skal sige undskyld for noget, som du ikke har gjort.”

Jeg tror ikke på, at hun ikke synes, at det er den mindste smule uretfærdigt, at det nu er hende, der står og bløder, selvom hun ikke har gjort noget forkert, og samtidig skal være den, der skal sige undskyld. Men jeg har ganske enkelt ikke tænkt mig at tage imod den. Selv hvis jeg havde stået i hendes sted, og hun havde sagt undskyld til mig for at have lavet det blødende sår på min hals, havde jeg ikke taget imod det. Et undskyld er i mit hoved simpelthen bare ikke godt nok. Hvad skal jeg bruge et ord til? Meget utilfreds flytter jeg på mit ene forben, inden jeg giver et markant slag med halen for at understrege, at jeg mener, hvad jeg siger.

,,Du bløder,”

påminder jeg hende. Jeg hæver mit hoved en anelse og vipper det ene øre rundt. Vi står midt i en ørken, og udover saltvandet, er der ikke meget vand at finde på denne ø. Men blot fordi vi er i en ørken, skal det ikke afvises, at her er rovdyr, som kan lugte hendes blod, og derfor ville det smarteste helt klart være, at hun fik skyllet sit sår.

[/size][/color]

Den gylden hoppe, Illana, der endnu stod med et gråsort Lys om halsen, lod sit blik bores direkte ind i det blik som Seth besad, nærmest. Han ville ikke tage imod hendes undskyldning, fordi hun ikke havde gjort noget. Men hvordan kunne han så slå på hende, uden grund? En tankeløs handling kun til formål at udløse noget energi, eller noget frustration? Illana fnøs kort og veg hovedet afvisende til side. Nu var det hendes tur, til at ryge over i den lidt bidske attitude. Det var ikke noget den gyldne var vant til, overhovedet, for hun havde aldrig rigtig behøvet at være sur. Ikke før nu.
Med en ganske alvorlig og intens stemme svarede hun nu Seth, på hans ord.

,,Seth, hvis ikke jeg har gjort noget galt, og hvis du ikke vil godtage en undskyldning, fordi du mener dens indhold ikke holder, så vil jeg mene at jeg har en undskyldning til gode fra dig. Og ja, jeg bløder, og det vil jeg blive ved med noget tid endnu. Og så længe jeg er her, kan jeg heller ikke rense det. Men jeg går ikke, ikke før jeg ved, at jeg ikke får et tandsæt i nakken når jeg da vender mig om for at bringe mine ben i bevægelse igen.”

Sagde hun med den stemme, som man slet ikke kunne tro hun kunne besidde. Den var stadig feminin, men der lå noget klart skuffet og vredt i hende, som ingen havde fået frem før. Hun kunne tilgive meget. Men at tilgive en handling, som der ingen grund var til, og som hun heller ikke kunne undskylde for, det var langt ude i hendes hoved. Og det var hun ikke bange for at vise, om det så betød at de skulle turen igennem igen; i så fald vidste den gyldne dog, at der var en grund og at den sorte ikke blot var ude for et blackout som før.

Jeg kan godt huske den sidste gang, jeg sagde undskyld for noget. Og det står lige så klart i mit hoved, at det er meget, meget længe siden. Jeg gør ikke ting, jeg ved, jeg vil fortryde, og hvis jeg ikke fortryder noget, hvad er der så for mig at sige undskyld for? Jeg kan da godt se, at hun bløder, og jeg kan da godt høre, at hun er vred på mig; tvivl ikke på, at min dømmekraft ikke er i orden. Jeg kan jo godt se, at et undskyld ville være på sin plads. Men jeg siger det ikke. Det gør jeg simpelthen bare ikke. Da hun nævner hendes bange anelser for, at jeg skulle finde på at sætte bisserne i nakken på hende, hvis hun vender sig for at gå, giver jeg et lavmælt, dæmpet fnys fra mig.

,,Du har ikke gjort noget galt, Illana, men nogle gange må man bøde for andres fejl. Sådan er livet.”

Mere siger jeg ikke, men de ord, jeg har sagt, skulle gerne give et klart indtryk af, at jeg stadigvæk ikke synes, hun har nogen grund til at sige undskyld, men samtidig har jeg heller ikke tænkt mig at sige undskyld til hende. Og så burde vel ikke en gang være nødvendigt at advare hende om, at hun nok bør passe lidt på, hvis hun ikke vil have en tur mere. Af de rigtige grunde vil jeg sagtens kunne tolerere en hel masse, men lige nu er jeg meget tilbøjelig til at lade være. Efter at have overvejet tanken i et stykke tid, lader jeg mine ører falde en smule bagud, inden jeg træder få skridt frem mod hende.

,,Vi skal have vasket det sår.”

Ja. Vi.

[/size][/color]

Den gyldne hoppe, med såret der farvede en del af hendes hals rød, betragtede den ravnsorte Seth, der ikke lod til at ville komme med en undskyldning; og det viste sig, at han heller ikke gjorde. Han fremsagde, at hun ej havde gjort noget galt, den gyldne, men at sjæle sommetider måtte lide offerrollen når andre måtte begå fejl. Det var som sådan rigtigt, men i dette tilfælde kunne det ikke godtgøre noget; og selvom den gyldne egentlig var besluttet på at få en undskyldning, lod hun sin mule forblive tavs. Selvom hun var fast besluttet på, at tage kampen op igen, hvis det var det, der skulle til, førend deres dans kunne afsluttes på ordentlig vis, så lod hun sit korpus forblive stille. Hun vidste, at hun havde tabt det spil, og fornuften satte da en stopper for yderligere forsøg på at interagere med Seth i samtalen, som hun før havde gjort. I stedet vendte hun ørene en smule længere bagud, inden hun afvisende fnøs. Hans sidste ord, at ”vi” skulle have vasket såret, var ikke noget Illana hverken ønskede, eller troede han ville. Hun vringede mulen en smule, inden hun mødte hans blik igen og hævede hovedet markerende, da han trådte imod hende.

,,Hvor er vandet nærmest på denne ø?”

Spurgte den gyldne hoppe da, uden at kommentere på hans oprindelige ord. Han virkede besluttet om sine ord, og derfor ville den gyldne lege med på legen, så længe som muligt. Hun ville da gå med til, at han kunne følge hende til vandet, men resten skulle hun nok selv stå for, med mindre der skete noget på vejen dertil, der kunne ændre hendes syn på hans sjæl blot en smule.

Jeg hader egentligt at bruge betegnelsen vi. I min verden er der mig. Ikke vi. Men jeg siger det nu ikke bare for at sige det. Gestussen er for øvrigt også sjælden fra min side af, og hvis hun er god til at lægge to og to sammen, vil hun vel på et tidspunkt opdage, at det her er min måde at sige undskyld på. Ikke at det er det, jeg gerne vil, men jeg har mine årsager. For det første behøver andre ikke at se hende med en kæmpe rød plet på halsen, for jeg er sikker på, at det nok skulle kunne tilegne mig en god mængde problemer. For det andet var det jo ikke min hensigt at hun skulle lide, for egentligt var det jo slet ikke hende, min vrede var rettet mod. Derfor vælger jeg at tilbyde hende hjælp med at få blodet vasket bort, selvom jeg naturligvis sagtens kunne have gjort mig mere umage med at formulere det høfligt. Det har jeg ganske enkelt bare ikke nogen interesse i.

,,Vi er vel omringet af det.”

Jeg er klar over, at hun nok ikke rigtigt ønsker min hjælp, og jeg kommer nok heller ikke til at gøre meget andet end at holde øje med hende, mens hun vasker såret. Jeg skal absolut ikke røre ved hende – det tror jeg også godt, at hun ved. Saltvand er godt til at rense sår - det er velsagtens også en smule mere smertefuldt – og efter at have stået og betragtet hende i stilhed, vælger jeg at dreje omkring i en galant bevægelse og derefter bevæge mig fremad gennem det tunge sand. Hun har lige nu al mulighed for at få sin hævn, og det er ikke fordi, jeg forsøger at være overlegen. Jeg vælger blot at håbe på, at hun ikke er den type.

[/size][/color]

Den gyldne hoppe, med Lyset om halsen, bemærkede hvordan Seth betragtede hende. Som om han granskede hende, hendes sår. Følte han sig mon skyldig? Et eller andet sted frygtede Illana, at han ikke gjorde, men hun håbede dog på, at hendes fornemmelser var forkerte. Hun troede ikke på, at nogen ikke kunne fortryde sådan en handling. Hun lod sit hoved hæves en smule, mens hun betragtede ham. Der lå noget i hans kropssprog, som ikke havde været der før, men endnu havde hun ikke tolket det til fulde. Hun prustede kort, afventende, og da hans svar så kom frem, lagde hun ørene en smule tilbage. Alle øerne var omringet af vand, det vidste hun godt - Men den korteste vej dertil, kendte hun ikke fra dette sted. Denne ø var hende forholdsvis ukendt, og det kunne jo være at søer lå gemt tættere på dem, end havet. Hun svarede ham ej, men afventede vel egentlig blot hans valg. Og da han trådte fremad, vel for at lede vejen, trådte hun efter med god afstand til den ravnsorte hingst.
Den gyldne hoppe, der skridtede ganske yndefuldt efter den sorte Seth, lod sine tanker flyve en smule frit, nu hvor hun befandt sig bag ham; ønskede han at afreagere på hende igen, ville hun have tid til at opdage det og reagere, inden han da ville have ramt hende; så hun turde godt lade tankerne slå sig løs. Hun betænkte endnu engang denne Seth, hvordan han var blevet som han var og hvorfor. Hun kunne ikke greje det, ikke forstå det. Havde alle været imod ham, fra han var helt spæd, eller var han blot så vred af natur? Var hans fader en, der ej havde følelser af den gode slags og hans moder ligeså? Illana kunne gætte herfra og til verdens ende, men intet ville give perfekt mening, omkring denne sorte hingst. Og måske fordi han netop var et mysterium, som han nu var, valgte hun vel at fortsætte rejsen med ham, i stedet for selv at søge vandet i den modsatte retning. Hun vidste, at deres dans endnu ikke var helt slut.

Der, hvor jeg kommer fra, stødte man først på sandet, hvis man vandrede i lang tid. Mine møder med ørkener har derfor været ganske få, og jeg er derfor stadigvæk ikke helt vant til at bevæge mig gennem det tunge, gyldne sand, der pryder Zenobia. Mine lange, slanke ben løfter sig med høje knæløft, og selvom min krop bevæger sig smidigt og elegant, er det tydeligt på mit kropssprog, at jeg sandelig også anstrenger mig. Det er en vane, at jeg gerne vil tage mig godt ud; jah, jeg indrømmer gerne, at min forfængelighed er meget, meget stor. Jeg fornemmer, at hun har valgt at følge mig ud til vandet, og hvordan jeg skal tolke det, det er jeg ikke helt klar over. Måske er det en form for tilgivelse? Nej, jeg ved det ikke, og jeg er vel også ligeglad. Jeg fortryder stadigvæk ikke, hvad jeg har gjort.

Med et enkelt øre vippet om mod hende, lader jeg ganske kort en tanke strejfe mit sind. Hvordan kan man være, som Illana er? Hvem har lært hende at være så næstekærlig og glemt at lære hende at kæmpe og forsvare sig? Hendes adfærd sammenlignet med min bevidner om to vidt forskellige opdragelser og miljøer. Vel sagtens også forældre. Jeg bryder mig ganske vist stadigvæk ikke om hende, og jeg vil til hver en tid også benægte, at jeg skulle interessere mig for hende, men det betyder jo ikke, at jeg ikke kan tænke over, hvorfor hun er, som hun er. Jeg ryster kortvarigt på hovedet for at ryste tankerne ud af mit sind, hvorefter jeg retter blikket fremad. Netop på grund af mit lette besvær med at bevæge mig rundt her, har jeg ikke bevæget mig for langt ind på øen, og langsomt begynder man at kunne skimte havet og dets brusende bølger.

[/size][/color]

Sandet tyngede den gyldne hoppe en smule; hendes hals var endnu rødlig af det blød, der løb langs hendes hals. I det hele taget havde det været nogle timer af uforudsigelig art, et møde Illana ikke havde brudt sig om, men alligevel var der noget ved den ravnsorte Seth, der ikke frastødte hende helt. Hans blackout var et, hun aldrig håbede hun skulle opleve igen, men alligevel havde Illana fornemmelsen af, at det vel og mærket kunne ske når som helst. Det lod virkelig til, at Seth havde noget imod Illana; men hvad vidste hun ikke, og det var vidst heller ikke meningen hun skulle finde ud af det. Illana lagde ørene en smule tilbage, alt imens hun fulgte efter Seth, der havde sat kursen imod vandet. Hun fulgte ham af en ganske simpelt grund - At hun ikke troede på, at den ravnsorte hingst kunne være helt igennem dæmonisk. Ellers var han simpelthen ikke kommet hertil. Han prustede kort, men hårdt, da en sviende fornemmelse gled gennem hendes hals, fra såret af. Hun stoppede kort og krummede halsen en smule til side, for at prøve at få den sviende fornemmelse, som var gledet over i en lidt krampeagtig fornemmelse til at forsvinde. Hendes øre lå nu længere ned; og de blev der, indtil smerten igen begyndte at aftage, og først der genoptog hun vandringen efter Seth.
Der gik noget tid, hvor de to sjæle blot vandrede i stilheden. Den stilhed hvor tankerne fik lov at flyve. Hun var helt sikker på, den gyldne, at han også betænkte sig om hende, men i hvilken grad kunne hun ikke greje, og ville nok heller ikke. I hvert fald var hendes tanker om ham, ikke helt gode. Nok håbede hun på, at hendes tanker og fornemmelser tog fejl - men meget andet pegede på, at de var rigtige. Illana løftede hovedet, efter lidt, da hun begyndte at fornemme saltet der hang i luften. Der, i horisonten, kunne man nu fornemme havet og Illana vidste, at de snart ville være der; så hun kunne får renset såret. Og måske ville deres dans ende der? Eller måske ville det blot være et ophold på vejen?

Jeg rummer meget. Og der er egentligt ikke noget af det, jeg rummer, som jeg forsøger at fortrænge. Der er ikke nogle dele af mig, der bekymrer mig, for hvorfor skulle de det? Jeg har min selvkontrol til at holde styr på mig selv, og så er der ikke noget problem for mig. Jeg er dog klar over, at de tanker og overvejelser er meget forskellige fra dem, som jeg er ret sikker på, at Illana har gjort sig. Nok er hun ikke som alle andre; ingen er ens, men jeg nægter at tro, at hun ikke har gjort sig nogle tanker om mig, og det ville være højst mærkværdigt, hvis størstedelen af disse ikke var negative. Jeg har jo heller aldrig sagt, at de ting, jeg gør, er rigtige, men jeg fortryder dem ganske enkelt ikke.

Hun stopper kortvarigt op, hvilket jeg naturligvis først bemærker efter et par skridt, men herefter stopper jeg også. Jeg er ikke interesseret i at gå ud til vandet, hvis ikke hun er med, for så har jeg ganske enkelt ikke noget at gøre ved kysten. Mine ører vendes bagud, inden jeg drejer hovedet for at se, hvad hendes stop skyldes, men mit blik flyttes hurtigt væk igen. Det gør ondt på hende. Nu er det sådan, at selvom jeg stadigvæk ikke fortryder, hvad jeg har gjort, så bryder jeg mig heller ikke om at stå og betragte hende, mens hun har ondt. Så slem er jeg altså heller ikke.

Kort efter bevæger hun sig fremad igen, og lige så gør jeg. Vi er der snart, og det tror jeg også godt, at hun ved; det burde være ret tydeligt på grund af den duft af havvand, der præger luften. Jeg er egentligt ikke helt klar over, hvad jeg har tænkt mig at gøre, når hun har vasket sit sår. Jeg føler et svagt behov for at komme væk fra hende og få lov til at bearbejde mine tanker og nye indtryk i fred, men samtidig fornemmer jeg en lidt irriterende følelse indvendig. En let dragende følelse.

[/size][/color]

Jorden under de to sjæle, blev gradvist ændret fra solid og brun jord, til en mere sandet blanding. De nærmede sig stranden, der var kravlet så langt ind over lang som overhovedet muligt, og nu hvor underlaget var mere blødt, måtte den gyldne hoppe træde en smule mere igennem, for at komme fremad med samme lethed som før. Hun gjorde et kort og let anstrengende prust. Det var ikke fordi, at den gyldne hoppe havde det fantastisk lige nu; såret på hendes hals var langt fra truende, men den sviende fornemmelse lod ikke til at ville tage ende. Hun så dog frem til at få det vasket, så hun vidste at snavs og andet ikke ville påføre hende betændelse i såret, som var åbent og blotlagt for verden. Hun betragtede kort Seth, der vandrede foran hende, og en tanke slog kort hendes sind. Hvad nu, hvis han var her, efter hendes Lys? Men på den anden side, ville han have det, havde han vel taget det? Hun betænkte kort de muligheder der lå omkring Lyset og ham, men hendes indskydelse af en tanke røg snart til sandet igen. Seth havde ingen interesse i Lyset; ellers havde han gjort det klart. Langsomt var det også begyndt at lyse mere gråligt, selvom Illana skam ikke havde set sig meget mere positiv på sit selskab; men en form for tilgivelse var på vej i hendes sind. Nok havde hun ikke fået den undskyldning, hun havde bedt om, men han havde valgt at følge hende alligevel og sørge for, at hendes skade blev renset. Hvis ikke det var en form for undskyldning, så vidste hun ikke, hvad det var. Og dérfor, mente Illana, at hun ikke blot kunne hade denne sjæl.
Snart gled hendes hove ud i det rene sand og hendes krop forsatte ned imod havets kant, der gentagende gange slyngede sig ind over sandet, for derefter at trække sig tilbage til dybet i havet igen. Hun stoppede lidt inden hendes hove ramte det våde vand og vendte blikket imod Seth. Hvor meget ville han rent faktisk hjælpe hende?

Det lys, der hænger om hendes hals, har jeg meget blandede tanker om. Jeg har faktisk så vidt muligt forsøgt at tage afstand til det, fordi det er så uordinært for mig; noget, der ikke burde eksistere i den forstand. Noget, jeg aldrig har set magen til, i det land jeg kommer fra. Og at det hænger om lige netop hendes hals, gør heller ikke min opfattelse af hende særlig meget bedre. Jeg vil faktisk ganske enkelt ikke have noget som helst med det at gøre, og derfor har min opmærksomhed til det været meget sparsom. Jeg har bemærket, at det skifter farve efter hendes humør, men meget mere interesse har jeg ikke haft.

Vi når til vandet, og mens hun fortsætter ud mod bølgerne, der strækker sig op langs bredden, stopper jeg op. Jeg indvilligede med mig selv i, at jeg ville følge hende til vandet, så hun kunne få renset sit sår, men det har aldrig været min intention, at jeg skulle hjælpe hende med at rense det. Jeg skal ikke røre hende lige nu. Ikke på vilkår. Det er en underlig sfære, der hviler over mig lige nu, og selvom mit kropssprog ikke udtrykker andet, end hvad det plejer, er der alligevel noget, der fortæller, at jeg trækker grænsen her, og at jeg ikke er meget for at skulle rykke på den.

Jeg bider tænderne sammen, hvorefter jeg træder et skridt bagud for at gøre det endnu klarere for hende, at jeg føler, at jeg har gjort mit nu, og at jeg er klar til at overlade hende til sig selv. Og selvom det egentligt ikke er hendes accept, jeg afventer, venter jeg alligevel på, at hun opdager, at jeg ikke længere ønsker hendes selskab. Jeg har oplevet nok for nu, og der er en masse personlige ting, som jeg er nødt til at tage op med mig selv.

[/size][/color]

Sandet havde lagt sig omkring hovene på den gyldne hoppe, alt imens hun begav sig ud imod det vand, der skulle rense hendes sår. Behageligt, det vidste hun at det ikke ville blive. Men det var skam, som den ravnsorte Seth havde pointeret, vigtigt at det blev gjort.
Da først hun nåede langt nok ud i sandet, der slangede sig omkring hendes ben, kælede om dem for at få hende til at stoppe, opdagede hun at Seth ikke længere fulgte med. Han var stoppet og så til, alt imens Illana fortsatte. Hun sænkede farten et øjeblik selv, for at skæve om imod ham. Han så ud til at ønske sig væk nu, han så ud til at have truffet et valg om at lade den gyldne værre nu. Illana betragtede ham kort, denne Seth. Deres møde var ovre, det kunne hun mærke, men hun følte sig en smule tom over, at det var det. Deres dans havde slået fejl; og nok havde han fulgt hende hertil, måske som en slags undskyld, men alligevel manglede den gyldne vel en eller anden form for verbal afslutning på det, der nu end var sket. Dog var det ikke noget hun kunne forlange, det stod også klart for hende, og derfor nikkede hun afsked. Hendes blik søgte hans, en sidste gang, inden hun vendte hovedet ud imod det brusende vand. Hvor længe Seth ville stå der, vidste hun ikke, men nu havde hun i hvert fald sluppet sin del af dansen og dermed var hendes opmærksomhed ikke længere tilknyttet Seth. Den gyldne hoppe satte dermed frem, ud i vandet der ivrigt sprøjtede imod hendes ben. Et sagte fnys forlod hendes mule, da vandet ikke just var varmt. Sommeren var gået på held, og varmen fra havets vand var så småt ved at aftage. Illana skævede kort imod det sår, der var placeret netop så hun ikke kunne nå det. Hun stod lidt, ude i vandet og så imod horisonten, inden hun knælede. Vandet ramlede op over hendes gyldne krop, der snart var ganske gennemblødt af havets saltrige vand; og da først det havde skyllet forbi hendes sår på halsen nogle gange, så det således var blevet renset, rejste hun sig igen. Hun så ej tilbage hvor Seth havde stået; hun søgte skråt tilbage mod stranden i den modsatte retning af Seth. Da først hun var kommet op, og sandet klistrede sig til hendes våde krop, rystede hun sig kraftigt og påbegyndte dermed turen til indlandet igen. Dog ikke imod ørkenen, men mod det nærmeste sted hun kunne finde på en af de andre øer; og dermed var hendes besøg i ørkenen forbi.

[Out]