En ravn på dybt vand - eller sand...

Jeg tror nok, jeg har fundet frem til den værste ø i det her land. Jeg husker godt mit første møde med ægte ørkensand for et par år siden eller deromkring. Lad mig bare beskrive det som en lang vandring, hvor jeg allermest følte mig som en skildpadde. Og nu er jeg altså på den igen. Den azurblå himmel begynder langsomt at blive farvet i en nuance, der er lige så gylden som det sand, mine hove er begravet i, i takt med at den store, lysende sol begiver sig henover himmelen for til sidst at finde ro i det dybe hav. Stop. Ikke mere idyl, tak. For at skåne mig selv for mere nyttesløs vandring på denne sandede ø, har jeg søgt ud mod havet, hvor jeg nu står få meter fra vandkanten, hvor bølgerne slikker op ad bredden med en brusende sang. Min sorte farve går på ingen måde i et med mine omgivelser, men hvorfor skulle det også være vigtigt?

[/size][/color]

Illana, den gyldne, med lyset omkring hendes hals, havde forvildet sig imod de uendelige sandbanker, hvor himmel og sand mødtes i horisonten. Illana prustede dæmpet, mens hun lod sine øre vippes rundt, lyttende til de lyde der end måtte være herude. Normalt ville stedet ikke være gunstigt for liv; mangel på vand og den uendelige varme og de meget kolde nætter, men alligevel var der fugle, smådyr og til tider andre sjæle der bevægede sig rundt herude. Dog var Illanas hensigt ikke at søge ind i det uendelige bjerge af sand, men derimod at søge ud imod havet, hvor varmen ikke var så kraftig og den milde brise fra havet strøg ind over landet for at omfavne dem, der så end måtte befinde sig der. Hendes holdning var rank af natur og hendes krop bar sig med en umådelig elegance, der som hendes holdning, lå hende naturligt. Lyset der hang om hendes hals lyste lidt op i ny og næ, fordi det reagerede på alt omkring det, samt de følelser som den gyldne hoppe besad. Da hun kom ned til der hvor havet kunne ses, lyste hendes lys en anelse op; det havde, allerede før Illana’s sanser havde, opfanget en anden eksistens. Et godt stykke fra hende stod en ædel hingst af meget mørk farve; nok sort. Illana betragtede ham et øjeblik, hvorefter hun gav et dæmpet kald fra sig; en nysgerrighed var skam allerede vakt i den gyldne hoppe, og hun ønskede nu at finde ud af, hvad denne hingst var for en.

Jeg er ikke så fanget af naturen, som jeg ved, at mange andre sjæle er. Det er ikke mig, det der med at gå rundt i mine egne tanker og smile af, hvordan de små søde skyer stryger over himlen, mens jeg mærker det friskgrønne græs sno sig op ad mine ben. Nej, det er slet ikke mig. Jeg er ikke fascineret af det, der findes omkring mig. Der er aldrig nogen, der brugte tid på at åbne mine øjne over for det, mens man stadigvæk kunne. Men jeg kan godt lide havet. Ærligt, det kan jeg. Jeg står ganske rank med nakken knejset en anelse og de store mørke øjne rettet ud mod de skummende, hvide bølger, mens mine ører er flappet ud mod hver deres side. Vinden kommer fra mange forskellige steder, fordi øen er så åben. Det betyder, at en masse forskellige dufte bliver sendt mod mig, og der er især en, der fanger min opmærksomhed – essensen af en anden, og det er minsandten ikke mindre end en hoppe, hvilket især kommer til udtryk, da hun sender et kald i min retning. Mit ene øre vippes bagud, inden jeg drejer mig en anelse ved at flytte en smule på min bagpart, hæve hovedet galant opad, hvorefter jeg giver et kort, hingstet prust fra mig. Mine mørke øjne fanger hurtigt den gyldne hoppe, og der går med det samme en klap ned. Jaja, jeg ved det godt, selvkontrol og alt det der, men det her er under en særlig omstændighed. Den gyldne farve vækker ikke gode minder. Langsomt får jeg styr på mit indre, og mit ene øre flappes mod siden, væk fra min nakke. Efter en kort tids overvejen lader jeg et kortvarigt, hæst hvin undslippe mig. Henvender hun sig til mig, skal hun da få svar. Så er resten op til hende.

[/size][/color]

Illana, den gyldne, der havde sat kursen imod den sorte hingst, opfangede hurtigt de træk der gled over hans krop, da han fik vendt sig imod hende. Som genkendte han hende, eller noget ved hende, i et øjeblik. Desværre så det ud som om, at synet kun vagte noget negativt; og selvom det ikke var særligt tydeligt fra denne afstand af, var den gyldne hoppe trænet nok til at observere det. Da hingstens havde vendt sig imod hende og hørt det kald hun havde fremsendt, for at vække hans opmærksomhed, sendte han et hvin tilbage med en hæs undertone. Illana, hvis lys hang om halsen, begav sig videre imod ham, som reaktion på hans besvarelse. Han virkede dog ikke som den mest imødekommende sjæl; men det skræmte skam ikke den gyldne hoppe på nogen måde. Hun havde mødt sjæle, der kunne minde om en sådan type før. Det var ikke altid gået lige godt, nej, men det afholdte hende ikke fra at forsøge at komme i kontakt med denne. Da hun kom tæt nok på den fremmede til at kunne tale og sanse alt, uden at røre, standsede hun op. Hun gjorde en galant hilsen, hvorefter hun lod sit blik søge imod hans, for at opfange hans reaktioner, der måtte komme på hendes eksistens.

,,Goddag du kulsorte fremmede; Mit navn er Illana. Hvad bringer dig ud på disse kanter, hvor ørkenen hviler i baggrunden og havet breder sig i forgrunden?”

Spurgte hun med den milde stemme som hun ejede. Hun virkede hverken påtrængende eller kunstigt venlig; hendes aura var ren og fremstod ganske klart, hvis hingsten da ønskede at betragte den. Mens hun ventede på, at den ædle, sorte hingst ville reagere på hendes hilsen, lod hun sine øjne løbe over hans krop, diskret. Velansat hingst med et godt fundament for at blive en succesfuld hingst; hans krop var ideel til både kamp og fart og Illana kunne godt forudse, at han måtte bære gode gener. Men det, der interesserede den gyldne hoppe mest, var hvordan hans sind var.

Jeg har set rigtig mange ting gennem mit liv. Det har jeg virkelig. Men det her, det er helt sikkert en af de ting, jeg aldrig nogensinde er stødt på før, og hvad det lige er, der gør det, det skal jeg nok komme til. Bravo. Den gyldne hoppe nærmer sig. Jeg lader mine store, mørke øjne hvile på hende, betragtende, og i aldeleshed kun betragtende. Der er ingen grund til at æde hende med øjnene, og eftersom jeg ikke har lyst til at sluge hendes sjæl, forsøger jeg heller ikke det. Min krop rummer min egen sjæl, og det synes jeg er mere end nok. Mens hun nærmer sig, lader jeg mit kropssprog indfinde sig i en rolig, kontrolleret sfære, hvor jeg hverken virker afvisende, men heller ikke imødekommende. Mit mål er bare at virke.. interessant. Da hun stopper op, vurderer jeg hurtigt, at hun ikke er kommet for tæt, og ej heller står hun for langt borte. Jeg lader mit hoved falde en anelse på skrå, imens hun fremsiger sine ord, og jeg lader en sidste gang mit blik glide over hende, hvor det i et par korte sekunder gør stop ved det lysende, der hænger omkring hendes hals. Jeg ved ikke, hvad det er, eftersom jeg aldrig er stødt på det før. Da hun har talt færdig, lader jeg mit blik søge op mod hendes og opdager med det samme, at hun også søger mit. Okay, så. Her har vi Illana, der i det mindste gider kigge mig i øjnene.

,,Goddag, Illana.”

Hvordan man forestiller sig min stemme udefra, det er jeg ikke klar over. Men min stemme er ej dyb, ru og maskulin. Naturligvis er den ej feminin, men derimod drenget med en charmerende tone af opdragenhed, og det er med den stemme, at jeg hilser hende med et lille nik. Det er en yndig hoppe, jeg har stående foran mig. Slank, velbygget. Men farven, den hader jeg. Ingen tvivl om det.

,,Mit navn er Seth. Hvad der bringer mig herud, det søger jeg, ligesom du, selv svar på.”

Jeg har intet konkret svar på, hvorfor jeg lige har valgt at begive mig herud. Jeg har valgt at følge mine intentioner, og de har drevet mig ud for at opdage denne sandede ø. Men det skal jeg da bestemt heller ikke klage over; se bare, hvad man kan møde herude. Og jeg skal da ikke lægge skjul på, at min interesse for, hvad det her er for et væsen, ikke er lille.

[/size][/color]

Illana, den gyldne, der havde fanget blikket på den fremmede hingst, der snart efter fremsagde sit navn; Seth. Hans stemme der mødte hende var ej lig noget andet hun havde hørt. Ungdommelig, men ikke som den muntre Diego. Opdraget, høflig, men ikke høflig som den ædle Jaidev. Vidende, men ej som Volontaire. Nej. Seth var unik på mange punkter, det kunne hun allerede spore nu. Hans stemme bar præg af et vidende sind, en opdraget sjæl og stadig en charmerende aura som i den grad virkede tiltalende. Hun flyttede ej sit blik, selvom han begyndte at tale med denne unikke, tiltalende stemme, men i stedet lod hun det ligge; måske for at udfordre denne sjæl, for hun kunne allerede nu mærke hvordan hans sind netop lagde op til udfordringer, både fra hans egen side af, men ligeså fra andres. Da hans sidste ord var slut, lod hun kort sit sind greje hans ord; ikke fordi de virkede kodede eller indeholdt noget hemmeligt, men hans pointe var ganske bemærkselsværdig. Han gik ud fra, at den gyldne var i samme situation som ham selv, uden at kunne vide det. Enten var han så vant til at læse andre, at han havde kunnet spotte på den gyldne allerede før hun nåede ham, at hun selv søgte et formål med at befinde sig her, eller også gættede han blot. Illana prustede dæmpet, hvorefter hun trådte et skridt til siden uden at forlade blikket fra hingsten.

,,Seth, du ædle hingst; Dine ord er ganske interessante. Du har ganske givet ret i, at mit mål med min vandren her ikke er kendt endnu, men sig mig, du ædle, hvorfor du antog dette førend jeg havde sagt det?”

Spurgte den gyldne hoppe med den milde stemme, den varme stemme, men alligevel havde hun fundet det udfordrende lag frem i den. En tone, som for nogle måske kunne virke forførende, men ej var den ment sådan. Illana lod derpå sin mule søge en smule fremad imod denne sorte hingst, hvis sind allerede nu virkede ganske interessant; men ville han lade hende komme ham nær, eller var hans personlige sfære meget tyk?

Det, at hun er gylden, det sætter en lille anstrengelse op for mig. Det betyder bare, at hun helt automatisk irriterer mig en smule hurtigere, end hun sandsynligvis havde gjort, hvis hun nu var rød. Og selv hvis hun havde været rød, havde hun ikke mindet mig om den røde Armonia. Nej, de er vidt forskellige på mange punkter, det kan jeg afgøre efter få minutter med den gyldne Illana. Og for endnu en gang at vænne tilbage til hendes farve, så bliver det her møde blot en udfordring for mig. Et træk forkert, et ord forkert, og så har hun ikke mange chancer hos mig. Men det betyder jo ikke, at jeg slipper hende. Næh, hun får først lov til at gå herfra, når jeg synes. Jeg lytter til hendes ord, og selvom jeg absolut ingen anelse har om, hvad hun har at gøre på den sandede ø, lader hendes ord mig forstå, at jeg ramte rigtigt. Jeg gør mig ikke så meget i at læse andre, da jeg ikke har brug for det. Jeg ser det kun som en hjælp for at forstå og føle andres grænser, og det er jeg jo sådan set fuldstændigt ligeglad med. Men jeg fornemmer, at mine ord har fanget hendes opmærksomhed en anelse, og det er jo ikke noget, man skal klage over.

,,Er det ikke blot naturligt? Havde du andet for, ville du sandsynligvis ikke blive distraheret af mig. Ville du?”

Jeg hader at småsnakke. Det er fuldstændig overflødigt i mit hoved. Men om man kan kalde det her småsnak, det er svært at bedømme, når så få ord er sagt. Og hvis jeg keder mig, må jeg jo bare selv sætte lidt farver på sagerne. Jeg lader mit ene øre spidses ganske let frem mod hende, og min mule mimrer en anelse, mens jeg endnu en gang lader mit blik bevæge sig henover hende. Da hun strækker sin mule fremad mod mig, vælger jeg at ’acceptere’ det, da hun trods alt står med stor nok afstand til, at det ikke gør mig fuldstændigt hys. Men bliver hun for dristig, ville jeg nok passe på, hvis jeg var den gyldne hoppe.

[/size][/color]

Illana, den gyldne, der bar lyset om sin spinkle hals, lod sig blik glide over denne hingst, Seth, på en sensitiv og diskret måde. Han var, som hun havde betænkt, en umådelig nobel hingst af udseende, og hun beundrede ham vel lidt; instinkterne talte i hende, ligesom i alle andre, hvilket var ganske naturligt.
Hans ord, der kom ud med en form for betonet toneleje, bed Illana mærke i. Hun lagde sit hoved på sned, hvorefter hun rakte sin mule lidt imod ham, atter engang. Ikke fordi hun søgte hans nærhed som sådan, men hun ønskede at se ham ordentlig an og indprente duften af ham i sit sind. Derpå lod hun sin stemme besvare hans ord, som han havde fremsagt til hendes eksistens.

,,Distraheret, vil jeg nu ej kalde det, jeg oplevede, da jeg fik øje på din eksistens, Seth. Hvis jeg havde haft et mål med min vandren her, tror jeg ej det mål var faldet til jorden; blot var vejen dertil blevet ændret. Så, Seth, om det er naturligt eller ej at antage sådanne ting, det vil jeg sige det er for dig. Måske ikke for mig, måske ikke for alle andre, men bestemt for nogen. Vi er alle ganske forskellige, og sådan er det.”

Illana afsluttede dette lille emne så fint, på denne måde, med et lille smil; hvorefter hun trak sit hoved let til sig igen og mødte hans blik.

,,Fortæl mig, du ædle Seth, hvor længe har du vandret i disse områder, som jeg ligeså vandre i? Har du været her i måneder, eller blot dage? Og hvor mange sjæle har du mødt, på din vej?”

Spurgte hun med en umådelig høflighed og ’frihed’ i stemmen. Der var ingen forventninger til hans svar gemt i hendes toner, og det var vigtigt for hende, at hende selskaber vidste, at hun til hver en tid, ville lade det være helt op til dem selv, hvor meget de ville snakke og fortælle, om det spørgsmål den gyldne hoppe nu engang fremsagde. Men, hvor meget ville denne ædle Seth, fortælle?

Jeg bemærker godt, at hun også lader sit blik glide over mig, ligesom jeg lader mit blik betragte hende. Det er en ganske normal ting, og hun skal da have lov til at kigge lige så meget, som hun har lyst til. For hun ser kun, hvad jeg viser øjet. Hun ser kun, hvad jeg vil have, at hun skal se. Og det, som det er meningen, at hun skal se, er en stolt hingst med kontrol over sig selv. En, der ved, hvad han er værd. Men hvad jeg er værd, det er ikke op til mig selv at bedømme. Og jeg er helt sikker på, at der er mange forskellige meninger om lige netop det emne. Hun lader sin mule komme nærmere, og jeg lader et øre vippe til siden for at gøre hende opmærksom på, at hun er ved at nå dertil, hvor min grænse er trukket. Hvor godt den er bevogtet, det behøver hun ikke vide endnu. Men hun virker ikke uhøflig, den gyldne Illana. Og jeg tvivler på, at hun er dum nok til at forsøge at krydse grænsen. Men lad os nu se. Da hun begynder at tale igen som en kommentar på mit svar, vippes mit andet øre fremad mod hende for at vise, at jeg lytter, til hvad hun har at sige. Men dette er blot en afslutning på emnet, og jeg lader den ligge. Som sagt; unødvendig snak er ikke en del af mig, og jeg undgår helst overflødige ord. Dermed ikke sagt, at det er en dårlig egenskab, hun har; at hun har noget at sige. Jeg lytter da også gerne. Næste spørgsmål giver også en smule mere motivering til at svare.

,,Min tilstedeværelse har ikke varet mere end få ugers tid, og på min vej har jeg kun stiftet bekendtskab til en enkelt. Og du, frøken?”

Jeg bemærker i hendes stemme, at hun ikke forventer noget særligt i mit svar, hvis hun da overhovedet forventer, at jeg svarer. Hendes høflighed, der ganske vist er en del større end den, jeg har valgt at rumme, stikker en smule i mig og får mig til at føle mig en anelse utilpas. Som om jeg pludselig står som det mørke over for det lyse; hvilket vores farver ganske fint også illustrerer.

,,Kan jeg spørge dig om noget?”

Forespørgslen er jo i sig selv et spørgsmål, og det kan godt virke som et temmelig pludseligt spørgsmål, der kommer ud af det blå, men det er det ikke. Det, jeg vil spørge hende om, er blot en lille ting, der har ligget i mit sind de seneste minutter.

[/size][/color]

Illana, den gyldne, der bar lyset omkring halsen, bemærkede godt, da hendes mule kom Seth nær, at hans grænse var ved at være nået; Se, Illana var meget fint følende og opsnappede derfor hurtigt, end inden at Seth gjorde tegn til det, at hun havde nået grænsen. Hun lod derfor sin mule søge langsomt og kontrolleret tilbage til sin egen position, hvorefter hun mødte hans blik; der gik ikke længe før hans ord begyndte at fylde tomrummet imellem dem, med hans ord. Han havde kun været der kort, hvorimod den gyldne havde været her længe; og da hans næste spørgsmål var fuldendt, nikkede hun ganske kort, for at bekræfte at hun havde hørt alle hans ord og overvejet dem.

,,Seth, du ædle, jeg har været her i nogen tid efterhånden. Jeg kender næsten alle steder og har mødt mange sjæle; både hopper og hingste. Jeg har fundet mig til rette og føler, at dette er mit hjem - Og jeg håber, at du vil føle ligeledes, når du har udforsket noget mere af denne fantastiske verden. Og ja, spørg endelig løs, du ædle; for alle har frihed til at ytre sig, som de ønsker. Og jeg vil med glæde prøve at besvare de spørgsmål, du da ville stille mig”

Sagde Illana med en oprigtighed som kun få besad. Igen lå der dog en undertone i hendes stemme, der fortalte denne hingst, at der ikke var nogen forpligtelser til hans udtaler; han behøvede ikke at svare på hendes spørgsmål, hvis ej han ønskede og han behøvede heller ikke åbne sig ud over det, han ville. Illana prustede dermed ganske let, inden hun trak sine bagben en smule længere ind under sig og trådte et skridt til siden. Hun kom dermed ikke tættere på den sorte Seth, men alligevel fik hun sat lidt dynamik i hendes krop, og genvandt den naturligt elegante holdning, som hun normalt besad, og som var blevet droslet lidt ned, da hun havde strukket sig efter ham før.

Jeg har mødt rigtig mange forskellige personligheder gennem mine 7 års levetid. Nogle har jeg kunnet trives med, hvis jeg vel og mærket var til den slags, mens andre bare har fået et par slag og blevet bedt om at holde sig langt væk fra mig. Det, jeg vil frem til, er, at jeg aldrig gennem de 7 år har mødt en, der er så frisindet, som denne gyldne hoppe er. Jeg stoler aldrig fuldstændigt på andre end mig selv, men jeg tvivler stærkt på, at den renhed, Illana besidder, skulle være en facade. Jeg tror på, at det er en del af hende. Og som jeg har nævnt før, kan jeg ikke lade være med at føle et stik af utilpashed. En utilpashed, der på længere sigt vil ulme op, og giver jeg grønt lys, vil hun sandelig få det at mærke. Men lad mig da byde hende op til en lille dans. Jeg vil glæde mig til det tidspunkt, hvor hun snubler. Jeg lytter opmærksomt til hendes ord, som fortæller mig, at hun er kendt med stedet, og at jeg er fri til at spørge.

,,Forklar mig; hvad er det, du bærer om din hals?

Ganske kort nikker jeg mod det lysende, hun har hængende omkring sin fine, slanke hals. Jeg smælder min sorte, fyldige hale om mig et par gange, mens mine ører vipper lidt frem og tilbage mellem siderne og bagud. Da hun rykker på sig, er jeg absolut opmærksom, for vælger hun at træde tættere på igen, er det da ikke sikkert, at jeg gider holde igen længere. Jeg synes faktisk allerede, at jeg har opført mig pænt og eksemplarisk over for hende. Men da jeg opfanger, at hun egentligt bare rykker lidt til siden, får jeg en lille ide. Jeg samler mig galant sammen, og ligesom hende, træder jeg et skridt sidelæns i samme retning, som hun gjorde det for få øjeblikke siden. Jeg lader mine øjne, de store, mørke øjne, søge hendes blik, og jeg spidser mulen en anelse. Det her, det kan godt blive interessant.

[/size][/color]

Illana, den gyldne, der bar lyset om hendes hals, lod blikket forblive ved Seth, der nu havde vendt sin opmærksomhed mod det, der var mellem dem; den lille beholder, som Illana var blevet skænket og som hun var skabt til at passe på. Den lille beholder, der indeholdt noget lys, fra Andromeda og Den Vise selv - Det lys, der kunne være livsbringende og livsfarligt i de forkerte hove. Og af denne grund, havde Illana fået det, da hun, som dødelig og blandt de almindelige, kunne beskytte det mod det unaturlige, som hun nu vidste fandtes i dette idylliske land. Hun prustede mildt og nikkede da til Seth, som en kort bekræftende bemærkning til hans forespørgsel. Derpå begyndte hun at fortælle denne hingst, om det, som hun havde hængende om hendes hals; det, der skulle lede hende til hendes skæbne.

,,Det, jeg bærer om min hals, du ædle Seth, er en ubeskrivelig størrelse. Det er et lys, som kommer fra hjertet af dette land, fra hjertet af den, der bragte os hertil. Det er min opgave at beskytte dette lys, for de skygger der søger at sluge det; det som det evige lys, som beskytter dette land, ikke kan klare alene. Så, Seth, det lys der hænger om min hals, er en del af det lys, som giver alt liv og beskytter alt i dette land. Jeg forventer ikke, at mine ord giver mening for dig, men i hvert fald er de sande; og nu ved du, i korte træk, hvad der hænger om min hals.”

Sagde Illana med et lille smil; lyset betød allerede utroligt meget for hende, selvom hun først var blevet beriget med det for ganske kort tid siden. Men den oplevelse som hun havde haft, da hun havde fået dette lys, var så ubeskrivelig og så virkelig, at hendes liv havde fået et nyt håb - Et håb der afspejlede den drøm, hun altid havde haft, nemlig at se dette lys, som hendes moder i sin tid havde omtalt. Nu havde hun det om sin hals. Og hun havde valgt at fortælle Seth om det, fordi han lod til at være en unik hingst, der turde tage chancer; men hun havde endnu ikke omtalt hendes opgave, som hun havde fået med dette lys. Hvis hun skulle fortælle ham dette, skulle lyset vise hende det - Hvilket det endnu ikke havde gjort.

Der er noget underligt og mystisk ved det her land. Man kan ofte fornemme det. Det er, som om man aldrig rigtigt er alene, og dette er altså ikke bare en eller anden paranoia-fornemmelse, for det ligger absolut ikke til mig at føle paranoia. Og det, hun fortæller mig om dette lys, der er ulig alt, hvad jeg før har set, bekræfter da kun mine tanker om, at der foregår mere her, end hvad øjet ser. Det er et lys. Et lys, som jeg fornemmer, at hun er den helt rette bærer af, sådan som hun beskriver det, for det her er absolut ikke et område, jeg på nogen måde kan spille klog på. Og det har jeg heller ikke tænkt mig at forsøge. Jeg kender grænsen på min viden og er klar over, at jeg ikke er alvidende. Det er ingen dødelig.

,,Hvorfor har man skænket lyset til dig?”

Mit tonefald er som altid lidt af en gåde, eftersom de toner, det består af, ikke synes at skulle harmonere særlig godt med hinanden, hvilket de alligevel gør. Den drengede tone blandet med den opdragede, der til hver en tid kan give de ord, min stemme fremsiger en helt forkert betydning. Og selvom ingenting på mig alarmerer om, at de ord skulle være ment som en fornærmelse, er der ej heller noget, som forhindrer en mistanke om, at de rent faktisk skulle. Det er ganske enkelt helt op til hende selv at tolke dette. Jeg forsøger egentligt ikke at trække ny viden ud af hende. Jeg vil i stedet give hende noget at tænke over. Give hende noget at huske mig for. Sørge for, at hun absolut ikke har nogen som helst anelse om, hvor hun har mig. Jeg lader mine store, mørke øjne forblive hvilende mod hendes øjne, og hele tiden står jeg ganske rank og nobelt med en helt særlig ro liggende omkring mig. At denne ro efterhånden er begyndt at blive en anelse pirret af den gyldne hoppes godhed, lader jeg dog ikke komme til udtryk. Ikke før jeg efter få øjeblikke træder et enkelt skridt fremad mod hende, men det ses jo kun som et udtryk, hvis man kan se det i sammenhæng med, at jeg egentligt ikke bryder mig synderligt om hende, udelukkende på grund af hendes aura. Hvordan hun har tænkt sig at reagere på mit ryg frem mod hende, er dog yderst interessant for mig.

[/size][/color]

Illana, den gyldne, der havde mødt en ganske speciel hingst, der var mørk som natten selv, lod sit blik glide over hans krop endnu engang. Der var mange finesser ved ham, finurlige ting og træk i hans sind og udtryk. Han var en hingst med mange blindgyder for fremmede, som Illana var, og hun tvivlede på at hun nogensinde ville komme tæt på at kende hans labyrint at viden til fulde. Dog var der noget ved ham, der var tydeligt nok, til at Illana kunne fornemme hvordan han snoede hende; eller i hvert fald søgte. Der var en speciel dagsorden over hans væremåde, som var bemærkelsesværdig, men hun havde opsnappet den. Ikke fordi dette var negativt, for det var skam yderste fascinerende, at han var som han var - Blot vidste Illana, at denne hingst var mystisk og lunefuld. Hun mødte hans blik, og de ord han havde skænket hende, kunne tolkes på mange måder - Men dog tolkede Illana hans ord, for det som de var. Et enkelt spørgsmål, med det formål at søge viden om den gyldne hoppe, samtidig med at det måtte få hende til at tænke sig om en ekstra gang; måske genoverveje, om hvorfor hun var blevet skænket dette lys, om hvorfor hun var ’speciel’. Dog vidste Illana at hun var blevet skænket lyset, fordi en magt langt højere end de to, til sammen, nogensinde ville komme, og hun vidste at hun skulle prise lyset med al sin magt. Hun smilede kort, hverken direkte glad eller hånende, blot tænkende og en smule tilbagetrukket. Hendes sind veg skam ikke fra den sorte Seth, men hendes tanker gjorde et øjeblik, hvor hun gengav den oplevelse hun havde haft, da hun modtog lyset. En oplevelse der ikke skulle genfortælles med ord, kun til dén ene som lyset ville udvælge. Hun nikkede kort med hovedet da hun vendte tilbage fra sine tanker og derpå begyndte hun at svare den ædle Seth, med de toner hun besad.

,,Seth, hvorfor lyset er skænket mig, er en gåde som hverken du eller jeg kan få svar på. Lyset er noget, jeg skal bære, noget jeg skal beskytte, og hvorfor jeg er udvalgt, ja, det må være til det uvisse. Dog ved jeg at lyset altid har fulgt mig og min moder ligeså, der udtalte at hun i sin tid havde dette. Så, jeg har gæt på hvorfor lyset er blevet skænket til mig, men ikke svar. Men noget jeg kan give dig svar på Seth, er at lyset her kan guide. Det kan guide mig til en sjæl, som er noget specielt og da vil det gløde endnu mere end nu. Samtidig kan det også afsløre mine følelser; for ser du, hamre mit hjerte hurtigt af frygt eller glæde, ja, da vil lyset ligeså blusse op i en nuance, der enten er rødlig eller mere gul. Du kan da selv gætte, hvilken der måtte høre til hvilken følelse, du ædle Seth; og jeg håber da, at dette var svar nok på dit spørgsmål. Nu, tillad mig at spørge dig om noget, du ædle ganger. Hvorfor tror du, at et sådan lys som jeg har om halsen er blevet givet til en dødelig sjæl som jeg?”

Illana smilede kort, måske en anelse ufordrende. Hun vidste at Seth havde mange tanker, og hun kunne mærke en sær fornemmelse mellem dem; ikke fjendtlig, men ej heller direkte venlig. Der var en ubeskrivelig spænding imellem dem, som Illana vidste hun ikke skulle presse til et ydrepunkt. Hun søgte i stedet at kæle om den, bibeholde den lidt endnu for dernæst at bringe den et niveau ned, så de to sjæle kunne styrke et begyndende bekendtskab, uden at de skulle ende i en ustabil dans, hvor et fejltrin ville være enden på deres møde.

Jeg ligger jo egentligt aldrig skjul på, at jeg går mine egne veje. Næh, det forsøger jeg ikke at gemme bort, for hvorfor? Hvorfor bruge energi på det? Hvad interessant er der ved en, der blot gemmer det hele af vejen bag en facade, der ikke siger noget? Man skal altid passe på med at være for dobbeltmoralsk, selvom jeg til tider gerne selv er det. Men ikke i dette tilfælde. Nok er der rigtig, rigtig, rigtig mange tanker og følelser, jeg aldrig giver udtryk for, men de er absolut ikke gemt bag en facade. Det her er mig. Mine handlinger bestemmes af mig. Der findes ikke noget, jeg hellere har lyst til at være, end det jeg er nu. Alligevel indeholder jeg en masse ting, som er så sårbare, at de ikke skal se dagslyset – nogensinde. Og det er så her, vi kommer frem til min pointe; de ting er ej gemt bag en facade, aldeles ikke. De er blot gemt bag en mur, som beskytter dem. Beskytter mig. Beskytter mig fra at blive andet, end hvad jeg ønsker at være. Men tilbage på sporet, tak! Netop fordi jeg ikke forsøger at skjule, hvem jeg er, er jeg heller ikke helt utilbøjelig til for en gangs skyld at lægge mærke til, at hun godt kan fornemme, at jeg ikke er helt til at åbne op og læse, men om hun skal have ros for dette, det er jeg i langt større tvivl om. Jeg bryder mig ikke om hende, og selvom det blot var en fornemmelse i starten, bliver det klarere og klarere for mig, at det gør jeg altså ikke. Spændingen mellem os føles anspændt, strakt. Som om man skal passe på, at den ikke brister. Alt imens jeg gør mig de ovenstående overvejelser, retter jeg da også mit ene øre mod hende, da hun kommer med en forklaring på, hvorfor det lige netop er hende, der skal bære lyset om sin hals. Hendes ord giver mening, men sætter hende ikke i et bedre lys fra mit synspunkt. Slet ikke da hun slår igen med et spørgsmål, der kræver, at jeg i sidste ende kommer til udtryk med nogle tanker, der slet ikke er for hende at høre. Personlige overvejelser, jeg ikke kan give et mere passende ord, end et allerede nævnt et: personlige.

Dette er årsagen til, at jeg lægger ørerne en anelse bagud og træder et skridt bort fra hende, som om jeg søger væk fra hendes spørgsmål. Jeg rykker et kort øjeblik blikket bort fra hende for at lade det løbe rundt, henover det gyldne ørkensand. Det er bemærkelsesværdigt, at der sker en lille ændring i det ellers så rolige kropssprog. Det bliver en anelse afvisende, og det er det. Det er ganske enkelt min måde at sige fra på, selvom det helt klart er den mildeste af slagsen. Sædvanligvis havde jeg gerne givet hende et smæk på hovedet, men noget ved hende får tanken til at virke fuldkommen malplaceret. Naturligvis er det ingen garanti for, at hun er i sikkerhed, for giver hun mig bare den mindste årsag, står jeg ikke tilbage. Intet andet i mit kropssprog er ændret, min stolthed sidder godt fast på min slanke, sorte krop, og lige så hurtigt, som det kom, er den afvisende mine væk igen. Langsomt lader jeg mit blik falde tilbage på hende, og jeg hæver mit hoved en anelse for så at knejse nakken ganske let. Hvad der sker nu, afhænger af, hvad hun gør eller siger indenfor de næste få øjeblikke. Jeg venter spændt.

[/color][/size]