Wandering around, with a shadow and a foal

// Reserveret til Nour og Altaïr

Den grå hoppe stod hvor engen og skoven mødtes i en forening. Asira lå og sov under buskene som altid, men det var mere end rigeligt for hoppen, for hingstene omkring havde ikke været venlige, de eneste to var, var Jaidev, og Diego. Hoppen græssede roligt, og til tider sendte hun et blik eller to for at se om Asira var vågnet, eller om hun var ok.
Vinden kom forbi hende og kølede i blide bevægelser hendes krop, som var nået kogepunktet, det var varmt, og det eneste der holdte hende fra at få det for varmt var vinden. Efter at Nour var kommet til Andromeda har hendes tolerance for varmen ændret sig, før var hun vant til stegende hede, men nu, var vejret som denne nok til at hun havde det alt for varmt.

En skimmel hingst dansede rundt på engen, i nærheden af skellet mellem skov og græs; der, hvor skyggerne kunne nå ud og ramme hans krop uden at dække den helt og dermed afskærme for skolen. Hans bevægelser var meget elegante og det faldt ham så naturligt at bevæge sig på denne måde, med en prægtighed og rummelighed, som han nu gjorde. Alt imens han begav sig af sted i sin dans, fik hans sanser øje på en sjæl et stykke væk; først lugesansen og derefter fik han øje på hende. En grålig hoppe, ej grå som ham selv, men mere ens i farven og med en mørk stribe langs ryggen. Hun stod der og betragtede engen, mens det lod som om hun vågede over noget - Måske noget spændende? Altaïr sprang derimod af sted imod hende i sin prægtige dans og snart nåede han hendes side. Han lod sin mule stryge hende kærtegnende op langs halsen, ej på den flirtende måde, men på den sensuelle måde der skulle vise hoppen, at hun var unik. For Altaïr fandtes der intet mere unikt end hopper, og det var han ikke bange for at vise. Da han havde udført sin gestus imod denne fremmede hoppe, stillede hans sig rankt ved hendes side og gav et lille, hilsende nik fra sig.

,,Goddag, melady, hvad bringer dig til dette sted, på denne varme og smukke dag?”

Spurgte han med den næsten drømmende stemme, som var ham så karakteristisk, at ingen anden ville kunne sammenlignes med dén tone. Han brummede dæmpet og dybt, hvorefter han søgte hendes smukke blik.

Den grå hoppe fór forskrækket op da en skimmel hingst pludselig var kommet til syne, og endda strøget hende på halsen? Hoppen nåede slet ikke at reagere, eller hendes krop reagerede ved en lille skælven, hendes krop sendte elektriske stød som reaktion på hans og hendes møde, mule og pels. Hoppen fnøs og bakkede en smule væk, hendes brune øjne hvis farve kunne sammenlignes med det reneste honning stirede overrasket på den skimle hingst. Hoppen tog derefter et skridt frem, som nærmest virkede dansende, og let, hendes elegance var uden lige, alt dette i et par skridt, da hun nærmede sig hingsten igen valgte hun at møde hans mule med hendes, et hvin undslap hende og hun svang let, og yndefuldt hovedet til siden, hingsten var ikke som de andre, ikke som de to hun sidst havde mødt.....
Man kunne tydeligt se på Nour at hun var hoppet, men man kunne dog ikke se at hun havde føl mere, hendes mave var næsten forsvundet nu, så hendes følvom var ikke at skue på hendes spinkle krop.

"jeg....." hoppens stemme var klart, og næsten syngende som fuglenes kvidren i skovenes træer, men hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hun var stadig overrasket over hans 'ligeud' opførsel, og hans nærvær, som hun inderst inde nød, da det var lang tid siden hun sidst havde fysisk kontakt med en anden hest.

"Jeg vandrer rundt med mit føl, og lige nu slapper vi bare af...." hun smilte blidt til hingsten, han havde mødt hende venligsindet og hun havde i den grad lyst til at give igen, hvilket var grunden til at hun ikke helt flppede ud over en hingsts nærvær tæt ved hendes afkom.

"hvad med dem?" hendes stemme virkede forførende, men dog uden at være det, hun var en hoppe i udseende og sind

Den skimlede hingst, der havde trådt an ved hoppens side, hævede sit ædle hoved en smule. Hun veg fra hans hilsen; om det var fordi, hun fandt den for nærgående, eller fordi hun blev forskrækket, det vidste han ikke. Hun var dog ikke lang tid om at ’godtage’ ham og da hun søgte ham igen, lod han endelig sin mule møde hendes og sine øjne ramme hendes atter engang. Hun var tydeligt en hoppe af den lidt hidsige type, hvilket fik et par tanker til at strejfe hans sind. Han rømmede sig, rankede sig op og trak mulen til sig efter kort overvejelse og lyttede derpå til de ord, hun sagde. Hun var moder til et føl, hvilket Altaïr ikke havde forventet. Ikke, at hun ikke var egnet, for hun var en smuk hoppe på alle punkter og med den personlighed, som Altaïr havde set en snert af, nok en god beskyttende moder. Men alligevel havde Altaïr en fornemmelse af, at landet her var meget ungt; og af den grund havde han ikke regnet med at støde på en moderhoppe endnu - Selvom det oprindeligt var en god overraskelse. Han smilede kort på sin karakteristiske måde hvorefter han trådte hende helt nær igen, selvom hun tegnede til at være en smule hys. Hvin hun bad ham holde sig væk, gjorde han det, da en hoppes vilje, var viljen over alle; og den skulle en hingst please. Hun havde intet bestemt formål med at være her, med sit føl i nærheden, men alligevel virkede det ret så meningsfyldt at de var havet lige her, på dette tidspunkt. Han nikkede kort hvorefter han skimmede omkring sig selv. Føllet var, for ham, ikke synligt, og han gik ud fra hun havde gjort et godt stykke arbejde med at gemme det.

,,Melady, du er en heldig hoppe. At være moder, til et sikkert vidunderligt føl, er en af livets største gaver. At se et sind udfolde sig og vokse sig stort, ja, det er noget af det mest fantastiske og rene og jeg glæder mig til jeg engang selv kan kalde mig fader! Men, melady, tillad mig at spørge, om du bragte føllet ved din side hertil dette land, eller om det er født ind i de omgivelser, som omgiver os nu?”

Spurgte han med den drømmende, men nu også meget nysgerrige stemme. Hvis et føl var født i dette land, besad det sikkert et sind så rent, så modtageligt, at dén sjæl måske med tiden, kunne se hans verden?

Nour stod et øjeblik og betragtede hingsten, han var høj, og bestemt smuk, men hans karakteristik var noget helt andet, han kunne vel sammenlignes med damernes'ven? Hoppen smilte stort, hvilket hun kun havde gjort overfor sit føl for tiden. Da han trådte nærmere spændte hun en hurtig gang, indtil hun fandt ud af at han ikke ville hende noget ondt, hvorefter hun slappede helt af, selv halen var nede nu. Han var nærmest en livsnyder, hvis man skulle bedømme ham ved første øjekast, og ja ved hans måde at tale på, han fik alt til at lyde fantastisk, nærmest drømmeagtigt. Hendes mule søgte hans atter engang, og denne her gang gentog hun hans akt, hendes øjne fangede hans og en blid brummen undslap hendes næseborer, det var først nu, at den gårlige hoppe havde budt hingsten ordenligt velkommen, og at have en nær hende igen var ikke andet end vidunderligt! Da han så talte lyttede hun, ja næsten nød hans stemme, da han stoppede kiggede hun overrasket op, som om musikken brat blev stoppet for hende. Hun havde været igennem en del. Nour havde for tiden været en del stresset over at vogte føllet, hun var alene om det, og det gjorde det ikke nemmere. Hvis bare hingsten vidste hvor rart det var at have en stående i hendes nærhed, hun tillod sig endda den frækhed at læne sig en smule imod ham, ikke for at lægge vægt på ham men en form for tryghed hun ikke havde haft, ikke ligesiden hun var kommet til Andromeda.

Hoppen kluklo over hans nysgerrige spørgsmål og svarede ligeså ivrigt igen "Hun er født i dette land, og hun minder mere om en engel end en hest...." Hun undrede sig selv hvor hingsten var fra og hvad hans navn var. Uden at kunne dy sig længere spurgte hun med en forførende stemme "Hvad med dem? er de født i dette land? og hvad er deres navn?"

Den skimlede Altaïr betragtede den smukke hoppe intenst, mens hun gengældte den kærtegn, som han havde mødt hende med og det skulle da ikke skjules for hende, at han værtsatte det. Hun var en ganske speciel hoppe, kunne han mærke - Men hvordan hun var speciel, vidste han ikke endnu. Han brummede dybt og hingstet inden han lyttede til de ord, hun nærmest sang for hans ører. Hendes afkom var født her, velsignet, unikt, og Altaïr’s håb var vakt. Han søgte nemlig en sjæl så unik og sårbar, som et føl, der kunne tage imod hans ord og hans lære og måske se den verden, han ønskede at dele med alle. Hendes ord omkring hendes datter, at hun var en engel, fik Altaïr til at smile. Han ville glæde sig til at se denne hoppe med sit føl ved siden; men det var ikke tid til dette endnu. Nej, i stedet spurgte hoppen indtil den skimledes herkomst og hans navn; og det satte en blokade i hans sind. Det var ikke en blokade, der ikke kunne fjernes igen, og ikke en der var synlig, men skam ganske tydelig for den skimlede selv. Han trådte let og elegant et skridt bagud og bukkede galant for hende, inden han vippede ørene fremad og begyndte at svare hende, med den drømmende undertone han besad.

,,Melady, jeg er, som du, ikke født her. Jeg kommer udefra en verden, som var ganske normal og intetsigende. Og navn, melady. Jeg vil ikke give dig et navn, du kan kalde mig, for i min verden er navne overflødige. De er som at sætte navn på en boks; navnet betyder intet, der et irrelevant og intetsigende om den, der bærer der. Derfor, melady, vil jeg bede dig lærer min personlighed at kende og ej navnet. Hvis du dog vil kalde mig noget, så kald mig noget du synes passer til den jeg er; noget der betyder noget for dig og som beskriver indholdet af den boks, jeg er. Men ej vil jeg give dig mit eget, melady, forstå det.”

Sagde han med den charmerende, drømmende stemme, men alligevel lå der en nyfunden alvor i hans tone. Han havde sine principper, og kunne selskabet ikke føje dem, ja, da vidste han at vejene måtte skilles. Dog håbede han ikke, at hun var snæversynet, men i stedet i stand til at forstå og se den sti, han ville guide hende af, og som måske kunne føre hende, til hans verden, sammen med hendes datter. Hvis hun da var af rette støbning?

Araberen nød i den grad hans selskab. Da den prægtige hingst bukkede for hende kunne hun ikke lade være med at grine, hendes latter lød som kanariens sang, smuk og yndig, passende til en hoppe som hende. Hun trådte ganske let og elegant hen til hingsten, af hvad hun havde oplevet indtil videre kunne hun dog bedømme at hingsten ikke havde problemer med kropskontakt, hvilket gjorde at hun turde sætte hendes fine hoved under hans muskuløse hals, for atter at få ham til at stå op igen, hendes øjne mødte hans, nu med nysgerrighed og glæde, al mistro hun havde givet ham før var forsvundet, hingsten var galant, og en gentleman, så der var intet at frygte. Hun havde lyttet til hvert et ord hingsten havde sagt, og fandt det utroligt - på den gode måde.

"Spændende..." udtrykkede hun, hendes stemme stadig syngende, men nu også med en nyfunden interesse for hingsten.
"... Mit navn er Hawaet El Nour" forstsatte hun "Jeg mener dog ikke at det vil sætte en i en boks, men at den beskriver en. Mit navn for eksempel betyder vindens lys..." hoppen smilte nu, ved minderne om hendes mor, og hendes vise ord "Jeg spurgte engang min mor hvorfor jeg hed det, og min mor svarede" Hendes blik blev fjernt, dog stadig smilende, hun savnede egentlig hendes mor "Jamen kære Nour, du bringer lys med dig, overalt hvor du går, ligesom vinden bringer sin kolde brise til de varme dage, vindens lys er dit kendetegn min pige..." Nour kluklo da hun igen kiggede på Hingsten foran hende. "Men hvis du tillader det vil jeg gerne kalde dig Halmet el hayat.. Et langt navn, men det beskriver dig som jeg ser dig nu, og med tiden vil det ændre sig, indtil dit sande navn kommer frem, hos os, ørkenens heste er navne en vigtig ting, som hører sjælen til"
Den grå hoppe havde ikke stoppet med at smile et sekund. At frembringe gamle minder hørte ikke til hendes traditioner, hos hendes flok gik man frem af, og man så sig aldrig tilbage, men hun var i et nyt land nu, så reglerne gjaldt vel ikke her?

Den skimlede hingst, der havde givet sin gestus til hoppen, lagde et øre let tilbage, da hun lo. Ikke fordi hendes latter var grim; nej, hendes stemme var ganske yndig og smuk, men hans sind forstod ikke som sådan hendes latter. Et høfligt buk var nok ej noget hun var vant til, og måske på grund af manglende indsigt, slog hun det hen i latter og dernæst trådte til ham, for at afbryde? Altaïr brummede dæmpet, en ganske afslappet tone, hvori ingen misfornøjelse var gemt - Selvom hingsten faktisk tolkede hendes reaktion som en smule nedladende; eller bare uden intention om at forstå hans handling.
Dog var Altaïr ganske behaget over at hoppen nu valgte at komme til ham, ’stole’ tilpas meget på ham, til at være ham nær og lade ham røre. Altaïr brummede atter engang, lige inden hoppen begyndte at udtrykke sig med ord, og denne gang var hans brummen mere intens og dyb. Hendes ord der efterfølgende kom frem, lyttede han til, hvert og et.
Da hun var færdig med at tale, og endda havde pålagt den skimlede hingst et navn; Halmet el Hayat, da begyndte han selv at snakke - Halmet.

,,Melady, forstå mig ret, når jeg siger dette; men dit navn, beskriver ikke hvem du er. Det beskriver en idé om hvem og hvad du kunne være. Du er ikke vindes lys, selvom du måske bringer et lys med dig når du går, og i mit sind er det synd, at kalde nogen for noget, som de ikke er. Men, melady, det navn du bærer er det jeg vil kalde dig, og det du nu har givet mig, skal være mit i dit selskab; og dets betydning vil måske en dag nå mine øre og måske ikke. Jeg har al respekt for, at din stamme respektere et navn og dets betydning, men jeg deler den ikke, og vil aldrig gøre det, melady Hawaet.”

Altaïr, nu kaldet Halmet, smilede ganske let for sig selv, inden han strøg hende over den sensitive mule, som hun havde. Hun var en speciel hoppe, med sine meninger; meninger der var så faste, at de måske kunne blive et problem, hvis Altaïr ønskede at drage hende og hendes afkom ind i hans verden. På nuværende tidspunkt var den skimlede hingst dog langt fra sikker på, om Hawaet var af rette støbning og sind - Det eneste han var sikker på, var at hun var en formidabel hoppe, flot af udseende og interessant af sind. Et godt selskab, bestemt - Men om hun var åbnentsindet nok, det ville tiden vise.

Nour smilte over hans svar hvor hun nikkede i takt med at han blev færdig, han havde bestemt sin egen mening. Hoppens man blev let taget af vinden, dens flagren beroligede hende, hvilket hingstens nærvær også gjorde, og hans brummen behagede hende i den grad, hun havde vel savnet at blive 'forkælet' af en hingst hvilket Halmet sørgede for at hun gjorde, også selvom han sagde hende imod, det vakte bare hendes interesse endnu mere end før, men interresant var han, og hun havde ikke i sinde om at ændre hendes mening om ham på det punkt. Hendes brune øjne søgte hurtigt ud til busken for at tjekke om hendes lille engel stadig sov, føllet åndede tungt, hun sov stadig. Hoppen stillede sig helt op af hingsten nu, brummende, kærtegnende.... Hendes øje ud foran hans. Hendes stemme nærmest forførende, dog som en hvisken
Jeg respektere fuldt ud din holdning til det, men jeg tror stadig du er et barn af mange navne... hun blinkede drillende til ham men mente dog intet ondt.

Den grå hoppe førte mulen til ham igen, for at svare hans bevægelse fra før. Derefter strøg hun ham blidt på halsen, og nussede ham i cirklende bevægelser, hun stoppede op et kort øjeblik "Et navn har forskellig betydning, alt afhænger af hvor man kommer fra, ikke desto mindre skal alle holdninger respekteres...". Hun havde tydeligvis fundet stor interesse i ham, han viste hende en utrolig venlighed, og kærtegn, som hun havde i sinde om at fortælle ham at han havde gjort godt, hans nærvær var acceptabelt og hun ville rose ham højt til skyerne hvis ikke det var fordi hun selv mente det var for pinligt, men drillende kunne hun dog altid være, specielt da hun svingede røven imod ham for at bumpe blidt ind i ham, hun slog om i en let latter. Hun var virkelig positivt overrasket over hingsten.
"Hvad er dine planer så i denne her verden?"
Hoppen afventede ganske tålmodigt, selvom hun opdagede en lille gnist inde i hende var blevet tændt, det afspejlede sig i hendes øjne, der nu havde søgt hans, intensiteten var steget i dem ....

Den skimlede hingst betragtede hoppen ganske intenst. Hun var kommet ham nær nu, og han kunne mærke hvordan stemningen imellem dem, havde fundet et stadie, der var præget af tryghed, nærvær og kærtegn. Han lagde kort sin mule imod hendes pande, da hun strøg ham i cirkelformer over halsen, for at give hende en betrykkende gestus. Hans øre opfangede den intense ord, der startede som en hvisken og dernæst blev til mere tydeligt sagte ord; og den første del, lod han værre med at kommentere på. Hoppen, Hawaet, havde opfanget hans mening, og han ville ikke køre mere rundt i den del af samtalen, selvom hun endnu kom op med, at navne skam har en betydning. Og dertil var Altaïr skam ikke uenig; det gjaldt bare ikke ham. Han rankede sig let op, da hun spurgte indtil hans planer. Han vippede et øre bagud og det andet imod hende, inden han kærtegnede hendes mule, kort og sensitivt.

,,Melady, min plan var aldrig at komme hertil, fra mit hjemland. Jeg har endnu ikke vandret meget i disse omgivelser, og mit mål for min vandren er dermed ikke fast. Der er mange ting, jeg gerne vil opnå, melady, men om de skal opnås her, eller i en anden verden, det ved jeg ikke endnu. Men hvad med dig, du beskytter af det reneste af alle skabninger; hvad er dine planer, med dit afkom, i denne verden? Hvordan ser jeres fremtid ud, og hvad ned din?”

Altaïr valgte at lægge spørgsmålet over på Hawaet, som virkede meget mere integreret i dette land, end den skimlede selv var; hun lod til at være længere i livet, og derfor gik han ud fra, at hun måtte have betænkt fremtiden mere end han selv - Og derud over fandt han ej sig selv interessant at snakke om, og nød derfor langt mere at lytte til andre og deres ord.

(Blev spurgt om jeg ville joine, så here I come, med føllet )

Jeg har vandret alene rundt inde i skoven i lidt tid, fordi jeg kunne se mor ude på engen med endnu en hingst. Og jeg må indrømme, at til trods for min korte levetid, så har jeg allerede nu et ar i sindet, efter min moder og den fremmedes hingst slåssede, få timer efter jeg kom til verdenen. Derfor, står jeg nu i skovens kant, og betragter mor og den gråskimlede hingst, der for mig er fremmed, men det er han måske ej for min mor.

Mine små grå øre, vipper ganske stille omkring, mens jeg lader blikket glide en smule rundt. Jeg opfanger en sommerfugl, der sætter sig på et langt græsstrå, og denne sommerfugl er jeg meget draget af, hvilket resulterer i at jeg laver et krumspring frem imod den, med ørene helt fremme, og et snap i dens retning, dog ikke i ond mening, og sommerfuglen når da også at flyve sin vej. Men nu er jeg ikke længere gemt i skovens kant, men istedet blottet her på engen, hvor både mor og hingsten nu vil kunne se mig, hvis altså mor kigger bagud. Mine øre vipper stille, mens jeg står der, med ørene vippende rundt, hovedet lidt nede, og øjnene store som tekopper, mens jeg betragter de to.

Den grå hoppe nappede blidt til ham, det gav ikke nogen mening men det var dog bare noget hun gjorde, nok en undskyldning for ikke at miste kontakten til ham, eller hans nærvær. Hun brummede kort og gjorde store øjne da han smed spørgsmålet på hende, det gjorde han meget i deres samtale? Hun rykkede sig lidt utilpas, hendes ene øre røg mod busken, hun synes hun havde hørt en raslen. Hun valgte dog at svare inden hun kiggede, for sidst hun kigged lå Asira da og sov?
"jeg.... Jeg ved det ikke." hoppen kiggede undrende op påp ham, hun havde ikke selv tænkt over det på noget tidspunkt. "
"... Jeg vil gerne have etableret en flok? tror jeg nok, jeg vil bare gerne have trygge rammer, men mine planer her i dette land er uvist" hun kluklo, da hendes øjne igen fangede hans.
"Jeg går i vindens retning, hvor den tager mig hen er altid uvist.." hun nåede ikke at sige mere før hun hørte endnu en raslen, hendes øjne faldt på busken og Asira var ikke til at se, hun brummede til sit føl, hvor var hun? på en 25-øre havde hun snurret rundt og stukket hovedet ind i busken, hvorefter hun sukkede, Asira havde stået og betragtet dem. Hun tog mulen hen til hendes føl og nussede hende blidt på panden, hendes brummen stoppede ikke, det var som om hendes brummen var til for at omfavne og berolige hendes føl. Hingsten var ok, og Asira havde gjort det rette i at gemme sig, selvom hun var vågen, hun lavede en bevægelse med hovedet og signalerede den skimlede hingst til at komme over og se hendes engel.

Den skimlede hingst betragtede Nour ganske indgående. Hendes nap fik ham til at udløse en dyb, hingstet brummen der skulle fortælle hende, at han ej ville vige fra hendes side det næste stykke tid; en beroligende lyd og samtidig ganske betrykkende. Hun virkede en smule overrasket over, at den skimlede hingst havde ladet spørgsmålet gå tilbage til hende, og en smule tænktsomt svarede hun da også; som om hun ikke var forberedt på, at skulle svare selv. Altaïr så intet interessant ved sig selv, og ønskede man at stille ham et spørgsmål, fik man det stort set altid tilbage, med mindre spørgsmålet omhandlede hans navn. Han smilede kort, hvorefter han puffede blidt til hende.

,,En flok lyder som en god fremtidsvision, melady. Jeg vil håbe for dig, at det lykkedes engang”

Den skimlede hingst tav da, da noget forstyrrede hendes opmærksomhed; hun drejede sig og fandt da også en mindre sjæl; hendes afkom. Altaïr så til, mens hun søgte sit afkom og tjekkede, om det var okay. Han hævede det ædle hoved en smule for at betragte det lyse, grålige føl, som hun havde søgt. Det var en ganske speciel farve, meget lig moderen, men med hvide aftegn, som klædte det godt. Der var noget råt, bjergagtigt over afkommet, som Altaïr synes var ganske bemærkelsesværdigt. Da Nour da kaldte ham hen, godkendte at han nærmede sig de to, da trådte han imod dem. Føllet var ungt, meget ungt, men smukt, som sin moder. Altaïr strøg Nour over halsen da han nåede dem og rakte derefter mulen ned imod det spæde føl, der så til med spidsede øre og store øjne. Han prustede ganske forsigtigt imod dets lille hoved, hvorefter han trak mulen til sig, for at beskue Nour igen.

,,Hun er smuk, som sin moder, melady. Jeg er sikker på, at hun nok skal blive en fantastisk sjæl når hun vokser op”

Afsluttede hingsten, hvorefter han vendte blikket imod føllet igen. Han var allerede meget nysgerrig omkring denne sjæl; for måske, ja kun måske, var hendes sind rent og uskyldigt nok, til at han kunne vise hende den verden, han ønskede at vise til andre.

Det er længe siden, at jeg har set andre end mor. Men det er jo også ganske klart, da jeg stadig er afhængig af hende.
Men her står jeg så, blottet i det åbne landskab, mens blikket glider imod de to skikkelser der kommer nærmere og nærmere mig. Mine øre vipper ganske stille omkring, overvejende, men jeg er egentlig i tvivl om, hvordan jeg skal reagere på denne fremmede hingst, der står sammen med mor. Den sidste hingst, angreb mor. Sådan så det i hvert fald ud for mig! Mine øre vipper igen en smule, inden mor kommer til mig.

Hendes mule rammer imod mig, og min grålige pels matcher hendes ganske meget. Jo, det er tydeligt at det er mor og datter. Men hvor mine aftegn på benene er fra, det ved jeg ikke, for de er ikke fra min moder af. Nipper svagt til hendes pandelog, mens mit blik er stadig stivnet på hingsten, da jeg er årvågen overfor ham, da han er mig fremmed og ukendt, og dermed en smule farlig måske.

Da mor fjerner sin mule, og den skimlede hingst stikker sit hoved nær mig, retter jeg mig gevaldigt op, for at virke større, og med hovedet højt oppe. Men det er med et føllet udtryk i de store mørke øjne, og med ørene fremme endnu, at jeg udstøder et ordentlig prust, ind imod hans mule, der får mine små næsebor til at vibrere ganske meget. Jovist, jeg synes selv at jeg er ganske 'stor' og 'voksen', selvom jeg slet ikke er. Men det kan man vel godt lege, kan man ikke?

Den grålige hoppe puffede blidt af hingstens kommentar, ja man kunne godt se hvem hun var afkom efter, og desværre også hendes far, men det passede hende fint, han var en stærk hingst, men hun gad tydeligvis ikke møde ham, ørene røg et kort sekund tilbage ved tanken om Djange, men hun rettede derefter hendes ører mod hendes føl, hun var glad for at Asira var så stærkt, og da hun fnøs i næsen på den gråskimlede hingst, brød hun ud i latter, hun havde fået hendes personlighed, for lille Asiras stolthed fejlede intet! Nour trådte om bag føllet og puffede hende fremad.

"Hils ordenligt lille skat!" irrettesat hun blidt, Asira skulle ikke have de samme problemer som Nour hóg hendes hilsner bragte.
"Halmet, det her er mit afkom Asira"
Hoppen nussede blidt Asiras ryg, som et signal for at hingsten ikke var farlig, og på ingen måde som hendes far Djange, der havde tæsket hende. Hun brummede endnu en gang beroligende til føllet inden hun atter trådte op ved hingstens side for at stryge hovedet op af hans hals, igen nød hun jo hans opmærksomhed, og når chancen nu var der skulle hun også bare have noget kontakt..... Hun kluklo en smule og kiggede hingsten dybt i øjnene "Den første rene sjæl på denne ø der ikke er påvirket" hendes stemme var drilsk/forførende.