... The Introduction

… The Introduction

---

Åben for;Så mange som muligt. Fællestråd, så hold jer endeligt ikke tilbage fra at deltage. Jo flere, des bedre.

---

En snigende karakter havde fundet vejen til Enophis, som var den største af øerne. Han var en spøjs en, denne sjæl, ved navn Rumpelstiltskin. Han var hverken ond eller god, men et sted midt i mellem. Hvor præcist, det vidste han nok ikke engang selv, for længe havde han ikke været i landet og ikke længe havde han haft til egentlig at vælge side. Hans herkomst var udefinerbar, da hans liv egentlig var skabt af de onde, men den magt de synedes at skulle have over ham, havde de mistet.
Rumpel skar en skinger latter an da han så sig om i det land, som han vidste utroligt meget om. Skummel, det var han og han kunne ikke vente med at møde de sjæle, som han vidste, boede i landet. Så naive, så uvidende om de magter der var spærret inde under overfladen. Og så naive om den ’skaber’ de alle troede på. Rumpel forblev midt på en åben eng, afventende og af og til kunne man høre denne skingre latter, som kun han kunne fremkalde. Mon nogen, eller flere, ville troppe op, så han kunne annoncere sin ankomst?

Myth havde begivet sig over engen på Enophis og bevægede sig med smidige og elegante skridt. Hendes sirlige hvide aftegn skar i skrigende kontrast til hendes pels som var sort som natten. Hoppen var i et roligt, men samtidigt mere aflukket lune i denne tid, selvom hendes kropssprog var meget åbent og dansende. En skinger latter fik hende dog til at bremse op. Hun fnyste hoppet og lagde som ren refleks ørerne i nakken og en svag rynke kunne anes på hendes hvide mule. De isblå øjne skiftede udtryk fra mere afbalancerede til intense og kolde, afvisende. Hvilket væsen besad sådan en forskruet latter?

Mindraper havde skam også hørt denne latter, ganske svagt. Han var blevet nysgerrig for latteren var ej normal. Derfor havde den spraglede hingst valgt at begive sig mod det sted som han troede bæreren af denne latter befandt sig. Hans hals var hvælvet og musklerne spændt, klar på hvad end han måtte møde. De gule slangeøjne var som altid tomme og afslørede ej hans indre tankegang. Han betrådte nu engens grønne græs og lod blikket vandre over engen. Han fik øje på sin moder og lagde kort hovedet på sned og undrede sig gevaldigt over hendes tilstedeværelse. Hun kunne ikke være bæreren af sådan en latter. Nej, hvem var her ellers. Han rynkede på mulen og lod igen det tomme blik vandre.

T A I A
"May Orctics light guide your way"

---

Taia's skridt var som altid tunge og let haltende, men hoppen lagde ikke mærke til det. Hun havde ikke lagt mærke til det i lang tid. Hendes gang var rolig da hun skridtede afsted henover en af Enophis mange enge. Hun havde intet mål eller formål med at gå, udover blot at gå. Efter lidt tid stødte hun på en eng som ved første øjekast var tom, men så viste en skikkelse sig. Hun havde ikke før set den og spidsede som altid øre mod skikkelse. Hun spidsede dem i hvert fald indtil en skinger latter kom, for da vendte hun ørerne fladt ned af nakken. Efter et par skridt mere stoppede hun op og så blot, lettere mistroisk, mod skikkelsen hun endnu ikke kunne sige mere om end at det var en hest.

Enophis er ikke en af de øer, jeg har begivet mig særlig meget rundt i. Jeg holder mere af, at befinde mig på de mindre øer, såsom Chibale, som jeg ganske vidst også har lært at kende, ganske godt endda. Mine rødlige øre, vipper ganske stille omkring, mens blikket glider ud på den åbne eng. Her virker så ganske fredeligt, som på alle de andre øer. Men noget, en lyd, en latter, bryder denne forestilling. En latter der virker så ganske skummel, og ej særlig indbydende. Men hvem den tilhører, det aner jeg ikke. For mig, er det en latter jeg netop aldrig har hørt i dette land. Og det er også den første latter, der har gjort at jeg ikke har lyst til at nærme mig. Mit blik opfanger andre sjæle i nærheden, som også har hørt denne skumle latter. Mit blik lander nu på en sjæl, jeg aldrig har set før. En fremmede. Ham, der ejer denne latter. Jeg er ikke langt fra ham, men jeg nærmer mig ej heller. Mit blik hviler blot derhen, søgende, nysgerrig, men alligevel med en form for frygt.

Rumpel morede sig ufatteligt godt, da der begyndte at dukke sjæle op. Først Myth, så hendes søn Mindraper, så den brogede Taia og den røde Armonia. Ja, Rumpel kendte deres navne og deres fortid, hvilket var en af hans ’gaver’, fra den onde side af. Han var en magisk hingst og det lagde han overhovedet ikke skjul på.
Havde han haft hænder, havde han klappet ivrigt samtidig med at han slap sin latter løs igen, hvorefter han spankulerede af sted, ud så han stod centralt i forhold til de 4 der var dukket op. Hans blik løb lumsk fra den ene til den anden, alt imens han ventede på, at de indså, at den anledning der havde bragt dem sammen, var ham.

Myth fik øje på skabningen som udstødte denne latter. Den virkede ikke så forstyrrende for hende i det hun trods alt havde hørt meget lignende. Hun hævede hovedet og skævede over på sin søn, som nu også var ankommet sammen med andre heste. Myth's isblå øjne rettede sig dog nu mod den mystiske hest med den skingre latter. Hendes lange ben var naglet til jorden som hun blot stod og så ham an, inden hun da trådte et par skridt frem mod vedkommende. En fnysen lød fra hende og ørerne forblev liggende i natten.

Mindraper var ikke begejstret for denne leende hingst, men samtidigt nysgerrig, for trods alt virkede hingsten ikke til at være helt god. Han begav sig derfor på tværs og engen og over ved siden af sin mor, som han dog trådte et skridt foran, mens han hævede hovedet og lod de gule øje stirre intenst på denne skabning. Han havde set de to tilsvarende heste, men som altid ignorrede han de fleste skabninger han mødte, men i dette tilfælde skyldtes det at en anden havde fanget hans opmærksomhed og Mindraper var bestemt ikke hingst for at tage blikket af ham.

" Hvem er du? "

Lød det så fra hans ru stemme der havde en ligeså tom klang som udtrykket i hans gule øjne.

T A I A
"May Orctics light guide your way"

---

Først da en midnatssort hoppe med en man så hvid som sne trådte lidt frem, blev Taia opmærksom på de andre heste. En af dem havde hun set før, slangehingsten Mindraper, men de andre, den sorte hoppe og en flammerød hoppe, havde hun ej set før. Hingsten med den skingre latter havde flyttet sig lidt så han stod næsten lige langt fra alle hestene der var kommet, mere eller mindre fordi de ville. Mind havde flyttet sig over til den sorte hoppe og han stillede et spørgsmål, men Taia lyttede ikke rigtigt til hvad han sagde, hun trådte bare fremad. Først da hun blot var et par få meter væk stoppede hun op og så blot på den før leende hingst. Han skræmte hende egentligt ikke, hans tilstedeværelse havde bragt noget i ubalance, men skræmmende fandt hun ham egentligt ikke. Hun bude måske være mere påpasselig, men der måtte være en grund til at denne hingst opførte sig som han gjorde og de, hende selv og de 3 andre heste, havde en andel i det om de ville eller ej.

Jeg kan ikke sådan rigtig genkende nogen. Men jeg tror dog, at den spraglede hingst, er en jeg før er støt på. Men vi sagde ej meget til hinanden, grundet min brunst dengang. Vores møde stoppede i hvert fald ganske brat. Mine røde øre vipper lyttende fremad, inden jeg så tager nogle skridt af sted, imod den lille samling. Jeg elsker selskab, og gerne flere af gangen. Derfor vælger jeg os at træde dem nærmere. Da jeg når derhen, stiller jeg mig skråt lidt fra en hoppe (Taia), da hendes kropsholdning er den jeg finder mest behagelig. Jeg står derfor ved hende, ej tæt, men med en høflig afstand, og med blikket mod den fremmede, med den mærkværdige latter. Med et let brum, og høfligt nik, hilser jeg da på dem alle, med den lyse og milde tone, i mit brum.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Af ukendt grund vandrende Jaidev over Enophis store område. Måske var det på grund af at, at Enophis var sådan en stor ø; han havde større plads til tankernes spil. Han var en hingst, som ejede en hel unik mission ingen kendte til. En mission samvittigheden havde skygget længe over, men nu gnavede den i det indre. Den ville udleves, denne mission, fordi den kunne være spændende at se resultatet af. Men Jaidev var tålmodig, og ikke mindst usikker på at udleve denne mission, som han et sted ønskede at kaste bort. Han skulle kæmpe mod tiden; en kamp han havde frygtet hele livet. Et lydløst suk forlod den silkebløde mule, som hang i en ædel holdning foran hans stærke bryst. De slanke, men stærke ben bevægede sig gennem det mosegrønne græs, som ganske blidt kildede og kærtegnede ham imens han betrådte det. Alt virkede så idyllisk på denne ø, indtil en fremmet lyd ramte hans sensitive øre. Langsomt stoppede han op i en samlet parade, og lod de mandelformede øre tippe fremad, for at indfange denne lyd; lyden af en unik latter, som ej kunne beskrives. Jaidev kneb de sortnede øjne sammen, og et hidsigt fnys forlod hans silkebløde mule. Denne latter gjord ham nysgerrig og samtidig mistænksom, men ikke desto mindre valgte han, at bevæge sig mod den med lette, dansende skridt. Og han var tydeligvis ikke den eneste, der var blevet påvirket af denne lyd. I en forsamling af fire heste, stod tre sjæle han i forvejen kendte; Armonia, Taia og Midnight Myth, samt en fremmet hingst. Jaidev rynkede en smule på det ene næsebor, og lod de mægtige muskler spille under pelsen, en smule dominerende. Hvad dette gik ud på, havde han ingen idé om, men hvad det end var, skulle det ikke pludseligt være et angreb mod ham. Han troede ej på, at de velkendte sjæle kunne finde på at gøre ham fortræd, men han stolede ej på nogen som helst, så derfor var det altid vigtigt at være på den sikre side. Halsen knejste sig stolt sammen, mens han nærmede sig rundkredsen, hvor den hysteriske latter rungende i en så dragene tone, at han ej kunne dy hans nysgerrighed..

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Antheia var ude på hendes daglige ’lær stedet at kende’-tur. Hendes ører var fremme idét hun nåede frem til en lille bakke. Hun sænkede hovedet, og prustede ned i sandet, så det fløj op til alle sider. Noget af det røg også op i hendes næsebor, og hun løftede hurtigt hovedet, og fnøs. Så rystede hun hovedet, så manen også kunne falde på plads, før hun forsigtigt trådte ud. Så trådte hun ligeså langsomt ned af bakken. Hun havde dog ikke behøvet at gå så langsomt fra starten af, for sandet rullede, og hun gled nærmest bare ned. Hun travede det sidste stykke ned af bakken, og fortsatte ud på den frodige eng. Hun sænkede hovedet, og imens hun travede, fik hun lige snuppet sig en ordentlig tot.

Det varede ikke længe, før hun hørte en absurd lyd der lød som latter. Hun satte bremserne i, og hovedet fløj op, mens hun kiggede forvirret rundt. Så prustede hun over den underlige lyd, og satte fremad i trav igen. Halsen var rejst, og hendes hove fik hende bragt frem i elegant trav. Latteren havde vækket hendes nysgerrighed, og hun fortsatte mod lyden. Da hun nåede frem til stedet, der mest af alt virkede som et samlingspunkt, rejste hun ørerne begejstret. Så mange heste havde hun ikke set samlet, i hvad føltes som flere år! Hun prustede imødekommende til dem, men holdte sig ellers på afstand. Hendes blik faldt på hingsten, der tydeligvis var centrum, eftersom de andre heste ikke virkede generet af hinanden, men mere af ham. Hun holdte sig lidt bag dem, men tittede fremad, så de stadig vidste hun var der. Udover centrum hingsten, og hende selv, var der en slags sortbroget hoppe, en meget specialt farvet hingst – og hoppe, samt en rød hoppe og en mørkebrun, med noget rødligt over sig, hingst.

… Nyahahahaha

Rumpel kneb øjnene sammen og skævede rundt på de 4 der havde underlagt dem deres nysgerrighed og var trådt imod ham. Mindraper havde søgte hans mor og Taia og Armonia havde samlet sig en smule. Hans allerede velkendte latter lød endnu engang, lavt og alligevel skingert, hvorefter han rettede sig op og vendte hans øjne imod Mindraper der absolut ville vide hvem han var. Det lumske, måske lidt lalleglade smil kom frem på hans mule og afslørede nogle ret beskidte tænder, hvorefter han vendte blikket imod de to nye, Jaidev og hoppen Atheia. De vrimlede til og han morede sig blot endnu mere. Derpå spankulerede han lidt tættere på Mindraper med en yderst overlegen attitude, trods han var lav og muskelfattig. Han lignede egentlig ikke nogen særligt velstående hingst; men når først de kendte til hans magt, så ville de sikkert ændre opfattelse.

,,Mit navn er Rumpelstiltskin, Mindraper. Nyah!”

Han afsluttede med et afstumpet og højt grin, af hans ganske karakteristiske, inden han slog blikket flyvsk over dem alle sammen. Igen kunne han have klappet af glæde, hvis han havde haft hænder; så i stedet trak han skuldrene op i en rullende bevægelse og blottede sit, for mange, grimme smil endnu engang. Hvordan ville dem mon reagere?

Myth var en anelse ængstelig over hendes søn nu trådte frem mod denne mystiske hingst. Hun løftede hovedet og fnyste nu endnu engang da hingsten kendte hendes søns navn, det fik hende til at blotte tænderne ganske svagt. Hun vippede så med med ørerne da hun fik færten af en velkendt sjæl. Hun drejede hovedet og så nu over på Jaidev der var ankommet sammen med en broget hoppe. Hun brummede ganske svagt og hilsende til ham, men rettede så med et intenst blik de isblå øjne på denne Rumpel. Hun skridtede derpå op på siden af sin søn, frygtløs som hun egentlig var. Hun vippede ørerne bagud endnu en gang og fnyste derpå også. Hun var spændt i kroppen, klar på hvad som helst. Hun vidste endnu ikke hvad denne sjæl indeholdt af mysterier, men at han blot stod der var ganske ildevarslende.

Mindraper blik var som sagt naglet fast på denne hingst. Hans muskler spændt til bristepunkt og han bed tænderne hårdt sammen da hingsten nu besvarede hans spørgsmål. Han havde hørt andre komme til, men havde ikke tid til at anse dem. Desuden virkede det også til hans mor havde styr på dette og da hun så kom op på siden af ham, skridtede Mindraper endnu tættere på denne Rumpelstiltskin, som af en eller anden årsag kendte hans navn. Det varslede ikke godt, medmindre den gyldne havde et kendskab til denne hest. Han stoppede foran hingsten, udenfor rækkevidde og så ham blot an med de tomme gule øjne. Han virkede ikke imponerende, nærmere skingrende sindsyg. Ikke at der var noget i vejen med det. Mindrapers tidligere flokkammerater var vel heller ikke helt rigtig skruet sammen i hovedet, hvis Mindraper selv overhovedet var det.