Solo dans

Tråden er forbeholdt Seth og Asira (:

Benene er lange. Slanke men muskuløse trods alderen og den manglende træning. Halsen er rank og knejset, manen er lang og fyldig, og pandelokken ligger ned langs min pande, og dækker det ene øje. Halen bag mig, er ligeså lang, og svinger svagt fra side til siden. Kroppen er vokset, blevet smuk og yndefuld. Ja, jeg er i sandhed blevet en voksen ung dame, der nu er prydet af et tætsiddende hårlag der skinner når solen rammer rigtig, i stedet for den sølle føl pels der strittede ud til alle sider, de lange ustyrlige ben der ikke passede til den korte krop. Men nu, nu passer det hele sammen, i en stor smuk enhed, med unikke aftegn, som jeg ikke har set andre have, udover ham der sloges med min moder på mit første døgn, kun få timer gammel. Jeg har vandret omkring i disse områder, siden barns ben, og meget af tiden har det været alene – hvis ikke næsten hele tiden. Men jeg ved, at mor ikke har forladt mig, og jeg ved os, at hun ikke har glemt mig. Vi har blot ikke kunnet finde hinanden, efter at jeg begyndte at gå på opdagelse, på egne ben og med det enspænder hoved jeg nu engang ejer. Men al den tid alene, har da også formet mig til hvem jeg er. Desuden, så har jeg nedarvet ganske meget af mine forældres sind – det kan jeg nok ikke komme udenom. At være stædig, og have en stort temperament kan være et kæmpe plus, men det kan skam også være en ganske stor svaghed. Men jeg kan ikke bebrejde nogen for temperamentet – for jeg er stolt af det. Stolt af mig selv! Mine lange og elegante ben, der er perfekt egnet til smidighed og hurtighed, bevæger sig af sted langs skovens træer, langs den snoede sti, jeg ofte følger. Jeg befinder mit ofte på denne ø, som er så stor, at chancen for at støde på andre er knapt så stor som på de mindre øer. Mine øre vipper omkring, lyttende og årvågent. Jeg skal ikke have et chok, hvis nogen overrumpler mig, uden at jeg har hørt dem. Jeg er sikker på, at her nok skal være andre. Regnen er nemlig brudt gennem himmelen, så jeg er nok ikke den eneste der holder sig til skovens læ og ly. Men ulempen ved at gå herinde, er så at der kommer store regndråber engang imellem, som af en eller anden mystisk grund, altid skal ramme ned i ansigtet. Min lange man, bølger let, grundet fugtigheden. Pandelokken klistrer ned imod min pande, og jeg virrer derfor med hovedet i let irritabel bevægelse, inden jeg slår frem i en trav der er meget naturlig med yndefuld. Det er ikke noget jeg kæmper for at gøre, det kommer bare af sig selv – for hvis det stod til mig, ville jeg gerne se mindre hoppet og elegant ud – og dermed mere maskulin og faretruende. Men nej. Yndefuldheden slipper jeg nok ikke for. Mit blik glider rundt mellem træerne, inden jeg så drejer væk fra stien, og længere ind i skoven, væk fra stier osv. For blot at følge mine egne veje, og ikke nogen der er lagt der i forvejen. Et prust glider fra min mule, inden jeg kaster hovedet bagover, og standser brat op, da jeg når til et lille afløb af vand. Her vælger jeg at blive stående, fordi træerne også står tæt. Søger lidt til siden, tæt ved et træ. Lader hovedet sænkes ned, afslappet. Her, her er jeg alene..

Regn. Regn. Regn. Jah, egentligt er det jo bare vand, der falder fra de mørke skyer, der hænger faretruende over landskabet. Som sådan er det ikke noget, der irriterer mig – nogle gange er det vel næsten bedre end at have den djævelske sol hængende over mig, for det er ikke altid lige fedt, når man er så sort som jeg. Når alt kommer til alt, har jeg dog valgt at holde mig bort fra regnen i dag, da temperaturen ikke er helt så høj, som den gerne skulle være, og med den spinkle krop og det tynde pelslag, jeg har, kan det hurtigt komme til at betyde, at en dans i regnen ville få negative konsekvenser for mig. Men for pokker, jeg er jo ligeglad! Jeg ville for alt i verden ikke se anderledes ud, end jeg gør. Det her er mig, og det er mig, jeg vil være. Et lille afløb af vand snor sig henad skovbunden og er ikke mere end få meter fra det enorme skyggetræ, jeg har søgt læ under. Jeg er ingen naturelsker, og jeg bliver sjældent fascineret af nogen som helst vejrfænomener. Til gengæld har regnen altid haft en særlig betydning for mig, da den skaber en helt særlig stemning. Tager mig tilbage til fortiden. Minder mig om min familie. Bliver afbrudt. Afbrudt. Af hvem? Jeg knejser nakken opad og lægger ørerne en anelse mod nakken, mens jeg får en ganske særlig trækning over mulen. En grå hoppe med aftegn vis lige jeg aldrig har set før, bevæger sig på samme side, som jeg står på, af det lille afløb. Ganske kort lade jeg blikket løbe over hende. Det er sandt, når det er sagt, at jeg ikke er den, der kender flest her i området, men sværere er det da heller ikke at huske, at jeg i hvert fald ikke har set hende før. Til gengæld er der noget med lugten, jeg genkender. Noget, der trækker lidt i mit sind for at finde navne og ansigter frem. Jeg er klar over, at jeg med min sorte farve har camoufleret mig ganske godt under træet, hvor der sandelig ikke slipper meget lys igennem. Alligevel skulle det ikke være svært for den grå hoppe at få øje på mig, hvis altså hun gider åbne øjnene og opdage, at hun ikke er alene. Jeg lader min hale slå ganske kort om min spinkle bagpart et par gange, inden jeg flytter blikket fra hoppen og lader det slå mod vandløbet, hvor regndråberne laver ringe i vandet.

[/size][/color]

Den solodans jeg før opførte, mens jeg bevægede mig igennem skoven, er nu over. For jeg står jo blot her, med hovedet sænket, og kroppen afslappet, mens jeg har søgt ly og læ under træets brede og lysegrønne krone. Jeg tror selv i mit inderste at jeg er alene, men der går ikke andet end ganske få sekunder, før vinden bærer en lugt til mig, og ind i mine vibrerende næsebor. Jeg har ikke længere en solodans – den er ikke solo mere, men en par dans. For her er en anden. Og den anden, er en fremmede for mig. En fremmede, hvis lugt jeg ikke før er stødt på. Min kropsholdning ændres drastisk, fra det før afslappede og fredelige, til det nu anspændte, ranke, stolte og lettere afvisende kropsholdning. Mit hoved er højt oppe, men let knejst, og blikket er stift imod den lugt jeg før mærkede. Og der står han. En sort spinkel hingst, ædel af bygning, men fremmede for mit sind. Nok kender jeg ikke mange, og er ikke stødt på mange. Men lige netop derfor, ved jeg også at han er fremmede, og ikke en jeg burde kunne huske i mit sind. Mit blik ligger stift på ham, for jeg har opdaget ham. Mine øjne knibes anskuende i, betragtende over ham, for at se hver en detalje på ham. Men der er ikke finurlige aftegn, eller et todelt hoved grundet en anden farve. Nej, han er ’bare’ sort. Sådan en, har jeg heller aldrig set før. Andre jeg er stødt på, har haft aftegn, eller flere farver blandet sammen. Men ikke ham. Jeg står blot rankt oprejst i kroppen, men fronten imod ham nu, fordi jeg har drejet min bagpart lidt, så jeg bedre kan føle at han ikke kan torpederer mig, uden at jeg er forberedt – stol aldrig på nogen. Enhver kan være din fjende. Derfor, står jeg sådan nu. Desuden er jeg uvidende. Jeg ved ikke, om han er en jeg ikke burde se, og jeg er egentlig også ganske ligeglad. Men landet ligger sådan, at vi er havnet samme sted, samme dag, på samme tidspunkt. Og det må jeg så forholde mig til – men hvad er næste punkt på dagsordenen i dette møde? Jeg ved det ikke, for jeg er ikke vant til at der er andre selskaber, end mit eget! Mine øre ligger stadig skråt bagud, ikke voldsomt vredt, men da heller ikke pokkers glad.

Hendes duft sender min hukommelse ud på en svær rejse med mange forhindringer, for det er kun små dele af hendes duft, der passer ind i den, jeg husker, og derfor lader jeg det ligge – i hvert fald for nu. Ganske stille bemærker jeg, at jeg har hendes øjne rettet direkte mod mig, og det får mig til at hæve hovedet en anelse og dreje det til siden i hendes retning. Vi har ikke forfærdelig mange meter imellem os, men selv hvis vi havde haft, havde hendes afvisende kropssprog ikke været til at undgå at bemærke. Noget, der ganske vist morer mig en smule. Jeg lader mine store, mørke øjne være rettet mod hendes i et par øjeblikke, inden jeg slår det fremad igen. Begge ører vippes ud mod siderne, og jeg samler mig ganske galant sammen på ny. Bygningsmæssigt er vi ikke så forskellige, men det er jeg såmænd ret vant til. Farvemæssigt er hun naturligvis en hel del mere opsigtsvækkende, men jeg misunder hende ikke – jeg har ikke brug for at blive set. Jeg bliver set, når jeg vil ses, og det ville jeg for alt i verden ikke give fra mig. Desuden er jeg klar over, at vi begge ejer specielle farver; jeg er endnu ikke stødt på nogen, der ejer samme ravnesorte farve som jeg. Ikke uden at være brudt af hvide aftegn. Men udover disse små overvejelser, er der en ting, der helt sikkert har fanget min opmærksomhed; noget, som glæder mig. Hun er ung. Dermed ikke sagt, at hun er let, bare fordi hun er ung, men selve faktummet kan hurtigt være afgørende for, om det her bliver et interessant møde. Altså, det er jeg egentligt helt sikker på, at det nok skal blive. Hun siger intet, og derfor brydes stilheden i lang tid kun af regnen, men hvorfor lade det vare ved?

,,Tør du godt være herude alene?”

Min stemme er rolig. Kontrolleret. Høflig. Ja, og drenget. En behagelig, dragende stemme, men med et budskab, som slører det en anelse. Nok mere end en anelse. En provokerende sigelse, men det er jo også meningen…

[/size][/color]

Denne ravnsorte hingst, lader også til at have set mig, før jeg så ham. Hans hoved drejes i hvert fald bevidst i min retning, hvor vores blikke nu er rettet imod hinandens. Mit stirre intenst på ham, uden at jeg fjerner blikket fra ham – det ser jeg absolut ingen grund til, da jeg ikke frygter skoven og dets væsner. Ej heller frygter jeg ham, men det er ikke ensbetydende med at jeg gerne vil have ham tæt på mig, eller dele min tid med ham. Næ nej. Hans farve bliver slet ikke brudt af små prikker, streger eller andre finurligheder. Det gør min pels derimod. Meget. Det kan både være en god ting, men aldeles også en svaghed hvis jeg søger at gemme mig for omverdenen. Men det er nu ikke planen. Jeg søger ikke bevidst at gemme mig – men jeg søger heller ikke at blive set. Jeg vandrer bare omkring, og så sker enten det ene, eller det andet. Og her, her blev jeg set af den ravnsorte og spinkle hingst, jeg ikke ved hvem er. Men han ser tænkende ud, som om han overvejer om han har set mig før, eller måske vækker jeg opsigt grundet farven? Måske kender han til mine forældre? Ja, jeg ved det ærlig talt ikke, og jeg er sådan set også ganske ligeglad. Hans mund åbne nu, og jeg kan tydeligt høre den drenge, høflige og behagelige stemme, slet ikke er ment sådan. Den er sarkastisk og yderst provokerende.

,,Hvis du hentyder til, om jeg tør være herude, alene, med dig. Så ja.” Svarer jeg først en anelse spydigt.
,,Der er vidst ikke så meget at frygte hos dig, ravn. Fredelig ser du jo ud, næsten sød.” Min stemme er nu ganske lys, fin og nærmest rosende over ham. Men det er skam blot lige så sarkastisk og provokerende en udtale, som han før gav mig.

Mit hoved hælder let på skrå, og et sødt lille smil er nu plantet på mine læber mens jeg taler. Det hele er spil for galleriet. Spiller han det spil, spiller jeg det også. Intet af facaden er sand eller blot tæt på. Et smil, rolig og lys stemme. Nej. Sarkasme og provokerende udtaler. Blinker svagt med mine dådyr øjne, som en ekstra detalje, inden jeg så blot igen står ganske stille, og betragter ham.

Fredelig. Sød. To ord, der aldrig har været på min dagsorden at bevise, at jeg er, og det er jo nok med en god grund; jeg er ikke fredelig og sød. Og da i hvert fald slet ikke sød. Og hvis nogen opfatter mig som det, så har jeg spillet mine kort helt og aldeles forkert. Om jeg kan, det er der da ikke nogen tvivl om. Jeg er jo ikke en usling, som aldrig er blevet elsket, men det er helt sikkert ikke noget, jeg skilter med. Og helt sikkert heller ikke noget, jeg har lyst til at opleve igen. Jeg opfanger alle hendes tegn på sarkasme, og skal jeg sammenligne det med noget håndgribeligt, føles det som at få kastet en spand klistret sukker lige i hovedet. Ad.

,,Tak,”

svarer jeg tilbage med en stemme, der efterligner hendes sukkersøde stemme, så godt jeg nu kan. Og eftersom jeg har en mørkere stemme end hende, bliver resultatet morsomt. Nærmest charmerende. Jeg lader ganske let min hale vifte om mig, inden jeg drejer hovedet mod hende en gang mere. Mit ene øre er vippet frem mod hende, mens det andet endnu er lagt mod den ene side. Mit rolige kropssprog hviler endnu over mig; et kropssprog, der sammen med min ranke, ædle holdning, ofte virker en anelse lokkende. Dragende. Og det passer mig jo egentligt fint, for det er det, jeg gerne vil have, at folk ser.

,,Hvad kan jeg kalde dig, frøken?”

Min stemme har absolut ikke ændret sig fra før, og det har sin grund i, at det bare er sådan min stemme er, næsten uanset hvad det er, jeg siger. Er jeg vred, skal det selvfølgelig ikke være med den på. Men ved at holde min stemme ens, forbeholder jeg mig selv en lille fordel. Hvad den fordel er, det er jeg ikke interesseret i at dele. Ganske stille retter jeg hovedet fremad igen, inden jeg tage nogle få skridt fremad, frem mod vandløbet – dog ikke længere frem, end hvad træets grene over mig rækker til. Jeg viser ved denne handling, at jeg absolut ikke er bange for at vende ryggen til hende.

[/size][/color]

Jeg er godt klar over, at den hingst der står i mit nærvær, med sikkerhed ikke er sød og fredelig. Jeg tror ikke på det jeg selv siger om ham, og deri ligger sarkasmen. Han er med garanti ikke just fredelig, det er mit gæt i hvert fald. Men jeg dømmer også ganske roligt, og hans før sagte ord, med sarkasme og ironi, ment som en provokation, har været med til at skabe denne bedømmelse af ham – og den trækker jeg ikke tilbage, sådan uden videre! Mit blik hviler på ham, og jeg ser nok ganske fortrinlig og rolig ud, men det er jeg ikke indvendigt. Der er jeg tændt, klar og allerede nu i et højere gear end jeg var før. Intet kommer bag på mig, det vil jeg forhindre af al min magt. Hans ’tak’ er sukkersødt, men den robuste og mere maskuline stemme, gør at han kommer til at lyde som en klovn i mine øre, netop grundet charmen, som jeg aldeles ikke finder charmerende på nogen måde. Hans ene øre er imod mig, og det andet vendt væk. En afspejling af hvordan mine egne øre netop også er placeret. For jeg er ikke interesseret i at vende begge øre mod ham, og give ham den ultimative opmærksomhed udadtil, for jeg er også opmærksom på mine omgivelser; vores omgivelser, lige nu.

,,Mit navn er Asira. Og det foretrækker jeg at blive kaldt.” Er aldrig blevet kaldt andet, og det har jeg aldeles heller ikke en hensigt om at blive!
,,Hvad med dig, ravn? Hvad kan jeg kalde dig?”

Min stemme er ændret. Sarkasmen er væk, og ligeså den sukkersøde stemme, som slet og ret ikke passer til mit temperament eller person. Den er i stedet mere ’hæs’ og knapt så fin i kanterne. En stemme de færreste hopper ejer, men den afspejler mig, og den jeg er ganske godt. Blikket hviler stadig på ham, idet han bevæger sig længere mod vandløbet der bugter sig imellem træerne og langs græssets kant. Han er ikke bange af sig, sådan at vende ryggen til mig. Men jeg angriber ham jo heller ikke – i hvert fald ikke lige nu.

Jeg er absolut klar over, at der er mange måder, hvorpå folk danner sig et førstehåndsindtryk af mig, og ofte er jeg selv i besiddelse af en stor indflydelse på det indtryk. Ud fra hendes udtryk, hendes kropssprog, kan jeg se, at det her ikke er nogen undtagelse, og jeg bemærker let, at hendes indtryk ikke er just positivt, hvilket for mig til gengæld er selv samme; ja, positivt. Det er ikke min mening, at hun skal bryde sig om mig, så det vil jeg gerne sørge for, at hun ikke kommer til – og ikke for at prale, men det ser allerede ud til at gå fantastisk. Hendes navn er Asira. Et feminint navn, men absolut ikke for feminint, hvilket jo egentligt er ganske passende til den unge grå hoppe, jeg har stående et lille stykke bag mig.

,,Javel.”

I et kort øjeblik overvejer jeg at tilføje, at i så fald skal jeg gerne kalde dig Sira. Men så skulle man da være et skarn, skulle man ikke? Efter at have betragtet vandet på nærmere hold, drejer jeg omkring igen i en stabil, smidig bevægelse, indtil jeg igen står med fronten vendt mod hende. Min lange, sorte man hvælver blødt langs min knejsede nakke og den buede hals, mens pandelokken ligger ude til den ene side og dækker mit ene øje.

,,Jeg er Seth.”

Jeg føler ikke et behov for at bede hende holde sig til det, da hun for min skyld endelig skal begå fejlen at kalde mig noget andet. Min stemme adskiller sig en anelse fra andre hingstes, da min ikke er så dyb og rå som en motorsav. Dermed ikke sagt, at den ikke er maskulin, for det er den, og den minder ikke det mindste om en hoppes. Desuden indeholder min stemme den særlige blanding af at være drenget og at være høflig – to ting, der normalt ikke plejer at harmonere så godt, men som i dette tilfælde klarer det til perfektion. Og dette er absolut ikke en stemme, jeg påtager mig. Nej, det er blot min lyd, og der er intet falsk over den.

[/size][/color]

Hingsten der er foran mig, Seth åbenbart, er ikke en jeg just kommer til at forbinde med noget familiært vil jeg ikke mene. End ikke som en bekendt. Bare som en omvandrende, ganske sarkastisk og selvfed hingst – ja, det har jeg dømt ham til nu, grundet hans måde at agere på, overfor mig. Måden, han vender ryggen til mig på, og pålægger vandet sin opmærksomhed, lidt som ’du kommer bare, jeg er dig overlegen’. Og derfor, er han allerede i mit hoved, en hingst som er selvfed og ganske til grin. Hmf!
Men det viser jeg da selvfølgelig ikke udadtil, for den credit behøver han aldeles ikke at have, da jeg tror det vil morer ham gevaldigt at høre hvad min mening er om ham – derfor, får han den altså ikke. Jeg kunne forstille mig, at han lige nu overvejer sine ord, om mit navn. Men der kommer kun et enkelt ’javel’ hvilket jeg egentlig nok ikke havde regnet med, og heller ikke håbet på. Hvor blev sarkasmen og provokationen af? Nå ja, jeg må stå tilbage med en form for skuffelse, selvfølgelig ikke noget der er til at se, for mit ansigts udtryk og min holdning i kroppen, er ikke ændret. Overhovedet.

Jeg nikker kun kort til det han siger, med han navn. For hvad er der at svare på? Intet. Mit øre er stadig skråt bagud, og det andet imod ham. Lyttende, men ikke med nysgerrigheden i mente. For jeg er som sådan ikke nysgerrig, det vil jeg i hvert fald ikke selv mene. Ikke overfor hans eksistens. Er kun nysgerrig over områderne. Om jeg kan lære mere af dem. Men jeg tvivler. Tre år, på egne ben siden føl.. jeg tvivler på, at der er noget jeg ikke ved om dem. Svirper kort med den sorte hale, inden jeg kniber øjnene kort i, da han vender sig om igen, væk fra vandet. Nåeh, længere tid ville han alligevel ikke vende mig ryggen! Hvis jeg ellers var typen der grinede, ville der nok kommet et sarkastisk grin herfra – men jeg griner ikke. Og derfor kommer denne latter heller ikke. Nu står vi bare igen, i tavshed, mens regnen fortsat drypper ned fra himmelen. Ryster mig kort over, for at fjerne den klistrende pandelok, men det lykkedes ikke helt, for den dækker igen det ene øje..

Jeg er mange ting. Ingen tvivl om det. Jeg kan finde pæne ord om mig selv, men jeg kan sandelig også finde dem, der er grimmere. Jeg er jo blevet, som jeg er. Jeg har ikke altid været, som jeg er nu, og overgangen har været et helvede. Men noget, jeg i hvert fald altid har været klar over, det er, at jeg ikke ejer verden. Jeg har aldrig følt mig bedre end alle andre. Og jeg føler mig absolut ikke bedre end den grå Asira. Så længe hun lader mig være mig, vil jeg lade hende være hende, men hvis ikke, så skal hun nok få at føle, at hun handler forkert. Jeg har ikke dømt hende, og jeg gider egentligt heller ikke bruge tid på det, for hvad kan jeg bruge det til? Jeg er jo egentligt ligeglad – for min skyld kan hun være, som hun har lyst til, medmindre hun træder på mig. Så skal jeg nok lære hende, at det er forkert. Jeg er en lukket bog, og selvom man ikke kan undgå at vise små bidder af sin personlighed, skal jeg sandelig nok sørge for, at der ikke er nogen, der finder nøglen.

Stilheden indtræder igen, og jeg lader mit ene øre vippe lidt rundt på grund af de tunge regndråber, der rammer mod de sidste visne blade, der stadigvæk ikke er forrådnet væk. Jeg er en hingst af få ord, men dermed ikke sagt, at min mund er lukket som en musling. Er der noget, der er værd at sige, ytre jeg mig gerne. Ganske let træder jeg et par skridt fremad mod hende, og selvom jeg kan mærke den der ukomfortable trykken over hele kroppen, der kommer, når jeg nærmer mig en anden sjæl, gør jeg det alligevel – men det bliver heller ikke mere end et par skridt. Mit kropsprog er endnu ganske roligt, og jeg sørger for, at der ikke er den mindste antydning af trussel – hvorfor skulle der også allerede være det? Indtil nu har hun underholdt fint.

,,Asira. Fortæl mig, er jeg galt på den, hvis jeg siger, at du ikke ligefrem er ny i landet?”

Selv er jeg ret overbevist om, at jeg har ret, og derfor er det her en lille test. En test for at se, om hun har tænkt sig at lyve om sin oprindelse; om hun forsøger at skjule den. Men selv hvis hun vælger at svare sandt, betyder det sandelig ikke, at jeg har tænkt mig at stole blindt på alt andet, hun siger.

[/size][/color]

Der er en grund til, at vi alle nu engang er som vi er. Vi er ikke født sådan som vi er, livet spiller en kæmpe rolle. Livet former os, de hændelser vi er ude for, former os. Alt former os. Selv andre former os, om vi så vil det eller ej. Jeg er os ret sikker på, til trods for mine ringe oplevelser på livet, at denne Seth, er blevet formet til den han er, gennem hans liv og dets hændelser. Ingen forbliver den de var, da de blev født og var uskyldige. Næ nej. Jeg har en fornemmelse af, at han har været ude for en del, selvom det nu ikke er til at se på hans ravnsorte krop. Der er ingen ar fra tidligere sammenstød – så det kan os være jeg er helt ude i hampen, og slet ikke har ret i nogle af mine gætterier. Det kan jeg ikke vide, og får det nok heller ikke af vide. Men det ønsker jeg heller ikke. For jeg vil ikke have han gransker i mit liv, og derfor gør jeg det aldeles heller ikke i hans. Det er der absolut ingen grund til, ifølge mit hoved i hvert fald. Men hans antagelse af, at jeg ikke er ny i landet, er ganske rigtig.

,,Du har ret, Seth. Jeg er ikke ny i landet. Jeg er født her, opvokset her”

Besvarer jeg ham dernæst, mens jeg forholder mit hoved nogenlunde i ro. Men jeg er ung, og energien er der derfor stadig. I stor grad. Men jeg kan håndtere den, og binde den, i givne tidspunkter hvor det er nødvendigt. Ligesom nu.
Men når vores møde er ovre, sprudler energien igen frem, det er der ingen tvivl om, overhovedet. Og så gør jeg som jeg plejer; løber. Løber langt, og vidt omkring. Og det er det der gør, at jeg kender alle øerne så godt; min energi.

,,Du er vel heller ikke selv ny, siden du kan lave den antagelse?”

Ja, nu er det så mig der antager noget. For hvis han ikke havde været her længe, ville han ikke kunne se at jeg havde været her længe, og dermed ikke var ny. For ham, ville alle så være fremmede, og dermed ville han ikke kunne skelne mig fra at være ny eller gammel i landet.

Udadtil er der absolut ingen tegn på de ting, jeg har været udsat for; eller udsat mig selv for. Jeg har ingen grimme ar, og de få, der er, ligger skjult på steder, som ingen får lov til at se. Konsekvensen af dette er, at mange undervurderer mig; tror, at jeg ikke kan gøre mig gældende i kamp. Men tror man det, når man går ind til mig, så skal skylden helt sikkert ikke lægges på mine skuldre, hvis det modsatte bliver bevist. Ikke at jeg er uovervindelig, for det er jeg selvfølgelig ikke. Det ved jeg godt. Og derfor er det da sandelig heldigt, at jeg har fornuften med mig. Min intelligens. Jeg er klar over det, når der er noget, jeg ikke bør rode mig ud i. Men at jeg har været ude for en del ting på mine 7 år, det er der absolut ingen tvivl om. Arrene sidder bare på sjælen i stedet for på kroppen.

Hvorfor jeg spørger, om hun er født her, det har jeg ikke behov for at ytre, medmindre hun spørger. Måske har hun selv tænkt sig til noget, der kunne være grunden, og hvis hun er tilfreds med det, har jeg ikke tænkt mig at pille ved det. Jeg virrer ganske kort en anelse med hovedet, inden jeg knejser nakken på ny, og derefter træder jeg endnu få skridt fremad mod hende, selvom det trykker slemt på mig, når jeg nærmer mig hende. Jeg kan ikke lide det, men det giver jeg sandelig ikke udtryk for. Derimod viser jeg heller ingen interesse, mens jeg træder tættere.

,,Det ville være frækt at sige. Nej, jeg har været her i et stykke tid. Et stykke længere end du, vil jeg gætte på.”

Jeg tænker sjældent over, hvad andre tænker om mig, og det her er ikke en situation, hvor jeg gør en undtagelse. Nej, hun må tænke lige hvad hun har lyst til, så længe det ikke er positivt. Og hvis hun ikke tænker noget i forvejen, så er jeg helt sikkert på, at jeg vil have sat nogle nye tanker i hovedet på hende, når vi er færdige her, mere eller mindre bevidst.

[/size][/color]

Min krop, ejer ikke en eneste skræmme. Jeg har ikke selv været i kamp, endnu. Men jeg er sikker på at jeg kommer det, for det er ikke noget der ligger mig fjern. Allerede i mine første timer, og dage, er det første jeg husker, en kamp mellem min mor og en fremmed hingst, der tilsyneladende havde nogle af de samme aftegn som jeg selv. Noget, jeg undre mig over, og sommetider har skænket en tanke eller to. Han kunne være en relation til mig, og der agter jeg at undersøge, når tiden er til det. Men i stedet ejer jeg derfor ar på sjælen, nok er de måske ikke store og sensationelle, men de er der dog, og de vil ikke bare sådan forsvinde med det samme. Ar kan derfor være af forskelligheder, og det ved selv jeg, trods mine simple unge år jeg endnu ejer.

Jeg er ikke gammelklog pga. denne antagelse, blot almen vidende. En vigtighed for mig. Dumme heste, der ikke ejer noget mellem ørene, er ikke noget jeg vil spilde min dyrebare tid på. Men Seth, ham tvivler jeg dog heller ikke på, at han har noget mellem ørene. Slet ikke. Men jeg tror dog også at han er en hingst der vil sine egne veje – og sikkert også i mit selskab. Men det må jeg så håndtere derfra.

,,Du er nok også ældre end jeg er, kan jeg næsten gætte mig til.”

Svarer jeg ham så, med den samme neutrale tone som før. Jeg provokerer ikke, ikke når han ikke gør. Gør han det igen, så får han af samme skuffe. Da han begiver sig tættere endnu på mig, lægges det andet øre også bagud nu, i en afvisende holdning, og min krop lænes svagt bagud, for at øge afstanden en smule. Ikke noget der er vildt synligt, men heller ikke useligt. Om han rykker sig tilbage, det må tiden vise!

Hvis man må være så fri, så vil jeg gerne have lov til at påstå, at jeg aldrig rigtigt tror, at nogen nogensinde har agtet at bruge ordet uintelligent om mig. Dum, måske, men det er jo også i en helt anden boldgade, for hvordan skulle nogen som helst af mine handlinger dog kunne afspejle sig i manglende intelligens? Jeg er jo ikke retarderet, blot fordi jeg af og til har det med at træde lidt på folk. Bare fordi man ikke bryder sig om det, kan det jo ikke være ensbetydende med, at jeg er uintelligent. Nej, der foregår noget mellem mine ører, men jeg er helt klar over, at det, der foregår, ikke altid falder i alles smag. Men det er jo så bare deres problem, ikke sandt?

,,Korrekt. Et par år, vil jeg tro.”

Det er et underligt rige, vi befinder os i. Det er, som om at selvom årstiderne skifter, selvom de unge vokser, selvom ting forandrer sig, så gør vi andre ikke. I den verden, hvor jeg blev født, havde jeg formentlig forandret mig på de år, det ville have taget hende at vokse op. Jeg ville være blevet ældre. Men næh, se nu her, min krop er stadigvæk, som den var, da jeg kom hertil. Det er, som om at tiden står stille. Ganske enkelt. Uret er stoppet med at tikke. Jah, for ellers kunne jeg næsten have været hendes bedstefar…

Jeg opfanger alle hendes signaler, ja, ingen tvivl om det. Og de signaler, hun sender, de er nu egentligt ikke så meget anderledes, end hvad jeg ellers plejer at fornemme hos alle de andre. Dermed ikke sagt, at hun er som alle andre, for ingen er ens – men nogle ting går bare igen. Men da hun egentligt ikke rigtigt rykker bort, mister jeg ligesom min tryghed, og det begynder at trykke så voldsomt på mig, at jeg med en let og elegant bevægelse træder et langt skridt bagud for at øge afstanden og mindske den ubehagelige følelse. En handling, hun garanteret ikke er ked af.

[/size][/color]

Jeg har ikke mange år på bagen – og det ved jeg skam godt. Men dette ændre ikke på, at jeg i en så ung en alder, 3 år, stadig er ganske moden af sind og mentalitet. Jeg ejer mange gode egenskaber, men i min unge alder, er de blot svære at få frem. Jeg har svært ved endnu at håndtere mit temperament, og dette er helt klart et stort minus. Men jeg vil alligevel give mig selv et ’klap på skulderen’, da jeg som sådan synes mit møde med denne ravnsorte Seth, er gået bedre end jeg havde forventet. Han er jo den første jeg møder, her hvor jeg er gammel nok til at blive betragtet som en voksen.

,,Men du er ikke født her?”

Et spørgsmål, ja, men også lidt en konstatering. For han sagde jo før, at han kun havde været her en smule længere tid end jeg, men alligevel er nogle år ældre. Ergo, er min konklusion, at han dermed ikke er født her, men er kommet hertil. Mine øre forbliver en smule bagud, mens han er så tæt – men han har vidst selv taget munden for fuld, for han træder pludselig et skridt bagud, som om nærheden alligevel er for meget, og derfor vil han trække sig tilbage igen. Jeg ’vandt’ derfor, hvis man kan sige det sådan. Jeg reagerede korrekt i denne situation, ved at blive stående, og ikke selv reagere med stor voldsomhed, selvom dette var min første indskydelse. Men han er trådt væk nu, og mit ene øre vippes derfor fremad igen, lyttende til ham.