Solo dans

Der er noget ved denne ravnsorte hingst; seth, det selskab han giver mig, som jeg aldrig har oplevet før. Han er meget anderledes end dem jeg ellers har mødt. Brêgo, ville mig nær, røre hele tiden. Det endte ud i at han blev fornærmet og gik, fordi jeg gave ham afslag på dette. Ahearn, den hvide hingst, var stik modsat. Ingen kontakt; men i stedet gik han direkte til angreb, fordi vi begge stod med ranket ryg og stolthed i blikket. Far, ja. Han er min far.. Og nu den ravnsorte Seth, der hverken ønsker at vi rør hinanden, men som heller ikke har angrebet mig. Nej, i stedet afprøver han mig, på en helt anden måde en jeg før har oplevet.

Dette, gør mig både forvirret og irriteret, men samtidig også ekstrem nysgerrig. Jeg vil gerne, på en eller anden mærkelig måde, lære mere om ham. Og alligevel ikke. Idet hans hale rammer imod min, lægges mine øre endnu mere ned, og jeg skuler til ham; irritabelt. Kommer med et nogenlunde dybt brum, og lader min hale slå hårdere, og med vilje lader jeg den nu ramme direkte imod hans bagpart og hale, flere gange; jeg er ikke så let lige at gennemskue, eller underkue for den sags skyld.

Jeg havde ikke troet andet om hende, end at hun ville give mig modspil, og det bliver ganske pænt bekræftet, da hun ligeså lader hendes hale slå mod mig. Hun kunne også have valgt at ignorere det, men hun har nok sin grund til at gøre, som hun gør, og det er fint med mig; så behøver jeg jo ikke hele tiden selv finde på noget, der er endnu mere irriterende end det foregående. Alligevel er jeg jo nødt til at finde på et eller andet nu, for jeg tester hende jo ikke særlig meget ved, at vi bare bliver ved med at gå sådan her.

Og derfor begynder jeg lige så stille at rykke et lille skridt sidelæns tættere på hende, skubbe let til hende, rykke væk fra hende, rykke tættere på hende, skubbe forsigtigt til hende igen, rykke væk fra hende igen, og sådan fortsætter det ellers. Hun er ikke en kedelig hoppe, men det er ikke meget, jeg får ud af hende, medmindre jeg selv spørger. På det punkt minder hun mig vel nok lidt om mig selv, da jeg er ganske klar over, at jeg absolut heller ikke er den mest snaksaglige type. Jeg har det bestemt heller ikke godt med, at det er sådan her, jeg skal teste hendes grænser, for jeg er som bekendt ikke så vild med at skulle være tæt på hende eller nogen andre, men jeg må ofre mig og gøre en undtagelse.

[/size][/color]

De mørke øjne jeg bærer i mit grå ansigt, skuler let imod ham. Hvad pønser han på? Jeg er sikker på, at hans slåen med halen, ikke er det sidste han har tænkt sig. Men hvad vil han så? Jeg er godt klar over, at han nok tester mig ligenu, og det har jeg heller intet imod; som sådan. Til en vis grænse. Og når den grænse er nået, så er han heller ikke i tvivl om det. Jeg er også godt klar over, at han er stærkere end jeg er, men dette gør dog ikke at jeg er mindre modig eller mere påpasselig. Overhovedet.

Da han tripper sidelæns væk fra mig, ser jeg kort overrasket imod ham. Gav han op? Men nej. Han kommer trippende tilbage og rør min krop forsigtigt med sin egen, med et skub. Vipper kort med ørene, inden jeg ligger dem neutralt bagud igen. Kaster lidt med hovedet, og da han har ramt mig tredje gang, spænder jeg let op i min krop, og går en smule mere spændstigt afsted. Da han kommer fjerde gang, og rammer imod mig, stemmer jeg nu imod, og skubber ham tilbage med min egen krop. Og sådan bliver jeg ved, når han kommer hen til mig. Spænder op, og skubber tilbage, stemmer imod, og skubber igen. Vi har ikke sagt meget i hinandens selskab, men lige præcis det passer mig også fint. Jeg er en hoppe af få ord, og det er nok også logisk nok, når jeg i to år nærmest bare har været alene.

Jeg har grænser. Og jeg er helt sikker på, at det ville komme bag på de fleste, hvis de vidste, hvor mange der er. Mine grænser sidder bare ikke på de steder, som de normalt ville gøre. Men jeg skal også være den sidste til at kalde mig selv normal. Dermed ikke sagt unormal, for det lyder så negativt. Jeg er bare ikke som alle andre. Jeg er ikke stereotypen, og det har jeg heller aldrig nogensinde tænkt mig at blive. Det er jo for eksempel også en grænse, er det ikke?

Det er også en grænse, at jeg konstant skal røre ved hende lige nu. Naturligvis retfærdiggør jeg det en smule ved, at det jo kun er for at provokere hende; en pæn kamuflage. Men det tager da sandelig også sin tid at få hende til at reagere på mine små løjerligheder. Og nu går vi så og skubber til hinanden. Og da vi har gjort det i et stykke tid, ryster jeg blot på hovedet, himler ganske kortvarigt – men utrolig karakteristisk – med øjnene, inden jeg træder sidelæns væk fra hende for sidste gang, hvor jeg bliver i den afstand. Hun er ikke nem at køre fysisk terror på; men jeg skal gerne gøre det klart, at det der var milde forsøg. Jeg kan sagtens finde på noget, der skulle være langt mere reaktionsværdigt. Roligt bevæger jeg mig af sted med mine lange, taktfaste skridt, som bærer min slanke, samlede krop af sted med en helt særlig stolthed. Jeg har det fint med tavsheden, men alligevel er der noget, der frister mig til at ytre mig gennem mine ord; for hun snakker ej meget. Og måske er det der, man skal udfordre hende.

[/size][/color]

Egentlig, så er denne ravnsorte hingst, den første jeg har været i selskab med så længe af gangen. De andre selskaber jeg har haft, har hurtigt vendt sig om, for at gå kort tid efter, grundet misforståelser af mig og mine signaler. Men jeg er blot ikke en hoppe, der er meget for at andre ligger deres mule imod min pels, og rør mig på den sensitive og bløde måde; for jeg har aldrig været vant til det. Kun da jeg var 1 år gammel, og dermed var det min moder der rørte mig. Men ikke siden.

Svirper med den sorte hale bag mig, mens vi går side om side og skubber hinanden frem og tilbage, uden egentlig at udvise en form for dominans; men det er vel mere grænser der bliver skubbet til, og leget med. Jeg er ikke sikker på, hvem af os der stopper først med det; for jeg er stædig, og det virker det også til at han er. Men jeg bliver overrasket, idet han træder sidelæns, og skaber plads imellem os igen; plads, som der ikke har været i et godt stykke tid. Mit ene øre vippes derfor en anelse fremad, overrasket, inden det finder sin vante plads, skråt bagud i nakken. Min nakke knejser jeg derefter op, så den ranke holdning igen kommer frem; jeg er altid rank at kigge på, og stoltheden i blikket er heller ikke til at tage fejl af. Og måske er det en af de få ting, den ravnsorte hingst og jeg har tilfælles. Kaster kort hovedet op, i en lidt voldsom bevægelse; jeg vant! Men knejser det så ned igen, og følges ved hans side, i helt stilhed. Jeg har intet behov for at snakke.

Normalt er det sjældent, at jeg kan være i en hoppes selskab længere tid ad gangen uden at sætte bisserne i hende eller slå lidt på hende, og jeg er helt sikker på, at den grå Asira også nok skal få sin tur, når jeg begynder at kede mig for meget. Men det bliver ikke nu. Måske ikke en gang under dette møde. Et kvalificeret gæt er, at det er fordi, at hun er ung. Hun er interessant, fordi hun ikke har prøvet så forfærdeligt meget i sit unge liv. Der er ikke nogen, der har fået lov til at præge hende særlig meget endnu.

Måske føler hun, at hun har vundet det her, men for mig set var der aldrig en kamp – blot et ønske fra min side om at teste, hvor hendes grænser går, men føler hun, at hun har vundet, så skal jeg gerne lade hende tro det. Lad hende endelig få lidt selvtillid. Roligt bevæger jeg mig af sted ved siden af hende, men nu med en afstand, der er mig meget mere passende. Stilheden træder ind igen, hvilket absolut ikke er noget, der kommer bag på mig. Hun siger ikke meget, og når hun endelig gør, er det svarene på mine spørgsmål, som omhandler hende selv. Hun spørger ikke ind til mig, og det passer mig egentligt meget fint. Måske har hun det lige sådan, men det skal jeg gerne forstyrre lidt.

,,Har du nogen søskende, Asira?”

[/size][/color]

Jeg ved ikke, hvad jeg overhovedet skal mene om den ravnsorte hingst som jeg går sammen med. For han er ikke just som de andre selskaber; og så alligevel. Men Aheran røg i totterne på mig, i nærkamp, den fremmede hingst jeg kort mødte, blev yderst fornærmet over min afvisende opførsel, og så er der Seth, som hverken er fornærmet, men som heller ikke har sat tænderne i mig; og alligevel virker han ikke just glad for mit selskab. Men jeg er jo heller ikke rigtig ’glad’ for nogens selskaber.

Svirper med den sorte hale, mens vi går side om side, dog med afstand imellem os igen, da han jo er trådt væk fra mig, og dermed har skabt større distance mellem os. Jeg ved ikke , hvad det er han vil mig. For han snakker ikke ligefrem meget, men han er heller ikke bare stilheden selv. For han sørger for hele tiden at gøre opmærksom på sig selv, på den ene eller den anden måde. Men da han så åbner munden, skuler jeg kort imod ham, med det øje der er vendt imod mig. Søskende.. Nej tak!

,,Nej, det har jeg ikke, Seth”

Dette bliver mit simple svar til ham. Jeg hader at snakke. Det er sjældent jeg føler jeg har noget at sige, som er brugbart, og også sjældent andre har. Min fader er den, jeg snakker mest med, af alle jeg har mødt eller kender.

Min kedsomhedstærskel varierer rigtig meget. Jeg kan for det meste godt trække de fleste grænser rigtig langt, og derfor afhænger det egentligt bare af, hvilket humør jeg er i, og hvilket formål jeg har. Og selvom jeg synes, at det er interessant, at hun er så ung, som hun nu en gang er, så giver hun simpelthen så lidt af sig selv, at jeg allerede et par gange har måttet forsøge at finde på noget. Hun siger ikke noget, hun gør ikke noget, og hun bliver ikke sur eller forarget over de ting, jeg gør. Jeg har fornemmet, at hun ikke kan lide at snakke om sin familie, men alligevel får jeg ikke en voldsommere reaktion end et skulende blik på mit spørgsmål. Er hun ikke ung? Er der ikke nogle grænser, som hun skal afprøve? Hvor vil hun ellers få sin erfaring fra?

Jeg vælger at stoppe op i en galant, glidende bevægelse, og jeg bliver stående med min slanke, sorte krop i min stolte holdning. Hvis hun ikke har noget at sige til mig eller nogen reaktioner at give mig, kan jeg sagtens finde på noget andet at lave, men om hun forstår min tavse reprimande, det ved jeg ikke. Højlydt lader jeg min fyldige, sorte hale slå om mig. Regnen er aftaget, og hele skoven er fuld af dufte fra den våde skovbund og alle de forskellige planter og visne blade.

[/size][/color]

Hovene under mig, placeres taktfast imod den bløde jord vi går på, inde i skoven. Skovbunden der er dækket af mos, udsender nogle kraftigere dufte, grundet den regn der længe har hærget i dette land. Men den duft der overdøver det hele, i mine næsebor, er duften af Seth, som stadig er i mit selskab. Hvilket nok egentlig undre mig en anelse. Svirper med den sorte hale omkring min bagpart, mens jeg overvejende udsender et meget lavmeldt men ganske dybt brum, taget i betragtning af, at jeg faktisk er en hoppe. Jeg ved ikke, hvad det er den ravnsorte hingst, vil med mig, og jeg tror egentlig heller ikke at jeg finder ud af det. Men det ændre ikke på det faktum, at han faktisk stadig vandre ved min side.

Og dog.. I det næste standser han op i en galant og glidende bevægelse. Kort virrer jeg hovedet op, mens jeg kort bemærker mit hjerte der dunker en enkelt gang imod min bringe, inden det atter falder helt til ro. Standser op i en lidt brat bevægelse, og tripper bagbenene lidt til side, så jeg kommer til at placere min front nogenlunde imod hans. Kniber øjnene i, overvejende, og ganske skeptisk. Hvad går det her nu ud på? Kaster hovedet op, og slår det ene forben lidt i jorden; utålmodigt vel sagtens. Jeg bryder mig ikke om situationer som disse, hvor jeg ikke ved hvad det går ud på. Og så bliver jeg ofte utålmodig.

Det er ikke første gang, jeg har oplevet, at jeg i længere tid i et selskab har været tilbøjelig til at lægge bånd på mig selv og lade mit selskab være med til at påvirke handlingsforløbet. Det kommer sandsynligvis ikke til at være sidste gang, at jeg lægger bånd på mig selv i selskab med Asira, men det vil helt sikkert heller ikke være sådan hver gang fremover; jeg kender mig selv. Og denne gang vil jeg egentligt også gerne drage lidt nytte ud af det, for jeg har givet hende et pænt indtryk af mig selv. Jeg har tilnærmelsesvist opført mig pænt, og da jeg nu er begyndt at kede mig, er jeg godt klar over, at det smarteste ville være at stoppe her.

Og jeg er stoppet her. Roligt hviler mit blik på hende, idet hun lige så stopper op. Hun lægger ikke meget skjul på, hvad hun tænker, for jeg har absolut ikke svært ved at se, at hun er lidt skeptisk omkring det, at jeg stopper op. Og at hun tilmed bliver lidt utålmodig, siger også lidt om hendes opfattelse af situationen. Jeg lader stilheden hænge i luften mellem os, inden jeg til sidst, uden at give en lyd fra mig, drejer omkring, hvorefter jeg med mine lange skridt bevæger mig tilbage langs den sti, vi indtil videre har fulgt. Og jeg er ret sikker på, at hun ikke har tænkt sig at følge med.

[/size][/color]