På opdagelse

Den røde hoppe stod ved åens kant og kiggede rundt. Hun var på vagt overfor fremmede lyde og lugte.
Lune Rouge havde vandret i lang tid før hun kom til dette land, og nu var hun klar på at gå på opdagelse. At møde nye heste var på hendes prioriteringsliste.
Hun sukkede dybt, ingen nye dufte. Hun så ned i vandet, strakte halsen og drak. Hovene var lige i vandkanten og blev lidt våde af det. Pandelokken var lang og var derfor også blevet lidt våd. Hun kiggede atter op langs åen, solens skær glimtede i vandet. Hoppen var fascineret af lyset på det klare vand. Maven rumlede let, og hun nippede lidt til græsset. Med halv lukket øjne og ørerne der engang imellem skiftede position stod hun og gumlede glad og tilfreds. Da hun havde fået tygget sig igennem græsset, løftede hun halen lidt, strakte halsen og kom med at langt og højt vrinsk.
Nu skulle hun møde nye heste.

Den skimlede hingst havde vandret rundt langs den mindre å i noget tid, fulgt den som den bugtede sig gennem landet og skoven. Der var stille på denne tid, selvom solen endnu stod højt på himlen; men det var som om at der åndede en fred i landet, som om det hele blot var nok i sig selv. Han brummede dæmpet, inden han fik øje på en hoppe et stykke fremme, der lidt efter udsendte et vrinsk. Han svarede det ikke, men i stedet søgte han hende straks og trådte an ved hendes side. Han strøg hende over halsen, forsigtigt og nænsomt hvorefter han tillod et smil at pryde hans mule.

,,Goddag melady; sikke et smukt selskab jeg var heldig at løbe på, på denne smukke dag. Må jeg spørge dig, hvad du laver her ganske alene?”

Altaïr kunne ikke se pointen i, at hun var alene; var hun ny i landet, eller var hun blot søgt lidt alene for at få fred til at tænke? I så fald, ville han skam lade hende tænke, selvom han nu ikke havde fornemmelsen af, at hun søgte ensomheden, eftersom hun havde kaldt. Han brummede atter engang, hvorefter han strøg hende over kæben.

Hun så noget sølvgråt komme imod henne, forsigtigt kiggede hun på ham imens han nærmede sig ham. Hun var altid lidt på vagt overfor hingste, men denne hingst virkede på en eller anden måde anderledes. Hans sølvgrå farve stod skarpt imod solens lys. Da han nærmede sig hende tillod hun ham at komme tæt på. Det ene øre lå dog en anelse tilbage, bare for at være på den sikre side.
Hun strakte mulen forsigtigt hen imod ham imens han snakkede, galant det var han da.
Så svarede hun ham:
"Jeg er lige kommet hertil. Så jeg nyder ganske enkelt denne dejlige dag."

Den skimlede Altaïr betragtede denne røde hoppe, med den brede blis der strakte sig ned over hendes næseryg; det var ingen hemmelighed at hun var en attraktiv hoppe, og duften af brunst var også ganske gennemtrængende; dog vidste Altaïr hvordan man beherskede sig og han nøjedes derfor med blot at stryge hende over halsen igen, da hun havde accepteret ham i sin nærhed. Da hun svarede på hans spørgsmål lyttede han i sandhed intenst; der var noget unikt over hendes stemme, noget roligt og feminint, som ikke var det samme der fandtes i andre hopper, men derimod lidt mere eksotisk. Han søgte hendes øjne lidt efter, med et dæmpet smil.

,,Det er også en dag, der i sandhed burde nydes, melady. Må jeg spørge dig om, hvad du synes er mest fascinerende i det land, vi betræder; selvom du kun er nyligt ankommet?”

Spurgte han da med en vel drømmende stemme, der indikerede at han var en hingst, der ulig andre. Han var en drømmer, den gode Altaïr; men ikke nød han kun at opleve drømme, men derimod også at skabe dem.

Lune var betaget af ham, alle andre hingste ville ikke have opført sig sådan i nærheden af en hoppe i brunst. Dog var hun stadig lidt på vagt overfor ham, men hun var stadig ikke helt så forsigtig som hun ville have været. Om det var brunsten eller hingsten skyld vidste hun ikke.
Hun så sig omkring imens han stillede sit spørgsmål.
"Hmm, jeg må indrømme at det er vandets stille rislen ud mod havet. Jeg elsker at kigge på det og stille drømme mig et andet sted hen, der er noget hemmelighedsfuldt over det. Hvad synes du?"

Altaïr stod tæt ved den røde hoppe, mens hun begyndte at svare på hans simple spørgsmål, som han havde stillet hende. Hun lod til at være en hoppe, der ikke var så vant til en type som Altaïr, hvilket vel egentlig kun gjorde det lidt sjovere for ham; at se hvordan andre reagerede på hans nærvær og personlighed.
Han strøg atter hoppen over halsen, mens hun snakkede om den rislende å, som de befandt sig ved. Han skævede kort ned af åens forløb, inden han vendte blikket tilbage på den smukke hoppe. Han brummede dybt, men endnu på hans drømmende måde, så at sige, og da begyndte han at svare hoppen, da hun ønskede hans mening ligeså.

,,Åen er en fascinerende ting; den graver sig gennem skov og eng, løber mod havet og beriger mange med vand. Det er et særlig fænomen, livsbringende og vel også hemmelighedsfyldt, nu du siger det. Ingen ved jo hvad åen oplever på sin vej; og ingen ved, hvad den vil opleve når den rammer enden. Men, melady, jeg fascineres mere af sjæle i dette land, end naturen. Selvfølgelig også naturen, især nok strandens uendelige horisont, men over alt er sjæle. Som dig, melady, og alle andre. Hvordan vi er og reagere er noget, jeg fascineres af.”

Sluttede han da, inden han sendte hende et sigende smil; han var åben for flere af hendes spørgsmål, hvis hun ønskede at stille flere.

Hun lukkede øjnene imens han fortalte om åen. Hun åbende atter øjnene og nappede forsigtigt ud efter hans man. Han havde ret i det med sjæle, men for hende var det mest naturen som var fascinerende.

"Ja rigtigt, men nu har jeg endnu ikke haft mulighed for at møde andre end dig. Hun prustede lavt, og kom i tanke om at hun slet ikke vidste, hvad hen hed. "Hvad hedder du egentlig?" spurgte hun, og smilte forsigtigt til ham.

Den skimlede hingst trådte et lille skridt til siden, for at give den røde hoppe en smule mere plads. De havde stået tæt nu, siden han var trådt til hende for at hilse hende an, på den måde han fandt med værdig, for en smuk skabning som hende; men nu ville han gerne se hende lidt an, og det kunne jo være det også gjaldt omvendt. Han brummede dæmpet og rettede da blikket imod hende, da hun spurgte indtil hans navn. Han hævede hovedet en smule og vippede det ene øre til siden; opmærksomt.

,,Melady, jeg er beæret over at være den første du møder; og jeg håber din tid i landet vil blive fyldt af nye møder med spændende sjæle. Men mit navn, ja, det er ikke et du skal betænke. For mig er navne irrelevante, unødvendige, og ej er jeg givet et navn, som jeg kan bærer for evigt. Melady, du kan kalde mig hvad end du vil, hvis du har behov; men jeg beder dig. Lær min personlighed, min sjæl at kende, før du sætter et permanent navn på den boks, som min krop nu engang er.”

Sagde han med et lille smil, inden han søgte hendes øjne igen. Mon hun ville acceptere hans forklaring?

Hun skævede lidt til ham da han flyttede sig, hun kunne nu se hans fulde størrelse. Han var en stor hingst. I et kort øjeblik blev hun mindet om, hvor meget stærkere han egentlig var.
Hun kiggede undrende på ham imens han forklarede hans mening om navne. I bund og grund gav det mening.
Hun nikkede let og svarede: "Det lyder rimeligt, men så håber jeg på at lære dig bedre at kende så jeg måske kan finde et navn jeg finder passende."

Den skimlede hingst, hvis navn var ukendt for enhver i dette land; måske med undtagelse af det evige Lys han var blevet mødt med, da han kom til landet, lod sin mule stryger over den smukke røde hoppe, der havde accepteret hans anmodning. Han smilede let til hende, inden han trådte frem og påbegyndte en cirkel omkring hende, så han kunne se hendes bygning fra begge sider af, betragte hendes lemmer og sammensætning.

,,Melady, jeg takker dig for din forståen, og jeg vil give dig mere end rigelig tid til at lærer mig at kende; om du ønsker det. Og du kan til hver en tid spørge mig om det du end måtte ønske, og jeg vil gøre mit bedste for at svare dig”

Sagde han sandfærdigt, inden han stoppede op ved hendes front. Han rakte sin mule fremad imod hende, som en invitation til at stille sig ved hans side igen, så de kunne være hinanden nærmere. Endnu rislede åen af sted, som den altid havde gjort, og Altaïr var sikker på, at den nu havde fået nye beretninger, som den kunne fortælle til alle andets dråber; omkring et nyt bekendtskab.

Lune havde stået roligt og lyttet til hans ord. Men da han begav sig rundt om hende spændte hendes krop op. Godt nok var han en venlig hingst, men dette havde hun dog endnu ikke prøvet før. Hendes hoved fulgt ham rundt, ørerne drejede i forskellige retninger, undrende. Hendes øjne kiggede nysgerrigt på ham. Hvad havde han dog gang i? Da han var kommet om på den anden side af hende slappede hun atter af, hun skulle lige vænne sig til hans måde at være på.
Hun gengældte hans invitation ved ligeledes at række sin mule frem og prustede forsigtigt til ham, inden hun stilte sig ved siden af ham.

"Jamen det lyder godt. Nu ved jeg at du ikke går så meget op i naven men jeg vil nu alligevel præsentere mig selv. Jeg er Lune Rouge. Men hvis du finder et navn som finder mere passende er du mere end velkommen til at bruge det."

Sagde hun, alt imens hendes mule strøg forsigtigt over hans hals,

Denne hoppe, Lune, som hun præsenterede sig selv, var ikke bange for den kontakt de to sjæle havde skabt, og med en fornøjet brummen strøg Altaïr hende over halsen endnu engang. Hendes navn var smukt, det var det skam; men for ham ej mere end et tilnavn på den boks, som der rummede hendes personlighed. Et unødvendigt navn, men et der klædte hende. Han mødte hendes øjne med et lille smil.

,,Melady, jeg vil gerne kalde dig ved det navn, som du har fortalt mig nu, Lune Rouge. Det er et smukt navn, som passer til din røde, feminine krop, det skal du have. Må jeg spørge dig om, hvad du synes om stjernerne?”

Spurgte han da, med en fornyet nysgerrighed i hans charmerende, drømmende stemme. Han havde nu forhørt sig omkring hendes mening om den å, der rislede foran deres hove, igennem skoven og engen, men nu ønskede han at vide mere, mere om hendes personlighed og meninger; og stjernerne var et godt sted at starte.

Lune nød hans tilstedeværelse i dette nye land. Hendes hale slog let fra side til side imens gengældte hans brummen med hendes lette version af den.
Hun var glad for at syntes om hendes navn, især fordi han jo ikke gik så meget op i det som andre gjorde.
Hendes blik søgte op på himlen imens han stillede sit spørgsmål. De var ikke til at se i det klare dagslys men hun kunne stadig se dem for sig. Naturen havde altid været fascinerende for hende, der var så meget hun ikke forstod i den og dog var den alligevel så smuk.
Hun så atter på ham imens hun svarede:

"Jeg elsker stjernerne, jeg føler mig aldrig så alene om natten når de er fremme, de lyser natten op og hjælper en på vej i det mørke. Tit undrer jeg mig over om der mon er mere bag dem, eller om de er unendelige."

Altaïr, den skimlede hingst, lyttede ganske intenst til de ord, som Lune fremsagde. Hans spørgsmål omkring stjernerne, var et han havde stillet mange og hver gang havde han fået forskellige svar på det, som han selv holdt meget af; nemlig stjernernes univers. Han brummede dæmpet og strøg hende sensitivt over halsen, inden han nikkede kort, for at vise hende, at han havde hørt hende.

,,Melady, hvad tror du, at der gemmer sig blandt stjernerne? Tror du, hvis jeg nu bad dig tænke dig godt om, at de er uendelige? Kunne du forestille dig det?”

Han ønskede gerne at vide mere om hende tanker omkring stjernerne, end blot at de var der om natten, at de fyldte hende med ro og selskab; og at hun undrede sig. Han var mere nysgerrig omkring hvordan hun specifikt undrede sig, og om hun var i stand til at komme videre i sin undren, ved simpelt at dele den med den skimlede hingst, som stod ved siden af hende, ved denne rislende å.

Lune så atter på himlen, lukkede øjnene og tænkte. Kunne stjernerne være uendelige, og hvis de kunne, hvorfor var de det så? For hende selv så hun igen en stjerneklar nat, med de mange tusinde stjerne der glimtede sagte. Hun havde aldrig set noget udover dem. Længe stod hun og tænkte.
Indtil hun åbnede øjnene og så på ham.

"Jeg tror på at de er uendelige, for jeg har aldrig set andet end dem deroppe. Hvoran skulle der kunne være andet hvis vi ikke kan se det? Hvad der gemmer sig blandt stjernerne er for mig ikke til at vide, måske andre planeter? Hvem ved, det er kun stjernerne der kan svare på det.

Hendes blik søgte hen til åen inden hun spurgte ham:
"Hvad tror du?"