Waterfall cave

Ava betragtede fortsat hulens vægge. De var meget anderledes end den grotte hun sidst havde været i. Der havde været mørkt, og væggene havde været næsten sorte, med lilla glitrende sten. Væggene her var mindst lige så kønne, men ikke fordi de glitrede af sten, men på grund af lyset der reflekterede og kastede mønstre på væggene. Selv sænkede hun farten og stoppede næsten op da den skimlede hingst sprang frem i nogle lette krumsprin, men det tog hende ikke mange sekunder før hun fulgte ham, med små, lette, danende skridt.

,,Okay, Mr. påbegyndt venskab''

svarede hun ham med et lille drillende smil på den bløde mule, og samtidig med et lille flabet glimt i de blå øjne. Hun følte sig allerede nu godt tilpas i hingstens selskab. Han ville helt sikkert være en hun kunne søge viden og selskab hos. Det var hun ikke et sekund i tvivl om.

Ava knejsede nakken til en bue, og trippede med de lette dansende skridt sidelæns. Det var lang tid siden hun havde fået strukket benene ordentligt ud, eller gjort andet end bare at vandre stille og roligt. Hjemme måtte hun jo spare på energien hvis hun skulle holde til den lange tur, uden at holde pause for tidligt og derved blive indhentet af resten af flokken.

,,Tror du andre kender til dette sted? Hvor mange findes der her?''

Altaïr, den skimlede, lod blikket glide rundt på væggene, hvor vandet blev genspejlet på og hvor deres skygger selv svagt kunne ses, som en underlig dansende form; som var det deres sjæle, der blev afspejlet og ikke deres kroppe. Altaïr smilede, ganske bredt, da hans tanker kredsede omkring dette sted, dets mystik og hvad man dog kunne gøre med det, nu hvor han kendte til det. Et øre blev vendt imod Ava, da hun snakkede med den feminine stemme, og Altaïr brummede dybt, nærmest leende, af hendes svar. Mr. Påbegyndt venskab, var hans navn, javel ja. Han slog hovedet muntert op, så pandelokken måtte bytte side og falde ned over det ene øje. Han rykkede lidt på sine hove, over de raslende sten, inden han kneb sine øjne en smule tænkende sammen, over det spørgsmål hun sendte imod ham.

,,Altså, det er et godt spørgsmål, melady. Stedet ser ikke ud til at være blevet overrendt af mange hove, men alligevel, så kunne her sagtens have været andre før os. Jeg har dog aldrig hørt om nogen, der har snakket om dette sted, eller sagt at de skulle hertil, så måske er vi de første? Måske ikke. Men om der findes flere steder som dette. Ja, det er jeg sikker på. Måske ikke et vandfald, der gemmer på en grotte, men steder lige så eventyrlige, er der mange af; og ligeså er der efterhånden mange beboere i dette land, Ava. Så der er masser at tage fat på”

Sagde han med et lille smil, inden han sprang frem imod nogle ret store og flade sten i den bagerste ende af hulen; og straks efter var han oppe på dem. De var ikke våde og derfor var fodfæstet også bedre her, og strakte han sig, kunne hans mule lige nå op og dække et af de huller, hvor solens stråler sneg sig ind.

Ava tænkte lidt over svaret. Det er jo sådan set rigtigt nok. Det er ikke til at vide om nogen har været her før, for der er ikke nogne tydelige tegn. Men det havde de jo heller ikke selv lavet. Hun knejsede lidt i nakken og fortsatte fremad. Dog hævede hun hovedet mens hun betragtede ham hoppe op på de flade sten. Selv trippede hun efter, for det måtte være lettere at gå der. Da hun havde fået tænkt hans svar lidt igennem kunne hun svare ham tilbage

,,Hmmm.. Så lyder det til jeg har en masse eventyrer der venter på mig, for andre har jeg endnu ikke fundet.. Ej heller andre steder end dette. Men når der er lidt grønt og noget vand, så er der hvad jeg skal bruge for at kunne overleve, selvom mere ville være rart''

Hun kastede et blik tilbage mod den vej de allerede havde passeret. Her var flot. Ingen tvivl om dette. Og det var bestemt ikke sidste gang hun ville være her. Hun var rimelig sikker på dette sted ville blive et lille gemmested når resten af verden føltes for stor og når tankerne for alvor pressede på. I hvert fald indtil et bedre sted var fundet. Men hvem kunne vide om der var andre steder lige så stille og smukke som dette.

Hvor langt denne grotte strakte sig vidste hun ikke, og heller ej om det var muligt at komme ud i den anden ende, men en ting var sikkert. Hun holdt sig i nærheden af den skimlede hingst. Han var ældre og måtte have mere erfaring. Sådan var det bare. De ældre vidste altid mere, og hvis han havde været her i længere tid, så måtte han også kende til de farer der lurede nogen steder. Dette var hun nødt til lige at høre om.

,,Lever nogen i flok eller er det hver hest for sig selv? Er det muligt fordi der ingen farer er her, eller gælder det om at bruge enten muskler eller hjerne?''

Det var tydeligt for den skimlede, at den blåsorte hoppe var mindst lige så nysgerrig omkring dette sted, som den skimlede var. Hendes spørgsmål og ivrighed for at danse videre igennem denne grotte lyste ud af hendes kønne øjne, og Altaïr der altid var opmærksom på sit selskab, havde bemærket det allerede da de trådte igennem vandfaldets faldende vand, der havde gjort de to sjæle våde. Han prustede muntert da hun søgte ham på de flade, store sten, der lå i den fjerneste ende af grotten; tæt ved væggen hvor hullerne hvor lyset trængte ind fra var. Altaïr tog imod hende ved at stryge hende over halsen, inden han begyndte at tale igen, for at svare på den yndige hoppes spørgsmål.

,,Melady, eventyr venter på både dig og mig. For at være ærlig, tror jeg ikke at man nogensinde løber tør for eventyr i dette land, eller denne verden, tror jeg nærmere man skal sige - Så fat modet, du vil opleve masser! Men, flokke, har jeg endnu ikke set til. Har mødt en masse strejfende, hvis man kan kalde det, som os. Men jeg tror ikke, at det er fordi dette land er helt uden farer at folk vandrer alene. Jeg tror simpelthen at det er fordi, det er nyt. Jeg har endnu ikke selv mødt farer eller hørt om dem, men noget siger mig, at det er her, et sted. Derude.”

Sagde han og pegede imod både udgangen og indgangen til denne grotte; han havde scannet stedet, den skimlede og havde ikke fundet andre veje ud, end den de var kommet ind. Grotten var rund, nærmest som en kugle og blind for andre indveje og udveje. Det var ikke det bedste flugtsted, hvis det var det man ønskede, men eventyrlig var den; smuk og idyllisk. Han smilede da sigende til hoppen; hvad var hendes næste træk?

Ava nappede en smule forsigtigt men også anerkendende til den skimlede hingst da han strøg hende hen over halsen. Perlerne fra vandet i vandfaldet var væk nu, men pletter af sollys der genspejlede sig pyntede hendes krop i stedet. Ikke kun hendes krop, men også hans.

,,Eventyrer er ikke noget man løber tør for. Der kan være mange små, men jeg mener at livet er et stort eventyr. Ingen ved hvad der sker når det engang slutter. Vi ved ikke om det fortsætter et andet sted eller om et nyt starter''

Egentlig satte det nogle tanker igang, og det fik det sørgmodige blik til igen at trænge sig på. Ava var jo lige kommet hertil. Den skimle havde sagt at han troede man kom hertil i stedet for noget der kunne være sket eller måske var sket der hvor man kom fra. Hvad hvis dette var ligesom et nyt liv. Et nyt eventyr? Hvad hvis hun ikke overlevede natten i grotten.. Hvis dette var livet efter det andet hos flokken, var Arc her så også, eller var han sendt til en anden verden? Så mange spørgsmål og absolut ingen måde at få svar på dem.

Den lille sorte hoppe rystede sørgmodigheden af sig og trippede fremad igen mod udgangen. der var alt for meget der skulle udforskes, og hendes mave var begyndt at protestere lidt med små lyde. det betød det ikke ville vare ret lang tid før den højlydt ville skrige på mad.

,,Strejfere''

hun tyggede lidt på ordet. Det var det de andre i flokken kaldte de som forlod flokken. Oftest hingstene som satte Korr's tillid og tolerance på prøve. Tiden var endnu ikke nået til Arc, og Ava tvivlede også stærkt på han nogensinde ville blive sendt væk. Arc havde for meget respekt til sin far, til at prøve hans grænser af på den samme måde som de andre.

,,Jeg tror mere jeg vil kalde dem rejsende. De gennemgår vel en rejse lige som os. De kan vel næppe være strejfere hvis ikke de har forladt en flok. Det ville kræve der var en flok, og var der en flok, så ville jeg næsten gætte på du havde hørt om den et eller andet sted fra en der havde forladt den. Nej, rejsende tror jeg de er''

Den skimlede Altaïr, der var søgt en smule væk fra vandfaldet der dækkede den grotte, de lige var kommet ud af, vendte hovedet imod hende med et smil, da hendes første ord ramte hans ører. Han var ganske enig med denne lidt yngre og yndefulde hoppe. Livet var ét eventyr, fyldt med mindre. Og uanset hvor stort et af disse mindre eventyr var, så var der altid et, der var større; nemlig det samlede som strakte sig fra start til slut. Han prustede opmuntrende og ivrigt ovenpå hendes ord, da en mere sørgmodig mine gled over hendes hoved. Som om hendes ord fik hende til at tænke på noget, hun havde mistet. Den skimlede var hurtig til at dreje rundt og søge hendes side endnu tættere og stryge hende forsigtigt over halsen. Her i landet var der ikke grund til sorg, det vidste han. I hvert fald ikke over ting, der ikke foregik i landet. Men han vidste også at denne tankegang var abstrakt og ikke vellidt af mange; for alt for mange hang sig i fortidens bedrifter og glemte at nyde nutiden. Dog var hoppen her ung, og hvis hun dvælede over noget, der ikke var i landet, måtte det nok nærmere være savn, som man naturligt ville komme sig over, og derfor lod den skimlede ellers det være. Da hun på ny begyndte at tale, med fornyet energi, lyttede han intenst.
En fortælling om dem, der fortalte. Ej dem, der strejfede, som den skimle havde beskrevet det. Han vippede hovedet interesseret på skrå og lod sine mørkeblå øjne falde imod hendes. Interessen var stor, for det var en version han ikke havde kendt til før. Men den var mere tiltalende, end den han selv kendte til. Den han selv havde levet under; strejfer.

,,Rejsende.. Det er en fascinerende måde at vende det på melady Ava. En meget anderledes fortolkning, for mange ville blot kalde en uden flok strejfer; uanset om man så havde været i flok før eller ej. Men i så fald, min rejsende partner, så vil jeg ændre min udtale til, at flokke endnu ikke er opstået, men at en masse rejsende sjæle er i landet. Søgende efter det, der skal få dem til at falde til, som jeg selv.”

Sagde han, inden han nikkede galant imod hende. Hendes krop var snart tør; de funklende dråber, der lignede perler på hendes ryg var snart forsvundet. Luften havde taget dem, solen havde jaget dem bort og hendes blåsorte pels så umådeligt blød ud. Han prustede dæmpet, inden han rettede blikket imod solen. Turen i grotten med Ava havde været speciel; en sjov måde at starte et venskab på. Der gik lidt tid hvor den skimlede forholdt sig tavs og derpå nappede ham smilende imod Ava.

,,Melady. Nu hvor vi har udforsket denne grotte, sammen. Hvad så med at vi søger ud imod det lidt mere åbne, væk fra træerne og ser hvad der gemmer sig der?”

Spurgte han med den drømmende undertone, der endnu prydede hans stemme. Han havde faktisk ikke udforsket så meget på denne ø, og grotten under vandfaldet, så vel som skoven der gemte den, var han egentlig en smule ukendt. Og eftersom det også var ukendt for Ava; så kunne de vel udforske det lidt sammen.

Den lille blåsorte hoppe kunne ikke andet end glæde sig over denne skimlede hingsts interesse. For helt ærligt. Hvor mange af de ældre ville normalt lytte til en så ung som hende, og så endda en hoppe. Nej. De var til for at sørge for at bestanden ikke faldt. Ikke til for at gøre sig kloge over for andre. Men nogen glemmer at når man ikke kan bruge musklerne, så må man bruge hjernen, og Ava var ikke blandt de stærkeste. Da hingsten nåede hendes side og strøg hende langs halsen gav hun ham et lille venskabeligt puf tilbage. Hun lyttede intenst til hans ord og kunne ikke helt skjule den lille glæde der rejste sig indvendigt. Tænk at nogen rent faktisk tog noget til sig som kom fra hende. At andre kunne lære fra hende som hun kunne lære fra dem. Det var ikke tit hun havde oplevet det. Da han nappede til hende levede hun bare en smule mere op og nappede tilbage før hun satte fremad med lidt mere trippende og dansende skridt.

,,At udforske de lidt mere åbne steder ville jeg gerne. Alle steder er stadig nye, og jeg må indrømme at jeg faktisk også begynder at føle mig lidt småsulten’’

Hendes lyse, blå øjne var opmærksomt vendt mod ham. Alle steder var endnu nye for hende. Velsagtens også for ham. Måske havde han set flere steder end hende, men hun havde på fornemmelsen af at her var mere. Meget mere. Mere end hun nogensinde havde set før, og hun havde et mål. Hun skulle ud og se en masse. Opleve en masse, og derefter kunne hun tænke på at slå sig ned. Hun var stadig ung, og familie og forhold var ikke hvad der lå øverst på hendes liste. Ikke endnu. Hun var af natur meget eventyrlysten, og energien skulle brændes af først. Slappe af kunne hun gøre når hun blev gammel.

,,Mr. Påbegyndt venskab…’’

Startede hun med et lille halvt udfordrende, men også lidt drillende smil. Hun var jo ung og engang imellem skulle der også være plads til andet end alvorlighed. Hun kendte jo ikke hans navn, og Mr. Påbegyndt venskab var hvad han ville komme til at blive kaldt for nu. Enten det eller ’Den skimlede hingst’. Selvfølgelig alt efter hvem man henvendte sig til og alvorligheden. Lige nu var der intet alvorligt over lille sorte Ava. En ung hoppe med et af og til lidt barnligt sind. Hvorfor skulle hun have travlt med at vokse op og blive en stivstikker? Det så hun absolut ingen mening i. Hun så om mod ham da hun efterhånden var kommet lidt foran på grund af de trippende, dansende skridt, og fortsatte.

,,…Jeg tror heller ikke jeg ville tage skade af at få lidt fut under fødderne. Bare en smule. Man når mere med fart, men ser til gengæld ikke helt så meget. Men for mig ville det nok være smartest at se kvantitet frem for kvalitet til at starte med. Jeg kan altid udforske stederne igen’’

Den lille hoppe smilede. Hun havde en masse energi, og hun var ikke et sekund i tvivl om at denne hingst sagtens ville kunne følge med. Måske var han ikke en af dem der spænede af sted, men det var jo heller ikke det hun bad ham om. Bare et lidt højere tempo end den stille og rolige gang. Hun trængte også til at få strukket benene ud. Hun rettede blikket fremad igen og trak mulen ind til sin bringe, så nakken buede. Dog ikke alt for meget, for nogen hingst der skulle blære sig var hun ikke. Men en smule ædel kunne hun godt være engang imellem. Hun var trods alt fra en vigtig familie. Hendes bror skulle have overtaget flokken. Ikke hende, for hun var kun en hoppe, men hun var stadig ikke helt uden en smule værdi. Det ene øre holdt hun stadig vendt mod den skimlede hingst, men hun afventede hans svar.

Solens stråler ramte hendes sorte ryg og varmede hende op. Hun kunne næsten se det for sig, hvordan vandet snart ville tørre ud, og i stedet for at lade hende være glinsende i solen ville hun i stedet få den sorte skinnende farve. Ikke glitrende, men bare skinnende. Beskidt var hun jo ikke endnu. Det var nu heller ikke fordi hun rendte rundt og var dækket af mudder med mindre det var alt for varmt eller alt for koldt. Hun kunne nogenlunde udholde varmen, men kulden var lidt nemmere. Hun var vant til bjergene.

Den skimlede hingst rankede sig en anelse op, nu hvor de var kommet ud fra vandfaldets grotte og ud hvor træerne stod tæt. Det var tydeligt, at der lå åbent land ikke langt fra dem, og selvom skoven var fascinerende og mystisk, så kriblede det lidt i den skimledes ben, for at få lov at løbe lidt. De sammenbøjede stillinger, han havde vandret rundt i, mens han kravlede på toppen af grotten, havde ikke været særligt behagelige, men de havde været nødvendige for at komme rundt. Hun godkendte hans forespørgsel på at udforske mere, og det glædede skam den skimlede hingst, at hun ville følge ham lidt endnu. Han slog hovedet op med en lidt drillende attitude, da hun endnu engang kom med tilnavnet ’Påbegyndt venskab’ - Det var i hvert fald et navn han aldrig havde fået pålagt sig før. Han nappede drillende ud efter hendes lille krop, og det glædede ham faktisk lidt, at hun selv foreslog at øge tempoet. Nu hvor hans egne ben selv længtes lidt efter at komme i gang igen og blive strukket ud. Han slog hovedet voldsomt op og til siden, inden han nappede hende i siden igen, denne gang mere kvikt og ivrigt. Derpå slog han i en rask galop af sted, imod det sted hvor træerne tyngede ud og engen åbnede sig på den anden side; og det var tydeligt, at hvis de to sjæle fortsatte, ville de ende ved havet. Han brummede ivrigt, den skimlede Altaïr og kunne ikke lade værre med at presse tempoet yderligere og yderligere, da først de kom ud hvor der blev længere imellem træerne. Hans krop var ikke bygget specifikt til fart, selvom han skam var kvik til bens; hans krop var mere bygget til bæring, form og elegance. Men den blåsorte hoppe, derimod, havde en bygning perfekt til fart. Han var sikker på, at hun nok ville kunne tage ham på den korte distance i hvert fald; men om hans styrke og erfaring ville kunne bringe ham først i det lange løb, vidste han ikke. Han brummede iltert inden han lod sine bagben sætte endnu kraftigere af nogle få skridt, for at øge farten endnu mere. Engen var snart omkring dem, og den skimlede hingst lod et dæmpet hvin undslippe mulen. Hans energi var ikke til at tage fejl af. Selvom han som regel dæmpede den lidt, og lod den drømmende attitude tage over, så havde han skam energien til at slå sig løs, som nu. Sammen med den blåsorte hoppe. Da først de to sjæle var ude i det åbne, slog han et par bukspring af og drejede dernæst om sig selv, for at forblive på engen og ikke fortsætte i det høje tempo ud imod havet. Dertil syntes han ikke de skulle begive sig endnu; for som den sortblå Ava havde givet udtryk for, så havde sulten trængt sig på hos hende, og den skulle gerne slukkes først. Altaïr stoppede sig selv efter nogle kåde buk og søgte dernæst hen til Ava, for at stryge hende sensitivt over halsen. Han brummede derefter sigende og søgte hendes blik.

,,Melady, denne eng har jeg set én gang før, og jeg ved at havet hviler på den anden side. Men jeg har ærligt talt ikke brugt lang tid her, så hvad med at vi bliver her lidt tid? Stiller sulten?”

Sagde han med et skævt smil, inden han smældede med halen. Insekterne var belastende, men herude i det fri var der ligesom blot mindre af dem. Han trak vejret tungt, for at genvinde pusten ovenpå den løbetur de havde været igennem og derefter lod han mulen søge ned over det frodige græs; selv han var blevet en smule sulten, og han skulle da være den sidste til at holde sig tilbage, fra at spise.

Den lille sorte hoppe vigede lidt til siden da den skimlede hingst nappede ud efter hende. Ikke for at undgå ham, men fordi hun var ved at være oppe på dupperne, og da han endnu engang nappede ud efter hende, fik hun sendt et nap i hans retning også. Drillende. Hun trippede lidt mere end før, og fremad gik det. Skridtene blev længere og længere og da den skimlede hingst satte frem i galop slog hun over i trav. En normal trav til at starte med, men hurtig. Hun kunne flytte sine ben i et hurtigt tempo. Hun skulle kunne flytte fødderne hurtigt når hun var på bjergvandring, i tilfælde af der var nogle sten der skred. Så skete der hende ikke noget. Ikke fordi hun var klodset i hvert fald. Hendes skridt blev lidt længere endnu, og hendes hals var let bøjet. Ikke helt strakt og ikke helt hævet. Men bøjet.

Træernes stammer og blade skyggede for solen, men lysstråler trængte alligevel igennem af og til, og fik den sorte hoppe til at se plettet og stribet ud engang imellem. Hun kunne sagtens mærke de varme stråler når de ramte hendes krop, men ikke længe af gangen.
Hun var nødt til at sætte farten op for at følge med denne skimle hingst da han endnu en gang selv satte farten op. Hun havde ikke haft svært ved at følge med ham i galop selvom hun travede, men nu måtte hun alligevel selv give efter og galopere. Hendes ben var lettere kraftige i forhold til hendes bygning – skabt til bjergvandringer, og udmærkede til fart også. Men på længere sigt ville hun være nødt til at give op at følge med denne hingst. Hun var ikke helt i form. Nok nærmere helt uden form i øjeblikket. Men hvad skulle en hoppe dog også bruge muskler til og flygte fra så længe hun var i en flok? – Ikke noget så vidt hun selv kunne se.

Da træerne begyndte at tynde ud strakte den lille sorte Ava halsen frem og med ørerne let lagte satte hun farten yderligere op. Den sidste spurt med hendes energi og kræfter før hun var nødt til at sagtne farten. Hun kunne få fart på, men ikke holde den længe. Til gengæld kunne hun holde et okay godt stykke tid i et roligt tempo. Hun var en vandrer. Hoppen virrede med hovedet og gjorde et par kast med det i ren kådhed, efter at have fulgt hingstens eksempel og kastet sig ud i et par buk. Hendes lange sorte man sad hulter til bulter da hun var færdig med at ’skabe’ sig, som hendes mor ville have kaldt det. Det var ikke velset af hende i hvert fald. Det var kun de ukontrollerede unge hingste der teede sig. Hendes fart blev langsommere og igen slog hun over i trav med lange flydende, næsten flyvende skridt. Hendes hoved blev hævet og hele hendes holdning var afslappet.

Hun sagtnede farten yderligere og slog ned i skridt. Hun måtte lige have pusten igen i hvert fald. Hun var ikke helt vant til at løbe sådan. Ville gerne, men havde ikke rigtig haft muligheden for det. Et smil prydede hendes silkebløde lyse mule, og glæde og energi strømmede næsten ud af hendes klare blå øjne og fik hende til næsten at lyse op af glæde. Den slags der kunne smitte af på andre.

,,Jeg ville ikke have noget imod at blive her og lige få stillet sulten. Man ved aldrig hvornår man finder mad igen. Det er med at spise når muligheden byder sig. Nok kan man gå tilbage senere, men ikke hvis man render ind i komplikationer. Og så ville det måske være smart ikke at rende rundt på tom mave der’’

Hun puffede til ham et øjeblik og lod selv mulen søge ned mod det saftige grønne græs, fandt en tog og gav sig til at spise lidt. Hendes ører søgte i forskellige retninger, lyttende og opmærksomme. Nok havde hun ikke så meget at frygte nu hvor den skimlede hingst var her, men hun kunne stadig ikke helt lade være. Hun var vant til at holde udkig. Af og til trak hun hovedet op og spejdede ud over området mens hun tyggede på en græstot. Hingstens selskab var hun bestemt ikke utilfreds med.

,,Jeg synes at kunne høre havet ikke langt herfra, kan det passe?

Den skimlede Altaïr, der bar sit navn gemt for omverdenen, havde beskuet den sortblå Ava, alt imens de havde løbet igennem det sidste stykke skov og nu ud på det åbne område, hvor deres ben havde fået lov at strække sig og de var endt i en serie buk; begge to. Det havde været tydeligt at den yngre hoppe var hurtig, som han også havde forudset det tidligere; men hun beviste det da især, da hun slog i galop og fulgte med. Nok kunne hun ikke holde tempoet i længden, men med lidt træning ville hun blive en god løber, selvom hun måske var skabt til livet i de høje bjerge i stedet. Altaïr brummede fornøjet, og da de to sjæle først stod stille, lod han kort blikket vandre ind i skoven, der hvor de var kommet fra - Der hvor vandfaldets grotte lå gemt. Et sælsomt og smukt sted, som han ville lægge sine ruter forbi noget oftere.
Derpå lod han blikket glide over på den ungdommelige, smukke Ava, der godtog at blive her, på den grønne eng, i noget tid for at stille sulten. Altaïr brummede muntert og nikkede blot til hendes ord; ord fra en vandreres tanker. Selv havde Altaïr været nødsaget til at spise, når der var noget, på hans rejser, men her var dette ikke tilfældet, selvom det nu endnu lå i hans baghoved, at når der var grønt, så skulle det spises. Han lod sin mule søge ned og begyndte at græsse ganske fredeligt i selskabet fra den sortblå hoppe. Der gik lidt tid, hvor de to græssede fredsommeligt ved siden af hinanden, inden den blåsorte hoppe lod sin stemme bryde stilheden igen. Altaïr hævede sit hoved, sank det han havde i mulen og smilede oprigtigt.

,,Havet er os ganske nær, melady. Faktisk er det blot kort tids vandring imod syd nu, den retning vi egent havde fastlagt. Vi kan drage dertil, hvis det er det, du ønsker?”

Spurgte han med den galante tone, som indeholdt både den naturlige charme, men også hans drømmende attitude. Selvom han egentlig ikke havde følt for at andre imod stranden, inden han havde stillet sulten færdig, følte han sig tilpas nok, til at vandre videre, hvis den blåsorte hoppe ønskede det. Han brummede hingstet og rettede sig en anelse op igen, inden han strøg hende forsigtigt over den spinkle hals.
Hans blik for et øjeblik imod himlen da en skrigende havfugl fløj over dem, og et smil bredte sig på hans mule. Ja, havet var dem skam nær, men aldrig havde han egentlig set havfuglene så ’langt’ inde over land, som de to sjæle nu befandt sig. Han slog derefter med hovedet og så afventende på Ava igen; ønskede hun at blive her, eller ville hun drage imod kysten?

Den lille hoppe lod mulen glide hen over græsset foran hende, for at finde en ny saftig tot hun kunne tage til sig. Og en ny igen efter den. Hun hævede hovedet en smule igen, med en tænkende mine i ansigtet. Hun skulle lige overveje hvilken ’plan’ hun ville lægge for dagen. Om det var noget med at skynde sig rundt, eller tage sig god tid. Selvfølgelig skulle hun ikke skynde sig.

Hun vidste godt nok ikke hvor længe hun skulle være her. Om det var resten af sine dage, eller bare en enkelt dag eller få dage. Men hvis hun skyndte sig rundt og fandt stedet tiltalende, og så skulle forlade det, så ville hun nok have ønsket hun ikke havde set så meget af det. Og skulle hun blive her resten af sine dage, jamen så havde hun jo masser af tid til at udforske stedet. Dermed kunne hun konkludere, at det ikke var nødvendigt at haste videre.

”Jeg ønsker gerne at drage mod havet, men det er ikke noget der haster. Jeg fylder gerne maven før jeg vandrer videre. Jo mere mæt nu, jo længere tid går der før jeg igen må søge føde’’

Dette svarede hun ham med et lille smil. De havde jo heller ikke holdt pause fra vandringen i ret lang tid. Hun gik ikke ret langt væk fra den skimlede hingst, heller ikke selvom hun engang imellem måtte flytte sig for at finde noget ordentligt græs. Hun var i den grad et flokdyr med flok instinkt, og siden hun var kommet til, så havde hun været alene.

Han var den første hun havde mødt, og dermed kom han til at fungere som ’flokken’ til hun havde fundet en hun kunne passe ind i. Ikke at det var en rigtig flok eller noget som helst der lignede, men det var selskab, og det var det der var vigtigt. At hun ikke gik rundt alene. Hans blide væsen var hun sikker på hun ikke ville blive træt af, og derfor var det vel også muligt at der kunne opstå et venskab. For venskaber opstår ikke bare af et enkelt møde, men af flere møder og samtaler.

Græsset gled let ned I halsen på den skimlede hingst, I takt med han havde revet græsset fra dets placering på jorden. Hans øre lyttede dog efter en reaktion fra den blåsorte hoppe, myady Ava, som han havde været så heldig at finde ved vandfaldets grotte. Han smilede kort for sig selv, over hendes svar og da hævede han hovedet op fra det grønne græs, der endnu dækkede landet. Han trådte hende lidt nærmere, af ren vane, inden han brummede godtagende.

,,Jamen, mylady Ava, så bliver vi lidt endnu og torturere græsset, og da vil jeg vise dig ned til strandens blå vidder.”

Sagde han med et skævt smil, inden han kækt slog hovedet op i en kontrolleret bevægelse. Selvom Altaïr var en drømmer, en type der vandrede i sindets tryghed, så lå det gemt i ham, at han skulle passe på sit selskab. Derfor vandrede hans blik, ganske atypisk ham, af sted over horisonten, spottende efter det, der end måtte gemme sig. Dog lod det til, at de to sjæle var ganske alene på dette sted, og derpå genoptog han sin græssen, tæt på den blåsorte hoppe. Der gik noget tid, hvor de to sjæle blot græssede i hinandens nærhed, hvor tankerne kunne strømme frit. Altaïr havde allerede tanker om denne blåsorte hoppe, fordi hun virkede så åbensindet og ung. Fantasien havde sikkert også go grobund i hendes sind, hvilket var en vigtig del af drømmerens vandring og forvandling. Han brummede sagte, for sig selv, imens hans endnu spiste. Min Ava med tiden kunne drømme, som han?

Da de havde græsset så længe, at Altaïr følte sig godt og grundigt mæt, hævede han hovedet og så spørgende imod den blåsorte hoppe. Hun var mindre end han, så det skulle ikke undre ham, hvis hun havde været mæt længere tid end han. Men var hun klar til at drage videre, imod havets blå horisont?

Den lille sorte hoppe, Ava, kunne ikke lade være med at smile. Vejret var skønt, maven var efterhånden fuld, og snart ville turen gå til et af hendes yndlingssteder. Stranden. Stranden var et sted hvor Ava ikke ret tit kunne tilbringe tiden. Ikke med mindre hun kunne snige sig væk i længere tid. Der var nogle gange da hun var mindre, hvor flokken havde vandret, hvor hun havde haft mulighed for at gå på det sandede underlag i nærheden af det brusende vand. Det meste af tiden var flokken i en lille dal omringet af bjerge. Men der var en lille passage hun af og til fulgte, for lige på den anden side, lå en hvid sandstrand.

Ava hævede hovedet og betragtede den skimlede ukendte hingst. Hun var færdig med at spise, men ville ikke drive ham væk fra det saftige grønne græs før han selv var mæt. Det hastede jo ikke. Hun havde alt den tid hun skulle bruge. Ingen tid hun skulle passe på at overholde. Hun var endnu ung og følte også selv hun havde alt den tid i verden hun havde brug for. Hvis det var som hun troede, så var hun draget videre til et næste liv. En ny begyndelse måtte dette være, og derfor kunne der ikke være en hurtig ende på dette eventyr.

,,På tide at drage videre?''

Spurgte den sorte hoppe, og trippede lidt på stedet. Hun var endnu ikke gammel nok til at kunne stå stille når hun vidste der snart skulle ske noget. Det behøvede bare at være en vandring. Og denne vandring gik mod stranden. Et sted hun endnu ikke havde været her. Hun havde ikke set dette lands strande. Og hun havde aldrig set en strand i dagslys. De gange hun selv havde stået på stranden var om natten når hun kunne slippe af sted med det. Og der var alt sort. Sort med månens lys der skinnede i havet. Og himlen fyldt med stjerner. Men i dagslys måtte tingene se meget anderledes ud.

Den skimlede hingst lod sin mule glide over græsset én gang til. Han hapsede de sidste totter til sig, som han følte for, og hans mave var da ganske godt tilpas. Han havde fået, hvad han skulle, og havde ikke brug for mere. Han løftede derpå hovedet med et veltilpas smil og vippede ørene imod hende. Hun var en munter hoppe denne Ava, og hun var et selskab som Altaïr allerede brød sig rigtig meget om. Han nappede muntert imod hende og nikkede derpå, som svar på hendes spørgsmål. Han slog frem i en rytmisk skridt, mere afslappet en den dans de havde udført på vej herud; nu var der lidt mere ro på, følte han i hvert fald, og han agtede at nyde turen til stranden med den blåsorte hoppe. Han skridtede lidt i tavshed, hvor han bare så hoppen an. Han havde dannet sig et indtryk af hende, allerede i den grotte han havde udforsket toppen af; og indholdet af med hende. Men der var så mange andre sider af hende, en den grinende og munter side - Der lod også til at være en lyttende, afslappende og rolig side af hende, hvilket var rigtig rart, og samtidig klædte hende rigtig godt.
En tanke slog kort Altaïr, der da i det samme åbnede mulen.

,,Melady Ava, hvad tror du at stjernerne gemmer på? Tror du, at der er en verden deroppe, gemt fra vores, som kan huse sjæle, som vores?”

Spurgte han med en interesseret tone. Ava var en hoppe med mange tanker og ikke mindst et åbent sind - Og dette åbne sind ønskede Altaïr at udforske. Han brummede opfordrende, inden han vendte blikket fremad. Stranden var nu synlig for de to sjæle og et strejf af salt havde fundet vej til hans næsebor. Der var altid noget forfriskende ved at nærme sig havet; viden om at du snart ville befinde dig på et fantastisk sted, et åbent sted, et sted hvor du kan se så langt øjet rækker og hvor solen stort set altid vil skinne. Samtidig vil vinden herske, rive rundt i manen og i pelsen og minde dig om, at du lever. Det perfekte sted at drømme. Altaïr smilede kort for sig selv, mens han fortsatte i det rolige tempo imod stranden, med den blåsorte hoppe Ava ved sin side.

Ava betragtede den skimlede hingst i lidt tid. Da han gav tegn til at det var på tide at drage videre, lod hun ham tage de første skridt. Straks fulgte hun efter ved han side - ikke helt oppe på siden af ham, men en smule bag ham, så hendes hoved ikke var længere fremme end hans skulder. Han var ældst og af hvad hun vidste også den meste vise af de to. Hun havde lært hjemmefra at respektere de som havde viden og ligeledes de ældre. Ikke at han var en ældre - det mente hun i hvert fald ikke han var. Bare ældre end hende selv. Hun sendte et lille nap mod hans skulder, med et smil på mulen der samtidig nåede helt op til de krystalklare blå øjne.

Hendes ører hvilede i en tilfældig position, men så snart han talte, stillede hende et spørgsmål, blev det ene vippet i hans retning, lyttende og opmærksomt. En lidt tænkende mine fløj hen over Avas ansigt. Hvad det var havde hun aldrig rigtig overvejet. Hun vidste de var langt væk. Det var fakta. Langt væk og uden for rækkevidde.

,,Hmm.. Jeg ved ikke helt hvad de er.. Jeg ved de ligger langt væk. Og jeg er sikker på, at uanset hvor man står og kigger op, så er det de samme stjerner man ser. Med mindre selvfølgelig at man er meget længere væk end man nogensinde har været.. Så kunne der måske være nogle nye man aldrig før har set.''

Det var ikke et helt svar hun gav ham, men hun var heller ikke helt færdig med at tænke. Det hjalp altid at tænke højt. Sådan var det med hende. Også selvom hun af og til var alene, så var det også muligt at tale selvom der ingen var til at høre. Det hjalp til et hurtigere svar og knap så meget hjernevridning.

,,Måske kunne det godt være der er en anden verden. Hvis ingen har været der kan ingen sige hvad det er. I teorien kunne hver eneste lille lysende prik vel være en verden som denne, som ligger langt væk. Lysende fordi de også har dagstimer..

Men det kunne også være andet. Jeg har hørt mange forskellige historier i mit stadig ikke ret lange liv. Nogle mere logiske end andre og nogle meget mere.. Fortryllende. Nogen realistiske og andre nogen som man tænker aldrig kan ske.. Men i og med jeg er her, så vil jeg vove at påstå det var noget jeg aldrig havde regnet med ville kunne ske. Så hvis ting sker som man ikke regner med ville kunne ske, er der så noget som helst der er helt umuligt med mindre man kan bevise det er umuligt?

Hver lysende prik kan lige så let være andre verdner, som de kan være sjæle der har forladt deres kære. Dem der beskytter og kigger ned på os. Dem som vi stadig husker og mindes om, og som lever videre i os selv. For når vi dør. Hvor kommer vi så hen..''

Ava vidste godt hun kunne ende med at plapre løs. Men lige dette emne var et emne hun før havde haft tænkt over, og noget hun tit havde hørt historier om. Det var ikke noget som helst hun nogensinde kunne forestille sig at finde et helt nøjagtigt svar på. Men hvad gjorde det når man havde frihed til at tro på det man selv fandt bedst. Det der var bedst for en selv, det der gav mest mening eller det der gav ro indvendigt.