Under the moon

..UNDER THE MOON..

STARS WILL SHINE, AND WHEREVER YOU ARE THEY WILL LEAD THE WAY[/center]

Ava befandt sig et sted der mindede hende om hjemme. Ikke hjemme på grund af andre heste omkring hende eller fordi hun havde nogen som helst hjemmefra omkring hende heller. Men hjemme fordi hun stod og så op mod himlen, og det samme syn mødte hende her, som plejede at møde hende hjemme. Den lille sorte hoppe blev stående, og betragtede himlen med alle dens stjerner og månen der lyste den op, og genspejlede sig i vandet.

Det var ikke meget vind der var omkring den lille hoppe. Kun lige nok til at lege med de mørke lokker fra hendes man, pandelok og hale. Det var nu ikke fordi den var kold, men lidt køligere end tidligere i dag. Og af god grund. Solen står jo ikke længere højt på himlen. Hendes blå øjne betragtede himlen og lod tankerne svæve afsted samtidig. Himlen havde næsten samme farve som hende selv. Sort, men med et blåligt skær. Det var jo ikke fordi hun var blå, men bare pelsens glans der fik det til at se sådan ud i det rette lys.

Der var helt stille, og kun lydene fra de små bølger foran hende var til at høre. Hvert øjeblik syntes hun at kunne høre skridt bag hende, men hver gang hun lyttede ordentligt efter var der ikke andet end bølgernes brusen tilbage at lytte til. Hvis hun ikke havde vidst bedre ville hun have troet det var hendes et år yngre broder, Arc, der lavede numre med hende. Men han var her ikke. Han kommer heller aldrig hertil. Det vidste hun jo godt. Hun så ham sidst under det væltede træ, livløs.

Hun brød sig ikke om den retning tankerne tog, og hævede den ene hov for at plante den i sandet igen, som en utilfreds unghest der ikke kunne få sin vilje. Et lille fnys undslap hendes næsebor i ren og skær afsky over mindet. Det var ikke sådan hun burde huske sin bror. Hun burde huske ham som i de dage før uheldet. De dage hvor han stadig var i live.

Mindraper, den spraglede vandrer, havde begivet sig ned til stranden på Leventera. Selvom han var af meget roligt omfang, så havde hans uanede mængder af energi der skulle brændes af på en helt anden måde end før hen. Derfor var det en energisk, men også testosteronfyldt Mindraper der med store rummelige skridt kom galoperende i vandkanten, mens hans åndedræt rytmisk prustede til de skridt han nu fik taget. Det var kun månen der guidede ham udenom eventuelle forhindringer der nu måtte være, men samtidigt blev den spraglede pels også lyst ganske svagt op, men det slog ikke de gule øjne som i mørket skreg ud til omverdenen: Fare! Men sandheden var at de gule øjne ikke var farlige mere. De havde engang været et dødbringende våben der kunne bringe enhver ud af fatningen, men ikke længere. De afslørede intet om den spraglede hingst.

Noget fik ham til at stoppe op og stirre intenst ud i luften. En skikkelse, en ganske lille skikkelse. Hans rynkede på mulen og rykkede sig ikke ud af flækken før denne sjæl havde tilkendegivet sig eller paseret.

Ava stod i lang tid og betragtede stjernerne. Også selvom tankerne afbrød hendes koncentration. Men nu var der noget anderledes. Der havde været lyde af hove, og ikke kun hove denne gang. Men lyde fra en anden hest. Et smil prydede lige så stille hendes mule, for den eneste anden hest på disse egne hun havde mødt, var den skimle og blide som hun endnu ikke kendte navnet på. Hun strakte et bagben ud til siden og med en elegant bevægelse fin hun snurret bagparten med sig så hun i stedet stod langs vandkanten med siden i stedet for fronten mod vandet.

De blå øjne, samme farve blå som det klare vand i havet, søgte mod den modsatte side af vandet. Hendes smil falmede en smule. Det var ikke den skimle hingst. Dette var en af anden farve. Det var tydeligt at se på afstand i hvert fald. Ava trak vejret dybt en enkelt gang og tippede begge øre i den fremmedes retning. Hun blev stående i nogle få, men lange sekunder. Sådan føltes det i hvert fald, mens hun overvejede sit næste træk.

Igen trådte hun et skridt til siden og slyngede bagparten rundt, denne gang så hun stod med ryggen til vandet og fronten til den fremmede. Vandet nåede lige akurat op over hovene, og det kolde vand kildede, da det igen trak sig tilbage med et brus. Hun trådte nogle skridt nærmere den fremmede. Nysgerrig. Dette kunne også sagtens ses i hendes øjne. Uskyldig og nysgerrig. På ingen måde til fare for andre. En lille hoppe - og han burde i den grad ikke føle sig truet. Så meget kunne hun se da hun kom nærmere.

Hun betragtede ham i tavshed i noget tid, før hun med den feminine stemme lukkede nogle ord ud. Ord som overhovedet ikke ville kunne tolkes som andet end høflighed. Hun var stadig ny på disse kanter, men havde ingen grund til at tro, at denne hingst ville være problemer. Hvis han ville kunne han jo allerede have angrebet.

,,Godaften, fremmede hingst''

Hoppen havde skam ret. Havde han ønsket at gøre hende fortræd havde han for længst angrebet, men Mindraper tyede så sjældent til fysisk vold. Det lå ikke til ham, selvom han faktisk havde været temmelig muskuløs og godt pumpet en gang. Han havde aldrig gjort brug af det som sådan. Nej hans rigtige styrke havde lagt i det gule øjne der nu hvilte på den lille sorte hoppe, som havde søgt hans selskab. Han regnede nu med hun blev skuffet, for Mindraper var ikke den man skulle søge, hvis man ønskede selskab. Han fnyste en anelse, måske mest fordi han for få øjeblikke siden havde rendt i vandkanten og ladet sin krop få et øjebliks frihed.
Hoppens uskyld lyste fra hendes øjne og det gjorde ham kort utilpas og han hævede hovedet og skar en noget besynderlig grimasse. Igen en uvant situation for ham. At skulle forholde sig til at behandle sådan en sjæl 'venligt'. Han nikkede svagt, men afslørede ikke sine tanker.

" Godaften.. "

Svarede han blot kort for at være høfligt, inden han trådte et skridt til siden. Han så nu blot på hende og ventede på hun gik sin vej. Desværre havde han på fornemmelsen at han ikke slap så let. Hun havde noget af den samme nysgerrighed som Illana og bare se hvad det havde udviklet sig til. Mindraper trak på skulderne og afventede så den lille sorte hoppes reaktion. Ville hun gå, eller blive?

Ava fulgte ham med blikket da han trådte et skridt til siden. Om det var for at give hende plads så hun kunne komme forbi eller om han var overtroisk og gak gak vidste hun ikke. Denne hingst virkede lidt mere tilbageholdende en den skimle. Knap så udadvendt og mild. Det kunne hun allerede nu vurdere. Nogen udstråler bare hvilken type de er, men hende selv var der lidt mere gemt bag. Sådan kunne det vel også være for andre.

Hun blev stående og betragtede ham nysgerrigt. Det var lige før hans farve var mere besynderlig end hendes egen. Arc havde lignet hende meget, men med den ene forskel at han kun havde en lille tynd blis. Det var noget der ikke blev set så tit igen hjemme heller. Ikke at der ikke fandtes andre sorte, menn det var de blå øjne og den blålige farve pelsen skinnede når lyset faldt rigtigt.

Hun tippede hovedet en smule på skrå, stadig med nysgerrighed og mildhed i blikket. Hun så ham lidt an. Det var jo ikke fordi hun behøvede at stå og iagtage ham og alle hans bevægelser. Ikke når han stod helt stille. Mørket omkring dem gjorde at den lille sorte hoppe ikke kunne se alle detaljer. Godt nok kunne hun sagtens se i mørke, men slet ikke lige så godt som så mange andre.

,,Du ser højst besynderlig ud. Hvor stammer du fra?''

Spurgte hun ham med nysgerrighed i stemmen. Nok var det ikke fordi det ragede hende, men nysgerrige spørgsmål har da aldrig skadet. Tænk hvis man blev en smule klogere. Hvis der var andre her og de så ud ligesom ham, så var det da rart at vide hvad man skulle kigge efter. Hun syntes at kunne forstå på den ukendte skimle hingst, at han ikke kom herfra, men var kommet hertil ligesom hende selv.

Hoppens ordvalg fik Mindraper til at fnyse meget ubegejstret. Højst besynderlig! Hans ører blev vippet bagover og små rynker tegnede sig bag hans næsebor, samt mulen. Han brød sig bestemt ikke om måden han blev tiltalt på og han kastede kort med hovedet. Han vidste ikke om hoppen havde slået hovedet eller om hun ud fra hans lukkede kropssprog bare sådan lige forventede at han plabrede løs omkring hans baggrund. Nej tak. De gule øjne hvilede fortsat intenst på hende og hans sagde endnu ikke et ord. Selvom tavsheden kunne virke akkavet, passede det den spraglede hingst ganske udemærket.

" Og det gør du ikke? "

Lød det spydigt fra ham. Hans stemme var ru og maskulin, men så hul og tonløs som man næsten ikke kunne forestille sig. De gule øjne var ligeså tomme, og afslørede intet. Han havde ikke tænkt sig at fortælle hoppen noget som helst og begyndte derfor at bevæge sig videre på sin færd, men denne gang i skridt. Denne lille sorte hoppe havde ødelagt lysten til at fortsætte sit løb. Pigefornærmet? Hvem ville ikke være det. Især når man rent faktisk så helt normal ud. ( Jaer right Mindraper.. )

Avas blik ændrede sig fra det nysgerrige til et lidt mere undrende. Hvad der havde fået denne hingst til at virke så fornærmet vidste hun ikke. Det var jo bare et simpelt spørgsmål. Hendes ører tippede helt om i nakken og hendes blik blev en smule advarende ved hans svar.

,,Jeg ser ikke besynderlig ud! Jeg ser normal ud der hvor jeg kommer fra''

Svarede hun ham med en tone der ikke var til at diskutere med. Sådan var det bare. Alle er jo forskellige hvor de kommer fra, og ens kropsbygning og farve, er jo tilpasset de omgivelser man er vant til at leve i. Men hvad der er skyld i hans udseende kunne hun ikke lige regne ud. Ava selv hørte til hvor mørket var hersker. Ikke at der aldrig var lyst, men der var knap så meget lys som mørke. Det var ikke altid lyset nåede flokkens område.

Da hingsten trådte forbi hende, vendte hun sig rundt og blev stående få sekunder. Kunne det virkelig passe at han opførte sig som en ung hoppe? En ung fornærmet hoppe? Hendes nysgerrighed var langt fra ovre, og det gjorde hun satte af i små lette dansende skridt efter ham. Dog ikke lige bag ham, og helt op på siden af ham nåede hun heller aldrig. Kun så hendes hovede var ud for hans skulder. Hun så mod ham før hun rettede blikket fremad igen.

,,Det var ikke for at fornærme dem. Blot for at finde ud af om der var andre her med samme udseende, eller om du er ligesom jeg selv, en der kommer udefra''

Mindraper så blot på hende med hvad der mindede om et løftet øjenbryn. Hun var godt klar over hvor dumt det lød? Mindraper stoppede op da hun igen fulgte efter. Hun var vel ikke til at slippe af med og der var derfor ingen grund til at han fjernede sig. Måske virkede hans hoppefornærmet, men det var han ikke. Bare lettere irritabel. Han vippede med ørerne, da hoppen begrundede sin ellers skydesløse kommentar.

" Jeg, ligesom du og mange andre kommer udefra og derfor tror jeg ikke der er andre som jeg og min moder, med lignende udseende "

Svarede han så blot den sorte nysgerrige hoppe. Hun virkede ung, ligesom ham selv og var det sådan man var hvis man kom fra det han gik ud fra var normale omstændigheder. Det var det der gjorde ham nysgerrig og fik ham til at vippe ørerne frem.

" Hvor kommer du fra? "

Spurgte han så en anelse nysgerrigt og vippede hovedet en anelse på sned

Ava så på denne besynderligt farvede hingst. Selvom farverne i mørket alle kom til at virke lidt grå, sorte og hvide, så havde de samtidig også en blålig undertone på grund af månens lys. Hun kunne ikke helt udpege hvilke farver det var præcis, men hun kunne fornemme de besynderlige farveskift over hans krop. Han var næsten mere speciel at se på end hendes klare blå øjne, der næsten fangede månens lys så det lyste dem op. Hendes øjne var også skyld i at hun i mørket ikke så lige så godt som andre. Men det havde hun lært at leve med. Hun måtte bare bruge ørene mere.

Selvom han havde lydt en smule hoppefornærmet, så kunne hun også samtidig fornemme hans nysgerrighed, og det gjorde hun trådte et skridt nærmere og strakte halsen i hans retning, dog uden at røre ham, men af ren nysgerrighed. Hun havde travlt med at undersøge hvad han var for en, men ikke for travlt til ikke at kunne svare samtidig.

,,Langt væk herfra’’

Hun trak hovedet til sig igen og hævede det, så det var nogenlunde i hans højde. Ikke for at virke stor og skræmmende, men simpelthen fordi det var nemmere at snakke med nogen der ikke var for ’langt’ væk. Det ville jo også se dumt ud hvis en stod med hovedet plantet i græsset og en anden med hovedet i sky, og de så stod og havde en samtale kørende. Hun kunne godt fornemme at hendes svar måske ikke var det bedste. Langt væk herfra kunne være mange steder, og ikke et svar hun selv ville have været tilfreds med.

,,Træ- og sne beklædte bjerge, og en lille dal. Hvor i forhold til her ved jeg desværre ikke’’

Det var alt det svar hun kunne give ham om sit hjemsted. Det havde vel som sådan ikke rigtig noget navn, men det var stort. Meget stort.

,,Din moder….. Er hun med dig her?’’

Hendes nysgerrighed var stor. Også fordi hun selv savnede sin egen mor og far. Og hendes ikke længere eksisterende lillebror, Arc. Korr og Aria, hendes forældre havde mistet både Arc og Ava i løbet af en enkelt dag. Arc på grund af et uheld, som Ava mente kunne være undgået hvis hun havde lyttet til sin fars ord, og hende, fordi hun ikke kunne vende hjem og se sine forældre i øjnene. Men hun savnede dem. Kun guderne måtte vide hvor meget hun savnede dem. For end ikke hende selv kunne sætte en størrelse på det.

Mindrapers gule øjne var rettet mod den sorte hoppe der virkede ganske harmløs, men samtidigt også som en der havde oplevet noget i sit liv, som ikke var som et normalt flokliv skulle være. Mindraper kendte dog ikke rigtig til det, kun hvad et flokliv hos den mørke side betød. Han vidste dog at der var en leder som bestemt suverænt og at han somregel var den stærkeste så man ikke sådan umiddelbart kunne udfordre ham. Mindraper trådte et skridt til siden da hun kom nærmere. Han var ikke helt glad for den tæthed fra fremmede endnu. Men han foretrak ikke en mine og virkede ikke arrig i det og han vippede hovedet på sned og lyttede til hendes først meget korte og upræcise svar, men da hun så uddybede nikkede han blot. Han mimrede så med mulen og lyttede atter da hun åbnede munden og spurgte om noget yderligere. Han udstødte en maskulin brummen og skød kort brystkassen frem og knejsede i nakken.

” Min moder kom her til kort efter jeg… ”

Svarede han så, kortfattet. Mindraper havde aldrig rigtig benyttet sig at lange sætninger, men han gjorde da et forsøg. Måske var det fordi han endnu ikke ville røbe for meget om sin fortid. Han mimrede med mulen og lod blikket drages mod himlen. Gadvide hvad hans tvillingebror lavede. Han havde dårlige fornemmelser.

Ava så på denne hingst. Denne hingst med anderledes øjne som hende selv. Gule øjne. Hun havde aldrig set nogen med gule øjne før. Hvor stammede de mon fra? Hun havde set andre med blå, dog ikke i samme blå farve som hendes egne, og de der havde blå øjne var oftest også en underlig hvid og lyserød farve. Aldrig sort som hende selv. Hun tiltede hovedet lidt på skrå og blev stående da han trådte et skridt til siden. Hun kunne godt fornemme han var ude på at holde en afstand mellem dem. Det var nu ikke fordi det gjorde hende noget. Hun nikkede ganske kort da han fortalte hans moder var kommet hertil kort efter ham. Hendes egen mor havde hun ikke fået med sig – heller ikke sin far. Hun kunne stadig håbe på hendes bror Arc var endt her. Især hvis dette var et liv efter døden. Hvis det ikke var, så ville hun kun kunne glæde sig til den dag hun igen ville se ham.

Hun så op mod himlen da hans blik søgte deropad. Hun vrikkede et øjeblik med de små sorte ører. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Hun var sådan set nysgerrig nok, men han virkede ikke som en der var interesseret i at snakke. Hendes eget blik blev en anelse fjernt, og hun vendte hovedet væk. Efter lidt tid i tavshed, trådte hun nogle skridt væk fra ham. Om han ønskede selskab eller ej vidste hun ikke. Hun kunne ikke læse det ud fra ham. Han virkede bare reserveret og tilbageholdende. Meget kortfattet. Et lille prust slap fra hende inden hun bakkede yderligere et par skridt og vendte rundt. Hendes blik søgte opad mod stjernerne igen. Stjernerne og månen. Hun var taget herned for at slappe af, og havde ikke tænkt sig at gå, bare fordi andre dukkede op. Hvis han ville kunne han gå, og ønskede han selskab kunne han blive.

Hingsten stod blot ganske stilfærdigt og iagttog den sorte hoppe med hvide aftegn. Han var ikke selskablig anlagt, men gjorde da et forsøg for at gøre tiden i dette land mere udholdeligt. Han løftede hovedet en anelse og skævede over til hende med disse farlige gule øjne, som dog ikke besad megen fare udover farven. En slanges øjne havde nogle påpeget, men Mindraper vidste at disse øjne var kun var hans egne. Han prustede let og trak sig let til siden og trippede en anelse uroligt på stedet. Han var ikke helt færdig med at brænde energi af, men i det hoppen ikke gik fandt han det meget svært blot at gå, så han blev stædigt stående. Mindraper var nok det man ville kalde socialt akkavet, for han vidste ikke helt hvordan man begik sig med andre individer med en venlig hensigt. Han strakte mulen mod hende i samme øjeblik som hun trådte nogle skridt til siden. Han trak derfor hovedet til sig og udstødte en svag maskulin brummen og vippede med de små mandelformede ører. Han sagde intet, da han var en hingst af få ord, stod blot og lod sit kropssprog tale. Han ønskede selskab, men vidste ikke hvordan han skulle håndtere det. Han var ikke den mest åbne og man måtte måske kæmpe en anelse for at få noget somhelst ud af ham.

Den sorte hoppe betragtede stjernehimlen uden at koncentrere sig mere om hingstens tilstedeværelse. Han virkede ikke rigtig som en der var interesseret i at snakke, og hun var bestemt ikke typen der tvang andre til at snakke med hende hvis de ikke gad. Hun slog et svirp med halen. Alt det her var stadig nyt. Det var ikke mange hun havde mødt endnu, og han lod til at være en af de enspændere som altid rendte rundt alene. Hendes ene øre vippede om mod hingsten, lyttende, men eftersom han forholdt sig tavs, så gjorde hun også. Hun trak vejret dybt en enkelt gang, og tog duften af det salte havvand til sig inden hun begav sig ned mod vandet igen. Hvis han alligevel ikke ville snakke ville der jo ikke være nogen grund til bare at stå og glo. For hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Man kan ikke snakke med de som ikke selv ønsker at snakke. Hun stoppede ved vandkanten, hvor vandet skyllede ind over hendes hove når bølgerne kom langt nok ind. En nattevandring kunne nok godt opstå. Måske endda med lidt fart.

Mindrapers mandelformede ører vippede atter fremad da den sorte hoppe begyndte at røre på sig. Han fulgte hende med blikket og brummede ganske lavt, men maskulint af hende. Han stod dog stadig stille og iagttog hende i det han nu funderede over hvad han nu skulle gøre. Han tog en dyb indånding og sukkede så meget lavt, så han næsten kun selv kunne høre det. Han måtte vel hanke op i sig selv og få sig taget sammen. Alt dette lød næsten som en unghingst der skulle sige hej til et crush, men dette var kampen for Mindraper. Hans egen kamp, for at sige hej og være social. Han trådte derfor frem mod den sorte hoppe og luskede ganske tavst ud i vandet ved siden af hende, så det akkurat nåede ham til koderne. Blikket hvilede stadig på hende og han virker måske lidt som en creeper når han blot stod der. Han skulle snart til at sige noget, men hvad.

" Jeg fik aldrig dit navn. Jeg er Mindraper. "

Kom det så fra hingsten. Hans stemme var ru, men bar stadig præg af at være ganske ung. Eftersom de allerede havde ført en kort dialog så var den ved at blive en anelse mere ungdommelig at lytte til. Han lagde hovedet en anelse på sned, for måske at virke mindre farlig. Hans navn var trods alt en anelse voldsomt.

Avas ører rørte på sig da hun hørte skridt bag sig. Hun vidste allerede hvem det var, for der var ikke andre der havde nærmet sig. Derfor måtte det være hingsten med de besynderlige øjne. Først da hun hørte lyden af hove i vand drejede hun hovedet for at se mod ham. Hun havde vel næsten forventet han var gået. For han virkede jo ikke som en der var interesseret i selskab overhovedet. Hun rettede blikket fremad igen, og indvendigt smilede. Ikke fordi hun så det som en sejr at han nu var kommet til hende, men fordi hun i stedet ikke behøvede at være alene i dette nye sted en af de aller første aftener.

''Mindraper''

Hun gentog hans navn for bedre at kunne huske på det. Ikke at det ville blive svært. Det kan vel deles op i to. Mind og Raper.. En der leger med andre folks sind ville de fleste vel gå ud fra ved at høre navnet. Men sådan havde Ava ikke opfattet ham. Vel mere som en der var lidt forsigtig, og alligevel ikke. Men hun havde vel heller ikke kendt til ham mere end kort tid, og kort tid er ikke tid nok at dømme andre på. Man kan ikke dømme dem man lige har mødt. Der skal enten en god gerning til eller en ugerning.

''Mit navn er Ava''

Hun talte med en lidt dæmpet stemme, men ikke i så lav en tone at det ikke var til at høre. Mere fordi der var et eller andet der sagde til hende at når det er så mørkt som nu, så er der ingen grund til at snakke højt. Hos de fleste bliver nogle sanser skærpet når andre mistes. En blind vil høre og lugte bedre - og om natten og aftenen når der er mørkt, så er synet ikke en af de sanser man kan sætte sin lid til altid. Ens hjerne kan spille en et pus. Selv kunne hun bedre høre i mørke om nogen kom fra lang afstand.