|
|
Post by Ava on Dec 10, 2012 1:51:10 GMT 1
Hun fnøs sagte af hans ord. Det var ikke meningen at hun skulle fremstå som en pessimist der kun kunne se ting som negativt, for det var bestemt ikke sådan hun var. Men denne hingst var anderledes og hun var ikke vant til den slags selskab. Sådan noget….. Unormalt selskab. Den slags fremmedhed.
"At være strejfet er for mig negativt, i og med det er den måde jeg er opdraget på. Det ændrer ikke mit syn at andre vil mene det er noget neutralt eller positivt. For jeg er opdraget med det er negativt. Andre må respektere at det er en fornærmelse mod mig at kalde mig en strejfer, og acceptere at jeg ikke ønsker at blive kaldt strejfer. Med mindre, selvfølgelig, at man er ude på at fornærme mig, hvilket der så absolut ikke er nogen grund til"
Det mente hun i hvert fald ikke selv. Hun havde ikke sat sig for at være imod nogen. Der var visse sjæle hun ikke brød sig om. De reserverede og de asociale faldt aldrig rigtig i hendes smag. De var for unormale og ikke helt rigtige oven i hovedet. Men det kunne hun sagtens nøjes med at tænke. Det havde hun ikke behov for at smide i hovedet på andre.
"Jeg kan sagtens respektere at du mener det ikke er noget skidt at være strejfer, og jeg kalder dig gerne strejfer, men uanset hvad, så er jeg ej strejfer. Jeg er rejsende. Jeg strejfer ikke. Jeg søger"
 |
|
|
|
|
Post by Deleted on Dec 27, 2012 16:16:47 GMT 1
 I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES... SHADOW WHISPERER[/color] [/center] Fantom hingsten lyttede med stor interesse til hendes ord, før han lo ganske sagte, og hævede sit hoved. Sikke denne hoppe kunne tale. I sit gamle jeg havde han sikkert været dybt målløs, men hendes mange ord forekom ham yderst morsomme nu, med skyggerne som tolker og hvislende brødre. Som slanger drog de op omkring hans krop, slettede den hvide farve af hans skind, for så at afsløre den igen, i et uendeligt virvar. Kun de snehvide, stirrende øjne forblev upåvirket af deres dans.
"... NATSKYGGE. DU KAN I SÆRDELESHED TALE."
Derpå brummede han dybt, og trådte hende et skridt nærmere, for da at begive sig i en halvcirkel om hende, og igen stoppe.
"DA VIL JEG EJ KALDE DIG EN STREJFER... MEN EN NATTEDANSER, ER DU DERVED TILFREDS?"
Hans stemme var slået over i en dyb, tiltalende klang, og skyggerne svirrede igen kun omkring hans hove, og i natten. De blanke øjne betragtede hende indgående, som så han igennem hende, direkte ind i hendes sjæl. På sin vis var hans ændrede holdning langt mere imødekommende... For imødekommende. Som omringede han hende fra tusinde sider med sin blotte tilstedeværelse.
THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE... [/font][/color]  [/center] |
|
|
|
|
Post by Ava on Dec 28, 2012 1:55:25 GMT 1
Avas ene øre vrikkede en enkelt gang. Lidt frem og derefter lidt tilbage igen. Hun ville ikke afsløre alt for meget tilfredshed over hingstens ord. Hun ville generelt ikke afsløre alt for meget over for ham. Han var i særdeleshed meget anderledes end andre hun havde mødt her, og hun var både fascineret og skræmt af det. Han var skræmmende uden han overhovedet havde gjort hende noget.
"Det er ikke et spørgsmål om jeg er tilfreds. Det er et spørgsmål om du har lyst til at være fornærmende eller ej. Men ja, jeg er tilfreds"
At være nattedanser lød ikke så slemt i hendes ører. Hun var på en måde en nattedanser, selvom hun ikke dansede ret meget rundt lige nu. Hun begav sig ofte rundt når natten var faldet på og når hun kunne gå skjult i mørket. Hun havde altid holdt af det tidspunkt på døgnet. Det stille og mørke. Hun fulgte ham med blikket da han flyttede på sig igen - men selv blev hun stående som hvis hendes hove var limet fast til jorden.
|
|
|
|
|
Post by Deleted on Dec 28, 2012 14:37:19 GMT 1
I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...NAMES [/color] [/center] Ræven stod blot, med en yderst rolig aura, og betragtede hende. Han var skam ikke fornærmet, eller havde lyst til at fornærme, neh, han var tværtimod fornøjet over at have mødt en hoppe der stod inde for sin egen overbevisning. Hingsten spændte let an i halsen, så de store hingstemuskler under den korte sommerpels trådte frem. For han havde ej iklædt sig en vinterpels som de andre heste på egnen, følte ej behov for det. Derpå klukkede han lavmælt, og hovede sit kønne hoved for derpå at rette sine hvide øjne direkte imod hendes.
"NATTEDANSER BLIVER DET."
Han havde aldrig fået hendes sande navn at vide, ej heller havde hun hans. Men hvis hun ikke følte behov for at kalde ham ved hans sande navn, var han til dels også ligeglad. Han mente ikke selv at navne var en nødvendighed, når blot han kunne identificere hende på andenvis.
THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE... [/font][/color] [/center] |
|
|
|
|
Post by Ava on Dec 29, 2012 3:18:11 GMT 1
Den mørke hoppe lod de blå øjne hvile mod den hvide hingst. Hingsten hvis navn hun ikke kendte. Skyggehingsten. Den hvide skyggehingst. Hun trådte til siden med det ene bagben og lod det andet følge efter for at slynge bagparten omkring sig selv så hun igen stod med fronten mod den hvide hingst. Hendes ører var vendt bagud for at være sikker på der ikke var andre. Det ene blev dog vendt fremad mod ham igen af ren og skær nysgerrighed. Der var spørgsmål der meldte sig - og massere af dem.
"Du hvide hingst. Hvad har gjort dig til hvad du er nu? Så skyggefyldt og anderledes?"
Selvom han var lys, så hvilede en form for skygge over ham. Den samme skygge der føltes som om det kunne gøre mørket omkring dem tættere. Det mørke hun normalt ikke var bange for, men som hun mere eller mindre frygtede når det føltes som om det krøb tættere på. Det mørke der kunne give hende en form for klaustrofobi, også selvom hun ikke var lukket inde på nogen som helst måde.
|
|
|
|
|
Post by Deleted on Dec 29, 2012 16:10:48 GMT 1
I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...BROTHER OF SHADOWS [/color] [/center] Hoppen synes at ændre holdning, hvilket fik den lyse hingst til at spidse sine snehvide ører, og vippe hovedet let på skrå. Ganske venlig var han nu, ej overlegen, ej skræmmende, bare venlig. Selvom der stak en del under, det gjorde der altid. Skyggerne legede som hundehvalpe imellem hingstens ben, puffede drillende til spidsen af hans hale, og tumlede rundt om sig selv, sikkert ganske nuttet hvis man tog sig til til at betragte dem. Årh hvor han elskede at påtage sig udklædninger, hvor de elskede at spolere det skræmmende billed mørket havde... Blot for at understrege det igen, men det var det endnu ikke tid til, hvis det blev således.
"SKYGGEFULD?"
Ræven klukkede lavmælt, efter at have gentaget hendes ord for sig selv. For skyggefuld, det kunne man med lethed kalde ham, dem.
"MINE BRØDRE, MIN HERRE, HAR SKÆNKET MIG SKYGGERNES GAVE. "
Gaven at kunne kummonikere med mørket, lytte til natten, og tale med skyggerne... Men mest af alt, indsigten. Indsigten i hvorledes dette land burde være. For alt var helt forkert, herren var blevet narret til sit fangeskab, et fangeskab han ville bryde! Skyggerne varslede om det, og han, hingsten, hvis da ikke han selv var en skygge, følte det dybt ind i sindet. Tiden ville komme.
THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE... [/font][/color] [/center] |
|
|
|
|
Post by Ava on Dec 29, 2012 17:05:17 GMT 1
Den blå øjede Ava betragtede den hvide hingst, med skyggerne der smøg sig om benene på ham, legesygt. Selvom det var mørkt så var det stadig til at se, fordi han var så lys. Hun trak hovedet lidt bagud da han pludselig lod til at være venlig. Anderledes end før, men stadig ikke noget hun ville brokke sig over. Hun brød sig ikke om, når andre troede de var bedrevidende -heller ikke selvom de måske var bedrevidende. Selv var hun rimelig jordnær og holdt også af når andre var det.
"Dine brødre? Der er flere som dig?"
[/b][/i] Hun havde ikke lagt mærke til om der var flere som ham. Hun havde aldrig set nogen der var lige så dan, men så lang tid havde hun jo heller ikke brugt i landet. Langt fra. Der var stadig massere der skulle ses og opleves. En masse steder der skulle udforskes. Dette sted var blot et ud af mange og denne særprægede hingst var kun en ud af mange sjæle hun ville møde. "Skyggernes gave. Hvad gør den?" [/b][/i] Hun lod hovedet glide lidt på skrå som hingsten havde gjort det, med et nysgerrigt udtryk i de klare blå øjne. [/size][/color][/blockquote][/font] |
|
|
|
|
Post by Deleted on Dec 29, 2012 17:42:09 GMT 1
I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...BROTHERHOOD [/color] [/center] Skoggebroderen, den snehvide hingst med de mærkværdige aftegn, slog kort med hovedet, og lod et let smil tage form på sin opdelte mule. Denne hoppe var i særdeleshed nysgerrig, og ej let at skræmme. Ikke at han på nogen måde havde ageret specielt truende over for hende, men der var dem der flygtede ved synet af sin egen skygge. Eller andres....
"JEG ER EN SKYGGE, NATTEDANSER, MINE BRØDRE ER SKYGGERNE, MØRKET OG NATTEN."
Hans stemma var faktisk ganske smuk nu hvor de fleste truende og dominerende toner var falmet bort. En efterklang af en forførende, nærmest hypnotiserende tone kunne tilmed spores, og fik den store hingst til at virke pludseligt dragende, selvom skyggens myserterier og fortidens hændelser stadig influerede hans omdømme. Hingsten var ej mere nysgerrig af natur, thi han havde set med sine brødres øje, hvad man i dette land kunne se. Men heste interesserede ham stadig, og i særdeleshed hopper.
"SKYGGERNES GAVE... DEN ÅBNER ØJNE, SIND, MAN SER DE LØGNE DENNE VERDEN ER SPUNDET IND I, FØLER OG SER MED SINE BRØDRE... DEN..."
Hvordan skulle han fortsætte? Der lå så mange ting i det hans herre havde skænket ham, så meget visdom, tusinder af ord og oplevelser. En gysen løb igennem hingstens krop, og han lukkede kortvarrigt øjenene, før han fortsatte, med blikket hvilende på den sorte hoppe.
"FULDENDER LIVET."
THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE... [/font][/color] [/center] |
|
|
|
|
Post by Ava on Dec 29, 2012 17:52:56 GMT 1
Ava næsten vrængede ansigt af hingsten da han igen talte. Da han svarede på hendes spørgsmål. Hendes ene øre vippede ud til den ene side så det lå næsten vandret ud til siden. Mente han virkelig hvad han stod og sagde. At han var en skygge? Hun rystede ganske let på hovedet med en lille dæmpet prusten og rettede både blikket og begge ører frem mod ham igen.
"Nu rabler det da for dig.. Du er lys? Skygger er ikke lys?"
[/b][/i] Hun var næsten sikker på han nok havde levet for længe alene, at han kun havde haft sig selv at snakke med, og derfor var blevet lidt gak gak. At han, en hingst, kunne påstå at han var en skytte. En skygge er en mørk plet på jorden eller træerne eller andre sjæle. En plet man aldrig kan fange fordi den flytter sig hurtigere end man selv kan. Hun var i hvert fald sikker på at hun sagtens ville kunne nå at bide fat i hans man eller hale hvis det var det hun var ude på. Altså kunne han vel ikke være en skygge. "Det lyder indviklet. Skygger får dig til at se og fuldender livet? Men det er… skygger?" [/b][/i] [/size][/color][/blockquote][/font] |
|
|
|
|
Post by Deleted on Dec 29, 2012 18:10:38 GMT 1
I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...WILL-O'-THE-WISP [/color] [/center] Hingsten gav sig til at le af den chokerede hoppe. Lys? Ja, det havde hans brødre også hvisket, hånet. Hans hvide, uberørte skind. Og de havde arret det, påført ham det dødningegrin, og de tårer der nu var ætset for evigt ind i hans krop, skillede ham fra mængden af heste, og skræmte tilfældige nattevandrer med deres marreridsagtige fremtoning.
"EN SKYGGE ER MANGE TING, NATTEDANSER, IKKE BLOT FRAVÆRET AF LYS. DEN HVIDE GLANS DER BEKLÆDER MINE FLANKER, ER UDELUKKENDE MIT YDRE, MIT INDRE ER LIGE SÅ SKYGGEFULD SOM MINE BRØDRE DER OMGIVER MIG."
At skulle til at forklare hoppen om at han samtidig var ét med skyggerne, ville komme til at tage for længe, og med sikkerhed forvirre hende endnu mere. Det var også kompliceret, i sådan en grad, at hingsten selv ofte blev rundtosset, tænkte han nærmere over det. Skyggerne omkring hans hove begav sig da op omkring hans ben, strakte legende fangarme ud efter hoppen, som for at bevise deres eksistens. For de var væsner, ikke blot mangel på lys, nej, de var mørke. En substand så unik og kompliceret, at selv solens lys ikke kunne forbande dem, ikke kunne røre dem. Til hendes sidste ord sendte han hende et gådefuldt smil.
"DISSE SKYGGER, ER IKKE BLOT SKYGGER, MIN SORTE, DE ER MØRKE, BRØDRE, VÆSNER, OG SAMTIDIG ÉT MED ALT DER OMGIVER DEM. DISSE SKYGGER ER IKKE DEM DU SER VIGE TILBAGE FRA SOLENS LYS, ELLER MÅNENS SKÆR, DISSE SKYGGER ER... SANDE SKYGGER, DE ER SELVE MØRKET, HVIS IKKE MERE END DETTE."
THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE... [/font][/color] [/center] |
|
|
|
|
Post by Ava on Dec 29, 2012 18:32:55 GMT 1
Hoppens ører befandt sig pludselig i nakken da hingsten begyndte at le. Ej fordi hun var sur, men i stedet af en lille usikkerhed der hvilede over hende. Var han virkelig helt sikker på han var skygge indvendigt? At han ikke var normal ligesom så mange andre. Han lignede en ganske almindelig hingst - men med anderledes aftegn. Meget anderledes. Hans lignede ikke tilfældige sorte pletter - de dannede et mønster. Et mønster der nærmest kunne virke skræmmende. Hendes ører gled ud til siderne mens hun et øjeblik så ned, inden hendes øjne og ører så igen befandt sig rettet mod ham.
"Det lyder indviklet. Meget indviklet. Så du er en skygge fanget i en hvid hingsts krop.. Og du har mistet forstanden? Eller.."
[/b][/i] Hun stoppede sig selv. Det var jo ikke fordi hun ville fornærme, men fordi hun tænkte højt. Det var noget hun havde tendens til. Det hjalp hende ofte til at finde frem til den sandhed hun ledte efter. "Jeg mener ... Det er skygger, men en anderledes form for skygger - som du kalder brødre. Hvordan ved man om en skygge er en bror eller en søster?" [/b][/i] Det sidste kunne måske virke en anelse flabet, men ej ment sådan. Det var af ren og skær nysgerrighed for at finde ud af hvor fantasifuld denne lyse hingst egentlig var. Han var i hvert fald en af de mest underlige hun havde stødt på indtil videre, og alligevel så følte hun sig fascineret af det ukendte. Hvad kunne drive en hest ud i at tro den blot var en skygge? [/size][/color][/blockquote][/font] |
|
|
|
|
Post by Deleted on Dec 29, 2012 19:11:10 GMT 1
I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...WILL-O'-THE-WISP [/color] [/center] Den store hvide hingst morede sig kongeligt med den sorte hoppe i sit selskab. Hvilken nysgerrighed hun kunne frembringe.. Og de spørgsmål. Han indrømmede gerne at de forekom ham lettere mærkværdige, men de fornærmede ham ikke på nogen måde, og det udfordrede hans og hans brødres... Deres viden om dem selv, deres brødre.. Ja, dem selv. Og til dels også deres viden om deres egne kræfter.
"EN SKYGGE FANGET I EN HINGST KROP.... NEJ, SÅLEDES KAN DET IKKE FREMSTILLES, JEG HAR IKKE ALTID VÆRET EN SKYGGE. HIVS DU ØNSKER AT FREMSTILLE DET PÅ SIN VIS, MÅ MAN VEL SIGE AT JEG HAR TABT FORSTANDEN UNDERVEJS. MEN JEG VIL NU IKKE MENE AT DET ER TILFÆLDET, NÆRMERE DET MODSATTE, NATTEDANSER."
Det med at være gået fra forstanden generede ham faktisk ikke, for han, de vidste, at der for længst var knækket et eller andet i hingstens sind, hvornår det skete huske de, han, ikke. Blot at det var sket, og således var det. Det tillod ham at følge sine brødres tanker, tillod ham, dem, at være ét med sin, deres, herre. Åh. Nu blev det forvirrende igen. Hingsten vippede fornøjet med sit ene øre, og åndede derpå tungt ud, så en dampsky tydeligt tegnede sig i mørket.
"SKYGGERNE ER EJ KØNNET SOM VI, MØRKET BÆRER EJ HELLER KØN. MEN KALD DEM SØSTRE, HVIS DET ER DET DU ØNSKER, DE GENERES EJ AF ORD, SOM HESTE."
Hingsten svarede med rolig mine, og tydelig tålmodighed, samt interesse for hoppens spørgsmål. Det var tydeligt at han på ingen måde var berørt af de små.... Fornærmelser man kunne vælge at læse ud af hendes spørgsmål.
THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE... [/font][/color] [/center] |
|
|
|
|
Post by Ava on Dec 29, 2012 19:36:33 GMT 1
Den lille Ava måtte tænke sig rigtig godt om. Nu begyndte det i hvert fald at blive indviklet. Han havde tabt forstanden men fået mere forstand en han havde til at starte med? Og han havde ikke altid været en skygge, men skyggen kom sammen med den tabte eller vundne forstand. At han fik mere viden ved at tabe forstanden? Hvordan kunne det lade sig gøre. Det var tydeligt at se at denne snak var noget hun måtte overveje. Noget hun måtte tænke rigtig godt over for at nå til en konklusion selv, uden at vride sin hjerne så meget at hun selv tabte forstanden.
"Så du var en gang normal og så tabte du forstanden og blev til en skygge som har mere viden end du havde før du var normal? Eller er der noget jeg har overset?"
[/b][/i] Hun blinkede et par gange, stadig med et undrende udtryk i de klare lyseblå øjne. Hvis skygger ej var kønnede, hvordan kunne han så vide han havde brødre? De måtte vel være ingenting? Og hvis hun kunne kalde dem hans søstre - hvad så med ham selv? "Så når du er en skygge... Kan jeg så også kalde dig en søster eller er du en kønnet skygge?" [/b][/i] Det lød måske fuldstændigt tåbeligt og det virkede også fuldstændigt unormalt for den lille sorte hoppe. Det var næsten som en drøm hvor ingenting gav mening. For intet gav mening af hendes egne tanker eller hingstens ord. Man bliver vel ikke til en skygge fordi man mister forstanden? [/size][/color][/blockquote][/font] |
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 6, 2013 21:21:54 GMT 1
I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...SHADOW [/color] [/center] Skyggehingsten slog med sit strømlignede hoved, og plantede derpå igen de dødningefarvede, gennemborende øjne på hans sorte bekendtskab. Han havde ej lagt så meget i det med at tabe forstanden, og faktisk var han, var de, usikker på hvorvidt der stadig eksisterede forstand, i den mening hoppen brugte det, i deres... hans sind. Thi han, de, var hvad man kunne kalde både sindssyg og skitsofræn. Flere, og samtidig kun én, fanget i en krop der til tider føltes fremmed, blottet for al melidenhed, blottet for medfølelse. Hvad skulle den også benyttes til? Hingsten forstod ej hvorfor han i starten havde ejet denne følelse, den bragte sjældent andet end besvær.
".. ENGANG VAR VI... JEG, EN NORMAL HINGST, EN HVIDLING DER DANSEDE MED KRAFTFULDE SKRIDT, OG HYLDEDE EN UKENDT GUD. NU ER JEG EN SKYGGE, SOM DU SELV SIGER, JA. MEN MIN VIDEN KOM ALLEREDE TIL MIG DA SKYGGERNE,MINE BRØDRE, DA JEG FOR FØRSTE GANG HVISKEDE TIL MIG, DA VI... HMM..."
Hingstens snefarvede øre lagde sig let tilbage, han var yderst forvirrende at høre på, det var han bevidst om. Men han kunne ej beskrive det bedre, selvom han kunne ressikere at drage hoppen derud hvor hun begyndte at lade tvivlen indfinde sig. Derud hvor hendes grund blev usikker. Et bredt smil tegnede sig på fantomhestens mule.
"VISSE AF OS, VISSE AF MIG ER SØSTRE, VISSE ER BRØDRE, MEN VORES, MIN, KROP BÆRER HANKØNNET, DERFOR VIL JEG VÆRE EN BRODER, SELVOM VISSE AF MIG VIL SYNES ANDERLEDES. MEN HVIS DET BEHAGER DIG, NATTEDANSER, SKAL DU VÆRE VELKOMMEN TIL AT KALDE MIG SØSTER."
THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE... [/font][/color] [/center] |
|
|
|
|
Post by Ava on Jan 7, 2013 21:17:38 GMT 1
[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/ava_frame_big_4.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;]
Den sorte hoppe betragtede den hvide hingst, med skyggerne der smog sig omkring ham som slanger bestående af tåge. Hun lyttede nøje til hans fortælling om ham og hans brødre. Hun fandt det utroligt spændende, men var også fascineret af at det overhovedet kunne lade sig gøre. Han måtte virkelig tro på det. Der måtte jo også være noget om det – ellers ville hun vel ikke selv kunne se dem. Mørket virkede ikke helt så skræmmende på hende længere. Ikke fordi hun normalt var bange for mørke, men fordi mørket omkring hende og omkring hingsten på en eller anden måde kunne virke tættere og næsten hviskende. Men nu lagde hun knap nok mærke til andet end hingstens ord.
”Så du er.. Hankøn og hunkøn fanget i en hingstekrop..”
Det var en konstatering der gjorde det nemmere for hende selv at forstå. På en måde. Der var jo dem der var køns forvirrede og dem der var blevet gale af at rende rundt for længe kunne også udvikle flere personligheder så de havde nogen at snakke med – dem selv. Det gav et eller andet sted også mere mening. Tilbage var der kun skyggerne i mørket hun ikke helt kunne forklare med noget hun kendte til. Det ændrede dog ikke på at hun nu var mere afslappet end andspændt.
|
[/td][/tr][/table][/center] |
|
|
