A song of Shadows

I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...

SKULL

[/color]
[/center]

At han ej forvirrede hende kom som både en skuffelse, og en lettelse for skyggehingsten, thi han ikke behøvede at forklare det igen, eller gå i dybere detaljer. Hendes konklusion modsagde han gerne, men undlod det, det ville næsten med sikkerhed blive for meget for den sorte hoppe. Men hans brødre, søstre, han selv, var ej kønnet på samme måde som hun tolkede det. Hver skygge, hver del af ham selv, var kønnet forskælligt. Ikke blot som hingst og hoppe, eller som søster og bror, men i tusindevis af enestående, unikke køn, der tillagde sig den specielle skygge, tillagde sig skyggehingsten. Ganskevidst kunne han ifole hende hvis han ønskede, og hans hingstelige instinkter kunne han da vække, hvis det var hvad han ønskede. Men hingst følte han sig ej helt som, han var noget andet, noget der var større. Han var et del af et væsen der ej bar et køn, var en unik del, som skyggerne var en del af ham, af det mørke rige der herskede denne ø, han var en del af 'ondskaben', Faal Drogsevulom, Alduin, ham der ville, dem der ville lægge verden i skygger, omskabe alt.
"SÅLEDES KAN DET TOLKES, JA."
Afsluttede hingsten hendes overvejelser. Hans hvide øjne hvilede kort på hende, hvorpå et lusket smil tegnede sig på hans mule, oforvræd det evige dødninge smil, der var ætset dybt ind hans hvide pels.
"MEN DIG, AVA, HVAD BRIGER DIG HERTIL, TIL LANDET HVOR DEN FORKERTE HERSKER?"

THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE...

[/font][/color][/center]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/ava_frame_big_4.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] A song of shadows Den sorte hoppe stod stadig stille og kiggede på den hvide skygge. Hingsten der faktisk troede på at han var en skygge. At han rent faktisk var mere end en – at han var mange. De var mange kunne man vel nærmest sige om ham. Det havde hun hørt om at det kunne ske for dem som havde vandret rundt for længe alene. At de begyndte at snakke med sig selv og tro at der var andre, når de ikke havde andre at snakke med end sig selv eller bare lytte til stilheden. Men nu havde hun muligvis fået styr på hvad det egentlig var han mente og nogen ville vel mene det var det vigtigste. Hans spørgsmål vidste hun ikke helt hvordan hun skulle besvare, for hvad havde egentlig bragt hende hertil? Det var jo alt andet end let at forklare. Et lys? Hvordan skulle lys kunne bringe en nogen steder hen? Hun måtte da kunne forklare det bedre? ”Jeg ved ikke hvad der bringer mig hertil. Jeg befandt mig i en af grotterne med de lilla glitrende vægge, hvor andre fra mit land ofte har faret vild. Mørket blev afbrudt af et skarpt varmt lys, og det næste øjeblik befandt jeg mig i grøn skov med frodigt underlag og lyden af rislende vand. Jeg kan ikke forklare det bedre”

[/b]

Et undrende udtryk flød dog lige så stille hen over hendes krystalklare lyseblå øjne. Hersker? Hun havde ikke hørt om nogen hersker? Der var ingen der havde fortalt hende om nogen som helst hersker.

”Jeg er ikke sikker på jeg forstår hvad du mener. Den forkerte hersker? Hvem hersker og hvem burde herske?”[/b]


[/div][/center]

notes,5/3-2013: skal vi ikke afslutte den her gamle en og måske lave en ny?
word count, 273

[/td][/tr][/td][/tr][/table][/center]