..Just give up

Lyset gloede varmt og roligt; det hang i luften og bevægede sig i en sirlig dans. Og det oplyste de to sjæle ganske mildt, samtidig med at det kunne vise dem vejen, som de fulgte. Sandets lyse farve; dets bløde struktur, ja, det hele var med til at gøre denne vandring, sammen med den spraglede hingst, bedre.
Det var tydeligt, at den spraglede Volontaire havde en nysgerrighed omkring Lyset, og det varmede vel egentlig kun Illana’s sind, at han var åben og positiv overfor det. At han ville beskytte det. Også selvom han ikke vidste alt hvad det kunne, og ikke kendte til dets ophav, eller sande kræfter. Men han havde valgt at træde blindt af sted efter troen, og det vidste Illana, at han ville blive belønnet for en skønne dag. Et lille smil bredte sig dog på hendes mule, da Lyset hun havde fremkaldt, fik ham til at fnyse skeptisk. Der var endnu noget vej, førend Illanas evner ville være ham bekendte og acceptable, og blot måtte dansen foregå et skridt ad gangen. Hun puffede let imod hans hals, men hun lod ikke Lyset brænde ud; ikke endnu.
Hendes ører blev med det samme vippet imod hingsten, der bar farver fra både nat og dag, da han begyndte at snakke. Hun prustede dæmpet og mildt, alt imens hun lyttede til de fremsagte ord, og derpå smilede hun kort.

,,Volontaire, hvad med blot at lade vores ben vandre i den retning, de ønsker. Jeg har ingen steder, jeg har ønsker om at drage til lige nu, for blot vil jeg nyde natten i dit selskab”

Sagde hun oprigtigt, hvorefter hun trådte en smule nærmere den muskuløse hingst. Det var i sandhed en anstrengende dans, de havde været igennem, for at nå hertil. Og den havde bragt både gode og afvisende øjeblikke, og øjeblikke hvor dansen havde været sat på standby. Men nu, lod det endelig til, at de havde fundet en fælles rytme i dansen. Hun kunne snakke med Volontaire nu, uden der blev taget forbehold. Uden der var sat lænker på. Og det nød hun, for det føltes som om, at hun først nu kunne lærer ham at kende - Og det glædede hun sig oprigtigt til. Hun fulgte hans side tæt, alt imens hun lod Lyset kærtegne dem med en meget mild varme, der kælede omkring deres kroppe.
Det havde været så meget lettere, bare at give op fra starten af, med denne sort-spraglede hingst; men det havde været så meget mere givende at holde ved, og Illana var helt sikker på, at hun havde fundet noget i Volontaire, som ingen anden besad - Og det var noget, der i sandhed var værd at holde fast i.

De sorte hove, rammer imod det sand der ligger under dem, og det skaber en let knasende lyd, der dermed bryder den stilhed der er opstået mellem os, fordi jeg holder øje med den lysende kugle, der er gledet frem for os, og laver en sirlig dansende bevægelse, og skaber lys for os. Vi kan dermed bedre se hvad vi laver, men dog lyser stjerner over os, også en del op, så sandet skaber en reflekterende effekt; ja, her virker ganske lyst. Jeg har blikket ret stift imod lyset, mens jeg strækker mulen lidt frem imod det igen, uden overhovedet at komme for tæt på, men nysgerrigheden præger mit sind, selvom jeg nu ikke er en helt ung plag mere; men det ændre ikke på, at jeg trods alt er nysgerrig. Mine øre er vippet en smule skeptisk bagud, men dog ikke afvisende, overfor lyset. Men idet hendes bløde mule rammer imod min hals, rettes mine øre en smule frem, og jeg drejer ansigtet lidt imod hendes milde og blive ansigt, der som altid har en helt speciel effekt.

Nipper svagt til hendes pande, lige midt i pandelokken. Det er ganske svagt, og en blød berøring, men det er nok for mig. Trækker derefter hovedet til mig igen, da hun taler til mig, og svarer på mit spørgsmål. Kniber øjnene en smule i, da hun siger som hun gør, og skal lige overveje de ord der fremsiges, for ikke at svare noget forkert eller henkastet. Men mine øjne åbnes igen helt, idet jeg lader min stemme komme frem.

,,Så længe jeg går ved din side, og du ved min, er jeg skam ligeglad med hvor vores hove viser os hen”

Svarer jeg hende tilbage, med den brummende og hæse tone. Det er måske et kort svar, men det er så meget under dette svar, og så mange komplimenter, at det halve sikkert kunne være nok. Men hvor meget hun så opfatter det til, det kan jeg jo ikke vide. Med en let bevægelse, drejer jeg blikket en smule, så jeg kan betragte den gyldne hoppe, der atter engang går langs min side; noget jeg for alvor er glad for, og såmænd også stolt af. Hun er noget, helt for sig selv. Noget, jeg ikke har mødt før. Men jeg er ikke kun stolt af hende, af at hun går ved min side, men også af mig selv, over at vi er kommet så langt som vi er. For hvem skulle dog have troet det; i hvert fald ikke mig.

Den gyldne hoppe kunne mærke hvordan den sandede undergrund var blevet køligere i takt med de havde begivet sig af sted; natten var over dem, det var ingen nyhed, men det var ganske fascinerende at mærke, hvordan solens spæde varme på denne årstid, alligevel havde formået at varme sandet blot den smule op, at man nu kunne mærke at det blev køligere. Hun smilede let for sig selv, den gyldne hoppe, og derpå så hun imod Volontaire igen. Det var egentlig først nu, hvor de gik i det svage lys fra hendes halskæde, og den lyskugle hun så fint guidede foran dem, at hun så hans egentlige skønhed. Hun havde brugt megen tid på at betænke hvordan Volontaire skulle stå i hendes fremtid, og på at greje hans sind og tanker, at hun helt havde glemt at se ham. Men nu, i stilhedens stund, så hun rigtigt, og synet behagede hende. Han var en smuk hingst, hvis man da kunne sige det på denne måde. Han var flot sat sammen og med spektakulære farver der prydede han muskelfyldte krop.
Da hans stemme så kom med en meget stor kommentar, kunne hun ikke holde smilet tilbage, hvis hun da ville. Hun strøg ham over den fyldige hals og nappede derefter en smule drillende imod hans ører.

,,I så fald, Volontaire, så lad os da bare gå i den retning vi nu føler for. Jeg har ikke travlt, for her i dit selskab, behøver jeg ikke skynde mig andre steder hen”

Sagde hun med et skævt smil, og endda en lille gemt latter. Hun slog derefter med hovedet og trådte endnu tættere på ham, således at deres flanker rørte ved hinanden hele tiden; luften der var kold, blev derved holdt helt ude og de to sjæle kunne nu mærke varmen fra hinanden, alt imens de fortsatte deres vandring i ukendt retning.

Illana går nu igen ved min side, præcis som jeg længe har ønsket det. Den tid hun forsvandt, og hvor jeg ikke lavede andet end at lede efter hende, føltes som år, og mange af dem. Jeg har aldrig oplevet et savn som det jeg følte, ikke siden jeg selv dræbte den hoppe jeg dengang troede skulle være min for evigt. Aldrig har jeg været i tvivl om, at den gyldne skønhed, var noget helt for sig selv; for allerede ved første møde, viste hun en styrke, jeg ikke har oplevet længe. Nemlig en styrke til at acceptere, at jeg nu engang er den jeg er, eller den jeg var, på det tidspunkt. Da hendes stemme bryder ud, ser jeg til siden og ned på hende, med øjne der ikke er tomme, som de engang var, i stedet er noget andet brudt frem, ikke mildhed, men noget der kunne minde om overgivelse, ikke af kamp, eller frygt, men en overgivelse af mig selv, til hende, over at jeg nu virkelig for alvor har accepteret hende hos mig, og langt mere end det.

,,Vi har også tiden på vores side, og forhåbentligt mange flere møder”

Besvarer jeg hende så, og idet hun træder mig helt tæt, så vores flanker rør hinanden mens vi går, giver det et kort gib i hele min krop, ikke af ubehag, nok nærmere det modsatte. Lader min mule komme hendes nærmere, inden jeg lader et svagt nip ramme imod hendes kæbe, mens et tung og afslappet prust forlader min mule. Trækker hovedet til mig igen, og knejser op i nakken, så jeg igen ligner den beskyttende hingst, der går ved hendes side. Jeg har svoret at beskytte hende og lyset, og det agter jeg også at gøre; også med mit eget liv som bekostning. Et skulende blik glider ned på hende, idet jeg betragter den skønhed der præger hende, og i et kort overvejende sekund, glider mine øjne over hendes halskæde. Lader mulen langsomt søge lidt derned, så jeg med næseryggen rammer kæden, med en svag bevægelse. Den føles sær, men jeg er nødt til at vide, at den ikke skader hende, eller gør ondt, og da jeg ikke selv mærker nogen smerte, må det betyde at hun heller ikke gør. Et lidt mere tilfreds fnys glider fra mig, men jeg er stadig skeptisk overfor den tingest der.

Det var ikke fordi, at det var mange ord som blev udvekslet imellem de to sjæle, men mange ord var skam heller ikke nødvendige. Den spraglede Volontiare sagde meget med kroppen, og Illana havde efterhånden lært at tolke hans kropssprog ganske godt, således at hun kunne forstå hans hentydninger og ønsker, som ikke fremkom verbalt. Det var bare som om, at de var nået et punkt hvor de forstod hinanden, og det nød den gyldne hoppe virkelig; og Volontaire havde indtaget en helt særlig plads i hendes hjerte og sind.
Alt imens de vandrede så tæt, så deres flanker rørte hinanden hele tiden, vippede hun ørene imod ham, ved lyden af hans stemme. Smilet blev blot bredere på hendes mule, af den kommentar. De havde tiden med sig, og hun vidste at fremtiden ville bringe på mange møder, mellem de to sjæle.

,,Jeg tror helt bestemt at tiden nok skal være os barmhjertige”

Sagde hun med et lidt muntert smil. Humøret lå ganske højt hos den gyldne hoppe, især nu hvor hun var i et selskab hun nød så meget. Hun nappede en smule udfordrende, til leg, efter den sortbrogede hingst, der havde indvilliget i at lade hovene vise vejen - og så kunne hovene vel ligeså godt bevæge sig en anelse hurtigt imens? Selvom det ikke var ofte at den gyldne hoppe tyede til leg, så gjorde kulden dog lidt ved energi niveauet. Det var sommetider nødvendigt at holde sig i gang for at holde varmen, især fordi den gyldne ikke satte så meget vinterpels, som så mange andre. Indtil nu havde hun ikke haft problemer, men hun vidste at det ville komme - og så var lysten til aktiv bevægelse en anelse højere, når kulden lå ud lurede.

Det er sjældent, at jeg føler mig som mig selv, i andres selskab. Egentlig, så er det ikke sket siden jeg mistede min gamle mage, og forlod det sted, der før var mit hjem. Nu er Andromeda blevet til mit hjem, for jeg har været her igennem to vintre nu, og det er der nok ikke så mange andre der har været. Men Illana, hun har. Og den gyldne hoppe, har fået en plads i min verden, og i mit hjerte, som hun nok aldrig slipper ud fra. Vipper ørene en smule imod hende, idet hun atter åbner sin fine mule, og dernæst begynder at tale, om at tiden nok skal være os barmhjertige; og dette, håber jeg er sandt.

,,Mon ikke, den er det”

Mumler jeg så en smule, med et let nik, inden jeg så skuler lidt ned på hende, da hendes energi niveau åbenbart ændre sig en smule drastisk. Det er længe siden jeg som sådan har ’leget’, det har jeg egentlig slet ikke gjort i det her land. For jeg er bange for, at jeg pludselig ikke kan styre mine bevægelser og muskler, og at det så resulterer i at jeg skader vedkommende. Vipper derfor ørene en smule skråt bagud, da hun napper udfordrende imod mig, for at indbyde mig til at deltage. Tager hovedet en smule op, og kigger lidt til siden. Men vi er stadig alene. Kigger derefter på hende, inden jeg så kaster med hovedet, og dermed løsner min nakke, der før var knejst beskyttende op, og afvisende overfor andre. Slår frem i en taktfast trav, hvor mine hove slår tungt imod jorden, fordi jeg jo er en hingst. Mine bevægelser er store og maskuline, lange måske. Men jeg strækker også mine ben meget langt frem, da det så ikke skaber en trippende trav, for mit vedkommende. Idet jeg når hendes side, napper jeg til hendes man, bagest, inden jeg slår frem i en hurtigere trav, hvor mine muskler tydeligt arbejder under skindet. Men jeg traver ikke fra hende, andet end en m. for jeg er ikke interesseret i ikke at kunne holde øje med hende, og omgivelserne omkring hende.

Først virkede han tøvende overfor den gyldne hoppes opfordring til leg; det lod som om, at bremsen endnu var trukket en smule, men efter lidt slog den spraglede Volontaire frem i en taktfast trav efter hende, og snart op ved hendes side. Det var glædeligt, at han ønskede at deltage, og da han nappede imod hendes man, lod hun et lille legesygt, og meget mildt hvin lyde, hvorefter hun nappede ud imod hans mule, i både kærtegn og dril. Der var noget over denne hingst, som var så specielt frem for alle andre, og det var en løgn, hvis den gyldne påstod at hun ikke brød sig om ham. For han havde fundet vej helt ind i det dybeste af hendes hjerte, hvor kun de bedste venskaber kom ind. Hun havde stødt på ham flere gange, og for hver gang var deres møder gået lettere og var blevet mere venligtsindede. Nu var de, som den gyldne hoppe vel ønskede dem; og selvom der endnu var lang vej, førend de kendte hinanden rigtig godt, så følte hun at han var den, i dette land, der kendte hende bedst. Og det måtte han gerne føle og vide.
Da han sprang fremad i en større trav, satte hun i en let galop, med fint opspring og god samling. Hun nød at bruge sin krop, og at bruge den i leg med denne hingst, var absolut noget der var rart. Hun slog hovedet let til siden og øgede derpå farten en smule, men ikke så meget at hun kom foran ham, nej. Nok var deres retning ikke fastlagt, den kunne frit lægges, men hun ville af nysgerrighed lade det være op til hans ben at lede vejen lidt endnu. Hun nappede muntert efter hans kæbe, for derefter at lave et enkelt spring, der endte ud i et buk. Det var egentlig også længe siden, at den gyldne hoppe selv havde begivet sig ud i leg, så at det var lykkedes hende nu, boostede blot hendes energi endnu mere.

De kratfulde ben der er under mig, bevæger sig med mægtige bevægelser, mens min nakke knejses dybt op, så jeg laver en stor bue i nakken, hvor musklerne spændes op, ligesom de plejer at gøre, når man skal vise sig selv frem. Hendes hvin ramler ind i mine øre, og får et voldsomt og dybt brum til at forlade min bringe, med stor styrke. Mine hove fører mig af sted igennem det tunge sand, mens jeg dog hele tiden har et øre rettet i den retning hvor hun er. Og da jeg kan høre, at hun slår frem i galop, er jeg ikke længe om at samle min muskuløse krop, og selv slå fremad i en rummelig og stor galop, der tydeligt viser min maskulinitet, i bevægelserne, som er så rummelige og store, som de nu er.
Svirper med den sorte hale bag mig, inden hun kommer op til min side, og napper imod min kæbe. Kniber kort øjnene i, ikke af ubehag, men tænkende. Napper tilbage imod hende, og slår kort hovedet op i en voldsom bevægelse. Mine hove fører mig af sted, uden jeg ved hvorhen. Men bare af sted. Mine øjne glider kort imod hende, som hun galoperer tværs ved min side, og en tung tanke rammer i mit sind. Jeg er nok ikke ene om, at nyde den Gyldnes selskab. Det ville i hvert fald komme ganske meget bag på mig. Men tanken om, at hun har en anden beundre, eller måske flere, er ikke en der huer mig. Knejser hårdt op i nakken igen, og slår mine hove taktfast ned imod sandet, som hvirvler op ved mine side, og bagfra, ved mine baghove, som jo skubber mig fremad, og dermed hvirvler sandet ganske meget op.
Mine øjne knibes en smule i igen, mens jeg betragter hende en smule skulende. Men ikke lusket eller noget. Kigger derefter fremad igen, med en smule tomme øjne, trods et glimt der stadig er at se.. Frem for mig, kan jeg se noget der kunne minde om et helt mørkt, næsten sort tæppe. Og måske er det så egentlig havet, jeg har fået os til at bevøge os imod? Hvis det er tilfældet, ville det alligevel ikke gøre mig noget. Skimter hen til Illanas side igen, og med en let og kontrolleret bevægelse, er jeg nu tæt ved hendes side igen, hvor jeg tårner mig en smule over hende, med den knejste nakke. Vores hovslag passer ikke helt sammen; for jeg tager længere skridt end hende. Holder mig ved hendes side, som den beskyttelse, jeg har lovet at give hende..

Da Volontaire slog frem i en galop, lod den gyldne sin krop glide elegant fremad ved hans side; den stærke side, hvor hun efterhånden følte sig umådeligt godt tilpas. Ja, faktisk havde denne spraglede hingst efterhånden vundet så meget fra den gyldne hoppe, at hendes følelser måske var ved at bestemme sig til, hvad de egentlig skulle føle.
Den brogede hingst havde anerkendt overfor den gyldne hoppe, at han følte sig knyttet til hende, meget endda. Og dette havde rystet undergrunden hos hende, for det lå således, at den gyldne havde meget blandede følelser overfor denne unikke og specielle hingst. Både fordi der lå en flamme i hendes sind, der endnu brændte en smule for den hingst, hun havde mødt for så længe siden, men også fordi at denne spraglede vandre netop havde passet på sit indre så godt, at den gyldne først nu var ved at se dets sande natur, og dermed først nu rigtig havde kunnet føle sig frem til ham, lærer ham at kende og dermed bestemme sine følelser. Og efterhånden gik det op for den gyldne hoppe, at hun ikke kun havde følelser for den månedanser, hun havde mødt for så længe siden, men også denne spraglede hingst. Hvor stærke de var i forhold til hinanden, kunne hun på nuværende tidspunkt ikke sætte ord på, og det ville tage tid for den gyldne hoppe at finde ud af, præcist hvem af de to hingste hun i sidste ende ville gå med; men et var sikkert. Hun følte for dem begge.
Eftersom hun havde været begravet i sine tanker for en stund, havde hun måske virket lidt fjern, men da lod hun sin mule puffe ind imod den brogede Volontaire, ganske kort, for både at vække sig selv, men ligeså huske ham på, at hun var der. Dog vidste hun, at han langt fra ville glemme sit selskab, for sådan var han ikke, men hun følte for ganske kort at bekræfte sig selv overfor ham; hun lyttede endnu engang, fulgte ham og lod ham fører hende, ind i den dans de så småt havde begyndt.
Hun prustede dæmpet for sig selv, og alle disse tanker, som hun havde lagt som byrde i sit sind, valgte hun at lægge fra sig. Lyset skinnede kraftigt, som reaktion på den brogede hingst, og den spinkle viden den gyldne havde fået sig om sine følelser, og alt imens begav de to sjæle sig videre ud i deres dans, videre ud på deres vej. Og hvor de ville ende, det vidste de ej.

Stilheden er landet over os, som et tyndt tæppe under nattens himmel og stjerner. Mine øre lytter til den, stilheden, eller rettere.. Mine øre lytter til de hovslag der kommer under os, lyden af hendes hove, og mine. En utakt, om man så må sige. For hendes ben er kortere end mine, og dermed hendes galop ligeså. Men den utakt der kommer, skaber alligevel en trommende melodi, der giver vores fælles dans, en større sammenhæng, en dans der er mellem den gyldne skabning, som jeg har svoret at beskytte med mit liv, og mig selv. Kort viger mine øjne bagud til hende, og da jeg betragter hende, virker hendes øjne pludselig fjerne, som om hun slet ikke er lige her, hvor vi danser. I stedet virker det til, at dybere tanker er i spil i hendes fine hoved, tanker der skaber et stort tankespind, og tanker hun måske ikke rigtig kan holde styr på. Men hvad disse tanker er, det ved jeg af gode grunde ikke. Drejer blikket fra hende igen, mens mine øjne nu viger kort rundt, ud imod horisonten som vi nærmer os, hvor der er vand at skimte, tror jeg da. Men så mærker jeg kort efter hendes mule imod mig, og da jeg nu drejer blikket tilbage på hende, er hendes øjne nu ’vendt hjem’, og blevet som de altid har været. Lader min mule ramme ned imod hendes fine hals, som jeg svagt mimre imod, inden jeg trækker hovedet til mig igen, og så pludselig stemmer mine hove lidt i jorden, for at sætte farten ned.
For foran os, er der nu havet at se, og det breder sig så lang øjet næsten rækker; men dog kan jeg også skimte en anden ø, derude i horisonten, ved hjælp fra det lys som stadig dingler omkring os, det lys, hun har fremmanet. Med en trippende bevægelse, bevæger jeg mig helt ud i havet, hvor vandet så kaster sig op langs min side, en befriende fornemmelse, efter den varme følelse, af sand over det hele. Slår hovene imod havbunden, og standser, hvor vandet når til mine knæ, og ikke mere. Længe står jeg med blikket derude, mens mine næsebor indsnuser duften af havet, duften af frihed. Men jeg river mine tanker til mig, og drejer hovedet i retningen af Den Gyldne. Et brum glider fra mig, mørkt og maskulint, men med en kaldende undertone. For jeg ønsker at få hende herud, ud i det kølende vand.. Men mest af alt, ønsker jeg hende vel egentlig bare tættere på.

De to dansende sjæle fortsatte i tavshed, tæt ved hinanden, og begge lod til at nærer en bestemt form for følsomhed overfor hinanden, i deres fælles dans. Mulen holdt hun endnu tæt ved den spraglede sjæl, efter han havde ladet sin puffe imod hendes hals, som en gengældende gestus overfor hende. Hun brummede mildt, men ligeså utroligt feminint, lige inden hans hove lod sig stemme imod; hendes egen reaktion kom først et par sekunder efter, hvilket bragte hende få skidt foran den sortspraglede hingst; men i modsætning til ham, standsede den gylden hoppe før havets brusende vand, der lod sig kaste gentagende gange op over det bløde sand, for da at lade sig trække tilbage. Hun betragtede ham danse forbi hende og ud i det kolde vand; en latter brød da frem, nærmest en latter der bød ham skynde sig tilbage; for vandet var koldt. Nok havde ørkenen endnu varme med sig, men udenfor den herskede vinteren endnu, og kulden fra de andre øer strøg ind over denne ø af sand; Illana slog derpå hovedet op, vel en anelse mere muntert, alt imens Lysets nuancer legede mellem den lyse hvide og klare farve og den mere afslappede gule, som den normalt havde. Hun nød dette øjeblik, nød at se den spraglede hingst i et næsten befriende humør.

,,Volontaire; nok har jeg mange ting jeg kan kalde dig, men aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg skulle kalde dig fjollet”

Sagde Illana i en yderst munter og leende tone. En fjollet ting var det, at betræde oceanet i denne kulde, og formegentlig ville den specielle hingst nok snart mærke kulden, der i øjeblikket kunne virke forfriskende. Selv lod den gylden hoppe ikke sine ben bærer sig ud efter ham, i det ellers ret så stille hav, men i stedet lod hun et par dansetrin på strandens bred vises til ære for ham, inden hun søgte i en cirkel tilbage på selve strandens område; der hvor vandet ikke kunne nå hende, end ikke hvis det rakte så langt det formåede. Smilet stod endnu klart på hendes mule, og derpå nikkede hun ganske sigende til den spraglede, en hentydning til at han skulle søge tilbage til sandet, til hende.
Derpå begyndte den gyldne hoppe at skrabe ganske ivrigt i det bløde sand, så det blev kastet op af hendes bagben og ligeledes bag hende; hun gravede nærmest en rede i sandet inden hun da lod sin krop knæles og hendes gyldne krop lægges i sandet. Derpå svang hun sin krop rundt og lod hendes ben strækkes imod himlen, imens hun rullede rundt, for da at ende på den modsatte side. Hun samlede da sine bagben op under sig, lod sin vægt kastes frem på forparten og derpå var den gyldne danserinde oppe igen, klar til at søge siden hos sin dansepartner for denne stund; den brogede Volontaire.

Den gyldne Illana, er bestemt ikke interesseret i at følge mig ud i vandet, i stedet forbliver hun stående oppe i sandet, hvor hendes lyse hove falder godt ned i det lyse sand. Selv da jeg brummer kaldende imod hende, nægter hun stadig at komme herned, hvilket egentlig er forståeligt nok, men det ændre dog ikke på, at jeg stadig ønsker at hun alligevel var hernede, ved min side. Men det er vel klart, taget i betragtning af, hvor koldt vandet egentlig er, når det først har bevæget sig igennem den tætte og korte pels, der sørger for at være vandafvisende, til et vis punkt. Mit hoved bliver nu drejet op til hende, da hendes ord falder ind i mine øre, og jeg lytter skam ganske meget. Kort hæves mit ene ’bryn’, da hun kalder mig fjollet, og jeg skal egentlig til at modsige hende, men i stedet kommer der bare et lille smil frem, som dog ligeså hurtigt som det kom frem, ligeså hurtigt forsvinder, som om det slet ikke har været der. I en fyrig bevægelse, vender jeg omkring, og det er lige tids nok til at jeg nu kan se hende, trippe omkring på strandens bred. I en lidt hurtig og maskulin bevægelse, ’springer’ jeg næsten op af vandet, så jeg nu står i varmen, i sandet, og kan betragte hvordan hun nu svanser omkring, i en cirkel, for derefter at skrabe i sandet, så det flyver omkring hende i alle retninger. Kort vippes mine øre en smule, inden de finder deres neutrale holdning bagud. Hvad pokker vil hun nu?

I det næste ligger hun sig så ned, i en rolig og elegant bevægelse, som jeg nok ikke ligefrem kan gøre hende efter, og der ligger hun så, i sandet, på siden, dernæst ryggen, og til sidst på den anden side, så hun har rullet sig rund i sandet. Mit hoved er gledet en smule på skrå, mens jeg betragter hendes rullen rundt, og da hun så atter er oppe, er jeg ikke langsom om at slå frem i en langbenet trav imod hende, samtidig med at hun også bevæger sig imod mig. Da jeg når hen til hende, bevæger jeg mig udenom hende, dog ikke særlig langt fra hende. Jeg bevæger mig ned langs hendes side, uden at røre hende, for derefter at træde forbi hendes bagpart, og om til hendes anden side, så vi nu igen står side om side, med fronten i samme retning. I en lidt stiv bevægelse, fordi jeg jo netop ikke er så bekendt med de berøringer, lader jeg min mule søge hen til hendes kind, som jeg svagt nipper til, inden jeg knejser min nakke hårdt op, og lader min krop træde et svagt skridt sidelæns, så min skulder næsten rør hendes, men også kun næsten. Det er sjældent, at jeg finder mig selv stående så tæt på nogen, men med Illana, er det bare anderledes, alting. Langsomt lader jeg dog igen min nakke løsne sig en smule op, inden jeg lader mit hoved hæves en smule, så jeg kan lade min mule søge ned imod hendes man, hvorefter et prust forlader min mule, dog ikke højlydt, men ganske roligt, mens min mule stadig er nede imod hendes man og hals.

Den gyldne danserinde var godt på vej imod sin brogede partner, da han selv sprang imod hende for at komme hende i møde. Snart var han ved hende og bragte sig elegant om på hendes anden side, ved at træde bag hende og derved slutte sig til hendes modsatte side. Hun rykkede hovedet ivrigt op, da han havde indtaget sin plads, hun fik standset sine hove for at nyde den nærhed, der i øjeblikket var opstået mellem dem. Selvom Illana, som var ganske usikker på de følelsesmæssige aspekter i sit liv, ikke kunne sætte ord på det hun egentlig følte overfor den brogede hingst, vidste hun, at han for hver dag, for hvert møde, betød mere og mere. Hans mule der lidt efter nåede frem til hendes kæbe, satte en sitren igennem hendes krop ved hans berøring. Hun vidste, at det ikke var noget han gjorde, bare sådan, og det var vel lidt en ære for den gyldne hoppe, at opleve at han gjorde det overfor hende. Hun forblev helt stillestående, indtil han havde rykket hovedet til sig og indfundet den ædle, vågende holdning igen. Og da hans mule endte ved hendes man, drejede hun smidigt halsen for at begynde at gnubbe ham på underhalsen. En social kontakt, som de ikke have nydt meget af førhen, var nu skabt og den gyldne hoppe yndede ikke at bryde den. Igen, var det som om hun kom et skridt tættere på den brogede Volontaire, at han inviterede hende det tættere på sin sjæl.
Der gik noget tid, hvor den gyldne hoppe forblev tavs i selskabet, alt imens hun blot nød det. Vandets gentagende brusen var nærmest hypnotiserende beroligende, og Lyset om hendes hals, lyste endnu i en klar nuance, men var blevet afdæmpet en smule i intensitet. Det var et behageligt og varmt lys der funklede nu, mellem de to sjæles kroppe. Efter nogen tid, i denne behagelige stemning, valgte Illana dog at trække mulen let til sig igen og lade sine unikke toner bryde stilheden.

,,Volontaire.. Jeg ved godt, at vi efterhånden ved ting og sager om hinanden. Men vil du ikke fortælle mig noget, om dig selv?”

Spurgte hun da, med lavt toneleje. Hun ville gerne vide mere om ham, selvom hun allerede vidste en del fra tidligere ord og hans handlinger. Især nu, hvor de var begyndt at stå hinanden nærmere og nærmere. Hun huskede tydeligt det første møde, hvor det var ganske spinkelt om de overhovedet var kommet i kontakt verbalt; men det var sket. Og nu stod de her.

Mange tanker går igennem mit indre, da vi nu står så tæt på hinanden, skulder mod skulder, og hendes gyldne pels tæt imod min næsten sorte. Den sitrende fornemmelse hun giver mig, bliver blot større, af at vi nu står så tæt på hinanden, og mest af alt, ville jeg bare ønske at hun virkelig bare.. ikke var andres. At andre ikke står med hende, som jeg står med hende nu. Men jeg vil aldrig gøre det krav på hende, aldrig holde andre fra hende, for hun er ikke min, og jeg ejer hende ikke. Eje hende, ønsker jeg nu heller ikke, på ingen måde. Men jeg ville på en eller anden måde, ønske at hun var min. Mere min, end andres.. Jeg har ikke lyst til at tænke over, at andre måske står på samme måde med den gyldne, som jeg står med hende. Bare tanken gør, at det stikker til min indre flamme, som truer med kort at bryde ud, og at jeg dermed så vil tage afstand til hende igen. Men jeg holder flammen nede, tvinger den til kun at være en gnist. Da hun gnubber mig på underhalsen, kommer der en let nydende brummen fra mig, med den ru og hæse undertone, som jo blot hører til mig og min stemme. Lyset om hendes hals, lyser stadig klart og flot, men dog er det en smule mere afdæmpet nu. Hun trækker igen sin mule til sig, hvilket jeg ikke er helt tilfreds med, men dog er det så fordi hun vælger at tale. Hun spørger, om jeg ikke vil fortælle noget om mig selv.. En brummende lyd glider fra mig, mens jeg tænkende ser ud imod havet.

,,Jeg ved ikke, hvad du ønsker at vide, Illana. Men jeg kan fortælle dig, at jeg er en hingst, der holder hvad jeg lover. Der skal meget til, før jeg mener at nogen er specielle, og derfor skal der meget til, før jeg begynder at ændre min adfærd overfor nogen, som jeg ser som fremmede og ikke bekendte. Mange sjæle minder i mit hoved, om hinanden; mange har den samme måde at reagere på, og jeg bebrejder dem nu heller ikke, at de finder mit selskab belastende eller svært at håndtere, for jeg har det gerne med, at skulle ’udfordre’ mine selskaber, og se hvordan de reagerer overfor mig, når jeg ikke lægger bånd på mig selv, og ikke bare hilser pænt og høfligt. En fejl fra min side, måske, men det er den eneste måde jeg finder ud af, om de kan se igennem min adfærd, og vente tålmodigt på, at noget andet dukker op. Du er en af de få, som har haft tålmodigheden til at lære mig at kende, og dermed har du også set en anden side af mig. Jeg gør det nok i bund og grund, fordi jeg mener jeg bedre kan beskytte mig selv og andre på den måde.”

Besvarer jeg hende roligt, mens mit blik glider ned på hende, søgende efter hendes øjne, da jeg gerne vil se, hvilken reaktion der kommer fra hende, med de ord jeg siger. Jeg ved ikke hvad hun mener om det jeg siger, og om hun trækker sig fra mig. Men hvis hun skal vide hvem jeg er, er det der en stor del af mig; som nok ikke bare sådan forsvinder.

Den gyldne hoppe mimrede ganske sagligt med mulen, ved de gengældende kærtegn som Volontaire tilbød hende. Det var usædvanligt rart at stå med denne hingst, og nyde dette, samtidig med at det var intimt på en lidt anden måde. Som om at hun efterhånden havde fået den forståelse for denne hingst, som hun skulle, for at kunne være ham nær.
Hun havde stillet ham et spørgsmål, måske et rigtig krævende et, eftersom den spraglede Volontaire ikke var hingsten, der afslørede så meget om sig selv. Det overraskede hende egentligt, at han valgte at svare som han gjorde. Han erkendte, at han ikke var perfekt, ligesom den gyldne hoppe heller ikke var. Og samtidig så sagde han, endnu engang, at den gyldne hoppe betød noget for ham. Hun lod hovedet vippes ind til ham, efter lidt, for at hvile imod hans hals. Hun var tavs længe, efter hans ord, men det var ikke fordi hun var i tvivl om hvad hun skulle sige, nok nærmere hvordan hun skulle formulere det. Hun prustede mildt i sidste ende, inden hun trak hovedet til sig igen og lod sine øjne søge hans.

,,Jeg er så glad for, at du i sidste ende lod mig lære dig at kende Volontaire. Du er en fantastisk sjæl, det er du”

Erklærede hun så, inden hun viste et smil på den smalle, feminine mule. Hun nød virkelig hans selskab, og efterhånden som brikkerne blev lagt på plads i det store puslespil, kunne hun også bestemme sine reelle følelser. Hun nappede ham ganske blidt på halsen, der var godt foret med vinterpels, inden hendes stemme atter begyndte.

,,Men jeg forstår, at du gerne vil beskytte dig selv. Dog, vil jeg give dig ret i at det ikke gør det let for dig at få andre, og måske støder det let nye selskaber. Jeg skal ikke gøre mig klog på det, men jeg er glad for, at du fortalte mig det”

Sagde hun med oprigtighed i stemmen, inden hun nikkede ganske let. Hun satte dermed fremad i en yderst elegant skridt langs strandens bred. Hun vidste, inderst inde, at han ville følge med og dermed ville to sjæle forhåbentlig snart følges side om side langs stranden.