..Just give up

Tiden står stille. Intet mindre end det. Hver gang jeg er i selskabet med denne gyldne skabning, føles det ganske enkelt som om tiden står stille. Og samtidig føles det også som om vi pludselig er de eneste, der eksisterer i dette land. Alle andre er for mig, blevet til luft, og mine tanker kan kun koncentrerer sig om denne gyldne hoppe, som har formået at nå så langt ind til mit indre, som ingen andre har gjort det før. Efter mine ord, er jeg nok en anelse nervøs for, hvilken reaktion jeg opnår hos hende, men jeg bliver dog glædeligt overrasket. For hendes fine mule søger nu ind imod min muskuløse hals, hvor hun hviler sit hoved, imod min tykke vinterpels, mens tavsheden lægger sig over os i et stykke tid. Jeg tror ikke, hun finder mig decideret mærkelig, for så ville hun nok ikke have taget sit hoved imod min hals. Men jeg når dog alligevel at tænke en del tanker, om om hun nu går, inden hun så trækker hovedet til sig, og begynder at tale med sin klare, og feminine syngende tone. Den stemme, vil jeg for alt i verden ikke undvære, nogensinde; om ikke andet, hvis jeg da ikke kan blive hendes partner, så vil jeg for alt i verden følge hende som hendes beskytter alligevel. Hun søger mine øjne, og kort er jeg nok en smule modvillig, fordi de mange følelser jeg rummer for hende, nok ikke kan skjules helt i de sorte øjne mere; men til sidst giver jeg mig, og lader mine øjne ramme imod hendes.

,,Fantastisk ved jeg ikke om jeg vil kalde min sjæl. Men jeg vil dog lade dig om, at bestemme hvad du mener om mig”

Besvarer jeg hende med den ru og hæse stemme, mens et ganske svagt smil spiller indover min mørke mule; for jeg er skam ikke irriteret over hendes ordvalg om min sjæl, nok nærmere det modsatte. At jeg så ikke helt mener det samme om mig selv, som hun gør, det er vel kun godt. Som sådan da. For hun kommer til at lege med ilden, fordi hun har mine følelser hos hende, hvis hun træder forkert. Jeg er godt klar over inderst inde, at jeg aldrig ville kunne skade denne hoppe; men jeg ved os, hvor meget jeg går ind i mig selv, hvis mine følelser for hende, slet ikke er gengældt, men måske endda forbeholdt en anden. Så er jeg udmærket klar over, at jeg nok ændrer mig ganske drastisk endnu engang. Mit hoved drejes imod hende, efter hendes nap, og selv gengælder jeg hendes berøring, ved at lade min mule strejfe blødt imod hendes feminine skulder. Hendes ord om min beskyttelse af mig selv, forstår jeg skam godt. Men jeg vælger at lade være med at kommenterer på det, og i stedet lyder der et samtykkende brum fra mig; for jeg giver hende skam ret.

Da hun tripper fremad, i en elegant og rolig skridt, står jeg i noget tid og kigger efter hende, betragter hendes bevægelser og udseende, inden jeg drejer blikket op imod den stjerneklare himmel. Et meget lavmeldt brum glider fra mig, inden jeg følger trop efter hende, og inden længe indfinder jeg mit korpus ved siden af hendes finde skikkelse. Min skulder strejfer imod hendes, da jeg går ved hendes side, og det er skam bevidst, inden jeg så drejer blikket ned til hende.

,,Vil du fortælle lidt om dig selv, Sol?”

Spørger jeg så, med den rungende og hæse tone, mens de sorte øjne betragter hendes lyse skikkelse; en sol, ja, det er passende hvad hun er.

Den spraglede Volontaire, som Illana var i selskab med, havde åbnet sig op overfor den gyldne hoppe, på en måde han ikke havde gjort det før. Nu, efter hans ord havde hersket over stilheden, og efter hun havde givet sin respons på det, var der atter en behagelig stilhed der lå kærtegnende omkring de to sjæle, som vandrede ganske tæt, side om side. Illana mimrede let med mulen, inden hendes ravfarvede øjne blev rettet imod den spraglede hingst, da hans stemme lød igen. Denne gang modsagde han hende ikke direkte; sådan som han havde gjort det tidligere i deres bekendtskab. Der havde hun ikke måttet synes om ham, på nogen måde, men nu måtte hun selv bestemme, hvorledes hendes tanker skulle udfolde sig omkring den spraglede sjæl, og det lokkede et smil på hendes mule. Han havde flyttet sig langt, utroligt langt, siden deres første møde, og det var noget som Illana var beæret over at opleve. Hun prustede dæmpet, og lod øjnene flakke fremad igen, med en tilfreds mine. Hun måtte have sine tanker om ham nu, for sig selv og udvikle dem, uden at han kunne føle vrede herom. Hendes ører var dog endnu rettet imod den spraglede sjæl, for selvom hans ord lod til at være nået til en ende, ville hun ikke gå glip af flere, hvis de kom - og efter noget tid, hvor de to sjæle blot havde gået side om side, kom der flere ord, formet som et spørgsmål. Han bad hende ligeså om at fortælle noget om sig selv og kaldte hende i samme omgang, for noget hun aldrig var blevet kaldt før; Sol. Forundret lod hun sine øjne vandre over på ham igen, søgende efter den mening der lå i dette kaldenavn; thi hun var ingen sol. Hun studsede kort over det, som den spraglede sjæl havde sagt, inden hun åbnede sin mule for at begynde at svare ham, med den naturligt feminine stemme som hun bar.

,,En Sol, er jeg aldrig blevet kaldt før, Volontaire. Dog er jeg beæret over det ord, du vælger at sætte om mig, da jeg ved hvad solen er, og den betydning den har for omverdenen. Men, jeg vil gerne fortælle dig om mig selv. Jeg stammer fra en flok, der vandrede konstant. Dermed havde jeg ikke et egentlig hjem. Min barndom var lærerig med både svigt socialt og glæder, som jeg stadig bærer i mit sind. Jeg lærte mange af de ting jeg i dag ved, ved min moders side, men desværre var det mit forhold til hende, der gav mig den største sorg. Min moder blev syg og valgte at forlade vores vandrende flok, for at søge freden til at tage imod døden formegentlig, og jeg fik skylden for at have gjort hende syg. De kaldte mig for mange grimme ting og tillagde min farve en sort magi, for ingen anden i min flok havde den farve jeg bærer; jeg blev gjort til en magisk ulykkesfugl der havde ondt i sindet. Siden da vandrede jeg alene, i min sorg, indtil jeg blev mødt af Lyset. Men bag Lyset var et uendeligt mørke, der nærmest klemte livet ud af mig. Jeg måtte udholde og vandre gennem dette mørke i hvad der svarede til en uendelighed, før jeg kom hertil. Volontaire, du ved en del om mit liv i Andromeda, men ikke alt. Jeg har mødt mange sjæle, som jeg ikke har fortalt dig om, og efter mit møde med Lyset, har mine evner udviklet sig. Jeg ikke blot bærer Lyset, men jeg kan også udnytte dets energi til at fremkalde Lysende kugler, jeg kan styrer i de retninger jeg ønsker, og fremkalde et skjold, der skal holde andre på afstand af min eksistens.”

Fortalte den gyldne sjæl, imens hendes hove sirligt strøg igennem sandet, der bugtede sig ned imod det brusende hav. Kulden strøg ind fra havets front af, og røg hen over de to sjæles kroppe, for da at fortsætte imod fastlandet. Illana afgav et tilfreds prust, inden hun forsigtigt puffede imod den spraglede sjæl. Hun havde nu indviet ham, i hendes liv; og hun håbede, at hendes ord ville blive husket, ligesom hans ord ville blive husket af hende.

Atter engang, har jeg æren af at vandre side om side, med den hoppe som har formået at komme ind under mit skind, længere ind en andre har fået lov til. Hun har formået at ramme både mit hjerte og min sjæl; uanset om jeg vil det eller ej. Jeg er blevet afhængig af hende.. jeg er blevet afhængig af at vide, at hun er okay. At intet er sket hende, og at hun endnu vandre omkring, uden at være skadet eller jaget. Jeg er afhængig af at se hende, enten tæt på, eller langt fra; bare se hende, og dermed vide, at intet er sket hende. Hun kender mange af mine sider, og svagheder, og det er både en ulempe men også en styrke. Siger hun farvel til mig på et tidspunkt, og beder mig om blot at være hendes beskytter, da vil jeg stadig være det, men også kun det. Mine følelser vil lukke ned, og mit hjerte lige så. Men jeg har svoret at beskytte hende; og hvis det er det hun kun ønsker en dag, så er det det, jeg vil være for hende, og intet andet. Hendes smil der kommer på mulen, er smittende, selv på en hingst som jeg, der sjældent smiler. Men et enkelt lille smil finder vej frem på min mørke mule, inden jeg blidt nipper imod hendes hals, varmt, og kort, inden jeg trækker hovedet til mig igen, da det nu ser ud til, at hun vil fortælle noget om sig selv, ligesom jeg opfordrede hende til, og som hun opfordrede mig til før. Imens hun taler, forholder jeg mit i stilhed, mens mit ene øre er vendt lyttende og opmærksomt imod hende, og det andet flakker opmærksomt omkring imod de fremmede lyde, da ingen skal komme uden at jeg har opdaget dem først. Hendes ord om solen, får mig til kort at trække lidt i den ene mundvige; for hvis hun bare vidste, hvorfor hun har fået det navn af mig nu, så ville hun nok le. Men jeg siger dog intet. Hendes videre fortælling, får dog intet smil frem på min mule, nok nærmere det modsatte.. At få skylden for noget, som man ikke har gjort, er noget af det værste kunne jeg forstille mig. Jeg gjorde jo det jeg engang gjorde, og det står jeg ved. Men Illana dræbte ikke sin moder; men fik alligevel skylden. Hvordan kan nogen tro, at Illana, den gyldne hoppe, Solen, ville kunne skade sin egen moder? Et fnys glider fra mig, uden jeg selv tænker over det, mens hun fortæller videre. Hun fortæller også om sin videreudvikling af sit Lys, det hun bærer. At hun nu kan bruge det; og det er kun godt. Stilheden lægger sig over os, mens vi går videre. For jeg siger ikke noget i noget tid, mens jeg tygger på de ord hun lige har fremsagt. Men da sekunderne er gået, måske minutter, vælger jeg at dreje mit blik ned på hendes gyldne skabning.

,,At få skylden for noget, man ikke har gjort, er næsten det værste der kan hænde en, kære Sol. Men at det så også er skylden for ens egen moders død, må næsten have været ubærligt. At udstøde dig, og se dig som sort magi, grundet din gyldne skikkelse, er middelmådigt og kujonagtig gjort; blot fordi du ikke lignede de andre, betyder det ikke at du er mindre værd end dem. Unik, var nok bare det du i sidste ende var; men de ville de nok ikke indrømme.. Kujoner, det er hvad de er.. eller var. At du er kommet hertil, er for mig positivt. Men ikke den måde det er sket for dig på”

En rysten på hovedet kommer fra mig, inden jeg drejer blikket fremad, og ikke ned på hende mere. Jeg tænker. Og det er tydeligt at se.

,,Så du kan beskytte dig selv mere, end du kunne før.. Det er godt. Men kan du håndtere det, Illana, gyldne Sol, kan du håndtere de kræfter, som Lyset har givet dig?”

Dette er et spørgsmål. For hvis hun ikke kan det, så skal hun øve det. Og da jeg har lovet hende at beskytte hende, så agter jeg også at være beskytter, og dermed også ’prøveklud’. Så hvis hun ikke kan håndterer de kræfter, så stiller jeg gerne op som forsøgskanin, og så må vi se hvordan det går. Min stemme er mere alvorlig ved de sidste ord, for det er jo et alvorligt emne.

Denne tråd er hermed afsluttet.
Jeg har i en længere periode være inaktiv, og dermed ikke fået svaret i en del tråde. For at jeg kan finde hoved og hale i tingene, vælger jeg derfor at afslutte mange af mine tråde. En ny kan selvfølgelig startes, hvis lysten er der