..Just give up

[Forbeholdt Illana & Signe]

Den søgen jeg længe har haft, har nu ført mig til en ø i dette land, som jeg aldrig har betrådt før. Og det med god grund. Her, på denne ø, er der ingen chance for mig, for at falde i et med omgivelserne, forsvinde ind i mig selv og lade min krop gå i et med de træer jeg ofte vandrer blandt. Nej, her er der kun sand, sand så langt øjet rækker, og så meget sand at mine øjne til tider må misses i, fordi solens stråler skærer imod sandet og kaster reflekterende stråler imod mine øjne, krop og ansigt.

Mine hove er placeret hårdt imod jorden, mens jeg med hovedet en anelse lavt hængende bevæger mig tværs af sted over sandets helved.. Jeg har vandret her i omkring to dage nu, og trætheden og tørsten er efterhånden begyndt at melde sig. Men først efter knapt nogle ugers søgen, er de første træthedstegn begyndt at vise sig. Bl.a. at mit hoved er lavere placeret end det ellers plejer at være. Mine hove er brugt, og der er små skræmmer og ridser henover mine ben, fordi jeg har krydset diverse floder, skove, bække og kløfter. Men jeg har endnu ikke fundet hende. End ikke duften, kun meget svagt.

Jeg er i mit indre begyndt at frygte, at hun for alvor er væk fra denne verden. At jeg ikke har nået at advare hende om de skygger, der tilbød mig deres broderskab, blot at jeg så skulle bringe dem det lys, en gylden hoppe bar. Illana. Og jeg svor hende engang, at jeg ville gøre alt for at beskytte hende og lyset – og de ord holder jeg. Mine grå øre vippes bagud i nakken, og halen slasker kort om min bagpart, inden jeg standser op og hæver hovedet. Søgende. Men der er bare øde og fyldt med sand. Brummer i en dæmpet tone, mens tankerne hober sig op ’giv nu bare op’….

Hvorfor den gyldne hoppe havde sat sine hove på denne ø, vidste hun ikke. Sandet omgav hende, som hun vandrede af sted; uden mål i sine tanker. Det var her at mødet med den ravnsorte Seth havde foregået, der hvor hun havde fået det sår, der stadig kunne anes på hendes gyldne pels. Det var helet pænt, det var det skam, og det ville nok ikke efterlade ar der ikke kunne dækkes af hendes pels, hvilket hun var glad for.
Sandet der gled op af hendes ben for hvert et skridt, virkede glubsk denne dag. Som ville det trække hende længere og længere ned, indtil hendes krop ikke længere havde kræfterne til at modkæmpe sandets vilje og da trække hende ned i slangernes verden. Slangerne, som den ædle ørkenvandre Zekaryah kendte til.
Hendes tanker fløj omkring, omkring de selskaber hun havde gjort sig og de ting hun havde oplevet. Hun var ej længere blot Lysets bærer; men Lysets vogter. Hun var noget mere end før, og hun var endnu mere opsat på at passe på det, hun bar om sin hals. Og i sit hjerte. For det var nu sådan, at Illana bar selve Lyset i hjertet også, et lys der flød i hendes krop og lod den få energien som det besad. Det var en sær fornemmelse, at have noget i kroppen, der ej havde været der fra start af. Men det stod Illana klart, at hendes moder måtte have hat det ligeså - Hvis hun havde boret på det samme lys, som hende selv. Illana sukkede kort, inden et mere målrettet blik gled over hendes feminine hoved; hun begyndte at søge væk fra sandets uendelige ocean. Væk fra den tyngende kraft, der truede med at trække hende ned - For hun havde intet at gøre, derude.
Hun brummede sagte, alt imens hendes yndefulde skridt bragte hende ud hvor sandet blev mere betrædeligt, der hvor jorden lå tæt under sandets overflade. Og der, i sandets vildnis, så hun en hingst hun ikke havde set længe. En smule forundret standsede den gyldne hoppe op og lod sit blik vandre imod Volontaire, der vandrede i sandets virvar, som hun selv gjorde det. Men hvorfor? Illana lod et kort vrinsk falde imod hans sjæl, inden hun satte kursen imod ham. Hendes vandring havde nu fundet et formål; og hvis hun ikke gættede meget forkert, havde hans også.

Flere uger er efterhånden gået, hvor Illana har været væk fra min synsvinkel, hørelse og lugtesans. Jeg har ledt og ledt, ikke blot af et personligt savn; men af andre årsager, som hører de højere magter til. Jeg ved ikke, om andre er blevet bedt om at hente det lys hun bærer om sin hals, og jeg håber inderligt at dette ikke er tilfældet. Jeg håber, at de mørke skygger kun har bedt mig om at gøre dette; for hvis jeg er oppe imod flere, kræver det snart et mirakel, i hvert fald i mit hoved, at skulle beskytte den gyldne lysbærer.
Netop som mit hoved begynder at sænke sig ned igen, og jeg mærker hvordan mine ben efterhånden er godt trætte af at vandre sådan omkring, bemærker jeg pludselig en skarp lugt i mine næsebor. Atter engang flyver mit hoved op, og i et kort øjeblik ser jeg frisk, ung og aldeles ikke som om jeg er hærget i sindet, ørene er fremme og næseborene er let udspilede. Dér. Lige dér, midt i oceaner af sand, står den gyldne hoppe nu.
Jeg må indrømme, at nogle tanker vandrer igennem mit sind – for står hun der rigtigt, eller er det bare mig der pludselig er begyndt at se hende, uden at hun overhovedet er der? Ryster lidt irritabelt på hovedet, og kniber øjnene blinkende i. Men da jeg åbner dem igen, står hun der stadig. Brummer i en lidt voldsom tone, og sætter frem i en tung trav igennem det lidt bløde sand, som ikke er helt nemt at trave i. Jeg standser i et ryk, da jeg ikke er ret langt fra hende. Strækker halsen frem, så min mule kommer under hendes hals, og ned til lyset der hænger imod hendes bringe. Det er der stadig. Retter mig så op igen, og kigger skeptisk henover hende. Et lille sår er at se, og det får mine øre bagud, i et hurtigt ryk, mens jeg ser på hende, ind i hendes øjne, kort. Trækker blikket til mig igen.

,,Hvem?”

Spørger jeg så, og nikker imod hendes sår. Jeg skal nok finde vedkommende – Men jeg skal vide hvem det er, og hvorfor det er sket. Jeg er langt mere på dupperne i hendes selskab, end jeg ellers plejer at være. Kigger kort omkring os, men ingen skygger er at se; heldigvis. Svirper med den mørke hale, inden jeg retter blikket imod hende igen, afventende.

Den gyldne hoppe, der havde nærmet sig den spraglede Volontaire, lod sit blik skimme over hans krop. Han bar præg af, at have vandret længe uden vitterligt meget at spise og drikke; men hvorfor havde han dog det, i dette land? Der var mad og vand i overkommelig rækkevidde stort set alle steder - undtagen den golde ørken, som de begge to nu vandrede i. Illana studsede kort over tanken omkring ørkenen - For hun undrede sig faktisk over, at hun var vandret hertil. Hun havde kun sat sine hove her få gange, og det havde været af nysgerrighed eller på grund af at hun fulgte et selskab. Nu var hun kommet her, vel for at komme lidt væk, for at tænke. Hun slog kort med hovedet, for at få sine tanker lidt på afstand, og da mødte hun blikket fra Volontaire, der ganske tydeligt søgte svar; men ikke blot ét svar, nej, mange svar. Han søgte vel svar omkring hendes vandring, hvorfor hun var her, men ligeså også om hun var okay - og hvorfor ikke. Hun prustede dæmpet, inden hun lod sin mule søge fremad imod hans, for at hilse ham ordentligt an.
Da hendes mule havde været hans nær et øjeblik, trak hun den tilbage og vendte ørene imod ham. Da hans spørgsmål kom frem, med en beslutsomhed og næsten vrede at spore, lagde Illana hovedet en smule på skrå. Der gik lidt, inden hun svarede, ganske simpelt fordi hun var usikker på hvordan Volontaire ville reagere i sidste ende. Det var skam gået op for den gyldne hoppe, at Volontaire følte trang til at beskytte hende, hvilket hun var meget beæret over - Og om han ville se sort, eller blot ignorere det, vidste hun ikke. Hun valgte dog, efter lidt, at svare den spraglede hingst.

,,En ravnsort hingst ved navn Seth. Vores møde gik ikke helt som forventet”

Sagde den gyldne hoppe dæmpet. Dansen med Seth havde været svær, og den havde kostet hende, men alligevel havde hun ikke opgivet endnu. Hun følte vel på en måde at hun hang ham ud - Men på den anden side, så var det vel ikke at hænge ham ud. Det var jo sandheden, at den ravnsorte hingst havde bidt Illana. Hun prustede dæmpet, alt imens hun fasthold blikket hos Volontaire, søgende efter en reaktion. Hvordan ville den mon være?

Egentlig, så er jeg ikke sikker på, at jeg har lyst til at vide hvad der er sket med hende, eller hvem det er. Men jeg bliver nødt til det. Jeg er nødt til at vide, om den hest der har skadet hende, kom for at fjerne det lys hun har om halsen. Er det tilfældet, er jeg oppe imod lang flere end beregnet. End ting er de mørke skygger, en anden ting er hvis de har flere håndlangere end jeg har beregnet. Mine øjne hviler stift imod hende, inden jeg drejer blikket omkring os igen, opmærksomt. Men her er ingen at se. Da hun så lader mulen ramme imod min, ryger mit ene øre frem, og den svage flamme ses nu igen gnistrende inde i de mørke øjne. Da hun fjerner den igen, for at se mig an, og derefter svarer, ryger min fulde opmærksomhed på hende igen.
Jeg lytter intenst til det hun siger. Ravnsort. Hingt. Seth. Ord, der planter sig solidt på min nethinde, og der skal de forblive, indtil jeg har snakket med denne ravnsorte hingst.

,,Kom han.. for at tage dit lys, Illana?”

Spørger jeg hende så, mens det ene øre nu igen ryger bagud til det andet. Jeg frygter vel i og for sig svaret, for er det tilfældet, betyder det at jeg har langt sværere ved at finde en løsning på det her. Men jeg har dog hørt rygter i dette land, om en rumpelstilskin, der skulle kunne opfylde ønsker. Men med ønsker, medhører der altid en ofring af et eller andet. Noget, han skal have til gengæld. Det er jeg godt klar over. Retter min krop op, og lader kort nakken knejse op, inden jeg dog blot står med nakken nogenlunde afslappet igen. Ser ingen grund til at spille macho, når samtalen er langt mere alvorlig end som så. Mine øjne falder imod hende, for at se hendes reaktion. Forsøge, at se hendes sjæl. Finde ud af, om hun vil fortælle mig sandheden, om om hvorfor denne ravnsorte Seth, har bidt hende.

Den gyldne hoppe betragtede Volontaire, mens hans stod foran hende. Han virkede så søgende, så undersøgende og spørgende og samtidig så virkede han så ivrig og lettet på samme tid. Illana blev en smule forvirret, faktisk, over alle de følelser der lod til at sidde i pelsen på den spraglede hingst. Da han lod sit blik glide rundt, nok for at undersøge omgivelserne for evt. farer, prustede Illana dæmpet. Hun havde sanset en form for samhørighed mellem de to, som om Volontaire havde viet en del af sit liv, til at beskytte den gyldne hoppe - Og omvendt søgte hun vel at vie en del af sit liv, til at være sammen med denne spraglede hingst, som i første omgang havde afvist hende totalt, men senere hen havde accepteret hende.
Illana lod derpå sit blik mødes med Volontaire’s, der ramte hendes kort inden han begyndte at snakke. At Volontaire snakkede om at tage Lyset, fik Illana til at lægge ørene en smule til siden i ubehag. Hvorfor skulle Seth komme for at tage hendes lys? Nok havde hun selv betænkt det samme, da hun havde mødt Seth, fordi Den Vise havde sagt at hun skulle beskytte det fra skyggerne, der ville tage det. Måske havde Seth snakket med disse skygger - Men nej, Seth havde ikke forsøgt at tage Lyset og havde end ikke vist interesse for det. Illana kneb sine øjne en smule sammen. Hvor kendte Volontaire til det at tage Lyset?
Hun prustede dæmpet, inden hun lod sin unikke stemme besvarer hans ord.

,,Volontire, nej, Seth kom ikke for at tage mit Lys. Vi endte i en ustabil dans, hvor jeg tabte og det var det, der skete. Men Volontaire .. Hvorfor kommer du og spørger, om han ville tage mit Lys?”

Spurgte hun måske en smule usikkert - Der var groet en form for frygt frem i sindet på den gylden hoppe. Nok var hun vis og klog, men hun vidste også hvor vigtigt det var, at hun passede på dette Lys hun var blevet skænket; hun vidste at skyggerne var efter det, men hvis skyggerne prøvede at lokke andre sjæle til at tage Lyset, så var det snart alle, den gylden hoppe skulle passe på overfor. Sjæle var uforudsigelige, og nok var Illana ganske god til at læse sine selskaber - Men dem som Seth, kunne hun ikke magte meget overfor. Hvad nu hvis den spraglede Volontaire selv var lokket til at tage Lyset, og blot søgte at få Illana til at stole på sig nu? Hun mimrede kort, tænksomt med mulen, alt imens hun prøvede at samle tankerne og afventede reaktion fra Volontaire.

En tanke strejfer ofte igennem mit hoved, mens jeg har stået her, med fronten til den gyldne hoppe, som jeg så længe har ledt efter. Men lyset, det hænger stadig om hendes hals; heldigvis.
Mine øre vipper ganske kort omkring, inden de vippes en smule tænksomt bagud, mens mit blik forholder sig hos hende. Søgende efter hendes ord, og hvad hun har at sige. Jeg ønsker ikke at skræmme hende, og jeg må erkende, at en form for ’frygt’ er trådt op i mit hoved, en tanke, der siger mig, at hvis jeg fortæller hende nu, at jeg er blevet bedt om at tage lyset, vil hun da flygte fra mig, og ikke stole på det jeg nu har at sige? At jeg aldrig ville kunne tage det lys fra hende; end ikke for selv at få opfyldt et ønske fra skyggerne, der tilbød at give mig hvad jeg ville, og blive en del af mig. Vil hun stole på mig efterfølgende? Da hun svarer, er jeg klar over at hun ikke lyver. For hvorfor skulle hun gøre det. Men hun virker også usikker i stemme, måske nervøs for det selskab jeg har givet hende; nervøs for, om jeg selv er kommet for at tage lyset.
Jeg kigger væk fra hende en tid, mens stilheden breder sig over os, inden jeg igen drejer hovedet imod hende, og lader mine øjne fæstne sig i hende; derpå, blottes min sjæl også, hvilket jeg sjældent ønsker.

,,Illana.. Jeg blev mødt af en fremme hingst, Fuyu No Kitsune, hed han. En hingst der var snehvid, og med en lang fyldig man. Han spurgte mig, om jeg ville møde Dem, Skyggerne i dette land. At jeg ville blive modtaget med glæde, blot jeg udførte en mission for dem. Jeg tog med ham…”

Her stopper jeg kort min tale, mens jeg ser rundt; men vi er stadig alene, og ingen andre vil derfor kunne høre vores samtale.

,,Jeg blev modtaget af skyggerne, som bad mig.. tage det lys, som en sjæl i landet bar. Jeg skulle bringe Dem, dit lys, Illana. For at Andromeda igen ville komme til at se ud som det engang havde gjort. Fuyu No Kitsune fik en belønning for at have draget en ny sjæl til dem, og skyggerne blev en del af ham, de snor sig nu om hans ben, og er i samhørighed med ham nu. Han er ikke blot hvid mere, men skyggebelagt. Jeg blev lovet at få opfyldt et ønske, hvis jeg tog dit lys, Illana..”

Her stopper jeg igen, inden jeg atter lader mine øjne falde i hendes.

,,Men.. Jeg har svoret til dig, for længe siden, at jeg ville beskytte dig og dit lys, uanset hvad det indebar. Og jeg kom for at fortælle dig, at dit lys nu er endnu mere i fare, end du måske tror. Jeg ville aldrig tage dette lys fra dig, som du er blevet givet; men jeg ved ikke, om jeg er den eneste der har fået denne besked. Og mange andre, ville nok bukke under for dette, og forsøge at tage dit lys. Jeg håber, at du tror mig, Illana, for jeg ville aldrig kunne gøre dig ondt. Aldrig. Jeg ville aldrig kunne skade dig, for du betyder mere end hvad jeg egentlig selv skulle have tilladt..”

Siger jeg så, og ser spørgende imod hende. Jeg ved ikke om hun stoler på mig, men jeg håber det inderligt. For hvis hun ikke gør, vil det blive langt sværere for mig, at beskytte hende. Så skal jeg gøre det i afstand. I den sidste sætning, røber jeg også noget for hende, som jeg måske ikke skulle have gjort. Men jeg kan ikke trække de ord tilbage, som allerede er blevet sagt. Mine øjne hviler stadig tungt i hendes, for at aflæse hendes reaktion.

Den gyldne hoppe kunne fornemme på den spraglede hingst, at noget ikke var, som det plejede. Han var kommet med hast, havde kigget på hende med en lettelse, der passede til en, der havde genset en, som man havde troet havde lidt den værste skæbne; han lod til at have søgt hende med ivrighed og endelig havde han fundet hende. Men ligeså lod der til at ligge ord, der vejede lige så tungt som sten i hans sind og ventede på at skulle siges. Illana blev vel en smule nervøs, over den stemninger der lå over den ellers normalt kolde og let afvisende Volontaire. Lyset omkring hendes hals var også så småt begyndt at ændre karakter; det skinnede mindre klart, end da det havde sanset Volontaire i nærheden og selve nuancen var ved at glide over i en mere blålig farve, men ikke helt blå, blot derhen ad. En nervøs farve. Illana prustede kort, et forsøg vel på at samle tankerne. Hun var en fattet hoppe som regel, men efter mødet med Seth havde hendes tanker og handlinger været lidt mere uovervejede og afvisende, hvis man kunne kalde det sådan, fordi hun havde behov for at samle sig selv igen. Det havde været en rystende oplevelse, og selvom det meste af den mislykkedes dans hun havde haft med Seth, havde været under et kontrolleret sind, så var dele nu forvirret og manglede et holdepunkt. Dét ville tage hende lidt tid at blive hel igen, i mere end en forstand. Såret på hendes hals var helet godt, men det var stadig synligt og kunne til tider gøre ondt ved berøring eller ved udsættelse for kulde. Nogle uger endnu, så ville den være der, og til den tid ville hendes sind formegentlig være vendt tilbage til normalen.
Det gav et lille sæt i hende, da han begyndte at snakke. Hendes tanke havde kredset lidt omkring det rod der lå i sindet på hende, omkring Seth og oplevelsen, så hun havde ikke været 100 procent fokuseret på Volontaire, som hun var det nu.
Illana lyttede intenst, men også en smule frygtsomt til det han havde at sige. Snakken om skyggerne, denne Fuyu og hans opgave, fik Illana til at trække sig et skridt bagud. Ikke fordi hun frygtede Volontaire; for selvom han var blevet pålagt opgaven at tage hendes lys, så kunne hun læse sandheden i hans krop om, at han ikke ville kunne finde på det. Og hans sidste kommentar omkring, at hun betød mere for ham, end han ellers ville have tilladt, ramte hende vel lige så hårdt som resten af hans ord. En frygt, en frygt hun for længst havde lagt fra sig, blussede op i hendes sind igen. Nætterne, skyggerne, denne skyggehingst. Og samtidig så var den spraglede Volontaire ikke afvisende overfor at have følelser, overfor den gyldne, længere; hvilket hun ikke var klar på. Hun havde en fornemmelse af, at de to var knyttet på en speciel måde, men at han havde ladet hende komme nærmere, end han egentlig brød sig om, kunne hun kun se med blandede følelser på. Han havde advaret hende om at være ved ham; for det kunne blive farligt for hende. Men hvad nu, hvor han havde sagt, at han ikke ville kunne gøre hende ondt?
Mange tanker for rundt i hovedet på hende, forvirrende tanker og ubehagelige tanker. Hun trak sig endnu et skridt tilbage, førend hendes sind fik kredset sig ind på nogle ord, hun kunne svarer Volontaire med - Der stod foran hende, blottet og afventende på svar.
Hun sukkede kort, dybt, inden hun mødte hans blik igen, der havde veget da hun havde trukket sig tilbage. Hun nikkede kort, ganske kort, inden hun begyndte at snakke med den unikke stemme.

,,Volontaire, jeg .. jeg ved nærmest ikke hvad jeg skal sige. Da jeg blev pålagt den opgave at vogte dette Lys, blev jeg advaret om disse skygger. At de ville søge Lyset; men jeg havde ikke troet at disse skygger ville lade deres søgen udvides til andre. Jeg ved nu, at nætterne kan gemme på disse sultne skygger. En hingst, denne Fuyu, som du sagde, er vidst ligeså en jeg skal frygte - Og hvem ud over dig, ja, kunne komme efter Lyset? Det er vigtigt for landet, Volontaire, for os og Andromeda, at dette Lys består. Hvis jeg fejler, vil mørket tage over, og selvom nogen vil mene det er for det bedste, så tror jeg på det, som Det evige Lys fortalte mig. At Andromeda skal bestå, som det er nu. Men at jeg skal mistænke nærmest alle, som skyggerne kunne finde på at spørge om de vil udføre den opgave, du er blevet pålagt, er et faktum jeg har svært ved at håndtere. Min verden er ikke skabt af frygt, men nu er den omgivet af det. Volontaire, jeg værtsætter dét du gør for mig nu, meget højt. At du vælger at komme til mig og sige dette, det er stort. Og hvordan jeg skal sige tak, det ved jeg ikke. Men, Volontaire, selvom jeg ikke er meget for det, så vil jeg spørge dig, om du vil hjælpe mig i min kamp; hjælpe mig med at holde øje med dem, der kunne bærer opgaverne fra skyggerne. Nok ser jeg mange og kender mange, men selv de mest kendte kan snyde. Det er alt for meget, at forlange fra en sjæl, men jeg ved jeg kan stole på dig, du spraglede. Især efter dette.”

Den gyldne hoppe valgte ikke at kommentere på det sidste, men i stedet lod hun nu sine ben bærer hende de to skridt frem, som hun havde veget og derefter lod hun sin mule mødes hans. En tak, en respons på hans ord omkring den betydning hun havde for ham. En slags accept; og en tilkendegivelse af, at han ligeså betød meget for hende. Præcis hvor han skulle placeret i hendes fremtid, kunne hun ikke gisne, men hun vidste nu, at Volontaire ville blive en fast del af hendes fremtid; og hun ville ikke for noget i verdenen bytte dén viden væk.

Tiden står stille. Hvert sekund, føles som minutter, og hvert minut føles som timer. Jeg venter blot på, at den gyldne hoppe foran mig, åbner sin mund og lader ordene flyde. Men de kommer ikke. Vi står længe i stilhed, mens hun først træder ét skridt bagud, for derefter at træde endnu et skridt bagud. Dette får mine øre til at finde deres vante plads bagud; usikkerhed ville nogen mene at det er i dette øjeblik, og det er det måske os. Med det samme mine sidste ord er sagt, om at jeg holder mere af hende end jeg burde, fortryder jeg resolut at jeg har sagt dem; for jeg tror ikke, at det er gengældt fra den Gyldnes side af, og dermed har jeg blottet min sjæl endnu en gang. Og det var ikke det jeg ønskede da jeg kom hertil. Mit blik glider fra hende, mens hun står der, og ser en anelse skræmt ud. Om det er for mig eller det jeg har sagt, det kan jeg ikke udtale mig om. Men mit blik hviler nu ud imod sandets ocean, hvor det bliver liggende i et godt stykke tid, mens jeg overvejer at dreje min krop omkring, og forsvinde fra hendes syn. Men lige da tanken er tænkt til ende, bryder hendes bløde og lyse stemme frem; en stemme der er i stor kontrast til den stemme jeg før talte med. Den hæse, mørke og ru stemme.
Mine øjne hviler stadig ud imod sandet, men jeg tvinger da mig selv til nu at kigge på hende, men ikke i blikket. – Jeg er et kort øjeblik vendt tilbage til gamle vaner.
Hendes stemme er der i lang tid, og mange ord forlader hendes fine gyldne mule. Men for hvert ord hun siger, bliver jeg fyldt med langt flere tanker end der før var. For hun har jo ret. Hun ved ikke, hvem hun skal mistænke, og hvem hun ikke skal mistænke. Og det faktum, er ikke nemt at håndtere, end ikke for sjæle som mig, der er vant til skepsis over for alt og alle. Da hun er færdig, ser jeg væk fra hende. Ingen respons kommer der, på det sidste jeg sagde til hende, og netop det bekræfter mine anelser om, at det nok ikke er gengældt; og det kan jeg heller ikke forlange.
Lader min stemme komme til udtryk, men fortsætter med at kigge væk fra hende, og udover sandet.

,,Det er et faktum, du skal indfinde dig med, Illana. For det kan ikke ændres. Verden er ikke fyldt med harmoni, og gode sjæle kun. Nogle, ligesom jeg selv, er ikke bygget af sten, der er lagt perfekt, og med bløde hove. Mine sten, er lagt klodset ovenpå hinanden, sammenpresset, til én hård masse. Men nogle af stenene, hos mig, er dog til at komme igennem. Men dette er måske ikke tilfældet hos nogle andre, af dem der vandrer i dette land”

Jeg ved ikke om hun forstår min illusion, men det tror jeg nu at hun gør.
Hun beder om min hjælp. Hjælpen til at beskytte lyset, holde øje med dem, der kunne være en trussel. Mine øre vippes kort rundt, inden de finder lidt længere ned i nakken, og jeg kaster kort med hovedet. Men lader herefter ørene finde lidt mere op og frem, tænkende. Inden min stemme så kommer frem igen.

,,Jeg svor for noget tid siden, at du altid kunne regne med min hjælp og beskyttelse, hvis du bad om det, og ønskede det. Denne forsvoren, står stadig ved sin magt”

Nikker kort, og lader blikket falde på hende, kort i hendes øjne. Det er ikke et særligt personligt svar, men jeg er påpasselig med nu at blotte min sjæl endnu mere, end den før var. Det er jeg ikke interesseret i, at det sker igen, og derfor bliver svaret på den måde; et ja, men kun hvis det er det hun ønsker. Idet jeg kan høre hendes hove, falder blikket ind i hendes øjne, da hun kommer nærmere, og lader sin mule røre min. Vipper kort med ørene, inden jeg kort overvejer hvad jeg skal gøre. Giver hendes mule et kort puf, ikke for at skubbe hende væk, men en gestus. Og derefter, trækker jeg min mule ind til mig… Det plejer at være hende der rør, og trækker sig væk. Men nu, nu trækker jeg mulen til mig. Jeg er i tvivl om, hvad hun mener om mig og mit selskab, og er derfor påpasselig nu; mere end jeg før har været. Andet end i starten selvfølgelig. Retter mig op, og skyder bringen en smule frem, inden jeg knejser nakken op, og lader ørene pege bagud som de næsten altid gør; men det er for omverdenen, jeg står sådan, for at udvise en stor muskelstyrke, og dermed skræmme andre væk fra os.

Det er tydeligt, at den måde den gyldne hoppe valgte at handle på, påvirkede den sortspraglede hingst. Han lod til, hvis Illana da tolkede det rigtigt, at blive en smule nervøs, eller utilpas, over at han havde blottet sine tanker og følelser for den gyldne. Hun havde med vilje ikke reageret voldsomt på det - Da hun vidste, det var et emne der nok alligevel ville blive lukket, da Volontaire holdt sine kort tæt ved kroppen, og så også fordi det kom bag på hende, at han måske så sig så knyttet allerede. Nok var hun knyttet til denne spraglede hingst, og aldrig ville hun ønske ham ude at sit liv; men at han nærmest virkede skuffet, ja, det skuffede vel hende lidt. Men det lod sig ikke vises, derimod lyttede hun intenst til de ord, den reaktion, som den spraglede hingst kom med efter lidt. Hun hævede hovedet en smule, da hans første udtale nærmest lod som en hentydning til, at Illanas liv var for let. Hun skulle finde sig i det. Ja, hun vidste godt at livet ikke var en dans på roser; hendes liv havde skam været ensomt og dem, der havde vendt Illana ryggen, da hun endnu boede i det gamle land, havde da også efterladt sig en ’skæv sten’, som Volontaire så fint forklarede det med, i Illanas mur. Men blot fordi stenene lå skævt, betød det jo ikke at man ikke selv kunne lægge dem på plads igen, hvilket den gyldne hoppe havde formået at gøre. Hendes liv var nok ikke meget lettere end hans. Hun valgte bare at gøre en aktiv indsats for at undgå, at det blev værre. Hun var tavs lidt, mens hun vejede hans ord. Skulle hun tage det første som en fornærmelse, et hint om at han mente hendes liv var for let, eller var det blot hans måde at ’forberede’ hende på? Hun prustede dæmpet, men inden hun kom frem med en konklusion, hørte hun hans sidste ord, der lettede hendes sind lidt mere. Han ville hjælpe hende, beskytte hende. Hun mødte nu hans blik med et oprigtigt taknemmeligt et. Og da han lod sin mule give hende et puf, lukkede hun kort sine øjne, og mærkede blot efter hvordan det tryk, som hans mule efterlod, forplantede sig i hendes krop og sind.
Derpå lod hun sit hoved søge i hans retning og hviles imod hans hals. Han var en beskytter; om han ville det eller ej. Og en beskytter, det var han født til at være, det kunne hun mærke. Hvad end der gik galt i hans unge år, hvad end der fik ham til at fralægge sig denne titel og egenskab overfor alle, vidste hun ikke. Men det lod til, at han havde fundet en sprække ned til det hulrum, hvor det var gemt, og havde ladet Illana passere. De ord, omkring hans følelser, slog hende igen. Hun følte sig vel skyldig, på en måde, over ikke at have kommenteret på det, nu hvor han havde svoret at beskytte hende igen. Og den skuffelse, der før var gledet over hendes sind, over hans reaktion, forsvandt da igen.

¤Volontaire, lov mig, at vi to altid vil være venner. Altid vil kunne finde hinanden, være i hinandens selskab, uanset hvad der sker¤

Hviskede hun da ned i hans pels. Hun havde følelser for ham, det havde hun sandet i de sekunder det tog hendes skuffelse at forsvinde. Men hvor stærke disse følelser ville ende op med at blive, kunne hun ikke sige. Hun kunne ikke forudsige fremtiden, men hun vidste i hvert fald, at hvis de to nogensinde brød det bånd, de skrøbeligt havde bygget op, ja, så ville der ende op med at være flere skæve sten i den gyldne hoppes mur - og om hun havde kræfterne til at lægge dem på plads, det var ganske uvist. De ville, formegentlig, forblive skæve resten af hendes dage.

Måske har jeg aldrig været hingsten, der har vist de største følelser eller erklæret mig skyldig i at bryde mig om en anden. Men alligevel har jeg jo gjort det en gang, til den gyldne og yndige hoppe fra mig hjemland. Og derfor ved jeg også, at fordi Illana ej svarer på den erkendelse jeg netop kom med; så er det fordi den ej er gengældt fra hendes side af. Eller i hvert fald fordi hun ikke selv ved, hvad følelser hun render og bære på, hvis hun da bærer på nogen omkring mig.
Men Illana er blot en hoppe, der i mit hoved og i min verden, er mere end som så. Hun er ikke en ener, eller unik, for det synes jeg ikke der er nogen der er; Men hun er speciel. Det er hun.
Men jeg kommer aldrig til igen at kunne slippe denne gyldne skabning; for jeg har svoret hende en beskyttelse under mig, en beskyttelse og en troskab jeg ikke vil rende fra. Min bringe er hele tiden fremskudt, som om jeg allerede nu bereder mig på at skulle i nærkamp med gud og hver mand. Men allerede nu, ved jeg at en hård tid er det jeg går i møde, for jeg ved at jeg nu skal opsøge mange, mange af dem der taler med Illana, og høre om deres hensigter er rene, holde øje med dem og studere dem. Lægge an til kamp hvis dette bliver en nødvendighed, og den første jeg starter med, når dette møde er overstået, er Seth; den ravnsorte hingst, der har valgt at plante tandaftryk i Illanas fine pels, og dermed bagt hende i en fare, jeg ikke tillader.
Mine mørke øjne hviler nedover hendes gyldne krop, mens tankerne de farer omkring i mit indre. Hjertet dunker imod min fremskudte bringe, og min vejrtækning er dyb og lang, men ganske rolig. Vipper ørene en smule bagud, skråt, da mit blik glider skulende omkring os; men vi er alene.
Idet hendes mule rammer imod min muskuløse hals, spændes min krop ganske kort, inden jeg igen lader den ’slappe’ af. Skuler ned imod hende, skævende, inden jeg da træder hende nærmere, og placerer mit hoved og hals således at det er over hendes ryg. Ikke hvilende imod hende, men med min ene skulder imod hendes side af maven og skulderen, så jeg står med ’fronten’ imod hendes front, hovedet højt hævet i en beskyttende samt afvisende holdning. Den sidste del, henvendt til de andre. Hendes mule kommer dermed til at kunne ligge imod min skulder. Da hendes ord kommer frem, skydes mine øre helt ned, fordi jeg nu lytter bagud til hende. Venner. Dem har jeg heller ikke haft mange af; men de få jeg har haft, har jeg været stolt af. Og det er kun min egen fejl; for jeg er ikke bare venner med alle og enhver.
Mit svar til at love hende at vi altid er venner, bliver en lidt mærkeligt brum blandet sammen med et prust samtidig, overvejende. Jeg kan ikke love sådanne ting.

,,Jeg kan ikke love, at vi altid vil være venner, Illana. Men jeg kan love dig, at du aldrig vil være alene. Jeg vil altid være der, gemt mellem træerne, eller blandt skyggerne. Jeg vil altid have mit øje hos dig, måske uden du kan se mig. Men jeg er der for dig, hele tiden.”

Grunden til jeg ikke kan love at vi altid vil være venner, er fordi jeg vil beskytte hende; og hvis jeg ender med at skulle beskytte hende fra mig selv, skal afstanden tages, og så vil jeg kun fra afstand betragte hende, mens jeg sørger for at hende og hendes lys altid vil følges.

Den gyldne hoppe, der stod så tæt ved den spraglede hingst, kunne mærke hvordan hendes krop begyndte at give efter, for den skuffelse, begyndende vrede, overraskelse og lettelse, der var gledet gennem hende, i den korte stund hun havde været i Volontaires selskab. Hun kunne mærke hvordan hendes muskler begyndte at dirre en smule, ikke noget der var synligt, men hun kunne mærke det. Hun lod kort sit blik glide fra Volontaire og rundt omkring dem; den spraglede hingst holdt ligeså øje med omgivelserne, men det faldt hende blot ind at gøre det samme, mens hun tænkte.
Der gik noget tid, hvor de stod i tavshed, hvor Volontaire skulle bearbejde de ting, hun havde sagt. Og da han endelig begyndte at snakke igen, lyttede hun intenst.
Det berørte hende dybt, det han sagde. Han ville ikke love hende, at de altid ville være venner, men han ville altid holde øje med hende. Hun mødte hans blik, og det var tydeligt at der lå noget gemt i hendes, måske en lille skuffelse? Hun var dog ikke yderlige berørt af det, for hun havde vidst forstået, at det der var mellem dem, endnu ikke var defineret fra hendes side af, og det havde skuffet ham. Men at han lod til at vende en smule tilbage til hans afvisende attitude. Og netop dette, var hun vel en smule skuffet over. Der gik lidt, inden hun da smilede; for det, at han var rykket hende nærmere, viste hende, at han ikke ville skubbe hende fra sig, og det fik hende til at skyde skuffelsen fra sig igen. Hun så derpå op på ham, med de milde øjne hun besad, og så puffede hun let og taknemmeligt til hans kind.

,,Volontaire, du betyder meget for mig, virkelig. Du er den, jeg stoler mest på, det skal du vide. Og endnu engang, tak fordi du advarede mig”

Sagde hun da, med den unikke stemme som hun kun besad. Det var vigtigt for hende at vise, at Volontaire ikke blot var en ven. Men helt præcist hvad hun følte for ham, var som han sikker havde regnet ud, endnu en gåde for den gyldne hoppe. Hun forblev tavs, efter sine ord, og hun så blot på ham, med det milde blik, alt imens hun ihærdigt forsøgte at finde præcist den plads, han skulle lande på, i hendes hjerte. Men noget sagde hende, at der var noget vej endnu, førend han kunne placeres korrekt.

Jeg ved godt, at jeg i hendes øjne måske har skuffet hende, over de ting jeg har sagt eller udvist. Men hun må samtidig også forstå, at jeg ikke er en hingst der bare sådan lige blotter mit hjerte og sind. For at gøre det, er at blotte sin sjæl. I hvert fald ifølge mig. Mine mørke øre vipper omkring, meget overvejende og lyttende; for der er ikke noget eller nogen der skal gå forbi mig, uden at jeg har opfanget dette. Men samtidig ligger min opmærksomhed på den gyldne hoppe jeg nu står så tæt op af. Jeg ved ikke selv, hvor jeg skal placere hende i mit hjerte, men uanset hvad så er hun tættere på mit hjerte, end nogen anden er; og det er ikke bare sådan til at skubbe væk og glemme. Men jeg vil ej heller trække mig fra hende, skabe distance imellem os, fordi hun ikke ved hvor jeg ligger. For jeg respekterer, hvis jeg blot for altid er en god ven i hendes øjne; for det er bedre for mig, end slet ikke at have hende i nærheden af mig.
Da hun søger mine øjne, drejer jeg blikket og hovedet tilbage imod hende. Mærker hendes puf imod min kind, og til dette kommer jeg med et lavmeldt men ganske hingstet brum, inden jeg lader det falde ud, så jeg kan høre hvad hun siger.

,,At sige i lige måde, virker som en kliché. I stedet vil jeg sige til dig, Illana, at du kan regne med, at dine ord om mig, er jeg taknemmelig for; og samtidig ved du også, at mine tanker om dig, kun er positive”

Dette bliver mit svar, inden jeg placerer min mule imod hendes pande, og kort lukker øjnene, inden jeg så kaster hovedet op i luften og træder et skridt fra hende, hvorefter mine øjne søger hendes.

,,Vil du gå en tur med mig Illana, på denne stjerneklare aften?”

For det er jo blevet aften nu, til trods for at vi fandt hinanden sidst på eftermiddagen. Men tiden, den går og går. Og derfor er stjernerne nu også tittet frem på himmelen. Træder hende kort nærmere, for at træde en anelse skråt fremad, foran hende. Ikke for at dominere vores tur, hvis hun går med mig, men for at være hende nærmere, og dermed kan jeg bedre reagere og beskytte hende, hvis dette bliver nødvendigt.

Illana, der havde genfundet smilet på hendes smalle mule, vippede ørene helt frem imod den spraglede hingst. Volontaire lod selv til, at have fundet et lidt mere roligt gemyt frem; ikke at det var tydeligt, men hun kunne sanse det. Hun brummede sagte, den gyldne hoppe, mens stilheden endnu var over dem. Det var vel på en måde rart, at få lagt det hele på bordet. Både hendes frygt for skyggerne, men vel også de følelser der lå imellem dem. Hun var sikker på, at dette møde ville hjælpe hende imod en bedre forståelse for ham i fremtiden, og sikkert ville hun også få lettere ved at få afklaret hendes følelser, for denne hingst.
Hendes ører vrikkede fremad i en mere lyttende position, da hans rå stemme brød stilheden, der havde lagt sig over dem igen. Hun smilede, oprigtigt, over hans ord. Hun vidste at han havde svært ved at udtrykke følelser, og denne udtrykkelse lettede hende egentlig meget. Hun strøg ham derefter over kunden, inden hans bevægelse fremad - og da hun mødte hans øjne, kunne hun atter se de fyrige hingst hun kendte til. Det skræmmende element var ved at forsvinde, det der var dukket op på grund af skyggernes varsel, og nu lå der i stedet noget inviterende over ham, og da han bød hende op til en tur, takkede hun ja ved elegant at nikke til denne muskelfyldte hingst og derfor gled hun fremad i en smidig skridt, hen ved hans side. Hun ville hellere end gerne gå en tur med ham, under stjernerne, der fredsommeligt kastede deres lys ned over de to sjæle og omgivelserne omkring dem.
Da først hun var gledet fremad i den yndefulde skridt, skævede hun over imod Volontaire igen, alt imens hendes lys begyndte at skinne mere tydeligt, så det kunne oplyse deres vej igennem mørket, der havde en sær og mystisk aura over sig.

,,Volontaire, har du nogen plan for vores tur, eller skal vi blot se hvor vi ender?”

Spurgte hun da den spraglede hingst, hun havde valgt at sætte sin lid til. Hun stolede oprigtigt på ham, det gjorde hun, og denne aften havde han især bevist, at hun havde valgt rigtigt, da hun valgte at stole på ham. Hun slog ganske let med hovedet, og derpå lod hun en lyskugle begynde en dans foran dem, så den, ligesom Lyset om hendes hals, kunne oplyse vejen for dem og berige dem med et smukt syn samtidig.

Hovene under mig, placeres solidt og meget velovervejet imod sandet der er under os. Nok er denne ø fyldt med sand, og ikke meget andet, men det ændre dog ikke på, at den stjerneklare himmel måske virker endnu mere fortryllende og indbydende på netop denne ø; fordi den ikke kan skjule af træer, buske og blade. Nej, øen er gold, og dermed er der intet der rager op imod himmelen, og skjuler den smukke stjerneklare nat vi nu har. Da hun glider frem ved min side, med sine yndefulde bevægelser, skuer jeg imod hende med det øje der er vendt i hendes retning; køn og elegant er hun som altid. Det vil ingen kunne tage fra den gyldne Illana, som jeg har formået at have i mit selskab en del gange efterhånden; og jeg håber ikke at dette nogensinde slutter. Uanset hvordan hun grejer sine følelser for mig, og hvor jeg hører til hos hende, så håber jeg at jeg trods alt kan skubbe mig selv frem ved hendes side endnu engang, som ven. For hvis hun ønsker mig som ven, håber jeg at jeg kan leve op til det, og ikke mindst mig selv. Men jeg har svoret at beskytte hende; og det agter jeg at gøre, indtil den dag hun beder mig stoppe, eller jeg ikke længere har mulighed for det.
Idet et lys skydes frem fra hendes kæde og lyset om hendes hals, ryger mit hoved kort en tand op, forbavset. Hører ikke rigtig hvad hun siger, eller jo, men jeg reagerer ikke på det ligenu. Skuler imod lyset, og strækker halsen fremad, imod det, men jeg rør det aldeles ikke. Kommer med et lidt skeptisk fnys imod det, inden jeg virrer med hovedet, og trækker det tilbage til mig selv, for derefter at knejse nakke godt op igen, og bringen skydes fremad, mens vi går side om side i mørket, men med lyset foran os, og stjernerne over os. Ser så ned på hende igen, og lader et svar blive vækket til live.

,,Jeg har ikke nogen plan for hvor vi skal vandre Illana. Jeg vil bare lade hovene føre os af sted. For jeg har fundet det, jeg skulle finde. Så nu er der ingen grund til at planlægge, hvor vores veje skal gå. Medmindre du ønsker at søge imod noget bestemt?”

Ser stadig ned på hende, men dog kigger mine øjne kun engang imellem ind i hendes, da jeg aldrig har været god til øjenkontakt i lang tid. Min stemme er som altid mørk og hæs, men lytter man ordentlig efter, er der dog en anden undertone nu; en mere ’varm’ undertone. Med min sætning om at jeg har fundet hvad jeg skulle, mener jeg selvfølgelig hende. For hun skulle advares; og det er hun blevet.