Seeing the red sand.

Ahearn, den hvide hingst med sort man og hale, kom gående i det varme sand. Han havde nu været i dette land i lidt tid, men havde endnu ikke set så meget af det. Han var en fortabt sjæl og ikke nok med det, så var han også fortabt i dette nye land. Af natur var han ikke en venlig hingst, det havde han aldrig været. Men at han nu befandt sig i et nyt land, gjorde det ganske enkelt ikke bedre.

Hans sorte forhove og hvide baghove, ramte sandet hårdt, hvilket fik en del af det til at flyve op rundt omkring ham. Han var godt klar over, at hans tilstedeværelse var afsløret for længst. Man kunne jo ikke undgå at se al det støv. Men han fortsatte bare. På vej til ingenting. Al den gode stolthed han engang havde haft, var væk, den var nu blevet erstattet af en anden form for stolthed, der udelukkende gik ud på, at beskytte ham selv. Kunne han mon nogensinde få den igen? Kunne han nogensinde blive den hingst, han skulle have været? Nej.

Håbet om, at blive en anden, var forsvundet for længst. Han kunne ikke lave sig selv om. Han var for langt ude og der var alt for langt tilbage. Det var nemmere bare, at forblive den samme. Så skulle han ikke til at arbejde for hårdt. Men det ville nok ikke blive rart for de andre i dette land.

Min grå skikkelse, er landet på øen Zenobia, som jeg kun har vandret på en enkelt gang før. Jeg bryder mig ganske enkelt bare ikke om at være her. Men denne aften, har jeg alligevel forvildet mig herhen, i min frustration over landet, og ligeså meget over mig selv. Min sorte hale virrer omkring min bagpart, i nogle små hidsige bevægelser. Den grå nakke er knejst op, og de tomme mørke øjne spejder omkring i det sandede og øde land.

Ude i horisonten, ser jeg sandet hvirvle op, uden nogen synlig grund. Men da jeg kigger ordentlig efter, ser jeg nu en hingst, hvid på kroppen, men med sort man og hale. I en hurtig bevægelse, slår jeg alle fire hove i jorden, og står ganske stille, med øjnene knebet sammen, for at se imod vedkommende. Han er fremmed for mig. Men det er næsten alle.

I det næste sekund, slår jeg hovedet voldsomt op, og smider det ene forben ud i luften. Hvorfor, er der altid nogen der hvor jeg søger hen, for at få fred? Og så lige i den retning jeg egentlig ønsker at gå. Min hale svirper omkring mig, og jeg træder nogle ubestemmelige skridt bagud og til siden, mens jeg virrer hovedet op og ned nogle gange. Jeg afslører nok min egen eksistens, men jeg ved også, at jeg alligevel ikke kan skjule min eksistens på denne ø, der er øde for træer og dermed skjulesteder.

Noget forstyrrede Ahearns syn. Men hvad var det dog? Han vågnede fra hans trance og så op. Længere frem var der noget der bevægede sig. Hvilket førte til, at en masse sand og støv blev hvirvlet op. Han kneb øjnene en anelse sammen, for bedre at kunne fokusere på det. Efter lidt tid gik det op for ham, en grå hoppe stod længere fremme og teede sig fuldkommen åndsvagt.

Han smækkede med det samme begge ører bagud. Hun lignede en der var lige så frustreret som ham. Det ville ikke blive noget godt møde. Per refleks knejsede han yderligere i nakken og genfandt sin stolte holdning. Efter at have set hende lidt an, begyndte han at gå frem imod hende. Ligeglad med, hvilke følger det ville have. Han var hingsten her og det skulle han nok stå ved. En dyb brummen kom fra ham. Det var ikke ligefrem en hilsen, mere en advarende tone om, at hun skulle passe på.

Mit blik er stift rettet imod den hvide hingst, som nu også ser ud til at have fået øje på mig. Og at dømme ud fra de signaler han sender, bliver dette møde ikke et stilfærdigt møde. Men jeg er ung, ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv, og da slet ikke med ham. Jeg har kun haft få selskaber, men ingen har opført sig så advarende som denne hvide hingst gør.

Mit hoved kastes op igen, inden jeg knejser nakken voldsomt ned, for at vise mine muskler frem i nakken. Han er advarende overfor mig, og dette gør at jeg automatisk går i forsvarsposition, klar på alt hvad der kunne ske. Men har aldrig været i kamp; en svaghed i dette selskab måske, hvis det udvikler sig i den retning? Mine øre vippes bagud, klistret imod nakken, som om jeg kopierer hans signaler, og det gør jeg jo egentlig også. Han går i min retning, i stedet for at søge udenom. Og nu er jeg efterhånden sikker på, at dette vil føre til en kollision. Kaster et forben fremad, i en voldsom bevægelse, mens mine næsebor udspiles. Jeg er frustreret, og dette kan også ses på mine bevægelser i kroppen. Jeg er også ung, og dette kan også ses.

Idet han går hen imod hende, ser han tydeligt at hun reagerer som han havde forventet. Det var klart, han sendte jo heller ikke ligefrem de bedste signaler. Men han ser samtidig også, at han har en fordel, han er ældre end hende. Men det betyder ikke at han er gammel, nej han er bare mere erfaren. Især hvis det eskalerer til en konfrontation. Men hvem siger da, at det skal gå så vidt? Det er hende der afgør den skæbne. Hvis hun blev ved på den måde, vil han nok gå hen og blive smadder hamrende tosset.

Da hun langer et forben ud imod ham, løfter han demonstrativ hovedet højere op også selvom han stadig er et godt stykke fra hende. Godt nok ser han truende ud, men han har ikke ligefrem været aggressiv. Men det er hun. Måske ikke det klogeste valg. Han svirper hårdt med halen, endnu engang advarer han hende. Hvilket han egentlig normalt ikke gør, normalt går han bare direkte ud i en konfrontation uden at hans modstander har den mindste chance.

Mine øre vipper omkring, frustreret over den situation jeg nu er havnet i. Jeg har ikke lært at begå mig i selskaber, og jeg kopierer derfor bare mange af de bevægelser andre laver, samt deres signaler. Mit forben er ikke henvendt til ham som sådan, men mere i ren frustration. Men desuden er hans signaler, de advarende signaler, ikke noget jeg bryder mig om, og noget jeg reagerer ret voldsomt på. Kan godt huske mange af mine fars ord, da jeg var helt lille. Og de ligger gemt i mit baghoved.

Da han bliver ved at nærme sig, trækker jeg mit hoved endnu længere op, og tripper kort sidelæns, da jeg ikke rigtig aner hvad jeg skal stille op med mig selv. Men står så stille, med hovedet knejst igen, mens ørene fortsat er klistret imod min nakke. Jeg hører godt hans advarende brum, og i respons sender jeg et ligeså advarende brum tilbage imod ham, men dog af lysere tone, grundet at jeg er hoppe. Mine øre forbliver bagud, da jeg aldeles ikke bryder mig om den her situation. Mine tomme og mørke øjne er fæstnet på ham, opmærksomt.

Få meter fra hende stopper han op. Hans øjne har et dystert og glubsk udtryk. Ahearn er ikke som mange andre, han har ikke lært at begå sig. Eller jo det har han, men han har glemt det igen. I stedet er det blevet erstattet af en sygelig trang til, at "lege" med andres følelser. Det er i situationer som denne, at han føler sig tilpas. Han ved hvad han laver og, hvordan han skal bære sig ad.

Hans mørke øjne glider over hendes krop, de indtager enhver lille detalje, hendes svaghed og styrke. Alt kommer på plads i hans hoved. Han er klar. Klar til at gå til en drastisk handling, hvis det altså skulle gå så vidt. Hans ører bliver nu smækket helt ned i nakken på ham. Hans øjne borer sig ind i hendes. Han har på ingen måde tænkt sig, at hilse på hende. Hun startede dette med hendes tosset attitude. Så han har da på ingen måde tænkt sig, at være den bløde af de to.

Mine øre rykker kort frem og tilbage, i det han standser op og nu står nogle m. fra mig. Noget, jeg ikke bryder mig om. Afstanden fejler intet, den er skam fin. Men lige med ham her, ville jeg egentlig bare helst have at han trak sig udenom, og forlod mit selskab, som jeg ikke har tilbudt ham. Ørene finder deres vante plads bagud, imod nakken og manen.

Idet hans øjne borer sig sådan ind i mine, stirrer jeg også ind i hans. For jeg er ikke interesseret i at virke svag i min fremtræden. Jeg ved godt, jeg ikke er en af dem der er stærkest i det her land; men det ændre ikke på min stolthed og mine personlige grænser. Men denne hingst, ham kan jeg ikke greje. Overhovedet. Andre har hilst, søgt mit selskab. Her, er der ingen der søger hinandens. Træder nogle voldsomme skridt bagud, mens jeg slår hovedet op, for derefter at træde en masse skridt til siden, og øge afstanden mellem os, inden jeg sætter frem i skridt, forbi ham, med blikket fæstnet på ham.

Jeg er virkelig ikke interesseret i det her, på nogen måde. Men at stikke af, bryder jeg mig heller ikke om. Men jeg vælger dog alligevel at forsøge at passere ham, og forsvinde ind i min egen ensomhed igen.
Jeg er dog hele tiden opmærksom på ham, for jeg er ikke interesseret i pludselig at blive overrasket over noget han gør.

Der er noget ved hendes væremåde der virkelig irriterer mig. Det virker som om, hun ikke kan finde rundt i sig selv. Det hjælper da virkelig ikke på den situation hun har bragt sig selv i. Mit ene ben rammer hårdt ned i jorden en enkelt gang, endnu engang som reaktion på hendes opførsel. Hvor det dog irriterer mig.

Idet hun bakker voldsomt tilbage og rykker fra side til side, ryger jeg da helt op i det røde felt. Det er den mest upassende måde at opføre sig på. Godt nok er jeg ikke selv, den bedste når det kommer til det sociale. Men jeg fremtvinger heller ikke sådan en reaktion hos andre. Eller, det syntes jeg i hvert fald ikke selv. Der er noget ved hende der virkelig er forvirrende. Hun fastholder mit blik og viger ikke væk fra det på noget tidspunkt, men samtidig bakker hun væk fra mig. Hvilket i sig selv er ret kontroversielt. Normalt er blikket det sværeste at fastholde. Men hende her bryder alle de normale regler.

Da hun bevæger sig frem igen, følger mine øjne hende. Skridt for skridt. Hvor tror hun, at hun er på vej hen? Hun kan tro nej, jeg er ikke færdig her. Mit hoved drejer nu også i hendes retning, men det er da også det eneste der bevæger sig på mig. Intet afslører, hvad jeg har i mine tanker. Intet. Hun er nok forberedt på et eller andet, men hun ved ikke hvad det er, eller hvordan og hvornår det vil komme.

I et split sekund beslutter jeg mig. Mine ører bliver atter klistret helt ned i min nakke, inden jeg med ét ryk bider ud efter hende. Ingen lyd kommer fra mig, ingen advarselstegn. Men jeg synes nu også hun har fået et par stykker allerede. Jeg mener det, jeg går bevidst efter at få fat på hende.

De sorte hove under mig, placeres præcist imod jorden. Sandet hvirvler en anelse op omkring mine ben, og giver de sorte aftegn et lidt mat look. Mine øre vippes kort rundt, men det er mest fordi jeg er i færd med at vende det ene imod ham, for at lytte til ham. Jeg skal ikke overraskes. Mine næsebor er stadig let udspilede, nakken stadig knejst, og det ene øre viger ikke fra min nakke. Jeg ser ikke just glad ud, men heller ikke truende. Nok mere fortvivlet, blandet med en stor stædighed og styrke, der lyser ud af mig, som en form for ’Jeg giver ikke sådan op’.

Mine øjne stirrer direkte ind i hans, så længe det kan lade sig gøre. Men da jeg når et stykke udenom ham, falder mine øjne frem, fordi jeg mener, at jeg da nu er trådt forbi ham, og er på vej væk. Men bedst som jeg tror det er sådan, hører jeg hans hove ramme sandet, og hans tænder sætter et tandaftryk i min rumpe, som jeg kaster til siden, for derefter at vende fronten imod ham. Mit hoved ryger en anelse op, samtidig med at jeg kommer med et beklagende hvin, og slår begge forhove direkte imod ham; og jeg går efter at ramme nu, og ikke advare.

Han har sat tænderne i mig, budt op til denne ’dans’ og nu viger jeg ikke, før enten han eller jeg giver op; går væk fra modstanderen eller ligger ned. Men jeg forstår det ikke.. Jeg var jo på vej væk. Hvorfor så ikke bare lade mig gå. Måske var planen bare hele tiden, at han ville kolidere med mig.

Jeg får den reaktion jeg vil have. Nu gælder det. At hun hviner op, bekræfter ganske enkelt bare, at jeg rent faktisk får godt og grundigt fat. Hun aner ikke, hvad hun har startet. Hvordan jeg kan være, når jeg er værst. Men okay, den eneste hun kunne spørge er jo så død, hvilket er takket være mig. Dog ønsker jeg ikke at dræbe hende her, nej. Jeg vil bare gøre lidt skade.

Dog har jeg også dummet mig, jeg er kommet for tæt på hende. Så da hun langer ud efter mig, er hun tæt på, fór tæt på. Hendes ene hov rammer mig lige under mit skulderblad. Et dybt og hingstet hvin kommer fra mig. Hvis mine øjne kunne udtrykke følelser lige nu, så ville had være malet i dem. Men de forbliver kolde, som altid. Samtidig analyserer jeg denne situation så hurtigt som muligt. Hvor skal jeg ramme, for at påføre mest mulig skade. Eller hvor skal jeg prøve at bide for, at få fat, så jeg kan kontrollere hende.

Jeg rejser mig på min bagpart, ikke højt. Men højt nok til, at jeg virker ret så skræmmende. Mine forhove bliver kylet direkte imod hende, men samtidig bider jeg endnu engang ud efter hende. I et håb om, at hun ikke har nået at opfatte begge dele.

Der er egentlig ikke nogen grund til, at jeg vælger at hakke ud efter hende. Det sker bare. Sådan er jeg. Hun valgte at træde på min værdighed, selvom jeg godt nok ikke har så meget tilbage af den. Men den lille del der dog er, er blevet ret så fornærmet over hendes væremåde. Især at hun bare valgte at gå!

Det siger et ’gunk’ idet det lader til at mine hove har ramt ham imod hans skulderblad, og han bekræfter det også ved at sende et dybt hvin af sted. Jeg er glad for, at det lykkes for mig at ramme ham. For så står der i mit hoved 1-1, hvilket vil sige at vi endnu er lige modstandere, trods jeg aldrig har være oppe at kæmpe før. Det er aldrig nået så langt.
Mine øre er malet imod min nakke, og de kan aldeles ikke kommer længere ned mere. Det er umuligt.

Idet han hæver sig op i et stejl, og sender sine hove imod mig, bakker jeg et enkelt skridt, inden jeg selv sender min forpart op, så jeg hæver mig op i et stejl ligesom ham. Dette resulterer dog i at hans hove rammer imod min bringe på vejen op. Sender et huk direkte ud efter ham, mens jeg også forsøger at nærme mig ham på bagbenene, for at placere mine forhove imod hans bringe. Ved ikke om det lykkes. Men er ude på at give ham overbalance, få ham ned igen.

Min hale er stift hævet, så den skaber en bue, grundet min ophidselse. Min puls pulserer hurtigt, fordi jeg er i kamp for første gang. Det er uvandt, nervepirrende og samtidig ganske spændende på sin helt egen måde.

Da hun ligeledes rejser sig, tror jeg først, at jeg ikke har fået ramt hende. Men jeg tager fejl, jeg mærker hende under mine hove. Dog kommer hendes reaktion hurtigt, men jeg er klar og har prøvet det her mange gange. Så da hun rykker hen imod mig, bakker jeg to skridt inden jeg gør mig klar til, at lande igen. Men inden jeg rammer jorden med forparten, bider jeg ud efter hendes forknæ på vej ned.

Tankerne flyver rundt i hovedet på mig. Samtidig med minder, minderne om de mange heste, der har været ofre for min vrede. Jeg har ikke tal på dem og kan heller ikke huske alle. Men en af dem er indgraveret i mig. Hoppen. Hende jeg dræbte for nogle år siden. Hende der endte med at skabe den jeg er nu. Havde det ikke været for den aften, ja så var jeg måske ikke blevet sådan her. Men sådan er det blevet og jeg fortryder intet. Hvorfor skulle jeg dog?

Han reagere som jeg egentlig havde regnet med. Han er ældre en mig, og derfor nok også mere erfaren end jeg selv er. Så jeg rammer ikke hans bringe, som jeg ellers gerne ville. Idet han lader sig lande igen, og hukker op efter mit knæ på vejen, sparker jeg den anden hov fremad, med den hensigt at ville ramme hans næseryg med mit knæ.

Lader mig selv dumpe ned igen, og træder nogle skridt bagud, mens jeg ophidset kaster hovedet op og ned. Jeg ved ikke hvad han vil mig, men jeg er klar nu. Nu er jeg hele tiden opmærksom på mig. Intet skal komme bag på mig. Til trods for at jeg ikke bemærkede det i luften, ligger jeg nu mærke til at han fik snittet med sine tænder imod mit knæ, hvilket har skabt en rift, hvor en smule blod nu begynder at rinde ned af mit ene ben. Mine næsebor er udspilede, og jeg kigger vågent imod ham, med ørene bagude, og et hidsigt blik. Slår et forben ud i luften, og kaster med hovedet.

Jeg mærker hendes forhov mod min næseryg. Slaget er ikke så kraftigt og jeg bliver kun snittet. Men det er nok til, at jeg bliver endnu mere rasende. Dog bemærker jeg også, at jeg rammer hende med mine tænder. Men kan ikke se, at det har haft noget resultat. Men nu har jeg heller ikke kigget ordenligt efter. I forhold til hende, bliver jeg stående på min plads. Jeg har på ingen måde tænkt mig, at flytte mig for hende.

Ser dog nu, at en lille strøm af blod, langsomt glider ned, ad hendes ben. Så har jeg alligevel ramt. Et lille skummelt smil rammer mig. Mine øjne hviler atter på hende, alt imens jeg overvejer, hvad jeg nu skal gøre ved hende. Eller om jeg overhovedet skal fortsætte? Men det afgør hun skam ganske fint helt selv, da hun atter kyler et ben ud imod mig. Noget siger mig, at hun ikke har tænkt sig at give op.

Det passer mig egentlig helt fint, jeg er fit for fight. Jeg vender mig en anelse om og lægger op til, at begynde at gå rundt om hende. Stadig med en passende afstand så hun ikke kan nå mig. Men det forhindrer mig ikke i, at bide ud efter hende en enkelt gang. Dog rammer jeg dog kun luften. Men det var også meningen. I bund og grund minder min opførsel mere om en ulv end en hest.