The Daughter I lost, But Yet Found

¤ Asira/Maja

Græsset stod og svejede, blidt i vindens favn, Nour stod og græssede, hendes krop øm efter hendes lange kamp i det gyldne sand. Hun havde ledt efter Asira i så lang tid ja næsten to år, og i det sidste år kunne sindet ikke klare mere og hun søgte væk fra alt hvad hun havde kendt, hun var blevet en anden. Hendes sjæl var fortabt af hendes synd, hun havde ikke været der for sin datter, ikke set hende vokse op, og heller ikke kunne støtte hende. Hun ønskede noget så grusomt at komme hende nær igen, hendes søde datter som hun elskede så højt så højt. Den grå hoppe stod længe stille, som om tiden var i gået i stå, hun fortrød hendes handlinger, og var i den grad vokset i sindet. Hvad ville hun gøre hvis hun mødte hendes afkom? Nour var ikke i tvivl om at Asira var blevet en stærk hoppe, som vist også måtte have arvet hendes og Djanges værste sider, Nour var beredt på det hele, bare hun kunne få hendes pige at se igen.....

I'm at the end, losing control
Trying to mend, this broken Soul
Give me one more chance, for me to show
How much I need you to heal my broken soul
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Sekunderne er gået. Minutterne er gået. Timerne er gået. Dagene er gået. Ugerne er gået.. men ikke nok med det, så er selv årene gået. Ja, faktisk så er tiden bare gået. Den er forsvundet fra mig. Jeg er ikke længere et uskyldigt føl, med meget få meningerne, et lille fint smil, og klodsede bevægelser. Nej, jeg er nu en voksen ung hoppe, med store meninger, et højt hævet hoved af stolthed, ørene svagt bagud, pga. den indelukkethed der hviler over mit sind, elegante men trodsige bevægelser, der har tilegnet sig mig igennem årene. Men ikke mindst af alt, så er mine aftegn blevet endnu mere tydeligere, og de er ikke forsvundet med årene. Jeg ligner min far med aftegnene, men den grå farve tilhører min mor, som jeg efter sigende ikke aner hvor er.

Svirper med den sorte hale, mens jeg bevæger mig af sted. Et par stykker har jeg efterhånden mødt, ingen selskaber er som sådan gået godt. Men jeg ved jo også godt hvorfor.. Svirper igen med den sorte hale, inden jeg pludselig står stille. Dér i horisonten står hun. Den hoppe, der er min mor. Hende, der skulle lære mig rigtig og forkert. Men dette skete ikke. Står bare stille, og stirrer imod hende, overvejende. Men jeg går ikke væk. Går nu direkte imod hende, med ørene fortsat bagud, og hovedet højt. Ja, jeg er nok ikke ligefrem lykkelig over at se hende.

Nour løftede kort hovedet for at fornemme hvad vinden havde bragt til hende, hvilken hest det var, der skulle dog ikke meget til, hun kunne høre nogen komme imod hende, og hun vidste præcis hvem det var! Hun vendte sig hurtigt om og der var hun, hendes datter Asira, hun lignte hendes far, både i krop og holdning, men farven var hendes, hendes øjne var store af overraskelse hvor var hendes datter dog blevet smuk! Den grå hoppe gik med det samme Asira i møde, hun brummede velkommende af hende, som hun gjorde da hun var lille, hvad skulle hun sige? Hvordan skulle hun agere? Hun stoppede op få meter fra Den unge hoppe, hun gav hende plads og viste respekt, noget hun ikke havde da hun lige var kommet. Nours øjne lyste intet andet end ømhed og kærlighed, hun havde savnet hendes datter, men hun regnede dog ikke med at hun ville tilgive hende.... nogensinde.

Hendes stemme var rolig og afslappet.
"Asira...."
Hun stod stadig og betragtede hendes datter, i virkeligheden havde hun lyst til at løbe hen til hende og overnusse hende, men hun vidste udmæket godt, at Asira så hende som en fremmed, selv datterens kropssprog sagde det hele.
"Hvor er du blevet stor, og smuk!"

Nour vidste ikke helt hvordan hun skulle tackle det, for et væld af følelser bombaderedes inde i hende, hvordan havde hun haft det? hvem kendte hun? hun havde så mange spørgsmål som en moder... en normal moder ville kunne spørge sin datter om, men hun havde ingen adgang derind..... ikke denne gang

I'm at the end, losing control
Trying to mend, this broken Soul
Give me one more chance, for me to show
How much I need you to heal my broken soul
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Mit blik er imod den hoppe, jeg før i tiden betragtede som min mor. Min fortrolige. Hende, jeg kunne komme til. Men meget har ændret sig de sidste to år, og jeg vil aldrig glemme den tid jeg vandrede alene. Forladt, uden nogen at søge til. Ikke en eneste gang, kunne jeg finde dem når jeg havde brug for det. Et voldsomt fnys glider fra mine næsebor. Jeg kan huske min moders ord, dengang med en grå dansende hingst, hvor hun sagde hun ikke ønskede min far skulle være sammen med mig. opdrage mig. Men ville det ikke have været bedre, end at være helt alene? kaster kort med hovedet, en smule afværgende for hendes hilsen af mig. Istedet nikker jeg bare meget kort til hende, hilsende, uden at gøre anstaltninger til et smil, eller bare et lille ryk i mundvigen. Intet er at se. Svirper med den sorte hale bag mig, inden jeg kort kniber øjnene i og betragter hende.

,,Hawaet El Nour."

Siger jeg så bare kort for hovedet. Ikke mor. For det er hun ikke i mit hoved mere. Kniber øjnene lidt i igen, inden jeg lader blikket vige væk fra hende, med et kort brum, uden at det er henvendt til hende.

,,Ja, som regel vokser man jo, som årene går. Måske havde forandringen ikke været så voldsom, hvis ikke du ikke havde været forsvundet igennem de sidste to år? Men hvad ved jeg."

Min tone er ikke til at tage fejl af. Den er hård, og ikke det mindste overbærende. Nej, jeg følte mig forrådt, trådt på og forladt. Og det gør jeg stadig. men jeg viser ingen smerte i øjnene, hun had og tomhed.

Nours krop spændtes i det øhjeblik hun hørte hendes navn, intet "mor" hun havde gættet rigtigt hun var intet i hendes datters øjne, hvordan skulle hun forklare det?! De grå hoppe var på randen til at tude, men hun holdte sig, hun ville ikke vise den side til sin datter, hvordan skulle hun svare og hvordan skulle hun fortælle hvordan hun havde det? hun var glad for at se hende, men også trist over at hun ikke havde et bedre forhold med sin datter. Nour stod bare og kiggede på hendes datter... der gik noget tid før hun endelig svarede hende.

"ja man vokser jo.... men" hun tøvede ikke hun skulle abre finde de rigtige ord, hun var træt af det hele og havde lovet sig selv at gøre op med alle hestene hun havde mødt, og hendes datter ville hun genskabe båndet, selvom det var en lang vej!

"Jeg ved jeg ikke har været der for dig, men jeg kan forsikre dig om at jeg ha ledt efter dig i to år, to hele år hvor jeg endte med at fare vild i den sandede ørken. I det tredje år...." Hun vidste ikke om hun turde sige det, hun var blevet så fortvivlet over ikke at kunne finde hendes datter, men var det ok at vise svaghed over for hende?

hun sprang det tredje år over "jeg ved også godt at jeg intet er i dine øjne, men du skal stadig vide at jeg elsker dig, og der er ikke gået et sekund i mit liv hvor jeg ikke har tænkt på dig, hvor jeg ikke har længtes efter at se dig, og at jeg kan se dig nu, sund og rask.. så smuk" hun smilte blidt, en moders kærlighed var den største lige meget hvordan modparten reagerede eller opførte sig overfor hende. "det har virkelig..." hun stoppede sig selv, hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hun ville have sin datter til at tilgive hende, ikke nu men på et tidspunkt i hendes liv.

I'm at the end, losing control
Trying to mend, this broken Soul
Give me one more chance, for me to show
How much I need you to heal my broken soul
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hendes krop spændes, da jeg udtaler hendes navn, og ikke ’mor’. Men den glæde, den vil jeg ikke give hende. Det er jeg ikke interesseret i. jeg er ikke interesseret i at give hende en glæde, som hun i mine øjne ikke fortjener. Svirper med den sorte hale bag mig, mens jeg stadig står med let sammenknebent øjne, og kigger på ham.
Da hendes stemme toner frem, lytter jeg skam. Men min holdning ændres ikke, og ørene er stadig bagud imod min man. Hendes forklaring, kan jeg ikke bruge til noget. Hvad skal jeg bruge den til? Jeg har også ledt, men hun har ikke været at finde. I mine øjne, har hun ikke prøvet nok.

,,Jeg har ikke brug for at høre, at du har ledt, Hawaet El Nour. For det har åbenbart ikke været nok”

Siger jeg med den tunge tone, og jeg er ikke til at skære igennem. Jeg er ligeglad. Jeg blev forladt, og det var hende der forlod mig, og ikke fandt mig. Mine øre vipper kort, idet jeg ser væk fra hende. Men da jeg igen ser på hende, falder mine øre bagud.
Smuk… Stor.. Sund og rask.. Smuk, måske. Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke hvad andre ser mig som. Stor, voksen er jeg da. Men sund og rask. Hun ved ikke, hvor meget der foregår i mit hoved, hvor forladt jeg har følt mig. Et fnys forlader min mule, hårdt.

,,Spar mig, for de ord. Du aner ikke, hvad jeg har oplevet. Du aner ikke, hvad jeg har gennemgået. Du ved ingenting, om mig. Intet! Måske var jeg ikke ligefrem ønsket, af dig, og Djange. Det var tydeligt, at I ikke brød jer om hinanden.. Men at I begge forlod mig..”

Fnyser jeg hårdt igen, og kaster hovedet op i en virrende bevægelse, inden jeg træder et skridt bagud, lige for at vise hende, at jeg aldeles ikke er interesseret i at hun kommer mig nærmere, hvis hun nu skulle finde på at prøve på det. Ryster på hovedet, en smule forarget.

Nour sukkede lavt, Asira var tydeligvis en af de føl der har skulle klare sig selv, og det gorde ondt, smerten lyste ud af Nours øjne, hvis bare Asira vidste hvad der foregik, og hvordan det var at sidde fast i en ørken i hele 2 år, hun var nød til at blive stærkere! Den grå hoppe reagerede ikke over Asiras misfornøjede kropstræk. Hoppen holdte bare hovedet højt, dog ikke alt for højt som Asira selv, men det var af ren kærlighed at hun viste sig på denne måde over for hendes datter, hvad skulle hun dog gøre?

"Jeg ved godt du ikke kan bruge det jeg siger til noget, men jeg synes du skal vide det. Jeg ved godt det er utilgiveligt, men jeg håver stadig en dag at du vil tilgive mig for mine fejl"
Hoppen smilte let, det var dog et falskt smil, et smil der skulle dække hendes smerte over datteren - men som fejlede.

"Hvis du vil køre med Du aner intet om hvad jeg har været igennem" så er det jo det samme med dig, jeg har siddet fast i en ørken i 2 hele år, og jeg havde ikke kunne finde min datter, du har ingen anelse om hvor frustrerende som mor det er at blive adskilt fra sin datter, for så derefter slet ikke at finde hende igen"
hendes tone var blid, men med en hård undertone, hun ville virkelig have at hendes datter forstod at hun aldrig ville forlade hende. Og i det hun hørte hende sige at hun ikke var ønsket fik Nour til at trække ørerne helt i nakken, og med et stamp - gik hun imod hende

"Det er noget af det sidste du skal tro på!" Nour fnøs hårdt af Asira, det brød hun sig ikke om, nok må Asira tale grimt om hende og Djange, men at hun siger hun er uønsket? nej den går ikke!

"Du har aldrig været noget jeg har fortrudt, ALDRIG! Jeg ved du føler dig forladt, me så prøv dog at forstå når jeg siger jeg har ledt, og ja det er aldrig nok at lede når det er sin datter, men det undskylder jeg for, hvad mere kan jeg gøre?"

I'm at the end, losing control
Trying to mend, this broken Soul
Give me one more chance, for me to show
How much I need you to heal my broken soul
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Mit blik viger ikke fra hende. Det er i stedet stift rettet imod hendes øjne, der også er rettet imod mig. Jeg ved godt, at jeg nok rammer nogle punkter hos hende, som gør ondt. Men jeg.. Jeg er ligeglad? Svirper med den sorte hale, og lytter til de ord hun siger da hun nu åbner munden igen.

,,Jeg tilgiver dig aldrig.”

Siger jeg så, hårdt og kontant. Jeg vil aldrig kunne tilgive hende, men jeg vil nok en dag kunne leve med det, og acceptere det. Men tilgive det. Det kan jeg ikke. Acceptere det, det vil jeg måske også en dag. Men tilgive, er et stort ord, og en stor tilkendegivelse. Og den skal hun ikke regne med at få.
Da hun tramper sådan imod mig, og pludselig hæver sin stemme, smider jeg ørene endnu mere bagud, og spænder op i kroppen. Præcis sådan her, har mine selskaber som regel udviklet sig. Og jeg reagerer derfor også voldsomt. Kaster hovedet op, og smider et forben forsvarende frem for mig, uden at ramme hende selvfølgelig. Fnyser hårdt, mens jeg stirrer på hende.

,,Sjovt, som du kan holde dig i form, i en ørken i TO år, uden vand og mad. Det er ganske flot klaret!”

Siger det med en dyb ironi i stemmen. Nej, jeg tror ikke på det hun siger. Ingen, og jeg gentager, ingen kan leve i en ørken i to år. Fnyser igen, og svirper med halen.

,,Men… Du.. Har.. Ikke.. Ledt..Nok! Sig dog sandheden! Du opgav! Du troede måske jeg var død, og det vil jeg ikke bebrejde dig. Men lad være med at lyve overfor mig, og fortæl mig at du har vandret i ørkenen i to år!”

Mine ord kommer sammenbidt frem, hidsigt, mens mine øjne knibes en smule i. Svirper igen med halen af ren hidsighed, inden jeg så bakker bagud, for at komme i afstand af hende. Jeg ser bestemt ikke glad ud ligenu. Overhovedet!

Hun reagerede ikke på Asiras forsvar, hun stirrede blot direkte i hendes øjne, hun havde ikke fjernet dem et sekund. Nour lyttede til hendes datter, hun vidste at hun ikke troede på hende, men at hun skulle lyve om det? Hun havde en stolthed so hun aldrig ville kunne føre bag sig, så at lyve var ikke en mulighed i hendes øjne. Hun blev kold et øjebllik, hendes øjne lyste stadig kærligheden men denne gang var stmosfæren om dem blevet koldt, hendes stemme var lav, ikke truende bare rolig.

"Vil du vide hvordan jeg har kunne leve i ørkenen i hele TO år?" hun understregede de to år, og gik Asira nærmere, Asira var hendes datter og frygt for hende havde hun ikke, kun kærlighed og sorg. Nour fortsatte

"DU" hun tog en runde om hende
"Du burde vide præcis hvordan jeg har kunne klare mig. " Nours øjne studerede Asira nøje.

"Du er halv ørkenhest, hvorfor tror du du har kunnet klare dig alene i så lang tid? Ørkenheste er skabt for hårdt klima, de er skabt til at kunne finde vand og mad derude, der findes andet end græs at spise, meget andet - hvilket forklare hvorfor jeg holder mig, plus man får gode muskler af at løbe rungt på sand" Den grå hoppes stemme var kold, men hendes kropssprog var medfølende.

"og ikke nok med at du er halv ørkenvandre du er også halv bjergvandre! Djange forholder sig næsten kun i bjergene, og han er stærk. Du har arver de bedste gener til at kunne klare sig selv, men at du skal komme og sige at jeg lyver og ikke vil fortælle sandheden? Tror du ikke jeg selv har ære? Tror du ikke jeg selv fortryder at jeg aldrig fandt dig igen? Du går og tror du er uønsket?! Det er du ikke, bestemt ikke" Nour stoppede et øjeblik, hendes blik og krop udstrålte hvor meget hun fortrød det hele.

"Om du tilgiver mig eller ej er helt op til dig min pige, men du skal vide at jeg elsker dig og det vil jeg altid gøre. Og det kan godt være du ikke kender mig, men jeg vil gerne have du lære mig at kende så du også netop kommer til at finde ud af at lyve ligger ikke indenfor mit domæne, ligesom din far, han er ærlig og ligeud."

Nour trådte næsten helt tæt velvidende om at Asira nok ville slå ud eller gå væk fra hende. Hendes hals strakte sig og hun strøg hendes hals som hun gjorde dne dag hun blev født, en nussen der indikerede hendes kærlighed, men hun vidste at der skulle en del til, for Asira havde ikke kun fået hendes stolthed, men DJanges personlighed

I'm at the end, losing control
Trying to mend, this broken Soul
Give me one more chance, for me to show
How much I need you to heal my broken soul
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Mine øjne er rettet stift imod hende, der er min moder. Mit kød og blod. Men i mine øjne, er hun ikke min mor. Hun er Hawaet El Nour, en hoppe der gav mig mit liv, men som derefter forsvandt ud af det. Mine øjne er bundløse, tomme i øjeblikket. Da hun pludselig bevæger sig imod mig igen, mens hendes stemme bliver mere og mere voldsom, og kropssproget ændres, hæver jeg mit hoved højere op.

Hun træder nu omkring mig, som en ulv der forsøger at indskærme sit bytte. Og dette, det bryder jeg mig aldeles ikke om. Det minder mig Ahearn, din hvide hingst der også gjorde det samme omkring mig. Mine øre falder nu helt ned i nakken, og næseborene udspiles. Jeg er halv ørken hest, og halv bjergvandrer. Men jeg er ikke bare det. Jeg er stolt, stædig og stor i sindet. Jeg er stoltheden selv. Og at blive indskærmet sådan her, mens hun taler højlydt om vores måde at overleve på, gør at jeg i et split sekund hukker ud imod hende, da hun går sådan rundt om mig.

Da hun atter standser, og i stedet træder mig nærmere, for derefter at røre min hals, virrer jeg voldsomt bagud, og hukker det ene forben frem imod hende. Og jeg er ude på at ramme hende denne gang, og ikke blot vise min utilfredshed. Jeg vil ikke røres. Overhovedet. Jeg er ikke blevet rørt i to år, medmindre andre har hukket frem efter mig. Og jeg skal aldeles ikke nyde noget.

,,Hold dig fra mig!”

Siger jeg med den hidsige tone. Frustrationerne lyser ud af mine øjne, af forskellige årsager. Jeg er dybt forvirret, og jeg er ikke vant til at andre kommer mig nærmere. Og min mor, skal heller ikke tæt på mig mere. Aldrig mere. Fnyser hårdt, og jokker nogle skridt bagud, mens mit hoved virres helt op i sky igen. Brummer i en voldsom tone, og slår et forben hårdt i jorden.

Nour nåede lige akkurat at unvige Asiras bid, det skulle ikke undre hende at hun gjorde det, hun var trods alt hende fra da hun var yngre, stædig stolt, og på ingen måde affindende med noget fra nogen. og da Asira sparkede ud med fobenet tog Nour bare imod slaget, hun blev ramt på bringen, det gjorde ondt, men det var hendes datter og hun nænnede ikke at slå ud efter hende. Nour brummede beroligende, igen akkurat ligesom dengang hun lullede Asira i søvn. Hun ville så gerne komme hende nærmere men hvordan vidste hun ikke, hun smilte bare af hende

"Du er en stærk pige, og jeg er stolt af at se dig stå på dine egne ben, men jeg er bare ikke stolt over mig selv, jeg er ikke stolt over at jeg ligepludselig ikke kunne finde mit eget føl, jeg indrømmer gerne at jeg nok har toppet over de dårligste mødre der findes, men jeg vil gerne gøre det godt igen, men hvordan ved jeg ikke helt"

Den grå hoppe betragtede sin datter som havde rykket sig fra hende, men hun trådte bare tættere på, hendes eget kød og blod og hun kunne ikke røre hende, det gjorde hende så frustreret, men alligevel prøvede hun igen at stryge mulen hen over hendes hals, hun håbede på at Asira bare kunne huske lidt af de få stunder som rent faktiskk var gode. Hun regnede dog ikke med det, men et forsøg var det hele værd.

"Kom med det" Hun smilte blidt af hendes datter, men hun var tæt på at græde, dette viste hun dog ikke. Men sorgen i hendes hjerte var stort og det kunne ænses.

I'm at the end, losing control
Trying to mend, this broken Soul
Give me one more chance, for me to show
How much I need you to heal my broken soul
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Det føles mærkeligt, da min hov rammer hendes bringe. Jeg ville jo ramme. Det er ikke det. Men da jeg så rammer, føles det.. forkert. Brummer meget kort, og dæmpet, overvejende måske. Men det er aldeles ikke henvendt til hende. Næ nej, det er skam kun henvendt til mig selv. Virrer lidt med hovedet, mens mine øre fortsat ligger imod min nakke. Hun er nu trådt i afstand igen, og taler så endnu engang. Kort et kompliment til mig, og derefter vender hun det mod sig selv; men jeg får ikke ondt af hende.

,,Drop det der.”

Siger jeg kort for hovedet, med en isnende stemme, som svar til det hun siger. Jeg gider ikke høre mere om, hvor dårligt hun har det med det. Det ér sket. Og det kan altså ikke ændres, uanset hvor mange gange hun nævner det. Men da hun så pludselig træder mig tættere igen, viger mine næsebor udad og bliver dermed udspilede mens de vibrere en smule.

Da hendes hals strækkes frem, og hun nu forsøger at stryge mig over min mule, bliver det hele for meget for mig. Jeg bryder dog ikke sammen, ikke tale om. Jeg skal ikke flæbe, eller vise den slags følelser. I stedet hukker jeg nu meget præciserende frem imod hende, sigtende efter hendes næseryg, for at give hende et ordentlig hak i snuden! Kommer med et voldsomt fnys, hidsigt og aldeles afvisende!

Nour forstod hendes datters vrede, hun forstod udmærket hendes had, men det var hendes datter, og hun kunne se at der stadig var noget for hende bag de kolde øjne, det behøvede ikke at være kærlighed men der var da noget, og da hun atter bed ud igen for at bide hendes næseryg, undveg hun med det samme med hovedet og holdte bar halsen op igen. Hun kiggede sørgmodigt på hendes datter, hvordan skulle hun dog komme nærmere?

"Hvad skal jeg droppe?" Hun vidste udmærket godt hvad Asira mente men hun lod det gå forbi, hurtigt puffede hun til sin datters mule, og trådte så et skridt tilbage, ikke meget langt bare lige for at se Asiras reaktion, hvis hun havde regnet rigtigt ville datteren endten nu eller meget snart få et flip.

"Kom ud med alt hvad du har at sige" - hun fortsatte det hun mente fra før, hun ville have at hendes pige skulle komme ud med alt det der gjorde ondt. hun kunne udmærket se at det smertede datteren, derfor havde hun denne opførsel som hun havde, hun var for stolt, og det gjorde at vreden kom frem, vrede og følelser gik hånd i hånd, Asira var en føølelsesladet pige der gemte det under et hidsigt sind, som hendes egen far. Den grå hoppe brummede atter beroligende af Asira.

"Hvordan har du klaret dig i de to år? hvem har du mødt?" Hun spurgte ind til det som enhver moder ville gøre, men om hun ville få svar vidste hun ikke.

I'm at the end, losing control
Trying to mend, this broken Soul
Give me one more chance, for me to show
How much I need you to heal my broken soul
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Mit blod koger. Mit indre koger. Jeg koger bare i det hele taget. Men det er af forskellige årsager og følelser. For dem er der efterhånden mange af. Og de kæmper alle sammen om at bryde frem, eller forsvinde helt. Overtage hinandens pladser, og jeg må ærligt indrømme, at det ikke er nemt for mig at håndtere særlig meget længere. Jeg rammer hende ikke, og på en eller anden måde er det en lettelse for mig, og så alligevel ikke.. Mærker hendes puf imod min mule, og det gør at jeg viger ørene mere ned i min nakke, hvis dette da er muligt overhovedet. Kort blottes mine tænder, advarende.

Fnyser kort af det hun siger, som om hun ikke ved hvad det er jeg mener hun skal droppe. Jeg hører også det næste, hvor hun beder mig komme ud med alt det jeg vil. Og i det øjeblik hun siger det, presses mine kæber en anelse sammen, som om jeg holder noget imellem mine tænder der bare skal kvases helt og aldeles i dette øjeblik. Da hun så igen spørger ind til noget nyt, står jeg stadig sammenbidt.

,,Hvordan jeg har klaret mig.. På egne ben” Siger jeg spydigt, men fortsætter så. ,,Ved at overleve. Finde den føde, jeg kunne. Drikke det vand, der var. Søge væk fra farer. Men mest af alt, ved at glemme at I eksisterede. Holde op med at søge efter jer, og acceptere at I bare ikke var der mere. At du ikke var der mere.” Fnyser jeg hårdt. ,,Jeg har kun mødt få”

Dette bliver mit svar. Jeg vil ikke fortælle mere, og heller ikke om mine selskaber. For hun behøver ikke vide, at jeg har et seriøst problem med at begå mig med andre, og at ensomheden er den jeg efterhånden foretrækker.

Nour sukkede dybt, lige meget hvad hun gjorde var det ikke godt nok, noget hun helt og aldeles selv havde været skyld i. Hun betragtede atter hendes datter igen, der var så meget hun gerne ville fortælle hende, men hun havde ikke tilladelse til det, hun lyttede opmærksomt til Asira, hun ignorerede hendes ører hendes attitude, det var som om hun havde vænnet sig til det, det var som at se Djange, også alligevel sig selv stå og te sig, men hun har været ensom, hendes pige havde været helt alene om det hele.

"Det er jeg ked af" hun kiggede hende dybt i øjnene
"Jeg kan intet gøre ved det, men jeg håver dog en dag, at du vil se mig som din mor, for lige meget hvad ser jeg dig som min datter, og jeg vil altid være der for dig, selvom jeg ikke var det før, men det er jeg nu." også selvom du ikke har brug for mig længere tænkte hun, hun krævede ikke medlidenhed eller medfølelse fra Asira, men hun håbede at hun kunne finde ud af noget med hende.

"Jeg vil gerne bevise at jeg vil være der for dig, men jeg ved bare ikke hvordan..." Nour trådte nu en hel del længere væk fra sin datter, hun vil observere hende på afstand, og lidt efter lidt komme tættere på.

"Jeg er en del mere sentimental en din far, men jeg tror dit temperament er mere eller mindre fra mig, hvis du ikke har mødt mange er det helt klart mit du har fået ind der" hun stod halvt og snakkede til datteren men også halvt til sig selv. En lav brummen undslap hende, mon Asira kunne huske de gode stunder? Der var så få af dem, men de var dog fantastiske. Hun smilte atter igen til sin datter, hun så igennem hende, for det var som at se sig selv som lille.